Kapitel 32

Tordenen brager og bliver efterfulgt af skarpe lynglimt. I deres skær ser jeg skyerne udvide sig. Det begynder at styrtregne, og den rustningsklædte mogadorianer ser ned på mig. Han presser sit våben mod min blå amulet og siger noget på et sprog jeg ikke forstår. Såret i min mave er næsten helet og jeg hører Ella råbe mit navn hen over tordenen.

Hvis jeg skal dø vil jeg slippe Ella fri først. Èn af os må leve så hun kan advare de andre. Jeg løfter forsigtigt mine hænder og forestiller mig hvordan træstammen deler sig, men så ser jeg et lyn i horisonten. Mindre end et sekund efter rammer lynet mogadorianeren og han bliver til aske og bæres væk af vinden.

Jeg kommer op på knæ og ser at jeg har åbnet stammen halvt. Jeg fortsætter med at åbne den mens jeg løber mod træet. „Ella? Er du okay?“

Hun falder ud af træet og ind i mine arme. „Jeg kunne ikke se dig,“ siger hun og krammer mig. „Jeg troede jeg havde mistet dig.“

„Ikke endnu,“ siger jeg og griber min kiste. „Kom.“

Vi vender os for at løbe og ser Crayton og Héctor komme imod os. Héctor er blevet såret og løber med sin ene arm over Craytons skulder. Vinden og regnen pisker mod os. Bag dem kommer en bølge af mogadorianere og krauler løbende efter dem. Da jeg ser det knækker jeg en stor gren af et træ og kyler den hårdt mod den nærmeste gruppe krauler. Den vælter mange af dem, men de er oppe igen på få sekunder. En mogadoriansk soldat kaster en granat som jeg fanger i luften og kaster tilbage i maven på ham. Den eksploderer og fælder adskillige andre mogadorianere og krauler som bliver til fugtige askebunker. Jeg sender træ efter træ, sten efter sten og slår mange til jorden og dræber endnu flere.

„Hjælp mig!“ råber Crayton.

Jeg skynder mig hen for at tage Héctor fra ham. Han har bidsår i maven og en pistolkugle i armen og det bløder kraftigt fra begge sår.

„Kom så!“ råber Crayton mens han hiver flere kugler frem fra sin jakke og lader pistolen. „Vi er nødt til at nå hen til dæmningen!“

Jeg åbner munden og skal til at svare da et kæmpe lyn brager over os. Det slår hen over himlen og efterlader en tydelig smag af metal i luften. Et øredøvende tordenbrag giver ekko mod bjergene. Regnen og vinden holder op, og skyerne begynder at dreje rundt og rundt i en enorm malstrøm indtil et mørkt, lysende øje dukker op over bjergtoppene og kigger på os. Mogadorianerne er lige så forbløffede som vi er. Vinden blæser op igen og med den følger de mørke skyer, tordenen og lynene. I starten blæser det langsomt, men bliver hurtigere og hurtigere og kommer lige mod os. En perfekt storm, smuk, frygtindgydende og ulig noget andet jeg før har set. Det eneste vi kan gøre er at stå og se på mens de mørke skyer kommer rullende mod os med en dyb rumlen.

„Hvad sker der?“ råber jeg gennem stormen.

„Jeg ved det ikke!“ råber Crayton. „Vi må se at finde læ!“

Men han rører sig ikke ud af stedet, og det er der heller ingen andre der gør. Héctor står også og ser måbende på og lader til at have glemt alt om sine sår.

„Løb!“ råber Crayton inden han vender sig og skyder mod mogadorianerne for at give os dække. Vi løber over en lille bakke og ned i en dal. Jeg kan se dæmningen til højre for mig, den forbinder to mindre bjerge. Den er for langt væk til at vi realistisk set kan nå den. Héctor er blevet hvid i hovedet og ser ud til at blive dårligere, så jeg begynder at se mig om efter et sted hvor vi kan hvile og jeg kan heale ham. Lyden af Craytons pistol ophører. Jeg kigger bagud og forventer det værste, men han er blot løbet tør for ammunition. Han kaster pistolen over skulderen og løber efter os.

„Vi når ikke hen til dæmningen!“ råber han. „Løb ned mod søen!“

Regnen begynder at falde igen da vi alle fire skifter retning. Kugler rammer ned i vores våde fodspor og preller af mod klipperne. Over os brager skyerne. Et sekund efter er det som om vi er gået ind under en bro – regnen er holdt op. Jeg kigger mig over skulderen og ser at blot et par skridt bag os falder regnen stadig hårdt og tungt. Vinden tager voldsomt til og pludselig er mogadorianerne bag os fanget i den værste tordenbyge jeg nogensinde har set. De forsvinder fuldstændigt i virvaret.

Vi når ned til søbreddens sand, og Ella og Crayton springer på hovedet i vandet.

„Jeg kan ikke klare den, Marina,“ siger Héctor og stopper inden hans fødder når søen.

Jeg smider kisten på jorden og tager fat i hans arm. „Jeg kan helbrede dig, Héctor. Du skal nok klare den.“

„Det gør ingen forskel. Jeg kan ikke svømme.“

„Jeg er Marina fra havet, Héctor. Har du glemt det?“ Jeg lader kulden brede sig fra mine fingerspidser til såret på hans arm. Jeg ser hvordan det ændrer farve fra sort, grå og rød til et sundt, rynket stykke hud. Jeg skynder mig at tage mig af bidsåret på hans mave og pludselig retter Héctor sig op med fornyet energi. Jeg ser ham i øjnene. „Som Havets Dronning vil jeg svømme med dig.“

„Men hvad med den?“ spørger han og peger på kisten.

„Så må du holde den,“ siger jeg.

Vi jogger ud i søen indtil vores fødder ikke længere rører bunden og så slår jeg min højre arm om Héctor og svømmer med min venstre. Héctor holder kisten tæt ind til sit bryst og ligger på ryggen med kun hovedet over vandoverfladen. Ella og Crayton træder vande midt ude i søen og jeg trækker Héctor hen mod dem.

Skyerne over os spreder sig og opløses i hundredvis af små, grå streger. Mogadorianerne er ikke længere skjult af bygen, og lige så snart de kan se igen stormer de frem mod søen med flere dusin krauler bjæffende i front.

En lille sort plet falder ned fra himlen da den sidste sky forsvinder, og jo tættere på den kommer jo mere ligner det et menneske. En pige.

Hun lander på søbreddens sand, og jeg kan se hun bærer en stor blå amulet om halsen. Hun er enorm smuk, med ravnesort hår, og i det øjeblik jeg ser hende ved jeg at det er hende jeg har drømt om, hende jeg malede på klippevæggen.

„Hun er en af os!“ råber jeg.

Pigen kigger sig tilbage, vi får øjenkontakt og så forsvinder hun. Jeg er chokeret, knust. Jeg tror jeg har forestillet mig det hele.

„Hvor forsvandt hun hen?“ spørger Ella.

Ella har også set hende. Det var ikke noget jeg bildte mig ind. Pludselig ser jeg de to nærmeste krauler blive hevet op i luften. De bjæffer og bider ud efter et eller andet bag dem, men pludselig bliver de klasket ind i hinanden indtil de hænger livløse. Den ene kraul bliver kastet mod to mogadorianere og slår benene væk under dem. Den anden bliver slynget rundt i luften og rammer adskillige mogadorianere og andre krauler.

„Usynlighed. Hun har Evnen til at gøre sig usynlig,“ siger Crayton stakåndet.

Usynlighed. Jeg er fortryllet og jaloux på samme tid, men mest af alt er jeg taknemlig. Enhver kraul som når til søens bred bliver hevet tilbage af en usynlig hånd og banket ned i sandet eller ind i en mogadorianer. Et af deres geværer som er blevet tabt på bredden bliver samlet op og begynder at skyde i alle retninger. Kraul efter kraul bliver dræbt. Flere mogadorianere bliver til aske.

Jeg hører geværskud fra den anden side af søen, og da jeg vender mig om ser jeg mindst tyve mogadorianere som vader fremad i vandet. Stråler rammer vandet overalt omkring os og skaber så meget sprøjt at jeg dårligt nok kan se Héctor foran mig.

„Ella?“ råber jeg.

„Herovre!“ råber hun til venstre for mig.

„Tag Héctor.“

Hun slår armene omkring Héctor. „Hvorfor?“

„Fordi jeg ikke har tænkt mig at blive her mens den pige kæmper helt alene. Det her er også min krig.“

Før nogen kan nå at stoppe mig dykker jeg ned under vandet og mærker med det samme hvordan vandet kildrer mine lunger. Jeg dykker dybere indtil søens blågrønne farve bliver grå. Jeg kan se Olivias enorme skikkelse under mig. Hun ligger død på søens bund mens blodet strømmer ud fra de mere end hundrede bidsår på hendes ryg.

Jeg svømmer mod den modsatte ende og efter et minuts tid kan jeg se mogadorianernes ben. Jeg svømmer hen ved siden af ham der står længst til venstre. Jeg planter mine fødder i den mudrede søbund og springer op af vandet. Mogadorianeren har ikke tid til at reagere inden jeg kaster ham mod midten af søen med min telekinese. Jeg lader hans gevær flyve ind i min hånd og skyder ham. Jeg slipper ikke aftrækkeren, men vender mig om mod resten af mogadorianerne. Jeg dræber alle mogadorianerne, og da jeg er færdig vender jeg mig mod de hundredvis som står nær bilerne.

Jeg fornemmer bevægelse i vandet bag mig, men jeg er for langsom. En kraul hopper op og bider mig i siden. Smerten er forfærdelig og føles som om nogen holder et glødende brændejern mod min hud. Det lille bæst tvinger mig under overfladen og trækker mig mod bredden. Jeg gisper efter vejret mens den hiver mig op og skubber mig ned igen. Jeg er sikker på at jeg skal dø, men så spærrer kraulen pludselig sin mund op og slipper sit tag. Jeg falder om på maven på søbredden og ser til mens kraulens mund spærres endnu mere op og jeg hører knoglerne brække. Pigen med det ravnesorte hår dukker op foran mig med sine hænder på dyrets skælvende kæbe. Hun kigger en enkelt gang på mig inden hun tvinger de to kæber fra hinanden og dræber kraulen.

„Er du okay?“ spørger hun mig.

Jeg løfter op i min trøje og lægger en hånd på såret. „Om lidt er jeg.“

Hun dukker sig for et geværskud. „Godt. Hvilket nummer er du?“

„Syv.“

„Jeg er Seks,“ siger hun inden hun forsvinder igen.

Kulden breder sig fra mine fingre og ud til min krop, men jeg ved at jeg ikke kan nå at heale mig selv helt før de mogadorianske soldater når hen til mig. Jeg lader mig falde ned i vandet. Mit sår er næsten helet da jeg dukker op igen.

Nummer Seks står på toppen af en af de pansrede Humvees med et lysende sværd. Hun kæmper mod flere soldater på én gang. Hun hakker legemsdele af, parerer geværskud med sit sværd og bruger sin telekinese til at holde en svævende kanon som skyder på de mogadorianere som står i næste række. Så kaster hun sit sværd ind i en gruppe og gennemborer tre mogadorianere på samme tid. Hun griber det store gevær, der står på toppen af vognen, og dræber over ti mogadorianere på få sekunder.

Der er kun en tyve-tredive mogadorianere tilbage og omkring fire krauler. Nummer Seks holder sin ene hånd over hovedet mens hun med den anden skyder på de vogne som står inde på bredden. Mørke skyer danner sig over bjergene og lyn slår ned og forkuller jorden omkring hende. For første gang viser mogadorianerne frygt, og jeg ser et par af dem smide deres våben og løbe mod skoven.

„Kom op af vandet!“ råber jeg hysterisk, bange for lynene. Ella trækker Héctor hen mod kanten af søen og Crayton følger med.

Jeg når hen til bredden nær Nummer Seks og tager to geværer op. Jeg forsøger at holde balancen mens jeg affyrer begge på én gang og dræber adskillige fjender. En såret soldat som har gemt sig bag en af de smadrede vogne kaster en granat mod Nummer Seks’ ryg, men jeg når at skyde den i luften. Eksplosionen får Nummer Seks og geværet til at rotere og et sekund efter er den sårede soldat død.

Jeg kan ikke lade være med at kigge på Nummer Seks. Hendes styrke er fascinerende. Den blå amulet hopper omkring mens hun med geværet i den ene hånd gør det af med flere og flere soldater. Hun vender sig mod venstre og pløkker en kraul i småstumper, vender sig mod højre og dræber en gruppe mogadorianere med et lyn.

Der er lyst og tilrøget i dalen. Fugtigt og forkullet. Jeg kigger rundt og har svært ved at fatte at vi snart har vundet. Crayton kommer løbende mod mig, jeg kaster et gevær til ham og han begynder at skyde på de flygtende mogadorianere. Héctor og Ella kommer løbende med min kiste. Jeg nikker mod Nummer Seks og smiler til mine venner. Nu er det værste overstået, tænker jeg, men så ser jeg at Ella bliver hvid i ansigtet, hæver sine øjenbryn og jeg kigger mig over skulderen.

„Pikener!“ råber hun.

Fire af de hornede monstre kommer løbende ned ad bjergsiden i fuld fart. Lige under dem er Nummer Seks i fuld gang med at gøre det af med de sidste mogadorianere og den ene kraul. Jeg hiver så mange sølvgrantræer op af jorden som jeg kan og sender dem gennem luften som raketter. Fire træer rammer den forreste piken som falder og bliver trampet ihjel af de andre tre.

„Nummer Seks!“ råber jeg. Hun hører mig og jeg peger på de fremstormende monstre. Hun drejer geværet og skyder knæene i stykker på pikenen til venstre. Den falder ned hurtigere end de andre to kan løbe og Nummer Seks når akkurat at hoppe væk fra Humvee’en inden den døde piken knuser den under sin vægt.

Crayton og jeg skyder på de andre to, men de er for hurtige og deler sig op da de når til bunden af dalen. Tordenen brager idet Nummer Seks rejser sig, og et lyn slår ned i den ene piken og skærer dens arm af. Den brøler og falder ned på knæ, men genvinder hurtigt balancen og stormer mod os med blodet sprøjtende ud af armen. Den anden piken undgår Craytons kugler og kommer løbende mod os fra den anden side. Vi løber alle sammen mod Nummer Seks, men Héctor er for langsom med min kiste i sine arme. De to pikener kommer nærmere, og inden jeg kan nå at hjælpe ham løfter det enarmede monster Héctor og kisten op i sin næve.

„Nej!“ skriger jeg. „Héctor!“

Jeg er så chokeret da pikenen kaster den livløse Héctor og kisten i søen at jeg ikke forsøger at forhindre nogen af dem i at synke.

Nummer Seks har dræbt den anden piken. Hun vender sig mod os og hæver sine arme mod himlen. Et lyn skiller monstrets hoved fra dets krop.

For første gang i dag er der stille. Jeg læner mig op ad Nummer Seks. Jeg kigger på Ella og Crayton, på ilden og ødelæggelserne bag dem og tænker at disse stille øjeblikke nok vil blive færre og færre fremover.

„Din kiste, Marina,“ siger Crayton. „Du er nødt til at hente den.“

Jeg vender mig mod Nummer Seks og giver hende et kram. „Tak, tusind tak, Nummer Seks.“

„Vi skal nok snart få mulighed for at gøre det igen,“ siger hun og slår sine arme omkring mine skuldre. „Og du kan bare kalde mig Seks.“

„Jeg hedder Marina. Det er Crayton og Ella. Hun er Nummer Ti.“

Ella går et skridt frem og transformerer sig til en syvårig. Hun rækker sin lille hånd ud mod Seks som står med åben mund og stirrer.

Crayton begynder at fortælle om Ella og det andet rumskib mens jeg går ud i søen. For første gang føler jeg dens kølighed. Jeg svømmer ud til midten og dykker ned. Jeg bliver ved indtil al lyset er væk og mine fødder rører ved den mudrede søbund. Jeg går rundt indtil jeg finder kisten og må rokke den frem og tilbage for at få den fri af mudderet. Jeg svømmer op mod overfladen med én arm. Da vandet begynder at blive blåt ser jeg Héctors krop og vikler min anden arm om ham.

Ella og Crayton står sammen med Seks på bredden. Jeg giver slip på kisten og med mine våde hænder rører jeg Héctors skinneben, arm, hals og brækkede ryg mens jeg håber på at den isnede fornemmelse vil dukke op i mine hænder.

„Han er død,“ siger Crayton og trækker i mine skuldre.

Men jeg giver ikke op. Jeg hader mig selv for ikke at have forsøgt det samme med Adelina, og lægger mine hænder på Héctors ansigt. Jeg kører mine fingre gennem hans grå hår. Jeg forsøger endda at løfte ham et par centimeter over sandet og starte helt forfra, men der er ikke noget at gøre. Han er borte.