Kapitel 2

Jeg lægger mine arme på den kolde vindueskarm, og kigger ud på snefnuggene der falder fra den mørke himmel og lægger sig på siden af bjerget. Der vokser fyrretræer på bjergsiden, korkeg og birk, og indimellem ligger der områder med stejle klipper. Det har sneet hele dagen og de siger at det vil fortsætte natten igennem. Jeg kan dårligt nok se hvor byen ender mod nord – hele verden virker til at være forsvundet i en hvid tåge. Om dagen, når himlen er klar, kan man se den Biscayiske bugt som en blå plet langt væk, men ikke når vejret er sådan her. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvad der mon gemmer sig bag det hvide tågeslør.

Jeg kigger bag mig. I det højloftede, kolde rum står to computere. For at bruge dem skal vi skrive vores navn på en liste og vente til det bliver vores tur. Om natten er der tidsbegrænsning på ti minutter hvis nogen venter og tyve minutter hvis ikke. De to piger der sidder ved dem nu, har hver været på i en halv time, og min tålmodighed er ved at slippe op. Jeg har ikke tjekket avisernes hjemmesider siden i morges hvor jeg sneg mig ind før morgenmaden. På det tidspunkt var der intet nyt om John Smith, men lige nu ryster jeg næsten af spænding over hvad der mon kan være dukket op. Der har været noget nyt hver dag lige siden historien først blev rapporteret.

Santa Teresa er et kloster der også fungerer som et børnehjem for piger. I øjeblikket er jeg den ældste ud af syvogtredive, og det har jeg været i et halvt år, lige siden den sidste pige som fyldte atten forlod klostret. Når vi fylder atten må vi alle beslutte os for om vi vil forlade klostret og drage ud på egen hånd eller blive og skabe os et liv inden for kirken. Af alle de piger som har nået attenårsalderen er ikke en eneste blevet. Jeg forstår dem godt. Min fødselsdag, som jeg og Adelina opdigtede da vi ankom, hvor jeg fylder atten år er mindre end fem måneder væk. Som de andre piger har jeg også tænkt mig at forlade det her fængsel, om så Adelina tager med eller ej. Det er svært at forestille sig at hun vil.

Klostret blev bygget udelukkende af sten i 1510 og er alt for stort til det lille antal kvinder som bor her. De fleste rum står tomme, og de der ikke gør, er gennemtrængt af en fugtig, jordslået lugt. Vores stemmer laver ekko fra loftet og ned igen. Klostret ligger på den højeste klippe med udsigt ud over den landsby som deler navn med klostret, dybt inde i Picos de Europa-bjergene i det nordlige Spanien. Landsbyhusene er ligesom klostret bygget af sten og mange af bygningerne er bygget direkte ind i bjergsiden. Når man går ned ad byens hovedgade, Calle Principal, er det umuligt ikke at blive overvældet af forfaldet. Det er som om dette sted er blevet glemt af verden, og århundrede efter århundrede har lagt et mosgrønt og brunt skær over alting mens den gennemtrængende lugt af skimmel hænger i luften.

For fem år siden begyndte jeg at spørge Adelina om det ikke var på tide at tage videre som vi havde fået besked på at gøre. „Jeg vil snart opdage mine Evner og jeg har ikke lyst til at opdage dem her, omringet af nonner og unge piger,“ sagde jeg. Hun nægtede og citerede Biblen for at man må ‘stå stille for at modtage frelsen’. Jeg har tigget hende om det hvert år lige siden og hvert år kigger hun bare på mig med blanke øjne og affejer det med endnu et religiøst citat. Men jeg ved at min frelse ikke ligger her.

Bag klostrets port og ned ad den let skrånende bakke kan jeg skimte byens lys. Gennem snestormen ligner de svævende glorier. Selvom jeg ikke kan høre musikken fra de to barer, er jeg sikker på at de er fyldt med mennesker. Derudover er der en restaurant, en café, et marked, en bodega og en masse forskellige gadesælgere som plejer at stå på Calle Principal. For enden af bakken, ved byens sydside, ligger den skole vi alle sammen går på.

Jeg drejer hovedet da jeg hører klokken ringe. Om fem minutter skal vi være klar til fællesbøn og bagefter er det direkte i seng. Jeg begynder at gå i panik. Jeg må vide om der er blevet rapporteret noget nyt. Måske er John blevet fanget. Måske har politiet fundet nye spor i skolens ruiner, noget de først havde overset. Selvom der ikke er noget nyt overhovedet bliver jeg nødt til at vide det. Ellers vil jeg aldrig få sovet.

Jeg kigger strengt på Gabriella Garcia – kaldet Gabby – som sidder ved den ene af computerne. Gabby er seksten og meget køn med langt sort hår og brune øjne, men uden for klostret klæder hun sig altid meget billigt, i stramme trøjer som viser hendes piercede navle. Hver morgen klæder hun sig i stort, løsthængende tøj, men lige så snart vi er ude af søstrenes synsfelt tager hun det af og viser sit provokerende tøj nedenunder. Så bruger hun resten af gåturen til skolen til at tage makeup på og sætte sit hår. Det er det samme med hendes fire veninder, hvoraf tre af dem også bor sammen med os på klostret. Og når dagen er slut tørrer de makeuppen af og tager det anstændige tøj på igen.

„Hvad?“ spørger Gabby med en flabet attitude og stirrer på mig. „Jeg er ved at skrive en mail.“

„Jeg har ventet i mere end ti minutter,“ siger jeg. „Og du er ikke i gang med at skrive en mail. Du kigger på fyre med bar overkrop.“

„Og hvad så? Har du tænkt dig at sige noget, din sladrehank?“ spørger hun hånende som om hun snakkede til et barn.

Pigen ved siden af hende griner. Hun hedder Hilda, men de fleste børn på skolen kalder hende ‘La Gorda’, den tykke (men kun bag hendes ryg).

De er ikke til at skille ad, Gabby og La Gorda. Jeg tier stille, vender mig om mod vinduet og lægger armene over kors. Indeni syder jeg, dels fordi jeg virkelig har brug for at tjekke internettet og dels fordi jeg aldrig ved hvad jeg skal sige når Gabby gør grin med mig. Der er fire minutter tilbage. Min utålmodighed udvikler sig til ren desperation. Der kunne være nyheder lige nu, vigtige nyheder måske, men jeg har ingen chance for at finde ud af det, fordi de her to selviske idioter ikke vil give slip på deres computere.

Tre minutter tilbage. Jeg ryster nærmest af vrede. Og så får jeg pludselig en idé og begynder at smile. Den er risikabel, men det hele værd hvis den virker.

Jeg vender mig akkurat nok til at kunne skimte Gabbys stol ud af øjenkrogen. Jeg tager en dyb indånding, fokuserer al min energi på hendes stol, og bruger så min telekinese til at dreje den til venstre. Så giver jeg den et hårdt skub til højre så den næsten vælter. Gabby hopper op og skriger. Jeg kigger på hende og lader som om jeg er lige så forbavset som hun.

„Hvad er der?“ spørger La Gorda.

„Jeg ved det ikke, det føltes som om en eller anden lige sparkede til min stol. Mærkede du noget?“

„Nej,“ siger La Gorda, men idet hun siger det flytter jeg hendes stol et par centimeter baglæns og rykker den så lidt til højre, alt imens jeg bliver stående ved vinduet. Begge piger skriger denne gang. Jeg rykker Gabbys stol en gang til, så La Gordas, og uden at kigge en ekstra gang på deres computerskærme løber de begge ud af rummet.

„Yes,“ siger jeg, skynder mig over til den computer Gabby brugte og skriver navnet på det nyhedssite som jeg mener, er mest pålideligt. Så venter jeg utålmodigt på at siden loader. De gamle computere er sammen med den langsomme forbindelse heroppe mine værste fjender. Browseren viser en hvid skærm, og linje for linje begynder siden at komme frem. Da den har loadet en fjerdedel ringer klokken for sidste gang. Et minut til fællesbøn. Jeg er fristet til at ignorere klokken, selvom det betyder at jeg vil blive straffet for det. Lige nu er jeg nærmest ligeglad. „Fem måneder til,“ hvisker jeg til mig selv.

Halvdelen af siden er synlig nu, og jeg kan se det øverste af John Smiths ansigt, hans opadvendte øjne som er mørke og selvsikre, men som også viser et vist ubehag som virker malplaceret. Jeg sidder på kanten af sædet og venter mens spændingen får det til at kilde i min mave og får mine hænder til at ryste.

„Kom nu,“ siger jeg til skærmen, og forsøger forgæves at få computeren til at skynde sig. „Kom nu, kom nu, kom nu.“

„Marina,“ bjæffer en stemme fra den åbne dør. Jeg vender mig hurtigt om og ser søster Dora, en buttet kvinde som er chefkok i køkkenet, kigge vredt på mig. Det er der nu ikke noget nyt i. Hun kigger vredt på alle som står i kø til maden med en bakke i hånden, som om det er en personlig fornærmelse mod hende at være sulten. Hun presser sine læber sammen til en lille stram streg og kniber øjnene i. „Kom! Nu! Og jeg mener lige nu!“

Jeg sukker og ved at jeg ikke har andet valg end at følge med. Jeg sletter browserens historik, lukker ned for computeren og går med søster Dora ned ad den mørke gang. Der lå en nyhed og ventede på den side, det ved jeg. Hvorfor skulle Johns ansigt ellers fylde hele siden? Enhver nyhed er gammel efter halvanden uge, så når hans billede fylder så meget må det betyde at der er sket noget vigtigt.

Vi går hen til Santa Teresa Kirken, som er kæmpestor med enorme søjler der går op til en loftshvælving og med malede glasruder langs væggene. Der er træbænke fra den ene ende af midterskibet til den anden med plads til næsten 300 mennesker. Søster Dora og jeg er de sidste der kommer ind. Jeg sætter mig alene på en af de midterste rækker. Søster Lucia, som var den der åbnede døren for mig og Adelina da vi ankom, og som stadig driver klostret, står ved prædikestolen og lukker øjnene, sænker hovedet og folder hænderne. Vi andre gør det samme.

„Padre divino,“ begynder bønnen i dyster enstemmighed. „Que nos bendiga y nos proteja en su amo r...“

Jeg lukker af for det og fokuserer på de hoveder der sidder foran mig som alle er bøjede i koncentration. Eller bare bøjede. Mine øjne finder Adelina som sidder på den allerforreste række, seks bænke foran min og lidt til højre. Hun sidder på knæ i dyb meditation, og hendes brune hår er samlet i en stram fletning som når hende til midt på ryggen. Hun kigger ikke op en eneste gang, forsøger ikke at finde mig med sit blik som hun ellers altid gjorde de første par år vi var her. Dengang gav vi hinanden et skjult smil når vore øjne mødtes og mindede hinanden om den hemmelighed vi delte. Den hemmelighed deler vi stadig, men på et eller andet tidspunkt er Adelina holdt op med at tro på den. Hun har erstattet vores plan om at vente, indtil vi er stærke og sikre nok til at rejse videre, med sit ønske om at blive. Eller måske har hun en frygt for at drage videre.

Før nyhedshistorien om John Smith, som jeg fortalte Adelina om da den dukkede op, var det flere måneder siden vi havde talt sammen om vores mission. I september havde jeg vist hende mit tredje ar, det ar som betød at endnu en Garde var blevet dræbt, og at hun og jeg var et skridt tættere på at blive jaget og dræbt af mogadorianerne. Hun havde bare ladet som om det ikke eksisterede. Som om det ikke betød det vi begge ved det gør. Efter jeg havde fortalt hende nyheden om John rullede hun bare med øjnene og sagde til mig at jeg skulle holde op med at tro på eventyr.

„En el nombre del Padre, y del Hijo, y del Espiritu Santo. Amen,“ siger de og alle i rummet laver korsets tegn samtidig med denne sidste sætning, også mig selv, for ikke at stikke ud. Pande, navle, venstre skulder, højre skulder.

Dengang det tredje ar dukkede op lå jeg og sov og var midt i en drøm hvor jeg løb ned ad et bjerg med armene ud til siderne som om jeg skulle til at lette. Jeg blev vækket af smerten og lyset fra arret der slangede sig rundt om min ankel. Lyset vækkede flere af pigerne der sov i det samme rum, men heldigvis ikke den søster der skulle holde øje med os. Pigerne troede bare jeg havde en lommelygte og et blad under dynen. Pigen som lå i sengen ved siden af min, Elena, en stille sekstenårig med kulsort hår som hun tit stikker i munden når hun taler, kastede en pude på mig. Min hud var begyndt at smelte og smerten havde været så intens at jeg blev nødt til at bide i tæppet for ikke at skrige. Jeg kunne ikke lade være med at græde fordi jeg vidste at et eller andet sted var Nummer Tre død. Nu var der seks af os tilbage.

I aften forlader jeg pænt kirken sammen med de andre piger, og vi går i lige række tilbage mod soverummet. Der ligger vi sammen i knirkende dobbeltsenge som står ved siden af hinanden med regelmæssige mellemrum, men i mit hoved er jeg ved at udforme en plan. For at kompensere for de hårde senge og de kolde rum er lagnerne bløde og tæpperne tunge og varme, hvilket er den eneste luksus vi har. Min seng står i det fjerneste hjørne fra døren og er den bedste og mest eftertragtede plads fordi der er stille. Men det tog mig også lang tid at få den, da man kun kan rykke en seng tættere på hver gang en pige forlader klostret.

Når alle ligger i deres senge bliver lyset slukket. Jeg ligger på ryggen og kigger op på det høje lofts utydelige, takkede kontur. En gang imellem bliver stilheden brudt af en hvisken som med det samme bliver fulgt op af en af søstrene som tysser på vedkommende. Jeg holder mine øjne åbne og venter utålmodigt på at alle er faldet i søvn. Efter en halv time bliver de hviskende stemmer erstattet af søvnens bløde lyde, men jeg vover ikke at gøre noget endnu. Det er for tidligt. Jeg venter femten minutter mere og der er stadig ingen lyde. Så kan jeg ikke holde det ud længere.

Jeg holder vejret og bevæger stille mine ben ud over sengekanten mens jeg lytter til Elinas vejrtrækning ved siden af mig. Mine fødder rammer det iskolde gulv og fryser med det samme. Jeg rejser mig langsomt fra sengen for at undgå at den knirker og går så på tåspidser hen over gulvet og hen mod døren. Jeg tager mig god tid og passer på at jeg ikke støder ind i nogen af sengene. Jeg når hen til døren, løber ud på gangen og ned til computerrummet. Jeg sætter mig på en stol og tænder for computeren.

Jeg venter på at den starter op og kigger hele tiden nervøst på døråbningen for at se om nogen er fulgt efter mig. Endelig får jeg mulighed for at skrive internetadressen, og skærmen bliver hvid hvorefter to billeder begynder at danne sig midt på siden. De er omgivet af tekst og har en overskrift i fede sorte bogstaver som endnu er for slørede til at kunne tydes. To billeder – jeg tænker på hvad der mon har ændret sig siden jeg tjekkede sidst. Og så bliver de endelig skarpe.

Internationale terrorister?

John Smith, med sin faste kæbe, pjuskede mørkeblonde hår og blå øjne, fylder venstre side af skærmen, mens hans far, eller mere sandsynligt hans Cêpan, Henri fylder højre side. Det er ikke et fotografi, men en kunsttegning tegnet med blyant i sort og hvid. Jeg skimmer igennem de detaljer jeg allerede kender – ødelagt skole, fem døde, pludselig forsvinden, og kommer så til den nyhed som først lige er blevet rapporteret:

Sagen om Henri og John Smith har i dag taget en bizar drejning da to FBI agenter fandt hvad der menes at være en professionel dokumentfalskners udstyr. Under en lem i soveværelset, i det hus som Henri og John Smith lejede i Paradise, Ohio, blev der fundet adskillige maskiner som normalt bruges til at fremstille falske dokumenter med. Dette har ledt efterforskningsholdets tanker i retning af en mulig forbindelse til terrorisme. Dette har naturligvis skabt røre i lokalsamfundet og Henri og John Smith betragtes nu som en fare for den nationale sikkerhed og som flygtninge. Politiet efterspørger enhver oplysning som kunne hjælpe eftersøgningen.

Jeg scroller tilbage til billedet af John og da mit blik møder hans begynder mine hænder at ryste. Selv i denne tegning er der noget specielt ved hans øjne. Hvorfra skulle jeg genkende dem, om ikke fra den årelange rejse som bragte os hertil sammen? Nu er jeg helt overbevist om at han er en af de seks overlevende Garder som stadig befinder sig på denne fremmede jord.

Jeg læner mig tilbage i stolen og puster mine hårlokker væk fra øjnene. Jeg ville ønske at jeg selv kunne tage ud og lede efter ham. Selvfølgelig er Henri og John Smith i stand til at undgå politiet, de har holdt sig skjult i elleve år ligesom Adelina og mig. Men hvordan skal jeg gøre mig noget håb om at være den der finder ham, når hele verden leder efter ham? Hvordan skal nogen af os overhovedet finde sammen?

Mogadorianernes øjne er overalt. Jeg har ingen anelse om hvordan de fandt Et eller Tre, men jeg mener at To blev fundet gennem en blogbesked som han eller hun svarede på. Jeg havde også set den og sad i femten minutter og overvejede hvordan jeg skulle svare på den uden at røbe hvor jeg var. Selvom beskeden i sig selv var upræcis var det meget tydeligt for os som var på udkig. Ni, nu otte. Er resten af jer derude? Det var blevet sendt af en bruger som kaldte sig To. Jeg skrev hurtigt et svar, men lige inden jeg trykkede ‘Send’ blev siden opdateret, og jeg så at en anden havde svaret først.

Vi er her, stod der.

Jeg måbede og stirrede bare på skærmen i chok. De to små beskeder fik håbet til at strømme gennem min krop, men lige da jeg havde slettet min første besked og skrevet en anden kom et skarpt lys nede fra mine fødder, og den sydende lyd af brændende kød ramte mine ører, hurtigt efterfulgt af en skærende smerte så voldsom at jeg faldt ned på gulvet og vred mig i smerte. Jeg skreg så højt jeg kunne på Adelina mens jeg holdt mig for ankelen så ingen ville se det. Da Adelina kom og det gik op for hende hvad der var sket pegede jeg på skærmen, men den var blank og begge beskeder var blevet slettet.

Jeg kigger væk fra Johns velkendte øjne på skærmen. Ved siden af computeren står en lille blomst der er blevet glemt. Den er visnet og træt og er sunket ind til halvdelen af dens oprindelige størrelse. Alle dens blade er blevet brune og sprøde i spidsen. Flere af bladene er faldet ned på bordet hvor de ligger tørre og rynkede. Blomsten er ikke død endnu, men det er tæt på. Jeg læner mig forover, laver et lille dække rundt om blomsten med mine hænder og rykker mit ansigt så tæt på at jeg kan røre den med mine læber. Så blæser jeg varm luft på den. En kuldegysning løber ned over min ryg og samtidig får blomsten nyt liv. Den rejser sig, og en livlig grøn farve breder sig gennem bladene og stilken. Nye blade vokser frem, først uden farve, så strålende lilla. Et drilagtigt smil breder sig på mine læber da jeg tænker på hvordan søstrene ville reagere hvis de så det her. Men jeg vil aldrig lade dem se det. Det ville bare blive misforstået, og jeg har ikke lyst til at blive kastet ud i kulden. Det er jeg ikke klar til. Snart, men ikke endnu.

Jeg slukker for computeren og skynder mig tilbage til min seng mens tanker om John Smith, som jeg ved, er derude et sted, svømmer rundt i mit hoved.

Pas på jer selv, og hold jer skjult, tænker jeg. Vi skal nok finde hinanden.