9
– Vi skal i gang på den gammeldags facon, sagde Suhr, da de torsdag formiddag sad på Heilmanns kontor. Samme morgen var rapporten fra Retsgenetisk Afdeling kommet. Som Louise allerede havde hørt, var der ikke brugbare biologiske spor på Karoline Wissinge, så en dna-profil af gerningsmanden var ude af billedet.
Louise fortalte om den abort, Karoline havde fået foretaget.
Suhr fortrak ikke en mine, mens hun talte, men sad helt stille og betragtede hende og nikkede først, da hun var færdig.
– Du har altså talt med hendes læge?
Han gav hende fornemmelsen af, at hun var gået bag hans ryg, fordi hun ikke havde informeret ham på forhånd. Hun skulle til at forsvare sig, men tog sig i det.
– Ja!
Ordet efterlod en pinlig spænding mellem dem.
Godt, sagde han så og nikkede til hende.
Louise anstrengte sig for at få pulsen ned.
– Lad os lige holde den detalje for os selv, sagde drabschefen og så indtrængende rundt for at understrege, at det under ingen omstændigheder måtte slippe ud til pressen. – Jeg forventer, at vi får obduktionserklæringen ved middagstid.
– Har kæresten ikke nævnt noget om det? spurgte Michael Stig.
Hun rystede på hovedet, irriteret over han fik det til at lyde, som om det var hendes skyld, at familien hverken havde fortalt om graviditeten eller det afbrudte svangerskab.
– Men jeg har naturligvis tænkt mig at spørge ham, svarede Louise.
Suhr afbrød dem.
– Efter frokost kommer de ind fra Kriminalteknisk Afdeling. Vi samles inde hos mig, og så bruger vi sammen med de kriminalfolk, der er koblet på sagen, resten af dagen på at gennemgå de spor, vi har.
Der blev nikket omkring bordet. Ingen så ud, som om de brændte af iver, og Louise bemærkede, at Henny Heilmann slet ikke reagerede på drabschefens besked, men sad i sine egne tanker.
– Når vi mødes igen, har I hver især skrevet de facts op, I ligger inde med, og så skal der brainstormes. Vi kører på, til vi har et billede af, hvad der er sket, sagde han bistert, inden han rejste sig og forlod kontoret.
– Jamen, så må vi vel hellere komme i gang, sagde Toft og skubbede sin stol tilbage for at rejse sig.
– Bliv lige siddende, bad Heilmann med en håndbevægelse, som fik ham til at sætte sig igen.
– Der er noget, I skal vide inden mødet hos Suhr, sagde efterforskningslederen.
Louise tænkte, at det måtte være nu, man kunne høre den berømte knappenål falde til jorden, så stille var der.
– Jeg har lige fået bevilliget orlov på ubestemt tid, sagde Heilmann uden videre indledning.
– Henny dog, sagde Toft.
Det var sjældent, man kunne spore den private tone mellem dem.
– I ved måske, at min mand har været syg, sagde hun.
Kun Toft reagerede ved at nikke.
– Det gik bedre, og vi håbede, det værste var overstået. Men sidste onsdag blev han indlagt igen, og fredag fandt man en stor tumor i venstre side af hans hoved.
Tårerne steg op i hendes øjne, mens hun talte, og gled ud over kanten. Der gik lidt tid, inden hun tørrede dem bort med pegefingeren.
Louise sukkede tungt.
– Er det noget, man kan operere? spurgte hun.
Heilmann så på hende og rystede på hovedet.
– Nej. Jeg stopper i dag. Nu, faktisk. Jeg kommer ikke til mødet hos Suhr. Jeg ved ikke, om ledelsen planlægger at sætte en anden i min stol, eller om Suhr selv overtager styringen, sagde hun.
– Hvis der er noget, jeg kan gøre, så sig til, sagde Louise, da de havde rejst sig.
– Tak. Hvis jeg ikke kommer tilbage til afdelingen, så pas på dig selv.
Louise så overrasket på hende.
– Hvorfor skulle du ikke komme tilbage? spurgte hun.
– Det regner jeg da også med, men vi ved jo ikke, hvor længe jeg ender med at være væk, og det er klart, at de ikke kan love at holde stillingen, hvis der går for lang tid.
– De vil da ikke af med dig. Der bliver højst sat en ind midlertidigt, til du er på banen igen.
Heilmann smilede mat.
– Tak, men i virkeligheden er det en af mine mindste bekymringer lige nu, indrømmede hun. – Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle arbejde. Det ændrer sig forhåbentlig igen, men lige nu trænger jeg bare til at slippe det hele og koncentrere mig om det nære.
Louise nikkede, mens hun så Peter for sig. Da de aftenen før var kommet i seng, havde han foreslået, at hun tog orlov og fulgte med ham til Aberdeen. Inden han nåede at tale ud, havde hun afbrudt ham og gjort klart, at der overhovedet ikke kunne være tale om, at hun skulle være hjemmegående i en skotsk storby.
Heilmanns ord om det nære hang stadig i luften, mens hun genskabte samtalen med Peter. Så skubbede hun det resolut fra sig. Selv om Henny Heilmanns situation havde gjort indtryk på hende, kunne det ikke passe, hun skulle have dårlig samvittighed over, at hun ikke ville sætte sit liv på standby, mens Peter kørte derudaf med sit.
Hele vejen ind til avisen sad Camilla i metroen og overvejede, om hun skulle fortælle Terkel om sit møde med narkopolitiets vicekriminalinspektør. Hun var også spændt på at høre, om Søren Holm havde fået lov til at være med under onsdagens razzia, og hvad han havde fået ud af det. Måske burde hun spørge, om han kendte noget til Finnen. Men hun ville lige forhøre sig lidt, inden hun inddrog ham i sagen.
Der var stille på redaktionsgangen. Dørene ind til kontorerne var lukkede. Computerskærmen knitrede, da hun tændte den. Hun ville begynde med at lede på Infomedia, som var en artikelbase, hvor man kunne søge på artikler, der havde været trykt i de store aviser. Måske kunne hun læse lidt op på, hvad der foregik i narkoverdenen, og se, om der var navne, der gik igen.
Hun skrev narko i søgefeltet, indstillet på at søge på alle artikler, der var skrevet om emnet. Der kom 8194 resultater frem.
Camilla sukkede og begrænsede søgningen til det sidste år. Det bragte hende ned på 1236, som stadig var for mange. Hun måtte søge mere specifikt og skrev i stedet narkobagmænd i søgefeltet. Niogtredive. Det var mere overskueligt.
Hun skimmede dem igennem og så, at der var elleve, der kunne være interessante. Derefter søgte hun på narkorazzia, og seksten artikler dukkede op, hvoraf fem lød som noget. Hun trak dem frem i fuld længde på skærmen og gav sig til at læse dem igennem. Hun noterede sig, i hvilke artikler de anholdte personer var nævnt ved navn, og printede dem ud. Også de artikler, der handlede om Københavns narkomiljø, blev printet.
Hun bed mærke i, at en del af de artikler, hun havde foran sig, var skrevet af Søren Holm og Frank Sørensen. Hun følte sig vemodig, da hun med en overstregningstusch gav sig til at gennemgå en artikel med overskriften: Indsattes familier truet af narkobagmænd.
Hun var næsten færdig med bunken, da det bankede på døren. Terkel Høyer kom ind og spurgte, om hun havde set Søren. Hun rystede på hovedet.
– Jeg ved ikke engang, hvad han fik ud af politiets razzia i går. Fik han lov at være med? spurgte hun.
Redaktionschefen trak på skuldrene.
– Jeg ved det ikke. Han havde lovet at give besked, men jeg har ikke hørt fra ham siden tirsdag aften.
Camilla stivnede.
– Der er ingen kontakt til hans mobil, fortsatte han.
Hun mærkede uroen, men forsøgte at finde en fornuftig forklaring.
– Det kan jo være, han er taget hjem for at sove. Han har nærmest været på i døgndrift. Da jeg så ham tirsdag eftermiddag, lignede han et omvandrende lig.
Hun tav brat, men nåede ikke at gribe det sidste ord, inden det slap ud.
Terkel reagerede ikke. Camilla sukkede og blev klar over, at hun var ved at køre sig selv op, at det, der skete omkring hende var ved at blive for stort til, at hun kunne forholde sig fornuftigt til det. Hun måtte prøve at holde fokus og lade være med at se spøgelser. Måske var det alligevel en god ide at overlade det hele til Søren, når han kom tilbage. Så kunne hun koncentrere sig om drabet på Karoline og behøvede ikke at spille med musklerne sammen med de hårde drenge.
Hun tog en dyb indånding og lænede sig lidt tilbage.
– Kan man ikke ringe hjem til hans kone? spurgte hun og blev ved med at trække vejret i lange dybe drag, til hun mærkede, hvordan hun landede i sig selv igen, og uroen slap hende.
– Jo, jeg gør det med det samme. Han er ellers ikke meget for, at man forstyrrer derhjemme. Men jeg vil godt lige vide, hvor fanden han er, sagde Terkel. – Man må holde styr på sine folk.
Han smilede lidt forlegent, inden han gik ned ad gangen mod sit eget kontor.
Camilla kunne se, at han var ramt af den samme uro.
Hun besluttede sig for at ringe til Hans Suhr og spørge, om der var nyt i sagen om Karoline Wissinge, og så ville hun koncentrere sig om det, indtil Søren dukkede op. Hun mærkede en spænding løsne sig ved tanken om at indvie sin langt mere erfarne kollega i den snak, hun havde haft med Birte Jensen, og sætte ham ind i den aftale, hun havde lavet med vicekriminalinspektøren. Så måtte hun høre, hvad han mente om det.
Hun trykkede nummeret til Københavns Politigård og bad om drabschefen. Mens hun sad og ventede på, at han skulle tage sin telefon, gik det op for hende, at hun ikke havde hørt, om der var kommet noget ud af den artikel, hun havde skrevet for Willumsen om Frank Sørensens færden. Det måtte hun tjekke op på bagefter.
– Hans Suhr sidder i møde.
– Hvad med Willumsen? spurgte hun hurtigt.
– Ikke til stede.
Hun lagde irriteret på. Man blev altid bedt om at ringe igen. Det hørte til sjældenhederne, at man fik fat på dem i første forsøg.
Femten, talte Louise, da hun kikkede rundt. Mødet var blevet flyttet fra drabschefens kontor til mødelokalet.
– Vi tager kriminalteknikerne først, afgjorde Suhr og slog hånden ud mod kriminalinspektør Niels Frandsen.
Louise Rick var den eneste kvinde i lokalet. Ligesom i Drabsafdelingen var der ret få kvinder i Kriminalteknisk Afdeling, og ingen af dem var åbenbart blevet tilknyttet denne sag.
Frandsen havde tændt sin pibe, inden han rejste sig og gik over til det store tv, der stod i hjørnet af mødelokalet.
– Jeg vil begynde med at vise jer det, vi optog på stedet, da vi blev tilkaldt.
Flere vendte deres stole, så de bedre kunne se. Louise rakte ud efter blokken, der lå på bordet foran hende, så hun var klar til at notere ned, selvom hun vidste, at de ville gennemgå det hele bagefter.
Det første, man så, var politiets røde og hvide bånd. Et par kriminalteknikere var i gang med at udvide den afspærring, der var blevet sat op, da de første betjente ankom til stedet.
Kameravinklen ændrede sig og gik ud i en total af hele gerningsstedet. Man kunne ikke se liget, men i baggrunden gik et par mænd og satte en afskærmning op, så de nysgerrige, der havde taget opstilling, ikke kunne se, hvad der lå bag skærmen.
– Ingen tvivl om, at regnen var til gerningsmandens store fordel, sagde Frandsen og lagde piben fra sig.
Louise nikkede for sig selv. Det havde Flemming allerede pointeret.
Det næste var et nærbillede af Karoline Wissinge. Der blev zoomet ind på mærkerne på halsen. Louise lagde mærke til, at det gyldne hår var vådt og klistrede tæt ind til det kønne ansigt.
Hun sank. Karoline så forfærdelig skrøbelig ud, som hun lå der. Livet var taget fra hende, og af en eller anden grund fandt Louise det endnu mere meningsløst, når hun tænkte på det lille foster, der lå i den dræbte kvindes mave.
Hun så, at der var sat små markeringer i jorden rundt om busken, og der kom nærbilleder af et par fodaftryk, cigaretskod, chokoladepapir. Nogle af de ting, der var markeret, var så små, at Louise ikke kunne se, hvad det var. Flere kriminalteknikere gik rundt med små skarpe spots, fordi det var ved at blive mørkt. Det undrede hende, at de ikke allerede havde oplyst hele området.
I det samme forklarede Frandsen, at man havde koncentreret sig om at se efter fodspor. Regnen kunne være nyttig på ét punkt. Der var en chance for, at gerningsmanden havde afsat et par gode aftryk. Derfor havde man i første omgang koncentreret sig om at få lavet afstøbninger af de aftryk, man fandt. Hvis det begyndte at regne igen, risikerede de at miste flere brugbare skoaftryk. Han fortalte videre, at de havde ventet på, at civilforsvaret kom med et stort telt, som de kunne dække liget med.
Louise sad og vippede på stolen. Hun var ikke blevet bedt om at fremskaffe sko fra Martin Dahl eller Karolines ekskæreste, så de kunne sammenlignes med aftryk fra findestedet, så hun regnede ikke med, at der havde været noget brugbart. Men selvfølgelig skulle de sikre alle spor, og så måtte man bagefter vurdere, om de kunne bruges.
– Vi fandt to cigaretskod. Undersøgelser viser, at de er smidt af to forskellige personer. Det ene var helt opløst. Men på det andet var der nok til, at Retsgenetisk Afdeling kunne lave en dna, så det har vi, sagde han og kikkede rundt, som om han forventede, at folk klappede.
– Fino, sagde Toft, og flere nikkede anerkendende. Der var så lidt at gå efter, at det her kunne få betydning.
Louise smilede også. Hun blev altid imponeret over, hvor utroligt lidt der skulle til for at lave en dna-profil på et menneske. Der var hverken dna i spyt eller sved, men i de små hudceller sved tager med sig, når den afsondres fra kroppen, og i de bittesmå slimhindeceller, der følger med spyttet ud. Nyser man, så der ryger spyt ud af munden, afsætter man nok spor til en dna-profil.
– Hvis der på noget tidspunkt har været fingeraftryk på Karoline Wissinge, så er de blevet vasket væk.
Ansigterne var igen alvorlige rundt om bordet. Tv’et blev slukket, og videoen spolede tilbage.
Hans Suhr rejste sig og stillede sig op ved siden af Niels Frandsen.
– Regnen er vores fjende, sagde han og sparede ikke på dramatikken i stemmen. De havde ingenting.
Louise skrev ned. Ikke fordi hun ikke kunne huske, hvad der blev sagt. Men nu skulle der ske noget.
Hun havde lovet Karolines forældre, at de ville gøre, hvad de kunne, men der var ingenting at gå efter. Hun mærkede vreden stige op og blev overrasket over, at hun faktisk oplevede et vist behag ved at mærke den aggressive følelse brede sig i kroppen. Hun så for sig, hvordan Karoline havde ligget i parken, men viskede billedet ud og så hende i stedet ligge i rummet på Retsmedicinsk, fin og pæn. Vreden erstattede lidt af den modløshed, hun ellers havde mærket de sidste to dage. Der var ikke det mindste gennembrud i sagen, og hun var bange for, at hun ikke havde været opmærksom nok på de ting, hun fik at vide, eller de mennesker, hun havde mødt. Måske havde hun siddet over for drabsmanden uden at have haft den mindste fornemmelse af det. Det håbede hun sgu ikke. Men hun syntes, hun havde svært ved at holde fokus, og det lignede hende ikke.
Drabschefen bad om, at man tog en hurtig runde, hvor de hver især kort fortalte, hvem de havde været i kontakt med. En time senere havde de været hele vejen rundt. Louise havde fortalt om aborten, sit besøg hos Flemming og hans iagttagelse af, at Karoline tilsyneladende ikke havde forsøgt at forsvare sig.
– Hun har formentlig ikke været angst. Måske nåede hun ikke at reagere, eller også forventede hun ikke, at der ville komme et angreb, sagde Louise.
De holdt en kort pause, hvor de fleste gik ud for at forsyne sig med kaffe. Louise gik langsomt efter, fyldte sit krus og gik hurtigt tilbage. Hun havde brug for lidt ro, inden de skulle i gang med den egentlige brainstorming.
I mødelokalet havde Suhr taget opstilling foran den store hvide tavle. Han holdt Flemmings obduktionserklæring i hånden. Til højre på tavlen havde han skrevet cirkatidspunktet for Karolines død. Et sted mellem midnat og klokken syv søndag morgen. Til venstre stod tidspunktet, klokken 01.00, hvor hun havde forladt Baren lørdag nat. Imellem de to punkter var der blankt.
– Hvad er der sket her imellem? spurgte han og lod blikket glide rundt, da alle havde sat sig igen. – Hvad fanden skete der, fra hun forlod sine veninder, til hun havnede i parken?
– Hendes kæreste kom for at hente hende. Han så, hun fulgtes med Lasse Møller, blev jaloux og kvalte hende!
– Lasse Møller ville mere end følges. Hun afviste ham, og han kvalte hende!
Louise havde tegnet en tændstikpige på sin blok, og hver gang der kom et nyt bud på et hændelsesforløb, trak hun en streg væk fra pigen og skrev forslaget ned.
– Barndomsvennen fra Frederikshavn passede hende op, inden hun nåede hjem. Måske havde hun modsat sig, at han lånte flere penge af hendes kæreste.
Hun var ør i hovedet, da de sluttede. Når de brainstormede på denne måde, var intet for dumt eller uvelkomment. Man var lydhør over for alle bud, selvom nogle af dem virkede langt ude i tovene.
– Alle de personer, vi har nævnt ved navn i løbet af de sidste timer, skal vi have hevet ind til afhøring eller genafhøring. Der, hvor vi har ukendte i spil, er vi nødt til at satse på, at vi får noget ud af vores ugeafhøring på lørdag. At vi støder på et vidne, der så noget lørdag nat, men måske ikke har forbundet det med drabssagen.
– Ja, lød det energisk fra de fleste i det store lokale. I løbet af eftermiddagen havde kampgejsten sneget sig ind og forplantet sig i takt med, at det ene forslag havde afløst det andet. Selvfølgelig ville noget af det give pote. Det krævede bare, at de kløede på med krum hals.
Det er egentlig utroligt, hvor meget samspillet har at sige, tænkte Louise og så sig omkring. De gange, der var kommet et nyt bud, som måske nok var helt i skoven, men dog en åbning, de endnu ikke havde set, var der blevet jublet.
– Skal vi? spurgte Suhr og rejste sig. – Ved alle, hvad de skal i gang med?
Folk nikkede.
– Hov, råbte han, da flere allerede var ude på gangen. – Kom lige ind igen.
De gik tilbage og klumpede sammen lige inden for døren.
– Jeg havde nær glemt at sige, at der bliver lidt ændringer i strukturen her i afdelingen.
Alle lyttede opmærksomt.
– Det er sådan, at vi må undvære Henny Heilmann det næste stykke tid.
Louise hørte, at flere kom med små undrende udbrud.
– Hun har søgt og fået bevilliget orlov på ubestemt tid. Mere mumlen.
– Vi har ikke helt besluttet, om hendes plads skal udfyldes, mens hun er væk, men det får I selvfølgelig at vide. Foreløbig overtager jeg gruppen.
Ude på gangen hørte Louise flere snakke om Heilmann; hvad var der sket, siden hun trak sig; var det pres fra ledelsen? Louise opsnappede løse bidder, inden hun mentalt stak fingrene i ørene. Hun ville ikke høre, hvad de sagde, og gad slet ikke tage del i sladderen om, hvem der eventuelt skulle afløse. Hun gik ind på sit kontor og begyndte at lave en liste over de personer, hun skulle have fat i. Lars Jørgensen var sat på Martin Dahl og ekskæresten. Selv skulle hun have fat i de to veninder, Karoline havde været til pigemiddag med, og de tre kvindelige kolleger. De sidste havde hun ikke store forventninger til, men de skulle afhøres igen ud fra den teori, at Karoline måske havde haft en hemmelig affære kørende, som hun havde betroet dem. Langt ude, nåede Louise at tænke, inden hun blev afbrudt af telefonen.
– Afdeling A, Louise Rick.
– Goddag, det er Hans Wissinge, Karolines far, sagde en dyb mandestemme. – Jeg er ked af at forstyrre.
– Du forstyrrer ikke, sagde Louise og mente det for en gangs skyld.
– Jeg burde måske have ringet direkte til drabschefen. Men de gange, jeg har gjort det, har jeg fået at vide, at han sidder i møde, så nu hænger du på mig.
Han lød meget undskyldende.
Louise følte med ham.
– Hvad kan jeg gøre for dig? spurgte hun.
– Jeg ved slet ikke, om du kan gøre noget. Jeg har bare brug for at høre, om der er noget nyt? Vi hører ikke noget, og drabschefen udtaler sig hele tiden i aviserne om mordet på journalisten. Det er nok helt urimeligt, men vi føler ikke, at han er lige så interesseret i at finde ud af, hvem der slog vores datter ihjel.
Stemmen knækkede.
Louise mærkede en knude i brystet.
– Jeg kan love dig, at vi arbejder på højtryk for at finde gerningsmanden. Det er os, drabschefen har siddet i møde med hele dagen. Os, kriminalpolitiet og folk fra Kriminalteknisk Afdeling. Vi har været hele sagen igennem igen og genindkalder en masse mennesker til nye afhøringer.
Louise holdt en kort pause for at fornemme, om det virkede formildende på Karolines far, men han svarede ikke.
– Lørdag nat rykker vi ud og taler med alle, der kommer gennem området omkring drabsstedet i det tidsrum, drabet skete, i håbet om at nogen af dem også var der sidste lørdag, fortsatte hun. – Vi nedprioriterer på ingen måde opklaringen.
Han pudsede næse, og Louise mærkede den dårlige samvittighed blive presset op gennem halsen som brændende galde. Selvfølgelig blev der sat mere ind på at opklare drabssager, der ryddede avisernes forsider dag efter dag. Det var ikke noget, man nogensinde ville indrømme, men det var vel ikke så svært at regne ud. Louise havde flere gange diskuteret det med sine kolleger – og med Heilmann.
– Tak, sagde Hans Wissinge.
Hun spekulerede som en gal på, om de var klar over, at deres datter havde ventet barn. Hun frygtede, at det blev hende, der måtte overbringe budskabet.
– Faktisk skulle jeg netop til at ringe til jer for at høre, om jeg måtte komme forbi i morgen og opdatere jer. Kunne det passe?
Louise kløede sig lidt i panden. Hun havde egentlig ikke tid, men hun havde ondt af forældrene. Så måtte hun arbejde lidt længere.
– Det passer fint. Vi har jo begravelse i overmorgen, så der er lidt forberedelser.
Stemmen var uden kraft, men lød lidt gladere.
– Jeg ringer i morgen formiddag, så vi kan aftale nærmere.
Da hun havde lagt røret på, begyndte hun at finde numre frem på de vidner, hun skulle indkalde. Alle indvilligede i at komme næste dag, så hun var godt tilfreds, da hun satte hak ud for det sidste navn på listen.
Louise ringede til Peter for at sige, at hun gik. Hun vidste ikke, hvordan hans planer så ud, og var lidt flov over, at hun havde glemt at spørge til hans dag.
Nu mærkede hun skuffelsen skylle gennem kroppen, da han mindede hende om, at han skulle ud med et par forretningsforbindelser. Hun havde selv sagt nej tak til at gå med. Det var ikke så tit, hun orkede at møde fremmede mennesker, fordi de som regel helt ublu forsøgte at fritte hende ud om det arbejde, hun kun fortalte om til Peter og Camilla.
Da hun havde lagt røret på, ringede hun til Camilla på hendes mobil. Pludselig følte hun sig alene. Det plejede at passe hende fint, men i dag kunne hun mærke, at hun havde lyst til selskab. Hun kom i tanke om, at Camilla havde besøg af sin mor, og fortrød, men inden hun nåede at lægge på, tog Camilla telefonen.
– Hej.
Veninden lød trist, og Louise besluttede, at hun ikke ville trænge sig på.
– Hej, jeg vil bare lige høre, hvordan det går hos dig? spurgte hun i stedet.
– Søren Holm er som sunket i jorden, og det er faktisk skideubehageligt, så der er en meget presset stemning herinde.
– Jeg så ham i går, sagde Louise og fortalte om Retsmedicinsk.
– Det var satans! Sagde han noget?
Camilla livede op.
– Næ, ikke til os. Men jeg fik at vide, at han havde skændtes med drengene hele dagen, altså laboratoriebetjentene, rettede hun det til. – Fordi han ikke kunne få lov til at se Frank Sørensens lig.
– Hvordan så han ud? spurgte Camilla nysgerrigt og tydeligt lettet.
– Hærget. Jeg husker ham som en pæn og ordentlig mand, men det var ikke ligefrem det indtryk, jeg fik. Han mindede mere om en bums.
– En bums! Er du sikker på, det var ham? Det lyder sgu ikke særlig sandsynligt.
– Jeg spurgte Flemming Larsen, den retsmediciner der obducerede Karoline, forklarede hun. – Han sagde, det var Søren Holm. De kender hinanden, så selvfølgelig var det ham. Han lavede en helvedes ballade.
– Okay! Camilla lød ikke helt overbevist. – Det må jeg ind og fortælle Terkel.
– Det må du hellere, men vi tales ved, sagde Louise og skulle til at lægge på.
– Er du stadig på arbejde?
– Ja, men jeg går lige om et øjeblik.
– Har du planer?
– Næ, ikke rigtig. Jeg havde glemt, at Peter skal ud, men det passer mig egentlig meget godt at nusse lidt rundt derhjemme. Jeg skal vaske og ordne lidt tøj. Jeg skal arbejde hele lørdagen, sagde hun og fortalte om ugeafhøringen.
– Min mor har taget Markus med på McDonald’s. Vi har aftalt, at jeg støder til, når jeg kan komme herfra. Tager du ikke med? De vil synes, det er skidehyggeligt.
Louise tænkte sig om et øjeblik. Det lød faktisk rart, men så måtte tøjet vente, og var det ikke lidt åndssvagt, når hun endelig havde tid til at få det af vejen?
– Hmm.
– Kom nu. Du kan sgu da altid ordne tøj. Løber du tør, kan du låne noget rent af mig, lokkede Camilla. – Der går måske lang tid, inden min mor kommer over igen. Først til pinse eller deromkring.
Hun vidste, at det var et argument, der med rimelig sikkerhed kunne lokke Louise.
– Fint, det gør vi. Hvor skal vi mødes?
Louise kom i tanke om, at hun var på cykel.
– Det er den McDonald’s, der ligger på Falkoner Allé. Skal vi ikke bare mødes dér? Jeg skal lige ind og fortælle Terkel, at du har set Søren i god behold. Eller i hvert fald i live, rettede hun det til.
Louise ringede og fortalte Peter om sine planer. Med tasken over skulderen gik hun ned ad gangen. Døren til Heilmanns kontor stod åben. Uvilkårligt søgte hendes blik derind, og hun stoppede brat op. Kontoret var ryddet. Alt, hvad der plejede at ligge på skrivebordet, var væk. Holderen til tape og papirklips stod sirligt ved siden af hinanden på det grønne skriveunderlag, men der var intet personligt tilbage. Louise så på uret. Det var fire timer siden, hun havde sagt farvel til Heilmann, og nu virkede det, som om hun aldrig havde været der. Louise følte sig pludselig trist. Hun ville komme til at savne hende.