Kapitel 30

Skuddene får mine ører til at ringe lang tid efter de er holdt op. Det ryger fra pistolløbet, men Crayton spilder ikke tiden og lader øjeblikkeligt våbnet igen. De mange askebunker har skabt en tyk tåge i luften. Ella og jeg står og venter bag Crayton. Han holder pistolen hævet og sin finger på aftrækkeren. En mogadorianer dukker frem i indgangen med et gevær i hænderne, men Crayton er hurtigst, skyder ham midt over og sender kroppen baglæns i en flyvende bue. De to dele af mogadorianeren eksploderer inden de rammer væggen. Endnu en fjende hopper frem. Han holder et våben af samme blinkende slags som skød et hul i min skulder tidligere, men Crayton ordner ham inden han kan affyre det.

„Nå, nu ved de da hvor vi er. Kom så!“ råber Crayton og løber frem og ned ad trapperne før jeg kan nå at tilbyde at svæve os ud ad vinduet. Ella og jeg følger efter og holder stadig hinanden i hænderne. Crayton stopper efter den anden runding på vindeltrappen og holder sig for øjnene. „Der er for meget aske i mine øjne,“ siger han. „Jeg kan ikke se noget. Marina, du fører an. Hvis der dukker nogen op så råb og løb om bag mig.“

Jeg holder kisten under min venstre arm og Ella bliver i midten og holder både mig og Crayton i hånden. Jeg fører dem ned og når lige at komme ud af den ødelagte egetræsdør inden tårnet eksploderer over os.

Jeg skriger, dukker mig og hiver Ella med ned. Crayton begynder instinktivt at skyde. Pistolen kan affyres hurtigt — otte til ti kugler i sekundet, og jeg ser en hel række mogadorianere kollapse. Crayton stopper med at skyde.

„Marina?“ spørger han og nikker i min retning uden at se mig.

Jeg vender mig om og kigger på den askefyldte gang. „Jeg tror her er fri bane,“ siger jeg, men lige så snart det sidste ord har forladt min mund, springer en mogadorianer ud fra en indgang og skyder mod os. En hvid kugle farer imod os, blændende skarp. Vi kaster os til gulvet i sidste øjeblik og undgår den sikre død. Crayton er hurtig til at løfte pistolen og skyder en salve mod mogadorianeren som dør med det samme.

Jeg fører an igen. Jeg har ingen idé om hvor mange Crayton lige har dræbt, men asken ligger i store bunker overalt på gulvet og dækker vores fødder og ankler. Vi standser ved trappens øverste trin. Lyset fra vinduerne skinner sløret gennem asketågen mens Crayton får gnedet asken ud af sine øjne. Han fører atter an og holder pistolen tæt ind mod sit bryst mens han gemmer sig i hjørnet ved siden af døråbningen. Nu er disse trin, en kort gang, det bagerste af kirken og klostergården det eneste der ligger mellem os og verden udenfor. Crayton trækker vejret dybt, nikker, vender sig om og sigter med pistolen. Men der er ingen at skyde på.

„Kom,“ brummer han.

Vi følger efter og han fører os gennem kirkens bagerste del, som er kulsort efter branden. Jeg når at få et glimt af Adelinas lig som ser lille ud på denne afstand. Det gør ondt at se hende. Vær modig, Marina, lyder hendes ord i mit hoved.

En eksplosion rammer ydermuren på vores højre side, og murstenene falder ind mod os. Jeg løfter instinktivt min hånd og sørger for at ingen af dem rammer Ella eller mig. Men Crayton bliver ramt, og han bliver slået ind mod muren og falder ned med et støn. Pistolen ryger ud af hans hånd og glider hen ad gulvet. En mogadorianer kommer gående ind gennem hullet i væggen. Han har et af deres geværer i hånden, og i én glidende bevægelse skubber jeg mogadorianeren tilbage med min telekinese, lader Craytons pistol flyve op i min hånd og affyrer den. Rekylkraften er langt stærkere end jeg havde forventet og jeg taber næsten pistolen, men jeg kommer mig hurtigt og skyder videre til mogadorianeren er død.

„Her,“ siger jeg og giver pistolen til Ella. Jeg kan se på den naturlige måde hun håndterer den at det ikke er første gang hun holder et våben.

Jeg løber hen til Crayton. Hans arm er brækket og der løber blod fra sår i hans ansigt og hoved, men hans øjne er stadig åbne og han virker nærværende. Jeg tager fat om hans håndled og lukker mine øjne. Kulden breder sig gennem min krop og videre til Craytons. Jeg ser knoglerne rykke sig under hans hud og sårene lukke sig. Hans bryst skydes ud og trækker sig sammen igen så voldsomt at jeg er bange for at hans lunger falder sammen, men så bliver han rolig. Han sætter sig op og bevæger sin arm ubesværet.

„Godt gjort,“ siger han.

Han tager pistolen fra Ella, og vi kravler ud gennem hullet i væggen til Santa Teresas klostergård. Jeg ser ingen personer, mens Ella og jeg løber over gården og ud gennem jernlågen og Crayton svinger sin pistol frem og tilbage, på udkig efter fjender. Ud af øjenkrogen får jeg øje på et rødt lysglimt fra katedralens tag. Det er en raket som har kurs mod Crayton. Jeg kigger på rakettens spids, løfter min hånd og koncentrerer mig mere end nogensinde. I sidste øjeblik får jeg ændret dens bane en anelse så den i stedet flyver ind i bjergsiden lidt uden for klostrets mure. Crayton skynder på os, og mens vi løber gennem porten kigger han sig konstant omkring med pistolen klar. Han stopper brat og vender sig om.

Han ryster på hovedet. Bag os kan vi høre døren til kirken blive åbnet.

„Han er her ikke,“ siger Crayton og lige idet han skal til at vende sig og skyde videre, hører vi den skingre lyd af hjulspind. Regnslaget der havde skjult bilen falder af, og bagenden skrider ud da Héctor med vilde øjne trykker speederen i bund. Han kommer drønende mod os og bremser hårdt op da han er lige ud for os. Bilen standser brat og Héctor læner sig over og river døren i passagersiden op. Jeg kastet kisten ind ved siden af Héctor, og Ella og jeg hopper ind. Crayton bliver ude for at affyre en sidste salve mod de fremstormende mogadorianere. Flere af dem falder døde til jorden, men der er alt for mange til at Crayton kan standse dem. Han smider sig ind på bagsædet, og smækker døren i. Hjulene hviner mod brostenene og vi hører lyden af endnu en raket, men endelig får hjulene fat og vi drøner ned ad Calle Principal.

„Jeg elsker dig, Héctor,“ siger jeg. Jeg kan ikke holde det tilbage for synet af ham bag rattet fylder mig med så meget varme at jeg koger over af glæde.

„Jeg elsker også dig, Marina. Jeg har altid sagt til dig, bare hold dig til Héctor Ricardo, han skal nok tage sig af dig.“

„Det har jeg aldrig tvivlet på,“ siger jeg, selvom det er løgn for jeg tvivlede på det i morges.

Vi når ned for enden ad bakken og suser forbi alle byskiltene.

Jeg vender mig og kigger ud ad bagruden på Santa Teresa, som hastigt bliver mindre. Jeg ved at det er sidste gang jeg nogensinde får det at se, og selvom jeg har ventet flere år på at komme væk fra det sted, så har det nu fået en ny betydning for mig, som Adelinas sidste hvilested. Efter få minutter har vi forladt byen.

„Tak, señorita Marina,“ siger Héctor.

„For hvad?“

„Jeg ved at det var dig der helbredte min mor. Hun fortalte mig at det var dig, hendes lille engel. Det vil jeg aldrig kunne gengælde.“

„Det har du allerede, Héctor. Jeg var glad for at kunne hjælpe.“

Han ryster på hovedet. „Nej, det har jeg ikke, men du kan tro jeg vil forsøge.“

Mens Crayton fylder ammunitionshylstrene og lader pistolerne, styrer Héctor bilen hen ad den snoede og uberegnelige vej med de mange skarpe sving. Men på trods af vores fart går der ikke lang tid før vi ser en samling køretøjer i horisonten bag os.

„Tag jer ikke af dem,“ siger Crayton. „Bare sørg for at vi kommer ned til søen.“

Selvom vi kører af sted med en afsindig fart kommer mogadorianernes konvoj stadig tættere på. Efter ti minutter flyver et lysglimt hen over bilen og eksploderer i landskabet foran os. Héctor dukker instinktivt hovedet

„Gode gud!“ udbryder han.

Crayton vender sig om, smadrer bagruden med pistolskaftet og begynder at skyde. Bilen der er tættest på os vælter forover og lander med bunden i vejret, og vi bryder ud i spontan jubel.

„Så skal de nok holde lidt afstand,“ siger Crayton og genlader.

Og det gør de også i et par minutter, men i takt med at vejen bliver stadig mere ujævn og vrider sig i stejle dyk ned ad bjerget indhenter de os igen. Héctor mumler små eder for sig selv ved hvert livsfarligt sving og holder speederen i bund mens bilens baghjul skrider faretruende ud over vejkanten.

„Pas på, Héctor,“ siger Crayton. „Vi skal helst ikke dø før vi når frem. Giv os en chance.“

„Héctor har styr på det,“ svarer Héctor, men det lader ikke til at berolige Crayton som holder krampagtigt om forsædets hovedstøtte.

Vores eneste redning er vejens konstante sving som forhindrer mogadorianerne i at komme på skudhold, selvom de alligevel prøver.

Da vi tager et usædvanligt skarpt sving kan Héctor ikke nå at dreje hurtigt nok, og vi ryger ud over kanten. Vi styrter ud over den tæt bevoksede bjergside og smadrer igennem buske, små træer og over og ind i sten. Vi undgår kun akkurat de større træer. Ella og jeg skriger. Crayton råber da han bliver kastet forover og ind i forruden. Héctor siger ikke et ord, men klemmer tænderne sammen og styrer os uden om forhindringerne indtil vi mirakuløst lander på en anden vej. Bilens motorhjelm er næsten totalt smadret og det ryger op af den, men motoren kører stadig.

„Det her er en ... øh ... genvej,“ siger Héctor. Han træder på speederen og snart buldrer vi videre hen ad vejen.

„Jeg tror vi rystede dem af os,“ siger Crayton og kigger op ad bjerget.

Jeg klapper Héctor på skulderen og griner. Crayton stikker pistolen ud ad bagruden og venter.

Efter et stykke tid kommer søen til syne. Jeg undrer mig over hvorfor Crayton sætter så meget lid til den.

„Hvorfor er det så vigtigt at nå hen til søen?“ spørger jeg.

„Du tror vel ikke Ella var den eneste jeg tog med for at finde dig, vel?“

Jeg overvejer at sige til ham, at for et par timer siden troede jeg han var kommet for at dræbe mig, men så dukker mogadorianerne op igen på vejen bag os, og Crayton vender sig om. Héctor kigger nervøst i bakspejlet.

„Det bliver tæt det her,“ siger Crayton.

„Vi skal nok klare det, far,“ siger Ella og kigger på Crayton. Det varmer mit hjerte at høre hende kalde ham det. Han smiler til hende og nikker. Ella holder hårdere om min hånd. „Du vil elske Olivia,“ siger hun.

„Hvem er Olivia?“ spørger jeg, men hun får ikke en chance for at svare før vejen drejer skarpt og skråner voldsomt ned mod søen. Jeg kan mærke at Ella spænder i hele sin krop mens jeg holder om hende, da vejen ender. Héctor letter dårligt nok sin fod fra speederen idet vi kører gennem et ståltrådshegn som omkranser søen. Vi rammer et lille bump, alle bilens fire hjul slipper jorden, vi lander igen med et mindre brag og slingrer videre. Héctor styrer direkte mod vandet, men lige inden vi når det træder han bremserne i bund og standser. Crayton skubber bildøren op med sin skulder, løber ned mod søen og ud i vandet indtil det når ham til knæene. Mens han stadig holder pistolen i sin venstre hånd, kaster han en genstand så langt han kan med sin højre mens han mumler noget på et sprog jeg ikke forstår.

„Kom nu!“ råber han og vifter sin arm i vejret som en opfordring. „Kom nu, Olivia!“

Héctor, Ella og jeg løber ned til vandkanten. Jeg har kisten under armen. Jeg lægger med det samme mærke til at søens midte er begyndt at bølge og boble.

„Marina, ved du hvad en kimære er?“ spørger Crayton mens han kommer hen mod os.

Men jeg når ikke at svare, for et enkelt mogadoriansk køretøj dukker op, en tankagtig Humvee med et gevær på taget, og suser ned ad bakken. Det kører lige mod os og Crayton tømmer sit magasin mod forruden. Føreren mister kontrollen over bilen og den smadrer ind i Héctors bil bagfra. Der lyder et øredøvende brag, efterfulgt af lyden af smadret metal og knust glas. Ti-tolv andre mogadorianske køretøjer kommer drønende ned ad bakken og begynder at skyde, og verden omkring os fyldes pludselig med ild og røg mens flere eksplosioner lyder langs søkanten. Vi kaster os alle fire ned på jorden. Sand og vand falder ned over os og vi kommer på fødderne igen. Crayton griber fat i min krave.

„Kom væk herfra!“ råber han.

Jeg tager Ellas hånd og vi løber så hurtigt vi kan rundt om søens venstre bred. Crayton begynder at skyde, men jeg hører to pistoler og kan kun håbe på at den anden tilhører Héctor.

Ella kan godt følge med mig, og vores fødder klasker mod de våde sten i vandkanten. Lyden af pistolskud klinger stadig i luften, men standser pludseligt, og et vældigt dyrisk brøl lyder over os og får mig til at vende mig om og kigge. Væsnet der har frembragt sådan en rædselsvækkende lyd kan ikke være fra denne verden. En lang, muskuløs hals med glinsende grå hud skyder tyve til femogtyve meter op af vandet. For enden af halsen sidder et gigantisk øglehoved, og da jeg kigger op åbner dyret sin mund og viser to rækker af enorme, sylespidse tænder.

„Olivia!“ jubler Ella.

Olivia lægger hovedet tilbage og udstøder endnu et øredøvende brøl og midt i det blandes det med lyden af en masse lyse, skingre bjæf oppe fra bjerget. Jeg kigger op og ser en masse små bæster som kommer farende ned mod søen.

Jeg gisper. „Hvad er det?“ spørger jeg Ella.

„Krauler,“ svarer hun. „Mange af dem.“

Hele Olivias hals stikker op af vandet, tres meter høj, og nu følger resten af hendes krop. Mogadorianerne skyder øjeblikkeligt på hende og Olivia slår sit gigantiske hoved ned på klynger af dem og skaber store bunker af aske. Jeg kan se Héctors og Craytons mørke silhuetter og de skyder begge to på livet løs. Mogadorianerne trækker sig tilbage mens hundredvis af krauler løber ud i søen og begynder at svømme hen mod Olivia. Væsnerne springer op af vandet og angriber hende. Mange af dem klatrer op af Olivia hals og slår kløerne i hendes hals. Snart er søen fyldt med blod.

„Nej,“ skriger Ella.

Hun prøver at løbe tilbage, men jeg tager fat i hendes arm.

„Vi kan ikke gå tilbage,“ siger jeg.

„Olivia!“

„Det ville være selvmord, Ella. Der er for mange.“

Olivia brøler i smerte. Hun slår sit hoved frem og tilbage og mod siderne i et forsøg på at knuse eller bide de sorte krauler der har dækket hende som et tæppe. Crayton løfter sin pistol mod kraulerne, men skyder ikke da det går op for ham at han sandsynligvis ville ramme Olivia. I stedet skyder han og Héctor mod den hær af mogadorianere der forbereder sig på et nyt angreb.

Olivia svajer fra side til side, hyler mod bjergene og trækker sig så tilbage til midten af søen hvor hun langsomt synker ned i det blodrøde vand. Kraulerne hopper af hende og svømmer tilbage mod søbredden.

„Nej!“ hører jeg Crayton råbe. Jeg ser ham begynde at vade ud i vandet, men Héctor hiver ham tilbage til bredden.

„Duk dig!“ skriger Ella og hiver mig i armen. Et vindstød suser over os. En kæmpe, sort hov tramper ned i jorden lige ved siden af mig, og jeg kigger op og ser et hornet uhyre. Dets hoved er lige så stort som Héctors bil, og da monstret brøler, slår mit hår ind mod mit ansigt.

„Kom!“ råber jeg og vi løber ind mod træerne på bjergsiden.

„Vi skal dele os op,“ siger Ella. Jeg nikker og sætter kurs mod et ældgammelt birketræ med krogede grene. Jeg sætter kisten på jorden og uden helt at vide hvorfor løfter jeg mine hænder og trækker dem fra hinanden. Til min store overraskelse deler birketræet sig i to og skaber et hulrum der er lige akkurat stort nok til at gemme to personer og en kiste.

Jeg kigger mig over skulderen og ser Ella blive jaget gennem en tæt klynge træer. Jeg smider kisten ind i hulrummet, og med min telekinese løfter jeg to små træer og kaster dem som missiler mod monstret. De splintrer mod dens mørke hud med et højt knald og tvinger dyret i knæ. Jeg løber hen, griber Ellas hånd og hiver hende hen mod gemmestedet.

„Træet, Ella, gem dig derinde!“ råber jeg. Hun sætter sig oven på kisten og prøver at gøre sig så lille som muligt ved at krympe til en yngre alder.

„Det er en piken, Marina, skynd dig herind!“ beder hun, og inden hun kan nå at sige mere lukker jeg hullet i træet og efterlader kun en lille revne hun kan se igennem.

„Undskyld,“ siger jeg gennem revnen og håber at monstret ikke har set hvor jeg har gemt kisten og min ven.

Jeg vender mig, løber og forsøger at lede pikenen væk fra stedet. Den indhenter mig dog hurtigt og giver mig et slag i ryggen. Slagets kraft er chokerende hårdt og jeg bliver kastet forover og falder ned af en skrænt indtil det lykkes mig at slå armene omkring en stor sten. Jeg kigger mig over skulderen og ser at jeg er mindre end en meter fra en stejl kløft.

Pikenen kommer frem øverst oppe på skrænten. Den lunter af sted langs kanten indtil den står direkte oven over mig. Den brøler så højt at jeg slet ikke kan tænke. Jeg hører Ella råbe mit navn langt væk, men jeg kan dårligt nok få vejret og slet ikke råbe tilbage.

Dyret begynder at gå ned ad skrænten. Jeg løfter min arm, trækker et lille tyndt træ op ved rode og kaster det mod bæstet. Træet spidder dens brystkasse og det er nok til at den mister sit fodfæste. Den falder og begynder at glide brølende ned mod mig. Jeg lukker øjnene og venter på at den rammer mig, men i stedet for at styrte ind i mig rammer den stenen jeg holder fast i og bliver kastet over mig. Jeg vender hovedet og ser det enorme dyr styrte i døden.

Da jeg endelig er i stand til at koncentrere mig nok, svæver jeg op fra skrænten. Jeg skynder mig tilbage mod birketræerne, mod Ella og kisten, og hører geværskuddet et splitsekund før det rammer mig. Smerten er meget voldsommere end jeg nogensinde har oplevet før, og det eneste jeg kan se for mine øjne er røde og hvide pletter. Jeg vrider mig i smerte og ruller rundt på græsset.

„Marina!“ hører jeg endnu en gang Ella skrige.

Jeg ruller om på ryggen og kigger op på himlen. Blodet drypper ud af min mund og næse. Jeg kan smage det. Jeg kan lugte det. Jeg lægger mærke til et par fugle som cirkler over mig. Mens jeg ligger og venter på at dø, ser jeg et par kolossale, tunge, mørke skyer drive hen over den blå himmel. Skyerne glider ind over hinanden og pulserer som om de var levende mens tordenen brager. Et øjeblik tror jeg at jeg hallucinerer, ser syner på grund af min tilstand, men så bliver jeg ramt i ansigtet af en stor regndråbe. Jeg blinker, og en ny dråbe rammer mig lige i panden. Et lyn deler himlen.

En stor mogadorianer i en sortgylden rustning står og smiler over mig. Han presser sit gevær mod min pande og spytter på jorden, men før han skyder kigger han op på den truende himmel. Jeg skynder mig at sætte mine fingre på det gabende sår i min mave og mærker den velkendte kulde strømme under min hud. Himlen er blevet til et solidt, sort loft, og så begynder regnen at styrte ned.