Kapitel 6

Da jeg omsider kommer udenfor efter at have skiftet til varmere tøj, rullet mit sengetæppe sammen og taget det under armen, er solen nået over i vest og der er ikke en sky på himlen. Klokken er halv fem hvilket giver mig halvanden time hvis jeg er heldig. Jeg hader søndagens stressede karakter, den måde dagen snegler sig af sted på indtil vi endelig får fri og så pludselig flyver tiden. Jeg kigger mod øst, og lyset der reflekteres i sneen får mig til at misse med øjnene. Grotten ligger gemt bag to stenede bakker. Med så meget sne som der ligger i dag er jeg ikke engang sikker på at jeg vil kunne se huleåbningen. Men jeg trækker hatten ned over ørerne, lyner jakken op, tager sengetæppet om skuldrene som en kappe og går mod øst.

To høje birketræer markerer det sted hvor stien starter, og mine fødder bliver kolde i det sekund jeg går ind i de dybe snedynger. Tæppekappen slæber hen ad jorden bag mig og sletter mine fodspor. Jeg passerer nogle pejlemærker som hjælper mig med at genkende stedet, en sten som rager op over de andre og et træ som hælder i en sjov vinkel. Efter omkring tyve minutter kommer jeg til den klippeformation som ligner en kamelryg, og så ved jeg at jeg næsten er fremme.

Jeg har en vag fornemmelse af at blive overvåget, måske forfulgt. Jeg vender mig omkring og spejder ud over landskabet. Stilhed. Sne og intet andet. Tæppet har gjort et godt stykke arbejde med at udviske mine spor. En langsom, prikkende fornemmelse kryber op langs min ryg. Jeg har set hvordan kaniner kan blive ét med landskabet så man ikke opdager dem før man nærmest træder på dem, og jeg ved at bare fordi jeg ikke kan se nogen betyder det ikke nødvendigvis at de ikke kan se mig.

Fem minutter senere finder jeg endelig det tætte buskads som dækker for indgangen. Huleåbningen ligner en forvokset bæverhule som er skåret ind i klippevæggen, og det var præcis hvad jeg troede det var da jeg opdagede den for flere år siden. Men da jeg kiggede bedre efter kunne jeg se at jeg havde taget fejl. Grotten var dyb og mørk, og dengang kunne jeg næsten ikke se noget i det svage lys som kom ind gennem åbningen. Jeg ønskede brændende at opdage grottens hemmeligheder, og måske var det det som fik min Evne til at se i mørke, til at udvikle sig. Jeg ser ikke lige så godt i mørke som i dagslys, men selv de mest kulsorte afkroge har for mig et skær som fra et levende lys.

Jeg går ned på knæ og fejer akkurat nok sne væk til at jeg kan glide ned og ind i hulen. Jeg kaster tasken ind først, så løsner jeg tæppet fra min hals og lægger det ned på sneen for at dække mine fodspor, og bagefter hænger jeg det på den anden side af åbningen for at skærme for vinden. De første tre meter er indgangen snæver, så følger en lidt bredere gang som går så stejlt nedad at den er høj nok til at man kan stå oprejst, og efter det åbner grotten sig op.

Loftet er højt nok til at skabe et ekko, og grottens fem vægge glider naturligt sammen og skaber en næsten perfekt polygon. I det bagerste højre hjørne løber et lille vandløb. Jeg har ingen idé om hvor vandet kommer fra eller hvor det er på vej hen, men det er i hvert fald brudt ud gennem en sprække i en af væggene, kun for at forsvinde videre ned i jordens indre. Men mængden af vand er altid den samme hvilket betyder at der altid er iskoldt vand hernede uanset tidspunktet på dagen eller året. Med den konstante kilde af frisk vand er dette det perfekte sted at gemme sig – fra mogadorianerne, fra søstrene og fra pigerne, selv fra Adelina. Det er også et perfekt sted til at bruge og udvikle mine Evner.

Jeg sætter tasken ned på jorden, tager madvarerne ud og lægger dem på en klippe hvor der allerede ligger flere chokoladebarer, müslibarer, havregryn, et glas peanutbutter og forskellige slags frugt og supper på dåse. Der er mad nok til flere uger. Først da jeg har sat alt fra mig, rejser jeg mig op og kigger rundt på de landskaber og ansigter jeg har malet på væggen.

Lige siden allerførste gang jeg fik en pensel i hånden i skolen har jeg været vild med at male. At male giver mig muligheden for at se ting som jeg gerne vil have dem til at være, og ikke nødvendigvis som de er. Det er en flugt, en måde for mig at fastholde tanker og minder og skabe håb og drømme.

Jeg skyller penslerne, blødgør de størknede hår og blander så malingen med vand og mudder fra vandløbet for at skabe nogle jordfarver der matcher de grå klippevægge. Så går jeg hen til det sted hvor John Smiths halvfærdige ansigt smiler usikkert til mig.

Jeg bruger lang tid på hans mørkeblå øjne for at gøre dem helt rigtige. Der er et bestemt glimt som er svært at indfange, og da jeg på et tidspunkt bliver træt af at prøve, begynder jeg på et nyt maleri i stedet, et af den sorthårede pige fra min drøm. I modsætning til Johns øjne har jeg intet problem med hendes, men lader bare den grå væg arbejde for mig. Jeg forestiller mig at hendes øjne ville skifte farve hvis jeg holdt et stearinlys op foran dem, ligesom de sikkert gør i virkeligheden, afhængigt af hendes humør og lyset omkring hende. Det er bare en fornemmelse jeg har. De andre ansigter jeg har malet er Héctors, Adelinas og et par af de gadesælgere jeg ser hver dag. Fordi grotten er så mørk og dyb, er jeg overbevist om at ingen andre ser malerierne. Det er dog en risiko jeg løber, men jeg kan simpelthen ikke lade være.

Efter et stykke tid går jeg tilbage til indgangen, skubber tæppet til side og stikker mit hoved ud. Jeg kan ikke se andet end hvide snedriver. Solen som rører ved horisonten fortæller mig at det er på tide at gå. Jeg har ikke malet nær så lang tid som jeg gerne ville. Før jeg renser penslerne går jeg hen til væggen over for maleriet af John og kigger på den store røde firkant jeg har malet der. Inden det blev til en rød firkant havde jeg malet noget åndssvagt, noget som jeg ved ville have afsløret mig som Garde, nemlig en liste.

Jeg rører firkanten, tænker på de første tre tal der står nedenunder og kører mine fingre hen over den tørre, skallede maling. Det gør mig ked af det at tænke på hvad de tal stod for. Hvis der er nogen som helst trøst at hente i deres død, er det at de nu kan hvile i fred og ikke længere behøver at leve i frygt.

Jeg vender mig væk fra firkanten, fra den gemte og destruerede liste, tørrer penslerne og lægger alt væk.

„Vi ses i næste uge,“ siger jeg til ansigterne.

Før jeg går, tager jeg et kig på det landskab jeg har malet på væggen ved siden af den gang der fører ind og ud af grotten. Det var det første jeg malede hernede og jeg var omkring tolv år. Selvom jeg har pyntet lidt på det over årene er det stadig nogenlunde det samme. Det forestiller udsigten over Lorien fra mit soveværelsesvindue og jeg husker det stadig tydeligt. Bølgende bakker og græsmarker med enkelte høje træer hist og her. En bred, blå flod der skærer sig gennem landskabet. Langs flodbredden har jeg malet små pletter som skal forestille kimærer der drikker af det kolde vand. Og til sidst, langt væk i horisonten i toppen af maleriet og hævet højt over de ni buegange, der repræsenterer Loriens ni Ældre, står statuen af Pittacus Lore, så lille at den næsten er utydelig. Men der er ingen tvivl om hvad den repræsenterer, nemlig et lysende håb.

#xa0;

Jeg skynder mig fra hulen tilbage til klostret og holder øje med om der er noget mistænkeligt. Solen er lige dukket ned under horisonten da jeg kommer ud fra hulen, hvilket fortæller mig at jeg er sent på den. Jeg skubber de tunge egetræsdøre op, og når lige at høre velkomstklokkerne ringe. Der er ankommet en ny til klostret.

Jeg slutter mig til de andre piger som er på vej til vores sovesal. Vi har en velkomstceremoni her, som består i at vi alle stiller os bag vores senge med hænderne på ryggen, vender os mod den nye pige og siger vores navn én efter én. Jeg hadede det dengang jeg selv var den nye, hadede følelsen af at være udstillet når jeg mest af alt bare havde lyst til at gemme mig.

I døråbningen ved siden af søster Lucia står en lille pige med kastanjebrunt hår, nysgerrige brune øjne og et lille ansigt, der minder lidt om en mus. Hun kigger ned i stengulvet og står og vipper usikkert fra den ene fod til den anden. Hendes fingre piller ved hendes grå uldtrøje som har små lyserøde blomster på. Der sidder en lille, pink hårnål i hendes hår, og hun har sorte sko med sølvspænder. Jeg har ondt af hende. Søster Lucia venter på at vi alle syvogtredive har smilet til pigen før hun taler.

„Det her er Ella. Hun er syv år gammel og hun kommer til at bo hos os fra i dag. Jeg stoler på at I alle vil være med til at byde hende velkommen.“

Senere bliver der hvisket et rygte om at hendes forældre blev dræbt i en bilulykke og at hun befinder sig her fordi hun ikke har nogen slægtninge.

Ella kigger hurtigt op hver gang en siger sit navn, men ellers holder hun sine øjne fast rettet mod gulvet. Det er tydeligt at hun er bange og ked af det, men jeg kan samtidig se at hun er den type som folk vil falde for. Hun kommer ikke til at skulle være her i lang tid.

Vi går alle ned til kirken sammen så søster Lucia kan forklare Ella hvorfor troen er så vigtigt for børnehjemmet. Gabby Garcia står og gaber bagerst i gruppen og jeg vender mig om for at se på hende. Lige bag Gabby, omrammet af en af de klare ruder i den malede kirkerude på den bagerste væg, kan jeg se en mørk skikkelse som står udenfor og kigger ind. Jeg kan lige akkurat se hans sorte hår, tunge øjenbryn og kraftige overskæg i det tiltagende tusmørke. Han kigger på mig, det er der ingen tvivl om. Mit hjerte springer et slag over. Jeg gisper og træder et skridt tilbage. Alle vender sig om.

„Marina, er du okay?“ spørger søster Lucia.

„Nej, ikke noget,“ siger jeg og ryster på hovedet. „Jeg mener, jo, tak, jeg har det fint. Undskyld.“

Mit hjerte banker og mine hænder ryster. Jeg folder dem så det ikke kan ses. Søster Lucia siger et eller andet mere om at byde Ella velkommen, men jeg er for distraheret til at høre efter. Jeg vender mig om mod vinduet igen. Skikkelsen er væk. Vi får lov til at gå.

Jeg løber igennem kirken og kigger udenfor. Jeg kan ikke se nogen, men jeg lægger mærke til et par fodspor. Jeg træder væk fra vinduet. Måske er det bare en mulig plejeforælder som ser klostret an på afstand, eller måske er det en af de rigtige forældre som kastede et hurtigt blik på den datter han ikke kan forsørge. Men af en eller anden grund føler jeg mig ikke sikker. Jeg bryder mig ikke om den måde hans blik hvilede på mig.

„Er du okay,“ hører jeg en sige bag mig. Det giver et sæt i mig og jeg vender mig om. Det er Adelina som står med hænderne foldede foran sig. Der hænger en rosenkrans fra hendes fingre.

„Ja, jeg har det fint,“ siger jeg.

„Du ligner en der har set et spøgelse.“

Noget der er værre end et spøgelse, tænker jeg, men jeg siger det ikke højt. Jeg er stadig utryg ved hende efter at hun gav mig den lussing i morges, og jeg putter mine hænder i lommen.

„Der stod en ved vinduet lige før og kiggede på mig,“ hvisker jeg.

Hun klemmer øjnene sammen.

„Se her, se fodsporene,“ siger jeg og peger på jorden.

Adelina står helt stiv og stille, og et øjeblik tror jeg rent faktisk at hun er bekymret, men så slapper hun af i kroppen og går et skridt fremad. Hun kigger på sporene.

„Jeg er sikker på at det ikke er noget,“ siger hun.

„Hvad mener du med at det ikke er noget? Hvordan kan du sige sådan noget?“

„Jeg ville ikke bekymre mig om det hvis jeg var dig. Det kunne være hvem som helst.“

„Han kiggede direkte på mig.“

„Marina, så vågn dog op. Med den pige som ankom i dag er der otteogtredive piger her. Vi gør hvad vi kan for at beskytte jer, men en gang imellem vandrer en af drengene fra byen herop for at smugkigge. Vi har endda fanget nogle af dem. Og tro ikke at vi ikke ved hvordan nogen af de andre piger klæder sig, hvordan de skifter til udfordrende tøj på vej til skole. Der er seks af jer som snart bliver atten, og alle i byen ved det. Så jeg ville ikke bekymre mig om den mand du så. Han var sikkert bare en dreng fra skolen.“

Jeg er sikker på at det ikke var en dreng fra skolen, men jeg siger ikke noget.

„I øvrigt vil jeg gerne sige undskyld for den lussing jeg gav dig her i morges. Det var forkert af mig.“

„Det er okay,“ siger jeg, og overvejer kort om jeg skal nævne John Smith igen, men beslutter mig for at lade være. Det ville bare skabe mere spænding mellem os og det vil jeg gerne undgå. Jeg savner den måde vi var over for hinanden på tidligere. Og det er svært nok i forvejen at leve her, selv uden at Adelina er vred på mig.

Før hun når at sige mere kommer søster Dora løbende over og hvisker noget i Adelinas øre. Adelina kigger på mig, nikker og smiler.

„Vi tales ved senere.“

De går væk sammen og jeg står alene tilbage. Jeg kigger ned på fodsporene igen og det løber mig koldt ned ad ryggen.

Den næste times tid går jeg frem og tilbage mellem rummene og kigger ned mod den mørke by som ligger i skygge, men jeg ser ikke skikkelsen igen. Måske har Adelina ret.

Men ligegyldigt hvor meget jeg forsøger at overbevise mig selv om det, tror jeg ikke på det.