17

Uden for Retsmedicinsk Institut mødte Louise en mand fra Kriminalteknisk Afdeling og en ung kvinde. Hun genkendte manden, men kunne ikke huske, hvad han hed. Kvinden, som havde en stor taske i hånden, havde hun ikke set før. Louise gik hen og præsenterede sig. Manden hilste hjerteligt, de kendte åbenbart hinanden bedre, end hun umiddelbart kunne huske.

– Åse, sagde den unge kvinde og rakte hånden frem.

Louise gættede på, at hun var midt i tyverne og undrede sig, men gik ud fra, at hun var med som føl hos den garvede kriminaltekniker. Hun havde lidt ondt af hende. Det var barskt, indtil man havde prøvet det et par gange. Åse var spinkel og meget bleg. Louise satte sig ned ved siden af hende og spurgte, om hun var ny.

– Jeg har arbejdet for afdelingen i Ålborg i tre år, men kom til København i sidste måned, sagde hun.

Louise blev forbavset over fastheden og styrken i hendes stemme. Hun virkede ikke spor skrøbelig, når hun først åbnede munden. De stod og snakkede sammen, indtil glasdøren gik op, og Flemming kom gående.

– Så er han klar, sagde retsmedicineren og hilste hurtigt på dem alle tre. De fulgte efter op ad trappen til gangen med obduktionsstuerne. I mellemgangen lå omklædningsrummene, hvor de iførte sig dragter, overtrækssko og mundbind. Louise trak også et hårnet over sit mørke hår, inden hun gik ud med blokken i hånden.

I samme øjeblik døren svingede op til den lange gang med de åbne obduktionsbåse, mærkede hun lugten, både den kliniske og lugten af død – og tarmindhold. Hun trak vejret dybt et par gange, inden hun gik med de andre ned til den bagerste stue, der var dobbelt så stor som de øvrige og blev kaldt drabsstuen.

Søren Holm lå på stålbordet midt i lokalet, klar til alle de udvendige undersøgelser. Først når de var gennemgået, blev han åbnet. Louise undgik at se på hans ansigt, forholdt sig kun til den døde krop.

Åse pakkede et kamera ud og begyndte at fotografere liget. Undervejs fortalte Flemming i korte sætninger, hvad han foretog sig, og hvad han konstaterede.

Der var ingenting at se på hele forsiden af liget. Ingen tegn på kamp eller vold. Ingen mystiske mærker og heller ingen tegn på forsvar. Der blev taget prøver med vatpinde, og hans neglespidser blev klippet af. Først da laboratoriebetjentene vendte liget, kom stiksåret til syne. Louise syntes, det så mere markant ud end det, hun havde set på billeder af Frank Sørensens nakke. Hun gik tættere på for bedre at kunne se. Da hele kroppen var gennemgået til mindste detalje, blev liget vasket rent med en bruser og en svamp.

– Vi holder lige en pause, sagde Flemming, da han var færdig og gik hen for at give besked om, at liget kunne åbnes.

Louise fulgte med ned til laboratoriebetjentenes kontor. Det gik op for hende, at hun slet ikke havde lagt mærke til, hvordan Åse klarede sig derinde, men hun så fuldstændig upåvirket ud.

– Nu bliver det spændende, sagde Flemming. – Vi blev på en måde snydt sidste gang.

Louise var ikke helt med.

– Hvad mener du? spurgte hun.

– Flere ting gik galt, da vi fandt Frank Sørensen, begyndte han og skænkede kaffe til dem alle sammen. – Først troede vi, at han var død naturligt. Vi gik ud fra, at det var tumlelæsioner, han havde pådraget sig på kroppen, altså mærker som dem vi ofte finder på alkoholikere, når de falder omkuld i deres brandert. Ganske vist var de her ikke så voldsomme, men han stank af sprut og havde bidt sig i tungen. Det ses jo ofte i de tilfælde. Det var først, da vi fandt stiksåret og fik svar på prøverne, at vi opdagede, han ikke havde en dråbe alkohol i blodet.

– Hvorfor lugtede han så af sprut? spurgte Louise forbavset.

Flemming trak på skuldrene.

– Det var kun hans frakke, nogen har åbenbart hældt en flaske whisky ud over ham for at lokke os på vildspor. Prøverne viste til gengæld, at han var blevet bedøvet med GHB – fantasy eller easy lay, som man også kalder det. Det er et stof, der gør folk meget medgørlige. Nogle putter det i drinks, hvis de vil lokke en pige med hjem. Man mister sine forsvarsinstinkter.

Det var nyt for Louise. Hun havde hørt, at Frank Sørensen var dopet, men vidste ikke, at det var med sådan et stof.

– Vi har taget tilsvarende prøver i formiddags, og svarene er på vej, sagde Flemming. – Der er ingen tvivl om, at dopingen har gjort det noget lettere at få bugt med Frank Sørensen. Han var jo ikke ligefrem nogen nipsgenstand, og det kan man heller ikke kalde Søren Holm.

Louise undrede sig over, at Flemming var i stand til at holde den distance til de mennesker, han talte om. Det var ikke en uge siden, de havde mødt Søren herude på den anden side af døren. Da havde han insisteret på at se sin ven, og nu lå han selv på bordet. Hun mærkede mavesyren stige op og skyndte sig at tage en slurk af sin kaffe, mens hun tvang sig til at tænke på noget andet.

De sad lidt i stilhed. Hun betragtede rummets eneste udsmykning, en stor indrammet reproduktion af et brusende hav. Hun kunne ikke se, hvem der stod bag kunstværket, men det var uden tvivl valgt, fordi de blå nuancer i billedet passede til gardinerne, der hang ned på begge sider af det aflange vindue.

Da de igen kom op på første sal, var liget blevet åbnet med et langt lige snit. Åse tog sit kamera frem igen, og Louise trak en høj kontorstol på hjul hen og satte sig ved væggen. Langsomt løftede Flemming organerne op, som var skåret fri i en stor blok. Nakkeregionen var blevet åbnet, og fra siden kunne man se læsionen og måle, hvor dybt stikket gik ind.

– Opadtil i nakken ses en tværgående let gabende stiklæsion målende 2 x 0,5 cm, oplyste Flemming kriminalteknikeren om.

Louise noterede ned.

– Jeg er ikke i tvivl om, at gerningsmanden har brugt den samme skarpe kniv eller en magen til. Det er samme type stik, der har forårsaget en svær læsion af rygmarven, fortsatte han efter at have studeret såret nøje. Sammen med kriminalteknikeren gennemgik han detaljeret stiksåret. Alt blev fotograferet og noteret ned.

Louise gættede på, at man ved at undersøge stikkanalen og stikkets vinkel kunne komme med et bud på, hvor høj gerningsmanden var. Hun var også nysgerrig efter at høre, hvor mange kræfter, der var lagt i stikket. Det ville sige hende noget om gerningsmandens fysik.

– Stikket er gået lige ind under kraniet, mellem kraniets bundflade og øverste nakkehvirvel. Det er svært, hvis gerningsmanden er mindre end sit offer, forklarede Flemming til sidst og kikkede rundt på dem. – Jeg tænkte det samme med Frank Sørensen, men regnede med, at det var, fordi han allerede lå ned, da han blev stukket.

Igen noget der var nyt for Louise, men hun regnede med, at hun bare ikke var blevet opdateret.

En time senere var de færdige. Flemming skulle i gang med at skrive sin obduktionserklæring, så den var klar, når hans chef kom for at se den igennem.

– Dødsårsagen må antages at være den påviste stiklæsion i nakkeregionen med gennemskæring af rygmarven, sagde han, da de havde smidt deres overtræksdragter i en stor sæk.

Louise skulle til at gå, da en dame i hvid kittel kom ind og gav Flemming et stykke papir i hånden. Han lænede sig op ad væggen og skimmede det hurtigt igennem. Så så han op uden at sige noget, mens han tænkte sig om.

– Vi kan godt gå ind igen, sagde han så.

De to kriminalteknikere udvekslede blikke og fulgte med.

– Hvad sker der? spurgte Louise, mens hun fiskede dragten op af den hvide stofsæk og fandt et nyt mundbind.

– Han er blevet stukket, sagde Flemming sammenbidt.

Louise så undrende på ham. Klart. Det var jo hele konklusionen på det, de havde set. Hun ventede på en forklaring, men han ignorerede hende og gik tilbage til liget. De to laboratoriebetjente var næsten færdige med at sy det sammen.

– Vi skal have ham vendt, beordrede retsmedicineren.

Klikket gav genlyd i rummet, da han tændte den stærke lampe over stålbordet og trak den ned over Søren Holms baghoved. Han bøjede sig ned og studerede stiksåret.

De andre gik nærmere for at se med, men turde ikke gå helt hen af frygt for at forstyrre.

– Jeg kan fandeme ikke se det, sagde han og rettede sig op. Han vendte sig mod dem. – Gerningsmanden har ulejliget sig med at sprøjte en overdosis i ham.

Louise mærkede, hvordan hendes skuldre trak sig op til ørene, da en kuldegysning skar igennem hende.

– Kan man give en sprøjte, uden at han gør modstand?

Louise havde svært ved at se det for sig.

Flemming stod lidt og tænkte sig om.

– Måske. Hvis ofret er fuldstændig uforberedt, reagerer han ikke instinktivt. Men hvis han er på vagt, og det kan man forestille sig, at Søren Holm har været, måske ikke lige over for dette, men på vagt i det hele taget, så tror jeg, det er svært.

De andre nikkede.

– Mon han så også lå ned, da han fik skåret rygmarven over? spurgte Louise og gik over mod bordet.

Flemming gned sig over panden, inden han svarede.

– Det gjorde han nok, sagde han og gik over og stillede sig ved siden af hende. – Det kan også være, at stoffet er blevet sprøjtet ind et andet sted i hans krop. Det er selvfølgelig en mulighed. Men det er nærliggende at tro, at gerningsmanden har kamufleret stikmærket med det dybe sår, siden vi ikke har fundet mærket et andet sted på hans krop.

Louise begyndte at gå lidt rundt. Hun trængte snart til at komme ud i den friske luft.

– Der skal ledes efter et stikmærke i tøjet, sagde Flemming til de to kriminalteknikere. Tøjet var først blevet taget af i forbindelse med obduktionen og nu skulle det undersøges ude på Kriminalteknisk Afdeling. De nikkede, det var allerede pakket enkeltvis i papirsposer og lå klar.

Da de skiltes, aftalte de, at Åse ville ringe til Louise, når tøjet var blevet undersøgt, så hun ikke skulle vente på at få besked om resultatet, til den officielle rapport lå klar.

*

Solen skinnede, da Louise låste cyklen op og kørte ned langs Fælledparken. Hun ærgrede sig over, at hun ikke havde taget solbriller med, for det skarpe forårslys skar i øjnene efter de sidste timer i stærkt kunstigt lys. Hun smed cyklen op ad muren på bagsiden af Politigården og skyndte sig op ad trappen. Klokken var et par minutter over tre, da hun nåede op på afdelingen. Hun gik ud på toilettet for at sikre sig, at hun ikke så alt for vindblæst og forpustet ud. Så indstillede hun sig på at tale med en grædende familie resten af dagen.

Hun bankede forsigtigt på, inden hun åbnede døren ind til sit kontor. Det var tomt. Det passede hende fint. Så var hun på forkant, når de kom. Hun gik over og kikkede efter beskeder ved telefonen, men der var ikke nogen, så hun lagde tasken og frakken og gik ud for at hente noget at drikke.

Ude i køkkenet var hun nær stødt ind i drabschefens sekretær.

– Konen og de to døtre sidder inde hos Suhr, sagde sekretæren, mens Louise skænkede et glas vand.

– Går der lang tid? spurgte hun.

– Jeg tror det ikke. De kom for et kvarters tid siden.

Lars Jørgensen sad på kontoret, da hun kom tilbage.

– Kontraordre, sagde han, da hun havde sat sig.

Hun stirrede forbavset på ham.

– Vi skal ind på Morgenavisen.

– Familien er jo kommet, sagde hun og forstod ikke, hvad han mente.

– Ja, men Willumsen har lige været her. Han vil selv forestå den afhøring, og han var ikke i det humør, hvor man siger ham imod.

– Hvad er så planen? spurgte hun og tømte resten af glasset i én slurk.

– Jeg har lige talt med redaktionschef Terkel Høyer. Han sørger for, at alle ansatte på kriminalredaktionen er på bladet, når vi kommer.

Hun nikkede. Så undgik hun ikke Camilla. Det ville blive en mærkelig situation.

– Vi får stillet et lokale til rådighed, og så kan vi afhøre folk dér. Der kommer i øvrigt også et par kriminalteknikere ind og gennemgår Søren Holms kontor.

Hun nikkede igen.

– Det kan være, de allerede er i gang, tilføjede han.

– Hvordan lød redaktionschefen, da du talte med ham? spurgte hun og huskede, hvad Camilla havde fortalt om hans reaktion, da han fik besked om Frank Sørensen. Nu var det en mere.

– Ked af det, men forholdsvis fattet.

– Der må fandeme være en anspændt stemning derinde, sagde hun. – To er ikke tilfældigt.

– Nej, det er nok ikke tilfældigt, sagde han alvorligt. – Skal vi komme af sted? Jeg har en bil til os.

Hun rejste sig, tog sin taske og lagde mappen med notater fra obduktionen på bordet. Det ville blive sent, inden hun kom hjem i aften. Først skulle notaterne fra Flemmings gennemgang skrives rent, og så skulle der skrives rapporter fra afhøringerne på Morgenavisen. Hun sukkede og tog sin frakke fra gæstestolen, hvor hun havde smidt den, da hun kom ind.

De gik ned ad gangen.

– Hvor mange er der på redaktionen?

– Der er to journalister, Camilla Lind og Ole Kvist, en journalistpraktikant, der hedder Jakob, og redaktionschefen. Derudover er der billedchefen og tre fotografer, men det er kun de to, der er faste, den sidste er freelancer. Jeg ved ikke, om vi skal tale med ham, sagde Lars Jørgensen og holdt gadedøren for hende.

– Vi skal vel kun tale med ham, hvis han har været ude og arbejde med Søren Holm siden drabet på Frank Sørensen.

De parkerede i Gothersgade og gik ned langs Kongens Have. Hun mærkede, at hun ikke havde tænkt på mad, mens hun var på Retsmedicinsk, men nu var hun sulten, og hun undrede sig over, at man overhovedet kunne føle sult så kort efter en obduktion.

– Vil du helst skrive eller snakke? spurgte Lars Jørgensen, mens de stod og ventede på elevatoren.

Louise trak på skuldrene.

– Lad os skiftes, foreslog hun, – det er hårdt at skrive så meget i træk.

Han nikkede.

Oppe på anden sal blev de modtaget af Terkel Høyer. Hans ansigt var askegråt og sammenbidt, da han rakte hånden frem og præsenterede sig.

– Vi har gjort klar til jer nede i mødelokalet, sidste dør til venstre, sagde han og pegede.

De takkede og begyndte at gå. Louise lagde mærke til, at døren til Camillas kontor var lukket. Hun havde været her et par gange tidligere, men havde aldrig mødt nogen af kollegerne.

I mødelokalet var der sat en kasse sodavand på gulvet, og på en lille skænk stod der kopper og glas.

– Vores sekretær kommer ind med kaffe og te, og I kan bare sige til, hvis der er andet, I har lyst til. Der er bestilt sandwich til alle, men de kommer først ved femtiden.

Han trak en stol ud under det hvide elipsebord og faldt lidt sammen, da han satte sig.

– Det er fandeme svært, sagde han og sukkede dybt. – Vi har en masse sider, der skal skrives, men ingen har rigtig lyst til at gøre det. Det er umuligt at finde skriveglæden frem, når det er en kollega, man skal skrive om.

De nikkede og satte sig over for ham.

– Vi har brugt det meste af dagen på at sidde og snakke, så vi er først gået i gang med at arbejde for en time siden, og nu kommer I.

Han slog fortvivlet ud med begge hænder.

– Vi skal også sende blomster til konen, sagde han ud i luften.

De lod ham snakke.

Han smilede undskyldende.

– Selvfølgelig vil jeg gerne have, at alle giver sig god tid til at tale med jer, vi er bare lidt pressede. Jeg har fået en af nyhedsjournalisterne ned fra fjerde sal, han hjælper os i dag, til vi er kommet lidt på fode. Alle på avisen mødtes til en stor samling efter frokost, hvor den ansvarshavende chefredaktør orienterede om drabet, og så er det klart, at man har brug for at tale bagefter. Vi kender ganske vist ikke så mange detaljer endnu.

Louise sad og spekulerede på, om de mon ville give sig til at interviewe hinanden, men hun tog sig i det. Det var ikke tidspunktet at være sarkastisk.

– Det er klart, at I er chokerede, sagde hun i stedet.

– Er det dig, der kender Camilla Lind? spurgte han.

Hun nikkede.

– Hun har det ikke så godt. Vi har tilbudt hende at tale med en krisepsykolog, sagde han og tilføjede, at det var noget, alle havde fået tilbud om.

Louise tog sin taske og fandt papir og kuglepen frem. Hun lagde det på bordet foran sig og håbede, det signalerede, at hun var her for at arbejde og ikke for at tale om sin veninde. Samtidig mærkede hun en snert af dårlig samvittighed. Burde hun ikke lige gå ind og give Camilla et knus? Det var sgu ikke sjovt for hende at havne midt i alt det her, og slet ikke oven på den tur, hun havde haft med Søren Holm dagen før. Og hvad fanden, alle vidste jo alligevel, at de var veninder. Så skød hun tanken fra sig. Afhøringerne skulle i gang. Det andet måtte komme bagefter.

– Hvem vil I starte med? spurgte Terkel Høyer.

– Hvad med dig? foreslog Lars Jørgensen.

De havde ikke fået talt om det, inden de kom, men Louise nikkede hurtigt.

– Fint, jeg giver lige besked, sagde redaktionschefen og gik ud på gangen. Da han kom tilbage, satte han sig til rette og så afventede på dem.