16

– Klokken 5.52 fandt man liget af journalist Søren Holm i en gård i Vestergade tæt på Rådhuspladsen, sagde drabschefen, da han åbnede tirsdagens morgenmøde i frokoststuen. – Han lå i en kælderskakt, og han er blevet dræbt på samme måde som Frank Sørensen. Det er i hvert fald, hvad vi går ud fra indtil videre.

Louise var kommet sent ud ad døren. Hun og Peter havde ligget og snakket til langt ud på natten. Hun havde forsøgt at få ham til at forstå, at det ikke var et udtryk for manglende kærlighed, når hun ikke havde lyst til at tage med til Skotland. Hun vidste ikke, om han var blevet overbevist, men da hun havde nævnt, at hun havde over tre ugers afspadsering til gode, som hun ville bruge i Aberdeen, havde han til sidst besluttet, at han ville rejse, selvom hun blev hjemme.

Hun nåede kun lige at sætte sig, inden mødet gik i gang. Hun lagde med det samme mærke til, at de ikke var så mange, som de plejede, og hun frøs til is, da hun hørte, hvis lig de havde fundet.

– Skraldemændene fandt ham, da de kom for at tømme, fortalte Suhr og satte sig på bordkanten. Han så træt ud. – Jeg blev ringet op kvart over seks. Da var lægen allerede kommet og havde erklæret ofret død. Jeg ankom lige efter folkene fra Kriminalteknisk Afdeling, og hverken de eller jeg er i tvivl om, at drabsmetoden er den samme. Retsmedicineren undersøgte stiksåret i nakken, men turde ikke sige noget. Hun havde ikke set såret på det første offer, kunne blot konstatere, at der var et tilsvarende stiksår. To af de kriminalteknikere, der var på stedet, overværede obduktionen af Frank Sørensen, og de var meget sikre på, at stikket sad samme sted.

Hans blik gled over efterforskerne ved de to borde. Der var intet udtryk at spore i hans ansigt.

– Der er gået ni dage siden sidst. Vi har en gerningsmand, og alligevel dukker der et lig mere op.

Han begyndte at gå frem og tilbage.

– Vi frigiver først ofrets navn i løbet af formiddagen. Det er en fordel at holde hans identitet skjult så længe som muligt, men det bliver nok svært.

Han kikkede op i de lysstofrør, der oplyste frokoststuen i to lange rækker gennem hele lokalet.

– Det skulle fandeme ikke undre mig, om journalisterne allerede ved, hvad der er sket. Der stod flere fotografer ude på gaden, mens jeg var på findestedet.

– Er findestedet også gerningsstedet? spurgte Toft efter at have rakt en hånd i vejret.

Suhr så på ham og strøg sig over panden.

– Det tror vi, men det er for tidligt at sige. Han kan være blevet dræbt i en lejlighed og først bagefter slæbt ned i gården. Frandsen kommer herind fra Slotsherrensvej klokken ti. Så gennemgår vi, hvad de har indtil videre.

Louise rakte hånden i vejret for at fange chefens opmærksomhed. Han nikkede til hende, og hun foreslog, at Søren Holm måske ledte efter den lejlighed, Klaus West opholdt sig i. De andre kikkede på hende, og hun kunne mærke, at de sad og overvejede, hvorfor hun kendte noget til det.

– Er det noget, du ved, eller noget, du gætter? spurgte drabschefen.

– Jeg ved, at han var opmærksom på, at der fandtes et sted, og jeg ved, at han ville prøve at finde ud af, hvor det var, og så gætter jeg bare, at han måske fandt det.

Han nikkede.

– Vi er allerede i de opgange, der ligger ud til gården, men vi er ikke gået efter at finde ud af, om Klaus West selv boede der. Vi undersøger først og fremmest, hvem der har set eller hørt noget.

Han stoppede op og stod et øjeblik og stirrede tænksomt ind i væggen.

– Vi må rundt med et billede af West, prustede han frem for sig og kikkede på Louise, som om det var hende, der lagde mere vægt på hans i forvejen overbebyrdede skuldre. Så bad han Willumsen sørge for, at der blev kørt nogle billeder af Klaus West ud til de politifolk, som stadig gik rundt i Vestergade.

– Jeg har brug for flere folk til de to drab, så vi bliver nødt til at rokere lidt rundt herinde, sagde drabschefen ud i rummet. – Willumsens efterforskere fortsætter naturligvis, og jeg har besluttet at flytte Rick og Lars Jørgensen over som ekstra kræfter.

Han fortsatte, inden han nåede at aflæse deres reaktion.

– Toft og Michael Stig arbejder videre med Karoline Wissinge-sagen. Den ser ud til at kunne trække ud. Vi andre kører benhårdt på med journalistdrabene. Vi kan godt forberede os på, at opmærksomheden bliver endnu mere massiv.

– Gud forbyde det, tilføjede han.

Louise sydede indvendig over den urimelige prioritering, med udadtil lod hun som ingenting, fordi hun fornemmede, at Michael Stig sad og betragtede hende. Hun var ikke i tvivl om, at han var lige så rasende over, at han ikke blev taget med over på den nye sag. Alle ressourcer og hele koncentrationen ville de næste mange døgn ligge på de to journalistdrab.

– Jeg har bedt dem, der har mulighed for det, om at være her til en briefing sammen med kriminalteknikerne klokken ti, og der skal I to være med, sagde drabschefen og nikkede ned mod Louise og Lars Jørgensen. Så ophævede han morgenmødet og forlod hurtigt frokoststuen.

Louise gik ud og satte vand over til te. Hun prøvede at finde en termokande, der ikke lugtede for meget af kaffe, men opgav og fandt lertøjspotten frem bagerst i skabet. Den beske smag, som morgenens to kopper kaffe havde efterladt, sad stadig i munden. Inde på kontoret ringede hun til Peter for at sætte ham ind i den nye situation og forberede ham på, at han ikke skulle regne med hende det næste stykke tid.

Da hun lagde røret på, opdagede hun, at Suhr stod i døren.

– Må jeg lige tale med dig? sagde han og vinkede af hende.

Hun rejste sig og fulgte med ned ad gangen til hans kontor.

– Er det o.k. for dig at rykke over? spurgte han, da de havde fået sat sig.

Han plejede ikke at spørge om den slags.

– Jeg har brug for en, der kan få folk til at tale, fortsatte han, inden hun nåede at svare.

– Du ved godt, at jeg synes, det er urimeligt, at du skærer ned på mandskabet i forbindelse med Karoline, bare fordi den anden sag har større mediebevågenhed.

– Det valg træffes af mig, afbrød han.

– Det er jeg klar over, og selvfølgelig vil jeg gerne arbejde på den anden sag, sagde hun, vel vidende at hun lige så godt kunne acceptere hans beslutning. – Det er bare noget principielt.

Selvfølgelig ville hun rykke over. Hun følte allerede, at hun var hvirvlet ind i sagen, og det skulle være en fornøjelse, hvis hun kunne bidrage med noget, der fik champagnemanden bag tremmer. Hun tænkte på den buket, Camilla havde modtaget på redaktionen.

– Godt! Så er vi enige.

Louise overvejede kort, inden hun besluttede sig for at fortælle om sit møde med Klaus West. Mens hun fortalte, noterede Suhr små stikord, og indimellem så han op på hende for at vurdere, hvor langt hun var i fortællingen.

– Ved vi, hvad Finnen hedder i det civile? spurgte han, da hun fortalte om besøget i Camillas lejlighed.

Hun rystede på hovedet, men kom i tanke om, at det måske var noget, Birte Jensen vidste. Hun kendte ham.

– Vi må have din veninde ind til afhøring, men vi kan få Lars Jørgensen til at tale med hende.

Louise nikkede taknemmeligt. Det ville være for akavet, hvis hun selv skulle stå for det.

– Jeg forestiller mig, at du og Lars Jørgensen fortsætter som makkerpar. Det er mit indtryk, at I fungerer meget godt.

Han tænkte sig lidt om. – Det er også muligt, at jeg kalder Søren Velin ind fra afspadsering, og så kan du fortsætte med ham, hvis du hellere vil det. Men vi bliver mange på de her sager. Vi har ikke råd til at smide noget her i starten.

Louise havde ikke skænket sin faste makker mange tanker den sidste uges tid. Hun havde allerede vænnet sig til Lars Jørgensen.

– Jeg har tænkt mig, at du skal tage dig af familien, fortsatte Suhr. – Vi er nødt til at få konen og børnene ind til en afhøring. Ved du, hvor mange børn han har, og hvor vi er henne aldersmæssigt?

– Den ældste er atten, og den yngste skal konfirmeres, svarede Louise.

Han noterede ned.

– Jeg var glad for de iagttagelser, du og Flemming Larsen nåede frem til på Retsmedicinsk i forbindelse med Karoline Wissinge. De går i gang med obduktionen af Søren Holm mellem elleve og tolv, og jeg vil gerne have, at du er til stede. Så jeg forestiller mig, at Lars Jørgensen tager en kriminalbetjent med ud til konen og børnene til den første snak. Når de så kommer ind til den egentlige vidneafhøring, støder du til.

Hun nikkede samtykkende, fint nok. Det var ikke så tit, hun blev sendt på Retsmedicinsk Institut for at overvære selve obduktionen, men hun tog det som et skulderklap. Det var meget almindeligt, at hver enkelt havde en force, nogle var særlig gode på gernings- og findesteder, hun selv plejede at blive sendt til de pårørende, og andre var med til obduktionen. Man var skarp på forskellige måder, og hendes område var åbenbart lige blevet udvidet.

– Hvem har underrettet konen? spurgte hun.

– Glostrup politi, svarede han. – De var derude tidligt i morges. Jeg har ikke selv talt med hende, men jeg går ud fra, at hun ringer for at få flere detaljer. Hvis du ikke når hele briefingen sammen med kriminalteknikerne, kører du bare. Det er vigtigt, at du er på Retsmedicinsk, når de går i gang.

Hun så på uret. Der var en time til briefingen.

– Ved vi, hvad Søren Holm lavede i går?

De havde rejst sig, og hun var på vej mod døren, da hun spurgte.

– Vi ved ikke noget om den slags endnu. De lokale betjente underrettede blot hans kone, de begyndte ikke at spørge hende ud.

Louise gik tilbage mod sit eget kontor, men inden hun nåede derhen, stødte hun ind i Michael Stig.

– Nå, så er du videre til næste sag, sagde han og standsede foran hende, så hun var nødt til at stoppe op. Hun kunne høre, at han prøvede at beherske sin irritation.

– Ja, sådan er det jo. Det er ikke noget, man selv bestemmer, sagde hun uden at fortrække en mine. Det var ikke hendes problem, hvis han følte sig forbigået.

– Nej, han vurderede hende. – Det er måske også fint nok. Vi skal jo se at komme videre. Det er ikke nok med snak, hvis den sag skal opklares. Nu er det puslespillet, der skal lægges.

Han holdt pause.

Hun trådte et skridt tilbage.

– Og det mener du ikke, jeg er god til?

Han smilede og slog afværgende ud med den ene hånd.

– Jo, men det indledende – er det ikke mere din stærke side? Chefen må jo sætte sine ressourcer ind, hvor han får mest ud af dem.

Han smilede selvsikkert.

Hun mærkede maven trække sig sammen til en kogende og snurrende masse, men gjorde sig stor umage for at smile sødt.

– Så er det jo godt, han har sådan en som dig.

Hun prøvede at komme forbi, men han spærrede stadig.

– Jeg tror nu mere, han tænker på mig i en anden forbindelse og derfor vælger at lade mig trække læsset.

Hun slog et smæld med tungen.

– Jamen, så bliver du vel ny efterforskningsleder, sagde hun, og først da ordene var ude, gik det op for hende, at det var præcis det, han stod og antydede. Hun blegnede.

– Nåh, du fangede den. Ja, det er vel også ret oplagt, sagde han selvtilfreds og lagde armene over kors.

– Jeg var ikke klar over, at du havde været på lederkursus.

Louise havde selv på et tidspunkt overvejet at søge ind på et lederkursus, så hun havde mulighed for at blive forfremmet til vicekriminalkommisær, men hun havde erkendt, at hun nok befandt sig bedst med den position, hun havde nu. Hun havde ikke chefambitioner.

– Det har jeg heller ikke endnu, men de er ved at tage folk ind til et hold, og jeg skal ned til Suhr senere i dag, så man har vel lov til at lægge to og to sammen.

– Jeg forventer nu, at Heilmann kommer tilbage, sagde hun og masede sig forbi ham.

Hun gik med målrettede skridt hen til sit kontor, selvom tankerne sydede i hende. Hun knaldede døren i bag sig, så det gav et spjæt i Lars Jørgensen. Hans ansigt flækkede, da han så hendes bistre udtryk.

– Hold da kæft, hvad sker der? spurgte han og morede sig åbenlyst.

– Havde lige fornøjelsen af Michael Stig ude på gangen. Han satser stærkt på at blive vores nye efterforskningsleder. Jeg søger i færdselspolitiet, hvis det sker, sagde hun og satte sig tungt ned på stolen, mens hun udstødte et dybt suk.

Han var holdt op med at grine, og hun noterede med tilfredshed, at han tilsyneladende heller ikke syntes om tanken.

– Jeg troede ellers, I to havde det meget godt med hinanden, sagde han. – Han tør da ikke sige noget, når du først åbner munden.

Hun stirrede målløs på ham.

– Hvorfor siger du det?

– Det virker bare, som om han har respekt for dig. Du sætter ham altid på plads.

– Det tror jeg sgu ikke, han har, men indimellem er han grænseløst irriterende.

Hun skænkede sig en kop te.

– Han har søgt ind på det næste lederkursus, sagde Lars Jørgensen og kikkede ud ad vinduet. – Det har jeg også. Jeg håber virkelig på at komme ind.

Hun sad lidt, inden hun nikkede. Det kunne hun godt forestille sig. Den stille Lars Jørgensen ville være god til at samle trådene.

– Så holder jeg alt, hvad jeg har, på at du snupper den sidste plads for næsen af ham.

– Tak.

Han smilede til hende.

– Suhr har bedt mig tage på Retsmedicinsk, når vi er færdige med briefingen. Har du fået noget at vide?

Hun håbede, han var blevet sat ind i fordelingen, men han rystede på hovedet, så hun fortalte i stedet om Suhrs planer.

– Fint nok. Jeg undersøger, hvem jeg skal have med ud til familien, og så kan vi ringe sammen og aftale, hvornår vi mødes herinde til afhøring.

Hun nikkede, glad for at han accepterede uden kommentarer, og syntes selv, det lød som en god plan.

– Det er en aftale, sagde hun.

Louise ringede til Retsmedicinsk Institut for at spørge, hvem der skulle foretage obduktionen, og hvornår de regnede med at gå i gang.

Hun bad om at blive stillet op til Flemming Larsen og håbede, det var ham, der skulle obducere, selvom han ikke havde været i Vestergade om morgenen. Tirsdag var den dag, der var travlest, når det gjaldt obduktioner. Mandag var der ligsyn på alle, der kom ind fredag og i løbet af weekenden, og tirsdag gik obduktionerne så i gang. Nogle ville blive flyttet til senere på ugen, men en drabssag, som begyndte at ligne seriemord, blev ikke udskudt.

– Flemming Larsen.

– Hej, det er Louise Rick. Er det dig, der har Søren Holm?

– Ja, det havde jeg tænkt mig, sagde han muntert.

– Du kan vel også bedre vurdere, om det er gjort på samme måde, eller om det er en efterligning fra en, der har grebet ideen.

Han tænkte sig lidt om.

– Det kan jo være en mulighed, sagde han. – Jeg har ikke selv tænkt på det, men man kan selvfølgelig ikke udelukke, at der er en psykopat, der vil ride med på bølgen.

Hun havde egentlig heller ikke selv overvejet, om det kunne være en, der havde kopieret ideen. Enten skulle man være ualmindelig gal på Søren Holm, hvis det var gjort helt uden sammenhæng med den anden sag, eller også var man virkelig forskruet. Hun skrev muligheden ned på sin blok og spurgte, hvornår han gik i gang.

– Vi går ned klokken halv tolv. Da kommer kriminalteknikerne ind.

– Fint, så ses vi, hej så længe.

Der var fem minutter til briefing. Louise og Lars Jørgensen tog hver en blok og gik over i frokoststuen. Chefen for Kriminalteknisk Afdeling, Niels Frandsen, var ved at gøre videoen klar. Louise smilede til ham og satte sig. Rummet blev langsomt fyldt af de drabsefterforskere, der kom tilbage fra Vestergade. Deres stemmer lød som mumlen, mens de sad og snakkede indbyrdes. Alle undtagen Louise og Lars Jørgensen havde arbejdet intenst de sidste timer og skulle af sted igen.

– Vi har ikke så meget at sige endnu, begyndte Frandsen, da alle var samlet, – men jeg kan lige vise jer, hvor langt vi er kommet.

Han gik over og trykkede på videoens playknap. Omkring ti kriminalteknikere tonede frem på skærmen i deres hvide overtræksdragter. Kælderskakten lå bagerst i venstre hjørne. Flere steder langs husmuren var der sat lamper op, som kastede et skarpt lys ned over gården og forvandlede den til en scene trukket ud af virkelighedens tid og sted. Flere kriminalteknikere gik rundt med blikket koncentreret rettet mod jorden, i hånden havde de et lille apparat, der var forbundet med en laserlygte. Louise vidste, at de ledte efter blod. Laserlyset fik blodspor til at træde tydeligt frem. Flere steder på asfalten i gården var der tegnet kridtcirkler. Kameraet gik tæt på to kriminalteknikere, der sad bøjet over noget på jorden. Da man kom helt tæt på, kunne man se, at de sad med en af de små papirstrimler, som de brugte til at teste, om en plet stammede fra blod eller sæd.

Hver gang Louise så kriminalteknikerne arbejde med de lange strimler, kom hun til at tænke på de gange, hun havde svedt i fysiktimerne. Strimlerne fungerede ligesom det lakmuspapir, læreren havde delt ud, når de skulle måle syre og base. Nu var det bare skiftet ud med blod og sperma. Farven blev violet, hvis pletten var blod, og grøn, hvis det var sperma.

Louise så, hvordan farven på papiret langsomt skiftede til violet. Hun kunne regne ud, at her måtte være mere blod, end der havde været i cykelskuret bag Royal Hotel, og gættede på, at det var, fordi gerningsmanden havde flyttet sit offer.

Der var syv nedgange til gården, og skråt inden for porten lå et langt overdækket cykelskur. Tre kriminalteknikere var i gang med at sporsikre, men det så ikke ud til, at de havde fundet noget endnu.

Der blev slukket for videoen, og Frandsen gennemgik hurtigt de spor, de havde sikret.

– Som I selvfølgelig har bidt mærke i, har vi denne gang fundet blod fra ofret. Det gjorde vi også sidst, men ikke i samme omfang. Vi arbejder ud fra, at han er blevet stukket ihjel et andet sted i gården og slæbt over i kælderskakten.

Kuglepenne kradsede hen over papir, mens folk skrev detaljer ned.

– Umiddelbart tror vi ikke, at drabet er foregået i en lejlighed, men vi er i gang med at gennemgå køkkentrapperne i de syv opgange.

Han holdt en kort pause.

– Det ser ud til, at mordvåbnet er det samme, eller i hvert fald af samme type – sandsynligvis en butterflykniv. Vi har ikke fundet den endnu. Men stiksåret ligner det forrige.

Suhr markerede, at han havde noget at sige.

– Retsmedicineren, der var ude på stedet i morges, er sikker på, at Søren Holm ikke har været død i mere end seks timer, da han blev fundet. Det vil altså sige, at han stadig var i live omkring midnat.

Frandsen satte sig på en stol ved væggen, og Suhr tog over.

– Vi har endnu ikke talt med nogen, der kan fortælle, hvornår Søren Holm sidst er set i live, men det skulle vi gerne få belyst i løbet af dagen. Vi har fået assistance fra station City til afhøring af eventuelle vidner i opgangene. Vi fik fat i de fleste i morges, han trak vejret dybt, – ingen har hverken set eller hørt noget, bortset fra et ungt ægtepar der kom hjem ved totiden i nat. De skulle ind med deres cykler og lagde mærke til et par, der stod tæt omslynget. De mente i hvert fald, at det var et par, der var meget optagede af hinanden. For ikke at forstyrre skyndte de sig op ad køkkentrappen i deres egen opgang. De fornemmede ikke, at der var den mindste uro i luften, tværtimod så det meget kærligt ud, forklarede de. Alle andre sov tilsyneladende trygt. Ingen kendte til en Søren Holm eller forbandt navnet med nogen, der boede i området, hvilket jo heller ikke var tilfældet.

Louise skævede til sit ur og opdagede, at klokken var kvart i elleve.

Hun skubbede forsigtigt stolen tilbage, rejste sig og gik stille over mod døren.

De andre nåede at komme ud fra frokoststuen, da hun var på vej ned til sin cykel. Hun stoppede Lars Jørgensen og mindede ham om, at hun tidligst kunne være tilbage ved tretiden, og håbede, det kom til at passe med Søren Holms kone og de to piger.

– Jeg aftalte med Suhr, at han ringer til dem, sagde han. – Det er alligevel ham, der løbende skal holde dem underrettet. Han vil spørge, om vi må komme nu og gå huset igennem. Måske har han kontor hjemme. Det vil være rart, hvis der dukker noget op, som viser, at han sad og arbejdede på et eller andet, der måske kan give os en forklaring.

– Det tror jeg ikke, du skal sætte næsen op efter, sagde Louise og fortalte, at Søren Holm var typen, der enten arbejdede eller holdt fri.

– Nå, men vi skal under alle omstændigheder lige gå hans ting igennem, og så kan konen og børnene enten selv køre herind, eller vi kan tage dem med tilbage. Det kan være, de gerne vil lidt væk. Man kan jo frygte, at huset er belejret af journalister.

Louise nikkede. Det kunne man sagtens forestille sig. Hun tænkte på Camilla.

– Suhr vil for øvrigt have dig til at tage Camilla Lind, sagde hun.

Han kastede et blik på sin blok og nikkede.

– Det vil være rigtig rart, hvis jeg ikke bliver involveret i den afhøring, forsatte hun.

– Selvfølgelig, sagde han. – Jeg ville egentlig have ringet til hende med det samme, men nu må det vente, til jeg er tilbage fra familien.

Louise nikkede.

– Jeg smutter, sagde hun og slyngede tasken over skulderen. Han vinkede efter hende.