18

Camilla slettede indledningen igen og gik i gang med tredje forsøg. Ansigtet var ophovnet af gråd. Hun skulle skrive et portræt af Søren Holm, men hver gang hun begyndte, syntes hun, det lød som et afsnit i Kraks Blå Bog. Hun ville gerne give det lidt mere liv, men hvordan? Hun havde de faktuelle data foran sig: Hvornår han forlod Journalisthøjskolen, hvor han havde været ansat, og hvornår han blev gift og fik sit første barn. Alligevel kunne hun ikke genkende ham i det, hun skrev.

Hun hvilede hovedet i hænderne og prøvede at tvinge et billede frem, men uden held. Hun havde fundet en artikel fra personalebladet og havde tænkt sig at tage lidt fra den, men det fungerede ikke, så længe hun ikke kunne fornemme ham. Hver gang hun prøvede, genoplevede hun deres sammenstød. Hun blev fyldt med negative følelser og fik straks dårlig samvittighed. Hun mærkede gråden. Hun havde været pissesur på ham, var sikker på, at al hans snak om, at det var for farligt for hende, kun bundede i, at han ville have historien for sig selv. Det var det første, hun havde tænkt, da hun hørte, han var død: Han havde ment det.

Hun prøvede igen: I mere end sytten år var journalist Søren Holm ansat på Morgenavisen, skrev hun. Sad lidt opgivende og betragtede den ene linje. Hun kneb øjnene sammen og rystede på hovedet. Hun kunne ikke, magtede ikke at gøre et sidste forsøg, men lukkede i stedet dokumentet og gik ud for at finde Terkel Høyer, så hun kunne sige, at han måtte sætte en anden til det. Hun ville hellere skrive noget konkret om det, der var sket. Det kunne hun bedre forholde sig til.

Døren til hans kontor var lukket. Hun bankede på og afventede, men da der ikke blev svaret, åbnede hun forsigtigt og opdagede, at kontoret var tomt. I det samme kom Ole Kvist gående.

– Han sidder sammen med politiet, sagde han.

Hun undrede sig over, at han virkede så upåvirket. Det havde han også gjort under den store samling tidligere på dagen. Camilla gættede på, at han og Søren Holm måske havde konkurreret om at blive avisens stjerne på et tidspunkt, og Søren havde sejret. Måske var tabet ikke så stort for Ole Kvist.

– Hvad sidder du med? spurgte hun, inden han gik ind på sit kontor.

– Jeg prøver at finde nogen, der har set Søren i aftes. Politiet vil ikke ud med noget, så det er fandeme ikke let, når man skal blive siddende herinde, sagde han bistert. – Det havde unægtelig hjulpet, hvis man kunne tage ud i Vestergade og snakke lidt med de folk, som bor der.

Hun gav ham ret. Så gik hun tilbage til kontoret for at se, om hun havde en tier til en cola. Bagefter tjekkede hun, om der var kommet noget nyt om drabet på Ritzau. De havde regnet med, at drabschefen ville indkalde til et pressemøde, men da Terkel Høyer talte med ham først på eftermiddagen, sagde han, at det blev der ikke tid til. De måtte holde øje med nyhedsbureauet. Han ville løbende sende pressemeddelelser ud, når der kom nyt.

Hun sad og stirrede ud ad vinduet, da det bankede på døren. I tankerne havde hun gennemgået alt det, Søren Holm havde sagt til hende dagen før. Hun havde prøvet at få fat i Birte Jensen. Trængte til at snakke, spørge, hvad fanden det var, der foregik, og høre, om Søren havde ringet til hende. Men Birte Jensen havde ikke ringet tilbage.

Hun så over mod døren, da det bankede igen, og sagde kom ind.

En høj mand stak hovedet ind og præsenterede sig som Lars Jørgensen fra Drabsafdelingen.

– Vi vil gerne tale med dig, sagde han og smilede til hende.

Hun mærkede noget krible i maven, da hun rejste sig. Hun var aldrig før blevet afhørt. Hun havde skrevet om det masser af gange, men nu var det pludselig hende selv. Hun fulgte med ned til mødelokalet, men stoppede brat op, da hun fik øje på Louise.

– Hej, sagde hun usikkert og nikkede. På én gang var det både velkendt og fremmed at se hende.

– Hej.

Louise smilede og gjorde tegn til, at hun skulle sætte sig.

– Kan jeg lige få lov til at sige noget til min chef, inden vi går i gang? spurgte Camilla og rødmede, da hun fornemmede, det lød mærkeligt. Dybt ned i maven mærkede hun utrygheden brede sig. Det undrede hende, at hun reagerede sådan. Der var intet som helst ubehageligt ved situationen indtil videre, og alligevel følte hun sig utilpas.

– Det er helt i orden, sagde Lars Jørgensen.

Hun var halvvejs indstillet på, at han ville følge med, men det gjorde han ikke.

– Hold da op, sagde Louise, da hun var gået. – Hun er ved at gå i opløsning.

Han nikkede tænksomt, som om han var ved at indprente sig, hvordan Camilla Lind så ud.

– Hun havde et sammenstød med Søren Holm i går, bare så du ved det, hvis hun ikke selv kommer ind på det, informerede Louise. – Altså ikke at det er hende, der har gjort det, men det er nok derfor, hun er så knust, skyndte hun sig at tilføje, selvom det var overflødigt.

Camilla kom tilbage og satte sig over for dem.

– Jeg fik en ordentlig skideballe af Søren Holm i går, startede hun, inden Lars Jørgensen nåede at bede om hendes navn og personnummer.

Louise smilede til hende. Hun kunne ikke lade være med at more sig over venindens ligefremme måde at gribe tingene an på, og så var det rart, at hun henvendte sig direkte til Lars Jørgensen.

Da Camilla var færdig med at fortælle, hvad Søren Holm havde sagt til hende, løb tårerne ned ad hendes kinder. Hun tørrede dem væk og undskyldte sig.

– Det er fandeme så mærkeligt. I går var jeg rasende på ham, fordi jeg syntes, han overreagerede. Det ved du godt.

Hun vendte blikket mod Louise.

– Jeg vågnede i nat, fordi jeg stadig var rasende over, hvor skideuretfærdig han var, når han bare ville fremhæve sig selv, og mens jeg lå derhjemme og skældte ham ud, blev han stukket ihjel.

Hun brød sammen. Gråden kom fra et sted langt inde i kroppen og blev presset ud i dybe hulk.

Louise rejste sig og gik over efter sin taske. Hun fandt en pakke lommetørklæder og lagde den foran Camilla, idet hun gav hendes skulder et kærligt klem.

– Han havde jo ret, fremstammede veninden og kæmpede for at tvinge gråden tilbage i dybet. – Hvad fanden er det, der foregår?

Hun så på dem med røde øjne, fiskede et lommetørklæde ud af pakken og pudsede næse.

Louise og Lars Jørgensen sad og ventede på, at hun blev klar.

– Det lyder som en sætning fra dårlig b-film, men det kunne have været min hovednerve, de snittede over.

Tårerne løb igen.

Louise mærkede, at det pressede bag brystet. Den tanke havde hun også haft.

– Sådan tror jeg ikke, man kan se på det, forsøgte Lars Jørgensen at trøste. Så bad han hende gentage alt, hvad Søren Holm havde sagt. Hun kunne ikke huske så meget andet, end at han mente, at det var alt for farligt for hende at snuse rundt derude.

– Han ville bare have, at jeg holdt snuden for mig selv, sagde hun til sidst.

Louise kikkede væk. Det her var for tæt på.

– Din chef har lige fortalt, at Søren Holm havde gode kilder hos politiet, også højt oppe i systemet, men det virker, som om du havde ham mistænkt for at være irriteret over, at du havde fået en ny kilde, der var vicekriminalinspektør. Det kunne vel ikke genere ham, hvis han selv havde forbindelse til kriminalinspektøren?

Lars Jørgensen talte langsomt, som om han var bange for, at hun ikke kunne følge med.

– Næ, det forstår jeg heller ikke, sagde Camilla og rystede på hovedet.

– Sagde han noget om, hvad det var, der var så farligt, at han ikke ville have, du blandede dig? spurgte Lars Jørgensen.

– Ikke rigtigt. Bare at der skete ting, som ingen kendte omfanget af.

Hun prøvede at huske.

– Det hang jo sammen med den narkosag, han fulgte.

Hun sad lidt og faldt i staver. Han ventede tålmodigt, indtil hun var klar til at fortsætte.

– Da jeg hørte, hvad der var sket, var det, som om der blev trykket på en delete-knap. Jeg synes slet ikke, jeg kan huske, hvad han sagde. Det havde ellers kværnet rundt i hovedet på mig lige siden, men pludselig virker det så fjernt.

– Hvad fortalte vicekriminalinspektør Birte Jensen i går, da du var hos hende? spurgte Lars Jørgensen.

– Hun ville have mig til at hjælpe med at finde ud af, hvor Klaus West boede.

Lars Jørgensen og Louise vekslede blikke.

– Har du nogen ide om, hvordan Søren Holm vidste, at du havde været på Politigården? spurgte han.

Camilla rystede på hovedet.

– Overhovedet ikke. Det var skide ubehageligt. Jeg følte mig udspioneret og opfattede det som et rap over fingrene, fordi jeg trængte ind på hans område.

Det forstod Louise, men hun vidste også, at den slags virkede stærkt provokerende på Camilla.

Hun skrev, mens veninden fortalte om deres besøg på Kongens Bar, mødet med Klaus West og Sne. Camilla fortalte også om blomsterne, og hvordan hun var blevet passet op af Finnen.

Lars Jørgensen løftede hånden for at få hende til at holde en pause.

– Hvorfor opsøgte han dig? spurgte han. – Du havde givet dit nummer, så det havde vel været nemmere at ringe?

De sad lidt.

– Ja, sagde Camilla, men jeg spurgte ikke. – Måske ville han true mig. Han ville ikke have, jeg gik rundt og spurgte efter ham, sagde han.

Hun trak på skuldrene og rystede træt på hovedet.

– Måske, sagde Lars Jørgensen og bad hende fortsætte.

Da de havde været igennem hele forløbet med Søren Holm igen, aftalte de, at Camilla skulle komme op på Politigården og skrive rapporten under næste dag. Da alt var på plads, sad de lidt uden at sige noget.

– Hvem skriver om det nye mord? spurgte Louise og så på sin veninde.

– Det gør vi lidt alle sammen, men jeg er helt tom.

Hun strøg hænderne gennem håret. Hun så udmattet og ulykkelig ud.

– Jeg tænker mere fremad, fortsatte Louise. – Jeg håber, at I er fornuftige nok til at tage det som en advarsel.

Camilla trak på skuldrene igen.

– Det har vi ikke talt om.

Hun rettede sig lidt op. – Men vi skal vel ikke lade os skræmme til tavshed. Man skal sgu da ikke finde sig i, at folk bliver slået ihjel, fordi de vil fortælle, hvad der foregår.

Et trodsigt udtryk sprang frem i hendes ansigt.

– Det ville da være sygt.

– Det her er jo sygt, prøvede Louise at sige, men blev afbrudt.

– Vi lever ikke i en bananstat, hvor man får kappet hovedet af, hvis man bryder censuren. Hvis der er nogen, der har så meget på spil, at de ligefrem vil slå ihjel for at holde det skjult, så er det sgu da interessant at finde ud af, hvad det er.

Louise så ud ad øjenkrogen, at Lars Jørgensen skulle til at sige noget. Hun skyndte sig at komme ham i forkøbet, så han ikke sagde noget, der fik provokeret Camilla til at betragte de to drab som en hjertesag, hun måtte til bunds i.

– Fint nok, det var vist det, sagde hun og rejste sig. Hun sendte Lars Jørgensen et blik, der fortalte, at han skulle gøre det samme. Da de stod i døren, lagde hun armen om Camillas skulder og lovede at ringe i løbet af aftenen.

– Jeg regner med at være sent færdig, sagde hun, da Camilla spurgte, om hun ikke kom forbi i stedet.

– Nå, men kom ind og sig farvel, når I går. Og hvis jeg går før jer, så ringes vi bare ved.

Hun gik tilbage til sit kontor.

Louise og Lars Jørgensen lukkede døren til mødelokalet.

– Undskyld, jeg afbrød dig.

Louise skænkede en danskvand op.

– Men jeg var bange for, at hun pludselig ville begynde at se det som sin sag at finde ud af, hvorfor de to blev myrdet.

Hun smilede lidt til ham.

– Det er et helvede, når hun først sætter sig noget for, for så stopper hun ikke.

– Det kan jeg forestille mig, sagde han, – I minder om hinanden.

Hun betragtede ham et øjeblik. Det havde hun ikke tænkt på, i hvert fald ikke på den måde.

De sad og snakkede lidt, inden de kaldte den næste ind.

– Spørgsmålet er, om det fortsætter. Det er vel trods alt begrænset, hvor mange kriminalreportere man kan tage livet af for at holde en historie tilbage, sagde han.

Hun trak på skuldrene.

– Der er vel ingen tvivl om, at narkosagen er kernen, sagde hun eftertænksomt. – De plejer ikke at være så fintfølende, så man kan jo frygte hvad som helst. Men West kan ikke selv have udført det sidste drab, for da sad han ude i Vestre Fængsel. De må have opdaget, at Søren Holm havde fat i noget. Hvad pokker er det, de to har vidst? Der er jo andre, der har dækket retssagen, og de har da ikke været udsat for trusler. De to har haft fat i noget.

Han nikkede.

– Det lyder sandsynligt.

– Bør vi ikke hive samtlige de journalister ind, der skriver eller har skrevet om den sag, hvad enten de har gjort det som reportage eller dækket retssagen? De har måske en ide om, hvad det er, de to har fundet ud af, som er så sprængfarligt?

Hun så afventende på ham.

Han nikkede igen, men hun kunne se, at han ikke helt var med på hendes ide.

– Mon ikke der allerede er nogen, der har haft fat i dem? svarede han.

– Måske.

Louise overvejede, om det kunne vente til den sene briefing, men var ikke sikker på, at de nåede tilbage til den, og hvis de ikke allerede havde en liste, kunne det være, at Terkel Høyer kunne hjælpe. Han kendte sikkert konkurrenterne, i hvert fald på de store aviser.

Hun rejste sig og gik over til telefonen, der stod på skænken ved siden af bakken med kaffe og kopper.

Hun ringede op på Politigårdens hovednummer og bad om kriminalkommissær Willumsen.

– Jeg undersøger lige, om de har lavet en liste over de øvrige journalister.

– Det er Louise Rick, sagde hun, da kriminalkommissæren tog telefonen.

– Goddag.

– Lars Jørgensen og jeg er inde på Morgenavisen.

– Det er jeg klar over, afbrød han.

Louise ignorerede ham.

– Vi kom til at tænke på, om I har lavet en liste over de øvrige journalister, der har beskæftiget sig med narkosagen, altså alle der dækker samme område, som Søren Holm og Frank Sørensen gjorde.

Hun vidste, at der var en risiko for, at han ville blive sur. Det var så let at komme ind fra højre og fortælle, hvordan andre burde have gjort tingene.

– Vi har snakket med et par stykker. Men det er en god ide at konstruere en liste med alle, der er involveret. Vi har indtil videre arbejdet ud fra, at motivet lå i noget, Frank Sørensen arbejdede med. Men nu er det snævret ind. Med to lig er det ikke en personsag. Det er mere sandsynligt, at motivet skal findes i det, de begge skrev om – narkosagen.

De aftalte, at hun skulle bede Terkel Højer udfærdige et stykke papir med navne, og Willumsen ville selv sætte en i gang med at ringe rundt til aviserne – og måske også tv-stationerne, tilføjede han. De dækkede efterhånden lige så meget kriminalstof.

Klokken var halv ni, da de var færdige med afhøringerne på avisen. Terkel Høyer havde afleveret en liste med navne på kolleger. Den var ikke særlig lang. Så mange var der heller ikke, som skrev fast om kriminalstoffet på samme måde som Søren Holm og Frank Sørensen. Der var selvfølgelig en masse lokale, der sendte folk, hvis sagen havde tilknytning til deres egn, forklarede Terkel, da han gav dem listen. Men mange aviser hentede referater fra Ritzaus Bureau, når de skrev om en retssag.

– Hvad gør I nu? spurgte Louise, da de sad inde på redaktionschefens kontor.

– Lige nu sætter vi selvfølgelig fokus på, at en af vores egne folk er blevet slået ihjel, svarede han.

Louise tog sig i at tænke, om han mon havde det på samme måde med en historie, som hun havde det, når hun stod bøjet over et lig? Det var arbejde. Var det stadig en god forside, selvom det var en kollega? Men hun kunne læse i hans ansigt, at sådan hang det ikke sammen.

– Jeg havde møde med direktionen for et par timer siden, hvor vi diskuterede, om vi burde lade være med at skrive mere om den her sag af respekt for Frank og Sørens efterladte. Men alle var enige om, at det var at vise mere respekt, hvis vi fortsatte. De ville aldrig selv have stoppet, så det gør vi heller ikke. Men guderne skal vide, at det er svært at bede folk om at skrive med sjælen.

Louise fik ondt af ham.

– Det var svært at skrive om Frank Sørensen, og det er ikke lettere, når det drejer sig om en vellidt kollega, der har været på bladet i sytten år.

Han tog hænderne op og gned sit ansigt hårdt flere gange, så hans kinder blussede.

– Hvem sætter du til at skrive om sagen fremover? spurgte Lars Jørgensen.

Louise mærkede, at hendes muskler spændtes.

– Jeg gør det selv, svarede han. – Det er sgu ikke noget, jeg kan sætte andre til. Både Frank og Søren var mine private venner, og jeg har heller ikke rigtig råd til at miste flere på redaktionen, sagde han og tvang et smil frem.

Louise smilede med for at lette på stemningen.

Terkel Høyer så indtrængende på hende.

– Du må hjælpe mig med at få Camilla Lind til at holde sig ude af det her.

Han var igen blevet alvorlig.

– Hun følger sine instinkter. Når hun ser en god historie, går hun efter den, sagde han bekymret.

Louise var enig, men følte alligevel, at hun måtte forsvare veninden lidt.

– Det virker nu, som hun er blevet ret forskrækket, sagde hun.

Terkel Høyer nikkede.

– Det håber jeg på en måde.

– Kender du vicekriminalinspektør Birte Jensen? spurgte Louise.

– Kun lidt.

– Det var hende, der bad Camilla gå ind i det. Måske burde du forklare hende, at Camilla ikke længere er på. Bare så alle er enige.

– Du har ret. Jeg snakker med hende, sagde han.

Da de kom ned i bilen, fandt Louise sin mobil frem og sendte en sms til Camilla, hvor hun skrev, at hun ville ringe, når hun var tilbage på kontoret. Hun havde ikke lyst til at snakke, så længe Lars Jørgensen sad så tæt på.

– Har du egentlig børn? spurgte hun, mens de kørte tilbage.

Hun havde lagt mærke til, at han havde en vielsesring på, men havde aldrig spurgt til hans familie.

– To drenge, sagde han og smilede. – Tvillinger på tre.

Hun kikkede overrasket på ham. Havde ikke forestillet sig, at han var småbørnsfar. Havde slet ikke forestillet sig noget.

– Hvordan får I det til at hænge sammen med dine arbejdstider? spurgte hun nysgerrigt, mens hun sad og studerede hans profil.

– Min kone går hjemme, svarede han og sad lidt, som om han vurderede, om han ville fortælle hende mere. – Vores drenge er fra Bolivia. Hun sagde sit job op, da vi rejste ned og hentede dem, og siden har hun selv passet dem.

Louise holdt et udbrud tilbage. Hun syntes, det var eksotisk, at han havde børn fra Sydamerika, og var overrasket over, at han var adoptivfar. Hun vidste ikke hvorfor, men det kom bag på hende.

– Nåh, sagde hun, mens hun prøvede at regne ud, hvordan en familie på fire kunne leve for en politiløn. Men hun var taktfuld nok til at holde det for sig selv.

– Fantastisk, sagde hun i stedet.

Han nikkede og smilede.

– Jeg stopper lige, så vi har lidt forsyninger til senere. Vi kan ikke sidde og skrive alt det her ind uden at have noget at forsøde timerne med.

Han parkerede foran en kiosk og gik ind. Louise sad og faldt i staver. Det gav et sæt i hende, da hendes mobil begyndte at ringe.

– Louise Rick, sagde hun uden at se efter på displayet, hvem der ringede.

– Der lå en besked til mig, da jeg kom hjem, sagde Camilla uden nogen indledning.

– Fra hvem?

Louise lænede sig frem og rodede i tasken efter sin blok, ren refleks.

– Finnen. Han vil have, vi skal mødes klokken elleve på Cafe Svejk.

Hendes stemme lød skinger af ophidselse. Cafe Svejk var det værtshus, hvor Louise og Camilla plejede at komme, når de trængte til et glas øl. Ejeren var i løbet af årene blevet deres ven. Han sørgede for, at der var en befriende ukrukket stemning over stedet, og så smagte hans tjekkiske øl himmelsk.

– Hvordan fanden kan han vide, at jeg godt kan li‘ at komme der? skar Camillas stemme gennem telefonen.

– Det ved han da heller ikke, men det er oplagt at foreslå det sted, når man bor på Frederiksberg, svarede Louise, selvom hun godt vidste, at det var et svagt argument.

– Hvordan fik du beskeden?

Det interesserede hende mere.

Lars Jørgensen kom tilbage, men fornemmede, at der var sket noget, så han ventede med at starte bilen.

– Den var smidt ind ad brevsprækken.

– Du har ikke tænkt dig at gøre det, vel? spurgte Louise.

Der blev stille.

– Vel? gentog hun en tone højere.

– Folk falder som fluer, svarede veninden. – Her er én, der måske ved, hvad der foregår. Jeg bliver sgu da nødt til at høre, hvad han har at sige.

Louise stønnede. Hun havde frygtet det. Når Camilla blev grebet af en god historie, røg hun først helt ud ad en tangent med alle følelser i spil, men når der så var hul igennem, blev hun iskold og gik målrettet efter at få den.

– To er døde, måske var det en ide at holde lav profil, gav hun igen.

Lars Jørgensen så nysgerrigt på hende.

– Øjeblik, sagde hun ned i telefonen.

Hun fortalte ham hurtigt, hvad det drejede sig om. Først rystede han kraftigt på hovedet og slog en streg gennem luften med fingeren for at understrege, at det var udelukket, at Camilla tog af sted. Men så sad han og tænkte sig lidt om. Louise kunne se, at han fortrød. Hun mærkede nakkehårene rejse sig.

– Hallo, råbte Camilla.

– Øjeblik.

– Skal vi ikke lige vende det inde i afdelingen? Måske er det meget klogt at høre, hvad han har at sige, foreslog Lars Jørgensen.

Louise stirrede hidsigt på ham, klar over, at Camilla havde hørt, hvad han sagde.

– Jeg bliver da nødt til at finde ud af, hvad han vil, sagde Camilla med eftertryk, inden Louise nåede at sige noget. – Det kan der ikke ske noget ved.

– Vi tager den senere. Jeg ringer, når vi har haft tid til at tale om det, og du tager ikke af sted, uden vi er enige om det.

Hun håbede, det trængte ind.