25

De parkerede uden for traumecentret og løb ind. Stoppede kort op, inden de store glasdøre nåede at glide til side.

– Vi er med Camilla Lind, der lige er bragt ind fra Nygårdsvej, sagde Lars Jørgensen til damen i den hvide kittel, der kom gående imod dem.

– Sæt jer derind, hun pegede på et par stole, der stod på gangen inde bag svingdøren. – Vi skal have fat i hendes pårørende.

– Jeg er hendes pårørende, sagde Louise med det samme og rejste sig, inden det gik op for hende, hvad der lå i ordene. Familien, hendes familie skulle tilkaldes. Hendes ben gav efter, og hun satte sig tungt ned igen.

– Kan du hjælpe med forældrenes telefonnummer? spurgte Lars Jørgensen.

– Jeg kan finde hendes mors nummer.

Louise sad et øjeblik og betragtede et punkt på den modsatte væg. Nu måtte hun fandeme tage sig sammen. Stemmen tordnede i hendes hoved, og opråbet bredte sig til resten af hendes krop. Hun forbandede sin psyke, tvang svagheden til at gå ad helvede til og bildte sig ind, at hun mærkede en rystelse gå gennem kroppen, da styrken vendte tilbage.

– Hvad fanden er der sket? Jeg er ked af det, men jeg har stadig ikke opfattet, hvad der er foregået, og hvor slemt det er, sagde hun undskyldende og vendte sig mod sin makker.

– Jeg ved det ikke, sagde han.

Hun opdagede, at det var en lettelse, at han var lige så lidt med som hun.

Louise rejste sig og gik ud til damen i glasburet.

– Hvor slemt er det?

Damen så beklagende op på hende

– Jeg ved kun, at hun var bevidstløs, da de kørte hende ind. Så snart lægen kommer ud, får vi fat i ham.

Louise skrev Camillas mors navn og adresse ned.

– Men hun bor altså i Jylland.

Damen nikkede.

Louise fik lov til at låne en telefon. Hun ringede hjem til Christina for at høre, hvordan det gik med Markus, og fortælle, at hverken hun eller Camilla kom hjem. Vagtlægen havde givet Christina besked på at se tiden an og sørge for, at han fik noget at drikke. Temperaturen var faldet en smule, og nu lå han på sofaen og sov under et vattæppe.

De ventede. Flere patienter kom ind, men blev henvist til venteværelset, så hun og Lars Jørgensen havde gangen for sig selv. Louise lukkede øjnene et øjeblik, måske i længere tid end hun var klar over. Hun åbnede dem, da hun hørte skridt på gangen.

En mand kom gående hen imod dem. Hun lukkede øjnene igen. Han havde overtøj på, så hun kunne regne ud, han ikke var læge.

– Er du Louise Rick?

Manden var stoppet op foran dem.

Lars Jørgensen skulle til at rejse sig, men Louise standsede ham. Hun genkendte Finnen, selvom hun kun havde set ham på afstand.

– Ja.

Og så registrerede hun den. Stemmen.

– Det var dig, der ringede!

Han så udtryksløst på hende.

– Jeg vil gerne tale med dig.

Louise havde rejst sig og nikkede.

– Jeg finder et sted, vi kan være.

Hun gik hen mod glasburet og damen. Lars Jørgensen blev stående og kikkede efter hende.

Hun vinkede af dem fra svingdøren. De kunne bruge kafferummet. Lars Jørgensen tøvede et øjeblik, inden han fulgte efter, og Finnen stoppede ham ikke.

De sad om det aflange bord og havde sagt ja tak til kaffe, da de blev budt.

– Jeg slog hende ihjel.

Finnen holdt øjnene på Louise, mens han talte. Hun åbnede munden, og følelserne, der steg op i hende, skiftede så hurtigt, at de ikke kunne nå at sætte sig.

– Slog hende ihjel? Camilla?

– Nej.

Han fik en vred rynke i panden.

– Birte Jensen.

Lars Jørgensen brød ind.

– Vi er slet ikke klar over, hvad der er foregået. Vi har en bevidstløs pige liggende herinde, det er det eneste, vi ved. Skulle vi starte fra en ende af?

Finnen kikkede kort på ham, inden han igen hæftede blikket på Louise.

– Det var hende, der dræbte de to journalister.

Han sukkede tungt.

– Jeg var bare for lang tid om at fatte det.

Han tog sin kop og nippede til kaffen.

– Hun havde tænkt sig at gøre det samme med Camilla Lind.

– Hvorfor tror du, vicekriminalinspektør Birte Jensen ville slå Camilla Lind ihjel?

Lars Jørgensen tog igen over.

– Fordi hun vel ligesom de to andre havde fået mistanke om, hvad der foregik.

– Og hvad foregik der?

Finnen lukkede øjnene og hvilede ansigtet i hænderne. Sådan sad han lidt, inden han svarede.

– Hun snød mig. Jeg har hjulpet hende gennem det sidste år. Jeg troede, vi forsøgte at få ram på Klaus West, men i virkeligheden var det hende, der var West.

– Tror du ikke, at vi to skal køre ind på Politigården, så kan vi fortsætte derinde? forslog Lars Jørgensen og lagde an til at rejse sig.

– Jeg skal nok tage med, men jeg vil gerne fortælle først.

Louise sad og forsøgte at få tankerne til at følge med.

– Mit samarbejde med Birte Jensen går flere år tilbage. Hun har hjulpet mig, jeg har hjulpet hende. Sidste forår bad hun mig være med til at indkredse Klaus West, og der var ikke noget, jeg hellere ville, end at den mand fik sin straf. Han holdt en pause. – Han slog min søster ihjel, tilføjede han stille, men hadet brændte i hans øjne.

– De havde foretaget et par anholdelser. Den ene solgte stoffer for West. Jeg overtog hans mobiltelefon og en boksnøgle, som de havde taget fra ham efter anholdelsen.

Louise sad anspændt og lyttede. Hun rykkede lidt tilbage i stolen og prøvede at få musklerne til at slippe deres krampagtige tag.

– Hun fortalte, at stoffet blev leveret gennem en boks på Vesterbrogade. Min opgave var at hente det og sælge det videre. Jeg fik nogle navne og mobilnumre på kunder, jeg kunne fortsætte med. Resten af partiet solgte jeg til mine gamle forbindelser i miljøet. Pengene skulle afleveres i boksen. Ideen var, at folkene i hendes afdeling på den måde hele tiden kunne følge med i og have overblik over, hvem der købte stoffet.

Han kikkede væk.

– Det bildte hun mig i hvert fald ind, og jeg hoppede på den.

Hans stemme var hæs.

– Men det var i virkeligheden hende, der fyldte boksen op og sendte besked, når det lå klar, og hende, der senere hentede pengene.

Han tog sig sammen, og rettede sig op.

– Jeg er ked af det, der er sket med din veninde.

– Hvor ved du egentlig fra, at Camilla Lind er min veninde?

Han smilede mat.

– Det er svært at undgå efter jeres pragtpræstation på Kongens Bar. Du talte med en af mine bekendte. Som jeg fortalte din veninde, var han nysgerrig efter at finde ud af, hvem I var, og da du så spurgte efter mig, troede han, I havde kendt min søster. Derfor indvilligede han i at videregive din venindes telefonnummer. Da jeg senere fortalte Birte Jensen om episoden, sagde hun, at den mørkhårede måtte være dig.

Det bankede på døren, og damen fra glasburet stak hovedet ind.

– Så er der nyt.

Louise rejste sig hurtigt og fulgte med.

Camilla lå med drop i armen og en slange i næsen. Hun havde lukkede øjne, da Louise trådte ind og gik hen og hilste på de to læger, der stod og talte sammen ved siden af sengen.

De smilede begge, da hun præsenterede sig. Det tog Louise som et godt tegn.

– Hun er ved at komme til bevidsthed, hviskede de og trak Louise lidt væk fra sengen.

– Lige for et øjeblik siden mumlede hun noget, der lød som: den satans møgkælling, fortalte den ene af lægerne og så spørgende på Louise.

– Det lyder sandsynligt, svarede hun og gik hen til sengens hovedgærde og lagde hånden på Camillas kind.

– Møgkællingen er væk. Du kan godt komme frem, sagde hun stille og strøg det lyse hår væk fra ansigtet. Camilla havde en bred hudafskrabning på den ene kind og en lang rift på hagen.

– Det er slut.

Hun talte lavt, mens hun blev ved med at ae venindens kind.

– Hun slog dem ihjel.

Stemmen var ru, mat og snøvlende. Camilla åbnede øjnene og prøvede at finde Louises hånd.

Louises strube snørede sig sammen. Hun virkede så skrøbelig, og de vrede ord gjorde det endnu mere tydeligt.

– Markus?

Camilla blinkede et par gange og kæmpede for at holde øjnene åbne.

– Christina er hos ham, beroligede Louise. Der var ingen grund til at fortælle om sygdom og vagtlæge.

Camilla sukkede tungt og lod øjnene falde i.

– Der går et par timer, før hun vågner rigtigt op.

Den ene læge kom hen til sengen. De aftalte, at Louise måtte blive siddende derinde.

– Jeg skal lige ud og give en besked, så kommer jeg tilbage, sagde hun.

Da hun kom ud i kafferummet, var Suhr kommet til. Han sad med en dampende kop foran sig og lyttede til Finnens historie, men så op, da Louise kom ind.

– Jeg bliver hos Camilla i nat, sagde hun.

Han nikkede.

– Er hun vågnet?

– Ikke rigtigt, men hun var åndsfrisk nok til at beskrive Birte Jensen som en møgkælling, så hun er på vej.

Han smilede.