15

Da Louise kom ind på kontoret efter mandagens morgenmøde, lå der endnu en besked, hvor Camilla bad hende ringe. Hun skubbede den til side og tændte sin computer.

Suhr havde brugt søndagen på at gennemgå resultaterne fra ugeafhøringen lørdag nat. Der var langtfra kommet det ud af det, drabschefen havde håbet.

Louise havde ikke talt med Camilla siden fredag eftermiddag, da hun havde bedt veninden kyle blomsterbuketten ud. Hele weekenden ville hun have svoret på, at der kom til at gå meget lang tid, før hun var klar til at genoptage kontakten. Men det nyttede jo ikke. Hun var desuden interesseret i at høre, hvad Camilla sagde til, at Klaus West var blevet anholdt. Hun tog røret og trykkede hendes mobilnummer.

– Jeg er glad for, at du besluttede at ringe, sagde Camilla. – Der er sket så meget, og jeg vil gerne forklare, hvorfor jeg skrev artiklen om Karolines bror.

Hun skulle til at komme med en undskyldning, men afbrød sig selv og spurgte, om de ikke kunne mødes.

Der var stille et øjeblik, inden Louise svarede.

– Den artikel er jeg stadig sur over, det var pissetarveligt, begyndte hun. – Den slags betyder bare, at jeg er nødt til at holde min kæft. Sådan burde det selvfølgelig også være, men indimellem trænger jeg også til at tale, og jeg regnede med, jeg kunne stole på dig.

Camilla forholdt sig tavs, der var ingen grund til at afbryde, før Louise havde fået det hele ud. Men der kom ikke mere.

– Kan vi ikke mødes? gentog Camilla i stedet for at begynde at forsvare sig.

– Det kan jeg ikke nå. Vi har en masse papirarbejde, vi skal igennem.

Hun fornemmede venindens skuffelse.

– Jeg havde besøg af Finnen i fredags, sagde Camilla.

Louise stivnede.

– Hvordan besøg?

– Han passede mig op, da jeg kom hjem. Markus er hos sin far til i overmorgen, så jeg kom først hjem lidt over elleve. Vi sad og drak en øl sammen, mens vi snakkede.

Det provokerede Louise, at Camilla fik det til at lyde, som om hun havde haft en af sine venner på besøg.

– Han fortalte, at Klaus West er blevet anholdt.

Louises hjerte begyndte at slå kraftigt.

– Lukkede du ham ind i din stue og sad og drak øl med ham … sig mig engang, er du rigtig klog? Er det ikke gået op for dig, hvad det er for nogle fyre?

Angsten begyndte at prikke under huden.

– Jeg havde ikke rigtigt noget valg, forsvarede Camilla sig.

– Hvad sagde han?

– Han fortalte, at det er almindelig kendt, at Klaus West var træt af Frank. Noget med at Frank truede med at skrive et eller andet.

Louise lyttede opmærksomt.

– Har du talt med politiet?

– Jeg ringede til Birte Jensen. Vi har en aftale om en time.

– Det er godt. Fandt du nogensinde ud af, hvem der sendte de blomster til dig?

– Næ, men de står fint endnu.

Et forsøg på at at lette stemningen.

– Det er da altid noget. Nu kan det jo være, der går lang tid, inden der kommer flere! gav Louise igen.

– Kommer du ikke forbi i aften, så jeg kan fortælle, hvordan det gik hos Birte Jensen? Jeg vil også godt lige forklare, hvad der skete med den artikel.

Louise nikkede for sig selv.

– Jo, lad os aftale det. Jeg ringer, når jeg ved, hvordan det ser ud.

Camilla trak regnslaget over hovedet og låste cyklen op. Hun havde et øjeblik været fristet til at tage en taxa ind til Politigården, men tog sig sammen og lod være. Der var tyve minutter, til hun skulle mødes med Birte Jensen. Regnen silede ned, og hun bandt regnhætten stramt om hovedet og begav sig af sted. Da hun nåede frem, satte hun cyklen i stativet på Polititorvet og gik over for at melde sig i porten.

– Der bliver ikke svaret hos Birte Jensen. Jeg prøver lige at få fat i en af de andre, sagde vagten.

Hun smilede til ham og løsnede sin hætte.

– Der kommer en anden og tager imod dig. Gå bare op, sagde han, da han havde skrevet hendes navn og tidspunktet for besøget ned og udstyret hende med et gæstekort.

Camilla takkede og gik ind i den store runde gård. Det gav genlyd, da hun gik op ad trapperne. Inden hun gik ind på gangen til Narkotika- og Bevillingspolitiet, afmonterede hun regnslaget, glattede nederdelen og rettede lidt på håret. Hun blev modtaget af en ung fyr, der kom hende i møde med fremstrakt hånd, og da de havde hilst, fulgte hun efter ham ind på vicekriminalinspektørens forkontor.

– Birte Jensen er lige nede i kælderen, sagde han.

– Det er helt i orden, jeg venter bare.

Camilla satte sig i den stol, han trak frem til hende. Hun sagde ja tak til kaffe og indstillede sig på, at der kunne gå et stykke tid.

Et kvarter senere kom Birte Jensen ind ad døren med en stor sort mappe fastklemt under armen. Hun kastede et blik på sit armbåndsur, da hun fik øje på Camilla, og beklagede, at hun havde måttet vente.

– Jeg er klar om et øjeblik, sagde hun undskyldende.

Camilla drak resten af kaffen.

Fem minutter efter gik døren op, og hun blev vinket ind.

– Vil du have en kop kaffe mere eller måske noget vand? spurgte Birte Jensen.

– Jeg kan godt drikke lidt mere kaffe, takkede Camilla og fortrød, hun havde smidt plastikkruset ud.

Birte Jensen åbnede døren og bad den unge fyr om at komme ind med en kande kaffe.

– Nå, sagde hun, da de sad over for hinanden ved det tunge mødebord. – Du har haft besøg, siger du?

– Ja. Camilla fortalte, hvad Finnen havde sagt om Klaus West. – Det er åbenbart almindelig kendt, at det var ham, der stod bag drabet, og at han muligvis selv stak Frank Sørensen i nakken.

Mens hun talte, sad Birte Jensen på den anden side af bordet og nikkede.

– Nævnte han noget om, hvor den anholdte boede? spurgte vicekriminalinspektøren.

Camilla rystede på hovedet.

– Han ejer et par ejendomme, og dér har vi været. Ikke i forbindelse med drabet, men for at se efter narkotika, og der var ikke det mindste spor, der indicerede, at han selv boede nogen af stederne. Han var på Royal Hotel, men var ikke indskrevet.

Camilla fortalte om mødet med Klaus West og den hvidhårede mand og understregede, at hun ikke anede, hvem de var, da hun sad sammen med dem.

– Sne, indskød Birte Jensen og skrev navnet ned på den blok, hun havde liggende foran sig. – Det undrer mig ikke. Han er heller ikke registreret på nogen fast adresse. Det vil være en kæmpe hjælp, hvis du kan få ud af Finnen, hvor de to holder til. De må have en lejlighed, vi ikke kender.

Vicekriminalinspektøren fik et bistert drag om munden.

– Plejer I ikke at sætte en telefonaflytning op i den slags sager? spurgte Camilla.

Det var noget, hun tidligere havde skrevet om.

– Han har ingen registreret telefon. Han har uden tvivl en mobiltelefon, men bruger formentlig taletidskort, og så kan vi ikke spore ham.

– Hvordan fik I fat på ham i fredags?

– Han blev set på Kongens Nytorv af en betjent fra ordenspolitiet. Han forsøger sådan set ikke at gemme sig.

Birte Jensen lænede sig frem mod Camilla.

– Men han bliver kun set, når han ikke har noget imod det.

Camilla nikkede.

– Prøv at finde ud af, om der eksisterer en lejlighed, han bruger som base. Vi arbejder selvfølgelig også videre på sagen. Men det er uden tvivl lettere for dig at snuse omkring. Til gengæld har jeg lidt til dig.

Camilla fandt sin blok og bed hætten af en pen.

– Vi er sikre på, at Klaus West står bag drabet på Frank Sørensen.

Camilla fik en metallisk smag i munden, og det gik op for hende, at hun havde bidt sig så hårdt i kinden, mens Birte Jensen talte, at der var gået hul.

– Han var på hotellet, og vi ved, at han gik ned i gården.

– Har I nogen vidner? spurgte Camilla og kikkede op fra blokken.

Birte Jensen sad lidt og betragtede hende.

– Jeg så ham, sagde hun endelig.

– Kan jeg skrive det? spurgte Camilla og mærkede, at adrenalinen begyndte at dunke i årerne.

Vicekriminalinspektøren nikkede.

– Er han sigtet for drab?

– Ja, men vi er lidt oppe imod tiden, for vi kan ikke holde ham længere, hvis vi ikke finder flere konkrete beviser.

Camilla havde fået en eftertænksom rynke over brynene. Hun kunne godt regne ud, at når man havde at gøre med en mand, man ikke engang kunne skygge, og som helt åbenlyst bevægede sig rundt i indre by, selvom politiet var lige i hælene på ham, så var det, fordi han havde styr på, hvad han foretog sig. Og så blev det selvfølgelig ikke lettere, når han kom ud og kunne slette sine sidste spor. Hvis han altså ikke allerede havde gjort det.

– Hvordan er chancerne for forlænget fængslingsfrist?

– Vores anklager er ikke særlig optimistisk. Han har taget John Bro som forsvarer, og han er svær at have med at gøre. Det ved vi af erfaring.

Der blev stille imellem dem.

– Prøver du? spurgte Birte Jensen og så indtrængende på hende.

Camilla nikkede. Hun havde egentlig ikke lyst til at mødes med Finnen igen. Det skulle nødig være sådan, at hun kom til at skylde ham noget.

De gav hånd, og vicekriminalinspektøren fulgte hende ud og gik med ned ad gangen.

– Ring ind, når du har fået fat i ham, sagde hun, da de skiltes.

Camilla gik ned i porten og afleverede sit gæstekort. Det summede i hovedet, da hun cyklede tilbage mod bladet. Hun fik kvalme ved tanken om, at hun havde siddet og drukket champagne med den mand, der havde dræbt Frank. For satan i helvede, tænkte hun, da hun stillede cyklen og gik op.

Da Camilla kom ind på sit kontor, tog hun dagens avis og gav sig til at læse, hvad Søren Holm havde skrevet om anholdelsen af Klaus West. Fordi der var navneforbud, havde han blot skrevet, at politiet havde anholdt en mand, der var godt kendt i narkomiljøet. Han kom ikke ind på, hvad politiet havde på ham.

Hun havde rejst sig og overvejede, om hun skulle gå ind og fortælle Søren om sit møde med Birte Jensen, da det buldrede på døren. Den blev åbnet, inden hun fik sagt: kom ind.

Camilla forventede at se billedchefen, som var den eneste, der gjorde sin entre på den måde, så hun blev glædeligt overrasket, da Søren Holm trådte ind.

– Hej, nåede hun at sige, inden hun registrerede hans ansigtsudtryk.

– Sæt dig ned, kommanderede han og gik frem mod hende, mens han nikkede mod stolen. Automatisk satte hun sig ned med stive bevægelser. Tonen i hans stemme fik hendes muskler til at trække sig sammen og adlyde i mekaniske ryk.

Han lænede sig ind over bordet.

– Jeg har lige været sammen med en fyr, der fortæller, at du snuser rundt efter en af politiets meddelere.

Hans overkrop strakte sig længere ind over bordet.

– Det skal du lade være med, sagde han.

Hun sad helt målløs og så på ham, skulle til at sige noget, da han fortsatte:

– Jeg ved også, at du drak champagne med Klaus West i torsdags. Hvad fanden tænker du på? Er der noget, man bør vide?

Camilla var ikke i tvivl om, at han var rasende. Hun sank sammen i stolen. Kroppen sitrede lidt, inden den gav efter. Søren Holm stod og betragtede hende, og hun overvejede, om hun skulle begynde at forklare sig, men hun havde på fornemmelsen, at der var mere på vej.

Han sukkede og satte sig i hendes gæstestol.

– Jeg har desuden hørt, at du kommer lige fra et møde med vicekriminalinspektør Birte Jensen.

Han tog en kuglepen på hendes skrivebord og lod den glide fra den ene hånd til den anden. – Camilla, der sker en hel masse i øjeblikket … og tro mig, det er et dårligt tidspunkt at træde ind på scenen.

Hun snappede efter vejret og mærkede vreden, men holdt et udbrud tilbage.

– Jeg kan godt forstå, at du gerne vil skaffe dig nogle kilder, når du arbejder sådan et sted som her. Men overlad Birte Jensen til mig. Tingene er ikke så enkle, som de fremstilles.

Hun skulle igen til at protestere. Han fik hende til at føle sig som en erhvervspraktikant, og noget sagde hende, at hans raseri hang sammen med, at hun p.t. vidste mere om sagen end han. Klart det irriterer ham, tænkte hun og følte, at lidt af hendes selvtillid var ved at finde tilbage til hendes slatne krop. Hun rettede sig op og gjorde sig umage for at virke uberørt af den voldsomme overhaling, han lige havde udsat hende for.

– Politiet er ikke i tvivl om, at det er Klaus West, sagde hun og så på ham uden at blinke. – Et vidne har set ham på drabsstedet, og Birte Jensen bad mig hjælpe med at finde den lejlighed, han opholder sig i.

Hun hørte selv den overlegne tone og var ked af, hun ikke nåede at bremse den. Han betragtede hende, men sagde ikke noget.

– Jeg har ikke skrevet en linje om det, så jeg kan ikke se, at jeg kan have generet dig, sagde hun med mindre bid i stemmen.

– Camilla, du er nødt til at trække dig. Giv mig lidt tid, så skal jeg nok fortælle dig hvorfor, og lad så mig se efter den lejlighed.

Hun åbnede munden for at protestere.

– Det er ikke tilfældigt, at Frank blev dræbt, afbrød han hende.

Der blev en lille pause.

– Det er for farligt, sagde han til sidst. – Jeg har Terkels ord for, at du er taget af sagen.

Camilla kogte. Hvorfor fanden fyrede de hende ikke bare? Det var utroligt, som der hele tiden var noget galt. Hun mærkede raseriet stige op.

Han så det, det kunne hun se i hans blik. Det blev mildere.

– Camilla, det her siger jeg ikke for at gøre dig ked af det. Der foregår nogle ubehagelige ting, og det er bedst, du ikke bliver blandet ind i det, før alt er kommet frem i lyset.

Hun fortrak ikke en mine, da han rejste sig for at gå. Han stoppede med hånden på dørhåndtaget.

– Hvis du har lovet Birte Jensen noget, så drop det.

Tonen var igen blevet hård.

– Sig, at du er blevet taget af, og hvis hun vil noget, skal hun ringe til mig.

– Fuck dig, sagde hun, da han var gået. Hun rejste sig, gik lidt frem og tilbage, mens hun tog nogle dybe vejrtrækninger, der hev luften op fra bunden af hendes mave.

*

Klokken var over syv, inden Louise nåede ud til Camilla. Der var tomt uden Markus, og stemningen var lidt anspændt, indtil Louise var blevet overbevist om, at det faktisk ikke havde huet hendes veninde at skrive artiklen om Karolines lillebror. De havde sat sig i sofaen med en kande te på bordet, da Camilla begyndte at fortælle om sit seneste møde med Birte Jensen og om overfusningen fra Søren Holm.

– Jeg kan simpelthen ikke gennemskue, hvad fanden han har gang i, sagde hun.

Louise tænkte sig lidt om.

– Hvorfor skulle han egentlig have gang i andet end det, han siger? Jeg synes, det lyder meget fornuftigt, sagde hun så.

Camilla så på hende, men Louise kunne mærke, at hendes ord gik ind ad det ene øre og ud ad det andet.

– Det virker bare, som om han er irriteret over, at det er mig, der har fået kontakten til Birte Jensen, og jeg bliver sur, hvis det er det, han prøver at ødelægge, sagde hun.

– Jeg så ham inde på Politigården, da jeg gik, sagde Louise, – så mon ikke han har sine egne forbindelser? Han så i øvrigt noget bedre ud end forleden, da han stod ude på Retsmedicinsk.

Camilla havde hevet den tykke plaid op fra enden af sofaen. Hun sad som en puppe, hvor kun hovedet stak op.

– Måske skal jeg bare gøre, som han siger: overlade det til ham og i stedet bruge kræfterne på Karoline-sagen. Jeg kunne forstå på Suhr, at ugeafhøringen havde givet nye interessante spor.

Louise kikkede overrasket på hende og skulle til at protestere, men tog sig i det og nikkede.

– Han ville ikke ud med, hvad det var, fortsatte Camilla.

Louise kunne se, hvordan veninden kæmpede for at lade være med at pumpe hende, og hun gjorde sit bedste for ikke at afsløre, at der ikke var en skid. Det var kun Suhrs pressegas.

Camilla lukkede øjnene og hvilede hovedet på ryggen af sofaen.

– Jeg orker ikke at gå på arbejde, når jeg er omgivet af idioter, der hele tiden skælder mig ud.

– Hold nu op. Louise lænede sig frem mod hende. – Du tager det alt for personligt.

Camilla glippede et par gange med øjnene og trak vejret tungt.

– Måske, sagde hun.

Louise skiftede spor.

– Det er sjovt, at han i den grad kan ligne en familiefar den ene dag og en bums den anden. Det er da noget af et skift, sagde hun.

– Han ligner mest en familiefar, sagde Camilla. Hun rettede sig op og smed plaiden ned på gulvet.

Krisen var drevet over.

– Men han nåede slet ikke hjem de første dage, efter Frank blev fundet. Han plejer at være ret nobel. Hans kone er skolelærer, og når man ser ham sammen med hele familien, er det svært at forestille sig, at han er så hardcore, som han åbenbart er.

Louise nikkede, mens Camilla fortalte, at hun havde mødt Søren Holm, hans kone og de to døtre til et julearrangement på avisen. Den ældste var en høj flot pige på atten, den yngste skulle konfirmeres om et par måneder.

– Hvorfor vil Birte Jensen egentlig have dig til at snakke med Finnen igen? spurgte Louise.

– For at finde ud af hvor Klaus West bor. Det har de åbenbart svært ved at lokalisere.

Louise rynkede panden.

– Og du skulle have lettere ved det end alle hendes egne folk?

Spørgsmålet blev hængende, mens hun gik ud på toilettet.

De havde begge trukket benene op, og tekanden var fyldt igen, da Louise fortalte om det jobtilbud, Peter havde fået fra Skotland.

– Hvor er det spændende. Skotland er da fantastisk, mon ikke man også kan gå på pub dér?

Louise havde stillet tekoppen fra sig og sad og betragtede veninden med åben mund.

– Pub?

Måske var det en fejl at indvie Camilla i sine spekulationer, tænkte hun.

– Selvfølgelig kan man gå på pub. Det kan man også i København! Men Peter vil have mig til at tage orlov og flytte med til Aberdeen i seks måneder, og det kan jeg ikke.

– Hvorfor kan du ikke det? Man kan godt få bevilliget orlov inden for politiet. Heilmann har da lige fået det.

– Ja, men jeg kan da ikke gå og lave ingenting i så lang tid.

– Kan du ikke, eller vil du ikke?

Louise skulede.

– Jeg har ikke lyst. Jeg kan ikke se mig selv tulle rundt, mens Peter er på arbejde.

– Så må han jo rejse uden dig.

– Det vil han ikke. Han tager kun af sted, hvis jeg tager med.

Camilla satte sin kop i bordet med et knald.

– Så tager du fandeme med! Du kan sgu da ikke være andet bekendt. Du har en mand, der er skidedygtig til sit job. Det er der nogen, der har opdaget, de har brug for det, han kan, og sender bud efter ham og så sidder frk. jeg-er-kun-interesseret-i-mig-selv og vil ikke give ham den chance. Flot, Louise Rick!

Hvis de ikke havde kendt hinanden så godt, havde Louise knaldet Camilla en lussing, men det her var, hvad hun kunne forvente, når hun drøftede familie med sin veninde.

Camilla sank tilbage i sofaen igen.

– Livet handler også om at værdsætte de nære værdier, sagde hun i et mere afdæmpet tonefald.

Heilmanns ord blandede sig med Camillas stemme.

Louise lænede hovedet tilbage mod sofaens ryg.

– Jeg værdsætter også Peter. Jeg elsker ham, og netop derfor kan han også sagtens rejse væk i seks måneder, uden at jeg kommer til at elske ham mindre af den grund.

– I de sidste tre år har han taget hensyn til dig, og inden du blev ansat i Drabsafdelingen, bakkede han dig op, når du tvivlede på, om du nogensinde ville nå dit mål.

Louise lyttede uden at komme med indvendinger.

– Du risikerer at miste ham.

Da hun en times tid senere gik ned ad trapperne, var tvivlen begyndt at splitte hende. Hun ville ikke miste Peter, og hun tvang sig selv til at overveje muligheden for at tage orlov. Samtidig mærkede hun en løkke stramme til om sin hals. Det ville aldrig gå.