Lykkens fødsel

Tone Frank Dandanell

“Målt på langs er livet kort, men lodret målt uendeligt”

Benny Andersen

Bliver man mere lykkelig af at få børn? Det er et spørgsmål, mange mennesker stiller sig selv på et tidspunkt i livet. Det svære ved spørgsmålet er, at det ikke er nemt at besvare på forhånd, og at der ikke er så meget at gøre ved det, hvis man kaster sig ud i forældreskabet og siden opdager, at man dermed forkastede lykken. Da man som forældre på den anden side heller ikke kan vide, om man virkelig havde været mere lykkelige, hvis man havde valgt børnene fra, synes der ikke at være andet at gøre end at acceptere, at beslutningen om at få børn – eller ikke at få børn – ikke kan bero på forudgående beregninger, og at man i sidste ende må leve i ulykkelig uvidenhed om, hvorvidt børn bringer mere eller mindre lykke med sig.

Med den moderne lykkeforskning er alt det blevet anderledes: det forekommer nu netop muligt at konsultere videnskaben om forholdet mellem børn og (u)lykke. Lykkeforskningen har foretaget et antal undersøgelser, der sammenligner lykkeniveauer mellem forældre og ikke-forældre. Hvis man bor i Danmark og har adgang til massemedier, er man højst sandsynlig allerede bekendt med, hvad disse undersøgelser gentagende har konkluderet: Man bliver ikke lykkelig af at få børn, snarere tværtimod. Under rubrikker som “Lykken er ikke at have børn” (Politiken 2007), og “Penge gør dig lykkelig, børn trækker ned” (Søndagsavisen 2017), har en lang række danske medier gennem årene gengivet forskningsresultater, der viser, at forældre med hjemmeboende børn generelt er mindre lykkelige end folk uden børn (Twenge & Campbell 2003; Clark, Fléche, Layard & Powdthavee 2018). Man må formode, at disse forskningsresultater er nedslående læsning for de fleste forældre, ikke mindst de vordende og nybagte af slagsen. Følelsen af skuffelse kan hænge sammen med, at resultatet er overraskende; lykkeforsker og nationaløkonom Christian Bjørnskov peger således på, at det står i kontrast til folketeorien om, at børn er en væsentlig del af meningen med livet (Bjørnskov 2015).

Lykkeforskningen tager dog selv udgangspunkt i en folketeori, altså en herskende forestilling om, hvad vi allesammen er enige i. Det er forestillingen om, at lykke er identisk med en generel tilfredshed med tilværelsen.

I denne artikel vil jeg beskæftige mig med forholdet mellem lykke og forældreskab ud fra et opgør med forestillingen om lykke som tilfredshed. Dette vil jeg gøre ved hjælp af den franske filosof Alain Badious begreb om den reelle lykke, som står i et intimt forhold til det, han kalder begivenheden. Når der sker en begivenhed, så sker der ifølge Badiou et fundamentalt brud med verden og dens love. Fordi en begivenhed består i et sådant brud, kan den ikke begribes eller planlægges inden for den bestående verden, men er i en vis forstand “umulig”. Den reelle lykke er ifølge Badiou ikke en generel tilfredshed med tilværelsen, men en nydelse i det umulige, som begivenheden er.

Jeg vil i denne artikel argumentere for, at forældreskab i almindelighed og graviditet og fødsel i særdeleshed består i et brud med den verden, der går forud for barnet, idet de som fænomener består i et konkret opgør med den herskende ontologiopfattelse. Ontologi vil sige læren om det værende, og den herskende opfattelse af mennesket fortæller os, at mennesket er et selvstændigt og selvberoende væsen, der selv udgør grænserne for sig selv. Når individualiteten på denne måde er ontologisk privilegeret, så er barnets overgang fra ikke-eksistens til eksistens utænkelig, og forældreskabets lykke findes netop i nydelsen i det umulige: at barnet er til, og at verden bliver til på ny med barnet.

Formålet med artiklen er dels at præsentere et nyt perspektiv på forholdet mellem forældreskab og lykke, dels at argumentere for forældreskabets begivenhedskarakter.

Hvordan lykke blev til generel tilfredshed med tilværelsen

Lykkeforskningen er et relativt nyt forskningsområde, der har den positive følelsestilstand lykke som sin videnskabelige genstand. Den måler, hvor lykkelige individer, grupper og nationer er, oftest baseret på en komparativ model. Selvom vi i dagligdagssproget er vant til at sige, at lykken er lunefuld, og dermed uberegnelig, er den altså ifølge lykkeforskningen både beregnelig og kvantificerbar. Beregningerne sker typisk på baggrund af kvantitative undersøgelser, hvor respondenter svarer på, hvordan de føler i forhold til deres tilværelse. Lykkeforskningen tager således udgangspunkt i menneskers egne, helt subjektive oplevelser af egne liv, og altså i selvrapportering.

Lykkeforskningen afstår ifølge Bjørnskov fra på forhånd at definere, hvad lykke vil sige, ligesom den ikke er interesseret i at finde ud af, hvad individer, grupper eller nationer mener, lykken vil sige. Den spørger ikke, “hvornår er du lykkeligst”, eller “hvad gør dig lykkeligst”, da der i så fald er for stor risiko for, at svaret bliver et resultat af sociale normer og idealbilleder af tilværelsen (Bjørnskov 2015, 15). For at være helt sikre på, at resultaterne er et udtryk for menneskers helt subjektive oplevelser af egne liv, spørger forskere i stedet, hvor lykkelige eller tilfredse de er.

Selvom lykkeforskningen ifølge Bjørnskov ikke tager udgangspunkt i et særligt begreb om lykke, er det dog et særligt begreb om lykke, den interesserer sig for og forsøger at måle. Den interesserer sig ikke for den såkaldte affektive lykke, det vil sige den flygtige og ofte euforiske lykketilstand, det danske ord lykke ellers ofte forbindes med i dagligdagssproget. Bjørnskov peger her på, at denne form for lykke blot følger hjernens belønningscenter:

Andre kendte og populære udtryk for denne form for lykke er ‘eufori’ og ‘belønningslykke’, da disse flygtige lykkefølelser er forbundet med aktivitet i hjernens belønningscenter – med et videnskabeligt udtryk i nucleus accumbens. Det fungerer ligesom en hund, der logrer med halen, når den er glad. På samme måde jubler hjernens belønningscenter, når vi gør noget, den opfatter som godt, og klager, når vi gør noget skidt (Bjørnskov 2015, 12).

Lykkeforskningen interesserer sig derimod for den såkaldte kognitive lykke eller hverdagslykken, man (måske) kan opleve, når man træder et skridt tilbage og betragter sit liv ud fra lykkeforskerens typiske hvor-spørgsmål: “Hvor tilfreds er du overordnet med dit liv?” og “Hvor lykkelig er du generelt?” (Wiking 2017). Et synonym for lykke inden for lykkeforskningen er således subjektiv tilfredshed (subjective well-being).

Når Bjørnskov forklarer, hvorfor lykkeforskningen udelukkende beskæftiger sig med hverdagslykken, henviser han til hverdagens andel af dage i livet: “Da langt det meste af vores liv består af helt almindelige mandage, tirsdage og onsdage, er det netop hverdagslykken, der er interessant, og som størstedelen af den seriøse forskning handler om: Hvordan opfatter vi vores liv som helhed?” (Bjørnskov 2015, 13). Bjørnskov peger hermed implicit på, at lykkeforskningen foretager en kvalitativ vurdering på baggrund af en kvantitativ logik. Logikken er, at eftersom hverdagen fylder mest i livet, så må hverdagslykken også være den mest interessante, og altså mest betydningsfulde, form for lykke. Fordi livet først og fremmest består af helt almindelige mandage, tirsdage og onsdage, må det vigtige være, om vi er tilfredse med vores liv på de helt almindelige mandage, tirsdage og onsdage. Det er på baggrund af denne kvantitative logik, at lykke bliver til et spørgsmål om generel tilfredshed med tilværelsen inden for lykkeforskningen, og det er denne generelle tilfredshed, forældre statistisk set har mindre af end ikke-forældre.

Lykkens kontroversielle fravær

Ifølge lykkeforskningen er forældre altså mindre lykkelige i hverdagen end ikke-forældre. De oplever måske nok affektiv lykke, når de krammer deres børn, eller når de ser dem optræde i et teaterstykke i skolen, men generelt er forældre mindre tilfredse med deres liv. Nyere forskningsresultater præciserer og korrigerer denne konklusion ved at vise, at lykketabet “kun” gælder forældre med hjemmeboende børn, og at ældre med udeboende børn faktisk er mere lykkelige end ældre uden børn (Becker, Kirchmaier & Trautman 2019). Dette nye resultat står dog ikke i logisk kontrast til lykkeforskningens overordnede konsensus om, at forældre (med hjemmeboende) børn oplever tabet i hverdagslykke, dels fordi de bekymrer sig mere, dels fordi de mister kontrollen over deres liv og deres personlige frihed. Hvis det især er bekymringerne og tabet af kontrol og personlig frihed, der trækker forældres hverdagslykke ned, så er det ikke overraskende, at tabet af den sker, imens børnene bor hjemme og ansvaret er størst. Det giver sig selv, at jo flere små mennesker, man bærer ansvar for, jo mindre har man kun sig selv at stå til ansvar for. Men selvom det for de fleste giver sig selv, at det er hårdt at have børn, så giver det for de færreste nødvendigvis sig selv, at forældre (med hjemmeboende børn) er mindre lykkelige i hverdagen end ikke-forældre. Der er noget ved dette forskningsresultat, der bliver ved med at stå som en overraskelse, og som får medierne til igen og igen at vurdere, at det lever op til nyhedskriterierne. Bjørnskov synes implicit at pege på, at det er nyhedskriteriet sensation, der anvendes her, idet han bestemmer resultatet som noget, der står i kontrast til folketeorien om, at man bliver lykkelig af at få børn, og den sociale norm om, at man bør få børn: “I folketeori, romaner og de fleste religioner er børn en væsentlig del af meningen med livet” (Bjørnskov 2015, 49).

Det er svært at komme uden om, at der er en social norm om at få børn. Denne norm kommer i vores jødisk-kristne kulturkreds måske stærkest til udtryk i befalingen: “Bliv frugtbare og talrige” (1. Mos., 1, 28)63, men den kommer også med jævne mellemrum til udtryk som biopolitik, altså som en politik, der søger at forbedre biomassen. Da der i 2015 var særlig stor opmærksomhed omkring den stigende gennemsnitsalder for førstegangsfødende i Danmark, var biopolitikken også særlig udtalt. Det år kørte DR temaet “Knald for Danmark”, og Københavns Kommune stillede sine borgere de alt for private spørgsmål: “Har du talt dine æg i dag?” og “har du langsomme svømmere?” (Grøn 2015).

En lang række feministiske tænkere peger på, at normen om at få børn ikke blot eksisterer, men at den har en kønnet slagside (se eksempelvis Beauvoir (1949), Firestone (1979), Ortner (1981)). Ifølge den amerikanske professor i antropologi, Sherry B. Ortner, hænger denne slagside sammen med den universelle opfattelse af, at kvinder er tættere på naturen, mens mænd er tættere på kulturen. Fordi kvinden er natur, bliver biologiske aspekter som amning, fødsel og moderskab uløseligt forbundne med, hvad det vil sige at være kvinde, og dermed også med, hvad det vil sige at leve et meningsfuldt kvindeliv (Ortner 1981, 3). Det synes således plausibelt, at lykkeforskningens resultater bliver til mediehistorier, fordi de står i en kontroversiel kontrast til sociale normer og kulturelle forestillinger om forholdet mellem forældreskab og lykke.

Det er ikke mit forehavende at argumentere for, at livet med børn faktisk er mere lykkeligt end livet uden børn. Det har jeg for det første ikke belæg for, for det andet risikerer jeg dermed blot at støtte op om en social norm, der fortæller kvinder, at de er bestemt til moderskabet. Som Simone de Beauvoir skriver: “Intet er lettere end at betegne den situation, man vil påtvinge andre, som lykkelig” (Beauvoir 2010, 32). Myten om den lykkelige husmoder er netop blevet brugt til at fratage kvinder muligheden for selvbestemmelse. Det er derimod mit forehavende at argumentere for, at også forældreskabet har med lykken at gøre, idet det som ontologisk begivenhed står i et forhold til lykken som affekt.

Ligesom der hersker en folketeori om, at lykken er at få børn, så hersker der også en folketeori om, at lykken er at være tilfreds med det liv, man lever. Denne folketeori er i dag ikke mindst båret frem af de sociale medier, særligt Instagram, hvor brugerne fortrinsvis får likes for deres polerede hverdagsbilleder, når de er i stand til at vække andre brugeres associationer til det lykkelige hverdagsliv. Den kommer ligeledes til udtryk i musikvideoen til Pharrell Williams megahit Happy fra 2013, hvor man ser helt almindelige mennesker danse af glæde over det liv, de nu engang lever (Pharrell 2013).

Endnu en grund til, at forskningsresultatet kan virke overraskende, er, at det bygger på et begreb om lykke som tilfredshed, der ikke er tilstrækkeligt dækkende for, hvad lykke i sig selv vil sige. Dette er netop Badious budskab i bogen Lykke.

Badious begreb om den reelle lykke

Badiou er først og fremmest kritisk over for det moderne lykkebegreb, fordi det ifølge ham udelukker enhver mulighed for oprør. Når lykke opfattes som det, alle stræber efter, og når det, alle stræber efter, opfattes som tilfredshed, så kan det ikke betale sig at dyrke utilfredsheden og modstanden, selv ikke i en verden, hvor utilfredsheden er berettiget og modstanden er nødvendig. Når tilfredshed bliver et imperativ, så bliver verden selv til et sted, “hvor der ikke er plads til at ville eller ønske sig en bedre (i radikal forstand)” (Badiou 2015, 13). Så længe livets højeste mål er tilfredshed, så kan det bedst betale sig at acceptere tingenes tilstand og følge den populærvidenskabelige udgave af lykkeforskningens råd om, hvordan man skal leve. I en artikel bragt i Berlingske Tidende kunne man læse, at lykkeforskernes bedste råd er: 1. At vælge den rigtige partner, 2. At vælge det rigtige job, 3. At lade være med at få børn (Berlingske 2008).

Ved at følge disse råd undgår man tilsyneladende at løbe nogen risiko for ulykke, man følger en minutiøs sikkerhedskalkule, hvor selv eksistentielle beslutninger bliver til investeringsmuligheder, og hvor selvet livet handler om at få det største afkast, det vil sige størst personlig tilfredshed. Verden er ifølge Badiou imidlertid ikke et sted, hvor tilfredsheden på nogen måde er berettiget, men derimod netop et sted, hvor modstanden er nødvendig. Ligesom i sit øvrige forfatterskab tager Badiou i Lykke udgangspunkt i ønsket om en radikal anden verden, en verden, hvor eksistensen ikke underlægges kapitalismens logik, og hvor lykken ikke reduceres til forbrugertilfredshedens efterligning. Selvom Badiou er utilfreds med tingenes tilstand, er han dog på samme tid en optimistisk tænker, og han ser ligefrem optimismen som sin filosofiske pligt. I et interview med The Nexus Institute formulerer han denne filosofiske pligt som filosoffens eksistensberettigelse. Han peger på, at pessimismen allerede er indskrevet i verdens situation, så hvis man som filosof er pessimistisk, adskiller man sig ikke fra det, der i forvejen er, og så er man egentlig overflødig (The Nexus Institute 2012).64 Som filosof må man ifølge Badiou bevare håbet om en bedre verden, og det er netop det håb, Lykke handler om.

Badiou ønsker med bogen at revitalisere det filosofiske begær efter en revolution af eksistensen, et begær der ifølge ham lider under den moderne filosofis fokus på sprog og mening. Han ønsker i stedet, at filosofien tager udgangspunkt i tingene selv, ikke mindst i det ontologiske forhold, at verden netop ikke bare følger sikkerhedskalkulens deterministiske love, men faktisk kan forandres fundamentalt. At der kan ske noget lokalt i verden, som man ikke kunne forudse, og som man ellers troede, var umuligt, men som fuldstændigt forandrer, hvad den del af verden vil sige.

Den reelle lykke er ifølge Badiou ikke en tilfredshedsrespons på noget, der er muligt inden for den bestående verden, men tværtimod en respons på det, der bryder med den bestående verden. En anden måde at sige dette på er, at den reelle lykke ifølge Badiou er en reaktion på begivenheden.

Badious begreb om begivenheden

Med begrebet begivenhed hos Badiou er der ikke tale om noget, vi kan oprette på Facebook og så håbe på, at vores venner kommer til. Der er derimod tale om en ontologisk bestemmelse af det, der formår at forandre verden fundamentalt: “Begivenheden er navnet på noget, der opstår lokalt i en verden og som ikke kan udledes af denne verdens lov. Det er et lokalt brud på verdens normale gang” (Badiou 2018, 15).

Badious begreb om begivenhed tager afsæt i hans sene filosofis bestemmelse af matematikken som det sted, der udtrykker ontologien. Det er ifølge Badiou matematikken, eller mere præcist matematikeren Georg Cantors (1845-1918) mængdelære, der beskriver sandheden om, hvad væren vil sige. Mængdelæren viser ifølge Badiou, at væren er uendelig mangfoldig; der findes ikke ét samlende princip for det værende, væren er, i bund og grund, kaotisk: Det éne eller Gud findes ikke. Vi kan forsøge at få styr på kaosset ved at opdele det i mængder, altså i grupper af det, der svarer til hinanden: Alle træer, alle fjernsyn, eller negle, og så videre. Alle disse mængder kan imidlertid selv opdeles i nye mængder: alle birketræer, alle Samsung-fjernsyn, alle tånegle, og så videre. Sådan kan vi blive ved i det uendelige, fordi alle mængder kan findeles i nye mængder. Begivenhed er ifølge Badiou karakteriseret ved at være en “tom” delmængde af enhver anden mængde. Den indeholder ikke noget i sig selv, men den kan som “ingenting” heller ikke sammenlignes med noget andet.

Fordi begivenheden bryder med verdens love, kan den ifølge Badiou ikke forudses ved hjælp af disse love og således heller ikke ved hjælp af (lykke)forskningen. Begivenheden blotlægger derimod, hvad disse tidligere love har skjult eller holdt usynligt om en del af verden: “En begivenhed er en blotlæggelse af en del af verden, som kun tidligere fandtes i form af en negativ begrænsning” (Badiou 2018, 42). I alt mener Badiou, at der kan ske begivenheder inden for fire sfærer, det, han kalder sandhedsprocedurer: Videnskab, kunst, politik og kærlighed. Når der sker en begivenhed inden for én af disse sfærer, så produceres der også en sandhed om, hvad denne sfære består i. En begivenhed inden for kunsten kan således være den såkaldte tolvtonemusik, der netop fundamentalt forandrede vores forståelse af, hvad kompositionsmusik går ud på og er i stand til. En begivenhed inden for kærlighedens sfære er netop kærlighedsmødet, hvor et andet menneske fundamentalt vender op og ned på den elskendes verden.

Den reelle lykke hos Badiou består nu i en affirmativ respons på begivenhedens brud med det bestående: “Den nye bekræftelse, det store ‘ja’, som det reelle i verden erklærer under presset fra en begivenhed, er altid løftet om muligheden for, at noget, som tidligere var umuligt, nu er muligt. Og i den forstand kan vi sige, at lykken altid er at finde nydelse i det umulige” (Badiou 2018, 44). Hvor den moderne lykkeforskning, som vi kender den i dag, mener at kunne måle lykken, og dermed at opstille forhåndsbud på, hvordan vi på forhånd bør leve, hvis vi vil være lykkelige, så mener Badiou altså modsat, at lykken er den affektive respons på det, der ikke i forvejen burde kunne lade sig gøre. Som respons på det umulige bliver lykken hos Badiou altså netop det, der ikke kan udregnes: “Hvem er det, der ikke ved at den reelle lykke er uberegnelig?” (Badiou 2018, 15).

Den reelle lykkes eufori

Lykke er altså ifølge Badiou en nydelse ved det brud med verdens love, som begivenheden består i. Hans lykkebegreb synes således at have noget at gøre med euforien i den følelsestilstand, lykkeforskningen bestemmer som den affektive lykke. Er den eufori, vi forbinder lykken med i dagligdagssproget, ikke netop forbundet med en følelse af, at livet kommer bag på livet selv, at det, der sker, på en måde ikke burde kunne lade sig gøre, men sker alligevel? Når man som forældre krammer sit barn eller ser sit barn optræde i et teaterstykke, så kan den lykke, man føler, ifølge Bjørnskov måles som aktivitet i hjernens belønningscenter. Man må således gå ud fra, at man også kan måle den affektive lykke i forældres nucleus accumbens i andre typisk euforiske øjeblikke, for eksempel i det øjeblik, deres barn kommer til verden. Men disse målinger siger intet om, hvordan forældrene oplever det, der sker.65 Hvis vi alene lader den naturvidenskabelige hjerneforskning bestemme, hvad den affektive lykke består i, så nedskriver vi, som filosof Rasmus Ugilt skriver i bogen Nydelse om fænomenet nydelse, “samtidig os selv til maskiner, der reagerer på bestemte måder, når vi får bestemte indtryk” (Ugilt 2015, 9). Netop fødslen af et barn viser os, at selvom den affektive lykke, i sammenligning med hverdagslykken, er kortvarig, så kan den begivenhed, den responderer på, være af afgørende betydning. I det følgende vil jeg argumentere for, at netop forældreskabet har en begivenhedskarakter, og at det er som begivenhed, at det står i et forhold til lykken.

Kærligheden som begivenhed

Der kan ifølge Badiou som ovenfor nævnt ske en begivenhed inden for fire sfærer, og en af dem er kærlighedens sfære. Det er dog ikke en hvilken som helst kærlighed, han bestemmer som begivenhed, men eros, og altså den kærlighed, som partnere kan føle for hinanden, og som kalder på begærets materielle bevis (Badiou 2015, 28). I Lovprisning af kærligheden udfolder Badiou, hvad det vil sige, at kærligheden er en begivenhed. Ligesom det er tilfældet med den reelle lykke i Lykke understreger han indledningsvist, at den reelle kærlighed er truet, ikke mindst af en sikkerhedsmæssig forståelse af kærligheden. Ligesom vi forsøger på forhånd at udregne, hvordan vi bliver mest lykkelige, forsøger vi på forhånd at udregne, hvordan vi kan opnå kærlighed uden risiko. Vi forskanser os bag skærmene, hvor vi på forhånd og sikker afstand kan bedømme, hvem der er værd at swipe ja til. Hvis vi endelig finder en, der er værdig, så møder vi det levende billede med en forudsætning om, at han skal stemme overens med billedet på Tinder og de krav, vi i forvejen har til en fremtidig partner.

Men den reelle kærlighed er ifølge Badiou ikke et resultat af disse sikkerhedsforanstaltninger, men sker altid på trods af dem. Kærligheden sker i mødet, og mødet er Badious ord for den begivenhed, kærligheden er: “Kærligheden begynder altid med et møde. Og dette møde tillægger jeg på sin vis metafysisk status som begivenhed, det vil sige noget, der ikke passer ind i tingenes umiddelbare lovmæssighed” (Badiou 2015, 24). Kærligheden kan ikke udregnes på forhånd, fordi den ikke burde kunne ske i den verden, der går forud for begivenheden. Det følger netop ikke tingenes umiddelbare lovmæssighed, at et helt tilfældigt menneske, som jeg helt tilfældigt begynder at arbejde sammen med i Netto, pludselig får en helt afgørende betydning for mit liv. Badiou peger på, at kærligheden som begivenhed indstifter en ny tidslighed, hvor det, der før var tilfældet, ender med at fremstå som skæbne. Når vi erklærer vores kærlighed højt, så erklærer vi netop for den anden, at vi er overgået til denne nye tidslighed, og vi håber nervøst på, at den anden har foretaget samme skæbnesvangre overgang: “Erklæringen af kærligheden markerer overgangen fra tilfældet til skæbne, og det er derfor, at den er så risikabel, så fyldt med en frygtelig nervøsitet” (Badiou 2015, 34). Fordi kærlighedserklæringen er en fastholdelse af tilfældets afgørende betydning, er kærligheden ifølge Badiou også et bevis på, at evigheden kan eksistere i livets tid. Øjeblikket, der ellers farer forbi, fastholdes i den afgørende betydning, kærlighedserklæringen tildeler det. Denne nye tidslighed, der ifølge tidens almindelige gang ikke burde kunne ske, er netop lykken i kærligheden: “Ja, kærlighedens lykke er beviset på, at tiden kan rumme evigheden” (Badiou 2015, 37). Med kærlighedserklæringen markerer vi, at vi ønsker at vise troskab over for den afgørende betydning, kærligheden som begivenhed har for os. Ligesom Badiou peger på, at kærligheden indstifter en ny tidslighed, så peger han også på, at der er noget universelt ved kærligheden, som gør den til en begivenhed. Der er noget ved kærligheden, som gør, at vi ikke kun er interesseret i vores eget forhold til den, men også i andres – tænk bare på, hvordan de fleste sange og film handler om netop kærlighed. Når kærligheden som tema fylder så meget i vores kultur, når et kærlighedsforhold, som vi slet ikke er en del af, eller som måske ligefrem er ren fiktion, kan optage hele vores opmærksomhed, så skyldes det ifølge Badiou, at enhver ny kærlighed tilbyder en ny erfaring af kærlighedens sandhed. Denne sandhed er sandheden om “Et meget særligt spørgsmål, nemlig: Hvad er verden, når den undersøges, praktiseres og leves med udgangspunkt i forskellen frem for med udgangspunkt i identiteten? Dette mener jeg, er kærligheden” (Badiou 2015, 19). Med henvisning til Badious bestemmelse af begivenheden i Lykke kan man sige, at kærlighedens sandhed er en sandhed om verden, som tidligere love har holdt usynlige. En sådan tidligere lov er identitetens lov, eller Enerens orden, som byder ethvert menneske at tage udgangspunkt i sig selv og at erfare verden fra identitetens synspunkt. Fordi kærligheden ifølge Badiou ikke følger identitetens lov, men består i et opgør med den, er det også afgørende for ham at afvise romantiske forestillinger om kærligheden som sammensmeltning eller fusion. Sådanne forestillinger har ifølge Badiou en usædvanlig kunstnerisk skønhed, men de har også en eksistentiel svaghed: De falder tilbage i identitetens lov. Når kærligheden tænkes som sammensmeltning, hvor to bliver til én, så ser parret ikke verden sammen, men vender, som Romeo og Julie, sammen verden ryggen, nu blot i fælles selvomsluttethed. Kærligheden er altså det unikke sted, eller med Badiou ord toerens scene, hvor verden selv kan udfolde sig fra et decentraliseret synspunkt, “i stedet for blot at være det, der udfylder mit personlige blik” (Badiou 2015, 21).

Forældreskab som begivenhed

Partnerkærligheden, eller mere præcist toerens scene, er altså det sted, hvor mennesket kan erfare verden med udgangspunkt i noget radikalt nyt: forskellen. Det er således en helt ny verden, kærligheden skaber, og som sådan kan man ifølge Badiou sige, at “Kærligheden er altid muligheden for at medvirke til verdens fødsel” (Badiou 2015, 21). Badiou forholder sig i denne forbindelse også til barnets fødsel, men kun for så vidt barnets har konsekvenser for den begivenhed, partnerkærligheden er:

[B]arnet er det, jeg i min jargon kalder et punkt. Et punkt er et bestemt øjeblik, hvor en begivenhed trækker sig sammen, hvor den på en vis måde skal udspilles igen, som om den genopstod i en forskudt og forandret form, som tvinger én til at generklære den (Badiou 2015, 38).

Badiou tænker altså barnet som en konsekvens af partnerkærligheden, ikke som en konsekvens i sig selv.66 Barnet er en udfordring af kærligheden til partneren, men også en mulighed for at “gen-erklære” den første kærlighedserklæring. Det helt åbenlyse problem ved denne bestemmelse er, at ikke alle børn fødes inden for et kærlighedsforhold mellem mennesker. Men et andet problem er, at Badiou overser forældreskabets begivenhedskarakter.

Kærligheden til partneren er måske nok et sted, hvorfra verden kan erfares fra et decentraliseret synspunkt, hvor man kan erfare, at der er en anden position at se verden fra. Men den er ikke det eneste sted. En lige så præcis beskrivelse af dette sted er forældreskabet, hvor man helt bogstaveligt oplever verdens fødsel, idet man ser verden blive til igennem barnets øjne og sammen med barnet. Hver gang barnet ser noget i verden for første gang, skabes verden på ny fra et decentraliseret sted.

Denne nye erfaring begynder for kvindens vedkommende endnu tidligere end barnets fødsel, da graviditeten som fænomen helt bogstaveligt består i, at man erfarer verden fra et decentraliseret synspunkt. Som gravid er man ikke alene eller forskanset i selvomsluttethed, men man er heller ikke identisk eller sammensmeltet med fostret i verden (selvom det måske kan se sådan ud for en ydre betragtning). At være gravid er en helt igennem intim erfaring af forbindelse-gennem-adskillelse eller adskillelse-gennem-forbindelse. Det er netop en erfaring af, at der er en anden position i verden end den, der udfylder jegets personlige blik.

Selvom graviditet som biologisk fænomen er noget af det mest almindelige i verden, så består den på samme tid i et konkret opgør med almindelige love, det vil sige med den herskende ontologi-opfattelse. Inden for filosofien er der ikke tradition for at tænke mennesket længere tilbage end til det øjeblik, hvor det optræder i verden. Martin Heidegger (1889-1976) bestemmer i sit hovedværk Væren og Tid fra 1927 ligefrem mennesket qua Dasein som kastet ind i verden, som om det pludselig bare er her (Da) og herfra eksisterer som en væren-mod-døden.67 Menneskelivet er altid rettet mod døden, og det er ifølge Heidegger kun gennem den angstfyldte erkendelse af dette eksistentielle grundvilkår, døden er, at mennesket kommer til sig selv.

I forhold til hvor meget filosofien i det hele taget interesserer sig for døden som fænomen, er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt plads den ofrer på graviditet og fødsel, når disse fænomener er mindst lige så afgørende og universelle for de mennesker, der eksisterer. I sin bog The Phenomenal Woman beretter Christine Battersby om sin ven, der netop blev slået af sin egen fødsels ubegribelighed:

Det er mærkeligt. Filosoffer siger, at det er umuligt at forstå og acceptere tanken om sin egen død. Men det er ikke det, jeg synes er svært at forstå; det er snarere tanken om, at jeg selv er blevet født. Når jeg prøver at tænke min egen fødsel, så får jeg ondt i hovedet, og jeg føler mig syg og svimmel (Battersby 1995 (min oversættelse)).

Den herskende opfattelse af mennesket fortæller os, at mennesket er et selvstændigt og selvberoende væsen, der selv udgør grænserne for sig selv. Det står i rumlig modsætning til andre entiteter, og er, som det latinske ord individum betegner, udelt eller udeleligt (Dandanell 2018). Når vi tager graviditeten og fødslen alvorligt som fænomener, så udfordres denne ontologi, og når vi oplever disse fænomener tæt på som forældre, så oplever vi noget, der ikke burde kunne ske inden for rammerne af den verden, der gik forud for dem; vi oplever noget, der har begivenhedskarakter. Begivenhedskarakteren viser sig også ved, at barnet, når det er ønsket og elsket, indstifter en ny tidslighed. Det er på sin vis også en tilfældighed, at netop det barn, der er mit, blev mit barn. Dette tilfælde opholder Cecilie Lind sig ved i digtsamlingen med den passende titel Mit barn: “Han er tilfældig / han kunne have været hvem som helst / det er så svimlende at tænke på / at jeg næsten havde mistet ham / om jeg havde været liderlig en time senere / et lykketræf! / at han er ham!” (Lind 2018).

Det svimlende ved denne erfaring består netop i, at det, der før var tilfældet, ender med at fremstå som skæbne.68 Barnet ender med at fremstå som nødvendigt, selvom det kun var et øjeblik siden, at det ikke var her, og selvom det netop var friheden, man brugte, da man besluttede sig, at barnet skulle være her.69 En anden måde at sige dette på er, at barnet fremstår som et mirakel i lyset af den orden, der gik forud for dets fødsel.

Netop barnet som mirakel beskæftiger Hannah Arendt (1906-1975) sig med, idet hun bestemmer fødthedens faktum som det, der redder verden fra den ubønhørlige lovmæssighed, som ellers er naturprocessernes særkende. For hende er fødthedens faktum, og altså den universelle sandhed, at vi alle sammen er født, selve beviset på, at mennesket ikke først og fremmest er en væren-mod-døden, at det ikke er født for at dø, men for at begynde: “Miraklet er med andre ord fødslen af nye mennesker, den ny begyndelse og den handling, som de i kraft af at være født er i stand til at udrette” (Arendt 2008, 247). Hermed peger hun på, at fødslen ikke er en engangshændelse, men paradigmatisk for al senere handlen. Når vi bliver født, så ankommer vi i en vis forstand altid for sent til verden: Her var generationer af mennesker før os, og vores dannelsesopgave består langt hen ad vejen i at tilegne os viden om den verden, der gik forud for os. Men netop fordi vi er født, og dermed selv består i en ny begyndelse, besidder vi ifølge Arendt også en mulighed for at handle på verden og at forandre den. Vi er ikke blot dømt til at dø, men har i kraft af fødthedens faktum mulighed for at skabe noget helt nyt. Hermed gør Arendt egentlig fødslen til en begivenhed, der som begivenheden hos Badiou sætter et “før” og et “efter”, og den menneskelige handlen til en form for troskab over for den begivenhed, fødslen er.

Kærlighedserklæringen fra den ene partner til den anden markerer som nævnt overgangen fra tilfældet til skæbne; den tjener ifølge Badiou til at vise, at man for sin del ønsker at fastholde tilfældets afgørende betydning. Dette ønske er dog ikke unikt for kærlighedserklæringen mellem to voksne mennesker, der elsker hinanden, det er også til stede i kærlighedserklæringen fra forælder til barn – og omvendt. Ligesom det ikke følger af tingenes umiddelbare lovmæssighed, at et helt tilfældigt menneske, jeg begynder at arbejde med i Netto, bliver min elskede, så følger det heller af nogen lovmæssighed, at netop mit barn blev mit barn. Selvom denne kærlighedsrelation adskiller sig ved, som oftest, at være funderet i biologien, så betyder det ikke, at den er hverken selvfølgelig eller nødvendig. Barnet er grundlæggende sin egen, og dets selvstændighed bliver kun større i takt med tiden. Der er altid en risiko for, at barnet ikke gengælder forældrenes kærlighed. Måske netop fordi øjeblikket går så hurtigt, især når barnet vokser mest, og hele tiden lidt er i færd med at blive en anden, er kærlighedserklæringen fra forældre til barn en måde at understrege den evighed, der ved kærligheden eksisterer i livets tid.

Lykkens fødsel

Som jeg har forsøgt at vise, så har forældreskabets indstiftelse en begivenhedskarakter, når barnet fødes i kærlighed. Måske er det lettere at få hold på denne tanke, hvis vi ikke som Badiou tager udgangspunkt i, at kærligheden som sandhedsprocedure altid i forvejen er identisk med kærligheden mellem to partnere, eros, men at andre former for kærlighed kan vise sig som begivenheder inden for kærlighedens sfære, herunder kærligheden til barnet. Hvorfor skulle den kærlighed, der kalder på kroppenes materielle bevis, indeholde mere sandhed end den kærlighed, der opstår mellem venner eller mellem forældre og barn? Man kan mistænke Badiou for at overse forældreskabets – herunder ikke mindst graviditetens og fødslens – begivenhedskarakter, fordi han tager udgangspunkt i et mandigt subjekt, der traditionelt har mindre med barnet at gøre. Et sådant kønnet udgangspunkt kommer blandt andet til udtryk i bogen Hvad er kærlighed, hvor han beskriver samtidsfilosofien med ordene: “Man kan tilføje, at samtidsfilosofien – det ser vi hele tiden – er henvendt til kvinder. Jeg vil endda vove at påstå, at den kan mistænkes for, som diskurs, at gøre sig skyldig i forførelsesstrategier” (Badiou 2017, 9). Badiou forudsætter her, at subjektet, det vil sige samtidsfilosofien, er en (heteroseksuel) mand, der henvender sig til det begærsobjekt, kvinden er for ham.

Nu er vi dog tilbage ved begyndelsen: Bliver man mere lykkelig af at få børn? Når vi stiller os selv dette spørgsmål, og når vi opfordres af kulturen og af forskningen til at stille os selv dette spørgsmål, så forudsætter vi, at vores individuelle lykke er meningen med livet. Med Badious terminologi kan man sige, at vi i så fald tænker mennesket som noget, der kun eksisterer inden for Enerens orden, og lykken som noget, der blot udfylder det personlige blik. Men fødslen af et barn er en begivenhed, der består i et brud med Enerens orden og peger på muligheden af en ny begyndelse, en ny måde at handle på. Forældreskab er ikke meningen med livet, hvis der overhovedet findes en sådan, men det indvarsler en sandhed om, hvad det vil sige at erfare verden fra et decentraliseret synspunkt. Ligesom det er tilfældet i kærlighedsrelationen mellem to voksne mennesker, så er denne erfaring ikke uden prøvelser, og den består i en vedvarende troskab over for kærligheden. Forældreskabets lykke er ikke individets generelle tilfredshed med tilværelsen, men en nydelse i det umulige: kærligheden. Miraklet er, at barnet er til, og at verden bliver til på ny med barnet.