Kapitel 9

Jeg er den første der kommer ud af sengen da morgenklokken ringer. Det er jeg altid. Jeg er egentlig ikke noget decideret morgenmenneske, men jeg vil gerne have badeværelset for mig selv.

Jeg skynder mig at rede min seng, noget jeg er blevet ret god til gennem årene. Det handler om at få både lagenet og tæppet stukket godt ind ved fodenden. Derefter kan man bare trække resten op til hovedenden, presse lagenet ned i siderne og så lægge et par puder pænt ovenpå, så får den sådan et skinnende, rent udseende.

Da jeg er færdig er Ella, hende der ankom søndag, den eneste anden pige som er stået op. Hendes seng står i den anden ende af rummet, tættest på døren. Ligesom de to foregående morgener forsøger hun at efterligne den måde jeg reder min seng på, men hun har svært ved det. Hun begår den fejl at forsøge at arbejde sig oppefra og ned, i stedet for omvendt. Søster Katrine har været mild over for Ella, men i aften overtager søster Dora tjansen når hendes ugelange vagt begynder. Jeg ved at hun ikke vil acceptere mindre end det perfekte fra Ella, ligegyldig hvor ny hun er eller hvad hun gennemgår.

„Har du brug for hjælp?“ spørger jeg mens jeg går over til hende.

Hun kigger på mig med triste øjne. Jeg kan se på hende at hun er ligeglad med sengen. Hun er nok ligeglad med det meste, hvilket jeg godt kan forstå da begge hendes forældre for nyligt er døde. Jeg har lyst til at fortælle hende at hun ikke skal være ked af det, at hun vil være ude af det her sted inden for en måned eller to, i modsætning til de af os som er herinde på ‘livstid’. Men hvordan skulle det kunne trøste hende?

Jeg bøjer mig ned ved foden af sengen, trækker i lagenet og tæppet indtil der er nok til at presse dem ned under madrassen.

„Tager du fat i den side?“ spørger jeg og peger til venstre mens jeg selv går til højre. Vi arbejder sammen og ender med at få en seng der ser lige så stram og ren ud som min egen.

„Perfekt,“ siger jeg.

„Tak,“ siger hun med sin stille, forsagte stemme. Jeg kigger ned i hendes store brune øjne og kan ikke lade være med at holde af hende og føle en trang til at passe på hende.

„Jeg er ked af det med dine forældre,“ siger jeg.

Ella kigger væk. Jeg tror jeg har overtrådt en grænse, men så giver hun mig et lille, skrøbeligt smil. „Tak. Jeg savner dem meget.“

„Jeg er sikker på at de også savner dig.“

Vi forlader rummet sammen, og jeg lægger mærke til at hun går på sine hæle så hun undgår at lave lyd.

Da vi når hen til badeværelset tager Ella sin tandbørste og begynder at børste tænder. Da jeg fanger hende i at kigge på mig i spejlet smiler jeg til hende. Hun smiler fjoget tilbage og viser sine to små tandrækker. Der løber tandpasta fra hendes mund og ned langs armen indtil det drypper fra hendes albue ned på gulvet. Da jeg ser det S-mønster det laver virker det bekendt for mig, og jeg lader mine tanker vandre til en varm sommerdag i juni. Skyer driver sløvt forbi på den blå himmel. Der er en stille rislen fra en kølig bæk. Den friske luft bærer en duft af fyr med sig. Jeg tager en dyb indånding og lader stressen fra Santa Teresa flyde væk.

Selvom jeg troede at jeg ville udvikle min anden Evne kort tid efter den første gik der næsten et år før jeg opdagede den. Det var ved et tilfælde at jeg fandt ud af jeg havde den, og det får mig til at spekulere på om jeg måske har andre uopdagede Evner.

Hvert år når skolens sommerferie begynder, arrangerer søstrene en firedages tur til en nærliggende bjerglejr for de af os som ifølge søstrene har opført os ordentligt. Jeg har altid elsket udflugten, af samme grund som jeg elsker den hemmelige grotte der ligger i den modsatte retning. Det giver mulighed for at flygte for en tid – at slappe af i fire dage, svømme i den kæmpe sø som ligger oppe i bjergene eller tage på vandretur, sove under åben himmel og indånde den friske luft langt væk fra Santa Teresas fugtige gange. Det er, dybest set, en chance for at vi kan opføre os som nogle på vores egen alder. Jeg har endda fanget nogle af søstrene i at grine og smile når de troede at ingen kiggede.

Ude i søen ligger en ponton. Jeg er en elendig svømmer, og i mange år sad jeg bare og så på fra kanten af søen mens de andre grinte og legede og sprang saltomortaler fra pontonen og ned i vandet. Det tog mig et par somre hvor jeg øvede mig i det lave vand, men den sommer hvor jeg var fyldt tretten lærte jeg endelig hundesvømning. Det var kluntet og langsomt, men jeg formåede at holde hovedet over vandet. Nu kunne jeg komme ud til pontonen, og det var nok for mig.

Ude på pontonen handler det om at skubbe hinanden af. Der er altid nogle der samler sig i hold og får skubbet alle andre ned i vandet, og bagefter er det så alle mod alle. I starten troede jeg at det ville være en let sejr for La Gorda eftersom hun er den stærkeste og største på Santa Teresa, men det er sjældent tilfældet. Hun bliver ofte narret af de mindre og mere snu piger, og jeg tror ikke nogen har vundet flere gange end en pige som hedder Bonita.

Jeg gider ikke spille La Reina del Muelle, Pontonens Dronning. Jeg har det fint med bare at sidde på kanten og lade mine fødder dingle i vandet, men Bonita skubber mig hårdt i ryggen så jeg ryger hovedkulds i vandet.

„Spil spillet eller svøm ind til land,“ siger Bonita og skubber sit hår over skulderen.

Jeg klatrer tilbage på pontonen, løber direkte mod Bonita og skubber hende så hårdt jeg kan så hun falder baglæns ned i søen med et stort plask.

Jeg hører ikke La Gorda bag mig, og pludselig skubber to stærke hænder mig bagfra. Mine fødder glider på det våde træ, og mit hoved og skulder knalder ned i pontonens kant så det flimrer for mine øjne. Jeg mister bevidstheden i et sekund og da jeg åbner øjnene igen er jeg under vandet. Jeg kan næsten ikke se noget, og jeg sparker instinktivt opad og rækker desperat ud med armene for at nå overfladen. Men mit hoved slår mod bunden af pontonen, og det går op for mig at der kun er et par centimeter mellem vandets overflade og pontonens træplader. Jeg forsøger at lægge mit hoved tilbage for at få min næse og mund over overfladen, men mine næsebor bliver øjeblikkeligt fyldt med vand. Mine lunger brænder allerede, og jeg går i panik. Jeg kæmper mig mod venstre, men der er ingen udvej. Jeg er fanget bag pontonens plastictønder. Mine lunger fyldes med vand, og jeg tænker på det absurde i en druknedød når jeg har gået og været bange for mogadorianere. Jeg tænker på de andre Garder, på at der snart vil brænde sig endnu en ring ind i deres ankler. Vil de tro at Nummer Tre er blevet dræbt eller vil de på en eller anden måde vide at det er mig? Vil det føles anderledes end hvis jeg var blevet dræbt af en mogadorianer og ikke af min egen dumhed? Mine øjne lukker sig langsomt, og jeg begynder at synke. Lige idet jeg føler de sidste luftbobler forlader mine læber, slår jeg øjnene op og føler en besynderlig ro. Mine lunger brænder ikke længere.

Jeg trækker vejret.

Vandet kildrer i mine lunger, men samtidig opfylder det mit desperate behov for at trække vejret. Netop dér går det op for mig at jeg har opdaget min anden Evne – jeg kan trække vejret under vandet. Jeg fandt kun ud af det fordi jeg var nær ved at dø.

Jeg har endnu ikke lyst til at blive fundet af de piger som springer ned i vandet for at lede efter mig, så jeg lader mig synke dybt ned til bunden. Verden bliver langsomt sortere indtil mine fødder synker ned i det kolde mudder. Da mine øjne har tilpasset sig, kan jeg se gennem det brune, mudrede vand. Der går ti minutter. Så tyve. Til sidst svømmer pigerne væk fra pontonen. Jeg går ud fra at frokostklokken har ringet. Jeg venter indtil jeg er helt sikker på at de alle sammen er væk, og så begynder jeg langsomt at gå langs søens bund. Mine fødder synker ned i mudderet mens jeg skridt for skridt bevæger mig ind mod land. Efter et stykke tid begynder det iskolde vand at blive lunt og klarere, mudderet afløses af sten, derefter sand og til sidst dukker mit hoved op af vandet. Jeg hører pigerne, inklusiv La Gorda og Bonita, hvine af lettelse og plaske hen mod mig. Da jeg er kommet op på land kigger jeg ned ad mig selv, og opdager at jeg bløder fra en flænge på min skulder. Blodet løber ned ad min arm og former et fint S.

Søstrene sætter mig resten af eftermiddagen ved et picnicbord under et træ for mig selv, men jeg er ligeglad. Jeg har opdaget en Evne.

På badeværelset ser Ella at jeg i spejlet kigger på tandpastaen der løber ned ad hendes arm. Hun bliver forlegen, og da hun forsøger at efterligne den måde jeg børster tænder på, løber der bare endnu mere skum fra hendes mund.

„Du er som en lille boblefabrik,“ siger jeg med et smil og tager et håndklæde for at gøre hende ren.

Vi forlader badeværelset idet de andre kommer ind, og vi når også at klæde os på og være klar til at gå ud fra sovesalen da de andre kommer tilbage. Vi er hele tiden et skridt foran dem, præcis som jeg foretrækker det. Vi henter vores morgenmad i cafeteriet og går ud i den kolde morgenluft. Jeg spiser mit æble på vej til skole. Det samme gør Ella. Jeg er cirka ti minutter foran i dag. Det vil give mig lidt tid til at gå på internettet og tjekke om der er noget nyt om John Smith. Tanken om ham får mig til at smile.

„Hvorfor smiler du? Kan du godt lide skolen?“ spørger Ella. Jeg kigger over på hende. Det halvt spiste æble ser stort ud i hendes lille hånd.

„Tja, det er en dejlig morgen,“ siger jeg. „Og jeg har godt selskab i dag.“

Vi går ned gennem hovedgaden hvor gadesælgerne er ved at gøre deres boder klar. Sneen er ikke smeltet endnu og ligger i store bunker på begge sider af Calle Principal, men selve vejen er ryddet. Længere oppe foran os bliver Héctor Ricardos hoveddør åbnet og han kommer ud mens han skubber sin mor i en kørestol. Hun har haft Parkinsons meget længe. De sidste fem år har hun siddet i kørestol, og de sidste tre år har hun ikke kunnet tale. Han sætter hende i solen og fastlåser hjulene. Solen virker til at gøre hende godt, og Héctor sætter sig i skyggen og sænker sit hoved.

„Godmorgen, Héctor,“ råber jeg. Han løfter hovedet og åbner det ene øje på klem. Han vinker med en rystende hånd.

„Marina fra havet,“ kvækker han. „Morgendagens eneste begrænsning er den tvivl vi bærer i dag.“

Jeg stopper op og smiler. Ella gør det samme.

„Det er en af dine bedre.“

„Du skal ikke tro Héctor er færdig endnu, jeg har stadig et par guldkorn tilbage i posen,“ siger han.

„Har du det godt?“

„Styrke, selvtillid, ydmyghed og kærlighed. Héctor Ricardos fire regler for et godt liv,“ siger han, hvilket ikke giver så megen mening i forhold til det jeg spurgte ham om, men det gør mig stadig glad. Han vender sig mod Ella. „Og hvem er denne lille engel?“

Ella tager fat i min hånd og gemmer sig bag mig.

„Hun hedder Ella,“ siger jeg og kigger ned på hende. „Det her er Héctor. Han er min ven.“

„Héctor er en af de gode,“ siger han, men Ella bliver stadig bag mig.

Han vinker til os mens vi går det sidste stykke ned mod skolen.

„Ved du hvor du skal være?“ spørger jeg hende.

„Jeg har Señora Lopez som lærer,“ siger hun og smiler.

„Du er en heldig lille pige. Hende havde jeg også. Hun er en af de gode her i byen, ligesom Héctor,“ siger jeg.

Jeg er knust. Alle tre computere er optaget. Tre unge piger fra byen er i gang med at færdiggøre en naturvidenskabelig opgave og deres fingre flyver hen over tastaturerne. Jeg glider fraværende gennem dagen og tænker kun på én ting: John Smith der er på flugt i USA og på en eller anden måde formår at holde sig et skridt foran politiet, mens jeg rådner op i den her gamle visnende by hvor der aldrig sker noget. Jeg har altid sagt til mig selv at jeg ville tage af sted når jeg fyldte atten. Men nu hvor John Smith er på flugt derude et sted, ved jeg at jeg bliver nødt til at forlade byen så snart jeg kan for at slutte mig til ham. Nu er det eneste spørgsmål hvordan jeg finder ham.

Min sidste time er historie. Læreren snakker løs om general Francisco Franco og den spanske borgerkrig i 1930’erne. Jeg lukker af for hende og skriver i stedet i min notesblok hvad jeg ved om John, baseret på den sidste artikel jeg læste om ham.

John Smith

Boede fire måneder i Paradise, Ohio

Stoppet af en politibetjent i Tennessee, mens han var på vej vestpå i en pickup midt om natten med to andre personer på samme alder.

Hvor var de på vej hen?

Den ene af de to personer som var sammen med ham mentes at være Sam Goode, en lokal fra Paradise, som man først regnede med var et gidsel, men som nu anses for en medsammensvoren.

Hvem er den tredje? En pige med sort hår. Pigen i min drøm havde sort hår.

Hvor er Henri?

Hvordan undslap de 2 helikoptere og 35 politibetjente? Og hvad fik de 2 helikoptere til at styrte ned?

Hvordan kan jeg kontakte ham ELLER de andre?

Skrive noget på internettet?

For farligt. Er der mon en måde at gøre det på, så man undgår at mogadorianerne ser det? Vil nogen af de andre overhovedet se det?

John er på flugt. Tjekker han nogensinde nettet?

Ved Adelina noget jeg ikke ved?

Kan jeg spørge hende om det uden at afsløre mig selv?

Jeg holder blyanten over papiret. Internettet og Adelina er mine to eneste ideer og ingen af dem virker særligt lovende. Men hvad kan jeg ellers gøre? Alt andet virker lige så nytteløst som hvis jeg gik op på bjerget og sendte røgsignaler ud. Men jeg kan ikke undgå følelsen af at have misset et eller andet, et afgørende element som er så åbenlyst at det ligger lige for næsen af mig.

Læreren snakker videre. Jeg lukker mine øjne og tænker det hele igennem. Ni Garder. Ni Cêpaner. Et rumskib som førte os til Jorden, som skal føre os tilbage igen engang og som er gemt et eller andet sted. Det eneste jeg kan huske fra rejsen er at vi landede et øde sted midt i et tordenvejr. Der blev kastet en besværgelse som skulle beskytte os mod mogadorianerne og som blev aktiveret da vi gik hver til sit. Den fungerer også kun så længe vi holder os adskilte, men hvorfor? Det virker ikke som det mest oplagte at have en besværgelse som holder os adskilte, når vores mål er at bekæmpe mogadorianerne. Hvad er formålet med det? Mens jeg bryder min hjerne med dette spørgsmål kommer jeg i tanke om noget andet. Jeg lukker øjnene og lader logikken føre an.

Det var meningen at vi skulle gemme os, men hvor længe? Indtil vores Evner havde udviklet sig, og vi dermed havde muligheden for at kæmpe og vinde. Hvad er den ene ting vi er i stand til at gøre når den første Evne endelig dukker op?

Svaret virker for åbenlyst til at være rigtigt. Med blyanten skriver jeg det alligevel:

Kisten.