19

Der var liv på alle kontorerne, da de kom tilbage. Klokken var halv ti, og der var stadig en masse rapporter, der skulle skrives. Tre kriminalbetjente fra City havde indtaget deres kontor, men rejste sig, da Louise og Lars Jørgensen kom ind. Afdelingen havde ikke kapacitet til, at så mange mennesker arbejdede samtidig. Der var ikke computere nok.

– Der står sandwich i frokoststuen, sagde den ene, mens han pakkede sine mapper sammen.

Louise smilede og sagde tak, syntes, hun var for træt til at spise, men besluttede alligevel at gå over og forsyne sig. Der ville gå mange timer, før hun kom hjem, og måske gav det lidt fornyet energi.

Hun hentede en sandwich til dem hver og satte den ene tallerken foran Lars Jørgensen.

– Hvor er Willumsen? spurgte hun en høj kriminalbetjent.

– Han kommer om lidt. De har haft Klaus West inde til afhøring igen.

– Hvad siger han?

Louise tog en bid og lyttede nysgerrigt.

– Han nægter ethvert kendskab til de to drab. Hans forsvarer vil stadig ikke lade ham snakke, og vi har ikke fået mere på ham. Kun de samme formodninger om, at han med stor sandsynlighed har noget med narkosagen at gøre, men intet der forbinder ham med de to drab – ud over vidneudsagnet som bekræfter, at han var på hotellet.

– Et enkelt vidneudsagn er sgu ikke meget, sagde Louise opgivende.

– Det ved jeg nu ikke. Når udsagnet kommer fra en af politiets egne, står det stærkere i retten, end hvis det kom fra en civil person.

– Klart, men det sidste drab kan han jo ikke have begået, og hvis begge drab er begået af samme person, har han formodentlig heller ikke begået det første.

– Det er præcis det argument, hans forsvarer har brugt for at skræmme Suhr, som vist efterhånden er mest indstillet på at lade ham gå.

Louise lynede støvlerne ned og sparkede dem af. Hun satte sig på sin kontorstol og trak benene op under sig.

– Der må da være et eller andet. Hvad med hans makker, Sne – eller Michael Danielsen, som han hedder? Kan det være ham?

– Han har siddet herinde det meste af dagen. Han har et alibi, men selvfølgelig kan de have betalt folk for at udføre den slags.

– Der må sgu da være nogen, der vil snakke.

Finnen, for det gennem hende. De måtte have ham ind til afhøring. Hvis han vidste så meget, måtte de høre, hvad det var.

Louise forsøgte at samle tankerne. Hun opdagede, at Willumsen havde stillet sig i døren, og nikkede et hej.

– Hvad siger West til, at han er set på hotellet? spurgte hun.

Willumsen kom ind på kontoret og slog sig ned på den lave reol lige inden for døren.

– At han ikke var der. Han påstår, at han slet ikke var i landet, at han først kom mandag. Men ellers siger han ingenting. John Bro er bange for, at han kommer til at sige noget og derefter begynder at ændre forklaring, for så skulle vi nok få ham.

Kriminalkommissæren lød bitter og var tydeligt irriteret over, at det var netop den forsvarer, de var oppe imod. Drabssagerne var komplicerede nok i forvejen.

Hun studsede.

– Hvordan ved vi, at det passer, han ikke var i landet?

– Han har en flybillet fra London. Vi har tjekket med SAS, og de bekræfter, at der er en passager, der har checket ind på det navn. Ingen kan huske, hvordan han så ud, men det var ikke én, der skilte sig ud fra mængden.

Det udelukker Sne, tænkte Louise og så det kridhvide hår for sig.

– Det lyder, som om hans alibi er i orden, forsatte kriminalkommissæren. – Han har også en taxakvittering fra lufthavnen til Kongens Nytorv.

– Ellers har det fandeme været godt planlagt, indskød Lars Jørgensen fra den anden side af bordet. – Hvis han på forhånd har tænkt på at få en til at dække sig ind, så han havde sit alibi i orden.

De andre var enige.

– Birte Jensen siger, at hun først samme aften aftalte med Frank Sørensen, at han kunne komme med ind på Royal Hotel.

– Kan man forestille sig, at Klaus West sikrede sig et alibi, fordi han var involveret i den levering, der fandt sted på hotellet? spurgte Louise.

– Det kan man sagtens.

Willumsen nikkede anerkendende til hende.

– Birte Jensen mødte ham på hotellet lørdag aften, hvor hun ledede aktionen. De talte ikke med hinanden, men de var nær stødt sammen i stueetagen i nærheden af udgangen til gården.

Stilheden lagde sig over dem. De sad hver især og tænkte. Louise besluttede, at hun hellere måtte fortælle om Camilla og den besked, hun havde fået fra Finnen. Mødet skulle finde sted om under en time.

– Jeg henter lige Suhr, sagde Willumsen straks.

Nu rullede det. På den ene side fortrød hun, at hun rodede sin veninde mere ind i det, på den anden side var der ikke andet at gøre. Ellers ville Camilla fortsætte alene, og det var for risikabelt.

Suhr kom ind helt rød i hovedet. Han hilste hurtigt rundt og gik over og stillede sig bag Louise, så hun var nødt til at vende sig for at se ham.

– Hvad er det for noget? spurgte han og fæstnede blikket på hendes pande.

Hun fortalte igen, og han brummede undervejs.

– Vi må med, sagde han og begyndte at svaje fra side til side. Hvis man ikke kendte ham, troede man, at han var ved at falde omkuld, men det var bare et udtryk for, at han koncentrerede sig.

– Vi kan ikke afsløre, at Camilla har talt med politiet, sagde Louise og prøvede at fange hans blik.

– Det har hun jo, svarede han og holdt stadig sit blik i hendes pande.

Hun svingede rundt på stolen, så hun sad med ryggen til ham.

– Nej, hun har fortalt det til mig, fordi jeg er hendes veninde.

– Hmm, han brummede igen. – Vi går ind og får fat i ham, når de har sat sig.

– Nej, sagde Louise bestemt. – Er du rigtig klog!

Hun svingede rundt igen og så arrigt på ham.

Endelig kikkede han direkte på hende.

– Det er også for farligt, hvis vi ikke gør noget, svarede han.

Hun gav ham ret.

– Birte Jensen kender ham, så vidt jeg kan forstå. Hvorfor får vi ikke hende til at tale med ham? afbrød Lars Jørgensen.

Louise vidste, at Suhr ikke ville vente, til de fik det arrangeret.

– Så lytter vi med og venter med at tage ham, til han ikke er sammen med Camilla, foreslog hun og tilbød at stå for aflytningen.

Suhr lagde en hånd på hendes skulder.

– Det er det, vi gør.

Afgørelsen faldt så let, at hun fik på fornemmelsen, at det hele tiden havde været hans plan. Han havde bare ventet på, at hun selv ville foreslå det, så hun var indforstået. Smart, tænkte hun, men gad ikke føle sig fuppet. Hun ville også gerne høre, hvad Finnen havde at sige.

– Lad os komme i gang. Ring til Camilla Lind, sagde han til Louise. – Hun skal have mikrofon på, inden hun tager af sted.

– Hvad hvis hun ikke går med til det? spurgte Lars Jørgensen, da de andre var gået ud.

– Det gør hun.

Louise nikkede overbevisende og løftede røret.

– Hun vil ikke synes om det, men hun vil heller ikke gå glip af noget, forklarede hun.

Han smilede og rystede på hovedet. – Spøjs dame!

– Hej Camilla, det er mig. Jeg går med.

Louise forsøgte at stikke i støvlerne, samtidig med at hun snakkede.

– Hvad mener du? Du kan sgu da ikke gå med.

– Jeg går heller ikke med fysisk. Du får en mikrofon på, og så lytter vi med, sagde hun og håbede, at Camilla ville være så lettet over, at Louise ikke insisterede på at holde hende i hånden, at hun købte den anden mulighed.

Der blev stille, mens veninden tænkte sig om.

– Hvor har du så tænkt dig at være imens? spurgte hun.

– Det ved jeg ikke, måske inde bagved eller udenfor i en vogn.

– Det gennemskuer han da, udbrød Camilla.

Louise kunne høre, at hun var ved at blive nervøs. Hun måtte overbevise hende om, at man ikke opdager den slags.

– Hvordan skulle han opdage det? forsøgte hun.

– Lortet begynder vel at skratte eller sådan noget.

– De er kun på film. Han opdager ingenting. Han kan hverken høre eller se mikrofonen. Men vi har travlt. Jeg kommer op til dig nu og sætter den på.

Hun besluttede, at det var bedre at sige så lidt som muligt, så Camilla ikke blev alt for nervøs.

– Hvad hvis han ser dig? Man ved sgu aldrig. Måske står han nede på gaden.

– Jeg kommer alene. Jeg tager et par blade med, så kan det jo være dem, jeg kommer for at aflevere, og så smutter jeg igen. Vi ses om lidt, sagde hun og lagde røret på.

– Fint, sagde Lars Jørgensen. – Tag bilen, han smed nøglerne over til hende. – Suhr har sendt to mænd ud til Cafe Svejk for at se, hvor I kan være. Ring til dem, når du kører fra Camilla.

Louise stoppede på Gammel Kongevej og købte to dameblade, som hun smed på forsædet. Så kørte hun ned og parkerede ud for Camillas opgang. Hun tog bladene i hånden, så de var synlige, og undlod at lade blikket glide op og ned ad gaden. Hun gik direkte over og ringede på og havde kun lige sat fingeren på klokken, da døren summede. Hun løb op ad trappen og mærkede den lille æske med mikrofonen hoppe op og ned i lommen.

– Hej, råbte Camilla, da hun nærmede sig.

– Hej, ind med dig. Vi har travlt.

Hun var helt forpustet, da hun kom ind i entreen, ikke kun fordi hun havde løbet på trapper, men også fordi der var blevet skruet op for adrenalinen.

Lynhurtigt fjernede hun snippen af gult beskyttelsespapir fra den lille mikrofon og trykkede den fast over Camillas bryst. Den var på størrelse med en tokrone og ikke meget tykkere. Så hæftede hun den lille sender på indersiden af linningen i hendes nederdel.

– Er det det? spurgte Camilla undrende. – Ingen ledninger eller noget?

– Nej, Louise rystede på hovedet og garanterede, at mikrofonen ikke faldt af. – Husk nu at spørge ind, sagde hun og gjorde klar til at gå igen.

Camilla rullede med øjnene.

– Hvad fanden tror du? grinede hun og rystede på hovedet af Louise. – Jeg er ikke stået helt af.

– Fint, Louise gav hende et knus, inden hun smækkede døren bag sig og løb ned igen. Hun startede bilen og spejdede hurtigt rundt, mens hun bakkede ud, men hun så ikke noget. Det ville også have undret hende, men han kunne godt være der alligevel. Da hun kørte tilbage ad Falkoner Allé, fandt hun mobilen frem, ringede og fortalte, at hun var på vej. Hun havde lige slukket telefonen, da hun drejede ned ad Smallegade. De havde aftalt, at hun skulle parkere på den store parkeringsplads bag Rådhuset. De ville køre op i indkørslen bag Cafe Svejk, men inden kom de og samlede hende op.

Louise blev siddende i bilen. Der holdt ikke så mange biler på dette tidspunkt, så hun ville tiltrække sig opmærksomhed, hvis hun stillede sig ud for at vente.

Hun så den straks, da den kom kørende. Der var ikke meget ved den, der afslørede, at den tilhørte politiet. Det var en helt neutral Van, ganske vist med tonede ruder, men det havde mange af den slags biler. Hun hoppede ind bagi, da de parkerede ved siden af hende.

– Vi har ti minutter, sagde teknikeren, der ordnede udstyret.

Hun nikkede og satte sig til rette. – Har I lyd på hende?

– Ja, men hun siger jo ikke noget.

Louise havde glemt at bede Camilla om at snakke lidt med sig selv, så de kunne rette lyden ind.

– Vi er igennem. Jeg kan høre, hun går, sagde han og rakte et par hovedtelefoner over til Louise. Da hun rettede sig op for at tage imod, gav det et gib i hende. På sædet bagved lå Hans Suhr med lukkede øjne. Hun havde slet ikke lagt mærke til ham, da hun kom ind.

– Hvad laver han? mimede hun og pegede ned.

– Sover, mimede teknikeren tilbage.

Det havde hun regnet ud. Hun mente mere, hvorfor han var med.

Chaufføren kørte ud fra parkeringspladsen. De drejede ind i indkørslen lige bag værtshuset og parkerede. Suhr rejste sig op, i det samme motoren slukkede.

– Så er vi klar, sagde han og så på de andre som et barn, der bare ventede på, at cirkusforestillingen skulle begynde.

– Næsten, sagde Louise og smilede til ham. – Vi mangler lige vores hovedpersoner.

Han kikkede undrende på hende.

– De er ikke kommet endnu, tilføjede hun.

Han var ikke rigtig vågen, hvilket man ikke kunne bebrejde ham. Det var ikke meget fri, han havde haft den sidste tid.

– Ved vi, hvordan Finnen ser ud? spurgte han.

To mænd kom gående hen mod døren.

– Lyshåret, pæn og et sted midt i trediverne, svarede Louise.

– Så kan det ikke være nogen af dem, sagde han om de to, der gik ind.

Chaufføren havde fisket en termokande frem og bød kaffe rundt, og de sad og sludrede lidt. Der var en god stemning i bilen, men koncentrationen var stadig rettet mod døren.

– Dér kommer hun, sagde Louise pegede over mod lyskrydset.

Camilla var pakket godt ind i en tyk frakke og havde et kraftigt tørklæde om halsen. Louise fornemmede, at hun stod og kikkede over mod bilen, som om hun overvejede, om det var den, de ville lytte fra. Lyset skiftede, og hun begyndte at gå. Da hun kom over på den anden side, kunne de ikke se hende. Louise tog en slurk af sin kaffe og satte hovedtelefonen helt på plads. Mens de havde talt sammen, havde hun kun haft den nede på det ene øre, men nu lukkede hun alt andet ude end det, der kom fra mikrofonen.

Hun ventede på, at Camilla skulle nå hen til døren, og kom i tanke om, at hun havde glemt at spørge, om der var levende musik. Det var der sjældent på hverdage, men cd-spilleren var altid tændt. Pludselig fangede lyden af en cykel, der bremsede, hendes øre. Hun hørte Camilla komme med et lille udbrud, svagt, godt gemt bag frakke og tørklæde.

– Gå, sagde en stemme.

Louise vendte sig hurtigt og så Camilla og en fyr med en cykel gå forbi bagenden af bilen. Han havde armen om hende, og vidste man ikke bedre, troede man, de var et par.

– Satans, udbrød Suhr. – Hvad fanden sker der?

Han lænede sig frem, så han sad helt tæt på bagruden, men bilen holdt for langt inde til, at han kunne se dem.

– Bak ud, kommanderede han.

– Vent, råbte Louise. – Han går kun videre, fordi han er bange for, at vi er her. Hvis vi begynder at bakke nu, får han det bekræftet.

Der blev stille.

– Rigtigt, men hvor fanden går de hen? sagde Suhr så.

– Der ligger en cafe på den anden side. Skal jeg gå efter? spurgte Louise.

Hun havde igen det ene øre fri af hovedtelefonen. Men hun vidste godt, at hendes forslag var lige så åndssvagt som at bakke bilen ud.

– Gu skal du ej.

Pludselig trængte en lyd igennem. Det var en hvisken. Camillas stemme lød fjern og fremmed.

– Sokke, tydede Louise det som.

– Uhh, det er stadig koldt, hva?

Nu tordnede Camillas stemme ud. Teknikeren skyndte sig at skrue ned. De sad alle tre med hovedtelefonerne på. Louise pegede længere ned ad Smallegade og sagde Sokkelund. Suhr gjorde sig fri af ledninger og hovedtelefoner og sad lidt og skævede afventende til teknikeren. De snakkede sammen, og Louise kunne se, at de inddrog chaufføren i samtalen. Hun gættede på, at de talte om at køre tættere på. Hun kunne høre, at Camilla og Finnen var ved at sætte sig, og fortalte det videre til de andre.

Chaufføren startede bilen og bakkede ud. De kørte langsomt de hundrede meter til den cafe, hvor Finnen havde taget Camilla hen. Chaufføren parkerede ud for en grønthandler. Begge stemmer gik fint igennem. Tilsyneladende var der ikke så mange mennesker på cafeen. Det var kun musik, der blandede sig i deres snak.

– Hvad vil du have at drikke? spurgte Finnen.

– Kaffe.

– Noget i?

– Nej tak.

Camillas stemme lød anspændt. Finnens var mere afslappet.

– Vi sidder ved et hjørnebord på Sokkelund.

Igen var stemmen en hvisken. Louise så hende for sig.

– Sådan, sagde Finnen.

De kunne høre, at der blev sat noget på bordet.

– Hvad er det, du vil?

Det gav et ryk i Louise. Hun havde håbet, at Camilla ville gå stille og roligt frem og for alt i verden undgå at provokere. Men det her kom ikke bag på hende. De burde have talt om fremgangsmåden forinden.

Der var stille.

– Hvad er det, vi skal tale om? fremturede Camilla.

Louise sad ret op og ned. Det samme gjorde Suhr og teknikeren. Det ville have glædet Camilla at se, hvor koncentreret hendes publikum var.

– Jeg har lidt nyt til dig, som jeg tror, du kan bruge.

Hans stemme var rolig. Louise noterede sig, at den lød rar.

– Så kører vi, sagde Suhr og gav tegn til teknikeren, som stak tomlen i vejret. Båndet var allerede sat i gang.

– Interessant. Handler det om drabene eller om narkosagen? spurgte hun.

– Det må du sgu selv afgøre. Men først skal vi lave en aftale, sagde han.

– Hvad er det for en aftale? spurgte Camilla, som om hun var vant til at indgå den slags handler.

Der blev en pause. Spændingen i bilen var massiv.

– Du skal love at skrive det, jeg fortæller dig.

– Det kan jeg ikke love, afbrød Camilla, inden han nåede at tale færdig.

Louise stivnede og bandede indvendigt over venindens manglende erfaring. Den bemærkning kunne han opfatte som en afvisning. Men mens hun sad og skummede, skar Camillas stemme igennem i hendes øre igen.

– Jeg kan jo ikke garantere noget, før jeg ved, hvad det er, du vil sige. Det må du da kunne forstå.

– Inden vi fortsætter, vil jeg vide, om du vil bruge mit tip. Ellers giver jeg det til en anden.

Det var tydeligt, at Camilla sad og tænkte sig om. Hendes spekulationer fyldte personerne i bilen med uro.

– Jeg garanterer ikke noget.

– Fint.

Finnens stemme var iskold. Det lød, som om han rejste sig.

Hurtigt udvekslede Louise og Suhr blikke. Chaufføren rettede sig op, klar til at starte bilen. Louises hoved kunne ikke rumme mere. Suhr måtte vurdere, hvad han ville gøre, hvis Finnen afbrød mødet og skred.

– Slap nu af, sagde Camilla beroligende. – Hvis det ikke er helt ude i skoven, og du er sikker på, det er noget, jeg kan bruge, så skriver jeg det selvfølgelig.

Louise så Terkel Høyers ansigt for sig og håbede, at han var indforstået med Camillas løfte.

De kunne høre det dybe suk, da Finnen satte sig igen.

– Klaus West fik ordnet Søren Holm, ligesom han ordnede Frank Sørensen.

Han talte hurtigt og lavt.

– Jamen, hvorfor gjorde han det?

Igen opstod der en lang pause.

– West har scoret de fede penge i årevis. Senest har han lagt det meste af indre by ned med grønt støv. Dem, der ikke allerede var afhængige, blev det. Det er noget af det bedste stof, der nogensinde har været på markedet. Han ville sgu da ikke finde sig i, at to tosser ødelagde hans forretning.

Camilla sagde ikke noget.

– Har du misset, at der kører en narkosag i de her uger?

Nu var hans stemme ironisk.

– Nej, men prøv lige at forklare mig, hvorfor han så ikke er anklaget sammen med de andre, når det er så åbenlyst.

Louise smilede til Suhr. Nu gjorde Camilla, hvad hun kunne, for at få ham til at snakke.

– Mener du, at Frank Sørensen og Søren Holm havde noget på Klaus West, som kunne bevise, at han var manden bag, og de andre kun var dem, der tog skraldet?

Hun kæmpede, men i bilen var der en klar fornemmelse af, at det ville blive svært at lokke noget ud af Finnen, han ikke på forhånd havde besluttet sig for at fortælle.

– Du aner simpelthen ikke en skid om det her – har jeg ret? udbrød han i stedet for at svare.

Inden Camilla nåede at sige noget, fortsatte han: – Der er heller ingen grund til at vide mere. Du skal bare forstå, at Klaus West er fandens god til at skjule sine spor. Han har en lejlighed inde i byen. Politiet har ikke fundet den endnu, men jeg ved, hvor den er.

Ilt. Tid og sted blev suget ud af bilen, fjernede alt omkring de tre personer, der sad med hele deres opmærksomhed henvendt på det, der blev sagt i deres hovedtelefoner. Blikkene var stift rettet mod gulvet i en fastfrossen stilling.

– Inden jeg fortæller dig, hvor den er, vil jeg have dig til at love, at avisen bringer et billede af Klaus West, og at I efterlyser folk, der måske kender lejligheden.

Han talte langsomt.

– Hvorfor?

Det lød som en hvisken.

– Jeg vil ikke have, at det ser ud, som om politiet er blevet tippet direkte omkring lejligheden. Det skal se ud, som om naboer har henvendt sig efter at have set et billede i avisen. Er du med?

Louise gættede på, at Camilla nikkede.

– For min skyld kan du ringe og fortælle politiet om lejligheden, så snart jeg er gået. Det passer mig fint, at politiet ser nærmere på den. Jeg skal bare ikke sættes i forbindelse med tippet.

– Okay.

Man skulle stadig anstrenge sig for at høre Camillas stemme.

– Har vi en aftale? spurgte han.

– Ja, sagde hun lidt højere.

– Vestergade nr. 26. Der står Sanne Hansen på døren.

Pludselig skar lyden af skrabende stoleben højt i øret. Et øjeblik efter så de Finnen komme ud af døren og forsvinde ned ad gaden på sin cykel.

Louises blik fulgte ham, til han var ude af syne.

– Så er han væk, meddelte hun.

Politiets Van kørte lidt frem, så den holdt ved kantstenen uden for Cafe Sokkelund. Louise skød døren til side, så Camilla kunne kravle ind.

– Fantastisk, sagde hun og rakte ud for at give hendes arm et klem. – Vi havde ellers besluttet os for at gå ind og hente ham.

Camilla så helt forskrækket ud.

– Ja, det ku‘ I li‘. Er I sindssyge? udbrød hun.

Louise kunne se på hende, at hun begyndte at ryste. Måske var det koncentrationen, der var ved at slippe sit tag i hende.

– Vi kører dig hjem, sagde Louise og lænede sig frem og begyndte at afmontere mikrofonen. Bilen svingede rundt og kørte tilbage mod Falkoner Allé.

– Meget fint arbejde, Camilla Lind, sagde Hans Suhr og rakte hånden frem mod hende. – Jeg tror ikke, vi to har truffet hinanden før.

Hun tog hans hånd og trykkede den.

– Jeg forstod ikke det hele, sagde hun træt. – Jeg håber, at I fik mere ud af alt det der med narkosagen.

– Vi fik en adresse, og det var det, vi manglede.

Drabschefen lød meget tilfreds.

– Der er allerede folk på vej ud for at undersøge, om der er noget at komme efter.

– I hørte, hvad jeg lovede, Camilla lød nervøs. – Nu risikerer jeg vel ikke, at det kommer frem, at I har fundet lejligheden, før vi har bragt artiklen.

Hans Suhr lagde en beroligende hånd på hendes arm, lænede sig frem mod hende og talte med lav stemme.

– I den her verden handler man, sagde han lavmælt. – Når man har været i branchen længe nok, lærer man, hvad oplysninger og viden er værd.

Hun så interesseret på ham, men sagde ikke noget. Mentoren var ved at indvie sin lærling.

– Politiet handler med meddelere, som f.eks. Finnen. Han bliver måske taget med noget stof på sig, men får lov at gå, hvis han ellers har noget interessant at fortælle. Jeg gætter på, at det er sådan, han og Birte Jensen har lært hinanden at kende. Politiet handler med pressen. Du hjælper os. Det bliver et samarbejde. Du får din historie.

Louise vidste, at veninden slugte hans ord.

– Hvad hvis det med lejligheden alligevel kommer ud, inden vi har nået at få det i avisen?

– Så er det sket ved almindelig rutineafhøring. Lejligheden ligger i ejendommen ved siden af den gård, hvor vi fandt Søren Holm. Det vil være helt naturligt, at vores folk afhører vidner i flere af de ejendomme, der ligger omkring gerningsstedet.

Camilla nikkede, men Louise kunne se, at hun ikke følte sig helt overbevist.

– Hvad får han ud af, at lejligheden bliver fundet? spurgte Camilla efter at have siddet lidt i tavshed.

– Det er svært at sige, men jeg gætter på, at han har haft noget med Klaus West at gøre. Noget som gør, at han gerne ser ham bag tremmer i mange år. Måske forsøger han selv at komme ind på markedet og har brug for lidt albuerum.

Drabschefen sad lidt og fulgte trafikken, inden han vendte sig mod Camilla igen.

– Hvad skete der egentlig, siden I ikke gik på Cafe Svejk?

Louise lænede sig frem for at lytte med.

– Han sagde bare, at han havde ombestemt sig. Han ville hellere have en kop kaffe.

– Jeg er ikke sikker på, at han er så ubetydelig, som jeg først antog ham for at være, sagde Suhr, mere henvendt til Louise end til Camilla. – Jeg får fat i Birte Jensen i morgen, så vi kan finde ud af, hvad han er for en. Hun vil sikkert også gerne se nærmere på lejligheden. Hvis den altså eksisterer.

Chaufføren kørte ind til fortovet foran Camillas opgang.

– Hvad med båndet? spurgte Louise. – Skal det skrives ud nu?

Klokken var halv et.

– Det får jeg en anden til at gøre. Følg du hellere din veninde op. Du kan hente bilen på parkeringspladsen bagefter og beholde den til i morgen.

Inden Louise steg ud, kom hun i tanke om, at de skulle aftale med Camilla, hvordan hun tacklede situationen, når hun kom på arbejde.

Suhr kløede sig på hagen, mens han tænkte sig om.

– Måske skulle vi lige mødes i morgen ved halvtitiden, hvis det viser sig, at tippet holder. Så kan vi beslutte, hvad vi skal sige, og hvad vi holder tilbage.

– Jeg kan komme forbi, inden jeg kører på bladet, tilbød Camilla. – Så kan jeg også høre, om I fik noget ud af det.

– Det er en aftale, sagde Suhr og vinkede efter hende.

*

Camilla tog to øl med ind i stuen, og de slog sig ned i sofaen.

– Jeg troede virkelig, han ville gå, da jeg sagde, jeg ikke ville garantere at skrive noget, sagde Camilla.

Hun skænkede øl op, mens hun snakkede, og skummet flød ud over kanten, inden hun nåede at sætte glasset fra sig.

– For pokker.

Camilla blev siddende med glasset i hånden, mens Louise skyndte sig ud efter en klud.

– Jeg blev sgu nervøs, da I bare fortsatte forbi Cafe Svejk, sagde hun, da hun kom tilbage. – Gjorde du ikke?

– Næ. Han var jo meget venlig og foreslog bare, at vi tog en kop kaffe i stedet for en øl.

Louise satte sig igen.

– Jeg tror ikke, han gjorde det, fordi han havde mistanke om, at nogen lyttede med.

– Jeg nåede at forestille mig det værste, indrømmede Louise og drak.

– Det tænkte jeg nok, men jeg kunne ikke komme til at sige noget, før jeg fik min frakke af, og han var væk et øjeblik.

– Det var også fint, men jeg var sikker på, at han havde opdaget os, og man kan aldrig vide, hvad pressede personer kan finde på.

De sad lidt og sank ind i hver deres verden.

– Jeg blev overrasket, da din chef begyndte at indvie mig i, hvordan man udveksler tjenester. Jeg føler mig totalt grøn, når jeg hører den slags. Jeg ved, det foregår, jeg har bare ikke været med til det før, sagde Camilla.

– Næ, men nu har du gjort dig positivt bemærket, så nu er du også blevet én af dem, man har tillid til. Det passer dig vel meget godt, eller hvad?

– Nåh ja. Du får det til at lyde, som om jeg er gået online med PET.

Camilla grinede, men Louise kunne se på hende, at hun var stolt over den fortrolighed, drabschefen havde vist hende.

– Gad vide om lejligheden findes?

– Ja, og hvis den gør, er det fandeme spændende at se, hvad de finder. Vi kunne godt trænge til et gennembrud, svarede Louise og så på uret. – Nu vil jeg hjem.

– Jeg ringer efter en vogn.

Camilla sprang op.

– Jeg skal hente bilen på parkeringspladsen.

– Du skal ikke gå alene rundt nu. Taxaen kan køre dig hen til bilen.

Det passede Louise fint. Hun kunne mærke, at dagens oplevelser havde sat sig under huden. Mens hun hørte Camilla bestille taxaen, gik hun ud og tog sin frakke på, gabte, mens hun stod og knappede den. Trætheden kom med ét væltende ind over hende.