Kapitel 8

Vi hopper på et godstog i Tennessee, og da vi har sat os til rette fortæller Seks os om dengang hun og Katarina blev fanget mens de befandt sig i den nordlige del af staten New York. Det var ikke mere end en måned efter at de var undsluppet mogadorianerne i Texas. Efter at have fejlet én gang havde mogadorianerne forberedt sig grundigt, og da de stormede ind i rummet var de over tredive. Det var lykkedes for Seks og Katarina at dræbe et par stykker, men de var hurtigt blevet bundet på hænder og fødder og bedøvet. Da Seks vågnede, uden nogen anelse om hvor lang tid der var gået, var hun alene i en celle i et udhulet bjerg. Det var først et stykke tid efter at hun fandt ud af at hun var i West Virginia. Senere fandt hun også ud af at mogadorianerne havde fulgt efter dem hele tiden, observeret dem og håbet på at de kunne føre dem til andre Garder, for som Seks sagde: „hvorfor dræbe én når de andre måske er i nærheden?“ Jeg bliver urolig da hun siger det. Måske bliver hun stadig skygget og de venter blot på det perfekte tidspunkt at slå til.

„De havde placeret en sender på vores bil da vi spiste på caféen i Texas og det faldt ikke nogen af os ind at tjekke efter,“ siger hun og bliver stille i lang tid.

Med undtagelse af en jerndør med en lem i midten til at servere mad igennem, var hendes celle lavet udelukkende af sten og målte to en halv meter på hver side. Hun havde ikke nogen seng eller toilet, og der var bælgravende mørkt. De første to dage tilbragte hun i totalt mørke og stilhed, uden mad eller vand (selvom hun ikke på noget tidspunkt følte sig sulten eller tørstig, hvilket hun senere tænkte måtte være amulettens skyld), og hun begyndte at tro at hun var blevet glemt. Men så heldig var hun ikke, for på den tredje dag kom de ind.

„Da de åbnede døren lå jeg sammenkrøbet i det fjerneste hjørne. De kastede en spand koldt vand på mig, samlede mig op, gav mig bind for øjnene og trak mig væk.“

Efter at de havde slæbt hende ned gennem en lang gang lod de hende selv gå et stykke, omringet af ti mogadorianere. Hun kunne ikke se noget, men hørte frygtelige skrig og klageråb fra andre fanger (da Sam hører dette rejser han sig og ser ud som om han skal til at spørge om noget, men siger ingenting) og brøl fra diverse bæster i bure og metallisk skramlen. Og så var hun blevet smidt ind i et rum, fået håndleddene spændt fast til væggen med metalspænder og fået en klud i munden. De havde revet hendes bind af og da hendes øjne endelig vænnede sig til lyset så hun Katarina på den modsatte væg. Hun var også fastspændt, med en klud i munden, og hun så ud til at have det endnu værre end Seks.

„Og så kom han til sidst ind, en mogadorianer som lignede én man kunne passere på gaden. Han var lille, havde behårede arme og et kraftigt overskæg. De havde næsten alle sammen overskæg, som om de havde lært hvordan de skulle færdes på Jorden ved at se film fra de tidlige firsere. Han havde hvid skjorte på hvor den øverste knap stod åben, og af en eller anden grund fokuserede jeg på hans tykke hårlok der stak ud. Jeg kiggede ind i hans mørke øjne, kunne se at han så frem til at gøre det han skulle til at gøre og så begyndte jeg at græde. Jeg lod mig glide ned ad væggen indtil jeg hang fra mine håndlænker og så gennem mine tårer at han trak klinger, et bor, knive og tænger frem fra et bord som stod midt i rummet.“

Da mogadorianeren havde udvalgt over tyve forskellige instrumenter gik han over til Seks og stillede sig få centimeter fra hendes ansigt så hun kunne lugte hans dårlige ånde.

„Kan du se alle dem her?“ spurgte han hende. Hun svarede ikke. „Jeg har tænkt mig at bruge hver eneste af dem på dig og din Cêpan, medmindre I svarer sandfærdigt på alle mine spørgsmål. Hvis ikke I gør, forsikrer jeg jer om at I kommer til at ønske I var døde.“

Han tog en kniv med gummihåndtag frem og lod den glide hen over Seks’ kind. „Jeg har jaget jer unger i meget lang tid,“ sagde han. „Vi har dræbt to af jer, og nu har vi én lige her, hvilket nummer du så end er. Som du måske kan gætte, håber jeg på at du er Nummer Tre.“

Seks svarede ikke, men pressede sig bare ind mod muren som om hun forestillede sig at hun kunne forsvinde ind i den. Mogadorianeren smilte, stadig med knivens flade side presset ind mod hendes ansigt. Så drejede han den, og mens han kiggede hende dybt i øjnene stak han bladet ned i hendes hud og lavede en lang, tynd flænge. Eller rettere sagt, han forsøgte på det, for i stedet var det hans eget ansigt der blev flænset. Blodet begyndte med det samme at løbe ned ad hans kind, og han skreg i smerte og raseri. Han sparkede til instrumentbordet så det væltede og stormede ud af rummet. Seks og Katarina blev slæbt tilbage til deres celler og holdt i mørke i endnu to dage, før de igen blev bragt tilbage til forhørsrummet og bundet til væggen. På bordet sad den samme mogadorianer med en bandage på sin kind og så langt mindre selvsikker ud end før.

Han hoppede ned fra bordet, fjernede Seks’ mundklud, greb den samme kniv han havde forsøgt at skære hende med, holdt den op foran hende og drejede den langsomt så lyset glimtede langs bladet. „Jeg ved ikke hvilket nummer du er ...“ begyndte han. I et sekund troede Seks at han ville prøve at såre hende igen, men i stedet vendte han sig og gik over til Katarina. Han stillede sig ved siden af hende mens han kiggede på Seks og lod så bladet røre Katarinas arm. „Men du vil fortælle mig det lige nu.“

„Nej!“ havde Seks skreget. Og så havde han meget langsomt skåret ned langs Katarinas arm, bare for at sikre sig at han kunne. Hans smil blev bredere, og han skar endnu et snit, denne gang dybere end det første. Katarina stønnede i smerte mens blodet løb ned ad hendes arm.

„Jeg kan blive ved hele dagen. Forstår du mig? Du kommer til at fortælle mig alt det jeg vil vide, og du starter med hvilket nummer du er.“

Seks lukkede sine øjne. Da hun åbnede dem igen stod mogadorianeren ved det lille bord og holdt en kniv i hånden som ændrede farve ved hver bevægelse. Han holdt kniven løftet, for han ville have at Seks skulle se bladet når det vred sig og lyste idet det kom til live. Seks kunne føle dets sult, dets desperation efter blod.

„Og nu til ... dit nummer. Er det fire? Syv? Er du så heldig at være Nummer Ni?“

Katarina rystede på hovedet for at signalere til Seks at hun ikke skulle sige noget, og Seks vidste at hendes Cêpan aldrig ville afsløre noget, selv under tortur. Men hun vidste også at hun hellere ville dø end se Katarina kvæstet og mishandlet.

Mogadorianeren gik over til Katarina og løftede kniven så dens spids var lige ud for hendes hjerte. Den vred sig i hans hånd som om hendes hjerte var en magnet der tiltrak den. Han så Seks i øjnene.

„Jeg har masser af tid,“ sagde han uden følelse. „Mens du er herinde med mig, er vi derude med resten af jer. Du må ikke tro at vi har sat farten ned bare fordi vi har dig. Vi ved mere end du tror. Men vi vil vide alt. Hvis du vil undgå at se hende skåret i små dele, så må du hellere begynde at tale, og det hurtigt. Og hvert ord har bare at være sandt. Tro mig, jeg ved hvis du lyver.“

Seks fortalte ham alt hvad hun kunne huske om Lorien og rejsen hertil, kisterne, og hvor de havde gemt sig. Hun snakkede så hurtigt at fortællingen blev lidt rodet. Hun fortalte ham at hun var Nummer Otte og der var noget ved desperationen i hendes stemme som gjorde at han troede på det.

„Du er virkelig svag, hva´? I det mindste kæmpede dine slægtninge på Lorien, selvom de var lette at dræbe. De havde da lidt stolthed og mod. Men du ...“ sagde han og rystede på hovedet som om han var skuffet, „du har intet, Nummer Otte.“

Og så jog han kniven ind i Katarinas hjerte. Seks kunne ikke gøre andet end at skrige. Deres øjne mødtes et sidste sekund før Katarina forsvandt. Stadig med en klud i munden gled hun ned ad væggen indtil lænkerne ikke havde mere at give af, og hun hang slapt i håndjernene mens det sidste lys forsvandt fra hendes øjne.

„De ville have dræbt hende under alle omstændigheder,“ siger Seks stille. „I det mindste skånede jeg hende for den grusomme tortur ved at fortælle dem det jeg gjorde. Som om der er nogen trøst i det.“

Seks slår armene omkring sine knæ og kigger ud ad togets vindue på et eller andet tilfældigt punkt.

„Selvfølgelig er det en trøst,“ siger jeg og ønsker at jeg havde modet til at rejse mig og gå hen og holde om hende.

Til min overraskelse er Sam modig nok til det. Han rejser sig og går over til hende. Han siger ikke et ord, men sætter sig bare ved siden af hende og slår ud med armene. Seks begraver ansigtet i Sams skulder og græder.

Efter et stykke tid trækker hun sig tilbage og tørrer sine kinder. „Da Katarina var død prøvede de alt, og jeg mener alt, for at dræbe mig. Strøm, drukning, sprængstof. De sprøjtede cyanid ind i mig som ikke påvirkede mig det mindste – jeg kunne ikke engang mærke nålen. De kastede mig ind i et rum og fyldte det med giftgas, men for mig var det som den reneste luft. Den mogadorianer som trykkede på knappen på den anden side af døren døde til gengæld i løbet af få sekunder.“ Seks tørrer sig endnu en gang på kinden med bagsiden af sin hånd. „Det er mærkeligt at tænke på at jeg dræbte flere mogadorianere da jeg var i fangenskab end jeg gjorde på skolen i Ohio. Til sidst kastede de mig i en anden celle og jeg tror deres plan var at beholde mig der indtil de havde dræbt Nummer Tre til Syv.

„Jeg kan godt lide at du fortalte dem du var Nummer Otte,“ siger Sam.

„Jeg har det dårligt med det nu. Det er som om jeg plettede Katarinas minde, eller den rigtige Nummer Otte.“

Sam lægger begge sine hænder på hendes skuldre. „Sådan må du ikke tænke, Seks.“

„Hvor lang tid var du derinde?“ spørger jeg.

„185 dage. Tror jeg nok.“

Jeg måber. Mere end et halvt år i fangenskab, fuldstændig alene, hvor hun bare ventede på at blive dræbt. „Det er jeg ked af at høre, Seks.“

„Jeg bad og ventede bare på at mine Evner skulle udvikle sig så jeg kunne komme ud derfra. Og så en dag kom den første endelig. Det var efter morgenmaden. Jeg kiggede ned og opdagede at min hånd var forsvundet. Først blev jeg selvfølgelig vildt bange, men så gik det op for mig at jeg stadig kunne mærke min hånd, og jeg havde ikke noget problem da jeg forsøgte at løfte en ske. Så forstod jeg hvad der var ved at ske – og usynlighed var lige det jeg skulle bruge for at slippe fri.“

Måden som det var startet på for Seks, var altså ikke meget anderledes fra min egen oplevelse, da min hånd var begyndt at lyse midt i første time på skolen i Paradise.

To dage senere var det lykkedes for Seks at gøre sig helt usynlig, og da maden blev serveret den dag og vagten åbnede lemmen for at skubbe hendes måltid ind, så han en tom celle. Han kiggede sig febrilsk omkring og slog så alarmen til som sendte et gennemtrængende hyl gennem grotten. Jerndøren blev flået op og fire mogadorianere løb ind. Mens de stod der og så helt forbløffede ud og forsøgte at regne ud hvordan hun var undsluppet, smuttede hun forbi dem ud ad døren, løb ned ad gangen og så grotten for første gang.

Den var enorm. Et labyrintisk netværk af lange, mørke og fugtige tunneler. Der var kameraer overalt. Hun var kommet forbi tykke glasvinduer ind til laboratorielignende rum som var meget rene og oplyste. De mogadorianere som stod derinde havde hvide kitler og beskyttelsesbriller på, men hun var løbet forbi så hurtigt at hun ikke kunne se hvad de foretog sig. Der var også et kæmpe rum med omkring tusinde computerskærme, og foran hver eneste skærm stod en mogadorianer. Seks gik ud fra at de ledte efter spor om os. Præcis som Henri, tænkte jeg. Langs en tunnel var en masse ståldøre som hun var sikker på førte ind til andre fanger. Men hun skyndte sig videre da hun vidste at hendes Evne ikke var fuldt udviklet, og hun var rædselsslagen over ikke at vide hvor lang tid hun kunne forblive usynlig. Alarmen blev ved med at hyle. Til sidst nåede hun til hjertet af bjerget, en enorm hal, 800-900 meter bred og så mørk at man kun kunne skimte den modsatte ende.

Luften var tæt og beklumret og Seks svedte allerede. Langs væggene og loftet var der anbragt store træbjælker for at forhindre at grotten skulle styrte sammen, og der var indhugget snævre afsatser i klippevæggen ind til de mange tunnelindgange. Ovenover så hun flere lange buede broer, hugget ud af selve bjerget, så man kunne komme fra den ene side af det enorme rum til den anden.

Hun pressede sig ind mod et klippefremspring og kiggede febrilsk til den ene og så den anden side for at finde en vej ud. Der syntes at være et uendeligt antal gange. Det var overvældende, og hun kunne ikke finde noget der så lovende ud i grottens mørke. Men så fik hun pludselig øje på noget – en smal, bleg lysstribe for enden af en af de bredere tunneler. Lige inden hun skulle til at klatre op på en træbjælke for at nå op til den stenbro der førte til tunnelen, fik hun øje på noget andet – den mogadorianer som havde dræbt Katarina. Hun kunne ikke lade ham slippe. Hun fulgte efter ham.

Han gik ind i det rum hvor han havde dræbt Katarina.

„Jeg gik direkte hen til hans instrumentbord, tog den skarpeste klinge jeg så, greb fat i ham bagfra og skar halsen over på ham. Og mens jeg stod og så blodet sprøjte ud og løbe ned på gulvet og han blev til aske kort tid efter, fangede jeg mig selv i at ønske jeg kunne have dræbt ham lidt langsommere, eller måske en gang til.“

„Hvad gjorde du da du endelig kom ud?“ spørger jeg.

„Jeg vandrede op ad bjerget der lå modsat grotten, og da jeg var kommet op til toppen stirrede jeg ned på grotten i en time for at indprente mig hver detalje. Derefter løb jeg omkring otte kilometer ned til den nærmeste vej og sørgede for at lave en mental note om alt hvad jeg passerede. Så snart jeg nåede ned til vejen sprang jeg op på ladet af en bil der kørte langsomt forbi. Da den standsede et par kilometer længere nede ad vejen for at fylde benzin på, stjal jeg hans vejkort, en notesblok og et par kuglepenne fra hans bil. Nå ja, og en pose chips.“

„Lækkert! Hvad for nogen chips?“ spørger Sam.

„Helt ærligt,“ siger jeg.

„Hvad?“

„Det var barbecue, Sam. Jeg indførte grottens placering på det kort jeg viste jer på motellet, og på notesblokken tegnede jeg en rute ud fra alt det jeg kunne huske, sådan at enhver der læste det ville kunne finde frem til indgangen. Jeg gik lidt i panik og gemte tegningen et sted ikke så langt fra byen, men jeg beholdt kortet. Så stjal jeg en bil og kørte direkte til Arkansas, men på det tidspunkt var min kiste selvfølgelig blevet taget.“

„Det er jeg ked af at høre, Seks.“

„Også mig,“ siger hun. „Men de kan alligevel ikke åbne den uden mig. Måske får jeg den tilbage en dag.“

„I det mindste har vi stadig min,“ siger jeg.

„Du burde snart åbne den,“ siger hun, og jeg ved at hun har ret. Jeg burde allerede have åbnet den. Hvad der end er i den kiste, ligegyldigt hvilke hemmeligheder der gemmer sig i den, var det noget Henri ønskede at jeg skulle kende til. Hemmelighederne. Kisten. Det havde han hvisket til mig med sit sidste åndedrag. Jeg føler mig dum fordi jeg har udskudt det så længe, men jeg har på fornemmelsen at indholdet i den kiste vil sende os alle fire af sted på en lang, sej rejse.

„Det gør jeg også,“ siger jeg. „Lad os bare lige først komme af det her tog og finde et sikkert sted.“