22

– Det kan ikke lade sig gøre at få fat i narkotika, der er beslaglagt af politiet.

Lars Jørgensen lagde begge hænder på skrivebordet, lænede sig frem og kikkede indgående på Camilla Lind for at vurdere om det, han sagde, trængte ind.

Louise sukkede og forbandede forsvarsadvokat John Bro langt væk sammen med den berømte røde klud, han med fejende bevægelser havde holdt op foran venindens ansigt.

Camilla havde siddet på deres kontor, da de kom tilbage fra frokost, og havde nægtet at gå, selv om Louise og Lars Jørgensen i ugæstfri vendinger havde prøvet at få hende til at forstå, at de havde travlt.

– Så siger vi, det ikke kan lade sig gøre. Kan man så forestille sig, at noget forsvinder fra det tidspunkt, hvor det bliver fundet, til det registreres her hos jer?

Lars Jørgensen pustede tungt ud. Louise sad og så fra den ene til den anden. Hun havde trukket sig ud af samtalen, for hun kendte ikke nok til proceduren omkring konfiskeret narkotika. I løbet af den sidste time havde hun flere gange forsøgt at få Camilla til at forstå, at der blev manipuleret med hende.

– Det kan man i princippet godt forestille sig.

De små hår begyndte at stritte på Louises arm. Hun prøvede at fange Lars Jørgensens blik for at signalere, at han ikke skulle svare på flere spørgsmål. Han skulle hellere afslutte deres snak og verfe Camilla ud på en pæn måde.

Veninden havde rejst sig og gik frem og tilbage i kontoret, men nu satte hun sig og nikkede til ham for at få ham til at fortsætte.

– Man kan ikke udelukke, at en betjent kan finde på at stikke noget i egen lomme, når ingen ser det, sagde han og så på hende. – Men her taler vi om ret små partier, der bliver taget fra folk på gaden.

Louise så igen fra den ene til den anden. Så trak hun vejret dybt.

– Camilla, gider du ikke godt stoppe! Ved Terkel Høyer overhovedet, hvad du er i gang med.

Camilla sendte hende et irriteret blik og løftede hånden for at få hende til at tie stille.

– Så må jeg hellere lige ringe og fortælle ham, at du sidder her, gav Louise igen. Hun var træt af, at Camilla altid ignorerede alle andre omkring sig, når hun havde sat sig noget for.

– Man stikker ikke et kilo heroin i lommen, hørte hun Lars Jørgensens dybe stemme sige. – Det er en stædig veninde, du har, sagde han hen over bordet til Louise. Han så på Camilla og smilede.

– Det må være en flot buket, han sendte dig!

Camilla skulle til at sige noget, men så i stedet arrigt på Louise og slog ud med hænderne. Kinderne blussede, da der lød en rungende latter fra Lars Jørgensen.

– Det har ikke noget med det at gøre, vrissede Camilla. – Men hvis det er rigtigt, at der er nogen, der prøver at placere mistanken på den forkerte, så skal man sgu da skride ind.

Louise var glad for, at Camilla ikke havde sagt: placere mistanken på en uskyldig, for det blev Klaus West aldrig.

– Selvfølgelig skal man gribe ind, og vi skal da også lytte til den her version, sagde Louise. – Der er bare intet, som underbygger, at den holder. Hvorimod en masse fortæller os, at den ikke holder.

Louise tænkte sig om. Hun havde blankt afvist tanken ved Camillas sene opkald, men den nagende uro var blevet siddende og havde fået hende til at fortælle Lars Jørgensen om opringningen.

– Interessant, havde han sagt, og han havde også lyttet tålmodigt, da Camilla dukkede op og hævdede, at Klaus West ikke var den, de burde koncentrere sig om.

– Hvordan opbevares den narkotika, der bliver beslaglagt? spurgte Camilla nu og bragte Lars Jørgensen tilbage på sporet.

– Hernede i kælderen under Politigården har vi et stort kosterrum, hvor man opbevarer alle de ting, politiet beslaglægger eller konfiskerer, tyvekoster, bevismateriale, hælervarer. Der er også et særligt sikret rum til narkokoster. Det er kun forvalteren af Serviceafdelingen og ledelsen i afdeling N, der har kode og nøgle til rummet. Der kan godt forsvinde genstande fra det store kosterrum. Det sker også indimellem, at der forvinder noget fra vores eget.

Lars Jørgensen nikkede ud mod gangen, hvor afdeling A havde et aflåst rum til de koster, der skulle gemmes.

– Men der kan ikke fjernes narkokoster, når de først er låst inde og sikret i det rum?

Camillas blik var stift rettet mod hans mund, mens han talte.

– Hvad sker der med det? Det bliver vel ikke liggende der i tid og evighed?

Hun talte lavt, bange for, at den mindste bevægelse ville få ham til at holde op med at fortælle.

– Det bliver destrueret ligesom de andre ting – altså bortset fra det der bliver solgt på politiets auktioner.

Camilla havde åbnet munden, men stoppede op midt i bevægelsen, som om hun havde glemt, hvad hun ville sige.

– Destrueret?

– Det bliver kørt på forbrændingen. Typisk når der er faldet dom i en narkosag.

Veninden snappede efter vejret.

Louise betragtede Lars Jørgensen, mens han talte, og undrede sig over, at han var så åbenmundet med oplysninger, som hun ikke engang kendte til. Hun krydsede fingre for, at Camilla respekterede, at det var fortrolige sager, han indviede hende i.

– Narkotika bliver betragtet som kontrolaffald. Det vil sige, at når man kører det af sted, bliver det overvåget hele vejen fra kosterrummet ud til forbrændingen.

– Det kan jo være, at en eller anden derude synes, det er synd at brænde det af, og tager det med hjem i stedet for.

Camilla lænede sig ivrigt frem.

Lars Jørgensen rystede på hovedet.

– Dokumenter er også kontrolaffald. Når de skal brændes, ringer Københavns Politi til forbrændingen og aftaler tid for, hvornår de kommer med det, forklarede han som en skolelærer, der talte til sin klasse. – Når det er narkotika, der skal destrueres, kommer politiet uanmeldt. To civilmedarbejdere og to betjente fra afdeling N kører det af sted i en af politiets lastbiler. Ude på forbrændingen følger de det hele vejen op på toppen af bygningen og overværer, at det bliver dumpet direkte ned i flammerne. Ingen har mulighed for at komme i nærheden af det.

Stilheden lagde sig i rummet som et vakuum, der holdt på de ord, der lige var blevet sagt.

– Okay, Camillas stemme var ru. Hun rømmede sig, sad lidt og studerede spidsen på sine støvler.

– Hvor mange ved, at det foregår på den måde? spurgte Camilla, mens hun faldt lidt sammen i stolen.

– Ikke ret mange, tror jeg. Det er ikke noget, der bliver talt om.

Hun nikkede og sad lidt og tænkte, inden hun rejste sig og sagde tak.

– Har du fået ro? spurgte Louise, da de stod ude på gangen.

Camilla trak på skuldrene.

– Jeg ved sgu ikke rigtig. Jeg kan godt se, at det åbenbart ikke kan lade sig gøre.

De begyndte at gå. Louise fulgte hende hen til trappen.

– Måske var buketten lidt for imponerende!

Camilla sagde det med en klang af ironi.

– Hvad er status egentlig hos jer?

– Vi har jo et formodet mordvåben og de 600 gram heroin, der blev fundet i hans lejlighed, foruden et vidne, der har handlet med ham. Og så har vi udelukkende Wests egne ord for, at der kun fandtes fem kilo grønt støv. Hvis han nu i virkeligheden fremstillede tyve eller halvtreds kilo, så kan jeg sgu da godt forstå, at han holder på, at der kun er tale om fem kilo!

Camilla var stoppet op. Hun gik hen og lænede sig op ad væggen.

– Jeg bliver svimmel.

Louise rakte hånden ud for at støtte hende og fulgte hende hen til bænken, der stod langs væggen.

– Læg det nu fra dig. Du får ikke noget ud af at blive ved. Du har ingen spalteplads i avisen, og sagen kører. Vi har faktisk ret godt fod på det, og hvis det kan trøste dig, så kan vi ikke få ham dømt for noget, vi ikke er i stand til at bevise, han har gjort, sagde hun.

Camilla lænede hovedet mod hendes skulder.

– Jeg har fandeme ikke engang overvejet, at han kunne have lavet halvtreds kilo i stedet for fem!

Hun holdt vejret og pustede langsomt al den tilbageholdte luft ud.

– Hold kæft, hvor er jeg dog naiv. Du har fandeme ret!

Louise lagde armen om hende.

– Ja, du er lidt godtroende. Men godt, du selv kan se det, for det er næsten umuligt for os andre at overbevise dig.

– Hvad fanden siger jeg, når hans forsvarer ringer og spørger, hvordan det går?

– Du ringer selv til ham og fortæller, at du står af, sagde Louise med eftertryk. – Han skal sgu ikke styre slagets gang. Meld fra, eller henvis til Terkel Høyer.

– Jeg runder stadig Birte Jensen. Jeg kan lige så godt fortælle hende, hvad John Bro har gang i. Jeg har en aftale med hende lige om lidt.

Camilla kikkede på uret, den var næsten tre.

– Hvad med Markus?

– Jeg henter ham bagefter, men jeg må hellere lige ringe ind på redaktionen og sige, at jeg ikke kommer mere i dag.

Louise gav hende et knus, inden hun gik.

– Jeg er glad for, at du fortæller mig det.

Birte Jensen så alvorlig ud, mens hun sad og betragtede den bunke dokumenter, der lå på bordet foran hende.

– Det har taget os lang tid at nå hertil. West har været i spil i mange år, uden at vi har kunnet røre ham, men nu er det slut, og man kan ikke bebrejde ham, at han gør, hvad han kan, for at overbevise folk om sin uskyld.

– Har I undersøgt, om det kan være gået for sig, som John Bro hævder? spurgte Camilla. – Kan det være en herfra, der sælger beslaglagte varer?

– Camilla Lind.

Vicekriminalinspektørens stemme havde fået en iskold klang.

– Jeg har fulgt den mand i årevis. Han er skyldig som ind i helvede, og du er blot endnu en i rækken, der lader dig betage.

Camilla drejede instinktivt hovedet, som om hun havde fået et slag. Struben snørede sig sammen, og hun skulle til at forsvare sig, da Birte Jensen skubbede papirerne på bordet til side og lænede sig frem.

– Jeg har stor respekt for dit arbejde, selvom vores samarbejde næsten lige er begyndt. Jeg kan godt lide din måde at gå efter historierne på, og jeg skylder dig noget til gengæld for hjælpen forleden.

Hun så forbavset på vicekriminalinspektøren, var ikke helt med. Raseriet, der havde rejst sig efter den ydmygelse, hun lige havde modtaget, trak sig lidt.

– I aften tager jeg sammen med to af mine folk ud til en lejlighed på Østerbro. Anders Hede, en fyr som afdeling A har inde i forbindelse med drabet på Karoline Wissinge, bestilte i sidste uge halvtreds gram heroin, og de kommer i aften. Dem står vi klar og modtager, og du kan få lov at komme med.

Camilla mærkede, hvordan Birte Jensens skarpe blik gennemborede hende, skar hende i stumper og gjorde hende lille. Hun vidste ikke, om hun havde lyst til at tage med.

– Er det noget, jeg må skrive om?

Birte Jensen tænkte sig lidt om, inden hun nikkede.

– Jeg vil ikke have, at du taler med nogen om det, inden vi tager derud. Vi fortæller aldrig, hvornår vi slår til. Men bagefter kan du skrive historien.

Camilla sendte en flygtig tanke til Terkel Høyer og håbede, han tilgav, når hun ryddede forsiden.

– Så kan du jo sammenholde aftenens begivenheder med den fantasifulde version, West fortæller.

Skulderbladene trak sig sammen, da en rislen løb ned fra hendes nakke. Det kunne blive hendes historie. Hun ville ende helt fremme og blive citeret i TV-avisen.

– Det er i orden.

– Vær klar på Skt. Kjelds Plads klokken ti. Stil dig foran kælderrestauranten, så samler vi dig op dér.