Hvad skal lykken gøre godt for?

Søren Harnow Klausen

Det kan virke besynderligt, ja nærmest paradoksalt at sætte spørgsmålstegn ved lykkens værdi. Lykken er traditionelt blevet anset for det eneste, som helt åbenlyst og ubestrideligt har værdi i sig selv. Det er almindeligt at tænke som Aristoteles, der forstod rigdom, anseelse, helbred og andre ellers stærkt eftertragtede ting som blot mulige midler til lykken, og dermed noget der kun har afledt eller “instrumentel” værdi (Etikken 1097a15-b2). Selv om mange i nyere tid har været mere forsigtige med at tillægge noget absolut værdi, og en del har argumenteret for, at der er andre, i nogle henseender mere fundamentale, værdier (for eksempel det moralsk rigtige), bruges lykken – eller lykkelignende begreber om “velbefindende” – fortsat som mønstereksempel på noget, der – i alt fald umiddelbart – virker godt og positivt i (se eksempelvis Scanlon 1992; Kagan 1998).

Alligevel er lykkens værdi ofte blevet draget i tvivl. I de seneste år har førende intellektuelle i ind- og udland ytret kritik af lykkeidealet og jagten på lykke (Schmidt 2011; Segal 2013; Žižek 2014; Brinkmann 2016). Både inden for populærfilosofien (Albæk 2018) og de mere seriøse dele af fagfilosofien (Wolf 2010) har man argumenteret for, at lykke er overvurderet og bør nedprioriteres til fordel for mening. Der er imidlertid en meget længere tradition for at indtage en ambivalent indstilling til lykken. I historiens løb har mange anerkendt dens positive “udstråling” og tilsyneladende kvaliteter, men ud fra en slags metavurdering tilføjet, at det måske ikke er så godt, at den virker så god. De har ment, at netop fordi lykken er så umiddelbart tiltalende, er den også farlig – fristende, opmærksomhedsfordrejende og potentielt karakterødelæggende, ikke ulig visse rusmidler. Bekymringen har måske været mest udtalt i de religiøse traditioner – som ganske vist gerne kredser om den himmelske lykke, men til gengæld advarer mod at gå for meget op i den jordiske. Men synspunktet lever videre i sekulære varianter. Mange har således været bekymrede for, at velfærdsstaten skulle gøre borgerne for magelige, og at tilfredshed og bekvemmelighed skulle gå ud over kreativiteten eller den kritiske bevidsthed (Klausen 2010). Henrik Pontoppidan, hvis forfatterskab kredser om lykkens værdi og mulige former, og som i øvrigt var god til at se det hykleriske i, at andre privilegerede forfattere sværmede for at leve “fra hånden og i munden” (Pontoppidan 1994, 41ff.), følte sig stødt over “tidens tørst efter glæde” og fandt det bedre, om tiden “tvang sin natur og fuldførte det arbejde der venter på den” (Pontoppidan 1994, 84).

En anden form for ambivalens kommer til udtryk hos dem, der mener, at lykken nok bør anerkendes som et grundlæggende formål med tilværelsen, men ikke af den grund bør være et konkret mål eller en praktisk målsætning. John Stuart Mill formulerede, hvad der er blevet kendt som lykkeparadokset, og senere gentaget i mange varianter: Vil man være lykkelig, hvilket man rigtig nok gør klogt i, fordi det egentlig er det bedste, bør man ikke stræbe efter lykken.34 Den bevidste og målrettede bestræbelse på at blive lykkelig forhindrer en i at finde ro og tilfredshed i tilværelsen (Mill 1989; se også Brinkmann 2017).

Endelig er der spørgsmålet om lykkens instrumentelle værdi. I aktuelle diskussioner af samfundstendenser og værdier virker det ofte, som om man glemmer, at de samme ting både kan have værdi i sig selv og instrumentel værdi (se Brinkmann 2016). (Undertiden drejer det sig nok om, at man reagerer på en angivelig tendens til at overdrive den instrumentelle værdi, uden at man afviser den – men reaktionen fører til en tilsvarende overdrivelse af egenværdien og de facto ignorering af den instrumentelle værdi). De store filosoffer har derimod været meget opmærksomme på det (se især Platons Staten 357c; sml. også Kants tredje formulering af sit kategoriske imperativ, som ingenlunde forbyder at bruge andre mennesker som midler – det ville jo være fuldstændigt umuligt – men blot minder om, at de også skal behandles som mål i sig selv (Kant 1993, BA 66f.)).

Det forholder sig ligeså med lykken. Den er formentlig et gode i sig selv, men antages også at have instrumentel værdi. Hvorvidt dens instrumentelle værdi primært er positiv eller negativ, er et mere et åbent spørgsmål. Det synes åbenlyst, at mange interesserer sig for andres velbefindende ikke så meget for deres egen skyld, men for deres evne til at præstere på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet, for at de ikke skal ligge samfundet til last og så videre – hvilket der for øvrigt ikke behøver være noget galt med; igen skal man huske på, at vi ikke kan komme uden om at bruge andre mennesker som midler. Man har også argumenteret for, at lykken er en forudsætning for at kunne handle moralsk (Kant 1993, BA12; jævnfør Klausen 2018, 15). Desuden skal en god del af de sammenhænge mellem lykke og andre omstændigheder, som den empiriske forskning har påvist, formentlig tolkes ikke (kun) som tegn på, at omstændighederne gør lykkelige, men også omvendt, som tegn på at lykke fører andre fordele med sig. For eksempel er lykkelige mennesker mere eftertragtede som partnere eller venner, hvilket delvist kan forklare den tilsyneladende positive sammenhæng mellem lykke og ægte- og andre former for partnerskab (Nettle 2005, 81).

Som antydet ovenfor tillægger mange dog også lykken negativ instrumentel værdi. Den kan være god nok for den, der har den, så længe det varer, men mindre god både for individets egen langtidslykke og for fællesskabet. Sætter man for meget pris på lykken, bliver man blødsøden og egoistisk. Lykken tillægges også negativ instrumentel værdi i kraft af at være misforståelig. Selv om lykken i sig selv måske ikke handler om status, præstation, forbrug eller hurtige oplevelser, viser erfaringen, at man ved at propagere lykkeidealet i praksis ofte får folk til at lægge vægt på disse ting. Det kan, helt uafhængigt af hvad lykke ret forstået handler om, føre til præstationsræs og materialisme, hvilket de fleste er enige om, ikke er befordrende for lykken. Dette kan, i lighed med Mills lykkeparadoks, begrunde, at man går stille med sandheden og taler mere om konkrete værdier – bestemte aktiviteter og livsindhold – der ikke på samme måde som lykken kan misforstås.

Så vidt en første oversigt over de forskellige facetter af problemet og hovedpositioner i diskussionen. I det følgende vil jeg nøjere analysere de grunde, man giver – og har givet – for at vurdere lykken forskelligt. Jeg har betydelig forståelse for, at man kan være mere forbeholden eller endog kritisk. Lykke er et komplekst og vanskeligt begreb, og selve lykken bør også behandles med omtanke og forsigtighed. Alligevel vil jeg argumentere for, at lykken både har værdi i sig selv og overvejende positiv instrumentel værdi. Den er noget, vi skal være glade, snarere end bange for; den er noget, vi bør søge og fremhæve, snarere end at sky eller negligere.

Indledende begrebslige bestemmelser: Lykke, velbefindende og det gode liv

Meget kommer an på, hvad man nærmere forstår ved lykke. Jeg har argumenteret for, at det kritiske syn på lykken i høj grad bygger på en misforståelse af lykkens natur og funktion (Klausen 2018). Det er dog muligt at diskutere, hvordan og hvorvidt lykken bør værdsættes uden at lægge sig fast på en meget bestemt opfattelse, og i alt fald uden at give en detaljeret indholdsmæssig bestemmelse. Men følgende begrebslige præciseringer kan forhåbentlig gøre det klarere, hvad diskussionen i det hele taget drejer sig om: Ved lykke forstår jeg en omfattende og langvarig tilstand, som et individ kan befinde sig i. Det vil sige, at jeg taler om lykke i en betydning svarende til den, der kommer til udtryk i sætninger som: “Hun var lykkelig, så længe børnene var små” eller “De levede lykkeligt til deres dages ende”. Jeg vil se bort fra andre begreber om lykke som kortvarig og/eller oplevelse (jævnfør en sætning som: “Hun havde aldrig følt sig så lykkelig som netop da”). Jeg forstår endvidere lykke som en psykologisk og subjektiv tilstand, der primært har at gøre med, hvordan individet opfatter eller oplever sit liv. Det handler både om en overordnet indstilling, altså hvordan man vurderer eller “opgør” sit liv, og en mere umiddelbar erfaring af ting, der sker i ens liv, hvordan de fremtræder og hvordan det føles.

Selv om lykke således forstået afhænger af – bygger på – oplevelser, gør det ikke lykken selv til en særlig oplevelse. Lykke er et højere-ordens begreb om en tilstand, der kan realiseres af mange forskellige typer oplevelser og livsindhold. Man kan for eksempel blive lykkelig både ved at have mange oplevelser af naturskønhed og ved at have mange oplevelser af at være sammen med og gøre noget for andre. (Der er altså ikke tale om, at oplevelser ikke har betydning for lykken – tværtimod, jeg argumenterer netop for, at de har stor betydning og er blevet urimeligt nedvurderet. Det drejer sig alene om, at lykken ikke i sig selv er identisk med nogen partikulær oplevelse).

Lykke er således forstået et psykologisk begreb. Det handler om en overordnet sindstilstand, og denne tilstand realiseres af forskellige mere specifikke psykiske tilstande og fænomener – oplevelser, følelser, stemninger, vurderinger, domme, tanker og så videre. Det skal skelnes fra et mere normativt og potentielt mere omfattende begreb om velbefindende (engelsk well-being). (Selv om det er rimeligt at antage, at lykke er en afgørende komponent i ens velbefindende). Det skal også skelnes fra et begreb om det gode liv, der ikke blot refererer til, hvad der godt for en selv, men også hvorvidt man lever moralsk rigtigt. Især i den aristoteliske tradition bruges udtrykket “lykke” ofte synonymt med “det gode liv”. Denne begrebsbrug er populær og har sine fordele – den gør det for eksempel helt indiskutabelt, at lykke er ekstremt værdifuldt, fordi alle former for positiv værdi så at sige pakkes ind i lykkebegrebet.

At begrebet om lykken som det gode liv på denne måde spænder over, og forsøger at forene, forskellige former for værdi, er imidlertid også en ulempe. Det betyder, at det vanskeligt kan anvendes på situationer, hvor værdierne kommer i konflikt med hinanden. Dermed passer det dårligt til vores moderne forståelse af verden og livet som mindre harmonisk og mere spændingsfyldt (i modsætning til den antikke forståelse af verden som kosmos og mennesket som en del af dette). Både i teori og praksis skelner vi i dag rutinemæssigt mellem at søge sin lykke og gøre det moralsk rigtige. Vi kender mange eksempler på, at man kan blive ulykkelig af at gøre sin moralske pligt. Det var allerede et tema i de græske tragedier, som på den måde varslede den kosmologiske og traditionsbundne tænknings sammenbrud; og det er blevet fast inventar i moderne populærkultur som for eksempel superheltehistorierne, der handler om mennesker, som har en særlig forpligtelse og lever forbilledligt gode liv, men dermed tvinges til at give afkald på deres egen lykke. Vi kender også eksempler på mennesker, der er lykkelige uden at have gjort sig fortjent til det. Jeg vil derfor skelne mellem lykke som psykologisk, velbefindende som personligt-normativt (: det gode for en selv) og det gode liv som mere alment normativt (: det gode i det hele taget) begreb.

Lykkens skyggesider

Nu tilbage til spørgsmålet om, hvordan lykken skal vurderes. Jeg vil i det følgende pege på en række typiske grunde til at vurdere den mindre positivt:

1. Lykken er for meget. Der er en udbredt bekymring for, at lykken er et for stærkt eller stort ideal, ikke primært fordi den er afhængighedsskabende, men snarere ved at være uopnåelig og dermed frustrerende og intimiderende. På en måde følger det nærmest af den klassiske forståelse af lykken som det allerbedste, det uovertrufne, non plus ultra. Det støder sammen med et af de helt klassiske visdomsråd: Man skal kende sine begrænsninger og sætte sig realistiske, overkommelige mål; man skal sætte tæring efter næring og ikke forfalde til fantasteri.

Der er ganske vist et andet, lidt mere eksklusivt, men også ret udbredt ideal, der tilsyneladende peger i modsat retning: Ideen om at det har værdi, måske større og mere fundamental værdi end noget andet, at stræbe efter fuldkommenhed. Den kendes blandt andet fra Platon, Fichte og Goethe (jævnfør valgsproget “Wer immer strebend sich bemüht, den können wir erlösen” fra Faust (II, Kapitel 63)). Ideen er, at det ikke gør noget, at et mål er uopnåeligt; netop derved bliver det en værdig genstand for menneskelig stræben, idet det sikrer, at man aldrig sigter for lavt – og gør det muligt alligevel at få del i det ellers uopnåelige, i kraft af sin stræben og konsekvente værdsættelse af det perfekte. Men dels er dette ideal forståeligt nok ikke så populært i de kredse, der bekymrer sig om mental sundhed, stress og præstationsangst. Dels er det sjældent higen efter lykke, som forbindes med en sådan heroisk stræben. Selv om man kunne forsvare lykkeidealet ud fra en generel idealisme og perfektionisme, er det mere passende at minde om, at lykken ret forstået ikke er noget særligt stærkt eller krævende ideal, og at søgen efter lykke sådan set ikke behøver at tage form af perfektionisme (bortset fra at perfektionisme også kan forstås mere jordnært og overkommeligt, som et ideal om at man skal bruge og udvikle de talenter, man faktisk har).

Man kan tydeliggøre, hvorfor lykken ikke er for meget, ved at udtrykke lykkens natur på en anden måde – komplementær i forhold til bestemmelserne ovenfor: Lykke er at have rigelig grund til at være tilfreds med sit liv. Det burde ikke virke uopnåeligt eller perfektionistisk. Man kan have grund til at være tilfreds med et liv, som er alt andet end perfekt, både fordi det perfekte ikke er en realistisk forventning, og fordi begrænsninger og nederlag og nedture ikke samlet set, i det store billede, behøver gøre en utilfreds, og de måske (som lykkeskeptikerne ynder at fremhæve) ligefrem kan være med til at gøre livet righoldigt, skabe kontrast, give perspektiv og fremme personlig udvikling og påskønnelse af de mange ikke helt så dårlige ting, som livet også byder på. (Det er vigtigt at tilføje “have rigelig grund til …”. For der er mange eksempler på, at mennesker kan være tilfredse med deres liv uden at have rigelig grund til det. Det kan skyldes religiøse forestillinger om livet som gave, normer om taknemmelighed og nøjsomhed eller et forkert sammenligningsgrundlag – der er altid nogen, som har det, eller kunne have det, endnu værre. Det er heller ikke helt usædvanligt, at mennesker har rigelig grund til at være tilfredse med deres liv, men faktisk ikke er det. Også det kan skyldes et forkert sammenligningsgrundlag – at man måler sig med nogle, der tilsyneladende har det ekstraordinært godt – men også at man er kognitivt blind for de mange gode oplevelser, man faktisk har i livet).

Nogle synes at mene, at selv forventningen om et rigeligt tilfredsstillende liv er urealistisk eller urimelig (se eksempelvis Hermansen 2018). Men det virker svært at benægte, at ens liv er mislykkedes, hvis man ikke har grund til at være rigeligt tilfreds med det. Man kan måske argumentere for, at selve det forhold, at livet kan lykkes mere eller mindre, er så alvorligt, så potentielt skæbnesvangert, at det er bedst at holde det skjult for en selv og andre, da det ellers risikerer at skræmme og frustrere dem. Hertil vil jeg sige, at det rigtig nok er alvorligt og – som ikke mindst eksistensfilosofferne har fremhævet – kan give anledning til ret heftige sindsbevægelser, men at dette vel er helt, som det skal være. Det er bare afgørende vigtigt, at livet kan lykkes bedre eller dårligere. Fortrængning og selvbedrag kan i andre sammenhænge være positive psykologiske mekanismer, som er nødvendige for at gøre tilværelsen udholdelig og give en tilstrækkelig styrke til at klø på. Men den overordnede udfordring, som består i at leve tilfredsstillende, gør man ikke klogt i at fortrænge. Og skulle den gøre en lidt bekymret, er det som regel også kun godt. Det kan hjælpe en til at tage den alvorligt og ikke hænge fast i mindre væsentlige bekymringer.

Jeg vil også mene, at det ville være en samfundsmæssig falliterklæring, hvis vi ikke kunne have begrundede forventninger om at kunne leve et tilfredsstillende liv. Ellers er det svært at se, hvad de enorme resurser, som vi bruger på produktion af forbrugsgoder, service, velfærdsydelser og uddannelse, egentlig skal gøre godt for. Naturligvis kan man mene, at dele af dette – måske især visse forbrugsgoder og “services” – faktisk ikke er befordrende for livskvaliteten; at det er en udfordring, snarere end en hjælp til at få et tilfredsstillende liv. Det rokker ikke ved, at de moderne livsvilkår i det mindste burde muliggøre et sådant liv.

2. Lykken er uæstetisk. Det er velkendt, at ulykken ligger til det æstetiske højreben, mens lykken er sværere at få noget kunstnerisk vellykket ud af. Dantes Inferno er et større hit end den blege slutning Paradiso, og Tolstoj indleder sin roman Anna Karenina med at sætte ulykkens mangfoldige former i kontrast til lykkens – underforstået kedelige – ensformighed. Æstetik kræver udfordringer og udvikling. Det skønne er ikke perfekt, i alt fald ikke hvis det forstås som det normale, spændingsfri, gnidningsløse.

Det er ikke forkert at anlægge en æstetisk betragtning på lykken. Det skal helst forekomme æstetisk tilfredsstillende at søge og realisere lykken. Ellers kan man have svært ved at finde tilstrækkelig motivation, uanset hvor efterstræbelsesværdig lykken ellers forekommer. Kierkegaard så dette klart. Selv om han var kritisk over for ensidigt at basere sit liv på æstetik eller mere generelt nydelse og behag, antog han, at enhver langtidsholdbar livsindstilling skal være æstetisk. Han beskrev også overbevisende, hvordan det lykkelige liv, selv når det tilsyneladende fremstår konventionelt og lidet spektakulært, i sig selv kan være en kilde til æstetisk behag (Kierkegaard 1843, bind 2). Alene det forhold at lykken er lunefuld, udfordrende og kræver anstrengelser og ofre, hvis den skal opnås og bibeholdes, burde være tilstrækkeligt til at mane frygten for, at det bliver for kedeligt og uæstetisk, i jorden. Menneskers forsøg på at finde sig selv og realisere deres egen eller andres lykke mod mere eller mindre hårde odds er formentlig det mest slidstærke af alle temaer, som er taget under kunstnerisk behandling. Det er også et krævende tema, hvilket – snarere end at selve lykken skulle være kedelig eller uæstetisk – kan være noget af forklaringen på, at det skorter på æstetisk tilfredsstillende kunstneriske fremstillinger af den. En yderligere grund til at lykken lettere burde kunne forenes med den æstetiske interesse, end dens kritikere antager, er, at æstetiske oplevelser i det hele taget – på alle områder og niveauer, ikke bare når det gælder oplevelsen af at leve lykkeligt og søge lykken – er en af de mest betydningsfulde kilder til lykke).

3. Lykken er blufærdighedskrænkende. Forholdet til meget positive (eller på anden måde ekstreme) sindstilstande er belagt med restriktioner, om ikke egentlige tabuer, og giver anledning til forlegenhed og skam. Seksuel nydelse er i de fleste kulturer henvist til den mest intime del af privatsfæren (det samme gælder smerte, som man nok kan være tilbøjelig til at møde med medfølelse eller nyfigenhed, men ellers som hovedregel er noget, man ikke bryder sig om at blive direkte konfronteret med). Nok dyrker vi gerne beherskede fornøjelser sammen – men at tilfredsstille sine lyster mere uhæmmet anses i reglen for noget, man helst ikke vil delagtiggøres i. Det gælder for eksempel også bastant og umiddelbar madglæde, eller hvis man som voksen giver sig hen til leg, især hvis det er uafhængigt af konventioner og aftaler og dermed ikke kan gå for at være en del af et projekt eller en forpligtelse. Man må gerne forholdsvis åbent stille til skue, hvordan man arbejder med at tjene penge, forbedre sin sundhed eller finde drømmehuset, altså hvordan man realiserer forskellige instrumentelle goder. Men viser man, hvordan man omsætter dem til subjektivt velbefindende, bliver det let for personligt og pinligt. Lykken kan også virke som “for meget” i den forstand, at den virker vulgær – kontant, uhæmmet, uden omsvøb. Selv om langtfra alle oplever det sådan, og det måske i mindre grad gælder de yngre generationer, som mere uhæmmet deler deres glæder på de sociale medier, kan der godt ligge en sådan blufærdighed, væmmelse eller pinlig berørthed bag den negative indstilling til lykken.

4. Lykken har negativ instrumentel værdi

Lad os endelig se nærmere på de grunde, man kan have for at betvivle lykkens instrumentelle værdi. Der er en generel bekymring for forkælelse. Lykken kan virke demotiverende. Hvis man har det så godt, som man overhovedet kan have det, er der jo ingen grund til at foretage sig videre. Men hvis det gode skal vare ved, er det typisk nødvendigt at gøre en indsats. Så et for stærkt fokus på lykken kan underminere grundlaget for den mere varige lykke.

Det er en populær hypotese, at den negative form for lykkemæssig tilpasning – lige meget hvad der sker af gode ting i ens liv, kommer man før eller siden til at opfatte dem som selvfølgelige, og er derfor ikke mere tilfreds end tidligere – har et evolutionsbiologisk grundlag. Vi er programmeret til aldrig at stille os tilfreds med det, vi har, fordi det sikrer, at vi kommer op af lænestolen og tager fat til fællesskabets og artens bedste (Weiman m.fl. 2015). Implicit i denne hypotese ligger netop en antagelse om, at vi ellers ville hvile på laurbærrene, og at dette, uagtet at vi havde fundet lykken, ville være uhensigtsmæssigt for os på længere sigt.

Der er utvivlsomt noget om, at det på denne måde ville være dårligt, hvis vi blev alt for tilfredse og alt for fokuserede på at få udbetalt investeringerne i livet og lykken her og nu. Det er dog diskutabelt, hvad den passende balance mellem indsats for fællesskabet og fremtiden og kortsigtet lykke er. Man kan lige så vel argumentere for, at den moderne vestlige civilisation, måske også det kapitalistiske system (Cohen 1978), nøder os til behovsudsættelse, arbejde og vækst ud over, hvad der er nødvendigt for at sikre en rigeligt god livskvalitet for alle. Muligvis ville det være bedre ikke bare for en selv, men også for andre hvis liv på en eller anden måde påvirkes af ens handlinger, hvis man faktisk blev mere umiddelbart og varigt tilfreds. Man skal huske på, at den ekstra indsats, som tilpasningen tvinger en til at gøre igen og igen, oftest er drevet af (om end muligvis misforstået) egeninteresse. Som tidligere nævnt har blandt andet Kant påpeget sammenhængen mellem ens egen lykke og ens evne til at handle moralsk. Hvis vi ikke forveksler lykke med materielt forbrug, er der meget, som tyder på, at man som mere (aktuelt) lykkelig vil være mere hensynsfuld over for andre, måske også mere engageret i deres ve og vel. Der er i alt fald mig bekendt intet som helst belæg for, at mennesker med en høj subjektiv livskvalitet generelt skulle være tilbøjelige til at bidrage mindre til fællesskabet eller tænke mindre på fremtiden.

En af tankerne bag det tidligere nævnte lykkeparadoks – man bliver (angiveligt) mindre lykkelig af at søge lykken – er, at beskæftigelsen med den tager opmærksomhed, tid og andre resurser fra aktiviteter, som reelt er mere fremmende for lykken. Det er bedre for mig at læse en god roman end en selvhjælpsbog om vejen til lykke. Det er bedre for andre, hvis jeg går op i at være der for dem, lytte til dem, snakke med og lave meningsfulde ting sammen med dem, end hvis jeg funderer over, hvordan jeg kan gøre dem lykkelige. Lykke er noget, som sker for os while we’re busy making other plans, for at parafrasere John Lennon.

Tanken er imidlertid udtryk for en misforståelse. Når man opfordrer til at “søge lykken”, opfordrer man til at søge og gøre de ting, der faktisk gør lykkelig – for eksempel de førnævnte (læse gode bøger, dyrke hyggeligt samvær og så videre). Meningen er ikke, at man skal søge lykken “i sig selv”, som noget over og uden for de mange forskellige lykkebringende ting og aktiviteter. Misforståelsen giver mindelser om den historie, Hegel fortæller om en person, som ønsker at købe frugt, men ikke stiller sig tilfreds med nogen af de frugter – kirsebær, pærer, druer – som frugthandleren tilbyder ham. Han søger jo kun frugt (Hegel 1970, Indledning §13; pointen er ikke afhængig af Hegels filosofi i øvrigt). Det er selvfølgelig absurd, fordi frugt er et overbegreb, noget som kun kan realiseres i et eller andet specifikt stykke frugt, af en bestemt art og sort. Lykken er – som jeg vil uddybe nedenfor – i endnu mere markant grad et overbegreb, noget som kun eksisterer eller lader sig efterstræbe i form af meget mere konkrete og specifikke aktiviteter og oplevelser.

Der gælder også det samme for det at søge lykken som for andre praktiske aktiviteter: De udføres ikke nødvendigvis bedre, når man tænker eksplicit over, hvad man skal gøre, hvorfor og hvordan (tænk for eksempel på straffespark i fodbold, at køre bil eller at holde en vigtig tale). Ofte er det bedst bare at gøre det og lade være med at tænke for meget over, hvad man har gang i. Det er meget tænkeligt, at de mest effektive lykkejægere er lykkeligt uvidende om, hvad det er for en størrelse, de jager. Men også på lykkens område gælder, at man ofte kan have fordel af at tænke over mål og midler før og efter indsatsen. Det fremmer ikke lykken at tænke over lykkebegrebet, eller hvad der fremmer livskvalitet, under et romantisk stævnemøde eller læsningen af en spændende kriminalroman. Men det kan i høj grad fremme lykken at tænke over, hvor meget det betyder for ens livskvalitet at læse bøger af den ene eller anden slags eller opleve romantiske stunder.

Én sidste måde at problematisere lykkens værdi skal også kort kommenteres: Flere har fundet det betænkeligt, at for eksempel stater og virksomheder går så meget op i borgernes eller medarbejdernes lykke. De anerkender, at lykke har umiddelbar instrumentel værdi, men vurderer de overordnede konsekvenser negativt. Det kan enten være, fordi de mener, at noget så personligt som lykke ikke må instrumentaliseres, at man på denne måde gør mennesket til et blot og bart middel. Det kan også være, fordi de frygter, at lykken bruges som “smørelse” eller “doping” med henblik på at øge produktiviteten eller konkurrenceevnen – og samtidig antager, at disse mål ikke generelt er befordrende for livskvaliteten. På denne måde bliver lykken et redskab til at undergrave betingelserne for et virkelig godt liv.

Til den første bekymring kan man sige, at der ikke er noget galt i bruge mennesker eller deres lykke som middel. “Instrumentalisering” er ikke i sig selv dårligt, sådan som den udbredte brug af udtrykket som skældsord ellers antyder (se Brinkmann 2014). Jeg har allerede mindet om, at ingen ringere end Platon anså det for bedst, om noget både havde værdi i sig selv og instrumentel værdi. Det er formentlig næsten umuligt at undgå, at noget, som har værdi i sig selv, tillige opnår instrumentel værdi. Det vil jo naturligt være eftertragtet og fremkalde positive holdninger og følelser, som på deres side har positive følger. Bekymringen for, at lykken bliver brugt til at fremme mindre gode sager, kan ikke afvises helt så kategorisk. Man kommer ind i en diskussion parallel til den, som handler om, hvorvidt teknologier i sig selv er neutrale eller værdiladede – er det et tilfælde, at de kan bruges til drab eller belaste omverdenen, og op til os, om det sker, eller nøder de os nærmest til misbrug? Ligesom det er svært at argumentere for, at bestemte teknologier skulle være dårlige eller skadelige i sig selv, virker det urimeligt at sige, at lykken skulle være særligt egnet til at gøre skade (at teknologier formentlig kun kan have instrumentel værdi, hvorimod lykken også har egenværdi, ugyldiggør ikke denne analogi, som netop angår den instrumentelle værdi). Men man kan nok sige, igen helt parallelt til diskussioner om for eksempel atomteknologi eller genmodificering, at der er tale om noget så stærkt og potentielt virkningsfuldt, at det giver grund til særlig forsigtighed.

En yderligere diskussion vil føre ud i det mere politiske. For eksempel kunne man problematisere tanken om, at hensyn til produktivitet står i modsætning til hensynet til livskvalitet. Der bruges utvivlsomt for mange kræfter på vækst, som ikke udmønter sig i livskvalitet og måske ligefrem tærer på den. Men hvis vi alle skal have det rigeligt godt på den længere bane, er det lige så utvivlsomt, at nogle bliver nødt til at udrette noget – og så er vi tilbage ved konstateringen af, at et rigeligt godt liv er afgørende for, at man kan fungere og handle godt.

En blot formel værdi? Eller: Hvad er det gode ved lykken?

Mit svar til lykkeskeptikerne er som allerede antydet, at det ikke kan være lykken som sådan, de er kritiske over for. De beskriver jo en tilstand eller aktivitet, som ikke er efterstræbelsesværdig, men tværtimod synes at føre til ulykke. Dermed har de implicit forudsat, at der er bedre og mere efterstræbelsesværdige tilstande og processer, og dette må være deres implicitte begreb om lykken, som de altså tydeligvis værdsætter.

Nogle lykkeskeptikere synes – forståeligt nok – at dette er lidt for nemt.35 Det kan virke, som om jeg forudsætter, at lykken er det bedste hvad dette så end er. På den måde har jeg på forhånd – per definition – givet mig selv ret: Lige meget hvad der måtte vise sig at være værd at stræbe efter, må det være lykke; og lige meget hvad der måtte vise sig at være mindre godt, kan det i alt fald ikke være lykke.

Jeg mener nok at kunne svare på denne indvending. Men den er væsentlig og vanskeligere at imødegå end så mange andre. Megen lykketænkning er mere eller mindre cirkulær: Vi kalder noget for lykke (eller lykkefremkaldende), fordi det er efterstræbelsesværdigt; og når vi bliver spurgt om, hvorfor det er efterstræbelsesværdigt, begrunder vi det med, at lykken er særligt værdifuld. Moralfilosoffen Shelly Kagan har beskrevet, hvordan man, når man teoretiserer over livskvalitet, typisk tvinges rundt i en cirkel: Man går ud fra, at det handler om behagelige oplevelser. Men skal man definere “behagelig”, gør man det typisk ved at sige, at det er noget, som er eftertragtet eller ønsket. Men ønsker angår andet end oplevelser. De angår lige så meget ydre ting. Hvis livskvalitet handler at få opfyldt sine ønsker, består den i at realisere forskellige objektive goder. Men når spørgsmålet om, hvad der gør disse ting gode, melder sig, vender man let, om ikke uvægerligt tilbage til, hvilken indflydelse de har på vores oplevelser (Kagan 1992).

Én populær vej ud af cirklen bør for enhver pris undgås: At sige at noget er efterstræbelsesværdigt, fordi vi (jeg/man/de fleste) faktisk efterstræber det. For det første bevirker det med stor sandsynlighed det, som man ville undgå: At lykken bliver et tomt, formelt begreb uden bestemt eller karakteristisk indhold. For vi efterstræber sandsynligvis meget forskellige ting. Og selv om lykken er et overbegreb, som må forventes at kunne realiseres på mange forskellige måder, kan det ikke dække over alt muligt, hvis det overhovedet skal have et bestemt indhold.

For det andet er det helt indlysende muligt at efterstræbe noget, som faktisk ikke er godt for én. Det er ikke bare en teoretisk mulighed. Det er en kendsgerning. Noget som langt de fleste mennesker formentlig har erfaret. Mange har troet, at lykken for dem ville være en bestemt uddannelse, et bestemt job eller en bestemt partner – men senere erfaret, at de havde været bedre stillet uden. På kort sigt efterstræber vi rusmidler og usunde fødevarer. Og der er ingen grund til at tro, at vores mere langsigtede og gennemtænkte ønsker nødvendigvis flugter bedre med det, vi reelt har godt af (tænk på politiske ideologier og livsprojekter, som også kan lede folk i ulykke).

For det tredje er et ønske eller en præference eller en målsætning simpelt hen ikke den rette slags “ting”, som kan tillægges værdi i sig selv. Det virker oplagt, at disse mentale indstillingers værdi må afhænge af, hvad de er rettet mod. Derfor taler man også om det efterstræbelses- eller ønskværdige.

Det er nødvendigt at give en mere substantiel bestemmelse af lykken. Det må være muligt at sige noget om, hvad der er det gode ved lykken – hvorfor netop den er fundamentalt efterstræbelsesværdig. Ellers står man relativt svagt over for lykkeskeptikerne. På den anden side må man ikke nære overdrevne forventninger til en sådan forklaring. Definitionskæder må have en ende; på et tidspunkt kan man ikke gøre andet end at fremvise eller pege på det, man taler om. Specielt kvalitative størrelser som lykken lader sig kun i begrænset grad beskrive. Men noget må man gøre – og noget kan man gøre.

Jeg har allerede antaget, at gode oplevelser er et væsentligt element i lykken. Begrundelsen herfor er – bortset fra at man, når man reflekterer over livsfaser og begivenhedsforløb, der typisk forbindes med lykke, uvægerligt støder på gode oplevelser af den ene eller anden slags – at oplevelser kan være gode i sig selv.

Det er almindeligt at antage, at oplevelser er det eneste, der ikke kræver en fortolkning for at have bestemt mening eller værdi for os, altså et bestemt indhold (Searle 1992, 78f.; Strawson 2004). En fantasiforestilling om, at månen består af grøn ost, er nødvendigvis en forestilling om, at månen består af grøn ost. Har oplevelsen en bestemt karakter, en bestemt oplevet kvalitet, har den også et bestemt “intentionalt indhold”. Den kan være misvisende med hensyn til, hvordan verden objektivt er, men dens “retning” eller “mening” er givet, uafhængigt af hvordan den i øvrigt måtte blive tolket, eller hvilke sammenhænge den indgår i. Noget tilsvarende gælder for værdioplevelser. Har de en bestemt kvalitet – føles det på en bestemt måde at have dem – har de også et bestemt værdiindhold, det vil sige, de er gode eller dårlige i en bestemt henseende. Dette gælder, uanset hvad den der har dem – eller andre – i øvrigt måtte mene om dem. Roger Crisp (2006) peger således på, at behagelige oplevelser er enestående derved, at deres værdi er immun over for relativisering eller “perspektivisk tvivl”. Mens selv ellers store bedrifter fremstår betydnings- og værdiløse set i et større perspektiv (i alt fald set fra evighedens synsvinkel) (Benatar 2017), kan der ikke rokkes ved, at en oplevelse af velbehag er behagelig og således har en absolut – om end muligvis meget beskeden – positiv kvalitet.

Kvaliteten af en oplevelse bestemmer, hvor god den umiddelbart og isoleret betragtet er. Det udelukker ikke, at den i en større sammenhæng kan spille en mere eller mindre god rolle. Derfor behøver der ikke være noget forkert i at vurdere en negativ oplevelse positivt, eller en positiv oplevelse negativt. En smerte kan være katalysator for mere behagelige oplevelser; den kan blive genstand for stolthed eller lettelse (“jeg klarede det”, “jeg holdt det ud”, “nu er det vel overstået”) og så videre. Og man kan skamme sig over at føle glæde over andres ulykke.

Muligheden af sådanne metavurderinger viser, at ikke blot oplevelsernes individuelle kvalitet har værdi; det samme gælder den sammenhæng, de indgår i. Det er et åbent spørgsmål, hvor meget denne sammenhæng omfatter. Meget drejer sig om selve samspillet mellem oplevelserne – hvordan de påvirker hinanden, hvordan de kombineres eller blandes og dermed bliver dele af mere omfattende oplevelser med deres bestemte værdi. Men det er ikke udelukket, at yderligere faktorer, både kognitive tilstande og måske også de projekter eller sociale sammenhænge, som oplevelserne indgår i, kan indvirke på deres værdi.

Der kan rejses mange videre spørgsmål om oplevelsernes forhold til lykken, herunder både hvilke former for oplevelser der kan siges at være værdioplevelser – altså er umiddelbart normativt relevante – og hvorvidt alle værdioplevelser nødvendigvis bidrager positivt til lykken. Det er muligt, at der er ikke-affektive værdioplevelser, for eksempel oplevelser af æstetisk eller erkendelsesmæssig værdi – af mere kontemplativ art – som er neutrale med hensyn til lykkevirkningen. Jeg vil dog formode, at et affektivt aspekt er nødvendigt for, at en oplevelse kan være lykkerelevant. Man bliver ikke mere lykkelig af at indse en matematisk sandhed, hvis det ikke på en eller anden måde føles godt. Affekter – følelser, sindsbevægelser og stemninger – er i det hele taget vores mest umiddelbare kilde til værdi, og dermed også et afgørende element i vores erkendelse af, hvad lykke er, og hvad den gør godt for (affekternes grundlæggende betydning for værdierkendelsen blev ikke mindst fremhævet af Scheler (1913)). (Dermed er ikke sagt, at affekterne er vores eneste, endsige nødvendigvis mest grundlæggende, kilde til værdi. Det er muligt, at vi på mere fornuftsmæssig vis kan “indse”, at for eksempel en retfærdig fordeling af goderne har værdi. Men det er under alle omstændigheder en mindre umiddelbar form for værdierkendelse; blandt andet også fordi forståelsen af en retfærdig fordeling formentlig forudsætter en mere umiddelbar forståelse af, hvad det vil sige at have det godt eller mindre godt, at blive behandlet retfærdigt, og så videre, hvilket igen viser tilbage til affekterne). Affekter er tillige et afgørende element i lykkens indhold (Haybron 2008; se Klausen 2016 for kritik og modifikationer).

Ved at fremhæve affekternes rolle håber jeg også at kunne imødegå en forventelig indvending: Hvorfor skulle det være så godt, at noget føles godt? Feel good er jo nærmest et negativt prædikat, vi for eksempel bruger om film, som bare er kitschet underholdning. “Gode oplevelser” lyder som noget, der primært er nice to have, men især dyrkes af overfladiske gemytter, hvis liv ikke altid er de bedste. Men når man bliver mindet om, at oplevelser også omfatter følelsen af glæde, håb, tilfredshed og selvværd – og om hvor skidt det føles at lide af angst, utryghed, stress eller depression – må det blive klart, at kvaliteten af ens oplevelser betyder noget – ja, betyder meget. Når dertil føjes, at lykken ikke bare er et middel til at holde de dårlige affekter fra døren, men i høj grad består af gode og fravær af dårlige affekter, burde tiøren falde. Det er ikke logisk umuligt at replicere: “Jamen hvad skal det gøre godt for”? Men det er rimeligt at sige, at det er et spørgsmål, som hverken kan eller skal besvares. De der virkelig kender angst og depression, eller følelsen af kærlighed eller af at være tilfreds med og hjemme i sit eget liv, vil næppe alvorligt mene, at disse oplevelsers værdi står til diskussion eller kræver en yderligere retfærdiggørelse.

Jeg hævder vel at mærke ikke, at lykke alene består i en overvægt af gode oplevelser og affekter. Jeg hævder heller ikke, at følelser er vores eneste kilde til at erkende det gode. Men begge dele er tilstrækkeligt fundamentale og centrale til at give en klar fornemmelse af det “stof”, lykken er gjort af, og hvordan man kan vide, at den har værdi. Det burde være tilstrækkeligt til at tilbagevise indvendingen om, at lykken er et tomt, formalt begreb.

Bedre end lykke? Mening, moral og det gode liv

Det mest populære bud på noget, der kunne være bedre og mere efterstræbelsesværdigt end lykke er mening (Wolf 2010; Albæk 2018), som typisk forstås som det at leve for noget, der ikke kun har værdi for en selv. Jeg vil bestemt ikke underkende værdien af at leve et meningsfuldt liv, eller at opleve sit liv som meningsfuldt. Men ved nærmere eftersyn fremstår mening ikke som noget overbevisende alternativ til lykke – snarere som et aspekt af lykken, for så vidt meningen overhovedet er værd at samle på.

Afgørende er for mig at se, at man ikke kan være fuldt lykkelig uden samtidig at opleve sit liv som tilstrækkelig meningsfuldt – men at man godt kan opleve sit liv som meningsfuldt uden at være lykkelig. Mening er så at sige impliceret i lykken, den følger med, hvorimod lykken ikke er impliceret i meningen.

Lad os anskueliggøre dette ved at forestille os to liv. Lad os tænke på Henriette, som har mange gode, omfattende, sammenhængende oplevelser; megen glæde, en fornemmelse af at være elsket og værdsat, hyppige behagelige oplevelser af at gøre godt for andre, følelser af tilfredshed med sig selv og sin situation (iblandet de mindre gode oplevelser som altid hører med til et liv, men i et mere end rimeligt blandingsforhold). Henriettes liv er, vil jeg hævde, dermed også meningsfuldt. Meningen er ikke en ekstra kvalitet, som kan lægges til eller trækkes fra et lykkeligt liv.

Lad os dernæst tænke på Jens, som har et meget vigtigt job som minister og udfører det kompetent og samvittighedsfuldt. Jens er bevidst om vigtigheden af det, han gør, og ved også, at han gør det godt – han opnår anerkendelse og kan selv mærke, at han gør en forskel. Men udførelsen af jobbet indbringer ikke Jens virkelig glæde eller tilfredshed. Han længes efter at kunne fordybe sig og hvile i sig selv, og selv om han rationelt godt kan se vigtigheden af politik – det er det, som får ham til at klø på – værdsætter han kunst og kultur langt mere og drømmer om at blive anerkendt på dette område. Jens har rigeligt med mening i sit liv. Men meningen er ikke nok til, at han har det godt. Den står snarere i vejen for hans lykke.

Man kan indvende, at jeg smugler elementer af mening ind i beskrivelsen af Henriettes liv – for eksempel ved at forbinde mange af oplevelserne med sociale relationer, og ikke mindst tale om at “være noget for andre”. Jeg vil forsvare det med, at oplevelser af at udrette noget – og oplevelser af relationer til andre – typisk hører til de allerbedste. For de fleste falder arbejdet med at skabe lykke og arbejdet med at skabe mening netop sammen. Men som eksemplet med Jens viser, er lykken ikke en selvfølgelig bivirkning af arbejdet med at skabe mening – det er snarere omvendt. Og man kan også forestille sig et meningsfuldt liv, som ikke rummer oplevelser, der er så direkte knyttet til det sociale eller ydre formål. Tænk for eksempel på Maria, som lever alene og ikke går op i at være noget for nogen, men har rigeligt af gode oplevelser af at være til stede i nuet, mærke sig selv og sin krop, bevæge sig rundt i naturen, betragte stjernerne, tænke over universets mysterier og så videre. Hendes liv kan vel også betegnes som meningsfuldt?

Nogle vil måske faktisk betvivle, at Marias liv er virkelig meningsfuldt – og hævde at det derfor ikke er efterstræbelsesværdigt. Det bringer os – til slut – ind på lykkens rolle i det gode liv: Begrebet om det gode liv dækker som nævnt et livs samlede kvalitet, det betegner et liv, som er godt ud fra alle relevante normer og værdier. Man kan muligvis sige, at Maria lever et mindre godt liv, fordi der mangler noget, som hun ganske vist ikke selv savner – social kontakt, tætte forpligtende relationer, arbejde for fællesskabet og så videre. Man kan måske omvendt sige, at Jens lever et liv, der som sådan er bedre, end han selv har det – hans liv er godt for andre, det er smukt og forbilledligt, det er veludført og kan værdsættes på samme måde, som man værdsætter en skuespillers eller en sportsudøvers indsats. Det er bare mindre godt for ham selv.

Spørgsmålet er, om det gode liv kan siges at være vigtigere end lykken, og hvor stor en rolle lykken – og andre, mere subjektive elementer – spiller for det gode liv. Selv om jeg ikke vil udelukke, at andet end lykke i den subjektive forstand har fundamental værdi, forbliver den omdrejningspunkt for vores vurderinger af livets kvaliteter. En meget stor del af det, der umiddelbart kan synes at have værdi uafhængigt af lykken, viser sig ved nærmere eftersyn at hænge tæt sammen med den. Det vi (måske) savner i Marias liv er vel, at hun bidrager til fællesskabet, påtager sig ansvar og forpligtelser og deler sin glæde og sine interesser med andre. Men denne vurdering beror formentlig på en bekymring for, at andre ikke får tilstrækkelig gavn af det, hun gør, måske også at hun selv vil få mindre end det fulde udbytte af livet, selv om hun umiddelbart er tilfreds med det.

Karaktertræk og livsdimensioner, som vi tilsyneladende værdsætter i sig selv, udmærker sig ved i påfaldende grad at være godt for noget andet (og i sidste ende for lykken). Vi værdsætter mod og standhaftighed, fordi de kan værne os mod det, der skader vores lykke. Vi værdsætter mennesker, der har hjulpet eller måske ligefrem ofret sig for andre, både for det gode de direkte har gjort, og fordi de fungerer som forbilleder. Et eksempel kunne være Nelson Mandelas liv. Det var sikkert mindre rart for Mandela selv at gennemleve, specielt mens han var fængslet. Men dels var fængslingen formentlig med til at styrke hans senere oplevelse af at have kæmpet for en retfærdig sag og sejret; dels udgør Mandelas liv et eksempel på, hvordan vedholdenhed og integritet kan føre til succes, hvad man kan opnå ved at optræde overbærende og forsonligt frem for hævngerrigt, når man har overvundet sine modstandere, og så videre.

Konklusion: Ubetinget god, godt for meget – men bør behandles varsomt

Jeg håber at have sandsynliggjort, at lykken er bedre end sit overraskende blakkede ry. Den er og bliver det bedste bud på noget, som er universelt og ubetinget efterstræbelsesværdigt. Det betyder ikke, at det i enhver situation drejer sig om at blive eller gøre nogen mest muligt lykkelig her og nu. Man skal holde hus med lykken, og det kræver ofte, at man tænker på noget andet, udsætter tilfredsstillelsen af sine behov eller måske ligefrem påfører sig selv eller andre ubehageligheder. Det er også muligt, at der er andre – måske moralske – hensyn, som sætter grænser for, hvorvidt og hvordan man bør fremme lykken. Men det betyder blot, at den må efterstræbes på en reguleret vis (og reguleringen viser sig ofte selv at bero på et overordnet hensyn til lykken). Og hvis man fastholder, at det drejer sig om langtidslykke og ikke om de mere kortvarige tilstande og oplevelser, der indgår som elementer i lykken, kan man også sige, at det handler om at fremme lykken i de tilfælde, hvor man lægger bånd på glæder og fornøjelser.

Jeg har givet en forholdsvis formal bestemmelse af lykken og i nogen grad ladt det åbent, hvad den nærmere består i (men dog argumenteret for, at gode oplevelser er en nødvendig ingrediens i lykken, og antydet, at gode oplevelser i en passende kombination og sammenhæng kan være tæt på at være tilstrækkelige). Det gør ikke så meget i praksis. Der er trods alt et vidtgående sammenfald mellem, hvad man ønsker, hvad der opleves som godt, og hvad man faktisk har godt af. Næsten alt, hvad man kan finde på at udpege som fundamentalt efterstræbelsesværdigt ud over gode oplevelser – for eksempel venskab, kærlighed, at udrette noget, mening, ægthed og autenticitet – er i alt fald også oplagte, måske de allermest oplagte, kilder til gode, dybe og varige oplevelser (og for resten genstand for nogle af vore mest fundamentale og udbredte, om ikke universelle, ønsker). Dette kan lyde som overdreven optimisme og idealisering. Men det udelukker ikke, at mennesker sjældent efterstræber det, som de ville have bedst af, og dermed går galt af lykken. Forklaringen på dette er dog ikke så meget, at der er noget galt med deres mere grundlæggende værdier og ønsker, men at de er forholdsvis dårlige til at identificere midlerne til at realisere disse ønsker, eller til faktisk at efterleve deres overordnede principper.

At forkaste lykken som pejlemærke blot fordi dens nærmere indhold stadig er til diskussion, vil være forkert. For den er uden tvivl vores mest præcise pejlemærke. Her kan mening netop bruges som kontrast: Det er ikke bare mindre end helt klart, det er fundamentalt uklart, hvad det meningsfulde eller meningsskabende i positiv forstand egentlig er, og der er utallige skræmmende eksempler på noget, der tilsyneladende giver rigeligt med mening for mange mennesker (for eksempel religiøs fanatisme, totalitære ideologier, jagt på status og anerkendelse), men tydeligvis hverken er godt for dem selv eller andre.

Intet tyder på, at lykken generelt har en negativ instrumentel værdi, selv om der som nævnt kan være brug for at begrænse den i enkelte tilfælde. Men der er noget om, at lykken netop er så god og potent, at den derfor må omgås med forsigtighed. Man må vare sig for at fejre og skilte med lykken i tide og utide. Den bør ganske vist ikke omgærdes med ærefrygt eller noget, der minder om et religiøst billedforbud (Klausen 2018, 30). Men den bør tages alvorligt, den må ikke behandles løsagtigt og ikke forveksles med mindre fundamentale eller vigtige forhold.

Det er især faren for at blive forledt til i lykkens navn at gøre noget mindre godt, man bør være opmærksom på. Det er et almindeligt reklametrick at foregøgle en forbindelse mellem en vare eller tjenesteydelse og noget, som de fleste værdsætter og umiddelbart husker som godt (at blive begæret af smukke mennesker; familieidyl; at udfolde sig frit i naturen og så videre). Hvis det er rigtigt, at lykken er det allerbedste og mest universelt efterstræbelsesværdige, og vi som oftest implicit anerkender dette og kender lykkens værdi af egen erfaring, er den også et uhyre effektivt, ja måske det allerstærkeste, middel til at forlede og forføre. Det er der rigeligt med verdenshistoriske eksempler på, men det sker også i mere dagligdags sammenhænge.

Det vil dog være helt umuligt, og også helt vildledende, at reagere på denne fare ved at opfordre læseren til at gå mindre op i lykken. Hvad der kræves, er snarere en klarere erkendelse af, hvad lykken er og ikke er. Det behøver ikke være i form af en filosofisk definition. En mere eller mindre omtrentlig forståelse, eventuelt bare en implicit fornemmelse for, hvad lykken drejer sig om, kan være nok. Men der er behov for oplysning og dannelse, så man lettere kan kende de falske profeter og tvivlsomme tilbud. Et positivt, konkret kendskab til det, som egentlig er godt, er en forudsætning, både for at man kan fremme sin egen og andres lykke, og for at kunne gennemskue og kritisere de utilstrækkelige eller skadelige lykkeforestillinger. Jeg har her forsøgt at bidrage til at etablere et sådant positivt og konkret forhold til lykken og dens værdi – at gå til sagen, og ikke gå som katten om den varme grød. Det ville være godt, om andre kunne opgive deres alt for kritiske distance og gøre mig følgeskab.