12

Louise balancerede med to kopper kaffe. Hun havde efterhånden lært, at Lars Jørgensen foretrak den sort med to teskefulde sukker. Hun skubbede døren til kontoret op med foden.

Under morgenmødet havde Suhr informeret om, at alle i afdelingen skulle deltage i ugeafhøringen dagen efter. Lidt sent at komme med den besked, havde hun tænkt, hvis de kolleger, der arbejdede på andre sager, havde regnet med at gå fri.

Hun stillede Lars Jørgensens kaffe foran ham.

– Tak skal du have.

Hun gik over og satte sig på sin plads.

– Var det hos narkopolitiet eller den tidligere uropatrulje, du var? spurgte hun.

– Jeg har været i begge afdelinger.

– Har du nogensinde mødt en, der hedder Klaus West?

Han så forbavset på hende og rystede på hovedet.

– Nej, jeg har aldrig mødt ham. Men jeg ved godt, hvem han er. Man mener, det er ham, der trækker i de fleste tråde, når der skal fordeles distrikter. Han er en af de helt store hajer, men det er aldrig lykkedes at få ram på ham.

– Jeg mødte ham inde i byen i går sammen med min veninde.

– Nå da, er han en af vennerne?

Han lo overrasket.

Louise grinede med, fordi han kunne få den tanke.

– Jeg kender ham ikke. Vi sad inde på en bar, og pludselig satte han og en ven sig over til os og gav champagne.

Lars Jørgensen sad lidt og kikkede på hende uden at sige noget.

– Hvor var det?

– Kongens Bar. Lige ved Kongens Nytorv.

Han så tænksom ud, inden han igen sagde noget.

– Det lyder sandsynligt.

Hun så spørgende på ham.

– Jeg tror, det er ham, der ejer den. Vi har været derinde, jeg ved ikke hvor mange gange, uden at finde så meget som et gram, selvom vi er ret sikre på, at det er der. Han er typen, der kører stille og roligt. Han spotter folk, der er ude efter ham, på lang afstand.

Han tav et øjeblik og sagde så med et glimt i øjet: – Det må være derfor, han bød på champagne. Han skulle vel finde ud af, hvad I var ude på.

Louise fortrød, hun ikke havde talt Camilla fra det.

– Det skulle ikke undre mig, hvis han allerede vidste, at du er ansat i politiet.

Hun måbede.

– Hvor skulle han vide det fra?

– Den slags ved han.

– Der er 2000 politifolk i København. Jeg tvivler på, at han ville vide, at jeg er én af dem, sagde Louise lidt spidst.

– Hmm, sagde han. – Men jeg lover dig, at han ved præcis, hvem de godt 380 personer er, der er ansat i kriminalpolitiet. Sådan noget har han styr på, og det er en af grundene til, at han går fri. Han er altid et skridt foran, og han foretager sig ikke noget, når der er nogen i nærheden, som han har mistanke til.

– Det er da løgn, udbrød hun.

– Nej, han kender alle. På et tidspunkt havde man mistanke om, at der var en læk i afdelingen, som forsynede ham med oplysninger, og det er vel heller ikke usandsynligt. Han havde jo råd til at betale for det. Men det er fandeme ubehageligt at gå rundt og mistænke sine kolleger for at lække oplysninger. Og for den sags skyld selv være under mistanke.

– Fandt man nogen?

– Jeg tror det ikke. Det kom i hvert fald aldrig frem, sagde han og vendte sig om for at læse videre i det, han var i gang med.

Hun lænede sig tilbage. Det var også lige meget. I det samme ringede hendes telefon.

– Afdeling A, Louise Rick.

– Det var sgu ham, sagde Camilla i den anden ende af røret. – Og ham med det hvide hår, hedder Michael Danielsen, men bliver kaldt Sne.

Det var der nok flere grunde til, tænkte Louise.

– Du har rigtig været på research.

– Ja, men jeg skulle langt tilbage for at finde det. Der har ikke været skrevet noget de sidste fem år, så jeg tror nu nok, vi overreagerede lidt i går, sagde Camilla.

– Det tror jeg ikke. Jeg har lige fået at vide, at de sikkert allerede vidste, hvem vi var, da de kom hen og satte sig. De prøvede sandsynligvis bare at finde ud af, hvad vi ville. Jeg tror faktisk, vi underreagerede.

– Nu slapper du altså af. Du bliver sgu paranoid af at arbejde med mordere og voldsmænd. De kan da ikke vide en skid om, hvem vi er.

Louise kunne høre, at hun ikke kunne trænge igennem, så hun opgav på forhånd at overbevise Camilla. Hun skulle også forberede sig til de afhøringer, hun havde linet op.

Hun forsøgte at runde samtalen af, men Camilla fortsatte.

– Jeg skal i øvrigt dække begravelsen i morgen.

– Så ses vi.

– Terkel Høyer presser på for et interview med Karoline Wissinges forældre. Kan du lægge et ord ind? spurgte Camilla.

– Det ved du godt, jeg ikke kan. Og jeg synes heller ikke, det er en god ide, at du opsøger dem. Vent dog, til de har fået det lidt på afstand.

– Jamen, det er jo nu, vi skal bruge en forside. Gerne både i morgen og på søndag. Det trækker da læsere til, at hun bliver begravet.

– Lad dem være. Jeg aner ikke, om de har lyst til at udstille sig, men jeg vil under ingen omstændigheder blandes ind i det.

Louise var irriteret. Hun brød sig ikke om den side af Camilla.

Hun kunne høre, at det bankede på døren til Camillas kontor, og skulle lige til at lægge røret på.

– Hold da kæft, hørte hun så Camilla sige.

– Hvad sker der? spurgte Louise med en blanding af nysgerrighed og irritation.

– Jeg har lige fået en blomsterforretning bragt ind på mit kontor.

– Fra hvem?

Louise kunne allerede mærke en knude i maven.

– Det ved jeg ikke. Og lad være med at lyde, som om ingen kunne finde på at sende mig blomster. Det sker altså indimellem, replicerede Camilla fornærmet. – Der er et kort ved ”Til Morgenavisens smukkeste medarbejder – værd at holde øje med”, læste hun.

Der blev en lang pause.

– Hvem er de fra?

– Det står der ikke, svarede Camilla.

– Hvad står der på kuverten?

– Camilla Lind, det er skrevet på computer, tror jeg. Det er kortet også.

– Kan du se, hvor blomsterne er sendt fra? Er der klistermærke over båndet eller mærke på kuverten?

– Næ, det er bare en hvid kuvert, og de er pakket ind i cellofan, men der er ikke noget mærke på.

– Kyl lortet ud, foreslog Louise uden at tøve.

– Ikke tale om. Blomsterne er skønne, og jeg har da før fået buketter uden at vide, hvem der har sendt dem.

– Jeg orker dig ikke. Jeg har en masse arbejde, der venter. Jeg vil være glad, hvis du lover at passe på dig selv. Men hold mig udenfor. Jeg kan ikke gøre mere for dig, når du ikke selv kan se, hvad der sker omkring dig.

– Så lad være, svarede Camilla surt. – Det var dig selv, der insisterede på at tage med i går.

– Vi tales ved.

Louise lagde røret på. Hun sad lidt og stirrede frem for sig.

Lars Jørgensen så op.

– Problemer?

– Det var min veninde. Hende jeg var sammen med i går aftes. Hun fik lige en kæmpe buket ind ad døren uden afsender. Jeg har på fornemmelsen, at den er fra champagnemanden.

Lars Jørgensen sad og tænkte sig lidt om.

– Du kan sagtens have ret. God ide at holde lav profil.

– Fortæl hende det!

Hun mærkede uroen. Hun havde svært ved at koncentrere sig og for sammen, da telefonen ringede, og vagten meldte hendes første gæst.

*

Louise var træt i hovedet, da hun havde været igennem afhøringen af de to veninder, Karoline havde været sammen med lørdag aften. Hun havde ikke fået mere ud af dem, end hvad Toft allerede havde skrevet i sin afhøring, men sådan var proceduren nu engang. Alle skulle igennem nye afhøringer, og måske havde en af de andre heldet med sig og fik afdækket noget nyt.

Bagefter var hun kørt ud for at besøge Karolines forældre. Hun havde betragtet det som et frikvarter, selvom det havde været svært at få taget hul på det med graviditeten.

– Jamen herregud, havde Lise sagt, inden hun rejste sig og gik ud i køkkenet for at sætte mere vand over. Karolines far havde lagt avisen fra sig og sad med et fjernt blik, mens han fordøjede de seneste oplysninger. Ingen af forældrene reagerede særligt følelsesladet på nyheden.

– Et barnebarn, sagde moderen med lav stemme, da hun havde sat kaffen på sofabordet.

Louise var nået frem til, at der ikke var nogen grund til at fortælle om aborten, når nu deres datter havde valgt at holde det for sig selv. Deres reaktion på den seneste nyhed gav hende en fornemmelse af, at de ikke kunne tage mere sorg ind.

Da hun kom tilbage til kontoret, lå der en telefonbesked fra Peter om, at hun skulle ringe.

Hun længtes efter at komme hjem. Stemningen havde været lidt anspændt, siden han foreslog, at hun tog orlov og rejste med ham til Aberdeen. Men hun manglede endnu en afhøring og indså, at hun tidligst ville være færdig ved ottetiden.

– Hej, skat.

Hun kunne høre, at han sad i bilen, og inden hun nåede at sige mere, afbrød han hende.

– Jeg er på vej ind efter biografbilletter til i aften, og du understår dig i at sige, at du ikke kan nå det.

Hun blev ramt af glæde og irritation på samme tid.

– Er det noget, vi har aftalt? spurgte hun og granskede sin hjerne, men kunne ikke komme i tanker om nogen aftale.

Han snøftede forarget.

– Det er ikke en aftale, det er en overraskelse, sagde han.

– Okay, hvor modigt, sagde hun og mente det, selvom hun prøvede at skjule det bag en munter tone. – Så har du måske spurgt Suhr, om jeg kan gå tidligt?

Der blev stille et øjeblik. Hun kunne høre, han blev alvorlig.

– Nej, det har jeg ikke.

Igen mærkede hun presset bag brystet. Det dukkede op, hver gang hun blev konfronteret med, hvor svært det var at have et normalt privatliv, når de var midt i en opklaring.

– Vi er nødt til at tale sammen, og jeg mente, at en tur i biografen ville være en god indledning, fortsatte Peter og rev hende ud af tankerne.

Hun strøg fortvivlet håret tilbage.

– Jeg kommer tidligst herfra klokken otte, sagde hun.

– Nu henter jeg billetterne, og så ser vi, sagde han og lød trist.

Louise følte sig også trist. Hun havde stor respekt for, at han havde ambitioner om at gøre karriere internationalt, men det sårede hende dybt ind i sjælen, at han kunne finde på at foreslå, hun skulle opgive sit job for at følge ham – også selvom det kun var i et halvt år.

Nogle piger er pæne ordentlige piger. Men kors, hvor er der altså også nogle, der er røvkedelige, tænkte Louise, da hun lukkede døren efter den sidste af Karolines kolleger. Signe Jensen havde været uforstående over for, at Karoline overhovedet kunne finde på at gå i byen, når hendes kæreste sad derhjemme.

Det er måske derfor, du ikke har nogen kæreste, røg det ondskabsfuldt igennem Louises hoved.

Hun tog sin trøje på og gik ud på gangen for at se efter Lars Jørgensen. Hun havde ikke nogen fornemmelse af, hvordan de andre afhøringer var gået. Hun kunne bare konstatere, at hun selv ikke havde noget nyt at bidrage med.

I frokoststuen mødte hun Toft.

– Hvordan går det?

Han så overrasket op. Hun havde forskrækket ham.

– Det er sgu godt, man ikke er ung længere, sagde han og så et øjeblik opgivende ud. – De har ikke andet end fester og damer i hovedet og kan dårlig skelne den ene aften fra den anden.

Hun gættede på, at han enten havde brugt dagen sammen med de vidner, de havde indkaldt fra Baren, hvor Karoline havde været med sine veninder, eller dem fra Pussy Galore, hvor Lasse Møller hævdede, han havde været, efter han skiltes fra Karoline.

Hun smilede til ham og spurgte, om de manglede mange, for hun var færdig og kunne godt assistere, hvis der var brug for det.

– Den sidste er lige mødt op. Men det er pænt af dig.

Han fortsatte ud mod køkkenet efter friske kaffeforsyninger.

Peter tog imod Louise i entreen. De havde droppet biografen. Han gav hende et stort knus, og hun lagde med det samme mærke til, at der var tændt stearinlys og stod en flaske rødvin på bordet. Hun hængte overtøjet og sparkede støvlerne af, inden hun skyndte sig ud på toilettet for at vinde lidt tid. Hun satte sig og tissede med hovedet hvilende i hænderne. Sådan blev hun siddende, indtil Peter råbte, om hun var faldet i søvn.

– Jeg kommer nu, svarede hun.

Hun gjorde sig færdig og stod med hænderne under det varme vand, skummede sæben op og skyllede af. Tre gange gentog hun det, inden hun slukkede og tørrede hænderne. Hun havde mest lyst til at kravle ind under dynen, til at flygte fra de krav, han uden tvivl ville stille til hende. For tre år siden var hun endelig blevet ansat i den afdeling, hun i årevis havde arbejdet hen imod, og det var ikke særlig fremmende for familielivet. Men Peter var otteogtredive, og hans biologiske ur tikkede hurtigere end hendes, og de familiære rammer betød mere for ham.

Hun trak ud og gik ind i stuen, hvor Peter allerede sad i sofaen og ventede. Han lagde armen tæt om hende. Sådan sad de lidt, inden han gav slip for at læne sig frem og skænke vin i deres glas.

– Bare et halvt til mig, sagde hun og rakte hånden frem for at bremse ham.

Han holdt igen og skænkede i stedet til sig selv. Han rakte hende glasset, og de skålede. Hun følte sig altid lidt akavet, når hun skålede på den måde, havde det bedst med, at skål foregik i et selskab, hvor man kunne slå blikket ned, når man pligtskyldigt havde kikket samtlige omkring bordet i øjnene med glasset hævet. Her blev hun forlegen og kunne ikke tillade sig at slå blikket ned.

– Skål, skat, sagde Peter og smilede til hende.

– Skål, sagde hun og rødmede lidt.

– Jeg savner dig, fortsatte han.

Hun sagde ingenting. Så bare på ham.

– Jeg synes, du skal rejse til Skotland, begyndte hun, men han afbrød.

– Jeg tager ikke af sted, hvis du ikke har lyst til at rejse med.

Det sortnede for hendes øjne. Skulle afgørelsen nu trækkes ned over hende?

– Hold op, snerrede hun, – der er garanteret billige flybilletter, så vi kan flyve frem og tilbage og ses alt det, vi vil.

– Du ved godt, at det ikke handler om det. Det handler om os to og vores liv sammen.

Hun fornemmede, at han var ved at tale sig varm.

– Det handler om at ofre og give afkald for hinandens skyld. Jeg ville være villig til at sætte mig selv i baggrunden i en periode af hensyn til dig og dit arbejde – det synes jeg faktisk, jeg allerede gør. Nu er det mig, der har fået mulighed for at nå nye mål.

Louise opdagede, at hun glemte at trække vejret.

– Du er ikke villig til at give afkald på noget for min skyld?

– Jo, selvfølgelig er jeg det, skyndte hun sig at sige. – Jeg kan bare ikke se, at jeg behøver at tage orlov, for at du kan følge dine drømme. Du kan sagtens rejse væk, vi kan ses et par gange om måneden og holde ferie sammen, og om et halvt år er du hjemme igen.

– Jeg synes, jeg ser dig så lidt. Jeg vil gerne vågne op sammen med dig – hver dag.

– Det gør vi jo faktisk også.

Han stirrede tænksomt frem for sig.

– Det er så let at flygte. Der er ingen forpligtelse i det her. Det gik op for mig forleden, da jeg blev irriteret over, at du ikke kunne nå at komme hjem. Som en straf blev jeg hos mig selv, ville ikke se dig, og sådan har jeg ikke lyst til, det skal være. Jeg vil ikke have den mulighed. Vi hører sammen, og der skal ikke være nogen flugtveje i vores forhold.

Louise rynkede panden, men forholdt sig tavs.

– Jeg har brug for et rigtigt familieliv, sagde han.

Hun mærkede, at hun blev stiv i kroppen. Handlede det om det?

– Jeg skal ikke have børn lige nu, hvis det er det, du mener, sagde hun afvisende.

– Det ved jeg godt, sagde han og strøg hende over håret. – Det er også først og fremmest dig, der skal være min familie.

– Sig mig engang, sidder du og frier? spurgte hun og kom til at grine.

Han blev lidt forfjamsket og smilede.

– Så langt havde jeg ikke tænkt, men jeg føjer det gerne til, hvis det får dig til at rejse med, sagde han.

– Nej, nej, skyndte hun sig at sige.

– Hvad skal der til for at overtale dig?

– Jeg skal ikke overtales, og lige nu er jeg simpelthen for træt til at tale mere om det.

Han blev siddende og så efter hende, da hun rejste sig. Diskussionen var afsluttet i denne omgang.