Kampe om lykken: en epilog

Svend Brinkmann

Bogens tolv kapitler har bevæget sig på kryds og tværs gennem lykkens landskaber. Nogle kapitler har primært analyseret lykken historisk ved at se på, hvordan landskaberne er blevet til. Dette er nødvendigvis relevant, da menneskers opfattelse af lykken forandres over tid. Mit eget bidrag beskrev lykkens idéhistorie gående fra det førmoderne over det moderne og til det postmoderne. Det blev beskrevet som en bevægelse fra et fokus på etiske normer over psykologiske sindstilstande og til aktuelle forestillinger om selvudvikling. Andre bidrag har analyseret lykken begrebsligt og fænomenologisk ved hjælp af filosofiske refleksioner over lykkens betydning. Søren Harnow Klausen diskuterede forholdet mellem lykken og det gode liv og forsvarede den affektive oplevelsesdimensions betydning. Det samme gjaldt på sin vis Alfred Bordado Sköld, som dog understregede lykkens momentane og ukontrollerbare karakter.

Flere kapitler har sat lykken i relation til andre eksistentielle grundtemaer som fødsel (Tone Frank Dandanell), kedsomhed (Anders Petersen) og død (Jon Auring Grimm), hvilket illustrerer, at lykken på mange måder er umulig at rense for alment menneskeligt livsindhold. Lykken er næppe noget i sig selv, men er altid vævet ind i det menneskelige livs mange fænomener. Desuden har bogen præsenteret refleksioner over lykken fra bestemte filosoffers perspektiver – man kunne kalde dem særlige landskabsførere med forskelligartet kendskab til lykkens landskaber – i form af Kierkegaard (Pia Søltoft), Wittgenstein (Finn Thorbjørn Hansen) og Freud (Kirsten Hyldgaard).

Den væsentligste røde tråd gennem bogens kapitler er dog nok den kritiske opmærksomhed, der knytter sig til, at lykken netop i disse år indgår i samfundets økonomi som en form for produktivkraft. Det er den dimension, som William Davies har beskrevet under overskriften “lykkeindustrien” (Davies 2015), og hvor lykkens landskaber er under stadig indflydelse af dybe samfundsmæssige kræfter som kapitalisme og nyttegørelse. Dette spiller en rolle i næsten alle kapitler, men nok mest eksplicit hos Gitte Meyer, der kritiserede den instrumentelle kvantificering af lykken, og hos Mikkel Krause Frantzen, der gennem litterære analyser forsvarede en utopisk ide om revolutionær lykke i en kritik af afpolitiseringen af begrebet.

I denne korte, afsluttende epilog vil jeg først forsøge at give et overblik over forskellige mulige perspektiver på lykken, hvilket i sagens natur bliver mere end en smule forenklende. Dernæst vil jeg flytte fokus lidt fra lykken og til begrebet om kamp. For bogens titel er som bekendt “Kampen om lykken”, men hvad er det for en kamp – eller kampe i flertal – som udspiller sig?

Hvis vi godtager landskabsmetaforen, så er lykkens landskaber mangfoldige, som vi har set, og indeholder både velkendte parker og vandreruter, men der er også mere tilgroede stier og svært tilgængelige områder, der måske er værd at genopdage. Men hvor er frontlinjerne, hvad kæmpes der om, og hvem er kombattanterne? Jeg vil sidst i epilogen gennemgå fem slags kampe, som lykken i disse år er involveret i. De er ikke skarpt adskilt og hænger desuden tæt sammen med det, antologien i øvrigt har handlet om, nemlig selve lykken. Men altså først et forsøg på at danne overblik over forskellige dominerende perspektiver på lykken.

Perspektiver på lykken

Som nævnt har jeg selv været interesseret i at spore lykkens idéhistorie i europæisk filosofi og samfundsliv som en overgang fra et overvejende etisk perspektiv (man skal leve op til noget) over et mere oplevelsesmæssigt perspektiv (man skal opleve noget) og til et udfrielsesperspektiv (man skal udleve noget for at blive lykkelig). Men der er andre og lige så dybe distinktioner i lykkelandskabernes lag. Nedenfor har jeg søgt at fremstille to forskellige distinktioner i en matrixform, der er inspireret af en lignende figur fra min bog Ståsteder (Brinkmann 2016). Som man kan se, deler jeg her lykken op i en oplevelses- og handlingsdimension på den horisontale akse og en subjektiv og objektiv dimension på den vertikale akse. Der er ikke nødvendigvis tale om enten/eller-distinktioner, men nærmere om to slags kontinua, hvor forskellige perspektiver kan ligge mere eller mindre ekstremt. Jeg har indsat forskellige perspektiver og et enkelt navn (Nietzsche) i matrixen – sidstnævnte fordi der ikke kan siges at høre en særlig “-isme” til det felt.

For at tage den horisontale akse først har jeg her angivet hedonisme og utilitarisme som idealtypiske oplevelsesorienterede perspektiver på lykken. Og henholdsvis Nietzsche og pligt- og dydsetikker er nævnt som idealtyper, hvad angår handlingsdimensionen. Hedonisme er som bekendt en lystfilosofi, der siger, at lykken er knyttet til nydelse. Rene hedonister er nok ganske sjældne i filosofihistorien, måske fordi det kan være vanskeligt at forsvare positionen konsistent (og hvad nu hvis den ene persons nydelse er den anden persons lidelse?), men langt de fleste lykkeperspektiver har en hedonistisk dimension. Mange vil blot mene, at lykken ikke udtømmende kan forstås i hedonistiske termer, men også må indeholde andre dimensioner. Utilitaristerne adskiller sig fra simple hedonister ved mene, at det objektivt set er godt at maksimere lysten eller nydelsen for flest mulige. Deri ligger lykken, hvorfor der fortsat er fokus på oplevelsesdimensionen, men hos utilitarismen er den altså suppleret med en opmærksomhed på den objektive moral, der angiveligt kan hjælpe os til at skelne gode fra dårlige handlinger. Mange utilitarister, for eksempel Peter Singer (2009), vil desuden udstrække lykkebegrebet til ikke-menneskelige dyr, for så længe et væsen kan føle smerte og nydelse, kan det i princippet være lykkeligt, hvorfor det ifølge nogle tænkere er en pligt at maksimere dets mulighed for at være det.

I introduktionen citeredes Nietzsche for det berømte udsagn om, at det ikke er mennesket men englænderen, der stræber efter lykken. Dette var hos Nietzsche ment som en kritisk-satirisk kommentar til utilitarismens nyttefilosofi. For Nietzsche er lykken ikke en oplevelse eller sindstilstand som hos hedonister og utilitarister, og han ville endda mene, at livet ikke er succesfuldt, hvis man er glad og tilfreds (se Nietzsche 1888). Livet bør dreje sig om storhed og ikke tilfredshed for Nietzsche. Han så livet som en kamp, hvor det gælder om at overvinde modstand og lade viljen finde udtryk i beundringsværdige handlinger. Nietzsche var på den måde tættere på de græske helte, som han studerede og beundrede, end på kristendommens moral, hvor det gælder om at udvise barmhjertighed og lindre menneskers lidelse. Når Nietzsche er placeret i den subjektive kategori på denne akse, er det selvfølgelig, fordi han afviste, at der fandtes objektive værdier, som kunne underbygge handlingers storhed. Værdier er perspektiviske, og et menneskes storhed kan siges at bestå i gennem sit liv selv at skabe de standarder, man herefter vil blive bedømt på. Lykken er ikke at underkaste sig andres normer, men at skabe dem selv.

Heroverfor står både dydsetikere og pligtetikere, der også – på forskellig vis – ser lykken som knyttet til handling, men på en langt mere objektivt forpligtet vis. Her skaber man ikke selv de standarder, det er værd at leve op til. Pligtetikere i traditionen fra Kant er typisk ikke så optaget af lykken, men mere af hvordan jagten på lykken kan komme i konflikt med etikken, mens dydsetikere almindeligvis ser en meget tæt sammenhæng mellem lykken og det moralske liv. For Kant kommer livets standarder fra den universelle fornuft, mens de hos Aristoteles kommer fra den menneskelige natur. Lykken er i traditionen fra Aristoteles det vellykkede liv, hvor personen har kultiveret bestemte dyder, der gør, at vedkommende både handler ret og lever meningsfuldt. Dyden manifesteres i handling, og det er for både pligt- og dydsetikken en ganske objektiv sag, hvad der er værd at gøre i et menneskes liv. Meget forenklet sagt er det idealtypiske synspunkt her, at lykken er at gøre det gode.

Hvor mange af bogens diskussioner har sat lykken ind i en historisk sammenhæng – hvor den selvfølgelig også hører hjemme – mener jeg tillige, at det som i denne matrix giver mening at lade perspektiverne mødes på kryds og tværs af historiske skel. Måske kan denne matrix være et slags tankeredskab i fremtidige diskussioner om lykkens mange landskaber.

Kampe om lykken

Et er diskussionen om selve lykkebegrebet, og noget andet er forestillingen om en kamp om samme. Hvad er det for en kamp – og hvad kæmpes der om? Som kapitlerne i denne bog har vist, er der ganske mange forskellige frontlinjer, og jeg vil slutte denne epilog med at udfolde nogle af disse, hvilket måske kan anspore til yderligere diskussioner om lykkens betydning for et moderne menneske. Jeg har kaldt kampene for definitionskampen, valoriseringskampen, den økonomiske kamp, individualiseringskampen og selve kampen for lykken.

Definitionskampen

For det første er der selvfølgelig definitionskampen. Det er den, der ligger bag de forskellige positioner i den matrix, jeg henviste til ovenfor. Defineres lykken bedst som en sindstilstand eller som en mere udadvendt del af vores liv, for eksempel i form af handlinger? Er det mest korrekt at se lykken som et subjektivt anliggende, hvor den enkelte har definitionsret over sin egen forståelse af fænomenet, eller er der mere objektive faktorer på spil, så individet muligvis endda kan tage fejl vedrørende det, man tror skaber lykke? Kan lykken gives en videnskabelig definition – og eksempelvis fanges i kvantitative mål – eller er den nødvendigvis et mere æstetisk anliggende, der kræver kvalitative tilgange? Er lykken noget, der sker for os, eller noget vi selv gør? Definitionskampen er den mest idealistiske, idet den kan anskues som en mere eller mindre ren filosofisk og videnskabelig debat, der begynder hos de før-sokratiske filosoffer og fortsætter den dag i dag.

Valoriseringskampen

Denne kamp er knyttet til ovennævnte, og udspringer måske endda af den, men er alligevel specifik nok til at fortjene sin egen overskrift. Valorisering henviser som begreb til alle de værdsættelsesprocesser, der foregår i vores liv. Hvad angår lykken er det centrale, om lykken er den vigtigste værdi i livet, og om den overhovedet er værd at stræbe efter? Nogle filosoffer vil sige, at det er en rent definitorisk kendsgerning, at vi stræber efter lykken. Lykken kan simpelthen – for eksempel i en aristotelisk tradition – defineres som det, vi ultimativt stræber imod. Det gør, at lykken som sådan har værdi – mange vil sige den allerhøjeste værdi – og i hvert fald en slags egenværdi, hvilket betyder, at vi ikke efterstræber den for andet end dens egen skyld. Man kan spørge: “Hvorfor spiller du golf?”, eller “hvorfor arbejder du over?” Men hvis svaret er “fordi det gør mig lykkelig”, er det underligt at stille det opfølgende spørgsmål: “Men hvorfor vil du være lykkelig?” Det vil man simpelthen, fordi det er sidstebegrundelsen for vores handlinger.

Inden for andre traditioner er det imidlertid ikke helt så let. Immanuel Kant mente, at “et lykkeligt menneske er noget helt andet end et godt menneske” (se diskussionen i Brinkmann 2016), så hvis lykken og moralen kom i konflikt, var der i hans øjne grund til at vælge moralen frem for lykken. Lykken har måske nok en form for værdi, men ikke en egenværdi eller absolut værdi – det har ifølge Kant kun den gode vilje, der vil det gode, fordi det er godt (og ikke fordi det eventuelt gør aktøren lykkelig). Man kan endda, som ovennævnte Nietzsche, gå helt i den ekstreme retning og sige, at lykkens værdi er ubetydelig – i hvert fald forstået på den utilitaristiske facon. Men hele diskussionen kompliceres af, at man så blot kan se fænomenet fra en anden vinkel og konkludere, at Nietzsche egentlig bare sætter noget andet ind som livets mål – en slags overmenneskelig storhed eller en altomfattende livsbekræftelse – som da bliver den ultimative lykke. Det er derfor, det giver mening at placere ham i matrixen ovenfor trods hans skepsis vedrørende lykken.

Den økonomiske kamp

Den tredje kamp er på en måde også en valoriseringskamp, men her handler det ikke så meget om at definere lykkens værdi, men mere om at tjene penge på den. Den økonomiske kamp om lykken er en meget håndfast og bogstavelig kamp om markedsandele, kurser, personlighedsudvikling, wellness, apps til smartphones, Chief Happiness Officers, der skal forbedre virksomheders lykkeniveau og meget andet. Lykken er blevet big business, og mange af dem, der skriver bøger om forskellige lykkekoncepter, tjener selv penge på kurser og konsulentydelser. Lykken er blevet en produktivkraft i samfundsøkonomien, og enhver diskussion om lykken må i disse år holde dette in mente. Mange af denne bogs kapitler kredser om problemerne ved at kapitalisere på noget, der måske repræsenterer den højeste værdi i menneskelivet.

Individualiseringskampen

Denne kamp handler om placeringen af ansvaret for personers lykke. Er det individets eget ansvar at søge lykken, som skrevet i den amerikanske uafhængighedserklæring, eller er lykken en mere kollektiv bestræbelse? Er enhver i sidste ende sin egen lykkes smed, eller er vi snarere hinandens lykkes smede, så man ikke kan gøre sig selv lykkelig, men måske nok sit medmenneske? Her er en central konflikt, der både er teoretisk og filosofisk, men også mere konkret politisk. Liberalister vil insistere på en form for individualisering i positiv forstand, hvor en stats opgave består i at beskytte individets ret til at skabe lykke i vedkommendes eget liv, mens såkaldte kommunitarister vil mene, at selvet er konstitueret socialt af relationer og fællesskaber, hvorfor lykken bliver så meget desto vanskeligere at opnå for et individ alene. Kommunitarister vil altså argumentere for opbygningen af institutioner, der kan understøtte personers lykke. Liberalister anser individualisering for at være en frigørende historisk proces, hvorimod kommunitarister vil fokusere på dens problematiske aspekter, der giver sig udslag i fremmedgørelse og atomisering.

Lykkekampen

Det sidste kampbegreb beskriver simpelthen helt banalt menneskets kamp for at blive lykkelig. Når et storværk som Karl Ove Knausgårds Min kamp bliver en international bestseller, er det nok blandt andet, fordi det handler om hverdagslivets kamp for lykke. Midt imellem dødsfald, arbejde, skilsmisser, familiefester og børneopdragelse dukker lykken indimellem op, mens mennesker kæmper for at holde sammen på deres liv. Lykkekampen er her ikke så meget en kamp om lykken, men mere en daglig kamp for den, hvor det ikke er store filosofiske diskussioner, der er centrale, men mere helt almindelige hverdagsbegivenheder. Barnets smil når man henter det i børnehaven. Nyheden om at det lokale fodboldhold overlever i første division. Langt de fleste ting, som mennesker gør i deres liv, gør de ikke, fordi det gør dem lykkelige. De gør dem, fordi det er deres liv, deres pligt, deres hverdag. Men anskuet lidt på afstand er der måske megen lykke involveret alligevel. I sin senere bog Om foråret skriver Knausgård om, at meget af det almindelige liv handler om at “parere” alt det besværlige, der bliver kastet imod en. Det er helt nødvendigt for at leve og overleve. Men en gang imellem skaber vi også noget, der ikke var her før, for eksempel vores børn, og så parerer vi ikke blot, men bringer noget frem i kærlighed, og det er lykken midt i al kampen.

Hvis lykkebegrebet er omdrejningspunkt for alle disse kampe – og sikkert mange flere – kunne man måske håbe at få afsluttet kampene, så vi kunne opleve ro, harmoni, og, ja, lykke. Men det er formentlig en fejlagtig opfattelse. Specielt når vi har med så centralt et begreb som lykke at gøre, er det afgørende vigtigt, at kampen forbliver uafsluttet og fortsætter. Vi må aldrig fastfryse lykken endeligt i bestemte koncepter, men altid insistere på, at en væsentlig del af lykken findes i at diskutere den, lede efter den og kæmpe om og for den. Vi håber, at vi med denne antologi har bidraget en smule hertil.

Februar 2020

Svend Brinkmann