Kapitel 14

Jeg kan ikke sove. Delvis på grund af kisten. Måske har en af stenene kraft til at forvandle mig til forskellige dyr ligesom Bernie, eller måske kan en af dem skabe en jernmur omkring mig som er umulig at gennemtrænge for mine fjender? Men hvordan finder jeg nogensinde ud af det uden Henri? Jeg føler mig trist. Slået ud.

Men mest af alt kan jeg ikke holde op med at tænke på Seks. Jeg ser hele tiden hendes ansigt for mig, få centimeter fra mit eget, eller forestiller mig hendes søde duft eller den måde den nedgående sol fik lyset til at spille i hendes øjne. I det øjeblik havde jeg en umådelig lyst til bare at standse al træning, slynge mine arme omkring hende og hive hende ned så hun lå oven på mig. Den trang har nu, flere timer efter, slået rod i mit hjerte og det er dét der i virkeligheden holder mig vågen. Det og så den overvældende skyldfølelse jeg har over at være tiltrukket af hende. Den person jeg burde længes efter er Sarah.

Jeg har for mange tanker i hovedet til at falde i søvn, for mange følelser som smerte, begær, forvirring og skyld. Jeg ligger i tyve minutter mere inden jeg giver op og dropper tanken om at få sovet. Jeg slår mit tæppe til side og trækker et par bukser og en grå T-shirt på. Bernie følger mig fra rummet og ned ad gangen. Jeg stikker hovedet ind i stuen for at se om Sam sover. Det gør han, han ligger viklet ind i et tæppe på gulvet som en larve i sin puppe, og jeg vender mig og går tilbage. Seks’ rum ligger lige over for mit og hendes dør står åben. Jeg kan høre Seks pusle inde på gulvet.

„John?“ hvisker hun.

Jeg krummer tæer, og mit hjerte begynder at slå hurtigere.

„Ja?“ svarer jeg mens jeg stadig står udenfor.

„Hvad laver du?“

„Ikke noget,“ hvisker jeg. „Jeg kan ikke sove.“

„Kom ind,“ siger hun, og jeg skubber døren op. Der er bælgmørkt på hendes værelse, og jeg kan ikke se en hånd for mig. „Er alt okay?“

„Ja, jeg har det fint,“ siger jeg. Jeg tænder forsigtigt for mine lys og det svage skær fungerer som en natlampe. Jeg sørger for ikke at kigge på hende og ser ned på tæppet. „Jeg har bare for mange tanker der kører rundt, du ved. Jeg tænkte på at gå en tur eller løbe eller noget.“

„Det ville være lidt farligt, synes du ikke? Husk at du er på FBI’s top-ti liste over de mest eftersøgte personer, med en fed dusør på dit hoved,“ siger hun.

„Jeg ved det godt, men altså ... det er stadig mørkt udenfor, og du kunne gøre os usynlige, ikke? Altså hvis du har lyst til at komme med.“

Jeg skruer op for mine lys og kan nu se Seks sidde på gulvet med et par tæpper over sine ben. Hendes hår er sat op og der falder et par løse lokker ned omkring hendes ansigt. Hun trækker på skuldrene, kaster tæpperne til side og rejser sig. Hun har sorte yogabukser på og en hvid top. Jeg kan ikke lade være med at kigge på hendes bare skuldre. Jeg kigger væk da jeg rammes af den absurde mistanke om at hun kan fornemme at jeg kigger på hende.

„Okay,“ siger hun og trækker sit hårbånd ud for at stramme sin hestehale. „Jeg har alligevel altid svært ved at sove. Især på gulvet.“

„Også mig,“ siger jeg.

„Men er du ikke bange for at vi vækker Sam?“

Jeg ryster på hovedet. Hun svarer med et skuldertræk og tilbyder mig sin hånd. Jeg tager den med det samme. Seks forsvinder, men min hånd lyser stadig og jeg kan se hendes fodtrin på gulvtæppet. Så slukker jeg mit lys og vi lister på tæer fra rummet og ud på gangen. Bernie følger efter os, og da vi når ind til stuen, løfter Sam sit hoved og kigger direkte på os. Seks og jeg stopper og jeg holder vejret for ikke at lave støj. Jeg tænker på Sams åbenlyse betagelse af Seks og hvor knust han ville blive hvis han så os holde i hånd.

„Hey, Bernie,“ mumler han, falder tilbage i sengen og ruller om på siden med ryggen til os. Vi står stille et par sekunder og så fører Seks os gennem stuen og køkkenet og ud ad bagdøren.

Det er en varm nat, fuld af lyden af græshopper og svajende palmeblade. Jeg tager en dyb vejrtrækning mens Seks og jeg går hånd i hånd. Det virker mærkeligt at hendes hånd føles så lille og fin i min, når jeg kender hendes utrolige fysiske styrke. Jeg er vild med hvordan det føles. Bernie drøner gennem det tætte krat langs den grusbelagte indkørsel, mens Seks og jeg går stille og roligt i midten. Den ender i en smal sti og vi drejer til venstre.

„Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvad du gik igennem,“ siger jeg, selvom jeg hellere ville fortælle hende at det er hende jeg ikke kan lade være med at tænke på. „At være indespærret i et halvt år og være tvunget til at se Katarina blive ... ja, du ved.“

„Nogle gange glemmer jeg at det er sket. Og andre gange kan jeg ikke tænke på andet i dagevis,“ svarer hun.

„Ja,“ svarer jeg og trækker lidt på det. „Jeg ved sgu ikke ... det siger vel sig selv at jeg savner Henri og at det piner mig at han ikke er her mere. Men efter jeg hørte din historie gik det op for mig hvor heldig jeg har været. Altså, jeg fik da i det mindste lov til at sige farvel. Og så var han der da jeg udviklede mine første Evner. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle gennemgå det alene, som du gjorde.“

„Det var også rigtig svært. Jeg kunne godt have brugt hende den dag jeg opdagede min usynlighed. Og jeg havde også brug for hende til at tale om pigeting mens jeg voksede op. De var ligesom vores forældre her på Jorden, ikke?“

„Jo,“ svarer jeg. „Det mærkelige er, at nu hvor Henri er væk er de ting jeg husker bedst dem jeg hadede mest. Som når vi forlod et sted og bare kørte og kørte og kørte på motorvejen mod et eller andet sted jeg ikke kendte, og jeg allerhelst bare ville ud af bilen. Nu er de samtaler vi havde i bilen dem jeg husker bedst. Eller da vi begyndte at træne i Ohio og han fik mig til at lave den samme øvelse igen og igen ... jeg hadede det så meget! Nu kan jeg ikke tænke på det uden at smile. For eksempel var der engang hvor min telekinese lige var dukket frem, vi trænede i sneen og han kastede en masse ting mod mig som jeg skulle afværge. Jeg skulle sende dem tilbage samme vej de var kommet. Da han på et tidspunkt kastede en kødhakker virkelig hårdt efter mig, brugte jeg dens egen fart til at sende den tilbage til ham, og han måtte i sidste øjeblik kaste sig på hovedet ned i sneen for ikke at blive ramt,“ siger jeg og smiler for mig selv. „Men det han troede var en bunke sne dækkede over en rosenbusk med tilhørende torne. Er du gal hvor han hylede. Den slags glemmer jeg aldrig.“

En bil nærmer sig, og vi kaster os ned i vejkanten og bliver der indtil den er kørt forbi. Den drejer skarpt ind ad indkørslen til et nærliggende hus og en mand i en sort læderjakke hopper ud. Han hamrer på døren og råber at der skal åbnes.

„Hold da kæft. Hvad er klokken?“ spørger jeg Seks.

Seks bevæger sig hen mod manden og huset og slipper ikke sit greb i mig. „Gør det nogen forskel?“

Da vi er cirka tre meter fra ham rammer stanken af alkohol mig. Han standser med at banke på døren. „Du har fandeme bare at åbne den dør, Charlene, ellers er det ikke godt at vide hvad jeg gør!“ råber han.

Seks og jeg får øje på pistolen i hans bælte på samme tid og hun klemmer min hånd. „Sikke et røvhul,“ hvisker Seks.

Han bliver ved med at banke indtil lyset bliver tændt i entreen. Så råber en kvinde ud gennem døren. „Gå din vej! Bare gå, Tim!“

„Åbn døren lige nu, Charlene!“ råber han. „Ellers venter der, hører du?“

Vi er nu så tæt på at vi kan røre ham. Jeg kan se en gammel blegnet tatovering bag hans venstre øre som forestiller en skaldet ørn med en slange i sine kløer.

Hun råber igen og denne gang er hendes stemme mere usikker. „Lad mig nu være Tim! Hvorfor er du her? Hvorfor vil du ikke lade mig være i fred?“

Han banker igen og råber endnu højere. Jeg skal lige til at tage kvælertag på ham og tvære den dumme ørn af hans hud, da jeg ser hans pistol svæve op af bæltet og op langs hans ryg, ført af Seks’ usynlige hånd. Hun presser pistolens løb ind mod hans baghoved og begraver det i hans brune hår. Hun lader pistolen med et højt klik.

Manden holder øjeblikkeligt op med at banke på døren. Han holder også op med at trække vejret. Seks presser pistolen endnu hårdere ind mod hans kranie og giver den et ryk mod højre så han vender sig om. Synet af den svævende pistol foran ham gør ham helt bleg i ansigtet. Han blinker, ryster kraftigt på hovedet og forventer vel at vågne i sin seng eller gyden bag det værtshus han kom fra. Seks svinger pistolen fra side til side og jeg venter at hun skal sige et eller andet for virkelig at skræmme livet af ham, men i stedet vender hun pludselig pistolen mod hans bil. Hun skyder og der kommer et kæmpe hul i ruden og en fane af knust glas omkring. Han giver et hysterisk hvin fra sig og begynder at græde.

Seks vender pistolen mod ham og han bliver stille mens en snotklat løber ned mod hans overlæbe. „P... please, undskyld,“ siger han. „Undskyld Gud, j... j... jeg skal n... nok gå nu, det lover jeg,“ piber han til pistolen. Seks retter igen pistolen mod bilen og tømmer kammeret med et ordentligt brag. En af sideruderne eksploderer i tusinde stykker.

„Nej, stop! Okay, okay!“ råber manden. Der er dukket en våd plet op på indersiden af hans bukser. Seks drejer pistolen mod vinduet i huset og manden får øjenkontakt med den lyshårede kvinde i huset. „Og jeg kommer aldrig tilbage. Aldrig, aldrig igen.“ Pistolen svinger mod venstre og indikerer at han kan gå. Han flår bildøren op og kaster sig ind. Stenene fyger ud under dækkene mens han bakker ud af indkørslen og drøner af sted. Kvinden i vinduet bliver ved med at stirre på den svævende pistol foran sin hoveddør indtil Seks kyler den over taget med så stor kraft at den sandsynligvis lander i den næste region.

Vi løber tilbage til vejen og bliver ved med at løbe indtil der ikke er nogen huse at se. Jeg ville ønske jeg kunne se Seks’ ansigt.

„Jeg kunne gøre den slags hele dagen,“ siger hun til sidst. „Det er ligesom at være en superhelt.“

„Ja, mennesker har altid været glade for deres superhelte,“ er alt hvad jeg kan finde på. „Tror du hun ringer til politiet?“

„Narv, hun tror nok bare det var et mareridt.“

„Eller den bedste drøm hun nogensinde har haft,“ siger jeg. Vi begynder at snakke om alle de gode ting vi kunne udrette på Jorden hvis ikke vi havde travlt med at blive forfulgt og hadet.

„Hvordan trænede du egentlig dig selv?“ spørger jeg. „Jeg kan ikke forestille mig jeg kunne have lært mine ting hvis Henri ikke havde presset mig så meget.“

„Havde jeg noget valg? Enten tilpasser vi os eller også forgår vi. Så jeg tilpassede mig. Katarina og jeg trænede i årevis inden vi blev fanget, men selvfølgelig ikke en eneste gang efter jeg udviklede mine Evner. Da jeg endelig slap ud af den hule, svor jeg at hendes død ikke skulle være forgæves og den eneste måde at sikre det på var at søge hævn. Så jeg fortsatte bare der hvor vi slap. I starten var det hårdt, især fordi jeg var alene, men lidt efter lidt begyndte jeg at lære at blive stærkere. I øvrigt har jeg også haft mere tid end du har. Mine Evner kom før dine, og jeg er ældre.“

„Ved du hvad,“ siger jeg, „min sekstenårs fødselsdag, eller den dag Henri og jeg plejede at fejre den på, var for to dage siden.“

„John! Hvorfor sagde du ikke noget?“ spørger hun, slipper min hånd og skubber mig drillende væk så jeg bliver synlig. „Vi kunne have fejret dig.“

Jeg smiler og rækker famlende ud efter hende i mørket. Hun tager min hånd og fletter sine fingre ind mellem mine. Sarah dukker op i mine tanker og jeg skubber hende ud med det samme.

„Hvordan var hun egentlig?“ spørger jeg. „Katarina, altså.“

Seks er stille et øjeblik. „Kærlig. Hun hjalp altid andre. Og så var hun sjov. Vi plejede altid at grine meget og lave jokes, hvilket nok virker mærkeligt i betragtning af hvor alvorlig jeg normalt er.“

Jeg griner. „Når du nu selv indrømmer det.“

„Men hey, ikke noget med at skifte emne. Hvorfor sagde du ikke noget om din fødselsdag?“

„Jeg ved det ikke. Faktisk havde jeg glemt det indtil i går og så virkede det bare lidt fjollet med alt hvad der foregår lige nu.“

„Det er din fødselsdag, John, det er ikke fjollet. Vi skal være glade for alle de fødselsdage vi oplever og der er grund til fejring når man tænker på hvem der jager os. Og i øvrigt kan det være jeg havde været lidt mildere ved dig i træningen.“

„Ja, du må virkelig have det dårligt over at have tævet en fyr sådan på hans fødselsdag,“ siger jeg og prikker til hende. Hun giver mig en albue i siden for sjov som svar. Bernie springer frem fra buskene og lunter af sted ved siden af os. Hans pels er fyldt med burrer der sidder fast som velcro og jeg giver slip på Seks’ hånd for at fjerne dem.

Vi når til enden af vejen. Foran os er der en masse højt græs og en flod der bugter sig. Vi vender om og går tilbage mod huset.

„Går det dig på at du aldrig fik din kiste?“ spørger jeg efter et par minutters stilhed.

„Jeg tror faktisk det gjorde mig mere fokuseret. Den var væk, og der var ikke noget jeg kunne gøre ved det. Så jeg gjorde det jeg syntes var smartest og koncentrerede mig om at finde jer andre. Jeg ville bare ønske jeg kunne have fundet Nummer Tre før de gjorde.“

„Ja, men i det mindste fandt du mig. Jeg tror ikke jeg havde overlevet så længe hvis ikke det var sket. Det tror jeg heller ikke Bernie havde. Eller Sarah for den sags skyld.“ Lige så snart jeg siger Sarahs navn løsner Seks sit greb en smule. Jeg elsker Sarah, men det er svært at forestille sig et liv med hende når jeg er på flugt og ikke ved hvad fremtiden vil bringe. Det eneste liv jeg kan forestille mig lige nu er det jeg allerede lever. Sammen med Seks.

Vi når frem til huset, og jeg ville ønske at vores snak ikke var forbi. Jeg prøver at trække tiden ud ved at sænke farten og vi ender med at stå og hænge for enden af indkørslen.

„Jeg kender dig kun som Seks,“ siger jeg. „Havde du et navn engang?“

„Selvfølgelig, men jeg brugte det ikke særlig meget. Jeg gik ikke i skole ligesom dig. Eller det vil sige, det gjorde jeg en kort periode, men så besluttede vi at jeg havde bedre af at blive hjemme.“

„Hvad hed du så?“

„Maren Elizabeth.“

„Wow, er det rigtigt?“

„Hvorfor lyder du så overrasket?“

„Tja, Maren Elizabeth lyder bare lidt elegant og feminint. Jeg forventede nok du ville have et navn der lød mytisk og stærkt, som Athena eller Xena, du ved ligesom the warrior princess? Eller Storm måske. Storm ville have passet perfekt til dig.“

Seks ler, og det giver mig lyst til at hive hende ind til mig. Selvfølgelig gør jeg det ikke, men jeg har lyst til det, og det er måske det mest afslørende.

„Jeg var engang en lille pige som af og til gik med små sløjfer i håret, at du ved det.“

„Aha, og hvilken farve havde de så?“

„Lyserøde.“

„Det ville jeg gerne betale for at se.“

„Glem det, du har ikke nok penge.“

„Jeg har en hel kistefuld af sjældne ædelsten at du ved det,“ siger jeg i den samme legesyge tone hun lige har brugt. „Bare vis mig hvor den nærmeste pantelåner er.“

Hun griner. „Jeg skal nok holde øjnene åbne.“

Vi bliver stående i indkørslen og kigger op på stjernerne og månen som næsten er fuld. Jeg lytter til vinden og den lyd Seks laver når hun flytter sin vægt fra den ene fod til den anden. Jeg tager en dyb indånding.

„Jeg er virkelig glad for at vi gik den tur,“ siger jeg.

„Også mig.“

Jeg kigger derhen hvor hun står og ønsker at jeg kunne se hendes ansigt. „Kan du forestille dig hvis alle nætter var sådan her, og vi kunne leve vores liv uden at skulle bekymre os om hvem der måske lå på lur rundt om hjørnet, eller uden altid at kigge os over skulderen for at se om vi blev forfulgt? Ville det ikke være fantastisk bare en enkelt gang at kunne glemme hvad der gemmer sig bag horisonten?“

„Selvfølgelig ville det være rart. Og det bliver rart når vi engang får den luksus.“

„Jeg hader det vi er nødt til at gøre. Jeg hader den situation vi er i. Jeg ville ønske det var anderledes.“ Jeg kigger efter Lorien oppe på himlen og giver slip på hendes hånd. Hun gør sig synlig, og jeg tager fat i hendes skuldre og vender hende om mod mig.

Seks trækker vejret dybt.

Lige i det jeg bøjer mit hoved ind mod hendes lyder der en eksplosion fra bagsiden af huset. Seks og jeg skriger og falder til jorden. En ildsøjle rejser sig over taget og flammerne spreder sig lynhurtigt indenfor.

„Sam!“ råber jeg. Jeg ligger femten meter væk, men river alligevel de forreste vinduer ud. De bliver knust mod den asfalterede gangsti. Røgen vælter ud.

Før jeg ved af det, er jeg i fuld sprint mod huset. Jeg tager en dyb indånding, springer frem og braser gennem døren som bliver revet af sine hængsler.