7

– Hvad fanden bruger I jeres tid på? Man skulle kraftedeme tro, I sad på jeres flade og drak kaffe i stedet for at bestille noget. Tror I, det er et hvilehjem for gravide nonner? tordnede drabschefen.

Louise sukkede. Det gik over. Hans Suhr tog sig en ordentlig tur en gang imellem, men det var hurtigt overstået. Det skete, når sagerne var kørt så meget fast, at det virkede, som om de aldrig ville få fat igen. Når alle spor var kolde, og ingen havde set noget. Hun gættede på, at det nok ikke var meget, han selv havde fået hvilet de sidste to et halvt døgn, og der var intet, der mindede om et gennembrud i nogen af de to sager, han sad med. Så der var måske ikke noget at sige til, at frustrationen fik proppen til at springe. Men det var skideirriterende, så længe det stod på. Hun så i smug rundt på de andre omkring bordet. Henny Heilmann sad med blikket rettet imod chefen og tog hele dynen til sig. Det var meget, hun gad finde sig i det, tænkte Louise.

Da hun kom tilbage til kontoret, gemte hun sin taske væk under skrivebordet. Da samtaleanlægget gav sig til at larme, reagerede hun uden at tænke sig om og knaldede med et dunk hovedet op i skrivebordspladen.

– Det er Heilmann, vi ses om en halv time på mit kontor!

Stemmen skrattede, og Lars Jørgensen rejste sig for at skrue lidt ned for apparatet.

De havde lige sat sig på Heilmanns kontor og skulle til at gå i gang med en statusrunde, da drabschefen smækkede døren op. Han var ikke engang nået helt ind i rummet, før han spurgte, hvornår de regnede med at præsentere ham for en sigtet. Alle reagerede med tavshed. Der var ikke rigtigt noget at sige.

Louise fornemmede, at hun automatisk rettede ryggen, klar til det, der ville komme. Overfor lagde hun mærke til, at Michael Stigs læber blev smalle.

– Vi har et par spor, som vi håber giver noget senere i dag, sagde Heilmann uanfægtet. – I aftes fandt Rick et kort ude på drabsstedet, som hun kørte ud og afleverede til kriminalteknikerne.

Alles blikke vendte sig mod Louise. Hun havde egentlig selv regnet med at fortælle om det, når de gennemgik seneste nyt, men hun havde informeret Heilmann lige efter morgenmødet.

Nu fortalte hun de andre, hvad der stod på kortet, og hvad hun havde aftalt med Frandsen. Så snart der var noget, fik de besked. Hun skævede til uret. Det måtte være lige oppe over.

– Interessant, sagde Suhr og nikkede til hende.

– Hvad med afhøringerne? spurgte han og kikkede rundt.

Heilmann åbnede sin mappe.

– Kriminalpolitiet skriver, at ingen vidner i området genkender den dræbte. De har været igennem de samme opgange for anden gang og udvidede i retning af Gammeltoftgade plus opgangene ud mod Nørre Farimagsgade. Enten har der ikke været et øje på gaden, da Karoline Wissinge gik på strækningen, eller også har hun ikke tiltrukket sig opmærksomhed, sagde hun og så op fra sine papirer.

Kriminalfolkene var ikke med til de løbende briefinger. De blev holdt ajour og tilkaldt til konkrete opgaver, som ikke krævede, at de fysisk sad hos Drabsafdelingen på anden sal.

Suhr lod igen blikket glide rundt. Utilfredsheden lyste ud af ham, og Louise bemærkede, at Michael Stig krympede sig, da blikket uden tøven strøg forbi ham. Alle ville gerne bidrage med noget, der kunne høste et anerkendende nik fra drabschefen, tænkte Louise.

– Lasse Møller, råbte Suhr overdrevent højt, i betragtning af at alle i lokalet sad tavse og ventede på hans næste udfald.

Den eneste, der ikke fór sammen, var Toft. Han rettede uanfægtet på sine briller og smilede.

– Jeg havde ham herinde det meste af i går, og jeg har, for nu at sige det som det er, fandeme svært ved at spotte det, hvis han holder noget hemmeligt. Han fortæller, at han og Karoline fulgtes fra Baren. Et vidne har set ham på cafeen på Sankt Hans Torv. Kriminalteknikerne har været igennem hans lejlighed, og der er ikke et eneste spor på hans tøj, der kan kædes sammen med dræbte.

Suhr brummede, mens Toft fortsatte.

– Der er kommet en rapport fra Slotsherrensvej om de beklædningsdele, han havde på lørdag aften, og det passer fint med, at han har gået en tur i regnen svarende til en halv time. Frakken var ikke gennemblødt, og det ville den være, hvis han havde været ude i mere end en time.

– Vidnerne?

Drabschefen var stadig ikke tilfreds.

Louise havde valgt en stol ved væggen. På vej til mødet havde hun grebet en blok og en kuglepen, og nu sad hun og balancerede med blokken på det ene knæ.

Hun skrev Lasse med skæve bogstaver og satte to streger hen over navnet, da hun var færdig. Ude.

– Jeg tager på Pussy Galore igen i aften, svarede Toft. – Det vidne, der bekræftede tidspunktet for hans besøg, er meget sikker i sin sag, men lad os se, om vi kan få flere til at understøtte udsagnet, og så er der jo det med den manglende dankortkvittering.

Heilmann sendte ham et smil. Toft slap ikke, så længe der stadig var en sprække af tvivl. Det var hans kendetegn, og alle respekterede, at han indimellem bed sig fast i noget, der virkede som en tynd tråd – også selvom hans ressourcer måske var bedre brugt ved bare at komme videre.

– Fint, sagde Suhr. Han havde arbejdet sammen med Toft i så mange år, at han aldrig satte spørgsmålstegn ved hans prioriteringer. Så kikkede han strengt på dem alle.

– Vi kører på fjerdedagen, sagde han alvorligt. – Noget kunne tyde på, at det bliver en længere omgang.

Åh, tænkte Louise og mærkede irritationen over, at han allerede var nået til det punkt.

– Lørdag laver vi en ugeafhøring. Vi får assistance af kriminalpolitiet og går i gang klokken toogtyve med at stoppe alt, hvad der kan krybe og gå i området omkring Sølvtorvet, dræbtes hjem og Østre Anlæg, som må være de mest sandsynlige veje, gerningsmanden har brugt som indgang til parken. Men vi sætter folk langs hele ruten fra Baren til drabsstedet.

Louise stønnede.

Den slags afhøringer var dræbende. Formålet var at komme i kontakt med personer, der havde været forbi samme sted på samme tidspunkt ugen forinden, da forbrydelsen fandt sted. Måske folk der var på vej hjem fra arbejde. Hvis heldet var med dem, kunne de komme i kontakt med nye vidner på den måde. Karoline blev kvalt mellem midnat og syv om morgenen, så de skulle være i gang hele natten. Louise indstillede sig på, at hendes weekend røg. Sådan en nat trak tænder ud.

– Jeg ved det godt, sagde Suhr. – Men vi hænger på den.

Alle nikkede.

Heilmann tog over.

– Er der nogen, der har bedt om en udskrift på hendes mobiltelefon? Jeg går ud fra, at hun havde sådan en.

Ingen svarede.

– Alle unge mennesker har sgu da mobiltelefon, vrissede Suhr.

Heilmann ignorerede ham og vendte sig mod Louise.

– Du undersøger, hvilket selskab hun brugte. Sørg for en kendelse i dommervagten og få telefonselskaberne til at rubbe neglene.

Louise skrev det ned på sin blok.

– Rick foreslog, at vi ser lidt på Martin Dahls barndomsven fra Frederikshavn. Heilmann vendte sig mod Lars Jørgensen. – Jeg vil gerne have, at vi undersøger, hvor meget Karolines kæreste er involveret i det, barndomsvennen går og sælger, og hvem det ellers er, han omgås. Hun nikkede til ham. – Hvis du får hjælp fra et par kriminalbetjente, kan I måske finde ud af, hvem det er, han glemmer at betale penge til.

Da der var styr på resten af dagen, skar lyden af skrabende stoleben gennem kontoret.

– Har du tid et øjeblik? spurgte drabschefen, da Louise ville gå tilbage til sit kontor.

Hun fulgte efter ham ind gennem det lille forkontor, hvor hans sekretær sad dybt koncentreret foran skærmen. Hun løftede ikke engang blikket, da de gik forbi.

Hans Suhr lukkede døren bag dem og bad hende sætte sig.

– Hvordan går det, trives du?

Louise blev forvirret. I de tre år hun havde været i Drabsafdelingen, havde Suhr aldrig spurgt, hvordan hun havde det.

– Fint, hun rømmede sig lidt og spekulerede som en gal på, hvad der nu ville komme.

– Behandler de dig ordentligt?

Han sad og studerede hende, som om han ville indprente sig enhver reaktion, hans spørgsmål frembragte i hendes ansigt.

Hun følte usikkerheden brede sig. Hvad gik det ud på? Der var to store sager i gang, alle havde mere end travlt, og så sad han og spurgte til hendes velbefindende!

– Hvem mener du?

Hun tvang usikkerheden væk fra stemmen.

– De andre i afdelingen. Fyrene. Er det svært at være kvinde blandt så mange mænd? Der er jo kun dig og Heilmann. Er det til at holde ud?

Okay. Louise smilede.

– Du mener, om jeg drukner i al den maskuline råstyrke?

– Sådan havde jeg nu ikke tænkt mig at formulere det, sagde han og smilede tilbage. – Jeg spekulerede bare på, om du oplever, at det er svært at blive respekteret som kvinde her i afdelingen. Vi har jo ikke ligefrem tradition for at tiltrække mange kvinder.

Forkert. I har ikke tradition for at slippe kvinder ind, og det er noget andet, tænkte Louise.

Hun havde ham stadig stærkt mistænkt for kun at have ansat hende for at vise sin gode vilje udadtil, så han slap for beskyldninger om at holde kvinder ude. Debatten var oppe at vende jævnligt, og hver gang der var tilløb til en ny omgang, hev han Louise op af hatten og forsvarede sig med, at sådan var det i hvert fald ikke i hans afdeling.

– Jeg tænker faktisk ikke så meget over det, men hvis det handler om, at du vil ansætte flere kvinder, så kan jeg da kun tilslutte mig og sige, at det altid er en god ide med en jævn fordeling mellem kønnene.

Louise kunne godt høre, hvor ligestillingsagtigt det lød, og græmmede sig lidt. Hun havde det fint med kvindebevægelser, kvindenetværk og dem, der varmt talte for, at kvinder skulle have samme rettigheder som mænd. Det var godt nok – bare hun ikke var tvunget til at tage del i det. Hun var dødtræt af at se de samme kvindelige forfattere buse frem, hver gang kvindesagen skulle forsvares.

Hun sukkede. Det var kun noget, hun turde sige højt over for Camilla.

– Har du problemer med omgangstonen, når du er på arbejde? spurgte hendes chef og afbrød hendes tanker.

– Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg har det fint med at arbejde sammen med mænd. Jeg egner mig ikke til for meget kaglen. Men hvad er det, du vil frem til?

Hans Suhr lænede sig tilbage, så hans store kontorstol vippede.

– Du er sgu nok også mere mand end mange af de andre i vores afdeling, smilede han.

Louise overvejede kort, om hun skulle tage det som et kompliment eller en fornærmelse.

Hun nøjedes med at forholde sig afventende.

– Man har bedt mig skrive en artikel til det internationale politiblad, om hvordan kvinder trives i Drabsafdelingen her i København.

Så forstod hun. Hvor typisk. Han kunne sgu da bare have takket nej og sagt, at han ikke havde så meget erfaring med kvinder i afdelingen, men hans forfængelighed forbød ham naturligvis at gå glip af chancen for at få sit navn under en artikel i et internationalt magasin.

– Jamen, så kan du nævne, at det kan anbefales, at man sørger for at indrette separate toiletter for mænd og kvinder. Det mindsker en del irritation i løbet af arbejdsdagen.

Han nikkede og skrev ned.

– Er din vinkel, hvordan en kvinde klarer sig i et miljø, hvor det indimellem handler om, hvem der kan pisse længst, eller er det, hvorvidt kvinder har sværere ved at tackle at komme ud på et drabssted? spurgte hun for at komme videre.

– Det er nok begge dele. Har du oplevet, at dine mandlige kollegaer har lettere ved at kapere de ting, I kommer ud for?

– Næ, men det kan da godt være, at de har øvet sig mere i at holde deres følelser i kort snor. Jeg ser det bare ikke som en skam, at man reagerer på det, man oplever, svarede hun kampberedt.

– Nej, det er det sørme heller ikke, skyndte han sig at indskyde.

– Selvfølgelig kan det være voldsomt, men kan man ikke tåle det, så skal man nok ikke arbejde her, konstaterede Louise og vidste ikke, hvad der mere var at sige om det. Det var et arbejde, og man forholdt sig til detaljerne, fordi de hjalp én videre mod en opklaring.

– Men det ville ikke fungere med unge kvinder, der ikke havde samme erfaring som dig? blev han ved.

– Det er da svært at sige, det handler om indstillingen. Så skulle de heller ikke kunne arbejde på en operationsstue, eller hvad? Hun lod spørgsmålet hænge i luften og tilføjede: – Desuden er meget af det, vi laver, jo papirarbejde.

Hun havde hele tiden i baghovedet, at han sad og fiskede efter, at hun skulle komme ind på sammenbruddet, men den gav hun ham ikke. Hvis han ville hive den frem, måtte han selv grave den op.

– Det er i øvrigt heller ikke mit indtryk, at du mærker nogen forskelsbehandling i samarbejdet med hverken Retsmedicinsk eller Kriminalteknisk Afdeling, sagde han og så spørgende på hende.

– Nej, det har jeg heller ikke bemærket.

Han lænede sig lidt frem, og hun så glimtet i hans øjne.

– Faktisk hævder både Flemming Larsen fra Retsmedicinsk og Niels Frandsen fra Kriminalteknisk Afdeling, at du ender som den første kvindelige drabschef.

Han blinkede til hende.

Hun smilede og nikkede drillende.

– Ja, du skal bare passe på.

Louise gættede på, at han allerede var ved at formulere indledningen til sin artikel, så hun rejste sig og gik over mod døren.

Karoline Wissinge havde et mobilabonnement hos TDC. Louise havde et fint forhold til deres sikkerhedschef og håbede, at han var i huset. Hun kendte ikke de enkelte, der sad i TDC‘s politigruppe, men erfaringen sagde hende, at det gik hurtigere, når man gik gennem chefen.

Hun trykkede hans direkte nummer og glædede sig over, at mobiltelefoner var blevet hvermands eje. Det var en kæmpe hjælp, at det var blevet så let at kortlægge folks færden. Selvom de var ret sikre på, at de allerede vidste, hvor Karoline havde været lørdag nat, kunne der vise sig noget, når de gennemgik hendes samtaler og smsbeskeder. Hun ærgrede sig over, at hun ikke selv havde tænkt på at skaffe en udskrift.

Lars Jørgensen smilede opmuntrende til hende fra den anden side af skrivebordet, og det gik op for hende, at hun sad og skar ansigter, mens en håbløs gammel popmelodi fyldte hendes øre.

– Hallo, sagde hun højt, da der lød et klik i telefonen, men en ny melodi satte i gang, og hun regnede ud, at hun stadig var på vent.

Hun trommede med fingrene på bordet.

Endelig.

– Louise Rick, sagde hun, men inden hun nåede at sige mere, kom sikkerhedschefen hende i forkøbet.

– Pigen i parken! Jeg går ud fra, at det er hende, du er interesseret i. Har du både brug for en historisk og en online?

Louise morede sig over, at de kaldte det en historisk søgning, for så gammel var mobiltelefonen jo heller ikke, men modsat en onlinesøgning, der foregik her og nu og kunne bruges til at følge en persons færden, gik en historisk søgning længere tilbage. Her kunne man på udskrifter se, hvem der havde været i kontakt med mobiltelefonen.

Hun bad ham sætte gang i begge typer sporing, og de aftalte, at sikkerhedschefen faxede dem ind, når de var klar. E-mail var ikke rigtig noget, der fungerede på Københavns Politigård. De havde en fælles e-mailadresse, men var ikke koblet på individuelt, så de brugte den sjældent.

Louise kunne lige nå over i Rigspolitiets kantine. På Politigården havde de selv en kantine på øverste etage, men sortimentet bestod af kedeligt smørrebrød, der ikke var trappeturen værd, så den blev kun brugt i alleryderste nødstilfælde. Det eneste positive ved den var, at den havde længere åbent end Rigspolitiets store kantine på den anden side af gaden.

Da hun kom tilbage, lå der en seddel på hendes bord om, at hun skulle ringe til Kriminalteknisk Afdeling. Hun ringede op og bad om Frandsen.

– Fandt I noget? spurgte hun uden videre indledning.

– Niks putte, intet. Det var fuldstændig clean for fingeraftryk og skrevet med den slags speedmarker, som kan købes overalt, og som desuden findes på de fleste arbejdspladser.

Louise sukkede. Der måtte sgu da for pokker være hul et eller andet sted. Hun takkede og lagde på igen.

Lars Jørgensen havde fulgt med i samtalen. Han var gået i gang med at søge på barndomsvennen, Anders Hede, men hun kunne se på ham, at hun ikke behøvede at forklare. Han havde selv regnet ud, at kortet var negativt.

– Hvem finder på at lægge sådan et kort et sted, hvor en ung kvinde er fundet myrdet? Hvis det ikke er morderen? spurgte han.

– Jeg ved det ikke. Men det er tilsyneladende én, der er opmærksom på, at vi nok vil lede efter ham, siden han har sørget for at undgå at sætte fingeraftryk.

– Han! spurgte Lars Jørgensen og rynkede spørgende panden. – Er du sikker på, det er en han?

– Det tror jeg. Skriften var meget firkantet og ikke særlig feminin, men selvfølgelig kan man aldrig vide.

Louise rejste sig for at gå ind og aflægge rapport til Heilmann.

– Alt ender blindt, sagde hun opgivende, da hun satte sig i stolen over for sin efterforskningsleder.

– Ja, det er ikke meget, vi har fået ud af det indtil nu, svarede Heilmann og skubbede en avis hen over bordet. Louise fangede med det samme dødsannoncen, der var rammet ind med en blå kuglepenstreg. Karoline Wissinge. Vores elskede pige. Nederst stod der, at begravelsen fandt sted lørdag.

Samme dag vi har ugeafhøring, var Louises første tanke.

– Rart for dem, at det kan ske allerede, sagde hun og tænkte på forældrene. I drabssager kunne der sommetider gå lang tid, før liget blev frigivet fra Retsmedicinsk, og det tog hårdt på de pårørende.

– Suhr spurgte efter dig for lidt siden, sagde Heilmann. – Jeg ved, at han selv deltager i begravelsen, og jeg går ud fra, at han ville bede dig tage med.

I det samme kom Suhr forbi ude på gangen og stoppede op, da han fik øje på Louise.

– Hvordan ser din lørdag ud? spurgte han.

– Den ser fin ud, sagde hun og sendte i tankerne Peter en undskyldning. Hun havde set frem til, at de kunne nå at hygge sig lidt i løbet af dagen, inden hun skulle arbejde om aftenen. Men de kunne stadig nå at gå ud og spise brunch.

– Jeg tror, det er en god ide, hvis vi tager tre af sted til begravelsen, sagde han, og hun kunne høre, at sagen allerede var afgjort. – Gi’r du lige Michael Stig besked? fortsatte han og forsvandt videre ned ad gangen.

Louise fnøs. Måske skulle hun have givet den lidt mere gas, da hun talte med ham om artiklen.

Døren var lukket ind til Michael Stig og Thomas Toft. Hun bankede forsigtigt på og stak hovedet ind. De sad fordybet i rapporter ved hver sit skrivebord. Der stod en lille radio og spillede. Louise bed mærke i, at der var en rar atmosfære hos dem. De havde arbejdet sammen i mange år. Selvom Toft var noget ældre end Michael Stig, havde Louise flere gange lagt mærke til, at der var en gensidig respekt mellem dem. De bakkede hinanden op og brød sig om hinanden. Toft var sådan en, man godt kunne lide. Hans autoritet og ro smittede af, og man følte, at tingene var i sikre hænder hos ham. Michael Stig havde hun selv et problem med, men hun var ikke sikker på, at andre havde det på samme måde.

På opslagstavlerne bag dem hang der en stribe sportsmedaljer. De gik til bowling i Politiets Idrætsforening og hev den ene førstepræmie hjem efter den anden. I starten havde hun grinet lidt af dem. Mænd og guldmedaljer! Bowling fik Louise til at tænke på venner i muntert lag, store fadøl og dage med ømme arme og balder, så hun havde lidt svært ved at tage deres entusiasme helt alvorligt.

– Forstyrrer jeg? spurgte hun og gik hen mod Michael Stig.

– Smukke, dig vil jeg altid gerne forstyrres af, sagde han og lod blikket hvile lidt for længe på hende, inden han inviterede hende til at sidde.

Hun afslog.

– Karoline skal begraves på lørdag, og Suhr vil gerne have, at vi to deltager sammen med ham.

– Åhh, noget pis. Det kan jeg sgu ikke. Sig til ham, at han må finde en anden.

– Han er lige gået hen mod sit kontor. Jeg tror, du kan fange ham dér, sagde hun og vendte rundt, inden han kunne nå at sige mere. Hvem fanden troede han, han var?

Da Louise kom tilbage til sit kontor, satte hun sig og prøvede at samle tankerne. Hun havde været så koncentreret om at finde et spor, der kunne bane vej, men det var ikke lykkedes. Det gik op for hende, at hun havde mistet overblikket. Hun svuppede kun rundt i de ting, hun selv var involveret i. Nogle gange var det en god ide at fjerne sig fra kernen og prøve at se hele sagen lidt udefra. Hæve blikket, så det ikke var så centreret om enkelte spor og udtalelser.

Hun tog en ny blok op af skuffen og begyndte at tegne kasser. Ovenover skrev hun de forskellige elementer, de indtil videre havde været igennem under opklaringen. Afhøringer, familie, venner, Baren, kolleger.

Der måtte være et eller andet, de havde overset. Hun mærkede, at hun var vred. Ikke over noget bestemt. Hun overvejede kort, om skylden kunne lægges på Michael Stig, men lagde tanken ned igen. Hun var bare vred og irriteret. Tingene stod i stampe, og hun følte sig rastløs. Alle knoklede derudaf i hver sin retning. Det skete indimellem, når de ikke havde konkrete spor at gå efter. Så blev de så forhippede på at opdage noget nyt, at de glemte at gå de ting grundigt igennem, de allerede havde.

En pige kunne ikke bare dukke op som lig i en park, uden at nogen havde lagt mærke til noget.

Louise begyndte at skrive navne ind i de bokse, hun havde tegnet, men var kun nået til veninderne, da hun krøllede papiret sammen og rejste sig.

Henny Heilmann var ikke på sit kontor. Louise gik over til kørebogen og så efter, om der var en ledig bil. De var hjemme alle sammen, så hun gik tilbage til kontoret og ringede til Retsmedicinsk for at høre, om Flemming Larsen var der.

– Hej Rick. Hvornår skal vi to ud sammen? spurgte han muntert, da hun havde præsenteret sig.

Humøret steg lidt, da hun hørte hans glade stemme. Den passede godt til de næsten to meter krop, han var udstyret med. Og han evnede at kontrollere balancen mellem munterhed og kompetence. Man kunne altid grine med ham, men når han sagde noget, vidste man også, at han havde tjek på sine ting.

– Jeg tænkte faktisk på at komme et smut forbi, hvis du har tid.

– Jeg har altid tid til dig, svarede han, men Louise vidste, at det var noget af en overdrivelse. Han var som regel hængt voldsomt op.

– Er der noget specielt, jeg skal forberede mig på, inden du kommer? spurgte han. Hun kunne høre hans personsøger bippe i baggrunden.

– Hvis du har tid til at drikke en kop kaffe og snakke lidt om Karoline Wissinge, så er det rigeligt, sagde hun og tilføjede, at hun godt kunne komme senere. Der var bare noget, hun gerne ville vende med ham.

– Kom du bare. Her er altid travlt, men kaffepause skal man have.

Louise gættede på, at han allerede var færdig med dagens obduktioner, siden han bevilligede tid til hende. Han havde engang fortalt, at han og de andre retsmedicinere hver obducerede et til to lig om dagen. Hun havde tit undret sig over, at han kunne holde til det. Det var mange lig at skære op på en uge. Da hun havde nævnt det, havde han grinet og sagt, at det altså ikke var ham, der skar ligene op, det havde han folk til. Det var laboratoriebetjentene eller de retsmedicinske teknikere, som de så fint var kommet til at hedde, der tog sig af det – som om det ændrede så meget. Han så selvfølgelig heller ikke på det, som om det var hr. og fru Jensen, der lå foran ham, det var Louise godt klar over. Men det var ikke så længe siden, han havde betroet hende, at han havde det langt værre, når han undersøgte et spædbarn, der havde været udsat for et seksuelt overgreb, end når han løftede folks indre organer op af deres afsjælede legeme, og det kunne hun sagtens sætte sig ind i.

De havde stået sammen i undersøgelsesrummet på Retsmedicinsk Institut, en dag Louise var inde med en sigtet. Der skulle laves en rekonstruktion af et meget voldeligt overfald, og forinden skulle den mistænkte gerningsmand måles, vejes og ses efter for særlige kendetegn.

Hun havde ikke før lagt særlig mærke til den lille briks, der stod langs den ene væg i lokalet, men da det først gik op for hende, hvad briksen blev brugt til, mærkede hun kvalmen stige op. Flemming havde forklaret, at det var et kolposkop, der stod ved siden af briksen, et mikroskop med en kikkert, så man på afstand kunne se, om en jomfruhinde var bristet. I loftet oven over briksen var der malet en Disney-figur. Louise gøs.

Første gang hun havde stået med en af den slags sager, havde hun alvorligt overvejet, om Drabsafdelingen alligevel var noget for hende. Hun havde ikke tænkt over, at netop seksuelle overgreb mod børn fyldte så meget i det daglige arbejde.

Siden havde hun haft flere sager med overgreb på helt små børn. Selvom de var grufulde, havde hun ikke haft svært ved at distancere sig og forholde sig professionelt, mens hun arbejdede med dem, men hun havde erfaret, at det var svært at lægge den type sager fra sig, når hun kom hjem.

Nogle af sagerne var desuden vanskelige at have med at gøre. For eksempel hvis der nåede at gå lidt tid, efter overgrebet fandt sted, til barnet blev undersøgt. Det var kommet bag på hende, da Flemming havde fortalt, at mindre læsioner i et barns jomfruhinde i nogle tilfælde helede op i løbet af et par uger, og det kunne være svært at se, om den havde været brudt. Derfor undersøgte de hinden for diskrete ar gennem kolposkopet.

Louise havde aftalt med Flemming, at hun kørte med det samme. Da hun havde lagt på, sad hun og overvejede, om hun kunne tillade sig at tage hans tid, bare fordi hun følte, at hun havde mistet overblikket. Det kunne jo være, at de andre i gruppen egentlig følte sig meget godt med. Det var nu ikke hendes fornemmelse, men hun burde måske lige have sikret sig at hendes lille ekspedition var i orden. Nå, hvad fanden, hun havde vel lov til at drikke en kop kaffe med en kollega.

Hun gik ind til Heilmann efter en bilnøgle.

– Jeg kører lige et smut, sagde hun og skyndte sig at snuppe nøglen og forsvinde ud af døren.

– Ses, hørte hun Heilmann sige bag sig.