Kapitel 25

Forhørsrummet er varmt og kulsort. Jeg hviler mit hoved på bordet foran mig og prøver på ikke at falde i søvn, men jeg har været oppe hele natten og kan ikke kæmpe imod længere. Med det samme kan jeg mærke at et syn er ved at tage form, og jeg hører hviskende stemmer. Jeg begynder at svæve op gennem mørket og bliver så pludselig som af en kanon skudt ned gennem en skyggefuld tunnel. Sort bliver til blå, blå bliver til grøn. De hviskende stemmer følger efter mig, men bliver svagere jo længere ned ad tunnelen jeg kommer. Jeg bliver stoppet med et ryk og alt bliver stille. Jeg bliver mødt af et skarpt lys og et vindstød. Da jeg kigger ned ser jeg at jeg står på en sneklædt bjergtop.

Udsigten er fantastisk, bjerge der strækker sig flere kilometer. Der er en grøn dal og en krystalblå sø længere nede. Jeg bliver draget mod søen og begynder at gå ned ad bjerget da jeg pludselig ser små lysglimt omkring søen. Som hvis jeg så gennem en kikkert, bliver mit syn øjeblikkeligt forstærket og jeg ser hundredvis af mogadorianere som skyder mod fire flygtende skikkelser.

Vreden blusser op i mig og farverne omkring mig sløres mens jeg løber ned ad bjergsiden med utrolig fart. Cirka to hundrede meter fra søen dukker en kæmpe masse sorte skyer frem på himlen. Lyn slår ned i dalen og tordenen brager. Jeg falder til jorden idet lynene slår ned omkring mig, og da er det jeg ser det lysende øje tage form og stirre ned fra skyerne.

„Seks!“ råber jeg, men jeg bliver overdøvet af tordenen. Jeg ved det er hende, men hvad laver hun her?

Skyerne deler sig og en eller anden svæver ned i dalen. Igen forstærkes mit syn og jeg ser at jeg har ret. Seks står og raser mellem de fremstormende mogadorianere på den ene side og to unge piger og to ældre mænd på den anden. Hun står med armene hævet over hovedet og regnen falder over hende.

„Seks!“ råber jeg og et par stærke hænder griber fat i mine skuldre og hiver mig baglæns.

Jeg slår øjnene op og løfter hovedet fra bordet. Lyset i forhørsrummet er blevet tændt, og en høj mand med et rundt ansigt står foran mig. Han har et mørkt jakkesæt på og et skilt der sidder fast på hans bælte. Og i hans hænder har han den hvide tavle.

„Rolig nu, knægt. Jeg hedder Will Murphy, og jeg er FBI-agent. Hvordan har du det?“

„Har aldrig haft det bedre,“ svarer jeg, stadig omtåget efter synet. Hvem var det Seks beskyttede?

„Godt,“ siger agenten. Han sætter sig ned foran mig med en kuglepen og en notesblok. Omhyggeligt lægger han tavlen på venstre side af bordet.

„Nåh,“ begynder han og trækker i ordet. „Seks af hvad? Hvad har du seks af?“

„Hvad?“

„Du råbte tallet seks i søvne. Har du lyst til at fortælle mig hvad det handler om?“

„Det er mit handicap i golf,“ siger jeg. Jeg prøver at genkalde mig ansigterne på de to unge piger fra synet, men det er et tåget minde.

Agent Murphy klukker. „Så siger vi det. Hvad med at vi to får os en lille snak? Lad os starte med den fødselsattest du gav til Paradise gymnasium. Det er en forfalskning, John Smith. Faktisk kan vi ikke finde en eneste oplysning om dig fra før du dukkede op i Paradise for et par måneder siden,“ siger han og kniber øjnene sammen som om han forventer et svar. „Dit personnummer tilhører en død mand i Florida.“

„Undskyld jeg har glemt hvad spørgsmålet var?“

Han smiler smørret. „Jeg synes du skal starte med at fortælle mig dit rigtige navn.“

„John Smith.“

„Klart,“ siger han. „Hvor er din far, John?“

„Han er død.“

„Hvor bekvemt.“

„Nej, det er faktisk nok det mest ubekvemme der nogensinde er sket for mig.“

Agenten skriver noget ned på sin notesblok. „Hvor kommer du oprindeligt fra?“

„Planeten Lorien, som ligger 450 millioner kilometer væk.“

„Det må have været en lang rejse, John.“

„Det tog næsten et år. Næste gang tager jeg en bog med.“

Han lægger sin kuglepen fra sig, folder sine hænder bag hovedet og læner sig tilbage i stolen. Så skubber han sig frem igen og holder tavlen frem. „Hvad er det her?“

„Det havde jeg håbet du kunne fortælle mig. Vi fandt den i skoven.“

Han fløjter og lader som om han er imponeret. „Du fandt den her i skoven? Hvor i skoven?“

„I nærheden af et træ.“

„Har du tænkt dig at spille smart hver gang jeg stiller et spørgsmål?“

„Det kommer an på om du arbejder for dem, hr. agent.“

Han sætter tavlen tilbage på bordet. „Om jeg arbejder for hvem?“

„Morlokkerne,“ siger jeg, det første jeg kommer i tanke om fra engelsktimerne.

Agent Murphy smiler.

„Smil du bare, men de kommer nok snart,“ siger jeg.

„Morlokkerne?“

„Ja, hr.“

„Altså dem fra filmen Rædselsrejsen?“

„Lige præcis. Det er ligesom vores bibel.“

„Og lad mig gætte. Du og din ven, Samuel Goode, I hører til eloierne?“

„Lorianerne, faktisk. Men vi kan godt sige eloier hvis du synes det er nemmere.“

Agenten rækker ned i sin lomme, hiver min daggert op og hamrer den ned i bordet. Jeg stirrer på det ti centimeter lange diamantblad som om jeg aldrig har set det før. Jeg kunne let dræbe manden ved blot at bevæge mit blik fra klingen til hans hals, men jeg er nødt til at befri Sam først. „Hvad er den her til for, John? Hvad skal du bruge sådan en kniv til?“

„Jeg ved ikke hvad man bruger sådan en kniv til, hr. Måske snitte træ?“

Han tager sin notesblok og kuglepen. „Hvad med at fortælle mig hvad der skete i Tennessee?“

„Jeg har aldrig været der,“ siger jeg. „Men jeg hører at det skulle være et dejligt sted. Måske tager jeg en tur dertil når vi er færdige her, så jeg kan se alle seværdighederne. Har du nogen forslag?“

Han nikker, smider notesblokken på bordet og kaster kuglepennen efter mig. Jeg afværger den uden at løfte en finger og den ryger ind mod væggen, men agenten opdager det ikke. Han forlader cellen og tager tavlen og daggerten med sig.

Kort tid efter bliver jeg smidt tilbage i min gamle celle. Jeg må ud herfra.

„Sam?“ råber jeg.

Den ene vagt der nu sidder ude foran min celle springer op og slår mod mine fingre med sin knippel. Jeg slipper tremmerne lige inden han rammer.

„Ti stille!“ beordrer han og peger på mig med knippelen.

„Tror du jeg er bange for dig?“ spørger jeg. Det ville være ret godt hvis jeg kunne få ham ind i cellen.

„Jeg er virkelig ligeglad, din snotunge. Men hvis du fortsætter sådan der kommer du snart til at fortryde det.“

„Du kan ikke ramme mig. Du er for fed og jeg er for hurtig.“

Vagten klukker. „Sæt dig nu bare på din seng og luk munden, ikke?“

„Du ved godt at jeg kan dræbe dig lige så snart jeg får lyst, ikke? Uden at løfte en finger.“

„Er det sandt?“ siger han og går hen mod mig. Hans ånde lugter harsk, som gammel kaffe. „Hvorfor gør du det så ikke?“

„Jeg er apatisk og ulykkelig,“ siger jeg. „Men det ændrer sig på et tidspunkt, og når det sker så rejser jeg mig bare og går.“

„Jeg kan næsten ikke vente, Houdini,“ siger han.

Jeg kan mærke at jeg snart har provokeret ham så meget at han kommer ind i cellen, og i det sekund han åbner døren vil Sam og jeg være så godt som fri.

„Ved du hvad du ligner?“ spørger jeg.

„Sig det endelig.“

Jeg vender mig om og bøjer mig forover.

„Så er det godt, din snothvalp!“ Vagten trykker på et kontrolpanel på væggen og idet han tramper over mod celledøren lyder et øredøvende brag, og hele fængslet bliver rystet. Vagten snubler, falder med panden lige ind i tremmerne og ned på knæ. Jeg når at kaste mig ned og ruller instinktivt ind under sengen. Helvede bryder løs – råb og pistolskud, klingende metal og høje brag. En alarm går i gang og et blå lys begynder at blinke i gangen.

Jeg ruller om på ryggen og vrider mine hænder for at få godt fat i lænkerne. Jeg spænder imod med mine ben, strækker ud og knækker lænken der binder mine hænder og fødder midt over. Jeg bruger min telekinese til at åbne håndjernene og ankellænkerne.

„John!“ råber Sam længere nede af gangen.

„Jeg er lige her!“

„Hvad sker der?“

„Jeg ville spørge dig om det samme,“ råber jeg.

De andre fanger råber også ud gennem cellerne. Vagten der faldt foran min celle brummer og kæmper sig op på benene. Han bløder fra en flænge i hovedet.

Gulvet ryster igen. Det er voldsommere og varer længere end sidst. En støvsky kommer væltende ned af gangen fra højre. Jeg bliver blændet, men rækker mine hænder ud gennem tremmerne og råber til vagten: „Slip mig ud!“

„Hey! Hvordan har du fået dine håndjern af?“

Jeg kan se at han er desorienteret, han står og vakler lidt fra side til side og lader ikke rigtig til at lægge mærke til de andre vagter som løber forbi ham med pistolerne trukket. Han er dækket af støv.

Der lyder hundredvis af pistolskud fra højre, efterfulgt af et uhyrligt brøl.

„John!“ skriger Sam mere desperat end jeg nogensinde har hørt før.

Jeg fanger vagtens blik. „Vi dør alle sammen hvis du ikke slipper mig fri!“

Vagten kigger ned hvor brølet kom fra, og rædslen står malet i hans ansigt. Langsomt rækker han ned efter sin pistol, men før han når skaftet svæver den væk fra ham. Det trick kender jeg – jeg så det på en aftentur engang i Florida. Vagten vender sig forvirret om og flygter.

Seks dukker op foran cellen. Amuletten hænger stadig om halsen på hende, og lige så snart jeg ser hendes ansigt ved jeg at hun er virkelig vred på mig. Men jeg kan også se at hun har meget travlt med at få mig væk herfra.

„Hvad er der dernede, Seks? Er Sam okay? Jeg kan ikke se noget,“ siger jeg.

Hun kigger ned gennem korridoren, koncentrerer sig og et sæt nøgler kommer svævende til hendes hånd. Hun sætter dem i et metalpanel som hænger på væggen. Min celle åbner sig. Jeg løber ud og kan endelig se korridoren. Den er ekstrem lang, der er omkring fyrre celler mellem min og udgangen. Men udgangen er der slet ikke og det er væggen heller ikke. I stedet er der et enormt hul, hvor en gigantisk piken med et hornet hoved står midt i. To vagter hænger i munden på den, og fra dens sylespidse tænder drypper en blanding af savl og blod.

„Sam!“ råber jeg, men han svarer ikke. Jeg vender mig mod Seks. „Sam er dernede!“

Hun forsvinder og fem sekunder efter ser jeg en anden celle åbne sig. Sam kommer løbende mod mig.

„Okay, Seks! Lad os ordne det bæst!“

Seks dukker frem lige foran mig. „Vi skal ikke kæmpe mod den piken. Ikke her.“

„Tager du pis på mig?“

„Der er noget vigtigere vi skal ordne,“ vrisser hun. „Vi er nødt til at tage til Spanien med det samme!“

„Lige nu?“

„Nu!“ Seks griber fat i min hånd og trækker af sted med mig. Sam er lige bag mig, og med de nøgler Seks har skaffet sig lykkes det os at komme igennem to døre. Men idet vi åbner den anden dør ser vi syv mogadorianere komme løbende imod os med deres cylinderagtige geværer og sværd. Jeg rækker instinktivt efter min daggert, men den er væk. Seks kaster vagtens pistol til mig og går ind foran mig og Sam. Hun sænker hovedet i koncentration. Den forreste mogadorianer bliver svunget rundt og hans sværd skærer igennem de to bag ham som øjeblikkeligt bliver til aske. Så sparker Seks ham i ryggen så han falder ned på sit eget sværd. Inden han er død har hun gjort sig usynlig.

Sam og jeg når at dukke os for den første kanonstråle, den næste svider min skjortekrave. Jeg kaster mig ned på gulvet og skyder med pistolen imens jeg glider gennem askebunkerne. Jeg dræber en af mogadorianerne og samler hans cylinderformede våben op. Hundredvis af små lys tændes da min finger rører aftrækkeren, og jeg sigter på den nærmeste mogadorianer og skyder en grøn stråle igennem ham. Jeg sigter mod de sidste to, men Seks er allerede dukket op bag dem og løfter dem op mod loftet med sin telekinese. Hun smadrer dem mod gulvet, hiver dem op og kaster dem ned igen. Mine bukser er dækket af aske.

Seks åbner endnu en dør, og vi går ind i et stort åbent kontorlokale hvor de fleste skriveborde og skillevægge brænder. Og der er glødende huller i loftet. Mogadorianere og politibetjente beskyder hinanden. Seks vrider et sværd ud af hånden på den nærmeste mogadorianer, hugger hans arm af og hopper så over en brændende skillevæg. Jeg skyder den vaklende enarmede mogadorianer i ryggen og han falder til jorden.

Jeg kan se agent Murphy ligge bevidstløs på gulvet. Seks farer gennem labyrinten af skriveborde og kontorstole og svinger sit sværd så hurtigt at det sløres. Omkring hende dør mogadorianere i hobetal. Politibetjentene flygter ud gennem døren i venstre side af rummet, mens Seks langsomt er ved at blive omringet af mogadorianere. Jeg skyder så hurtigt jeg kan mod dem der står i udkanten af cirklen.

„Der!“ råber Sam og peger på et kæmpe hul i væggen som fører ud til parkeringspladsen. Ingen af os tøver og vi springer gennem gnister og røg for at komme ud. Lige inden jeg suser ud i den kolde morgenvind ser jeg at min daggert og tavlen ligger på et af skrivebordene. Jeg river dem til mig i farten og følger så efter Seks og Sam ned i en dyb grøft som giver os masser af læ.

#xa0;

„Det skal vi ikke snakke om nu,“ siger Seks. Hendes armmuskler er stadig spændte. Hun smed sværdet fra sig for halvanden kilometer siden. Jeg lagde mogadorianerens våben under en busk.

„Men du har den, ikke?“

„John, ikke lige nu.“

„Men har du ...“

Seks stopper brat.

„John! Vil du gerne vide hvor din kiste er?“

„I bagagerummet?“ spørger jeg undskyldende.

„Niks,“ siger hun. „Prøv igen.“

„Gemt i en skraldespand?“

Seks løfter sine arme og jeg bliver kastet tilbage af et vindstød indtil jeg hamrer ind i et kæmpe egetræ. Hun farer hen imod mig med sine hænder ned langs siden. „Hvordan har hun det?“

„Hvem?“ spørger jeg.

„Din kæreste, dit røvhul! Var hun det værd? Var det det værd, at efterlade mig omringet af mogadorianere mens jeg kæmpede for at få din kiste tilbage, for at se din lille Sarah? Var det værd at blive arresteret for? Fik du nok kys til at opveje at dit fjæs endnu en gang er i nyhederne?“

„Nej,“ mumler jeg. „Jeg tror Sarah meldte os.“

„Det tror jeg også,“ siger Sam.

„Og dig!“ Seks vender sig og peger på Sam. „Du gik med til det! Jeg troede du var klogere end det, Sam. Du skulle være sådan et geni, og så synes du det er en god idé at tage til et sted som politiet med garanti holder øje med?“

„Jeg har aldrig sagt jeg var et geni,“ siger Sam, mens han samler tavlen op og børster jord af den. Seks bliver ved med at gå. „Og Seks, jeg havde ikke noget valg. Seriøst. Jeg prøvede så godt jeg kunne.“

„Det er rigtig,“ mumler jeg og rejser mig. „Det er ikke Sams skyld.“

„Nå, John, men mens I to turtelduer havde travlt med at kramme og kysse, var jeg i gang med at blive banket til plukfisk for at gøre dig en tjeneste. Jeg havde været død hvis ikke Bernie havde forvandlet sig til det her enorme dyr som var en blanding af en elefant og en bjørn. De har din kiste. Og jeg er sikker på, at den på nuværende tidspunkt står ved siden af min i hulen i West Virginia.“

„Så er det der jeg må hen,“ siger jeg.

„Nej, vi tager til Spanien. I dag.“

„Nej, vi gør ikke!“ råber jeg og børster jorden af mine ærmer. „Ikke før jeg har fået min kiste tilbage.“

„Nå, men jeg tager altså til Spanien.“

„Hvorfor nu?“ spørger Sam.

Vi kan se vores bil. „Jeg har lige været på nettet. Det er alvor derovre. Nogen har lavet et stort, brændende symbol på bjergsiden over Santa Teresa for en time siden, og det ligner mærkerne på vores ankler på en prik. Nogen har brug for vores hjælp og jeg har tænkt mig at give den.“

Vi hopper ind i bilen og Seks kører langsomt ned af vejen mens mig og Sam gemmer os på gulvet bagerst i bilen. Bernie gør fra sin plads på forsædet, glad fordi han for en gangs skyld har fået lov til at sidde der.

Sam og jeg skiftes til at have den bærbare computer og vi læser begge artiklen om Santa Teresa to-tre gange. Der er ingen tvivl om at symbolet på bjerget er loriansk. „Hvad hvis det er en fælde?“ spørger jeg. „Min kiste er vigtigere lige nu.“ Det kan godt være det er selvisk, men jeg vil have min arv før jeg forlader kontinentet. Frygten for at mogadorianerne måske åbner min kiste har større betydning for mig end det der måtte foregå i Spanien.

„Jeg har brug for at vide hvordan jeg kommer hen til hulen,“ siger jeg. „John! Det mener du ikke. Har du virkelig ikke tænkt dig at tage med os til Spanien?“ spørger Seks. „Vil du lade Sam og mig tage alene derover efter du har læst om Santa Teresa?“

„Hey, hør lige det her,“ siger Sam. „Fra Santa Teresa kommer også en historie om en kvinde som skulle være blevet helbredt ud af den blå luft for en uhelbredelig, degenerativ sygdom. Det er som om Santa Teresa er epicentret for al aktivitet lige nu. Jeg vil vædde med at alle medlemmer af Garden er på vej derhen lige nu.“

„Hvis det er tilfældet, så skal jeg bestemt ikke med,“ siger jeg. „Jeg skal have min kiste tilbage.“

„Det er vanvid,“ siger Seks.

Jeg kravler hen over passagersædet og åbner handskerummet. Jeg finder den sten jeg leder efter og lader den falde ned i skødet på Seks, inden jeg gemmer mig på gulvet igen.

Hun løfter den bleggule sten op over rattet, vender den i sollyset og griner. „Du tog xitharisen ud?“

„Jeg tænkte at vi nok kunne få brug for den,“ siger jeg.

„De varer ikke lang tid, husk det.“

„Hvor lang tid?“

„En time, måske lidt mere.“

Det er nedslående at høre, men måske kan det alligevel give mig den fordel jeg har brug for. „Vil du lade den op for mig?“ spørger jeg.

Seks holder xitharisen op mod sin pande, og jeg ved at hun har bestemt sig for at lade mig gå efter kisten mens de tager til Spanien.