36 Man kan med nogen ret sige, at Madsen faktisk beskriver et utopisk samfund – eller måske endda et utopisk og dystopisk samfund på en og samme gang (se Petersen 2019).
37 Der findes naturligvis modsatrettede betragtninger. Som Jonathan Wichmann har skrevet, fungerer kedsomheden for Jørgen Leth som en drivkraft i hans forfattervirksomhed – ja, faktisk opfatter Leth kedsomheden som et privilegium, som man “bør glæde sig over og tage vare på” (Wichmann 2007, 8).
38 Alle oversættelser, hvor der ikke findes officielle danske oversættelser, er mine egne.
39 Et andet sted har jeg (se Petersen 2020) analyseret vor tids lykkejagt som en produktiv og dynamisk ideologi, hvis fornemste drivmiddel er helt særlige og specifikke sociale regler og normer.
40 Her kunne man indvende, at der eksisterer en aktuel diskurs om det sunde i at kede sig: At det er godt for en. Jeg vil dog mene, at den skitserede antagelse er stærkere end denne moddiskurs, og at den eksistentielle kedsomhed – som jeg vil berøre i det afsnit – ikke kan betragtes som en sund form for kedsomhed.
41 Man må naturligvis i denne sammenhæng gøre opmærksom på, at sociologiens klassikere ikke alene var kritiske i deres analytiske tilgang, men også deskriptive, ligesom det er vigtigt at slå fast, at deres kritiske tilgange ingenlunde var ensartede. Hver især fokuserede de på noget forskelligt, når de hvæssede pennen og rettede deres kritiske blik mod det modernes genvordigheder.
42 Man kan nok tale om, at en særlig variant af positivismen oplever en sociologisk opblomstring for tiden, hvor især den kvantitative sociologi – og dermed alt, hvad der kan tælles, måles og vejes – har forrang for den kvalitative, fortolkende og verstehende sociologi. At jeg begræder denne udvikling, vil jeg ikke lægge skjul på!
43 Måske kan man drage paralleller til den kritiske frankfurterskole, hvor det ofte drejer sig om at formulere de samfundsmæssige betingelser for etableringen af det gode liv. Dette er imidlertid ikke stedet for den sammenligning.
44 Peter Conrad har en noget anden tolkning af kedsomhedens moderne forankring. Han skriver: “Kedsomhed er muligvis en af modernitetens plager, men i de menneskelige problemers pantheon udgør den dog et relativt beskedent irritationsmoment. Den er blevet … et vokabularium for utilfredshed, der peger i retning af en slags fremmedgørelse fra nuet. Den minder os om, at det bedste, vi kan gøre, er at forsøge at gøre vore liv interessante” (Conrad 1997, 474).
45 Hvis en kedelig situation afløser en kedelig situation osv., er der ikke længere tale om situativ kedsomhed.
46 Selvom dette – som vi så – er kernen i Svend Åge Madsens skildring af udskiftningssamfundet, er der umiddelbart ikke forskningsmæssig belæg for, at gentagelsen, eller for den sags skyld monotonien, i sig selv kan karakteriseres som kedelig (se blandt andet Mikulas & Vodanovich 1993; Bargdill 2000).