2
Da Camilla Lind lagde røret, mærkede hun, at hun blev betragtet. Hun vendte sig om, og i sekundet hvor hun svingede rundt på stolen, nåede hun at løbe igennem, hvad hun havde sagt til Louise, og hvad personen i døren eventuelt måtte have hørt.
– Hej, Terkel. Jeg vidste ikke, du stod der, sagde hun påtaget let i stemmen.
– Vidste hun noget? spurgte redaktionschefen uden at gøre noget forsøg på at skjule, at han havde lyttet.
Hun skulle lige til at hidse sig op over for ham, men så lagde hun mærke til, hvor grå og indsunket han så ud. Hun blev pludselig bange for, at han skulle finde på at sætte sig ned over for hende og begynde at hulke.
– Nej, svarede hun. – Men hun lovede at se, hvad hun kunne finde ud af. Jeg ved bare ikke hvornår. De arbejder døgnet rundt på hende den unge pige, de fandt i går.
Terkel Høyer hørte øjensynlig ikke efter. Han gik om på den anden side af hendes skrivebord og slog sig ned, så han halvt sad og halvt lå. Det virkede, som om stikket var blevet trukket ud.
Camilla rejste sig og gik ud efter to kopper kaffe. Hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle tackle, at hendes chef tilsyneladende havde tænkt sig at gå i opløsning på hendes kontor. Så godt følte hun heller ikke, at hun kendte ham.
– Bruger du noget i? spurgte hun, da hun satte koppen foran ham.
Han rystede på hovedet.
Hun satte sig på sin stol og kikkede afventende på ham, men han sad bare og studerede de billeder, hun havde stående på sit skrivebord.
– Hvor gammel er han? spurgte han og pegede på fotografiet af Markus.
– Han bliver seks til sommer.
Det så ud, som om han faldt i staver, mens han betragtede Camillas søn.
– Det var Frank, der ringede og fortalte om dig, da han hørte, at Laugesen stoppede, sagde Terkel Høyer og flyttede blikket fra billederne over på hende. – Lige siden du startede på redaktionen i Roskilde, har han sagt, at du ville blive en af dem, man kom til at lægge mærke til.
Camilla vidste ikke, hvad hun skulle sige.
– Hvor lang tid nåede I egentlig at arbejde sammen?
– Et par måneder.
– Hvad syntes du om ham?
– Jeg kendte ham ikke så godt. Men han var meget engageret i historier om rockerne. Han spurgte engang, om jeg ville med ud til en fyr, som havde trukket sig ud af rockermiljøet. Han var gået under jorden, men havde indvilliget i at fortælle sin historie, hvis han kunne gøre det anonymt.
– Han var meget engageret i alt, hvad han kastede sig over, afbrød redaktionschefen og rettede lidt på brillerne. – På et tidspunkt tilbød politiet, at han kunne få anonym adresse, men det ville han sgu ikke. Hvis der var nogen, der ville ham noget, så var de velkomne til at opsøge ham.
– Jeg opfattede ham som én, der altid arbejdede. Havde han egentlig et liv ved siden af? spurgte Camilla.
– Han blev gift for tre år siden. Helle er den første kæreste, jeg har oplevet ham med, og jeg har trods alt kendt ham siden Journalisthøjskolen. De fik Liam for to år siden.
Han rakte ud efter kaffen og faldt så sammen igen.
– Jeg havde en aftale med ham i aften, men da jeg ringede for at høre, hvornår vi skulle mødes, var det Helle, der tog telefonen. Hun græd. I går formiddags havde hun fået besøg af to betjente, der fortalte, at Frank var død. Han var blevet fundet tidligt søndag morgen.
Camilla nikkede og opdagede, at hun sad og hev i en neglerod, så det var begyndt at bløde. Hun kom lidt spyt på pegefingeren og tørrede blodet væk. Så vendte hun blikket mod sin chef.
– Det er sgu også underligt, sagde hun og følte en knugende fornemmelse i brystet. – Jeg aftalte med Louise, at hun ringer, så snart hun har haft tid til at forhøre sig. Men hans kone må da have fået noget at vide?
– Ikke så meget. Hun var på Retsmedicinsk Institut i går aftes for at identificere ham, men det er bare en formalitet. Han havde både kørekort og pressekort med navn og billede på sig.
– Hmm, sagde hun.
Terkel Høyer rejste sig for at gå. Inden han nåede hen til døren, havde hun lovet, at hun ville orientere ham, så snart hun hørte fra Louise.
– Jeg tjekker også løbende hos vagthavende – og i afdeling A, tilføjede hun.
I døren vendte han sig om. Nu havde hans ansigt skiftet udtryk.
– Vi skal også finde ud af, hvad det er for en pige, de fandt i Østre Anlæg i aftes. Vidste din veninde noget om den sag?
Så meget for den svaghed, back to normal, tænkte Camilla.
– Næ, ikke rigtigt, svarede hun. – Men vagthavende fortalte, at drabschefen sender en pressemeddelelse ud i eftermiddag.
Da han var gået, sad hun tilbage med fornemmelsen af, at han havde stået i døren længe nok til at høre hende tale med Louise om pigens bror.
Louise Rick rakte sit dankort frem til taxachaufføren og ventede på at få kvitteringen til underskrift. Der var kun ti minutter, til briefingen gik i gang, og hun skulle nå ind på kontoret efter sin mappe.
Hun skrev under, krøllede kvitteringen sammen og smed den ned i tasken sammen med pungen, sprang ud af taxaen og gik hurtigt over mod den store port, tog trapperne to trin ad gangen og var helt forpustet, da hun smed taske og frakke i stolen på kontoret.
Mappen lå på hendes skrivebord. Hun tvang sig ned i tempo, gad ikke nå frem til mødelokalet for enden af gangen og virke forpustet og fortravlet. Ingen ville klandre hende for at komme galoperende i sidste sekund. Alle havde været på siden i går, da de blev ringet op, efter at den myrdede pige var blevet fundet.
Louise rundede køkkenet efter en kop kaffe, inden hun gik ind og satte sig ved det ovale bord. Hun frøs lidt.
– Hej, Louise. Hvordan gik det hos forældrene? spurgte Henny Heilmann, der allerede sad klar med sine papirer i en bunke foran sig og en flaske kildevand ved siden af.
– Det gik fint, men det blev sent. De kan jo ikke forstå det. De var sammen med datteren og kæresten lørdag eftermiddag, og et døgn senere er hun død. Jeg kører ud til dem igen, når jeg har skrevet rapporten, så de kan underskrive.
Heilmann nikkede. Normalt var proceduren, at vidner blev afhørt på Politigården, men hvis det drejede sig om nære pårørende, var det ikke ualmindeligt, at man i stedet kørte ud til dem.
Louise smilede til sin chef. Hun havde hurtigt opdaget, at Heilmanns hårde og afvisende ydre ikke havde noget med hendes personlighed at gøre. Hun kunne godt lide efterforskningslederen, som var midt i halvtredserne og havde været vicekriminalkommisær i Drabsafdelingen de sidste mange år. Så vidt Louise forstod, havde Heilmann ingen ambitioner om at stige yderligere i graderne, men befandt sig godt som leder af efterforskningsgruppe 2. Så kunne kriminalkommissærerne og kriminalinspektørerne slås om pladserne i toppen.
Klokken var ti minutter over tolv, da de gik i gang, selvom der stadig manglede én.
Foruden Louise bestod gruppen af Thomas Toft, Michael Stig og Søren Velin, som var Louises makker, men sendt på afspadsering i to en halv måned, og på det seneste også af Lars Jørgensen, som var ny i afdelingen og den, der endnu ikke var dukket op. Sammen med folk fra Rigspolitiets Kriminalteknisk Afdeling og kriminalpolitiet fra station City udgjorde de det hold, der skulle efterforske mordet på Karoline Wissinge. Drabschef Hans Suhr deltog ikke i formiddagens briefing.
– Vi lægger ud i minus, begyndte Heilmann og forklarede, at de måtte undvære Lars Jørgensen, fordi Willumsen havde lagt beslag på ham de næste dage i forbindelse med en ny drabssag. Ingen kommenterede det, men alle ærgrede sig, fordi kriminalkommissær Willumsen, der udover at være kriminalkommissær i Drabsafdelingen også indimellem fungerede som efterforskningsleder, når der var ferie eller afspadsering, altid fik det, som han ville. Når han manglede folk, tog han, og når de andre efterforskningsgrupper manglede, nægtede han at afgive, men ingen tog diskussionen med ham.
– Lad os lige gennemgå sagens forløb indtil nu, sagde Heilmann og tog det øverste papir i sin bunke. – En hundelufter fandt klokken 16.10 søndag eftermiddag liget af en treogtyveårig pige under noget buskads i Østre Anlæg. I første omgang vidste vi ikke, hvem pigen var. Hendes taske var forsvundet, og der var ikke noget på hende, som kunne bruges til identifikation. Hun blev kørt på Retsmedicinsk Institut nogenlunde samtidig med, at en mand ved navn Martin Dahl meldte sin treogtyveårige samlever forsvundet. Det signalement, han gav, svarede til pigen i parken, og en time senere, omkring klokken enogtyve, kom han ind på Retsmedicinsk og identificerede hende som Karoline Wissinge.
Louise havde svært ved at koncentrere sig om efterforskningslederens ord. En monoton klikken distraherede hende, og som sædvanlig kom den fra Michael Stig, der havde slået sig ned to pladser til højre for hende. Han havde skudt sin stol tilbage mod væggen og sad med fødderne hvilende på bordkanten. Armene hang ned mellem de bøjede knæ og skjulte kuglepennen.
– Indtil videre ved vi, at Karoline var i byen med to veninder lørdag aften, fortsatte Heilmann, – og ifølge dem forlod hun den café, der hedder Baren, sammen med en mand – Heilmann trak et nyt papir frem – Lasse Møller, omkring klokken et. Siden har ingen set hende.
– Michael. Gider du stoppe! udbrød Louise irriteret.
Han smed nonchalant kuglepennen fra sig uden at se på hende.
Hun slappede af og samlede igen sin opmærksomhed om sagen. Hun kendte alle de overordnede træk, men noterede alligevel tidspunkterne ned på sin blok.
– Du var hos Martin Dahl i går?
Heilmann lod blikket hvile på Michael Stig.
– Ja, han tog benene ned og trak sin stol hen til bordet. – Han forklarede, at han havde været hjemme alene hele lørdag aften. Rapporten er skrevet.
Louise havde mødt Martin Dahl hos Karolines forældre, hvor han var taget hen, da Michael Stig havde forladt ham, men hun havde ikke rigtig dannet sig et indtryk af ham. Han havde bare siddet tavs og indelukket i sofaen, og hun havde koncentreret sig om forældrene.
– Fint. Heilmann satte et kryds på sin liste. – Jeg koordinerer med kriminalpolitiet omkring afhøring af vidner i kvarteret. Karoline Wissinge og Martin Dahl boede i Kartoffelrækkerne. De havde lejet underetagen i et hus i Skovgårdsgade, som ligger lige over for Lundsgade, der løber ned til Østre Anlæg. Vi leder efter vidner i området fra Sølvtorvet til hendes hjem og over til parken.
Nu rettede Heilmann blikket mod Toft.
– Hvad sagde de på Retsmedicinsk?
Toft bladrede i bunken af gule dokumenter med afdeling A’s logo i hjørnet og hev et stykke papir frem.
– Det var Flemming, der kom ud i aftes, sagde han.
Flemming Larsen var den retsmediciner, Louise bedst kunne lide at arbejde sammen med. Han var professionel og nem at have med at gøre.
– Han var ikke meget for at sige, præcis hvor længe hun havde været død. Det var meget koldt natten mellem lørdag og søndag, så han havde svært ved at beregne det ud fra hendes kropstemperatur, men ligpletterne var fikserede på de nedadvendte dele, og der var fuld dødsstivhed, så hun har været død mellem 12 og 24 timer.
– Han må sgu da kunne gøre det bedre! afbrød Michael Stig.
Toft lagde tålmodigt en hånd på sin makkers skulder. – Hårdt presset siger Flemming Larsen, at hun er død mellem ni aften og syv morgen!
– Og vi ved, hun var i live efter midnat, indskød Louise.
Toft nikkede og vendte tilbage til sine papirer.
– Hans konklusion ude på gerningsstedet var derimod ret klar. Hun havde tydelige mærker på halsen og synlige punktformede blødninger i øjnene.
– Er hun blevet voldtaget? spurgte Louise.
– Umiddelbart ligner det ikke en voldtægt. Men det bliver selvfølgelig undersøgt i forbindelse med obduktionen. Jeg skulle i øvrigt hilse og sige tak for sidst, sagde han.
Louise smilede lidt over det absurde, men dejligt befriende stemningsskift.
Om fredagen havde de været ude at bowle med kolleger fra Kriminalteknisk Afdeling, et par retsmedicinere og nogle stykker fra kriminalpolitiet. Det var noget, de havde talt om at arrangere lige siden sommeren, for selvom de efterhånden følte, at de kendte hinanden ret godt, var der aldrig tid til at sætte sig ned og snakke ordentligt sammen. Louise følte ellers ikke trang til at sidde lårene af sine kolleger, havde ikke lyst til at bryde det professionelle forhold, de havde til hinanden, men fredag havde været fin nok. Det havde fungeret godt at ses, uden at der var blod involveret.
Efter Toft var det Louises tur til at fortælle, hvad hun havde fået ud af nattens besøg hos Karolines forældre.
– Det er et par søde mennesker midt i halvtredserne. De fortalte, at Karoline og hendes kæreste har boet sammen i et år. Hun var lige blevet færdiguddannet som sygeplejerske og havde fået et vikariat på Rigshospitalets neurokirurgiske afdeling. De fortalte også, at de havde mistet deres søn sidste år, da Karolines lillebror Mikkel døde i en trafikulykke.
Heilmann sad og nikkede, mens Louise talte.
– Der er ikke noget at sige til, at de har svært ved at forstå, de har mistet igen så kort efter. Er der nogen, der har tilbudt dem at tale med Jakobsen? De ville måske have glæde af en krisepsykolog, sagde efterforskningslederen og noterede det ned på sin blok. – Du fortsætter med forældrene, og så skal vi have kæresten ind til en afhøring. Kan du ikke også tage dig af ham?
Inden Louise nåede at svare, forsatte Heilmann: – Jeg kan godt forsøge at finde en anden makker til dig, indtil Søren Velin er tilbage?
Louise skyndte sig at ryste på hovedet.
– Det er helt i orden, jeg kan sagtens tage forældrene og kæresten alene, sagde hun.
– Fint. Toft og Michael Stig, I koncentrerer jer så om Lasse Møller, som forlod Baren sammen med Karoline Wissinge, og de venner, han var i byen med.
Mødet blev hævet, men Louise blev siddende.
Heilmann kikkede på hende, ordnede sine papirer og ventede, til Toft og Michael Stig var ude af døren, før hun spurgte, hvad der var galt.
– Hvad er det, der er sket inde bag Royal Hotel?
– Hvad man troede, var et almindeligt dødsfald, viste sig under ligsynet i morges at være drab. Ofret har fået stukket en smal kniv ind under kraniet.
– Jeg kendte Frank Sørensen. Han var kriminalreporter.
Heilmann nikkede.
– Hvordan fanden kunne de undgå at opdage, at der var tale om drab? spurgte Louise.
– Der var ikke umiddelbart noget at se på ham. Han havde tumlelæsioner og stank af spiritus. Derfor blev vi ikke tilkaldt i første omgang.
Louise sukkede. Det var almindeligt kendt, at personer med et gedigent spiritusindtag fik det, man betegnede som tumlelæsioner.
– Han havde spredte hudafskrabninger, blå mærker efter fald og et sår i baghovedet, fortsatte Heilmann. – Den tilkaldte læge vurderede, at det drejede sig om en fulderik, der havde fået for meget, og angav det som dødsårsag. Han formodede, at Frank Sørensen var tumlet lidt rundt og måske stødt ind i et par af de pæle, der støtter cykelskuret.
– Så lægen tilkaldte ikke assistance? spurgte Louise undrende.
– Næ, liget blev sendt til obduktion. Det gør man jo med den slags dødsfald.
Louise mærkede vreden begynde at stige. Hvad fanden bildte sådan en læge sig ind? Fordi en mand så lidt hærget ud og stank af sprut, behøvede han vel ikke at have drukket sig ihjel.
– Der er et hold kriminalteknikere derinde nu for at se, hvad de kan finde. Henny Heilmann afbrød hendes tanker. – Men det er over et døgn siden, han blev fundet, så der er nok ikke så meget tilbage.
Stilheden sank ned mellem dem.
– Det lignede et hjertestop, sagde hun. – Han lå med en cykelnøgle i hånden, som passede til den cykel, han faldt om ved.
Hun kunne høre, at det ikke var for at undskylde lægen, men for at sætte hende ind i, hvordan han var blevet fundet.
Louise skuttede sig og følte kulden trænge ind under huden.
– Hans kone holdt lige fra starten på, at han var blevet slået ihjel, og nægtede at acceptere, at dødsårsagen var alkohol.
Hun så allerede for sig, hvordan Camilla ville reagere. Hun fik ondt af hende, men det var nok bedst, hun lige ringede til Willumsen, som havde sagen, for at høre, om hun måtte fortælle veninden om dette drab.
Louise samlede sine ting og gik tilbage til kontoret. Hun ville prøve at få fat i Peter, inden hun skrev rapport om nattens samtale med forældrene. Det var ikke meget, de fik set til hinanden, men selvom de havde været kærester i fem år, var det først i løbet af de sidste to år, de var begyndt at tale om at flytte sammen, så de i det mindste kunne sove sammen i de perioder, hvor de ikke nåede at ses i dagtimerne. Endnu var det ikke blevet til noget.
Hun fandt sin mobil i tasken. Den var stadig på lydløs, og hun slog den over på normal, inden hun sendte Peter en sms, hvor hun bad ham ringe, når han fik tid.
Hun tændte for computeren, men nåede ikke at indtaste sin adgangskode, før mobiltelefonen ringede.
– Louise Rick.
– Hej, skat. Godt at høre, at du lever endnu. Hvordan går det? lød Peters rolige mørke stemme.
Hun blev varm om hjertet og mærkede, at hun savnede ham. Peter var europæisk produktchef i et stort medicinalfirma og i perioder bortrejst to ud af fire uger – til tider endda mere.
– Jeg kom først hjem tidligt i morges. Hun fortalte kort om Karoline Wissinge og samtalen med forældrene. – Får du bestilt noget?
– Det er sgu så meget sagt, sagde han og grinede lidt. – Jeg havde fornøjelsen af Thora i aftes. Kan du huske hende finnen, vi spiste middag med? Hun insisterede på, at jeg skulle ledsage hende til en buffet med alle hendes finske kolleger.
Louise så den store dame med det smittende humør for sig.
– Er det onsdag, du er tilbage?
– Ja. Jeg er hjemme sidst på dagen. Skal jeg købe ind til middag?
– Jeg ved ikke rigtig, hvordan det ser ud her. Efterforskningen er jo lige startet, så der bliver en del overarbejde, indtil vi finder gerningsmanden.
Hun mærkede, at hun havde brug for at snakke og fortsatte: – Der er lige kommet en drabssag mere. En af Camillas gamle kolleger er blevet slået ihjel. Jeg har ikke fortalt hende det endnu. Hun tror, han døde naturligt.
Der blev en lille pause.
– Vi kan spørge, om Camilla og Markus ikke kommer på onsdag. Så laver jeg noget mad til os alle sammen, og hvis du ikke når hjem, sætter vi noget til side til dig.
– God ide. Det er vist den dag, hendes mor kommer herover, men hun skal på åndeligt kursus med sine spirituelle veninder, så det gør nok ikke noget.
Peter havde aldrig forsøgt at komme imellem Louise og Camilla, og han var vild med Markus. Camilla og drengens far, Tobias, var gået fra hinanden for flere år siden, og nu var sønnen kun sammen med sin far hver anden weekend. Camillas mor boede alene i Skanderborg, og hendes far var ikke én, man lige trak ind, når det kneb med at nå at hente Markus, så Peter havde flere gange hentet ham i børnehaven.
– Jeg må se at få ringet til hende, sagde Louise.
– Hils. Jeg ringer til dig i aften og siger godnat.
Hun blev siddende med mobilen i hånden, da Peter havde lagt på.
Louise tastede sin adgangskode ind på computeren, og mens den stod og summede, trykkede hun Willumsens lokalnummer.
– Kriminalkommissær Willumsen, lød hans bryske stemme.
– Hej Willumsen, det er Rick.
– Jeg er lidt hængt op, sagde han og lagde an til, at hun skulle gøre det kort.
Der var gået lang tid, før hun havde fundet den rigtige jargon til samtalerne med Willumsen. Tonen skulle være en blanding af kæk og barsk. Den måtte hverken være vag eller tøvende og slet ikke tøse-sludrende. Så fik man ingen taletid.
– Jeg kan forstå, at det er dig, der sidder med Frank Sørensen, sagde hun.
– Det er korrekt.
– Hvornår fortæller I, at han er blevet myrdet?
– Det er sådan set ingen hemmelighed. Hans pårørende er informeret. Men vi skulle jo lige opdage det først, sagde han med det nærmeste, han nogensinde kom munterhed i stemmen.
Louise havde vejret, at Willumsen var i fint humør. Der var dage, hvor man skulle holde sig langt væk, og så var der dage som i dag, hvor han var gemytlig og rar, men det var aldrig til at vide på forhånd, og det kunne skifte på et splitsekund.
– Camilla Lind fra Morgenavisen har spurgt til sagen, men dengang vidste jeg ikke, at der var tale om drab. Hvad kan jeg fortælle? spurgte hun.
– Du kan ikke fortælle en skid, tordnede han pludselig. – Hun har også kimet mig og den vagthavende ned. Hun er frygtelig irriterende.
Louise holdt vejret og ventede.
Der var stille i røret et øjeblik, så fortsatte han i et mere dæmpet tonefald.
– Er hun den Camilla? Hende med den lyshårede knægt? spurgte han.
Han havde mødt Markus og Camilla en dag, Louise havde lovet drengen at tage ham med over i politiets garage, så han kunne prøve at sidde på en politimotorcykel.
Da de var på vej over mod det store garageanlæg, var Willumsen kommet gående imod dem. Det var på en af hans gode dage, så han stoppede op og hilste. Til Louises store overraskelse havde han klappet Markus på hovedet og foreslået, at hun tog ham med ud på en lille køretur i en af politibilerne.
– Fortæl hende, at nogen har plantet et stik i ofrets nakke med en lang spids kniv, som er gået ind og har skåret rygmarven over, hvilket medfører, at hovednerven lammes. Men de var dog så hensynsfulde at sørge for, at han var mere eller mindre bedøvet, inden de stak kniven ind.
Louise bed sig i kinden, mens hun forsøgte at kapere det, hun fik at vide. Når hovednerven kappes, dør man hurtigt, tænkte hun rationelt.
– O.k.
For at forklare, hvorfor hendes veninde var så interesseret i sagen, fortalte hun, at Camilla havde arbejdet sammen med Frank Sørensen i Roskilde.
– Den er fin. Det kan være, vi får brug for at tale med hende. Farvel, sagde Willumsen og lagde røret på, inden Louise kunne nå at sige tak.
Hun burde gå i gang med sin rapport, hvis hun både skulle nå at få den underskrevet af forældrene og hente Karolines kæreste ind til afhøring. Alligevel løftede hun i stedet røret og trykkede Camillas direkte nummer.
– Morgenavisen, Camilla Lind.
– Hej, sagde Louise.
– Der er noget galt. Jeg har haft fornøjelsen af sure Willumsen hele dagen. Han er altid en pest at ringe op til, klagede hun irriteret. – Hvad foregår der?
– Frank er blevet slået ihjel. Det er det, der er galt. Det bliver offentliggjort på et pressemøde i eftermiddag.
– Jeg vidste det, udbrød Camilla. – Jeg ku’ sgu da regne ud, at han ikke bare var faldet omkuld, sådan som der var spærret af, og teknikerne gik rundt.
– Faktisk troede de først, at han var død naturligt, men under ligsynet opdagede retsmedicineren et stiksår i hans nakke, der har skåret rygmarven over. Hvis det er nogen trøst, ser det ud, som om han blev bedøvet først.
– Hold kæft, hvor klamt. Hvem fanden ville finde på at slå ham ihjel?
– Ja, samme spørgsmål kan man jo stille sig selv om den, der tog livet af Karoline Wissinge, svarede Louise i et forsøg på at være lidt sarkastisk.
– Hvordan går det i grunden? Jeg er lige blevet sat til at skrive om det, men der er næsten ikke kommet noget ud endnu. Var det hendes forældre, du sagde, du var hos hele natten?
– Ja.
– Har I noget bud på, hvem der kan have slået hende ihjel?
– Næ, ikke endnu.
Louise kunne ikke lade være at more sig over Camillas optimisme, mens hun tænkte på de mange timers arbejde, der lå og ventede forude, og i det samme mærkede hun det komme. Hele formiddagen havde hun ellers frygtet, at det slet ikke ville dukke op.
Drivet.
Kræfterne kom som en bølge. Fornemmelsen var velkendt, men den plejede allerede at melde sig, når hun stod ude på gerningsstedet. Det var ligesom en indsprøjtning, hvor virkningen skyllede op gennem hende, slog som et bølgebrus mod brystet og endte som små prikker i hovedbunden. Hun var klar. Sådan var det hver gang. Hun tvivlede på sine evner, og nervøsiteten lå og lurede under overfladen, lige indtil hun mærkede suset. Peter plejede at sige, at hun transformerede sig fra at være Louise til at blive kriminalassistent Rick, Drabsafdelingen, Københavns Politi.