5

Klokken otte var afdeling A samlet i frokoststuen til morgenkaffe og briefing. Ud over den faste stab var der tilkaldt ti-femten kriminalfolk fra Bellahøj og City som assistance i den første tid.

Louise fandt en ledig stol og trak den hen til hjørnet af bordet. Da der var nogenlunde ro, rejste drabschefen sig fra sin plads ved bordenden.

– Behøver jeg at sige, at vi har fået besøg, sagde han og slog ud med hånden i retning af de to lange borde, der stod midt i frokoststuen.

– Det er vi glade for, tilføjede han og smilede, – der bliver nok at se til. For som det ser ud lige nu, har vi ikke ret meget at gå efter, hverken i drabet på Karoline Wissinge eller i det på journalist Frank Sørensen. Vi er nu helt sikre på, at begge ofre blev dræbt det sted, hvor de blev fundet. Frank Sørensen i gården bag Royal Hotel. Han lå under halvtaget, hvor der er parkering af cykler for hotellets ansatte. Karoline Wissinge blev kvalt og gemt bag en bænk i Østre Anlæg.

Drabschefen gik lidt frem og tilbage foran endevæggen med den store hvide tavle.

– Det sker ikke så tit, at vi havner i en situation, hvor vi har to store sager lige oven i hinanden.

Louise sad og stirrede frem for sig. Præcis hvad hun selv havde tænkt, men hvordan havde han tænkt sig at løse det?

– Det bliver sådan, at efterforskningsgruppen, der arbejder på opklaringen af drabet på Karoline Wissinge, får Lars Jørgensen over. Willumsen kører videre på Frank Sørensen med sit hold.

Hans Suhr rettede sig op og stillede sig med ryggen mod væggen.

– Jeg kan lige så godt understrege, at fridage og afspadsering inddrages, indtil vi er ovre på den anden side. Det her har topprioritet, og jeg sørger for at annullere jeres vagter indtil videre.

Louise godtede sig. Hun afskyede sine vagter på station City. Hun havde en månedlig aftenvagt og weekendvagt hver sjette uge, og hver gang bandede hun det langt væk.

– Når det er sagt, skal I nok forberede jer på, at vi kommer til at køre i toholdsskift, i hvert fald omkring drabet på journalisten. Der er et voldsomt pres fra samtlige medier, og vi skal have fat i noget, vi kan give dem.

Drabschefen hævede stemmen som for at understrege, at ellers var det hans røv, der kom på komedie. Han gik over mod sin stol for at sætte sig ned, men kom så i tanker om, at han havde glemt noget.

– Der vil være løbende briefinger internt for de to efterforskningsgrupper. De holdes adskilt, og dem står jeg for, sagde han og tilføjede: – Så vidt det er muligt.

– Rart, sagde Toft, – det kan sgu også blive lige i overkanten, hvis man skal involveres i begge drab. Mon ikke vi får nok at gøre med at holde styr på vores egen sag?

Drabschefen nikkede.

– Vi mødes fortsat herinde til morgenkaffe og et overordnet møde, men det vil hovedsaglig være korte opdateringer.

Louise kikkede på uret, den var halv ni. Hun skulle lige danne sig et overblik over dagen, inden hun ringede ind på Rigshospitalet.

Da hun kom tilbage til sit kontor, genkendte hun Lars Jørgensens frakke, der var smidt over stolen på den anden side af skrivebordene.

Jeg magter det ikke, tænkte hun og ønskede i sit stille sind, at Suhr besluttede at kalde Søren ind fra afspadsering, så hun slap for en ny makker, men hun vidste godt, at det var en forkælet holdning.

Hun havde lige sat sig, da Lars Jørgensen kom ind ad døren.

– Hej Lars, jeg kunne næsten regne ud, at det måtte være din frakke, sagde hun og forsøgte at lyde imødekommende.

– Hej Rick. Ja, nu er det os to, der skal finde ud af det sammen, sagde han og smilede, mens han gik over på den anden side af de to skriveborde, der stod op mod hinanden.

– Velkommen til, sagde hun. – Jeg regner med at have mange afhøringer i dag, så der bliver nok en del rend ind og ud af kontoret. Hvordan ser det ud hos dig?

– Jeg skal lige snakke med Heilmann. Jeg er ikke sat ind i sagen endnu, så jeg ved ikke, hvor langt I er kommet.

– Jeg var hos forældrene. Men jeg skal have fat i hendes kolleger fra hospitalet.

Louise havde lige ringet op til neurokirurgisk afdeling, da det bankede på døren. Heilmann kom ind og gik over til Lars Jørgensen.

– Må jeg bede om Anna Wallentin, sagde Louise, da hun havde præsenteret sig for sygeplejersken, der tog telefonen. Hun sad og trommede med en kuglepen, mens sygeplejersken ledte efter sin afdelingsleder.

– Der er stuegang. Kan du ringe om en time, så er den nok slut?

– Jeg vil faktisk gerne tale med Anna Wallentin nu. Vil du være sød at bede hende ringe til Drabsafdelingen i løbet af de næste ti minutter.

Louise håbede, at hun sagde det dramatisk nok til, at pigen i den anden ende fattede alvoren.

– Selvfølgelig, svarede hun forskrækket.

Louise lagde røret på og skævede til Heilmann og Lars Jørgensen. Hun var lidt flov over, at hun stadig fandt stor glæde ved at udtale ordet drabsafdelingen og fornemme, at folk fik respekt i stemmen.

– Jeg har lige forklaret Lars, hvad I to skal i gang med, sagde Heilmann.

– Jeg behøver ikke hjælp. Jeg kan sagtens tage de afhøringer alene.

Louise kunne høre afvisningen skinne igennem.

– I to arbejder som makkerpar, indtil Velin kommer tilbage. Heilmann begyndte at gå over mod døren. – Og så vidt jeg ved, er det først om to en halv måned.

Inden døren smækkede bag Heilmann, ringede Louises telefon.

– Afdeling A, Louise Rick.

Det var Anna Wallentin. Louise spurgte hende ud om Karolines kolleger. Om der var nogen, hun havde haft særlig meget at gøre med. Hun noterede navne og numre ned, mens de talte sammen. Tre piger og en fyr. Karoline havde kun været på afdelingen i to måneder, inden hun blev myrdet, så de fleste kendte hende mest fra de korte kaffepauser.

Da hun lagde røret på, så hun over på Lars Jørgensen.

– Der var kun fire, så det er da til at overskue, sagde hun og sendte ham et lille smil.

– Jeg har på fornemmelsen, at du synes, det er irriterende at blive sat sammen med en ny makker. Det er helt okay. Jeg kan også godt lide Velin, vi spiller sammen i politiets håndboldklub.

Louise mærkede varmen brede sig i kinderne.

– Stod det til mig, var jeg blevet hos Narko og Bevilling, men sådan fungerer det bare ikke. Min turnus gør, at jeg skal være hos jer et halvt år, inden jeg kan komme tilbage igen. Din makker afspadserer, og jeg skal sættes ind et sted. Det kan vi vel lige så godt få det bedste ud af!

Han lænede sig tilbage og betragtede hende, da han var færdig med sin svada.

– Du har ret. Bruger du noget i kaffen?

– Sukker, to teskefulde, men ingen mælk.

Hans øjne fulgte hende, da hun rejste sig og gik over mod døren.

Da hun kom tilbage, sad drabschefen og Willumsen inde på kontoret og snakkede med Lars Jørgensen om mordet på journalisten. Louise gik hen og satte de to kopper på bordet, men da ingen så op, følte hun, at hun trængte sig på, så hun tog sin mobiltelefon og gik igen.

– Camilla Lind.

Louise kunne med det samme høre, at hun forstyrrede.

– Hej, skal jeg ringe igen senere?

– Nej, det gør ikke noget. Jeg kan ikke finde den satans Spurvevej. Nu har jeg fandeme kørt Svogerslev tynd de sidste tyve minutter.

– Hvad med at spørge om vej, foreslog Louise.

– Det har jeg sgu da også gjort, men jeg blev svinet til og beskyldt for at være en fucking journalistsnude, der skulle holde snotten for mig selv.

– Det er du jo også, grinede Louise. – Sådan noget plejer du da ikke at tage dig af.

Det var befriende at få løftet stemningen. Camilla tordnede bare derudaf, mens hun selv vendte alting indad, når noget gik hende på.

– Jeg tager mig heller ikke af det, men der er fandeme en underlige stemning hernede. Det er, som om Frank Sørensen pludselig er blevet hele egnens helt, og nu har de lokale påtaget sig ansvaret for at værne om hans efterladte.

– Da vel ikke hele Svogerslev? sagde Louise ironisk.

– Det føles sådan, kom det surt. – Drosselvej! Så må det være i nærheden.

– Jeg ville også bare høre, hvordan det gik. Jeg troede egentlig, du skulle lave det interview i går?

– I havde jo belejret familien hele dagen, så det blev ikke til noget. Jeg sad og ventede til klokken ni i aftes, før Terkel endelig fik besked om, at vi udskød til i dag. Han fik også lige et fur med på vejen om, at vi skulle respektere politiets arbejde og lade være med at mase os på. Hvad fanden er det for noget? Det her er sgu da vores arbejde.

Louise kunne høre, at Camilla var i sit es. Kampgejsten var helt oppe at ringe. Ingen skulle forhindre hende i at få sit interview med den grædende enke.

– Så for satan, Spurvevej, her er det. Vi tales ved senere, sagde Camilla og afbrød telefonen, inden Louise nåede at sige, at hun faktisk havde ringet op for at få lov til at beklage sig over, at hun var blevet parret med en ny makker.

Klokken tolv sad efterforskningsgruppen rundt om Heilmanns mødebord. Suhr havde indkaldt til møde, men fik ikke selv tid til at deltage, fordi han skulle udtale sig i middagsnyhederne i forbindelse med journalistdrabet.

Om morgenen havde han overværet obduktionen af Karoline Wissinge. Som ventet var hun død af de læsioner, hun havde på halsen. Derudover blev det bekræftet, at hun ikke var blevet voldtaget, men undersøgelsen havde vist, at hun var gravid.

– Omkring otte uger, sagde Heilmann, inden nogen nåede at spørge. – Jeg går ud fra, du ville have fortalt det, hvis hendes kæreste havde nævnt det i går?

Forvirret skyndte Louise sig at nikke

– Selvfølgelig. Hverken Martin Dahl eller forældrene har talt om, at hun ventede barn. Det tror jeg ikke, de vidste.

– Godt, så ser vi om de selv kommer ind på det, ellers tager vi det op.

Flere vidner havde bekræftet, at Karoline forlod Baren sammen med en mand, der svarede til Lasse Møllers signalement, så det blev besluttet at hente ham ind til afhøring igen.

– I bliver nødt til at gå til ham, sagde Heilmann og vendte blikket mod Toft.

– Jamen, det er jo ikke nyt. Han fortæller selv, at de gik sammen. Han kendte hende ikke på forhånd, og de skiltes ved Sølvtorvet. Han rundede Sankt Hans Torv på vej hjem og lagde sig i sin seng klokken halv tre. Men vi kan da godt få ham til at gentage det, hvis det er det, du mener.

Toft sagde det uden undertoner. Han fulgte de ordrer, han fik.

– Er der vidner, der kan bekræfte hans forklaring?

– Han er set på Pussy Galore, spørgsmålet er bare hvornår. Lasse Møller hævder, at han brugte sit dankort i baren, men da jeg gik afregningerne igennem med barchefen, var der ingen dankortkvittering med hans navn, og han kunne ikke fremvise sin egen kopi.

– Hvordan går det med jeres afhøringer? spurgte Heilmann og kikkede på Louise og Lars Jørgensen.

Louise vendte sig mod sin nye makker, men han nikkede til hende, og hun fortalte, at de havde talt med to af Karolines kolleger, som havde kendt hende siden sygeplejeskolen.

– Det er ikke mit indtryk, at de havde noget med Karoline at gøre privat. De sås kun i forbindelse med arbejdet, så hvor meget man kan lægge i deres kendskab til hende, ved jeg ikke, forklarede Louise. – Men inden hun mødte Martin Dahl, var hun kæreste med en mandlig sygeplejestuderende.

– Vi skal tale med ham og en til senere i dag, de skal begge møde klokken tre, tilføjede Lars Jørgensen.

Louise sad og faldt lidt i staver, mens de andre fortalte, hvad de havde planlagt at gå videre med. To kriminalfolk ville tage en runde mere i opgangene omkring Sølvtorvet for at lede efter nye vidner.

– Vi rykker hårdt på Lasse Møllers omgangskreds og er i gang med at undersøge hans fortid, sagde Michael Stig og nikkede til siden mod en kriminalbetjent, som åbenbart hjalp ham.

– Når I nu er i gang med at grave i folks fortid, så ligger der noget, som I måske kan grave op ved samme lejlighed, sagde Louise og lænede sig ind over bordet. – Karolines kæreste, Martin Dahl, har en gammel barndomsven fra Frederikshavn, der sysler med lidt stoffer, og indimellem glemmer han at betale for de varer, han sælger videre.

Michael Stig løftede det ene bryn.

– Og hvad får dig til at mene, at den barndomsven har noget med drabet at gøre?

Han lagde hovedet lidt på skrå og betragtede hende.

– Martin Dahl lånte ham på et tidspunkt en del penge, som han ganske vist fik tilbage igen. Jeg tænkte bare, at vi burde undersøge, om der er mere i den historie. Hun holdt en lille pause. – Ikke fordi det behøver at have noget med drabet at gøre, men det er rart at være på forkant.

– Okay, interessant, sagde Michael Stig. – Var Karoline også involveret i noget af den slags?

– Overhovedet ikke. Hun var rasende over, at Martin lånte vennen penge.

– Selvfølgelig skal vi vide det, hvis den slags kriminalitet figurerer i deres omgangskreds, indskød Heilmann og så på Michael Stig. – Den tager I. Jamen, så skulle vi måske alle sammen komme videre?

Hendes blik gled rundt til alle, inden hun rejste sig, samlede sine papirer og gik ud af kontoret.

De andre blev siddende og så efter hende.

– Det er en utrolig energi, den dame har, sagde Toft med respekt i stemmen. – Man kan ikke mærke på hende, at hun har en syg mand at passe, når hun er hjemme.

– Hvad mener du? Er hendes mand blevet syg? udbrød Louise. Hun havde mødt Viktor Lau flere gange. Han var en pæn mand omkring tres, sporty og solbrun det meste af året, som mange passionerede sejlere er.

– De fandt en svulst i hjernen for et halvt år siden. Det er et par måneder siden, han blev opereret. Det var derfor, Heilmann var væk i en periode omkring jul.

– Hvordan går det så med ham nu?

– Jeg tror faktisk, det går fint. Det er et par uger siden, jeg har spurgt til ham, men hun fortalte, at han var kommet sig efter operationen, og de er meget fortrøstningsfulde.

Louise nikkede medfølende og overvejede, om hun kunne tillade sig at sige noget opmuntrende til sin chef, eller om hun skulle lade som ingenting.

– Jeg kan ikke forstå, at jeg slet ikke har lagt mærke til noget, sagde hun efter en lille pause.

– Slap bare af. Det har jo ikke været et samtaleemne i afdelingen. Jeg tror ikke, ret mange ved det, og hun bryder sig ikke om medlidenhed, trøstede Toft, inden han samlede sine papirer sammen og gik ud.

Men han havde åbenbart vidst det, tænkte Louise.

*

– Jeg prøver lige de to sidste igen. Hvis vi ikke får fat i dem, tager vi ind på Rigshospitalet, sagde Louise, da hun og Lars Jørgensen sad over for hinanden på kontoret.

Der blev hverken svaret hos Signe Jensen eller Jesper Mørk, så Louise skimmede rapporterne på formiddagens to afhøringer, inden hun lagde dem ind i mapperne på hylden.

Allerede mandag morgen havde Louise gjort de tre mapper klar. Den røde der skulle sendes til forsvarsadvokaten, den blå med originalerne der til sin tid skulle til dommeren, og den grønne der var til politiets egen anklager. Nu var de stadig nyfoldede og tynde, men inden sagen sluttede, kunne der formentlig ikke stoppes flere papirer i dem, og kanten ville være flosset og bøjet. Det slog hende, at det både var skræmmende, men også forbundet med spænding, når de første rapporter blev lagt i mapper.

Hun plejede at skrive rapport, mens hun havde folk inde til afhøring, for så kunne hun få dem til at læse igennem og underskrive med det samme, men det var ikke altid, hun nåede at få rapporterne kopieret og lagt i mapper. Som regel endte de i en bunke på hendes skrivebord.

Lars Jørgensen var lige gået ud af døren, da Jesper Mørk ringede.

– Afdeling A, Louise Rick.

– Jeg hørte din besked, sagde han, da de havde hilst på hinanden. Han lød træt, og Louise gættede på, at han måske havde været i nattevagt og først lige var vågnet.

– Godt, du ringer. Jeg vil gerne tale med dig om drabet på Karoline Wissinge. Jeg ved, at du har kendt hende igennem længere tid.

Hun fornemmede, at han stivnede, og hørte, han tændte en cigaret.

– Jeg skal på arbejde, svarede han lidt mindre træt.

– Fint, så mødes vi der.

Louise sagde det i en tone, der ikke indbød til modsigelse.

Der blev en lang pause.

– Jeg har vagt klokken tre, kom det endelig.

– Vi er der lidt over tre. Vi skal også have en snak med Signe Jensen.

– Hvor lang tid tager det?

– Det kommer jo an på, hvor meget du har at fortælle.

– Hvad skal jeg fortælle?

Han lød overrasket.

Hvorfor kunne folk ikke bare acceptere, at når politiet ville tale med dem, så forventedes det simpelthen, at de fortalte, hvad de vidste?

– Du skal bare fortælle os lidt om Karoline, og hvis du ved noget, der kan hjælpe os omkring det, der skete i lørdags, vil jeg selvfølgelig være taknemmelig, hvis du vil indvie mig i det.

– Vi ses, sagde han og lagde på.

– Hvem af dem var det? spurgte Lars Jørgensen, der var kommet tilbage.

– Jesper Mørk, han møder klokken tre. Jeg aftalte, at vi var der lidt over.

– Så får vi også lejlighed til at tale med de øvrige kolleger på afdelingen. Skal vi prøve Signe Jensen igen og forberede hende på, at vi dukker op?

Louise nikkede og rakte ud efter telefonen, men i det samme begyndte hendes mobil at ringe. Det var Camilla. Helt høj og overstadig.

– Jeg ringer, mimede Lars Jørgensen fra den anden side af bordet og rakte ud efter papiret med Signe Jensens telefonnummer.

– Hun var fantastisk. Du vil være vild med hende. Hun er lige sådan en, man har lyst til at være veninde med.

– Hvem? spurgte Louise afmålt. Hun håbede, Camilla ville fange signalet.

– Helle Sørensen, Franks kone.

Louise havde allerede glemt interviewet.

– Hun er yngre end os, det havde jeg slet ikke forestillet mig. Forstyrrer jeg?

– Jeg er på vej ud.

Det tog Camilla ikke som en afvisning.

– Drengen var der desværre ikke. Det blev fotografen skidesur over. Han havde håbet på et billede af den grædende enke og lille Liam.

– Okay, sagde Louise, mest for at vise hun hørte efter.

– Men Helles historie er så stærk i sig selv, at man ikke behøver at se hende græde med sit barn på skødet.

Louise syntes, det var usmageligt, at en historie mistede værdi, fordi der ikke var billeder af sørgende pårørende. Beretningen var vel den samme, hvad enten der var tudebilleder eller ej.

– Hun har en helt klar holdning til, at der ikke skal bringes billeder af Liam i avisen. Det er med nød og næppe, at hun selv står frem.

– Så kunne hun jo lade være, kommenterede Louise.

– Ja, men hun føler sig forpligtet over for Frank. Det er åbenbart noget, de har talt om over middagsbordet.

Nu stod Louise af. Hun kunne ikke forholde sig til, at man på forhånd aftalte, om man ville stå frem i landsdækkende aviser, hvis man blev centrum i en mordsag.

– Sygt, indskød hun midt i talestrømmen.

– Frank har selv lavet en masse af den slags historier i årenes løb, og han plejede at sige, at hvis der nogensinde skete noget i hans hjem, der var tragisk nok til at vække mediernes interesse, så ville han sgu da også stå frem. Det følte han sig forpligtet til, ellers kunne han ikke være sig selv bekendt.

– Fordi han havde bedt andre fortælle?

Louise prøvede stadig at lade, som om hun var en del af samtalen.

– Ja, og nu føler Helle, at hun skylder Frank at gøre det samme. Det vil være i hans ånd, siger hun. Det er jeg sgu ikke sikker på, at jeg kunne gøre, hvis jeg kom i den situation.

– Nej, og derfor burde du måske overveje at få dig et andet stofområde. Livsstil eller mode. Dér skal man vel ikke presse nogen til at medvirke i noget, man ikke selv ville have lyst til.

Louise vidste godt, at Camilla var helt uimodtagelig for indvendinger, når hun var i det humør, men hun prøvede alligevel. Dobbeltmoral var et ord, der altid dukkede op, når deres samtaler nåede det her punkt. – Havde du ellers noget på hjerte?

– Næ, jeg havde bare lyst til at dele min begejstring. Men vi tales ved.

– Fik du fat i Signe Jensen?

Lars Jørgensen rystede på hovedet.

– Jeg lagde en besked. Så må vi få fat i hende derinde.

Louise rejste sig og gik over mod døren.

– Jeg går lige ind og ser, om der er en ledig bil.

– Jeg har skrevet os ind, sagde Lars Jørgensen og hev en bilnøgle op af lommen. – Hvis vi kører nu, kan vi nå at forberede afdelingssygeplejersken, inden de møder.

Louise rakte ud efter sin frakke og fik øje på en avis på Lars Jørgensens bord.

– Må jeg tage den med?

Han kastede den over til hende, og hun stak den under armen, inden de fulgtes ned ad gangen.

Hun og Søren Velin plejede at skiftes til at køre, men det virkede mest oplagt, at Lars Jørgensen kørte, når han havde hentet nøglen.

Da hun sad i bilen, foldede hun avisen ud: Journalist brutalt myrdet stod der hen over forsiden sammen med et billede af Frank Sørensen. Der var også en lille henvisning til drabet på Karoline Wissinge. Hvis hun både var blevet voldtaget og dræbt, så havde der nok været et større billede på forsiden, tænkte Louise, inden hun bladrede op og læste den halve side langt inde i avisen, Camilla havde fået bevilliget til artiklen.

– Måske burde vi se lidt på de uopklarede voldtægtssager, vi har liggende. Dem, hvor ofret havde samme kvælningsmærker på halsen som dem, Flemming fandt på Karoline, sagde hun og kikkede over på Lars Jørgensen. Hun var godt klar over, at det var et blindskud.

Der gik et øjeblik, inden han nikkede.

– Det kunne godt være en ide, sagde han og vendte sig kort mod hende. – Når vi kommer tilbage, kan vi også prøve at tjekke op på de sager om net-dates, der er endt i en voldtægtsanmeldelse.

Voldtægtssager havnede også hos afdeling A. Drab, vold og sædelighed. Eller som de plejede at sige: blod, spyt og sperma. Flere af de voldtægtsanmeldelser, de fik ind, kom fra kvinder, der havde mødt en mand på nettet. Der havde været nogle ret grimme sager de senere år, og de var meget svære at håndtere, fordi det var en anden type voldtægt end den, der fandt sted på gaden. Det var også ret almindeligt, at det under afhøringen kom frem, at begge parter havde været enige om at have sex. Det gik først galt, når de ikke var enige om, hvornår det skulle stoppe. Måske var det sådan en fyr, der havde antastet Karoline. En der ville mere end bare følges et stykke ad vejen.

Louise kunne huske en kvinde, der gennem en måneds tid havde datet med en fyr, der hed Kim Jensen. De havde mødt hinanden på nettet og været ude fire-fem gange, inden hun inviterede ham hjem. Hun boede i Rødovre, og han kom fra Hørsholm. Louise så den spinkle kvinde for sig. Hun var i slutningen af tyverne og alene med sin lille datter. Den aften var hun blevet så grufuldt misbrugt, at lægerne på Rigshospitalets Center for Voldtægtsofre var dybt rystede, da de tilkaldte politiet. Da de skulle have fat i fyren, viste det sig, at Kim Jensen var forsvundet ud i den blå luft. Hans profil på nettet var slettet. Det mobilnummer, han havde opgivet, eksisterede ikke længere, og han hed sandsynligvis slet ikke Kim Jensen. Oven i det voldsomme overgreb var kvinden fyldt med skam over at have været sammen med en mand, hun i virkeligheden ikke anede, hvem var. Ydmygelsen fyldte næsten lige så meget som smerterne.

Louise rystede erindringen af sig. Hun var glad for, at Lars Jørgensen havde grebet strået, selvom det var ret usandsynligt, at det ville give resultat. Men han havde ikke afvist hendes forslag om at undersøge det. Det fik han et point for.

– Hvordan går det?

Terkel Høyer stod i døren.

– Fint. Jeg sender den til dig nu, svarede Camilla smilende.

– Hvad med billederne?

– Mon ikke Christian er ved at være klar? Han sidder med dem inde på skærmen, og jeg har set de portrætter, han tog, de er fine.

– Send artiklen ind, så læser jeg den igennem, mens han bliver færdig.

Han forsvandt igen, og Camilla læste det, hun havde skrevet, en sidste gang, inden hun trykkede: send. Nogle gange flød ordene, så hun bagefter blev overrasket over, at det var hende selv, de var kommet fra. Det var som regel noget af det, der blev bedst. De ting, der var svære at skrive, blev indimellem lidt krampagtige.

Hun kikkede ud ad vinduet. Det var ved at klare op. Regnen fra dagen før var taget til og havde truet med at blive heldagsregn, men nu lettede det. Kongens Have var trist, der var ikke det mindste spor af forår på vej. Hun besluttede sig for at smutte op i kantinen. Hun havde sprunget frokosten over, men kunne godt nå at hente noget mad, inden hun skulle skrive billedtekster.

– Skidegodt, sagde Terkel, da hun kom tilbage. – Den er lige, som den skal være. Du er en stjerne, du tegner det helt rigtige billede af dem. Hun er sød, ikke?

– Meget. Det var, som om jeg havde kendt hende længe. Virkelig sød, nikkede Camilla.

I det samme smækkede en dør, og skridt marcherede hen ad gangen.

– Hvad fanden i helvede er det for noget pis, at vi ikke kan få et billede af ungen?

Billedchefen brasede ind ad døren og så edderspændt rasende ud.

I første øjeblik anede Camilla ikke, hvad han talte om.

– Du skal kraftedeme ikke begynde at blande dig i fotografernes arbejde.

Han så ud, som om han ville gå til angreb.

– Hvad tænker du på?

Camilla var helt lammet.

– Hvad foregår der? spurgte Terkel Høyer forbløffet.

Holck havde været billedchef på avisen, længere end nogen kunne huske tilbage. Han var knalddygtig, men havde et temperament, der var lidt ud over det sædvanlige, og det udfoldede sig, når han følte, at nogen trådte ind på hans område.

– Den lille frk. Lind har accepteret, at vi ikke kunne få et billede af enken sammen med barnet. Jeg har sgu aldrig hørt mage. Men det billede kommer på, om du vil det eller ej. Der findes da gudskelov arkiver, så må vi bare leve med, at det ikke er et nyt billede.

Camilla snappede efter vejret.

– Det gør du ikke, råbte hun og for op, så kontorstolen skød tilbage og ramte væggen. – Helle vil ikke have, at vi bringer et billede af drengen, og det har jeg lovet, at vi ikke gør.

– Hvornår fanden er du blevet ansvarshavende? snerrede billedchefen tilbage. – Du har sgu ikke mandat til at love en skid. Din opgave er at få noget på blokken, og alle ville være glade, hvis du bare koncentrerede dig om det. Så passer vi andre det, vi skal.

Spyttet stod ud af munden på ham, idet han vendte sig om og marcherede tilbage til sit kontor.

– Forklar, sagde redaktionschefen.

– Helle bad om, at Liam blev holdt udenfor. Derfor var han ikke hjemme, da jeg kom. Hun ville heller ikke have, at vi affotograferede et billede og brugte det. Det bliver vi sgu da nødt til at respektere.

Terkel Høyer kikkede længe på hende.

– Historien bliver altid bedre, når vi ser dem, det handler om. Det ved du godt. Kunne du ikke forklare hende det?

Camilla mærkede tårerne stige op. Hvad havde de gang i! Her serverede hun et interview, som var toppen, og nu lød det nærmest, som om det ikke var en skid værd, hvis der ikke var billeder af mor og søn. Hun overvejede kort at eksplodere, men tog sig i det.

– Jamen, så ved jeg ikke, hvad du vil gøre. Hun vil ikke have, vi tager det billede.

– Pressede du hende? spurgte han.

Hun fattede det ikke. Det ville han sgu da heller ikke kunne nænne. Han kendte hende endda meget bedre end Camilla, der kun havde mødt Helle denne ene gang.

– Hun vil ikke, svarede hun kort.

– Prøvede du at overtale hende? Forklarede du, hvorfor det billede er vigtigt?

Hun sad et øjeblik.

– Terkel. Helle er knust. Hun var overhovedet ikke interesseret i at stå frem med barnet og få plastret ud over hele forsiden, at Liam savner sin far. Hun stillede kun op til interviewet, fordi hun mente, det var i Franks ånd.

– Netop derfor kan det heller ikke være så svært at forklare, at vi er nødt til at have et billede af mor og søn sammen.

– Hvordan kan du sige det? Det kan vi ikke presse hende til.

– Vi er nødt til at finde ud af noget, sagde han og gik ud af kontoret.

Det her skete ikke! Hvad blev der af den gode historie! Hvad fanden bildte de sig ind! Her havde hun lavet det ultimative. Ingen af de andre aviser var kommet ind over dørtærsklen, og så var det fandeme ikke godt nok, fordi fotograferne syntes, der manglede et tudebillede. Det var sgu da historien, der var det vigtigste.

Pludselig stod Terkel igen i døren.

– Nu tjekker vi lige arkivet igennem. Jeg er ret sikker på, at der er et billede af Helle og Frank sammen med Liam. Vi havde dem på et kändis-opslag sidste år i forbindelse med en eller anden reception, kan du huske det?

Det kunne hun ikke.

– Ellers kører du ned til Helle og overtaler hende, fortsatte han.

Hun sad og tænkte sig lidt om.

– Det gør jeg ikke, sagde hun og stirrede stift frem for sig.

Han betragtede hende lidt.

– Jo, du gør. Det er dit job!

Mens hun sundede sig, rundede Holck hjørnet. Han værdigede ikke Camilla et blik, men sagde til Terkel, at de kun havde et billede, hvor Frank stod med Liam på armen, da han var baby. – Vi skal have et nyere.

Terkel gav ham ret. – Tjek billedbureauerne, ellers fortsætter vi her.

– Jeg sender Christian ud for at finde Helles forældre. Ved du, hvor de bor?

Han talte til Terkel, som om Camilla overhovedet ikke var til stede.

– Jeg tror, de bor ude i Viby eller Borup, men det må være til at finde ud af.

Camilla rejste sig og gjorde front imod dem.

– I kan godt droppe det.

Hun vendte sig direkte mod Terkel Høyer.

– Jeg vil gerne tale med dig alene.

Hun gik over og smækkede døren i hovedet på Holck, der nåede at træde et skridt tilbage, så han ikke kom i klemme.

– Det her gør du ikke. Jeg trækker mit interview tilbage, hvis du ikke mener, det er godt nok uden det billede.

– Camilla, lad være med at skabe dig, det klæder dig ikke.

Der var ikke meget venlighed at spore i hans stemme.

– Du kan ikke behandle Helle på den måde. Man må da holde sit ord.

– Jeg har ikke lovet hende noget, og det er mit ord, der er gældende her på redaktionen. Hvad du har indgået af aftaler, må du selv stå til regnskab for. Du kender arbejdsgangen. Hvis vi kan få det billede, skal vi have det. Vi giver først op, når alt er prøvet. Det plejer du selv at være med på.

Camilla bed den i sig. Hun havde flere gange jagtet skolefoto, hvis de skulle skaffe et billede af et barn, og de pårørende ikke ville udlevere det. Dansk Skolefoto arbejdede over det meste af landet og havde en stor billed-database, og der var tit gevinst, hvis man ikke fik noget ud af at opspore klassekammerater eller venner, der var villige til at udlevere et billede.

– Jeg har lovet det. Hun viste mig tillid, og det er sgu da derfor, interviewet blev så godt. Jeg havde aldrig fået det med hjem, hvis jeg ikke havde lovet, at vi ikke pressede på for det billede.

– Jeg holder meget af Helle og Liam, afbrød Terkel. – Men det forhindrer mig altså ikke i at passe mit arbejde. Nu ser vi lige, om vi kan skaffe det, ellers må du af sted igen.

– Det gør jeg ikke. Og du vover på at bringe mit interview, hvis I sætter et arkivbillede på.

– Hold nu op, Camilla.

Hun mærkede, at gråden var ved at tage over, så hun rejste sig, greb sin taske og gik ud ad døren. Ude på gangen mødte hun Holck og var ved at plante en knytnæve i maven på ham, men tog sig i det. Da hun nåede ned på gaden, besluttede hun sig for at gå over på en cafe og drikke en kop varm chokolade med flødeskum.

I St. Regnegade fik hun øje på Søren Holm. Hun så sig panisk om efter et skjulested, havde ikke lyst til at tale med en kollega lige nu, men han lignede en hængt kat og gik opslugt i sine egne tanker, så det slog hende, at han måske også kunne trænge til en varm kop et eller andet.

– Hej.

Han så helt forskrækket ud, da hun greb fat i hans arm.

– Hvordan går det?

– Jeg er lidt brugt, jeg har ikke været hjemme siden i går, forklarede han. – Skal du på bladet?

Hun rystede på hovedet og forklarede, at hun var på vej ud for at drikke varm chokolade, fordi hun var skidesur.

Det tyggede han lidt på.

– Jeg går med.

De satte sig i et hjørne, og inden kopperne kom på bordet, havde Camilla fortalt ham, hvad der var sket.

Han lagde hånden over hendes og sagde:

– Det er en rigtig lortesituation. Men der er ikke så meget at gøre. Billedchefen bestemmer billederne, det kan ingen af os gøre noget ved.

Hun orkede ikke at sige mere, men lænede sig frem og tog imod koppen, da tjeneren kom med dem. Hun frydede sig over, at der var en hel skål med flødeskum. Mærkeligt nok hjalp overflødige kalorier tit på hendes dårlige humør.

– Hvordan går det hos dig? spurgte hun. – Jeg kunne se i avisen, at du har haft travlt.

– Ja, vi skulle nå at have det hele med, så alt, hvad de slap ud om Frank på pressemødet, skulle følges op. Men jeg ved fandeme ikke, hvad det er, der foregår. Jeg har støvet rundt hele natten for at finde nogen, der ved noget, men det var tyndt. Jeg tror sgu, det er et bestillingsarbejde. Ingen har set eller hørt noget, og det er lidt mærkeligt.

Camilla nikkede. Hun kendte ikke så meget til det miljø.

– Narkosagen begynder at rulle om to dage. Frank havde arbejdet med den længe, og det er stadig min fornemmelse, at han havde gravet noget frem, som ikke skulle ud, når sagen kører for retten. Men jeg ved det ikke, det er bare et gæt. Jeg skal mødes med en kilde senere i aften. Jeg kan forestille mig, at han måske kan bidrage med noget.

– Skal du skrive noget til i morgen?

Han rystede på hovedet.

– De kører dit store interview, så jeg skal først have noget klar sidst på ugen. Men vi skal selvfølgelig holde os orienteret hos politiet. Det kan jo være, de har noget nyt.

Camilla lod den hænge. Hun kunne godt regne ud, hvem der skulle tage sig af det.