Kapitel 28

„Er du okay, mr. Smith?“ spørger rektor. Jeg kigger op på ham. Han gør sit bedste for at lægge ansigtet i bekymrede folder, et udtryk der kun varer et sekund før tandsmilet vender tilbage.

„Nej, mr. Harris,“ siger jeg. „Jeg er ikke okay.“

Jeg samler arket op fra gulvet. Jeg læser det igen. Hvor er det fra? Tager de bare pis på os nu? Der er intet telefonnummer, ingen adresse, intet navn. Intet andet end fire ord og et spørgsmålstegn. Jeg kigger op og ud ad vinduet. Henris pickup er parkeret og der står dampe op fra udstødningsrøret. Han skal ind og ud så hurtigt som muligt. Jeg kigger tilbage på computerskærmen. Artiklen blev offentliggjort klokken 11:59, for næsten to timer siden. Jeg er forbløffet over at det tog Henri så lang tid at komme. Jeg mærker svimmelheden komme over mig. Jeg kan mærke at jeg svajer.

„Skal jeg sende bud efter sygeplejersken?“ spørger mr. Harris.

Sygeplejersken, tænker jeg. Nej, jeg har ikke brug for sygeplejersken. Sygeplejerskens kontor ligger ved siden af hjemkundskabskøkkenet. Det jeg har brug for, mr. Harris, er at vende tilbage til for et kvarter siden før gangvagten dukkede op. Sarah må have sat buddingen på komfuret nu. Jeg gad vide om den allerede koger. Kigger hun mon hen mod døren og venter på at jeg skal komme tilbage?

Jeg hører det svage ekko af skolens døre der smækker. Femten sekunder til Henri er her. Så ud til hans pickup. Så hjem. Så hvorhen? Til Maine? Missouri? Canada? En anden skole, en ny begyndelse, et nyt navn.

Jeg har ikke sovet i næsten 30 timer, og først nu mærker jeg udmattelsen. Men med den følger noget andet, og i splitsekundet mellem instinkt og handling bliver den kendsgerning at jeg bliver nødt til at tage væk uden at sige farvel pludselig ikke til at bære. Mine øjne bliver smalle, mit ansigt fordrejer sig i smerte og så, uden at tænke, uden helt at vide hvad jeg foretager mig, kaster jeg mig over mr. Harris’ skrivebord og braser gennem vinduesruden som smadrer ud i en million små stykker bag mig. Et forskrækket skrig følger mig.

Mine fødder lander på græsset udenfor. Jeg drejer til højre og løber hen over skolegården, mens klasselokalerne suser utydeligt forbi på min højre side, hen over parkeringspladsen og ind i skoven der ligger bag baseballbanen. Jeg har rifter fra glasset i panden og på min venstre albue. Mine lunger brænder. Til helvede med smerten. Jeg fortsætter, stadig med papiret i højre hånd. Jeg maser det ned i lommen. Hvorfor skulle mogadorianerne sende en fax? Skulle man ikke tro at de bare ville dukke op? Det er trods alt deres største fordel at de kan dukke uventet op, uden varsel. Overraskelsesmomentet.

Jeg drejer skarpt til venstre ude midt i skoven, løber ind og ud mellem de tætvoksende træer, indtil den ender og en mark begynder. Køerne der står og tygger drøv betragter mig med et tomt blik idet jeg suser forbi. Jeg når frem til huset før Henri. Bernie Kosar kan jeg ikke se nogen steder. Jeg braser ind ad døren og stopper brat. Jeg snapper efter vejret. Ved køkkenbordet, foran Henris tændte bærbare, sidder en person jeg umiddelbart tror er en af dem. De nåede frem før mig, de har arrangeret det sådan at jeg er alene, uden Henri. Personen vender sig om mens jeg knuger hænderne sammen til knytnæver, klar til kamp.

Men det er Mark.

„Hvad laver du her?“ spørger jeg.

„Jeg prøver at finde ud af hvad der foregår,“ siger han med frygten malet i øjnene. „Hvem fanden er du?“

„Hvad mener du?“

„Se,“ siger han og peger på computerskærmen.

Jeg går hen til ham, men jeg kigger ikke på computerskærmen. I stedet fokuserer jeg på det hvide stykke papir der ligger ved siden af computeren. Det er en nøjagtig kopi af papiret i min lomme, bortset fra at det er printet på tykkere papir end det fra faxen. Og så bemærker jeg noget andet. Nederst på Henris papir står der et telefonnummer med meget lille håndskrift. De kan da ikke tro at vi vil ringe til dem? ‘Ja, det er mig, Nummer Fire. Jeg sidder her og venter på jer. Vi har været på flugt i ti år, men kom bare og dræb os nu. Vi gør ingen modstand.’ Det giver overhovedet ingen mening.

„Er det dit?“ spørger jeg.

„Nej,“ siger han. „Men det blev leveret med UPS netop som jeg kom herhen. Din far læste det mens jeg viste ham videoen, og så spurtede han ud af huset.“

„Hvilken video?“ spørger jeg.

„Kig,“ siger han.

Jeg kigger på computeren og ser at han er gået ind på YouTube. Han trykker på playknappen. Det er en grynet videooptagelse i dårlig kvalitet som om det er optaget med en eller andens mobiltelefon. Jeg genkender omgående hans hus hvis facade står i flammer. Kameraet ryster, men man kan tydeligt høre hundene gø og gispene der spreder sig ud i flokken. Så begynder personen der filmer at gå væk fra menneskemængden, om på siden af huset og til sidst om bag ved det. Kameraet zoomer ind på vinduet hvor hundenes gøen kommer fra. Deres gøen stopper, og jeg lukker øjnene fordi jeg ved hvad der sker nu. Der går omkring tyve sekunder, og i det øjeblik jeg flyver ud ad vinduet med Sarah under den ene arm og hunden under den anden, trykker Mark på pauseknappen. Kameraet er zoomet ind og vores ansigter er umiskendelige.

„Hvem er du?“ spørger Mark.

Jeg ignorerer hans spørgsmål og stiller i stedet et selv: „Hvem har filmet det her?“

„Aner det ikke,“ svarer han.

Gruset knaser under pickuppens dæk idet Henri kører op ad indkørslen. Jeg retter mig op, og mit første instinkt er at løbe, forlade huset og vende tilbage til skolen hvor jeg ved Sarah har tænkt sig at blive sent og fremkalde fotografier indtil hun skal til køreprøve klokken halv fem. Hendes ansigt er lige så tydeligt som mit på den video hvilket betyder at hun er i endnu større fare end mig. Men der er noget der holder mig fra at flygte, og i stedet går jeg om på den anden side af bordet og venter. Pickuppens dør smækker. Fem sekunder senere stryger Bernie Kosar ind i huset fulgt af Henri.

„Du løj for mig,“ siger han i døråbningen med et hårdt udtryk og spændte kæbemuskler.

„Jeg lyver for alle,“ siger jeg. „Det har jeg lært af dig.“

„Vi lyver ikke for hinanden!“ skriger han.

Vi fastholder øjenkontakten.

„Hvad sker der?“ spørger Mark.

„Jeg rejser ingen steder før jeg har fundet Sarah,“ siger jeg. „Hun er i fare, Henri!“

Han ryster på hovedet af mig. „Der er ingen tid til sentimentalitet nu, John. Kan du ikke se det her?“ siger han, krydser rummet og løfter papiret op og vifter omkring med det. „Hvor fanden tror du det er kommet fra?“

„Hvad fanden foregår der?“ brøler Mark nærmest.

Jeg ignorerer papiret og Mark og bevarer øjenkontakten med Henri. „Jo, jeg har set det, og det er derfor jeg er nødt til at vende tilbage til skolen. Når de ser hende, går de efter hende.“

Henri begynder at gå frem imod mig. Ved hans andet skridt hæver jeg hånden og stopper ham hvor han er, omkring tre meter væk. Han forsøger at gå videre, men jeg holder ham på plads.

„Vi er nødt til at komme væk herfra, John,“ siger han med en såret, næsten bønfaldende tone i stemmen.

Mens jeg holder ham på afstand, begynder jeg at gå baglæns mod mit værelse. Han holder op med at prøve på at gå. Han siger intet, står bare og betragter mig med smerte i øjnene, et blik der føles værre end alt hvad jeg hidtil har følt. Jeg er nødt til at kigge væk. Da jeg når hen til døren til mit værelse, mødes vore øjne igen. Hans skuldre hænger forover og hans arme hænger ned langs kroppen som om han ikke aner hvad han skal stille op med sig selv. Han stirrer bare på mig og ser ud som om han er tæt på at græde.

„Undskyld,“ siger jeg og giver mig selv et stort nok forspring til at slippe væk. Jeg vender mig om, spurter gennem mit værelse og snupper en kniv, jeg brugte til at rense fisk i Florida, fra en skuffe. Så hopper jeg ud ad vinduet og spæner ind i skoven. Bernie Kosars gøen følger efter, og intet andet. Jeg løber godt halvanden kilometer og stopper i den store lysning hvor Sarah og jeg lavede sneengle. ‘Vores lysning,’ kaldte hun den. Lysningen hvor vi skulle holde skovture til sommer. Jeg føler en smerte i brystet ved tanken om at jeg ikke længere er her til sommer, en smerte så stor at jeg bøjer mig forover og bider tænderne sammen. Hvis bare jeg kunne ringe og fortælle hende at hun bliver nødt til at forlade skolen. Min mobil, og alt hvad jeg ellers tog med mig i skole, ligger i mit elevskab. Først bringer jeg hende i sikkerhed, og så vender jeg tilbage til Henri så vi kan tage af sted.

Jeg vender mig om og løber mod skolen, løber så hurtigt mine lunger tillader. Jeg når hen til skolen netop som busserne begynder at forlade parkeringspladsen. Jeg iagttager dem fra skovbrynet. Ude foran skolen står Hobbs ved facadevinduet og udmåler en stor spånplade til at sætte foran det vindue jeg knuste. Jeg trækker vejret langsommere og gør mit bedste for at klare tankerne. Jeg betragter bilerne der siver væk en for en indtil der kun er ganske få tilbage. Hobbs dækker hullet af og forsvinder ind i skolen. Jeg gad vide om han er blevet advaret om mig, om han har fået besked på at ringe til politiet hvis han ser mig. Jeg kigger på mit ur. Selvom klokken kun er 15:30, synes mørket at være faldet på tidligere end det plejer, et enormt tæt mørke, et tungt, opslugende mørke. Lygterne på parkeringspladsen er tændte, men selv de synes neddæmpede og hæmmede.

Jeg forlader skoven, krydser hen over baseballbanen og går ind på parkeringspladsen. Der står cirka ti biler. Døren til skolen er allerede låst. Jeg tager fat om den, lukker øjnene, fokuserer og hører låsen klikke. Jeg går indenfor, men ser ikke nogen. Kun halvdelen af lamperne i gangen er tændte. Luften er stillestående og tavs. Et sted i nærheden hører jeg bonemaskinen arbejde. Jeg går ind i lobbyen og så kommer døren til mørkekammeret til syne. Sarah. Hun sagde hun ville fremkalde nogle billeder før køreprøven. Jeg går hen til mit elevskab og åbner det. Min mobil er der ikke. Elevskabet er fuldstændigt tomt. En eller anden, forhåbentlig Henri, har taget den. Da jeg når hen til mørkekammeret, har jeg stadig ikke set et eneste menneske. Hvor er sportsfolkene, orkesteret, lærerne der ofte bliver siddende efter skoletid og retter stile eller hvad de nu laver? En ubehagelig fornemmelse sniger sig helt ind i mine knogler, og jeg er rædselsslagen for at der allerede er sket noget slemt med Sarah. Jeg presser øret mod døren til mørkekammeret for at lytte, men hører ikke andet end bonemaskinens konstante brummen der kommer fra et sted langt nede ad gangen. Jeg tager en dyb indånding og tager i døren. Den er låst. Jeg presser igen øret mod den og banker blidt. Ingen svarer, men jeg hører en svag raslen fra den anden side. Jeg tager en dyb indånding, forbereder mig på hvad jeg kan finde derinde og låser døren op.

Rummet er kulsort. Jeg tænder lysene i mine hænder og lader dem feje først til den ene side og så den anden. Jeg ser intet og tror først at lokalet er tomt, men så bemærker jeg en meget let bevægelse i hjørnet. Jeg sætter mig på hug for at kigge ind under disken, og der sidder Sarah og gør sit bedste for at holde sig skjult. Jeg dæmper lysene så hun kan se at det er mig. Hun kigger op fra skyggerne, smiler og drager et lettelsens suk.

„De er kommet, ikke?“

„Hvis de ikke er, så gør de det snart.“

Jeg hjælper hende op fra gulvet, og hun lægger armene om mig og krammer mig så hårdt at jeg tror hun aldrig nogensinde har tænkt sig at give slip igen.

„Jeg gik herind lige efter ottende time, og så snart klokken ringede ud for sidste gang, lød der alle mulige mærkelige lyde ude fra gangene. Og det blev meget mørkt så jeg låste mig inde her og gemte mig under disken, alt for bange til at røre mig. Jeg vidste bare at der var noget galt, specielt da jeg hørte at du var hoppet ud ad vinduet og da du ikke tog din mobil.“

„Det var et klogt træk, men nu er vi nødt til at komme væk herfra og det i en fart.“

Vi forlader lokalet hånd i hånd. Lamperne i gangen blinker et par gange og slukker så hele skolen er omsluttet af mørke selvom der stadig er cirka en time til tusmørket falder på. Efter omkring ti sekunder tænder de igen.

„Hvad sker der?“ hvisker Sarah.

„Det ved jeg ikke.“

Vi bevæger os så lydløst som muligt ned ad gangen, og den smule støj vi alligevel laver lyder død og dæmpet. Den hurtigste vej ud er gennem bagdøren som åbner ud mod lærernes parkeringsplads, og da vi begiver os den vej, stiger larmen fra bonemaskinen. Jeg regner med at støde på Hobbs. Jeg regner med at han ved at det var mig der smadrede vinduet. Vil han mon fægte mig væk med et kosteskaft og ringe til politiet? Lige nu er det nok lidt ligegyldigt alt sammen.

Da vi når om til den bagerste gang, slukker lamperne igen. Vi stopper og venter på at de skal tænde igen, men det gør de ikke. Bonemaskinen brummer videre. Jeg kan ikke se den, men den er kun omkring seks meter væk i det uigennemtrængelige mørke. Jeg synes det er underligt at maskinen fortsætter med at køre, at Hobbs fortsætter med at bone i mørke. Jeg tænder mine lys og Sarah slipper min hånd og stiller sig bag mig med hænderne på mine hofter. Jeg finder først kontakten på væggen, så ledningen og til sidst selve maskinen. Den bliver stående et sted og bumper ind i væggen, ubemandet, selvkørende. Panikken farer gennem mig og frygten følger lige efter. Sarah og jeg bliver simpelthen nødt til at komme ud af skolen.

Jeg flår ledningen ud af kontakten og bonemaskinens larm stopper og erstattes af stilhedens blide summen. Jeg slukker mine lys. Et sted nede ad gangen knirker en dør langsomt åben. Jeg sætter mig på hug med ryggen mod væggen, mens Sarah holder stramt om min arm. Vi er begge to for bange til at sige noget som helst. Mit instinkt bød mig at hive ledningen til bonemaskinen ud, og nu føler jeg en trang til at sætte stikket i igen, men jeg ved også godt at det ville røbe vores position hvis de er her. Jeg lukker øjnene og koncentrerer mig om at lytte. Døren holder op med at knirke. En blid brise synes at dukke op ud det blå. Der er da ingen åbne vinduer. Måske kommer vinden fra det vindue jeg knuste. Pludselig smækker døren i og glasset går itu og knuses mod gulvet.

Sarah skriger. Noget fejer forbi os, men jeg ser ikke hvad det er og jeg har heller ikke lyst til at finde ud af det. Jeg trækker Sarah af sted ved hånden og spurter ned ad gangen. Jeg sætter skulderen mod døren og styrter ud på parkeringspladsen. Sarah gisper, og vi stopper begge to meget brat. Jeg gisper efter vejret og det løber mig koldt ned ad ryggen. Gadelamperne er stadig tændte, men neddæmpede og uhyggelige i det tunge mørke. Under den nærmeste lampe ser vi begge en trenchcoat der blafrer i brisen, en hat trukket så langt ned at jeg ikke kan se øjnene under den. Skikkelsen løfter hovedet og smiler til mig.

Sarah strammer grebet om min hånd. Vi tager begge to et skridt baglæns og snubler i vores hast for at komme væk. Vi bevæger os baglæns som krabber indtil vi rammer døren.

„Kom så,“ råber jeg mens jeg skynder mig at komme på benene. Sarah rejser sig op. Jeg tager i døren, men den låste automatisk bag os.

„Pis!“ råber jeg.

Ud af øjenkrogen ser jeg endnu en som står stille til at begynde med. Jeg kigger på den idet den tager det første skridt hen mod os. Der står endnu en bag den. Mogadorianerne. Efter alle disse år er de her endelig. Jeg forsøger at fokusere, men mine hænder ryster for meget til at jeg kan låse døren op. Jeg kan mærke dem komme nærmere, slutte ring om os. Sarah trykker sig ind til mig og jeg mærker hende skælve.

Jeg kan ikke koncentrere mig om at låse døren op. Hvad blev der af alt det med at være fattet under pres, hvad med al vores træning i baghaven? Jeg vil ikke dø, tænker jeg. Jeg vil ikke dø.

„John,“ siger Sarah med sådan en frygt i stemmen at jeg spiler øjnene op og fyldes med beslutsomhed.

Låsen klikker. Døren åbner. Sarah og jeg maser os ind, og jeg skynder mig at smække den bag os. Der lyder et bump fra den anden side som om en af dem sparker til døren. Vi løber ned ad gangen. Lydene følger efter os. Jeg ved ikke om nogen af mogadorianerne allerede er kommet ind på skolen. Endnu et vindue smadrer et sted ved siden af os og Sarah skriger af forskrækkelse.

„Vi er nødt til at være stille,“ siger jeg.

Vi forsøger at åbne dørene til klasselokalerne, men de er alle låst. Jeg tror ikke jeg har tid nok til at åbne en af dem. Et sted i nærheden bliver en dør smækket i og jeg kan ikke vurdere om den er foran eller bagved os. Flere lyde følger umiddelbart efter, nærmer sig, fylder vores ører. Sarah tager min hånd og vi løber hurtigere, mens mine tanker løber i forvejen for at komme i tanke om bygningens indretning så jeg kan holde mine lys slukkede, undgå at blive set. Til sidst åbner en af dørene, og vi falder nærmest ind ad den. Det er historielokalet i venstre halvdel af skolen som ligger ud til en lille bakke og har tremmer for vinduerne fordi man kan falde seks meter ned. Mørke presser sig tæt ind til ruden og der slipper intet lys ind. Jeg lukker døren uden en lyd og håber at de ikke så os. Jeg lader mine lys feje hen over lokalet og slukker dem hurtigt igen. Vi er alene, og vi gemmer os under katederet. Jeg forsøger at få pusten igen. Sveden løber ned ad mine kinder og svier i mine øjne. Hvor mange er de? Jeg så mindst tre. De kan umuligt være de eneste derude. Har de mon taget uhyrerne med sig, de små væsler som skribenterne i Athens var så bange for? Jeg ønsker brændende at Henri var her; eller i det mindste Bernie Kosar.

Døren åbner langsomt. Jeg holder vejret og lytter. Sarah læner sig ind til mig og vi lægger armene om hinanden. Døren lukker meget hurtigt og klikker på plads. Der lyder ingen skridt bagefter. Åbnede de bare døren og stak hovedet ind for at se om vi var herinde? Gik de bare videre uden at gå ind? Når de nu endelig har fundet mig efter så lang tid, kan de da umuligt være så dovne.

„Hvad skal vi gøre?“ hvisker Sarah efter 30 sekunder.

„Det ved jeg ikke,“ hvisker jeg tilbage.

Lokalet er indhyllet i tavshed. Hvad end det var der åbnede døren så er det enten gået igen eller også venter det ude i gangen. Men én ting er sikkert: Jo længere tid vi sidder her, desto flere af dem vil der komme. Vi er nødt til at gøre et flugtforsøg. Det er en risiko vi simpelthen bliver nødt til at løbe. Jeg tager en dyb indånding.

„Vi er nødt til at flygte,“ hvisker jeg. „Vi er ikke i sikkerhed her.“

„Men de er derude.“

„Det ved jeg godt, men de har ikke tænkt sig at gå deres vej. Henri er derhjemme og han er i lige så stor fare som os.“

„Men hvordan skal vi komme ud?“

Det aner jeg ikke, aner ikke hvad jeg skal sige. Den eneste vej ud er den vej vi kom ind ad. Sarah har stadig armene omkring mig.

„Vi er et let mål her, Sarah. De finder os her, og når de gør, kommer de alle sammen. Lige nu har vi i det mindste overraskelsesmomentet på vores side. Hvis vi kan slippe ud af skolen, tror jeg nok jeg kan starte en bil. Hvis jeg ikke kan, bliver vi nødt til at kæmpe os tilbage.“

Hun nikker samtykkende.

Jeg tager en dyb indånding og stikker hovedet uden for katederet. Jeg rækker ud efter Sarahs hånd og hun rejser sig sammen med mig. Sammen tager vi et skridt så stille som overhovedet muligt. Så et til. Det tager et helt minut at krydse lokalet, og vi støder ikke på noget i mørket. Mine hænder gløder ganske lidt, udsender næsten intet lys, kun lige det der skal til for ikke at støde ind i et bord. Jeg stirrer på døren. Jeg vil åbne den, bede Sarah hoppe op på min ryg, tænde mine lys, løbe så hurtigt og langt jeg kan ned ad gangen, ud af skolen og ud på parkeringspladsen eller, hvis det ikke kan lade sig gøre, ind i skoven. Jeg kender skoven og vejen hjem. De er flere end os, men Sarah og jeg har hjemmebanefordel.

Da vi nærmer os døren, kan jeg mærke mit hjerte banke så hårdt at jeg bliver bange for at mogadorianerne kan høre det. Jeg lukker øjnene og rækker langsomt ud efter dørhåndtaget. Sarah spænder i kroppen og knuger min hånd så hårdt hun kan. Da min hånd kun er få centimeter fra håndtaget, så tæt på det at jeg kan mærke kulden fra det, er der nogen der griber fat i os begge og trækker os ned på gulvet.

Jeg forsøger at skrige, men der er en hånd der dækker over min mund. Frygten farer gennem mig. Jeg kan mærke Sarah forsøge at kæmpe sig ud af grebet og jeg gør det samme, men grebet er for stærkt. Jeg havde ingen anelse om at mogadorianerne var stærkere end mig. Dér har jeg virkelig undervurderet dem. Nu er der intet håb. Jeg har svigtet. Jeg har svigtet Sarah og Henri og det gør mig ondt. Henri, jeg håber du kæmpede bedre end jeg gjorde. Sarah trækker vejret tungt. Jeg prøver af al magt at slippe fri, men jeg kan ikke.

„Shhh, hold op med at gøre modstand,“ hvisker en stemme i mit øre. En pigestemme. „De venter på jer derude. I er nødt til at være stille begge to.“

Det er en pige der er lige så stærk som mig, måske endda endnu stærkere. Jeg forstår det ikke. Hun løsner grebet og jeg vender mig om og ser hende. Vi kigger undersøgende på hinanden. I skæret fra mine glødende hænder ser jeg et ansigt der er lidt ældre end mit. Hasselnøddebrune øjne, høje kindben, langt, mørkt hår trukket tilbage i en hestehale, en bred mund, en stærk næse og hud med oliventeint.

„Hvem er du?“ spørger jeg.

Hun kigger over mod døren og siger stadig ingenting. En allieret, tænker jeg. Der er andre end mogadorianerne der ved at vi findes. Der er en anden, der er kommet for at hjælpe.

„Jeg er Nummer Seks,“ siger hun. „Jeg forsøgte at nå frem før dem.“