Kapitel 3

Jeg kan høre en lav hvisken. Stemmen er kold. Jeg kan ikke bevæge mig, men jeg lytter opmærksomt.

Jeg sover ikke længere, men jeg er heller ikke vågen. Jeg er lammet, og mens de hviskende stemmer bliver flere bliver mit blik pludselig revet væk gennem motelværelsets ugennemtrængelige mørke. Den elektricitet jeg kan mærke da synet bryder frem over min seng, minder mig om dengang i Paradise da min første Evne, Lumen, fik mine hænder til at lyse op. Dengang Henri stadig var i live. Men han er væk nu. Han kommer ikke tilbage. Selv i denne drømmetilstand kan jeg ikke glemme det.

Jeg forsvinder helt ind i synet over mig og flyver gennem dets mørke med mine hænder tændt, men lyset bliver opslugt af mørket. Og så stopper jeg brat. Alting bliver stille. Jeg løfter mine hænder, men kan ikke føle noget, mine fødder rører ikke jorden og jeg svæver i et stort tomrum.

Mere hvisken i et sprog jeg ikke genkender, men på en mærkelig måde forstår alligevel. Ordene bliver fremstammet nervøst. Mørket løfter sig og verden omkring mig bliver grå men pludselig skinner et lys så skarpt at jeg må klemme øjnene sammen for at se. En tåge glider ind foran mig og da den forsvinder igen afslører den et stort rum med levende lys langs væggene.

„Jeg ... jeg ved ikke hvad der gik galt,“ siger en stemme, tydeligvis rystet.

Rummet er langt og bredt, på størrelse med en fodboldbane. Den skarpe lugt af svovl brænder i mine næsebor og får mine øjne til at løbe i vand. Luften er varm og indelukket. Og så får jeg øje på dem, to skikkelser indhyllet i skygger, den ene meget større end den anden og skræmmende selv på denne afstand, i den anden ende af rummet.

„De slap væk. På en eller anden måde slap de væk. Jeg ved ikke hvordan ...“

Jeg bevæger mig fremad. Jeg mærker den ro som man nogle gange oplever i drømme når man ved at man sover og at intet rigtigt kan gøre en fortræd. Jeg nærmer mig skridt for skridt de voksende skikkelser.

„De blev alle sammen dræbt. Sammen med tre pikener og to krauler,“ siger den mindre af de to mens han står og vrider sig i hænderne.

„Vi havde dem. Vi skulle lige til at ...“ fortsætter stemmen, men den store mand afbryder ham. Han kigger sig omkring for at se det han allerede har fornemmet. Jeg standser, står musestille og holder vejret. Og så ser han mig. Det løber mig koldt ned ad ryggen.

„John,“ hører jeg en kalde som et fjernt ekko.

Den store skikkelse kommer hen imod mig. Han tårner sig op over mig, seks meter høj, muskuløs og med en kæbe som kunne være skåret i sten. Hans hår er ikke langt som de andres, men klippet kort. Han er solbrændt. Vi fastholder hinandens blik mens han nærmer sig. Ti meter fra mig, så fem. Han standser tre meter fra mig. Min amulet føles tung og kæden skærer sig ind i min hud. Jeg lægger mærke til et grotesk lilla ar omkring hans hals, som et halsbånd.

„Jeg har ventet dig,“ siger han med en rolig, klar stemme. Han løfter sin højre arm og trækker et sværd frem fra den skede der er spændt fast på hans ryg. Det bliver nærmest levende med det samme og holder sin form selvom det ligner flydende metal. Såret i min skulder, fra da jeg kæmpede med soldaten i Ohio, skriger af smerte som om jeg er blevet stukket igen. Jeg falder ned på knæ.

„Det er meget lang tid siden,“ siger han.

„Jeg ved ikke hvad du taler om,“ siger jeg på et sprog som jeg aldrig har hørt før.

Jeg har lyst til at komme langt væk fra det her sted, hvor det så end er. Jeg prøver at rejse mig op, men det er som om jeg er naglet fast til gulvet.

„Gør du ikke?“ spørger han.

„John,“ siger stemmen fra før, et sted i min bevidstheds periferi. Mogadorianeren lader ikke til at kunne høre det, og der er et eller andet ved hans blik som holder mig fast. Jeg kan ikke se væk.

„Jeg bør ikke være her,“ siger jeg. Min stemme lyder som om den kommer fra under vandet. Alt omkring os svinder væk indtil jeg ikke kan se andet end mig og ham.

„Jeg kan godt få dig til at forsvinde hvis det er det du vil,“ siger han og svinger sit sværd i luften så det former tallet otte og efterlader en skarp, hvid linje hængende i luften. Og så stormer han frem mod mig, med sit sværd hævet højt over sit hoved og gnistrende af rå kraft. Han svinger sværdet og det kommer susende mod mig i en flot og dødbringende bue, rettet mod min hals. Der er intet jeg kan gøre for at undgå at blive halshugget.

„John!“ skriger stemmen nu.

Jeg slår øjnene op. To hænder ryster hårdt i mine skuldre. Jeg er dækket af sved og kan næsten ikke få vejret. Jeg fokuserer først på Sam som står over mig, så på Seks med sine skarpe, nøddebrune øjne, som nogle gange ser blå ud og andre gange grønne. Hun knæler ved siden af mig og ser træt og udmattet ud, som om jeg lige havde vækket hende hvilket jeg sikkert også har.

„Hvad foregik der?“ spørger Sam.

Jeg ryster på hovedet, lader synet aftage og ser mig omkring. Rummet er mørkt med gardinerne trukket for, og jeg ligger i den samme seng som jeg har tilbragt den sidste halvanden uge i for at komme mig over de sår jeg fik under kampen. Seks har hvilet sig ved siden af mig, og hverken hun eller jeg har forladt dette sted siden vi ankom. Vi har været afhængige af at Sam kunne hente mad og andre forsyninger til os. Det er et snusket motelværelse med to senge i en sidegade til hovedgaden i Trucksville, North Carolina. For at leje værelset måtte Sam bruge et af de sytten kørekort Henri fik lavet til mig før han blev dræbt, og vi var heldige at manden bag disken var for optaget af at se fjernsyn til at kigge på billedet. Motellet ligger i statens nordvestlige hjørne femten minutter fra både Virginia og Tennessee. Vi valgte stedet mest fordi det var omtrent så langt som vi kunne klare at rejse med vores skader. Men efterhånden er vores sår helet, og vores styrke er ved at vende tilbage.

„Du snakkede et fremmed sprog som jeg aldrig har hørt før,“ siger Sam. „Jeg tror sgu det var noget du fandt på.“

„Nej, han snakkede mogadoriansk,“ retter Seks ham. „Og endda en smule loriansk.“

„Virkelig?“ spørger jeg. „Det er da totalt syret.“

Seks går hen til vinduet og trækker det højre gardin fra. „Hvad drømte du om?“

Jeg ryster på hovedet. „Jeg er ikke rigtig sikker. Det var en drøm, og så alligevel ikke, hvis du ved hvad jeg mener. Det var vel nærmere et syn og det handlede om dem. Vi skulle til at kæmpe, men der var et eller andet galt, jeg ved ikke hvad, jeg var for svag eller forvirret ...“ Jeg kigger op på Sam som ser alvorlig ud og kigger på fjernsynet. „Hvad er det?“

„Dårlige nyheder.“ Han sukker og ryster på hovedet.

„Hvad?“ Jeg sætter mig op og tørrer søvnen væk fra mine øjne.

Sam nikker til den anden ende af rummet, og jeg vender mig om for at se hvad han hentyder til. Mit ansigt fylder hele den venstre side af tv-skærmen og en tegning af Henri fylder den anden. Tegningen ligner slet ikke ham, hans ansigt ser kantet og slidt ud, nærmest afmagret, og får ham til at se tyve år ældre ud end han er. Eller var.

„Som om det ikke var slemt nok at blive kaldt en trussel for nationens sikkerhed eller en terrorist,“ siger Sam. „Nu er der også en dusør for at finde os.“

„For at finde mig?“ spørger jeg.

„For at finde dig og Henri. 100.000 dollars for oplysninger som fører til din og Henris tilfangetagelse, og 250.000 hvis man selv fanger jer og bringer jer ind.“

„Jeg har været på flugt hele mit liv,“ siger jeg. „Hvilken forskel gør det?“

„Nå, men det har jeg altså ikke, og de har også sat en dusør på mit hoved,“ siger Sam. „Sølle femogtyvetusinde, er det ikke utroligt? Og jeg ved ikke hvor god jeg er til at være på flugt. Jeg har aldrig prøvet det før.“

Jeg rykker mig forsigtigt ud af sengen, stadig en anelse stiv i lemmerne. Sam sætter sig på den anden seng og lægger sit ansigt i sine hænder.

„Du er sammen med os, Sam. Vi vil altid hjælpe dig,“ siger jeg.

„Jeg er ikke bekymret,“ siger han, stadig foroverbøjet.

Det kan godt være at Sam ikke er bekymret, men det er jeg. Jeg bider mig i læben og tænker på hvordan jeg skal holde Sam i live, for ikke at nævne mig selv og Seks, nu da Henri ikke er her. Jeg kigger på Sam som er så stresset at han er begyndt at pille hul i sin sorte NASA T-shirt. „Hør her Sam. Jeg ville ønske Henri var her. Du forstår slet ikke hvor meget jeg ville ønske han var her, af så mange forskellige grunde. Ikke alene passede han på mig mens vi rejste fra stat til stat, men han havde også en masse information om Lorien og min familie, og så havde han den her fantastiske ro over sig som sørgede for at vi undgik problemer i så lang tid. Jeg ved ikke om jeg nogensinde vil være i stand til at gøre det samme. Jeg er sikker på at hvis han havde været i live i dag så ville han ikke have ladet dig komme med os. Han ville aldrig kunne finde på at udsætte dig for den slags fare. Men hør her, nu er du med os, sådan er det og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at beskytte dig.“

„Jeg vil gerne være her,“ siger Sam. „Det her er det fedeste der nogensinde er sket for mig.“ Han holder en pause og så kigger han mig i øjnene. „Og så er du min bedste ven. Sådan en har jeg aldrig haft før.“

„Heller ikke mig,“ siger jeg.

„Så få dog det kram overstået,“ siger Seks. Sam og jeg griner.

Mit ansigt er stadig på skærmen. Billedet er det som Sarah tog på min første dag på skolen, den dag jeg mødte hende. Jeg har et akavet, ubehageligt udtryk i ansigtet. Højre side af skærmen er nu fyldt med mindre billeder af de fem personer vi er anklaget for at have myrdet, nemlig tre lærere, mændenes basketballtræner og pedellen. Og så ændrer skærmen sig igen, nu til fotografier af den ødelagte skole. Og den er virkelig ødelagt, hele højre side af bygningen ligger i ruiner. Så følger en række interviews med beboere i Paradise og den sidste er Sams mor. Da hun dukker op på skærmen græder hun og kigger direkte ind i kameraet mens hun desperat trygler ‘kidnapperne’ om „de ikke nok vil give hende sin dreng tilbage.“ Da Sam ser dette interview, kan jeg se på ham at der er noget inden i ham der ændrer sig.

Det næste de viser er billeder fra begravelserne og natteceremonierne med stearinlys. Et kort øjeblik dukker Sarahs ansigt op på skærmen og hun står og holder et lys mens tårerne løber ned ad hendes kinder. Jeg får en klump i halsen. Jeg ville give hvad som helst bare for at kunne ringe til hende og høre lyden af hendes stemme. Det piner mig at tænke på hvad hun må gå igennem. Videoen af os to der flyver ud af Marks hus, som var det der startede det hele, har spredt sig overalt på internettet. Selvom det også var mig der fik skylden for at have startet den brand, gik Mark ind og påstod at jeg intet havde med det at gøre, selvom det ville have reddet ham fra enhver mistanke hvis han havde brugt mig som syndebuk.

Da vi forlod Ohio havde man først forklaret skolens ødelæggelse med en tornado der havde forvildet sig uden for sæsonen. Men så begyndte redningsholdet at grave sig ned i ruinerne, og fandt hurtigt de fem lig som lå med den samme afstand i et rum som ikke var blevet berørt af branden. Obduktionerne fortalte at de var døde af naturlige årsager uden tegn på stoffer eller andre skader. Ingen ved hvordan det virkelig var gået for sig. Da en af journalisterne hørte historien om mig der var sprunget ud gennem rektorens vindue og løbet væk fra skolen, og da Henri og jeg ikke var at finde nogen steder, havde han skrevet en historie som beskyldte os for det hele, og de andre i byen havde været hurtige til at hoppe med på vognen. Da de for nylig fandt Henris udstyr sammen med nogle af de falske dokumenter han havde efterladt i huset blev de lokale for alvor ophidsede.

„Vi er nødt til at være meget forsigtige nu,“ siger Seks som sidder lænet op mod væggen.

„Mere forsigtige end at sidde i et lillebitte motelværelse med gardinerne trukket for?“ spørger jeg.

Seks rejser sig, går tilbage til vinduet og trækker det ene af gardinerne fra for at kigge ud. En stråle sollys skyder ind på tværs af gulvet. „Om tre timer går solen ned. Lad os tage af sted lige så snart det er blevet mørkt.“

„Gudskelov,“ siger Sam. „Der er en meteorregn i aften som vi sikkert kan se hvis vi kører sydpå. Plus, hvis jeg skal tilbringe bare én dag mere i det her lorteværelse, bliver jeg sindssyg.“

„Sam, du har været sindssyg siden jeg mødte dig første gang,“ siger jeg for sjov. Han kaster en pude mod mig som jeg standser midt i luften uden at løfte en finger. Jeg drejer den rundt og rundt med min telekinese og sender den så flyvende hen mod fjernsynet og slukker det.

Jeg ved godt at Seks har ret i at vi bliver nødt til at rykke videre, men det frustrerer mig. Det virker håbløst, som om der ikke er noget sted i verden hvor vi kan føle os sikre. For enden af sengen ligger Bernie Kosar og holder mine fødder varme. Han har nærmest ikke forladt min side siden Ohio. Han åbner øjnene, gaber og strækker sig. Han kigger op på mig og via min telepati fortæller han mig at han også har det bedre. De fleste af de små sår der dækkede hans krop er væk og de store er næsten helede. Han har stadig den midlertidige skinne på sit brækkede forben og han kommer til at halte et par uger endnu, men han ligner næsten sit gamle jeg. Han logrer lidt med halen og kradser let på mit ben. Jeg rækker ned, trækker ham op og kradser ham på maven.

„Hvad med dig gamle dreng? Er du også klar til at komme ud af det her hul?“

Bernie slår sin hale mod sengen.

„Nå, hvor skal vi tage hen gutter?“

„Jeg ved det ikke,“ siger Seks. „Helst et sted hvor der er varmt. Jeg er virkelig træt af den her dødssyge sne. Selvom jeg er endnu mere træt af ikke at vide hvor de andre er.“

„Lige nu er det kun os tre. Fire plus Seks plus Sam.“

„Jeg elsker regning,“ siger Sam. „Sam er lig med x. Variabel x.“

„Du er simpelthen så nørdet,“ siger jeg.

Seks går ud på badeværelset og kommer ud et sekund efter med en håndfuld toiletsager. „Hvis vi skal prøve at se lidt positivt på det der skete, så ved de andre Garder da i det mindste nu at John ikke bare overlevede sin første kamp, men vandt den. Det kan de måske finde noget håb i. Vores største prioritet lige nu er at finde de andre. Og træne sammen i mellemtiden.“

„Det vil vi gøre,“ siger jeg og kigger på Sam. „Du kan stadig nå at vende om. Du kan bare finde på en eller anden historie at fortælle dem. Sig at vi kidnappede dig og holdt dig mod din vilje og at du flygtede lige så snart du havde chancen. Du vil blive betragtet som en helt. Og pigerne vil være vilde med dig.“

Sam bider sig i læben og ryster på hovedet. „Jeg har ikke lyst til at være en helt. Og pigerne er allerede vilde med mig.“

Seks og jeg ruller med øjnene, men jeg ser også at Seks rødmer. Eller også er det noget jeg bilder mig ind.

„Jeg mener det,“ siger han. „Jeg går ingen steder.“

Jeg trækker på skuldrene. „Så er det vel besluttet. Sam er lig med x i den her ligning.“

Sam ser Seks gå over til sin lille rygsæk ved siden af fjernsynet og man kan tydeligt se på ham at han er tiltrukket af hende. Hun har et par sorte bomuldsshorts på og en hvid tanktop og hendes hår er sat op i en knude. Der falder et par enkelte hår ned omkring hendes ansigt. Et lilla ar er synligt på hendes venstre lår og syningsmærkerne omkring det er lyserøde. Hun syede selv sit ar og fjernede også selv stingene. Da hun kigger op fjerner Sam genert sit blik. Der er tydeligvis en anden grund til at han gerne vil blive her.

Seks bøjer sig ned og tager et foldet kort op fra sin taske. Hun folder det ud for enden af sengen.

Hun peger på et sted på kortet. „Vi er lige her, i Trucksville,“ siger hun. „Og her,“ fortsætter hun mens hun trækker sin finger fra North Carolina til en lille rød stjerne som er tegnet på kortet i midten af West Virginia, „er mogadorianernes hule. I hvert fald den jeg kender til.“

Jeg kigger der hvor hun peger. Selv på kortet er det åbenlyst at det er et meget isoleret sted. Det ser ikke ud til at der er nogen hovedvej inden for fem kilometer og ingen by inden for ti.

„Hvordan ved du hvor deres hule er?“

„Det er en lang historie,“ siger hun. „Som vi hellere må gemme til bilen.“

Med sin finger viser hun en ny rute på kortet som går sydvest fra West Virginia, tværs gennem Tennessee og stopper et sted i Arkansas, tæt ved Mississippi-floden.

„Hvad er der dér?“ spørger jeg.

Hun puffer sine kinder ud og puster luften ud. Det er tydeligt at hun mindes et eller andet som er sket. Hun har altid et specielt ansigtsudtryk når hun koncentrerer sig.

„Det er dér min kiste var,“ siger hun. „Og nogle af de ting Katarina tog med sig da vi forlod Lorien. Det er der vi gemte det.“

„Hvad mener du med at det var der?“

Hun ryster på hovedet.

„Er det der ikke mere?“

„Nej. De forfulgte os og vi kunne ikke risikere at de fik fat i det. Det var ikke længere sikkert hos os så vi gemte det i Arkansas og flygtede så hurtigt vi kunne. Vi troede vi kunne undslippe dem ...“ Hendes stemme dør hen.

„De indhentede jer, ikke?“ spørger jeg. Jeg ved at hendes Cêpan, Katarina, døde for tre år siden.

Hun sukker. „Det er endnu en historie som vi hellere må gemme til en anden god gang.“

Det tager kun et par minutter at smide mit tøj ned i min rygsæk, og mens jeg gør det, går det op for mig at sidste gang den her rygsæk blev pakket var det Sarah som gjorde det. Der er kun gået halvanden uge, men det føles som halvandet år. Jeg tænker på om hun er blevet afhørt af politiet eller bliver holdt udenfor på skolen. Hvor går hun overhovedet i skole eftersom skolen er blevet ødelagt? Jeg er sikker på at hun kan klare sig, men stadigvæk, det kan ikke være let, især fordi hun ingen anelse har om hvor jeg er eller om jeg har det godt. Jeg ville ønske jeg kunne kontakte hende uden at udsætte os begge for fare.

Sam tænder for fjernsynet på den gammeldags facon, med fjernbetjeningen, og han ser nyheder mens Seks gør sig usynlig for at se til bilen. Vi går ud fra at Sams mor har meldt den stjålet og at politiet nu leder efter den. Tidligere på ugen stjal Sam nummerpladen fra en anden bil. Måske kan det hjælpe os indtil vi når frem.

Jeg bliver færdig med at pakke og sætter min rygsæk ved siden af døren. Sam smiler da hans ansigt dukker op på tv-skærmen, han nyder rigtigt sin berømmelse selvom han bliver betragtet som en mulig flygtning. Så viser de mit billede igen og som altid Henris lige efter. Det gør ondt når jeg ser ham selvom deres tegning slet ikke ligner. Det er ikke tiden til at føle skyld eller selvmedlidenhed, men jeg savner ham forfærdeligt meget. Det er min skyld at han er død.

Et kvarter senere kommer Seks ind i værelset igen med en hvid plasticpose i hånden.

Hun holder den op og ryster den hen imod os. „Jeg har købt noget til jer to.“

„Nå, og hvad er det så?“ spørger jeg.

Hun rækker ned i posen og trækker en saks op. „Jeg synes det er tid til at du og Sam får nogle nye frisurer.“

„Arj, det mener du ikke, mit hoved er alt for lille, jeg kommer til at ligne en skildpadde,“ brokker Sam sig. Jeg griner og prøver på at forestille mig ham uden sit lange, pjuskede hår. Han har en lang, tynd hals og jeg tror måske han har ret.

„Du vil være incognito,“ svarer Seks.

„Nå, men jeg har ikke lyst til at være incognito. Jeg er variabel x.“

„Hold op med at skabe dig,“ siger Seks.

Han skuler. Jeg prøver at holde den glade tone. „Ja, hold lige op, Sam,“ siger jeg og tager min trøje af. Seks går med mig ud på badeværelset og åbner den indpakning der er omkring saksen mens jeg bøjer mig ind over badekarret. Hendes hænder er lidt kolde og jeg får gåsehud ned ad ryggen. Jeg ville ønske det var Sarah som holdt min skulder og klippede mit hår. Sam kigger fra døråbningen hvor han sukker højlydt for at gøre det klart for alle hvor utilfreds han er.

Seks bliver færdig, og jeg tørrer det løse hår væk med et håndklæde og rejser mig op for at kigge mig i spejlet. Min isse er hvidere end resten af mit hoved, men kun fordi den aldrig har været udsat for sollys før. Jeg tror at et par dage i Florida Keys, hvor Henri og jeg tilbragte nogle dage før vi tog til Ohio, ville ordne det problem meget hurtigt.

„Se bare, John ser hård og maskulin ud sådan der. Jeg kommer til at ligne en idiot,“ beklager Sam sig.

„Jeg er hård og maskulin, Sam,“ svarer jeg.

Han ruller med øjnene mens Seks gør saksen ren. „Ned,“ siger hun.

Sam adlyder, går ned på knæ og bøjer sig ind over badekarret. Da hun er færdig, rejser han sig op og giver mig et bedende blik.

„Hvor slemt er det?“

„Du ser godt ud,“ siger jeg. „Du ligner en flygtning.“

Sam kører sin hånd over hovedet et par gange og kigger sig i spejlet. Han skærer en grimasse. „Jeg ligner et rumvæsen!“ udbryder han, men med ironi i stemmen. Så kigger han sig over skulderen på mig. „Det var ikke personligt ment,“ tilføjer han akavet.

Seks samler alt håret fra badekarret og smider det ned i toilettet hvor hun er omhyggelig med at skylle hvert eneste hår ud. Hun lægger saksen tilbage i dens lille pose.

„Lad os komme af sted,“ siger hun.

Vi hænger vores tasker på hendes skuldre og hun griber fat i dem begge og gør sig usynlig så taskerne også bliver usynlige. Hun skynder sig ud ad døren og får taskerne ind i bilen uden at blive set. Mens hun er væk rækker jeg op i det øverste højre hjørne af et skab, skubber et par håndklæder til side og trækker kisten fra Lorien frem.

„Har du nogensinde tænkt dig at åbne den tingest?“ spørger Sam. Han har været spændt på at se hvad der er indeni lige siden jeg fortalte ham om den.

„Ja, det vil jeg lige så snart jeg føler mig sikker.“

Moteldøren åbner sig og lukker igen og Seks dukker frem. Hun kigger på kisten.

„Jeg kan ikke både få dig og Sam og den der til at forsvinde. Kun det jeg kan holde i mine hænder. Jeg tager den med hen til bilen først.“

„Okay,“ siger jeg. „Men tag Sam først, så kommer jeg bagefter.“

„Det er dumt, John. Hvordan har du tænkt dig at følge efter os?“

Jeg tager min hat og jakke på og lyner den helt op til hagen mens jeg trækker hætten op over hovedet så man kun kan se mit ansigt.

„Jeg skal nok klare mig. Jeg har ekstraordinær god hørelse ligesom du,“ siger jeg.

Hun kigger skeptisk på mig og ryster på hovedet. Jeg tager Bernie Kosars hundesnor og sætter det fast til hans halsbånd.

„Kun indtil vi er kommet hen til bilen,“ siger jeg eftersom han hader at gå i snor. Jeg ombestemmer mig og bøjer mig ned for at bære ham på grund af hans sårede ben, men han fortæller mig at han hellere vil gå selv.

„Jeg er klar når I er,“ siger jeg.

„Okay, lad os komme i gang,“ siger Seks.

Sam rækker sin hånd ud til hende, en anelse for entusiastisk. Jeg tilbageholder et grin.

„Hvad?“ spørger han.

Jeg ryster på hovedet. „Ikke noget. Jeg følger efter jer så godt jeg kan, men kom nu ikke for langt foran.“

„Bare host hvis du ikke kan følge med, så stopper vi. Bilen er kun parkeret et par minutters gang herfra, bag den forladte lade,“ siger Seks. „Du kan ikke undgå at se den.“

Da døren åbner sig forsvinder Sam og Seks.

„Det var vores signal, BK. Så er det bare os to.“

Han lunter glad efter mig med tungen dinglende ud af munden. Bortset fra korte toiletture til de små stykker græs omkring motellet har han heller ikke været uden for en dør den sidste halvanden uge.

Natteluften er kølig og frisk og bærer en duft af fyrretræ med sig. Luften mod mit ansigt kvikker mig op med det samme. Mens jeg går, forsøger jeg at finde Seks ved at lade mine tanker fare igennem luften og røre landskabet omkring mig med min telekinese, på samme måde som jeg var i stand til at gribe den flyvende kugle i Athens i Ohio. Jeg kan føle dem cirka en meter foran mig og en anelse til højre. Jeg prikker Seks på skulderen, det giver et sæt i hende og hun når lige at kvæle et forskrækket udbrud. Tre sekunder efter giver hun mig et skulderskub så jeg er lige ved at falde. Vi griner begge to.

„Hvad har I gang i?“ spørger Sam, irriteret over vores lille leg. „Det er meningen at vi skal være stille, ikke?“

Vi når hen til bilen som er parkeret bag en faldefærdig, gammel lade der ser ud til at kunne kollapse hvert øjeblik. Seks slipper Sams hånd og han kravler ind på midtersædet. Seks sætter sig bag rattet og jeg hopper ind ved siden af Sam med Bernie liggende ved mine fødder.

„For satan, hvad er der sket med dit hår?“ spørger jeg drillende Sam.

„Hold kæft.“

Seks starter bilen og jeg begynder at smile mens hun kører den op på asfalten og tænder forlygterne.

„Hvad er der?“ spørger Sam.

„Jeg tænkte bare at ud af os fire er tre rumvæsner, to er flygtninge med forbindelse til terrorisme og ikke én af os har et gyldigt kørekort. Noget siger mig at det kan blive en interessant tur.“

Selv ikke Seks kan lade være med at trække på smilebåndet af det.