Kapitel 20

At være forelsket er en meget mærkelig tilstand. Dine tanker kredser konstant om den anden, ligegyldigt hvad du ellers laver. Om du tager et glas fra skabet eller børster tænder eller hører på en der fortæller dig en historie begynder du at tænke på hendes ansigt, hår og duft. Eller du begynder at tænke på hvilket tøj hun mon vil have på næste gang du ser hende, eller hvad hun vil sige. Og som om det ikke var nok at befinde sig i sådan en drømmeagtig tilstand, føles det som om din mave er spændt fast til en bungy-jump elastik og hopper op og ned i flere timer indtil den til sidst finder sin plads ved siden af dit hjerte.

Sådan har jeg haft det lige siden jeg mødte Sarah Hart første gang. Jeg kan stå og træne med Sam eller prøve at finde mine sko bagerst i bilen og pludselig overvældes jeg af mindet om hendes ansigt, hendes læber og hendes elfenbensfarvede hud. Eller sidde og angive retningen fra bagsædet i bilen og stadig være fuldstændig fokuseret på hvordan det føles når hun hviler sit hoved på min brystkasse, og jeg kan tage mig selv i at analysere hver eneste sætning fra samtalen omkring bordet til Sarahs Thanksgiving-middag.

Men noget endnu mere mærkeligt er at da vi kører 110 kilometer i timen mod Paradise klokken ni om aftenen, og styrer direkte mod Sarah og hendes blonde hår og blå øjne, tænker jeg også på Seks. Jeg tænker på hendes duft, måden hun ser ud på i sin træningsdragt og hvor tæt vi var på at kysse i Florida. Sommerfuglene i min mave er også delvis på grund af Seks. Og så er min bedste ven oven i købet varm på hende.

Mens Sam kører diskuterer vi Henris brev og taler om hvor sej Sams far er, ikke bare for at hjælpe Loriens folk, men også for at give Sam en gåde der kunne føre til sendeapparatet hvis der skulle ske noget med ham. Og alt imens går jeg stadig frem og tilbage mellem Sarah og Seks oppe i mit hoved.

„Men hvad hvis der ikke er noget?“ spørger Seks, da vi er to timer fra Paradise. „Altså, hvad hvis der ikke er andet nede i den brønd end en eller anden mærkelig fødselsdagsgave, eller bare en hvilken som helst ting som ikke er senderen? Vi risikerer meget, rigtig meget ved at dukke op i Paradise på den her måde.“

„Tro mig ...“ siger Sam. Han trommer på rattet med sine tommelfingre og skruer op for radioen. „Jeg har aldrig været så sikker på noget i hele mit liv. Og jeg får lutter topkarakterer, at du ved det.“

Jeg tror mogadorianerne venter på os i Paradise i langt større antal end i Florida, og jeg tror de holder øje med ethvert tegn der kan føre dem til os. Og hvis jeg skal være ærlig over for mig selv, så er den eneste grund til at jeg er villig til at tage chancen, at jeg får en mulighed for at se Sarah.

Jeg læner mig frem i sædet og klapper Sam på skulderen. „Sam, lige meget hvad der sker med den brønd og det solur, så skylder Seks og jeg dig en stor tjeneste efter det din far gjorde for os. Men jeg håber virkelig, virkelig, virkelig meget at vi finder en sender.“

„Bare rolig,“ siger Sam.

Lysene langs hovedvejen kommer og går. Bernies pjuskede ører falder ned over sædet mens han sover. Jeg er nervøs over at skulle se Sarah. Og jeg er nervøs over at være så tæt på Seks.

„Hey, Sam?“ spørger jeg. „Har du lyst til at lege en leg?“

„Ja, okay.“

„Hvad tror du Seks’ Jordnavn er?“

Seks drejer dramatisk sit hoved så hendes ravnesorte hår slår ind mod hendes kind og stirrer for sjov på mig med et vredt blik.

„Har hun sådan et?“ griner Sam.

„Gæt nu bare,“ siger jeg.

„Ja, Sam,“ siger Seks. „Gæt.“

„Øh, Panter?“

Jeg griner så højt at Bernie springer op og kigger ud ad vinduet.

„Panter?“ råber Seks.

„Ikke Panter? Okay, okay, så ved jeg sgu ikke, hvad med Ørn eller Puma eller ...“

„Puma?“ råber Seks spørgende. „Hvorfor skulle jeg hedde Puma?“

„Fordi du er så sej, gik jeg bare ud fra at du ville hedde noget helt vildt,“ siger Sam.

„Præcis!“ råber jeg. „Det var også lige det jeg tænkte!“

„Hvad hedder du så?“ spørger han.

Seks lægger armene over kors og kigger ud ad vinduet. „Det siger jeg ikke før du har gættet på et rigtigt pigenavn. Puma, Sam? Helt ærligt.“

„Hvad? Jeg ville da give mig selv navnet Puma hvis jeg kunne,“ siger Sam. „Puma Goode. Det lyder da vildt fedt ikke?“

„Det lyder som navnet på en müslibar,“ siger Seks, og vi griner alle sammen.

„Okay, øh, Rachel?“ siger Sam. „Britney?“

„Øv, ad,“ siger Seks.

„Nå nå. Rebecca? Claire? Nej, nu ved jeg det. Beverly.“

„Du er sindssyg,“ griner Seks. Hun slår Sam på låret og han hyler op og tager sig teatralsk til det. Han slår igen et par gange med knoerne på hendes venstre overarm og hun lader som om det gør rigtig ondt.

„Hun hedder Maren Elizabeth,“ siger jeg.

„Årh, du afslørede det. Jeg skulle lige til at sige Maren Elizabeth,“ siger Sam.

„Ja, klart,“ siger Seks.

„Det er rigtigt! Maren Elizabeth er ret fedt. Skal vi begynde at kalde dig det? Nummer Fire bliver kaldt John, er det ikke rigtigt, Fire?“

Jeg klør Bernie på hovedet. Jeg tror ikke jeg kunne vænne mig til at kalde ham Hadley, men måske kunne jeg godt vænne mig til at kalde Seks for Maren. „Jeg synes du skal tage et menneskenavn,“ siger jeg. „Hvis ikke Maren Elizabeth, så noget andet. I det mindste når vi er omkring fremmede.“

Alle bliver stille, og jeg rækker om bag mig ned i kisten og tager den velourpose op som indeholder Loriens solsystem. Jeg sætter de seks planeter og solen i min håndflade og ser dem begynde at svæve og lyse. Da planeterne begynder at cirkle omkring deres sol opdager jeg at jeg kan dæmpe deres lys med mine tanker. Jeg fortaber mig bevidst i dem og det lykkes mig et øjeblik at glemme at jeg måske snart skal se Sarah.

Seks vender sig og kigger på det lille solsystem der svæver foran mit bryst. „Jeg ved ikke, jeg kan stadig godt lide navnet Seks. Da jeg hed Maren Elizabeth var jeg en anden person og lige nu føles Seks rigtigt. Vi kan sige at det er en forkortelse af noget hvis folk spørger.“

Sam kigger sig over skulderen. „For hvad? Seksten?“

Jeg sætter syv krus på en bakke og sætter kedlen på komfuret. Mens jeg venter på at vandet koger tager jeg tre af pillerne fra Carlottas hus og knuser dem med bagsiden af en spiseske. Ella står bag mig og kigger, som hun altid gør når det er min tur til at lave søstrenes aftente.

„Hvad laver du?“ spørger hun.

„Noget jeg nok kommer til at fortryde,“ siger jeg. „Men som jeg er nødt til at gøre.“

Ella tager et stykke sammenkrøllet papir, retter det ud på bordet og tager en blyant i hånden. På få sekunder er hun i fuld gang med en perfekt tegning af de syv tekopper jeg har stillet op. Så vidt jeg kan forstå på hende, mødtes hun i går med et ægtepar på søster Lucias kontor, som sagde at de havde masser af kærlighed at give af. Jeg ved ikke hvor lang tid mødet varede, men de sagde de ville komme tilbage igen i morgen. Jeg ved hvad det betyder, og jeg begynder at hælde det kogende vand fra kedlen så langsomt jeg kan for at forlænge min tid med hende.

„Ella? Hvor ofte tænker du på dine forældre?“ spørger jeg.

Hendes brune øjne bliver store. „I dag?“

„Ja, i dag eller når som helst?“

„Det ved jeg ikke ...“ Hun falder i staver. Efter en pause siger hun: „En million gange?“

Jeg bøjer mig ned for at kramme hende, og jeg ved ikke om det er fordi jeg har ondt af hende eller mig selv. Mine forældre er også døde. Ofre i en krig som jeg skal kæmpe videre en dag.

Jeg hælder de knuste piller ned i Adelinas tekop og skammer mig over at jeg er sunket så dybt at jeg skal til at bedøve hende. Men jeg har intet andet valg. Hun kan lade som ingenting og vente på døden hvis det er det hun vil, men jeg nægter at give op eller overgive mig uden kamp før jeg har gjort alt hvad jeg kan for at overleve.

Jeg efterlader Ella ved bordet og balancerer med bakken ud for at servere. En efter en får de alle deres te, og da jeg bliver ført ind i søstrenes værelser for at give Adelina hendes, er jeg omhyggelig med at hun får den rigtige kop. Hun tager imod den med et høfligt nik. „Søster Camilla har det ikke så godt her til aften, så jeg sover i jeres sovesal i nat i stedet for hende.“

„Okay,“ siger jeg. Mens jeg overvejer mulighederne ved at Adelina og jeg sover i samme rum i nat, ser jeg hende tage en stor slurk af sin te. Jeg ved ikke om jeg har begået en kæmpe fejltagelse eller om jeg har hjulpet mig selv.

„Så ses vi om lidt,“ siger hun. Og så blinker hun til mig. Jeg får et mindre chok og taber næsten de sidste to kopper.

„O... okay,“ stammer jeg.

Da det en halv time senere er sengetid, er der ingen af pigerne der falder i søvn med det samme, men mange ligger og hvisker til hinanden i mørket. En gang imellem løfter jeg hovedet og kigger over på Adelina som ligger på sin seng i den anden ende af rummet. Hendes blink har gjort mig forvirret.

Der går ti minutter til. Jeg kan mærke at de fleste stadig er vågne, inklusive Adelina. Hun falder normalt hurtigt i søvn når det er hende der har vagten, så det at hun holder sig vågen siger mig at hun også venter på at alle er faldet i søvn. Nu er jeg næsten sikker på at hendes blink betød at hun ville fortsætte vores samtale. Der bliver stille i rummet og jeg venter ti minutter mere før jeg langsomt rejser mig. Jeg skubber tæppet til side og går på tæer hen mod Adelinas seng. Hun har ikke bevæget sig den sidste halve time så jeg puffer forsigtigt til hende. Pludselig løfter hun sin venstre arm og peger mod døren.

Da jeg kommer ud på gangen glider jeg hurtigt ind i en skygge, holder vejret og håber på at det her ikke er en eller anden fælde som Adelina og søster Dora har sat for mig. Tredive sekunder senere kommer Adelina ud på gangen. Hun går besværet og svajer fra side til side.

„Kom med mig,“ hvisker jeg og tager hendes hånd. Det er flere år siden jeg har holdt hende i hånden og det vækker minder i mig fra engang hvor vi klyngede os til hinanden på en båd i Finland, da det var mig der var syg og hende der var stærk. Vi var engang så tætte på hinanden at intet kunne komme imellem os. Nu føles det mærkeligt bare at røre hende.

„Jeg er så træt,“ siger Adelina mens vi går op til anden sal. Vi er halvvejs mod den nordlige fløj, klokketårnet og døren med hængelåsen. „Jeg ved ikke hvad der er galt med mig.“

Det gør jeg. „Skal jeg bære dig?“

„Det kan du ikke.“

„Ikke med armene, nej,“ siger jeg.

Hun er for træt til at gøre modstand. Jeg fokuserer på hendes fødder og ben, og få sekunder efter har jeg løftet Adelina og bærer hende ned ad den støvede gang med min telekinese. Vi passerer de ældgamle stenstatuer i stilhed og kommer videre til den snævre gang. Jeg er bange for at hun er faldet i søvn, men så siger hun pludselig: „Jeg kan ikke fatte at du bruger telekinese til at transporter en gammel dame som mig ned ad gangen. Hvor skal vi hen?“

„Jeg var nødt til at gemme den,“ hvisker jeg. „Vi er der næsten, det lover jeg.“

Jeg låser egetræsdøren op og følger Adelina op af vindeltrappen som fører op til klokketårnet. Jeg kan høre Arv miave lavt oppe fra enden af trappen.

Jeg åbner døren til klokketårnet og sætter blidt Adelina ned ved siden af kisten. Hun støtter sig til kisten med sin venstre arm og læner hovedet mod låget. Jeg kan se at hun er lige ved at blive overmandet af pillerne og jeg er vred på mig selv over at have bedøvet hende. Arv kravler op på hendes skød og slikker hendes hånd. „Hvorfor er der en kat herinde?“ mumler hun.

„Spørg ikke. Hør her, Adelina, du er næsten faldet i søvn og jeg skal bruge din hjælp til at åbne kisten inden det sker, okay?“

„Jeg tror ikke jeg har ...“

„Har hvad?“ spørger jeg.

„Har kræfter til det lige nu, Marina.“ Hendes øjne er lukkede.

„Jo, du har.“

„Læg din hånd på den ene side af kistens lås. Læg min hånd på den anden side.“

Jeg presser min hånd ind mod låsen og den føles varm. Med min telekinese trækker jeg hendes hånd væk fra Arv og presser den mod den anden side. Hun fletter sine fingre ind i mine. Der går et sekund. Låsen springer op.

„Øh ...? Der, øh ... der sker altså et eller andet heromme.“ De syv planeter der svæver i luften foran mit bryst på bagsædet af bilen har fået fart på, og jeg kan ikke længere kontrollere dem. De skinner så skarpt at jeg må dække mine øjne.

„Hey! Hallo, stop lige det der!“ råber Sam. „Jeg prøver at køre.“

„Jeg ved ikke hvad der sker!“

„Stop bilen!“ råber Seks.

Sam hiver i rattet, kører bilen ud i rabatten og træder på bremsen. Grus og småsten smælder mod undervognen og bilens sider. De seks planeter og solen dæmper deres lys og planeterne begynder at rotere om solen med en sådan fart at det er svært at skelne hver enkelt. Og følgende absorberes planeterne af solen indtil den til sidst er på størrelse med en basketbold. Den nye kugle roterer om sig selv og udsender så et lysglimt så skarpt at jeg bliver blændet. Langsomt dæmpes lyset og kuglens overflade begynder at hæve og sænke sig indtil den er en perfekt miniature af planeten Jorden, med alle syv kontinenter og havene imellem.

„Er det ...?“ spørger Sam. „Det ligner Jorden.“

Planeten svæver hen foran mit ansigt og drejer rundt og efter den tredje eller fjerde rotation lægger jeg mærke til et lille pulserende lys.

„Kan I se det lille lys?“ spørger jeg. „Prøv at se på Europa.“

„Gud, ja,“ siger Sam. Han venter endnu en rotation og kniber øjnene sammen for at se. „Det ligner ... Spanien? Eller Portugal måske? Er der ikke en der kan tage den bærbare computer? Skynd jer.“

Mens jeg holder mine øjne på planeten og det lille pulserende lys, roder jeg med min hånd bag mig indtil jeg får fat på den bærbare. Jeg rækker den til Seks som rækker den til Sam. Han kigger på den svævende kugle, taster noget på computeren og kigger op igen efter et kort stykke tid.

„Det er helt klart Spanien og det ser ud til at være tæt på ... ja den tætteste by er en der hedder León. Men det er ikke helt så tæt på igen. Vi kigger i hvert fald på Picos de Europa-bjergene, det er helt sikkert. Er der nogen der har hørt om dem?“

„Niks,“ siger jeg.

„Heller ikke mig,“ siger Seks.

„Kan det være vores rumskib?“ spørger jeg.

„Nej, ikke i Spanien. Det tvivler jeg da på,“ siger Seks. „Jeg mener, hvis det er vores rumskib hvorfor skulle det så først begynde at lyse nu og vise os hvor det er? Det giver ikke mening. Og hvor mange gange har du i øvrigt kigget på de her ting?“

„Ti-tolv gange,“ siger jeg. „Mindst.“

Sam slår armene omkring rattet og løfter øjenbrynene. „Okay. Så det er som om nogen lige har aktiveret det.“

Seks og jeg kigger på hinanden.

„Det kunne bestemt være en af de andre,“ siger Sam.

„Måske,“ siger Seks. „Eller det kunne være en fælde.“ Hun kigger på Sam. „Har der været nogen mistænkelige nyheder fra Spanien?“

Han ryster på hovedet. „Ikke inden for de sidste fem timer. Men jeg kan lige tjekke igen.“ Han begynder at taste på computeren.

„Før du gør det, så lad os komme væk fra hovedvejen inden nogen opdager at vi har en lysende model af Jorden svævende i vores bil,“ siger jeg. „Vi er fandens tæt på Paradise, husk lige det.“

Adelina ligger og snorker, og jeg har dårlig samvittighed, men for første gang i mit liv ser jeg på den arv jeg skulle have modtaget for flere år siden. Ædelsten i alle mulige farver, størrelser og former. Et par handsker og et par briller som begge er lavet af et materiale som jeg aldrig har set før. Der er en lille gren hvor barken er skrællet af og neden under den ligger et mærkeligt rundt apparat med en glaslinse og en flydende nål, ligesom et kompas. Men det er en glødende rød krystal der fanger min opmærksomhed mest. Da jeg først har set den kan jeg ikke se væk og jeg rækker langsomt ned og samler den op. Der breder sig en varm, prikkende følelse i min håndflade. I et kort sekund bliver det røde lys stærkere, men så dæmpes det og begynder at pulsere i takt med min vejrtrækning.

Krystallen bliver varmere, skarpere og begynder at udsende en lav, brummende lyd. Jeg går i panik, rædselsslagen for at jeg er kommet til at aktivere en loriansk granat. „Adelina!“ råber jeg. „Vågn op, vågn op!“

Hun rynker panden og snorker endnu højere.

Med min frie hånd ryster jeg hendes skulder. „Adelina!“

Jeg ryster hende hårdere og kommer til at tabe krystallen. Den lander tungt på klokketårnets stengulv og begynder at rulle hen mod døren. Da den falder fra det første trin til det andet holder det røde lys op med at pulsere. Da den falder ned på det tredje trin holder den helt op med at lyse. Og da den rammer det fjerde trin løber jeg efter den.

Sam kører ned af en mørk grusvej. Planeten snurrer stadig foran mit ansigt. Det pulserende lys lader stadig til at ville fortælle os noget. Efter lidt tid standser Sam bilen og slukker for motoren og lygterne.

„Jeg tror det er en af jeres,“ siger han idet han drejer sig i sædet. „En af numrene. Og det nummer er i Spanien.“

„Det ved vi ikke noget om,“ siger Seks.

Sam nikker mod kuglen. „Okay, prøv at høre her. Det var meningen at I skulle holde jer adskilt da I ankom til planeten, ikke? Det var sådan det fungerede. Så går I alle hver til sit og træner og alt muligt. Og hvad så efter det? Så mødes I og kæmper sammen. Så måske er det her lys et signal om at samles, eller endnu mere sandsynligt, et nødsignal fra en af de andre. Eller måske har Nummer Fem eller Nummer Ni lige åbnet deres kiste for første gang, og fordi vi har den her tingest kørende samtidig kan vi kommunikere.“

„Måske kan de så se at vi er i Ohio?“ siger jeg.

„Gud, ja. Måske. Det er muligt. Men helt seriøst, tænk lige over det. Hvis de Ældre har givet jer alle de her ting med i jeres kister, så er det da oplagt at de også ville give jer noget til at kommunikere med. Ikke? Måske kom vi bare til at aktivere det, og nu har vi koordinaterne til en der har brug for vores hjælp,“ siger han.

„Eller også er en af de andre ved at blive tortureret og bliver tvunget til at kontakte os. Det kan være en fælde,“ siger Seks.

Lige da jeg skal til at give hende ret bliver mini-Jordens overflade sløret og en piges stemme strømmer ud: „Adelina! Despierta! Despierta, por favor! Adelina!“

Jeg skal til at råbe et svar, men pludselig skrumper planeten, bliver til syv kugler og er normal igen.

„Wow, wow, wow! Hvad skete der lige der?“ spørger jeg.

„Jeg vil skyde på at signalet er blevet afbrudt,“ siger Sam.

„Hvem var den pige?“ spørger Seks. „Og hvem er Adelina?“

Jeg fanger krystallen ved det niende trin, men lige meget hvad jeg gør, lyser den ikke som før. Jeg prøver at ryste den. Jeg puster på den. Jeg lægger den i Adelinas åbne hånd. Men den ændrer sig ikke fra sin nye svage, blå kulør, og jeg er bekymret for at jeg har ødelagt den. Jeg lægger den forsigtigt ned i kisten igen og tager den korte gren op i stedet.

Jeg trækker vejret dybt, stikker grenen ud ad det ene vindue og koncentrerer mig om den anden ende. Jeg kan mærke en smule magnetisk kraft, men før jeg kan nå at teste den eller regne den ud hører jeg at egetræsdøren åbnes knirkende.