Kapitel 15

På det seneste har jeg ligget vågen hver nat i flere timer med øjnene åbne og lyttet til stilheden. En gang imellem løfter jeg hovedet når jeg hører en fjern lyd – en dråbe vand der rammer gulvet, én af pigerne der vender sig i sin seng – og nogle gange kravler jeg ud af min seng og hen til vinduet for at sikre mig at der ikke er noget derude, tydeligvis et forsøg på at føle en form for sikkerhed, hvor spinkel den så end måtte være.

Hver nat får jeg sovet mindre end natten før. Jeg er blevet så svag og udmattet at det nærmer sig en febervildelse. Jeg har svært ved at spise. Jeg ved godt at det ikke hjælper noget at bekymre sig, men ligegyldigt hvor meget jeg prøver at spise eller sove ændrer det ikke noget. Og når jeg endelig sover, kan jeg ikke undgå de forfærdelige drømme som vækker mig.

Jeg har ikke set noget spor af manden med overskægget hele ugen, siden jeg så ham i caféen, men jeg kan ikke slippe tanken om at han godt kan være derude selvom jeg ikke kan se ham. Jeg bliver ved med at vende tilbage til de samme spørgsmål. Hvem var i min hule, hvem eller hvad var manden i caféen, hvorfor læste han en bog med navnet Pittacus på omslaget, og vigtigst af alt, hvorfor lod han mig slippe hvis han var en mogadorianer? Intet af det giver mening, ikke engang titlen på hans bog. Det eneste jeg har fundet ud af er et kort referat af handlingen fra internettet: en græsk general, som havde for vane at udtale sig kort og fyndigt og som besejrede en atheniensisk hær da de skulle til at angribe byen Mytilene. Hvad har det at gøre med noget som helst?

Bortset fra hulen og bogen er jeg nået frem til to konklusioner. Den første er at der ikke blev gjort noget mod mig på grund af mit nummer. I øjeblikket gør det mig sikker, men hvor lang tid holder det? Den anden konklusion er at mogadorianeren undlod at handle fordi der var så mange mennesker på caféen. Men ud fra det jeg ved om mogadorianere ville et par vidner ikke holde dem tilbage. Jeg er holdt op med at skynde mig til og fra skole foran de andre og er i stedet begyndt at holde mig til den store gruppe. For at beskytte Ella er jeg holdt op med at følges med hende uden for klostret. Jeg ved at det sårer hendes følelser, men det er bedst sådan. Hun fortjener ikke at blive blandet ind i mine problemer.

Men der er én ting der giver mig en smule håb midt i det hele. Der er sket en mærkbar ændring hos Adelina. Hun ser ofte bekymret ud. Hun har nervøse trækninger omkring øjnene når hun tror at ingen ser hende, og øjnene flakker fra side til side som et skræmt, truet dyr, på samme måde som de gjorde for flere år siden da hun stadig havde troen i behold. Og på trods af at vi ikke har snakket sammen siden jeg kastede mig i hendes arme, er det små ændringer som disse der får mig til at tro jeg måske har fået min Cêpan tilbage.

Mørke. Stilhed. Femten sovende kroppe. Jeg løfter hovedet og kigger hen over rummet. I stedet for den lille klump jeg forventer at se i Ellas seng er tæpperne sparket til side og sengen er tom. Det er tredje nat i træk jeg har lagt mærke til at hun er væk, men jeg hører hende aldrig forlade rummet. Jeg har vigtigere ting at bekymre mig om end hvor hun tager hen.

Jeg lægger mit hoved på puden og kigger ud ad vinduet. Der er en stor, lysende gul fuldmåne udenfor. Jeg stirrer på den i lang tid, forundret over hvordan den bare hænger der. Jeg trækker vejret dybt og lukker øjnene. Da jeg åbner dem igen har månen skiftet farve fra gul til blodrød. Det ser ud som om den flimrer, men så går det op for mig at det ikke er månen, men dens spejlbillede som skinner skarpt i det mørke vand fra en stor sø. Det damper fra søens overflade og der er en skarp lugt af jern i luften. Jeg løfter hovedet igen og først nu ser jeg at jeg står midt på en blodig, hærget slagmark.

Det flyder med kroppe overalt, døde og døende, følgerne af en krig hvor der ikke har været nogen overlevende. Instinktivt føler jeg på min krop efter stiksår eller rifter, men jeg er uskadt. Pludselig ser jeg hende, pigen jeg har drømt om med de grå øjne, hende jeg har malet på klippevæggen ved siden af John Smith. Hun ligger stille ved kanten af søen. Jeg løber hen til hende. Blodet fosser ud af siden på hende, ud i sandet og ned til vandet. Hendes ravnesorte hår klæber sig til hendes askegrå ansigt. Hun trækker ikke vejret, og det piner mig at der ikke er noget jeg kan gøre for hende. Bag mig lyder en dyb, hånende latter. Jeg lukker øjnene inden jeg langsomt vender mig for at se min fjende.

Jeg åbner øjnene og slagmarken forsvinder. Jeg ligger i min seng i det mørke rum. Månen ser normal ud og er gul. Jeg rejser mig og går hen til vinduet. Jeg spejder ud over det mørke og stille landskab. Intet spor af manden med overskægget eller noget andet for den sags skyld. Al sneen er smeltet og månen skinner ned på de våde brosten. Holder han øje med mig?

Jeg går væk fra vinduet og tilbage i min seng. Jeg ligger på ryggen og trækker vejret dybt for at berolige mig selv. Hele min krop er spændt. Jeg tænker på hulen og at jeg ikke har været der siden jeg så fodsporene. Jeg ruller om på siden med ryggen mod vinduet. Jeg vil ikke se hvad der er derude. Ella er stadig ikke i sin seng. Jeg prøver at holde mig vågen indtil hun vender tilbage, men søvnen overmander mig. Der kommer ikke flere drømme.

Da morgenklokken ringer løfter jeg mit hoved og mærker hvor stiv og øm min krop er. En kold regn slår mod ruderne. Jeg kigger hen over rummet og ser at Ella sidder ret op i sin seng og gaber stort mens hun strækker sine arme.

Vi sjokker ud af rummet sammen uden at sige noget. Vi glider gennem vores søndagsrutiner og hænger med hovederne under messen. På et tidspunkt prikker jeg til Ella så hun vågner og tyve minutter senere gør hun det samme med mig. Jeg overlever kantinetjansen og er på udkig efter mistænkelige typer mens jeg deler mad ud. Da alt virker til at være normalt kan jeg ikke beslutte mig for om jeg er lettet eller skuffet. Det der gør mig mest ked af det, er at Héctor ikke er der.

Da vi er ved at være færdige med oprydningen, begynder La Gorda og Gabby at fjolle og de sprøjter på hinanden med den slange der hænger fast på køkkenvasken, mens jeg vasker tallerkener og tørrer af. Jeg ignorerer dem, selv da jeg bliver sprøjtet i ansigtet. Tyve minutter senere, da jeg lige er blevet færdig med at tørre den sidste tallerken af og forsigtigt har lagt den øverst i den høje stak, glider en pige, der hedder Delfina, på det våde gulv og ramler ind i mig. Jeg ryger ind i stakken hvilket får den til at falde ned i det beskidte vand hvor nogle af tallerkenerne går i stykker.

„Så se dig dog for,“ siger jeg og skubber til hende med min arm.

Delfina vender sig og skubber igen.

„Hey!“ bjæffer søster Dora fra den anden ende af køkkenet. „I to, stop det dér, lige nu!“

„Det kommer du til at betale for,“ siger Delfina.

Jeg kan slet ikke vente med at komme væk fra det her sted. „Ja, sikkert,“ siger jeg mens jeg stadig skuler.

Hun nikker til mig med et ondskabsfuldt blik i øjnene. „Du må hellere være på vagt.“

„Hvis jeg er nødt til at komme derover, så vil I ved gud komme til at fortryde det,“ siger søster Dora.

I stedet for at bruge min telekinese til at kaste Delfina gennem taget – eller søster Dora eller La Gorda eller Gabby for den sags skyld – vender jeg tilbage til opvasken.

Da jeg endelig er færdig går jeg udenfor. Det regner stadig, så jeg stiller mig under tagudhænget og kigger i retning ad grotten. Der vil være masser af mudder på bjergsiden så jeg vil blive beskidt. Det bruger jeg som undskyldning for hvorfor jeg ikke tager af sted, selvom jeg godt ved, at hvis det ikke regnede, ville jeg alligevel ikke have modet til at tage derop, på trods af hvor nysgerrig jeg er for at se om der er lavet nye fodspor.

Jeg går indenfor igen. Ellas søndagspligter indebærer at hun skal rengøre alle bænkene i kirken efter alle er gået, men da jeg kommer ind kan jeg se at det hele allerede er gjort.

„Har du set Ella?“ spørger jeg en tiårig pige ved navn Valentina. Hun ryster på hovedet. Jeg går tilbage til vores sovesal, men der er heller ikke noget spor af Ella. Jeg sæter mig på hendes seng. Min vægt på sengen får en lille sølvgenstand til at dukke frem under hendes pude. Det er en lillebitte lommelygte. Jeg tænder for den. Lyset er skarpt. Jeg slukker for den og lægger den tilbage under puden så søstrene ikke ser den.

Jeg går ned ad de lange gange og kigger ind i rummene imens. På grund af regnen er de fleste piger blevet inden døre og de render rundt i deres små kliker og griner og snakker eller leger.

På anden sal er der et sted hvor gangen deler sig i to retninger, som leder til hver af kirkens to fløje. Jeg går til venstre ned af en mørk og støvet korridor. Der står ældgamle statuer som er hugget ind i stenvæggen og det buede loft. Jeg kigger ind ad døråbninger og leder efter Ella. Gangen bliver smallere og den støvede luft bliver afløst af en våd, jordagtig lugt. For enden af korridoren er en tung egetræsdør med hængelås, som jeg brækkede op for halvanden uge siden da jeg ledte efter kisten. Bag døren er en vindeltrappe af sten, som smyger sig omkring det smalle tårn der fører op til den ene af Santa Teresas to klokketårne. Der var kisten heller ikke.

Jeg surfer lidt på internettet, men finder intet nyt om John Smith. Så går jeg tilbage til sovesalen, lægger mig på sengen og lader som om jeg sover. Heldigvis kommer hverken La Gorda, Gabby eller Delfina ind i rummet, og jeg ser heller ikke noget til Ella. Jeg kravler ud af sengen og går ned af gangen igen.

Jeg finder Ella inde i kirken hvor hun sidder på den bagerste bænk. Jeg sætter mig ved siden af hende. Hun kigger op på mig og smiler. Hun ser ret træt ud. I morges satte jeg hendes hår i en hestehale, men den er gået op. Jeg trækker hårbåndet ud, og Ella drejer sit hoved så jeg kan sætte hendes hår igen.

„Hvor har du været hele dagen?“ spørger jeg. „Jeg har ledt efter dig.“

„Jeg har ledt efter kisten,“ siger hun stolt. Jeg får det med det samme dårligt over at have ignoreret hende under morgenturene til skolen.

Vi rejser os fra bænken, går tilbage til vores senge og siger godnat til hinanden. Jeg lægger mig under dynen og føler mig så håbløs og trist at det eneste jeg har lyst til er at krybe sammen til en kugle og græde. Så det gør jeg.

Jeg vågner midt om natten og kan ikke fornemme hvad klokken er, men går ud fra at jeg har sovet mindst et par timer. Jeg vender mig om på siden, men der er noget der ikke føles rigtigt. Der er en ændring i rummet som jeg ikke helt kan afgøre hvad er og som forstærker den angst jeg har følt hele ugen.

Jeg åbner øjnene igen, og lige så snart de har vænnet sig til mørket går det op for mig at der står en og kigger på mig. Jeg gisper og rykker instinktivt bagud så jeg banker ind i væggen. Jeg er fanget, tænker jeg, fanget i det bagerste hjørne. Hvor var det dumt af mig at ønske mig den her seng. Jeg knytter hænderne, og lige inden jeg skal til at skrige og sparke mod ansigtet genkender jeg de brune øjne.

Ella.

Jeg slapper af med det samme. Jeg undrer mig over hvor lang tid hun har stået der.

Langsomt fører hun sin pegefinger op til sine læber. Så spærrer hun øjnene op og smiler idet hun læner sig ind mod mit øre og holder sin lille hånd op foran.

„Jeg har fundet kisten,“ hvisker hun.

Jeg trækker mig tilbage, kigger hende alvorligt i øjnene og kan se på hendes lysende, ivrige udtryk at hun taler sandt. Nu er det min tur til at spærre øjnene op. Jeg kan ikke skjule min begejstring. Jeg giver hende så stort et knus som hendes lille krop kan klare.

„Åh, Ella, jeg er så stolt af dig.“

„Jeg sagde jo at jeg nok skulle finde den. For vi er nemlig et hold, og vi hjælper hinanden.“

„Det gør vi i hvert fald,“ hvisker jeg.

Jeg slipper hende. Hendes ansigt stråler af stolthed.

„Kom, så viser jeg dig hvor det er,“ siger hun. Hun tager fat i min hånd, jeg følger hende rundt om sengen og vi lister på tæer ud af rummet.

Kisten. Et lysende håb når jeg mindst venter det. Og har mest brug for det.