13

Camilla skammede sig lidt over det, men hun nød de weekender, hvor Markus var hos sin far. Hun havde igen haft et sammenstød med Terkel Høyer, så hun havde smidt alt, hvad hun havde i hænderne, da nogle af fyrene fra sportsredaktionen spurgte, om hun ville med ud og have fredagsøl. Det var ikke, fordi hun havde drukket så meget, men klokken havde været over elleve, inden hun brød op.

Hun var næsten nået hjem og begyndt at rode i lommen efter sine nøgler, da hun fornemmede en person tæt bag sig. Hun gik frem mod døren og stak nøglen i låsen, undlod at se sig tilbage og prøvede at virke helt afslappet. Måske var det bare indbildning. Hun havde ikke hørt skridt.

Hun skubbede gadedøren op, skyndte sig ind og begyndte hurtigt at gå op af trapperne. Inden døren lukkede helt, hørte hun en person komme ind. Hun tog et trin mere, før hun vendte sig om og stod ansigt til ansigt med en mand i sort læderjakke og mørke bukser. Han havde taget trappens nederste trin i hurtige spring, så han stod lige bag hende.

– Jeg hører, du vil tale med mig. Skal vi gå op?

Hun nåede ikke at reagere, før han tog et fast greb i hendes arm og begyndte at trække hende med op. Hun havde ikke forventet at møde ham på den måde. Hans greb gjorde ondt. Hun havde ikke lyst til, at han kom med ind i lejligheden, men kunne ikke regne ud, hvordan hun undgik det.

– Og du er så Finnen? konstaterede hun.

– Det tager vi, når vi er kommet op, svarede han og skubbede hende videre.

Hun fornemmede, at hendes hjerte bankede voldsomt. Det undrede hende, for hun var egentlig ikke bange. Hvad kunne han gøre? Hendes hånd rystede, da hun låste døren op. Hun prøvede at skjule det og glædede sig over, at hendes mor var på venindebesøg, så hun ikke blev vidne til det her. Hun åbnede og nåede lige at tænke over, om der mon var rodet, inden han smækkede døren bag dem. Det var vel også lige meget. Hun skulle jo ikke imponere.

– Kom ind, sagde hun venligt og håbede, at han opfangede ironien.

– Takker, svarede han og skubbede hende ind i gangen.

Hun vendte sig arrigt om.

– Nu stopper du. Du trænger dig på. Prøver at forskrække mig, men du skal fandeme ikke skubbe rundt med mig i min egen lejlighed. Hvis vi to skal tale sammen, så skal du opføre dig ordentligt.

Mens hun stod og fyrede sin svada af, gav hun sig tid til at studere manden, der stod over for hende. Hun skød ham til at være omkring hendes egen alder, midt i trediverne, måske lidt ældre. Lyshåret, blå øjne, pæn, og hun bed særlig mærke i det venlige udtryk i hans øjne. Det passede slet ikke til hans opførsel.

– Vil du have en øl, nu du er her?

Hun mærkede adrenalinen pumpe rundt, men prøvede at bevare kontrollen over situationen.

Han nikkede, og hun gik ud i køkkenet. Mens hun fandt glas frem, stod hun og overvejede, om det var særlig smart at være alene med ham. Men hvis det var de vilkår, han ville mødes under, så måtte det være sådan. Camilla følte sig stadig ikke bange, bare ”taget”.

– Jeg vil gerne tale med dig om mordet på Frank Sørensen.

Han så overrasket på hende.

– Jeg gættede først på, at du var en af min søsters veninder, men så fandt jeg ud af, at du var journalist. Det gjorde mig nysgerrig.

De sad lidt i tavshed. Han tog en slurk af sit glas.

– Hvem ved, at vi to taler sammen? spurgte han.

– Ingen.

Hun håbede, spørgsmålet betød, at han var indstillet på at snakke med hende.

Han tog sin øl og skænkede mere op i glasset.

– Hvad er der blevet af Søren Holm? Jeg havde forventet, at han ville grave i det her.

– Det gør han skam også. Vi havde ikke set ham i flere dage, men så dukkede han pludselig op i eftermiddags og fortalte, at han havde brugt de sidste to døgn på at tale med alle, der kunne have hørt noget. Han havde også været omkring Næstved, tilføjede hun for at understrege, at han gravede.

– Ha, udbrød Finnen tørt. – Han har sgu været grundig, hvis han har forsøgt at presse noget ud af Billingbrødrene.

Han nikkede lidt.

– Fik han noget ud af det?

Hans blik borede sig ind i Camillas øjne.

– Jeg ved det ikke.

Hun slog blikket ned for at bryde fikseringen.

– Jeg havde lidt problemer med min chef, så jeg fulgte ikke rigtig med. Men han sad da og skrev på livet løs, da jeg gik.

Det så ud til at more Finnen. Han lænede sig tilbage og smilede til hende.

– Hvad er det, du vil vide?

– Ved du, hvem der gjorde det? spurgte hun uden omsvøb og mærkede igen, at adrenalinen pumpede.

Han begyndte at grine.

– Nej, gu gør jeg da ej, og tror du, at du ville være den første, jeg indviede, hvis jeg gjorde?

Hun rystede på hovedet. Måske ikke.

– Hvad ved du? spurgte han.

– Ingenting.

Hun slog ud med hænderne og besluttede sig for at være ærlig.

– Jeg kender faktisk ikke særlig meget til narkomiljøet. Men det er min fornemmelse, at man forbinder mordet på Frank Sørensen med hans arbejde. Altså med noget af det, han skrev.

– Det er nok ikke et skævt gæt, at det har noget med hans artikler at gøre, begyndte han.

– Narkosagen, afbrød hun.

Han nikkede.

– Jeg ved ikke præcis, hvad der er foregået, men han holdt sig jo ikke tilbage. Når han fik opsnuset noget, skrev han det.

Det var også sådan, hun kendte Frank.

– Men skrev han noget, der ligefrem kunne give nogen lyst til at tage livet af ham? spurgte hun lidt undrende.

Camilla havde læst de fleste af Frank Sørensens artikler om narkosagen, og hun var ikke faldet over noget, der virkede særligt afslørende. Det meste havde været beskrivelser af politiets ransagninger og almindelige reportager. Han havde flere gange givet sit bud på, hvem der var indblandet, og han havde antydet, hvem der stod som bagmand. Men han havde ikke sat navne på, så hun havde ikke taget det som mere, end hvad de fleste havde på fornemmelsen.

– Lad mig sige det sådan, at der var mange i miljøet, der ikke kunne lide ham, og, han holdt en lille pause, – man siger, at han havde historier, som han indimellem truede med at trykke, hvis folk ikke var villige til at snakke med ham.

Det kunne Camilla godt forestille sig.

– Taler man så om, hvem der kunne stå bag?

Han nikkede eftertænksomt.

– Politiet gør. Det er nok også derfor, de her til aften har anholdt én.

Han lod sætningen hænge i luften.

Hun så spørgende på ham.

– Hvad?

Han drak resten af sin øl og satte forsigtigt glasset fra sig på bordet.

– Hvem har de anholdt? prøvede hun igen.

– Det burde du da vide. I er jo venner, svarede han og smilede skævt til hende.

Hun så desorienteret på ham, men blev så klar over, hvem han hentydede til.

– Okay. Tror du, det er ham?

Han sad lidt.

– Det er, hvad man siger, sagde han efter pausen og fortsatte: – Politiet har længe været ude efter Klaus West i forbindelse med narkosagen. Men de har ikke haft nok på ham – kun en masse viden, ingen beviser.

Hun nikkede, så langt var hun med.

– Talte vi ikke om mordet? spurgte hun og blev et øjeblik forvirret.

– Jo, og det er også i forbindelse med Frank Sørensen, han er blevet anholdt.

– Hvad sigter de ham for?

– De sigter ham vel for drabet. Mere ved jeg ikke, sagde han hurtigt, inden hun nåede at overdænge ham med flere spørgsmål.

Camilla opdagede, at hun sad og holdt vejret, og pustede tungt ud. Havde hun siddet og fedtet for Finnen til ingen verdens nytte?

– Hvorfor fanden fortalte du ikke fra starten, at han var anholdt? spurgte hun irriteret.

– Fordi jeg troede, du gerne ville tale med mig, sagde han og smilede.

Hun rejste sig og begyndte at gå frem og tilbage i stuen.

– Tror du virkelig, det er ham, der har gjort det?

Hun så Klaus Wests ansigt for sig, da de skålede med de langstilkede champagneglas. Hvis det var, havde hun flirtet med ham, fire dage efter han havde myrdet Frank. Hun fik kvalme.

– Det kunne man sagtens forestille sig, svarede Finnen. – Næsten alt i København, der har med narkotika at gøre, kan sættes i forbindelse med West på en eller anden måde – altså så længe det varer, tilføjede han og tænkte sig lidt om. – Hvis Frank Sørensen havde fat i noget, der kunne svække West og hans folk, og som måske ville give plads til andre, så er det sgu ret sandsynligt, at han kunne finde på at sætte en stopper for det. Det er set før.

Camilla satte sig igen. Pludselig fik hun fornemmelsen af, at Finnen var ret godt tilfreds med, at West forsvandt for en stund. Men hun kunne ikke gennemskue, hvor han selv befandt sig i systemet.

Hun lagde hovedet i hænderne og følte sig på en gang urolig og lettet. Hun overvejede kort at ringe til Terkel, men klokken var over tolv, og han havde måske allerede hørt det. Hun besluttede at ringe ind til natredaktionen, når Finnen var gået.

– Er det kommet ud? spurgte hun.

– Jeg tvivler på, at politiet tøver med at vise omverdenen, hvor effektive de er.

Han lød hånlig.

Hun rejste sig og lagde an til at følge ham ud.

Han havde også rejst sig og stod over for hende. Han betragtede hende lidt, inden han sagde noget.

– Du skal ikke gå rundt og spørge efter mig. Min kammerat reagerede kun, fordi han var nysgerrig efter at finde ud af, hvad I var for nogle piger, siden I befandt jer i det selskab. Da din veninde så spurgte efter mig, troede han fejlagtigt, at I kendte min søster. Der sker en masse derude lige i øjeblikket, og folk er meget følsomme. Det vækker opsigt, når en ny journalist går rundt og spørger efter én, og det er jeg ikke så interesseret i.

Camilla blev irriteret over, at han kaldte hende ny.

– Forstået, sagde hun.

Da døren lukkede sig efter ham, og hun hørte hans skridt forsvinde ned ad trappen, gik hun tilbage til stuen.

Hun ringede det direkte nummer til redaktionen. Inden telefonen blev taget, overvejede hun, hvad hun skulle sige, hvis det viste sig, at de ikke havde hørt det endnu. Hvordan skulle hun forklare, at hun klokken halv et om natten pludselig sad inde med den viden? Hun afbrød forbindelsen og lagde telefonen igen. Hvis de ikke vidste det nu, fik de det at vide i morgen.