91 Jeg citerer fra Søren Kierkegaards Skrifter (SKS), udgivne af Gads Forlag & Søren Kierkegaard Forskningscenteret fra 1996-2112. Tallet først i parentesen refererer til bind-, det andet tal til sidenummer. I brødteksten angiver jeg eksplicit, hvilket værk det drejer sig om.
92 Den oprindelige sang er komponeret af Karen Jønsson i 1937 og teksten er af Carl Viggo Meinche. I vor tid er sangen nok bedst kendt fra Lars H.U.G’s fortolkning på albummet Blidt over dig, der udkom første gang i 1992.
93 I Begrebet Angest er der en lang fodnote, der gennemgår den antikke græske forståelse af udtrykket øjeblikket, som Kierkegaard har ladet sig inspirere af, men som han alligevel ikke mener, er helt dækkende. Det skyldes, at for Platon synes øjeblikket blot at være “en lydløs atomistisk Abstraktion, som man heller ei forklarer ved at ignorere den”, men Kierkegaard mener, at øjeblikket først får sin sande betydning med kristendommen, fordi der her sættes en afgørende forskel mellem før og nu, mellem sandhed og usandhed, mellem tiden og evigheden (SKS 4, 385 f. fodnote 2).
94 Denne definition af øjeblikket svarer her til empiristen David Humes (1711-1776) kritiske beskrivelse af kausalitetsprincippet. Hume viste, at dette princip ikke kunne begrundes rationelt, da vi ikke kan erfare og bevise en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning. Selv om vi hele tiden erfarer denne virkning har vi aldrig “set” selve kausaliteten. Hume benytter et billardeksempel til illustration. Hvis vi støder en billardkugle ind i en anden billardkugle, regner vi med, at den anden kugle vil bevæge sig. Men Hume anfører, at det vi ser, er en kæde af begivenheder, der følger efter hinanden i tid, ikke årsagen imellem dem, altså ikke selve kausaliteten. Det er med øjeblikket som med en begivenhed. Det er ikke øjeblikket, vi ser, men det, der sker, er sket eller vil ske i øjeblikket.
95 I Væren og intet bestemmer Sartre, inspireret af Kierkegaard, tiden på følgende måde: “Tidsligheden er selvfølgelig en organiseret struktur, og disse såkaldte “elementer” af tiden: fortid, nutid, tilkommende tid, bør ikke betragtes som en samling af “data”, som man skal lægge sammen – for eksempel som en ubegrænset serie af “nu’er”, hvoraf nogle endnu ikke er, mens andre ikke er længere – men som nogle strukturerede øjeblikke af en oprindelig syntese. Ellers vil vi først støde ind i dette paradoks: Fortiden er ikke længere, den tilkomne tid er ikke endnu, hvad angår det instane nu, så ved alle, at det overhovedet ikke er; det er grænsen for en uendelig opdeling, ligesom punkter uden udstrækning” (Sartre 2013, 147).
96 Denne beskrivelse af øjeblikket nærmer sig en af Alain Badious definitioner på lykke som den affirmative erfaring af en afbrydelse af endeligheden. (Badious 2018, 11).
97 “Det Erindrede er ikke, som det Huskte er ligegyldigt mod Hukommelsen, ligegyldigt mod Erindringen. Det Erindrede kan man kaste bort, det vender tilbage ligesom Thors Hammer, og ikke blot saaledes, men det har en Længsel efter Erindringen som en Due, ja som den Due, der hvor ofte den end sælges til Andre aldrig kan blive en Andens Eiendom, fordi den bestandigt flyver hjem. Men saa har ogsaa Erindringen selv udruget det Erindrede, og denne Rugen er skjult og forborgen, lønlig og derfor ukrænket af nogen profan Viden: saaledes vil Fuglen ikke ruge over sit Æg, naar nogen Fremmed har berørt det” (SKS 6, 20).
98 “Erindringens Fælledsskab existerer egentligen ikke. En Art quasi-Fælledsskab er en Modsætnings Form, som den Erindrende bruger for sit eget Vedkommende. Det frister stundom Erindringen bedst frem, at man lader som betroede man sig til en Anden, blot for bagved denne Fortrolighed at gjemme en ny Reflexion, hvori Erindringen bliver til for Een selv. Med Hensyn til Hukommelsen kan man godt slaae sig sammen til gjensidig Assistance. I denne Henseende ere Festmaaltider og Geburtsdags-Glæder, Elskovspanter og dyrebare Amindelser hensigtsmæssige ligesom at lægge Krølle i en Bog for at huske, hvor man slap, og ved Hjælp af Krøllerne at kunne være sikker paa at have læst hele Bogen igjennem. Erindringens Perse derimod maa Enhver træde alene. I og for sig ligger deri langtfra nogen Forbandelse. Forsaavidt man altid er ene om en Erindring, er enhver Erindring en Hemmelighed. Selv om Flere ere interesserede i hvad der er den Erindrende Erindringens Gjenstand, han er dog ene om sin Erindring, den tilsyneladende Offentlighed er blot illusorisk” (SKS 6, 22).
99 I Sygdommen til Døden nævnes spidsborgeren netop som en type, der lider af denne art fortvivlelse: “Spidsborgerlighed er Aandløshed, Determinisme og Fatalisme er Aands-Fortvivlelse; men Aandløshed er ogsaa Fortvivlelse. Spidsborgerlighed mangler enhver Aandens Bestemmelse, og gaaer op i det Sandsynlige, indenfor hvilket det Mulige finder sin Smule Plads; den mangler saaledes Mulighed for at blive opmærksom paa Gud. Uden Phantasi, som Spidsborgeren altid er, lever den i et vist trivielt Indbegreb af Erfaringer, om hvordan det gaaer til, hvad der er muligt, hvad der pleier at skee, Spidsborgeren være forresten Øltapper eller Statsminister” (SKS 11,156).