14
Louise og Peter sov længe lørdag morgen. Karolines begravelse var først klokken to, så de havde god tid til at gå ud at spise brunch og købe ind, inden hun skulle af sted. Der var en stiltiende aftale mellem dem om at lade Aberdeen-projektet hvile.
Louise havde både nået at sætte sig og bestille sin kaffe, inden hun fik øje på Morgenavisens forside. Der var et stort billede af Karoline og lige ved siden af et næsten lige så stort billede af en ung fyr med halvlangt hår: Lillebror også dræbt, stod der med fede typer under de to billeder. Louise rejste sig og gik over efter avisen, der hang i en holder på væggen. Hun mærkede, at benene rystede under hende. Allerede inden hun fik avisen i hånden, vidste hun, hvis navn der stod i bylinen over artiklen. Peter havde været på toilettet, og da han kom tilbage, fandt han hende fordybet i teksten. Al farve havde forladt hendes ansigt.
– Hvad er der galt, skat? spurgte han, da han satte sig.
– Nu er hun fandeme gået over stregen.
Louise fornemmede, hvordan brystkassen trak sig sammen. Camilla havde alligevel skrevet historien om Karolines bror og trafikulykken året før. Hun lænede sig tilbage og så over på Peter.
– Jeg kan ikke klare hende mere.
Han sad lidt, inden han sagde noget.
– Det er jo hendes job.
Hun stirrede på ham og rystede på hovedet.
– Det er noget, jeg har fortalt hende. Hun har brugt noget, jeg i fortrolighed har sagt til hende. Noget som jeg oven i købet har bedt hende lade være med at skrive. Alle vil regne ud, at det kommer fra mig.
Hun havde mistet appetitten, da tjeneren kom og satte en stor tallerken foran hende.
– Hold nu op, hvem vil regne det ud? spurgte Peter i et forsøg på at få hende til at slappe af.
– Alle. Forældrene, mine kolleger, drabschefen. De ved sgu da godt, at jeg kender hende.
– De ved også godt, at hun er en god journalist, og at den historie måtte komme frem på et tidspunkt, gav Peter igen. – En eller anden ville have skrevet den før eller siden.
– Og så lige i dag! Det er ikke det, forældrene har brug for.
Hun foldede avisen sammen og smed den over på sofaen ved siden af. Mens den endnu hang i luften, besluttede hun, at det var sidste gang, hun talte over sig til Camilla. Hun blev nødt til at lukke helt af, og hun forbandede sig selv, fordi hun allerede havde fortalt hende for meget.
Hun begyndte at stikke til sit røræg, men skubbede det til side og tog et stykke melon i stedet.
Michael Stig kørte, drabschefen havde sat sig på forsædet, og Louise sad bagi. Allerede på afstand så hun flaget, der vajede på halv stang uden for kirken. Dets rød-hvide farver blev fremhævet af den blå forårshimmel. Der var kulde i luften, men solen skinnede.
Michael Stig parkerede langs fortovet, og sammen gik de op ad den grusbelagte gang. De havde sørget for at komme i sidste øjeblik, så de ikke tiltrak sig for meget opmærksomhed. Forældrene var gået ind. Der stod stadig et par unge mennesker, sikkert venner, gættede Louise, og da de kom tættere på, opdagede hun, at Camilla stod til højre for våbenhuset sammen med en fotograf og et par andre journalister.
Hun registrerede, at Camilla fik øje på hende, og så, at hun smilende hilste, men Louise stirrede stift ned i gruset og fortrak ikke en mine. Hun gik imellem Michael Stig og Suhr og ignorerede alle omkring sig. Inde i kirken tog de plads på rækken bag de øvrige begravelsesgæster. Kirken var næsten fyldt op.
– Så gælder det om at bruge øjnene, sagde Suhr, og de havde kun lige fået sat sig, da han foreslog, at Michael Stig rykkede længere frem, så han kunne indprente sig, hvis nogen reagerede særlig påfaldende.
– Åh, du vil bare have yndige Rick for dig selv, hviskede Michael Stig halvhøjt til Suhr, inden han gik op i kirken og fandt en stol ude i siden.
Louise kunne have myrdet ham, men heldigvis ignorerede Suhr bemærkningen.
– Lige inden de bærer kisten ud, går du ud og stiller dig, så du kan se alle, der kommer ud herfra, hviskede han til hende, inden de blev overdøvet af orglets toner.
Louise opgav at svare, men nikkede bare.
Undervejs i begravelsen sad hun og overvejede, hvordan hun skulle forholde sig, hvis Camilla kom hen og snakkede til hende, når hun stod alene udenfor. Hun anstrengte sig for at holde sine tanker koncentreret, så hun ikke blev grebet af stemningen i kirken, men det var svært at overhøre, når folk på rækkerne foran hende pudsede næse, og lyden af stille gråd forstyrrede hendes tanker.
Præstens ord trængte ind i små bidder. Louise hørte ham sige, at Karoline var kaldt hjem til Gud, inden det igen lykkedes hende at lukke hans tale ude. Hun vidste, at hun ikke kunne holde tårerne tilbage, hvis hun begyndte at høre efter, men hun følte også, at hun blandede sig, hvis hun tog del i deres sorg. Hun havde ikke kendt Karoline. Det ville ikke være rigtigt at græde over hende.
Lige inden familien og de nærmeste rejste sig for at bære kisten ud, kantede Louise sig ud langs bænken og gik så stille, hun kunne, hen og tog fat i den tunge dør ud til våbenhuset. Hun åbnede den kun på klem og smuttede hurtigt ud.
Udenfor havde fotograferne taget opstilling. I løbet af ugen havde drabet på Karoline Wissinge ikke været hovedhistorie i ret mange medier, men Louise gættede på, at det var koblingen til lillebroderens død, der endelig havde givet historien den ekstra dimension, som fik bladcheferne til at øjne forsider. Camilla stod lidt i baggrunden op ad en høj hæk, der fulgte stien ned til gravstederne. Louise kikkede ikke rundt. Hun registrerede og gik frem, så hun stod med front mod kirken, men bag fotograferne. Det slog hende kort, at nogen måske ville tro, at hun også tilhørte pressens korps. Det håbede hun ikke. Klokkerne begyndte at ringe. Om et øjeblik ville de komme ud med kisten.
Hans og Lise Wissinge bar forrest, hun ophovnet af gråd og han helt forstenet. Bag faren bar Martin Dahl, de øvrige kendte Louise ikke.
Lige efter kisten kom bedsteforældrene, der støttede sig til hinanden. Derefter fulgte resten i en lind strøm. Hun mærkede den knugede stemning, der fulgte med ud af kirken.
Der var stille. Louise kunne høre gruset knase, da kisten blev båret over mod rustvognen. Da den var sat ind, samlede folk sig i en kreds omkring bilen og begyndte at synge: Om lidt bliver her stille. Hun fik gåsehud over Kim Larsens sang om cirkusprinsessen. Lyden af gråd og dyb hulken ramte hende igen.
Hun havde trukket sig længere tilbage. Det var nu, hun skulle holde øje med, om nogen faldt igennem med sin tilstedeværelse eller ikke rigtig hørte til. Hun gik over mod en fyr, der lænede sig op ad kirkemuren. Der var også et par stykker, der ikke deltog i sangen, men dem stod Suhr allerede ved. På en bænk et lille stykke derfra sad en ældre mand og fulgte med. Hun signalerede til Michael Stig, at hun ville gå derover bagefter. Ud ad øjenkrogen så hun Camilla komme nærmere, men inden hun nåede helt hen, sagde Louise kort uden at fjerne blikket: – Jeg er på arbejde. Jeg har ikke tid til at tale. Og jeg har heller ikke lyst, tilføjede hun. Men da havde Camilla allerede trukket sig så langt tilbage igen, at hun ikke kunne høre hende.
Efter sangen spredtes folk lidt og stod i små klynger og talte sammen. Karolines mor kom over mod hende.
– Tak, fordi du er kommet, sagde hun.
Louise undlod at sige, at hun bare passede sit arbejde, og smilede i stedet.
– Har I ikke lyst til at komme med hjem til kaffe? spurgte Lise Wissinge.
Louise overvejede kort, om det virkede uforskammet af afslå.
– Desværre. Vi har en stor afhøring i aften, mindede hun moderen om. – Så det går ikke.
– Selvfølgelig, Karolines mor nikkede. – Åh, hvor jeg dog håber, at I finder ham.
Hun tog Louise om albuen og gik helt tæt på hende.
– Det værste er at vide, at han er derude og måske kan leve resten af sit liv uden at blive fanget. Det driver mig til vanvid. Jeg er ved at gå i stykker indeni, og nu ripper aviserne også op i det med Mikkel.
Louise vendte sig, så hun stod ansigt til ansigt med hende.
– Jeg kan godt forstå dig, og jeg lover dig, at vi gør alt, hvad vi kan, sagde hun trøstende.
Lise Wissinge nikkede.
– Det ved jeg.
Hun vendte sig og gik tilbage til familien. Begravelsesgæsterne småsnakkede, indtil Karolines far hævede stemmen, rømmede sig et par gange og sagde, at han gerne ville invitere alle hjem til en kop kaffe.
En halv time senere sad de i bilen på vej tilbage til Politigården.
– Fik I fat i noget? spurgte Suhr. Han fortsatte selv, inden de nåede at svare: – Jeg har en Olsen, vi lige skal have undersøgt nærmere, og så var der to andre, der havde lidt svært ved at huske, hvor de kendte Karoline fra.
Louise tog over.
– Fyren, der stod ved kirkemuren, fortalte, at han havde undervist Karoline, da hun gik i folkeskolen. Jeg har navn og telefonnummer. Den gamle på bænken anede ikke, hvem der blev begravet.
De havde ikke opnået det mindste ved at være til stede, og Louise frygtede, at der ville komme lige så lidt ud af aktionen senere på aftenen.
Der var ikke meget weekendstemning at spore i Drabsafdelingen på anden sal, hvor der var mennesker på de fleste kontorer. Lars Jørgensen nikkede kort til hende, da hun kom ind og gik over og satte sig.
Der lå en stak beskeder på hendes bord, og hun så spørgende på sin makker.
– Camilla Lind har ringet syv gange i løbet af formiddagen! meddelte han.
Hun tog stakken med beskeder, krøllede dem sammen og smed dem i papirkurven. Hun havde også slettet fire beskeder på sin mobil, inden hun slukkede den.
Louise sad lidt og tænkte på Camilla. Selvfølgelig ville de tale sammen igen – bare ikke lige nu. Hun fór sammen, da døren til kontoret blev åbnet, og kriminalkommissær Willumsen stak hovedet ind.
– Har I lyst til at spise med? Vi sætter lidt mad frem i frokoststuen om et kvarters tid, sagde han og blev stående i døren.
Louise reagerede ikke, men Lars Jørgensen sagde ja tak for dem begge to.
Det myldrede med mennesker i frokoststuen. Louise var nær blevet slået omkuld af den euforiske feststemning, da hun trådte ind.
Da hun havde sundet sig lidt, gik det op for hende, at hun slet ikke havde interesseret sig for, hvordan det skred frem med de andre sager i afdelingen. Hun havde ikke hørt, at de havde sigtet en for drabet på Frank Sørensen.
Nysgerrigt satte hun sig ved siden af én fra Willumsens gruppe.
– Tillykke. Hvad er der sket? spurgte hun, mens hun kom mad på sin tallerken.
Hurtigt blev hun sat ind i, at de havde anholdt en af de store kanoner. Han havde været i dommervagten om formiddagen og var blevet varetægtsfængslet en uge.
– Vi er ikke hundrede procent sikre på, at han selv udførte drabet. Men han er set på hotellet lørdag aften.
Louise glemte at spise, mens han fortalte.
– Hvem er det? spurgte hun, selvom hun næsten kunne gætte svaret.
– Klaus West.
Hun nikkede.
– Hvad har I?
Han sukkede og lod sit bestik hvile på tallerkenen.
– Ikke så fandens meget. Kollegerne i Narkoafdelingen forventer at kunne sætte ham i forbindelse med de tre værelser, der blev ransaget på Royal Hotel lørdag aften, og de arbejder på at få ham koblet sammen med den retssag, der allerede er i gang.
– Men der er vel noget mere, ellers kan I jo ikke holde ham?
– Foreløbig holder vi ham på begrundet mistanke.
– Det er da ikke nok, at nogen påstår at have set ham, sagde hun, forundret over at han ikke selv kunne se, det var for spinkelt.
– Det er et stærkt vidne, der har set ham på drabsstedet, sagde han med eftertryk. – Frank Sørensen har åbenbart offentligt antydet, at det er Klaus West, der står bag alle de store handler, og Birte Jensen fra Narko og Bevilling er sikker på, at de beskyldninger har været nok til at få hans pis i kog.
– Det er sgu tyndt, er det ikke? spurgte Louise.
– Vi håber selvfølgelig, at mordvåbnet dukker op. Lige nu leder vi efter det sted, Klaus West opholder sig. Narkopolitiet har ransaget flere af hans ejendomme, men han boede ikke selv i nogen af dem.
Louise nikkede. Det havde hun hørt.
Hun fortalte, at hun havde set ham inde i byen torsdag aften, og blev lidt forlegen, da den anden begyndt at grine.
– Nåh, det var dig, der var en godte!
Hun så desorienteret på ham og mærkede, at hun rødmede.
– Snarere min veninde, sagde hun og så ned i tallerknen.
Han blev ved med at grine. – Der står i rapporten, at I sikkert både var købt og betalt, sagde han og prøvede at beherske sig.
Hun vendte sig vredt.
– Det kan du så tilføje, at vi ikke var, svarede hun heftigt og håbede på, at Camilla ikke havde gjort sig alt for meget til, mens hun selv havde stået ude bagved.
– Siger han selv noget? spurgte hun.
– Ikke en skid. Han har hyret John Bro som forsvarer, og han har som sædvanlig rådet sin klient til at lade være med at udtale sig.
– Stakkels jer, så bliver det en sej omgang.
Louise skubbede sin tallerken fra sig og sukkede.
Camilla prøvede igen, men der blev stadig ikke svaret på Louises direkte nummer. Hun havde skrevet artiklen fra begravelsen og overvejede at smutte, inden der landede mere på hendes bord.
Hun sad og tænkte på arbejdet. Hun havde brugt det meste af natten på at overveje, om hun overhovedet passede til jobbet på kriminalredaktionen. To ubehagelige episoder med chefen inden for samme uge. Det var sgu ikke i orden, kom hun frem til, mens hun lå og vendte og drejede sig, og så havde Finnens besøg heller ikke sluppet sit tag i hende.
Fredag eftermiddag var billedchefen kommet brasende ind på hendes kontor og havde forlangt at få at vide, hvorfor hun ikke havde fortalt, at Karolines lillebror var blevet dræbt i en trafikulykke.
Inden hun nåede at forsvare sig, havde Holck slået en knytnæve i bordet og råbt, at han fandeme ikke ville finde sig i, at den slags først kom frem, fordi en af konkurrenterne lagde billet ind på at købe et billede fra hans arkiv.
Camilla opdagede, at han stod med en mindre bunke papirer i hånden, og da han smed dem på bordet foran hende, så hun, at det var print af de artikler, hun selv havde skrevet om ulykken.
– Hvad fanden tænker du på?
Han så iskoldt på hende.
Hun overvejede kort, om det nyttede at forsvare sig, men opgav og sukkede i stedet.
– Jeg tænker tydeligvis slet ikke, pressede hun frem gennem sin sammensnørede strube.
I det samme bemærkede hun, at Terkel Høyer også var kommet til. Hun kunne se på ham, at han var helt på det rene med, hvad der foregik.
– Jeg har slet ikke tænkt på, at der var en sammenhæng, sagde hun og kikkede fra den ene til den anden. Tårerne pressede sig på, men dén fik de ikke. De kunne rende hende.
– Wissinge er for helvede da ikke et helt almindeligt navn, fortsatte billedchefen arrigt.
– Nej.
Hun havde givet ham ret, men trodsigt set op og fortsat: – Det er sikkert ikke lige, hvad forældrene trænger til i de her dage.
Hun vidste med det samme, hvad der ville komme.
– Og det er måske noget, du er blevet bedt om at vurdere, spyttede billedchefen og vendte sig mod Terkel, inden han fortsatte: – Jeg var ikke klar over, at vi havde fået ny chef!
Han værdigede ikke Camilla et blik, da han gik ud ad døren, men hun hørte ham sige, at det dog var utroligt, hvad den tøs var begyndt at blande sig i.
– Den historie skal vi have, sagde Terkel, da han havde lukket døren og sat sig over for hende. – Den er oplagt at have på forsiden i morgen, når hun skal begraves.
– Jeg synes ikke, vi kan være det bekendt. Så skal vi i det mindste forberede forældrene på, at den kommer.
Terkel havde holdt på, at artiklen skulle skrives ud fra de artikler, hun tidligere havde lavet om ulykken, og så skulle hun henvise til, at de allerede havde beskrevet tragedien.
– Vi skal da netop ikke forstyrre forældrene, dagen før de skal lægge deres datter i graven, når vi allerede har det i arkivet, sagde han med eftertryk.
Camilla var garvet nok til at vide, at det betød, han ikke ville risikere, at forældrene stoppede historien. Hun havde haft lyst til at rejse sig og skride, men havde læst i redaktionschefens ansigtsudtryk, at det ville være uklogt.
– Kan du ikke sætte en anden til at skrive den, foreslog hun, da hun var klar over, hvor det bar hen. – Jeg har lige lagt billet ind hos forældrene for at få et interview. Så kan jeg sgu ikke også snigløbe dem ved at komme med den her historie.
Han rystede på hovedet.
– Jeg vil gerne have, at du skriver den. Du kan skrive den slags på den rigtige måde. Den skal røre vores læsere. De skal fornemme tabet og sorgen. I tankerne skal vi være hos dem og dele deres smerte, når hun bliver begravet. Den slags kan du.
Hun mærkede kvalmen stige op. Hun havde aldrig forestillet sig, at hun ville blive ramt lige i nakken af det, hun troede, var hendes styrke.
– Jeg vil gerne være fri for at skrive den.
– Du skal.
Han havde rejst sig og var gået hen til døren. Hun var ikke sikker på, at hun kunne blive ved med at holde tårerne tilbage.
– Jeg regner med, at du har den klar om en time, sagde han og gik ud ad døren uden at vende sig om.
Hun havde siddet og set døren lukke sig bag ham.
Røvhul, havde hun tænkt og overvejet, om hun skulle lave en ny scene og sætte sit job ind på det. Men hun nåede frem til, at hun nok snarere stille og roligt skulle overveje at finde et andet arbejde og undlade at skabe sig. Det ville have større effekt i sidste ende.
Så var hun gået i gang med at læse artiklerne fra ulykken igennem.
Hun havde været klar over det i samme øjeblik, hun fik øje på Louise ude foran kirken. Hun burde have ringet og forberedt hende, men så var hun gået ud med drengene fra sportsredaktionen, og så var Finnen kommet, og så havde hun ikke fået det gjort. Lørdag formiddag havde hun forsøgt at få fat i veninden, men hun havde hverken svaret på Politigården eller derhjemme. Mobilen var gået på svarer, og da var det alligevel også for sent.
Klokken 20.00 var et sted mellem tredive og fyrre politifolk samlet i frokoststuen. Suhr havde tegnet en skitse over det område, de skulle bevæge sig i.
– Jeg vil have fire folk på Baren og fire på Pussy Galore. Vi skal have fat i de gæster, der besøgte de to steder lørdag nat for en uge siden. Derudover handler det om at få fat i dem, der kom igennem eller befandt sig i området i de timer, hvor Karoline Wissinge forlod Baren og senere blev dræbt, forklarede han. – Det er dem, det er vigtigt at få i tale. De kan have observeret noget. Og det begynder først for alvor at blive interessant efter midnat. Når vi først er i gang, kommunikerer vi løbende. Vi har tre mand siddende i bussen, som koordinerer. To holder styr på det, der sker på gaderne, og én koncentrerer sig om de folk, der er placeret inde i parken.
Han kløede sig lidt i panden, inden han fortsatte: – Selvfølgelig regner jeg ikke med, at der er særlig mange mennesker inde i parken efter midnat, men parken bliver ikke låst af for natten, og hvem ved, måske er der folk, der har vænnet sig til at stå op på det tidspunkt for at give hunden en ekstra tur!
Han slog ud med hænderne.
Louise var i den gruppe, Suhr havde placeret i Stockholmsgade, som gik hele vejen ned langs Østre Anlæg. De øvrige grupper dækkede strækningen fra Sølvtorvet ned til Karolines hjem. Alle, der havde ærinder i gaderne, der stødte op til, ville også blive stoppet.
De forlod Politigården i en af politiets grønne busser. Den parkerede i Stockholmsgade og blev deres base, så de på skift kunne komme ind i løbet af natten og få et lille hvil og en kop kaffe at varme sig på.
Louise sikrede sig, at hun havde begge sine blokke. Hun var glad for, at hun havde taget vanter og hue med, for det ville blive en kold fornøjelse at stå udenfor det meste af natten.
– Nå, så er vi ved at være klar, sagde Lars Jørgensen. Han skulle stå sammen med Louise i den ende af Stockholmsgade, der havde udgang mod Sølvtorvet. Hun bemærkede, at flere havde åbnet vinduerne i husene ned langs gaden. Det store politiopbud undgik ikke folks opmærksomhed, og flere ville uden tvivl komme ned og spørge, hvad der foregik.
Alle skulle stoppes. De skulle spørge folk, om de havde befundet sig samme sted på samme tidspunkt for præcis en uge siden. Havde de det, ville de selvfølgelig blive spurgt, om de havde lagt mærke til noget. Havde de ikke været i nærheden af parken, var det lige meget, og de kunne få lov at gå igen.
Hun var forberedt på, at mange af dem, hun ville komme til at tale med i løbet af aftenen og natten, sikkert allerede var blevet afhørt i forbindelse med kriminalpolitiets rutineafhøringer rundt i opgangene. Dér, hvor hun stod, ville de fleste, som kom forbi, med stor sandsynlighed være nogen, der boede i gaden. Men det kunne også være folk, der kom på besøg i weekenden, og det kunne der måske komme et par interessante vidneudsagn ud af; weekendkærester, delebørn. Folk, der havde været bortrejst i løbet af ugen og først lige var kommet tilbage.
Hun rettede sig op. Dér kom den første.
Louise gabte og puttede sig under dynen. Klokken var ti minutter i otte, og det første hun havde gjort, da hun kom hjem, var at trække telefonstikket ud, så hun ikke risikerede, at nogen ringede og vækkede hende.
Hun var øm i fødderne af at gå rundt i små cirkler. Tyve stykker havde hun talt med, gættede hun på, men hun havde ikke bladret blokken igennem og talt efter. Kun fem af dem var folk, der boede i kvarteret, og de var allerede blevet afhørt. De øvrige, hun havde standset, var alle personer, der ikke havde deres faste gang i området, og ingen havde været der sidste lørdag. Louise havde langsomt mistet gejsten, og kulden var trængt længere og længere ind under hendes tunge politijakke.
Der havde været forholdsvis stille i Stockholmsgade i forhold til Sølvgade, hvor biler og cyklister drønede igennem hele natten. Nogle havde oven i købet gjort det med en heftig promille i blodet, da de først nåede ud på de små timer. Omkring to hundrede, mente drabschefen, havde de haft i tale. I sekunderne inden søvnen gled ind over Louise og lammede hendes tanker, gav hun sig selv lov til at rive hele søndagen ud af kalenderen. Hvis hun havde lyst til at blive i sengen, gjorde hun det.