Kapitel 12

De er her! tænker jeg. Efter alle disse år er mogadorianerne her!

Jeg vender mig om så hurtigt at jeg falder i sneen. Jeg kravler baglæns væk fra huleindgangen, men mine fødder er viklet ind i tæppet. Jeg får tårer i øjnene. Mit hjerte banker. Jeg formår at rejse mig op og spæner så hurtigt mine ben tillader det. Jeg kigger ikke engang tilbage for at se om jeg bliver forfulgt, men løber bare over det samme snelandskab jeg lige har vandret igennem, så hurtigt at jeg dårligt har nogen fornemmelse af hvor mine fødder rammer jorden. Træerne og skyerne begynder at blive slørede. Jeg kan mærke tæppet blive løftet af vinden bag mine skuldre og flagre i luften som en superhelts kappe. Jeg falder en enkelt gang og glider hen ad jorden, men jeg tvinger mig op med det samme og løber videre. Jeg springer over ‘kamelens ryg’, fortsætter videre og når endelig forbi birketræerne og ind til klostret. Turen derop tog næsten femogtyve minutter – løbeturen tilbage klarede jeg på under fem. Ligesom min Evne til at trække vejret under vandet dukkede min Evne til at løbe overnaturligt hurtigt op da jeg havde brug for den.

Jeg løsner tæppet omkring min hals, braser ind gennem dobbeltdørene og hører lyden af frokost inde fra spisesalen. Jeg skynder mig op ad vindeltrappen og ned ad den snævre gang, da jeg ved at det er Adelinas tur til at have fri søndag. Jeg går ind i det åbne rum hvor søstrene sover. Adelina sidder rank og flot i en af de høje sorte stole og læser med Biblen i skødet. Hun lukker den da hun ser mig komme ind.

„Hvorfor er du ikke til frokost?“ spørger hun.

„Jeg tror de er her,“ siger jeg forpustet og med voldsomt rystende hænder. Jeg bøjer mig forover og hviler dem på mine knæ.

„Hvem?“

„Du ved godt hvem!“ råber jeg. „Mogadorianerne.“

Hun ser vantro på mig. „Hvor?“

„Jeg tog ud til hulen ...“

„Hvilken hule?“ afbryder hun.

„Er det ikke ligegyldigt! Der var fodspor udenfor, kæmpe støvlefodspor ...“

„Tag det roligt, Marina. Fodspor foran en hule, siger du?“

„Ja.“

Hun smiler skævt, og det går op for mig at det var en fejl at komme til hende. Jeg burde have vidst at hun ikke ville tro mig, og jeg føler mig dum og sårbar som jeg står over for hende. Jeg retter mig op. Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mine hænder.

„Jeg vil gerne vide hvor min kiste er,“ siger jeg, ikke ligefrem i en selvsikker tone, men heller ikke ængstelig.

„Hvilken kiste?“

„Du ved udmærket hvad jeg snakker om!“

„Hvad får dig til at tro at jeg beholdt den gamle sag?“ spørger hun roligt.

„Fordi du ellers ville forråde dit eget folk,“ siger jeg.

Hun åbner Biblen igen og lader som om hun læser. Jeg overvejer at gå, men så tænker jeg igen på fodsporene i sneen.

„Hvor er den?“ spørger jeg.

Hun bliver ved med at ignorere mig, så jeg rækker ud med mine tanker og føler bogens form, dens tynde, støvede sider, dens grove omslag. Jeg smækker den i. Det giver et sæt i Adelina.

„Fortæl mig hvor den er.“

„Hvor vover du! Hvem tror du, du er?“

„Jeg er medlem af Garden, og en hel loriansk races skæbne afhænger af at jeg overlever, Adelina! Hvordan kunne du dog vende dem ryggen? Og hvordan kunne du vende menneskene ryggen? John Smith, som jeg tror er medlem af Garden, er på flugt i USA, og da han for nyligt blev stoppet af en politibetjent, var han i stand til at flytte betjenten uden at røre ham. Ligesom jeg kan. Som jeg lige gjorde ved din bog. Kan du ikke se hvad der er ved at ske, Adelina? Hvis ikke vi snart begynder at hjælpe til så er ikke bare Lorien fortabt, men også Jorden og det her åndssvage børnehjem og den her dumme by!“

„Hvor vover du at kalde det her sted åndssvagt!“ Adelina går frem mod mig med knyttede hænder. „Dette er det eneste sted der lukkede os ind. Det er hele grunden til at vi er i live. Hvad gjorde lorianerne for os? De skubbede os om bord på et rumskib og lod os være der i et år, og så skubbede de os ud igen på en ondskabsfuld planet uden nogen plan eller andre instrukser end at vi skulle gemme os og træne. Træne til hvad?“

„Træne til at besejre mogadorianerne. Og tage Lorien tilbage.“ Jeg ryster på hovedet. „De andre er sikkert derude lige nu, i fuld gang med at kæmpe og finde ud af hvordan vi kan mødes og komme hjem igen. Imens sidder vi her og laver ingenting.“

„Mit liv er fuld af mening. Jeg hjælper menneskeheden gennem bøn og arbejde. Det burde du også gøre.“

„Din eneste opgave her på Jorden var at hjælpe mig.“

„Du er i live, er du ikke?“

„Kun i bogstavelig forstand, Adelina.“

Hun sætter sig tilbage i stolen og åbner Biblen igen. „Lorien findes ikke længere, Marina. Så hvilken forskel gør det?“

„Lorien er ikke død, den er bare gået i hi, det sagde du selv. Og pointen er at vi ikke er døde.“

Hun synker. „Vi er alle blevet tildelt en dødsdom,“ siger hun, og hendes stemme knækker en anelse over. „Vores liv var fortabte fra starten. Vi bør leve rigtigt så længe vi er her, så vi i det mindste har en chance for et godt liv efter døden.“

„Hvordan kan du sige det?“

„Fordi det er sådan virkeligheden ser ud. Vi er de sidste af en døende race og snart vil vi også være væk. Og Gud må hjælpe os når den tid kommer.“

Jeg ryster på hovedet. Jeg har ingen interesse i at tale om Gud.

„Hvor er min kiste? Er den herinde?“ Jeg går rundt i rummet, kigger langs væggene, mod loftet og bøjer mig så ned for at kigge under et par af sengene.

„Selv hvis du havde den ville du ikke kunne åbne den uden min hjælp,“ siger hun. „Det ved du godt.“

Hun har ret. Hvis jeg skal tro hvad hun fortalte mig dengang jeg stadig kunne stole på hende, kan jeg ikke åbne den uden hendes hjælp. Pludselig ser jeg hvor håbløst det hele er. Fodsporene i sneen, John Smith på flugt, det klaustrofobiske Santa Teresa, og Adelina, min Cêpan, som skulle assistere og hjælpe mig med at udvikle mine Evner, men som i stedet har opgivet vores mission. Hun ved ikke engang hvilke Evner jeg har udviklet. Jeg har Evnen til at se i mørke, trække vejret under vand, løbe superhurtigt, flytte ting med mine tanker og genoplive visne planter. Angsten vælter ind over mig, og på det værst tænkelige tidspunkt kommer søster Dora ind ad døren. Hun sætter hænderne i siden.

„Hvorfor er du ikke i køkkenet?“

Jeg ser på hende og efteraber hendes strenge blik.

„Årh, hold dog kæft,“ siger jeg og stormer ud af rummet før hun kan nå at sige noget. Jeg løber ned ad gangen, ned ad trapperne, griber min jakke og løber ud gennem dobbeltdørene.

Jeg kigger mig ængsteligt omkring og holder mig i vejsidens skygger. Selvom det stadig føles som om jeg bliver overvåget, virker alt til at være normalt udenfor. Jeg løber ned ad bakken, stadig på vagt, og da jeg når til caféen går jeg indenfor, fordi det er det eneste sted der er åbent. Cirka halvdelen af de tyve borde er optagede hvilket passer mig fint, for jeg har behov for at have mennesker omkring mig lige nu. Jeg skal lige til at sætte mig da jeg får øje på Héctor, som sidder alene i hjørnet og drikker vin.

„Hvorfor er du ikke til El Festín?“

Han kigger op. Han er nybarberet og hans øjne ser klare og skarpe ud. Han virker udhvilet og har endda fint tøj på. Jeg har ikke set ham sådan i lang tid. Jeg tænker på hvor længe det mon vil vare.

„Jeg troede ikke du drak om søndagen,“ siger jeg og fortryder med det samme. Héctor og Ella er mine eneste venner lige nu, og en af dem er allerede blevet væk. Jeg vil ikke også gøre Héctor ked af det.

„Det troede jeg heller ikke,“ siger han, og jeg kan høre på ham at han ikke er blevet fornærmet over min kommentar. „Hvis du nogensinde møder en som forsøger at drukne sine sorger så fortæl ham venligt at hans sorger kan svømme. Her, sæt dig ned,“ siger han og skubber en stol ud med foden. Jeg sætter mig ned med et bump. „Hvordan har du det?“ spørger han

„Jeg hader det her sted, Héctor. Hver fiber i min krop hader det.“

„Dårlig dag?“

„Hver dag er en dårlig dag her.“

„Årh, så slemt er det da ikke.“

„Hvordan kan du altid være så glad?“

„Alkohol,“ siger han og smiler skævt. Han hælder et glas vin op og det ser ud til at være det første. „Jeg vil ikke anbefale det til andre. Men det ser ud til at virke for mig.“

„Åh, Héctor,“ siger jeg. „Jeg ville ønske du ikke drak så meget.“

Han klukler og tager et nip. „Ved du hvad jeg ville ønske?“

„Hvad?“

„At du ikke så så trist ud hele tiden, Marina fra havet.“

„Det vidste jeg ikke at jeg gjorde.“

Han trækker på skuldrene. „Det er noget jeg har lagt mærke til, men Héctor er også en meget opmærksom mand.“

Jeg kigger til venstre og højre og tager mig tid til at fokusere på hver person i rummet. Så tager jeg servietten fra bordet og lægger den i mit skød. Jeg lægger den tilbage på bordet. Så lægger jeg den igen i mit skød.

„Fortæl mig hvad der er galt,“ siger Héctor og tager en lidt større slurk.

„Alt.“

„Alt? Også mig?“

Jeg ryster på hovedet. „Okay, måske ikke alt.“

Han løfter øjenbrynene og rynker dem. „Fortæl mig det så.“

Jeg har virkelig lyst til at dele min hemmelighed med ham, fortælle ham hvorfor jeg er her og hvor jeg kommer fra. Jeg vil fortælle ham om Adelina, den rolle hun skulle have udfyldt og hvad det i stedet er endt med. Jeg vil have at han skal høre om de andre som er derude og kæmper eller måske bare sidder stille som mig og samler støv. Hvis der er ét menneske jeg føler mig sikker på ville hjælpe mig er det Héctor. Han er trods alt en ‘forsvarer’, en der ‘holder fast’ og én som blev født til styrke og mod af den simple grund at det ligger i hans givne navn.

„Føler du nogensinde at du ikke hører til her, Héctor?“

„Ja da. Visse dage.“

„Hvorfor bliver du her så? Du kunne rejse hvorhen du ville.“

Han trækker på skuldrene. „Af flere grunde.“ Han hælder mere vin i sit glas. „For det første er der ikke andre til at tage sig af min mor. Og så er dette sted mit hjem, og jeg er ikke sikker på at det er meget bedre derude. Jeg har lært af erfaring at ting sjældent forbedrer sig bare fordi man skifter omgivelser.“

„Det kan godt være, men jeg kan alligevel ikke vente med at komme væk herfra. Jeg har kun lidt over fire måneder tilbage på børnehjemmet, vidste du det? Og du må ikke sige det her til nogen, men jeg tror jeg vil tage af sted før det.

„Det synes jeg ikke er nogen god idé, Marina. Du er for ung til at være på egen fod. Hvor vil du tage hen?“

„Amerika,“ siger jeg uden at tøve.

„Amerika?“

„Der er én jeg bliver nødt til at finde.“

„Hvis du er så opsat på det, hvorfor er du så ikke allerede taget af sted?“

„Frygt,“ svarer jeg. „Mest af alt frygt.“

„Du er ikke den første,“ siger han og tømmer sit glas. Hans øjne er ikke længere skarpe. „Nøglen til forandring er at give slip på frygten.“

„Det ved jeg.“

Døren til caféen bliver åbnet, og en høj mand i en lang frakke kommer ind med en gammel bog under armen. Han går forbi os og sætter sig ved et bord i hjørnet. Han har sort hår og buskede øjenbryn. Han har et kraftigt overskæg. Jeg har aldrig set ham før, men da han løfter hovedet og ser mig i øjnene, ved jeg med det samme at der er noget ved ham som jeg ikke kan lide, og jeg kigger hurtigt væk. Ud af øjenkrogen kan jeg se at han stadig stirrer på mig. Jeg prøver på at ignorere det. Jeg fortsætter med at snakke med Héctor, eller rettere sagt ævle uden rigtigt at give mening. Jeg sidder bare og ser ham fylde sit glas igen og hører næsten intet af det han siger til mig.

Fem minutter senere stirrer manden stadig på mig og det går mig så meget på at jeg begynder at blive svimmel. Jeg læner mig ind over bordet. „Ved du hvem manden i hjørnet er?“ hvisker jeg til Héctor.

Han ryster på hovedet. „Nej, men jeg har også lagt mærke til at han holder øje med os. Han var også herinde i fredags og han sad i den samme stol og læste den samme bog.“

„Der er noget ved ham jeg ikke kan lide, men jeg ved ikke hvad det er.“

„Bare rolig, jeg er her til at beskytte dig.“

„Jeg bliver nødt til at gå,“ siger jeg. Jeg føler pludselig en mærkelig, desperat trang til at komme væk. Jeg vil ikke kigge på manden, men kommer til at gøre det alligevel. Han læser i bogen og har vendt omslaget mod mig som om han vil have at jeg skal se det. Det ser brugt ud, skrøbeligt, og har en støvet grå farve.

#xa0;

Pittacus fra Mytilene

og den atheniensiske krig

Pittacus? Pittacus? Nu ser han på mig igen og selvom jeg ikke kan se det nederste af hans ansigt antyder hans øjne et udspekuleret smil. Lige med ét føles det som om jeg er blevet ramt af et tog. Er dette min første mogadorianer?

Jeg springer op, slår knæet op i bordpladen og er lige ved at vælte Héctors vinflaske. Min stol vælter baglæns ned på gulvet. Alle i caféen vender sig og kigger.

„Jeg er nødt til at smutte, Héctor,“ siger jeg.

Jeg ramler gennem døren og begynder at spæne hjem. Jeg løber hurtigere end en bil og er ligeglad med om nogen ser det. Jeg når tilbage til Santa Teresa på mindre end et minut. Jeg skubber dobbeltdørene op og skynder mig at smække dem i efter mig. Jeg læner mig med ryggen op ad dem og lukker øjnene. Jeg prøver på at få min vejrtrækning til at blive normal og mine rystende arme og ben og min bævrende underlæbe til at stoppe. Sveden driver ned ad mit ansigt.

Jeg åbner øjnene. Adelina står foran mig, og jeg lader mig falde direkte ind i hendes arme, ligeglad med den spænding der var mellem os for en time siden. Hun krammer mig tøvende, og jeg forestiller mig at hun nok er forvirret over dette pludselige udtryk af kærlighed som jeg ikke har vist over for hende i årevis. Hun trækker sig væk, og jeg åbner munden for at fortælle hende hvad jeg lige har set, men hun putter sin finger op mod sine læber på samme måde som jeg gjorde til Ella under messen. Så vender hun sig om og går væk.

#xa0;

Samme aften, efter middagen og før aftenbønnen, stiller jeg mig ved mit sengevindue og kigger ud på tusmørket og leder efter noget mistænkeligt.

„Marina? Hvad laver du?“

Jeg vender mig om. Ella står bag mig. Jeg havde ikke hørt hende komme. Hun bevæger sig gennem rummet lige så stille som en skygge.

„Der er du,“ siger jeg lettet. „Er du okay?“

Hun nikker, men hendes store brune øjne fortæller mig noget andet. „Hvad laver du?“ gentager hun.

„Jeg kigger bare udenfor, ikke andet.“

„Hvorfor? Du kigger altid ud ad vinduet ved sengetid.“

Hun har ret. Hver aften efter jeg så den mand kigge på mig gennem kirkens vindue, har jeg været på udkig efter ham. Jeg er nu sikker på at det var den samme mand jeg så i caféen i dag.

„Jeg kigger efter onde mænd, Ella. Nogle gange er der onde mænd derude.“

„Er det rigtigt? Hvordan ser de ud?“

„Det er svært at sige,“ svarer jeg. „Jeg tror de er meget høje, og de er for det meste mørke og ser meget onde ud. Og nogle af dem er måske muskuløse, sådan her,“ siger jeg og indtager min bedste bodybuilderpositur.

Ella fniser og går hen til vinduet. Hun stiller sig på tæer og trækker sig selv op for at se ud.

Det er flere timer siden jeg var i caféen, og det er lykkedes mig at falde lidt ned.

Med min pegefinger tegner jeg to hurtige streger på den duggede rude.

„Det er tallet tre,“ siger Ella.

„Det er rigtigt, lille trold. Det kan du nok gøre bedre, ikke?“

Hun smiler, sætter sin finger nederst på ruden og kort efter er der begyndelsen til en smuk bondegård og lade. Jeg ser på mens mit tretal bliver opslugt af Ellas perfekte silo.

Tallet tre er den eneste grund til at jeg fik lov til at forlade caféen i dag, for det er afstanden mellem mig og John Smith. Jeg er nu helt overbevist om at han er Nummer Fire, sådan som han bliver forfulgt. Ligesom jeg er overbevist om at manden på caféen er en mogadorianer. Denne by er så lille at jeg sjældent ser nogen jeg ikke kender i forvejen, og hans bog – Pittacus fra Mytilene og den atheniensiske krig – samt hans konstante stirren er ikke tilfældigheder. Navnet Pittacus er et jeg har hørt lige siden jeg var barn, længe før vi ankom til Santa Teresa.

Mit nummer – Syv, er mit eneste helle nu, mit bedste forsvarsværk. Selvom det er uretfærdigt er jeg beskyttet mod døden af tre andre som må dø før mig. Så længe besværgelsen altså holder, hvilket jeg må gå ud fra er grunden til at de lader mig være og at manden ikke angreb mig med det samme ved cafébordet. Men én ting er sikkert, hvis han er mogadorianer så ved de hvor jeg er, og de kan fange mig hvornår de vil og beholde mig indtil de har dræbt Fire, Fem og Seks. Jeg ville ønske jeg vidste hvad det er der holder dem tilbage, og hvorfor jeg får lov til at sove i min seng igen i nat. Jeg ved at besværgelsen gør at vi kun kan blive dræbt i den rigtige rækkefølge, andet ved jeg ikke. Men måske ligger der mere i besværgelsen.

„Du og jeg, vi er et hold nu,“ siger jeg. Ella sætter de sidste streger på sin vinduestegning og bruger sin fingernegl til at tegne et par horn på køerne.

„Vil du være på hold med mig?“ spørger hun vantro.

„Det kan du tro,“ siger jeg og holder min lillefinger ud. „Lad os tage lillefinger eden sammen.“

Hun smiler bredt og lukker sin lillefinger omkring min. Jeg ryster den en enkelt gang.

„Så er det gjort,“ siger jeg.

Vi vender os mod vinduet igen, og Ella visker sit billede ud med håndfladen. „Jeg kan ikke lide at være her.“

„Tro mig, jeg kan heller ikke lide det. Men bare rolig, vi kommer snart ud herfra.“

„Tror du det? Skal vi af sted sammen?“

Jeg vender mig og kigger på hende. Det var slet ikke det jeg mente, men uden at tænke nærmere over det nikker jeg. Jeg håber ikke jeg kommer til at fortryde at jeg har lovet hende det. „Hvis du stadig er her når jeg tager af sted så går vi sammen. Aftale?“

„Aftale! Og jeg vil ikke lade dem gøre dig fortræd.“

„Hvem?“ spørger jeg.

„De onde mænd.“

Jeg smiler. „Det vil jeg sætte pris på.“

Hun går væk fra vinduet og hen til et andet for at hive sig op. Som altid bevæger hun sig som et spøgelse, uden at lave den mindste lyd. Jeg har stadig ingen anelse om hvor hun har gemt sig i dag, men hvor det end var, må det have været et sted hvor ingen kunne finde på at lede. Og så får jeg pludselig en idé.

„Hey, Ella? Jeg har brug for din hjælp,“ siger jeg. Ella hopper ned fra vinduet og kigger forventningsfuld på mig. „Jeg leder efter noget her i klostret, men det er gemt.“

„Hvad er det?“ spørger hun og læner sig fremover af spænding.

„Det er en kiste. Den er lavet af træ og ser meget gammel ud, sådan én som man ville forvente at se på et piratskib.“

„Og den er et sted her?“

Jeg nikker. „Den er her et sted, men jeg har ingen anelse om hvor. Der er en som gjorde sig umage med at gemme den. Du er omtrent den klogeste pige jeg kender. Jeg er sikker på at du kan finde den.“

Hun stråler og nikker spændt. „Jeg skal nok finde den, Marina! Vi er et hold!“

„Det er nemlig rigtigt,“ siger jeg. „Vi er et hold.“