Kapitel 8

Henri holder parkeret lige hvor han sagde at han ville. Jeg stiger ind i pickuppen, stadig smilende.

„God dag?“ spørger han.

„Ikke dårlig. Fik min mobil tilbage.“

„Uden slåskamp?“

„Ikke noget videre.“

Han kigger mistænksomt på mig. „Vil jeg overhovedet vide hvad det betyder?“

„Sikkert ikke.“

„Tændte dine hænder på noget tidspunkt?“

„Nej,“ lyver jeg. „Hvordan er din dag gået?“

Han følger indkørslen rundt langs skolen. „Godt. Jeg tog en halvanden times køretur til Columbus efter jeg satte dig af.“

„Hvorfor Columbus?“

„Der er store banker. Jeg ville nødig vække mistanke ved at anmode om en overførsel af et pengebeløb der er større end hele byens samlede formue.“

Jeg nikker. „Godt tænkt.“

Han drejer ud på vejen.

„Har du tænkt dig at fortælle mig hvad hun hedder?“

„Hvad?“ spørger jeg.

„Der må være en grund til det der tåbelige smil. Den mest oplagte er en pige.“

„Hvordan vidste du det?“

„John, gamle dreng, hjemme på Lorien var den gamle Cêpan her lidt af en damernes mand.“

„Du tager pis på mig,“ siger jeg. „Der er ikke noget, der hedder ‘en damernes mand’ på Lorien.“

Han nikker godkendende. „Du har lyttet godt efter.“

Lorianerne er et monogamt folk. Når vi forelsker os, gør vi det for livstid. Vi bliver gift omkring 25-årsalderen, og det har intet at gøre med loven. Det er i langt højere grad baseret på løfter og hengivenhed. Henri var gift i 20 år før han tog af sted sammen med mig. Det er ti år siden nu, men jeg ved at han stadig savner sin kone hver eneste dag.

„Hvem er hun så?“ spørger han.

„Hun hedder Sarah Hart. Hun er datter af den ejendomsmægler du fik huset af. Vi har to fag sammen. Hun er førsteårselev.“

Han nikker. „Køn?“

„Absolut. Og klog.“

„Tja,“ siger han og trækker på det. „Jeg regnede også med at det ville ske før eller siden. Husk bare at vi måske kan blive nødt til at tage af sted uden varsel.“

„Det ved jeg,“ siger jeg, og så tilbringer vi resten af hjemturen i tavshed.

Da jeg kommer hjem står den lorianske kiste på køkkenbordet. Den er på størrelse med en mikrobølgeovn og næsten fuldkommen kvadratisk, 45 gange 45 centimeter. Spændingen farer igennem mig. Jeg går hen til den og griber fat i låsen.

„Jeg tror næsten jeg er mere spændt på at finde ud af hvordan man åbner den end på hvad der egentlig er i den,“ siger jeg.

„Virkelig? Jamen så kan jeg jo bare vise dig hvordan man åbner den og så kan vi låse den igen og glemme alt om hvad der er indeni.“

Jeg smiler til ham. „Lad os nu lige slå koldt vand i blodet. Kom nu. Hvad er der indeni?“

„Det er din arv.“

„Hvad mener du med ‘min arv’?“

„Det er det der gives til hver Garde ved deres fødsel, som hans eller hendes Vogter bruger når Garden begynder at udvikle sin Evne.“

Jeg nikker begejstret. „Og hvad er der så i den?“

„Din arv.“

Hans kokette svar frustrerer mig. Jeg tager fat om låsen og prøver på at tvinge den åben sådan som jeg altid har gjort. Selvfølgelig rører den sig ikke en eneste millimeter.

„Du kan ikke åbne den uden mig og jeg kan ikke åbne den uden dig,“ siger Henri.

„Men hvordan åbner vi den så? Der er ikke noget nøglehul.“

„Ved viljens kraft.“

„Årh, kom nu, Henri. Hold op med at være så frygtelig hemmelighedsfuld.“

Han tager låsen fra mig. „Låsen kan kun åbnes når vi er sammen og ikke før din første evne er dukket op.“

Han går hen til hoveddøren, kigger ud og lukker og låser den. Han går tilbage. „Tryk din håndflade mod siden af låsen,“ siger han, og det gør jeg.

„Den er varm,“ siger jeg.

„Godt. Det betyder at du er klar.“

„Hvad nu?“

Han trykker sin håndflade mod den anden side af låsen og folder sine fingre mellem mine. Der går et sekund. Låsen klikker åben.

„Utroligt!“ siger jeg.

„Den er beskyttet af en loriansk besværgelse, ligesom dig.

Den er ubrydelig. Man kan køre den over med en damptromle uden at efterlade så meget som en bule i den. Kun vi to kan åbne den sammen. Medmindre jeg dør. Så kan du selv åbne den.“

„Nå,“ siger jeg, „lad os håbe det ikke sker.“ Jeg forsøger at løfte låget af kassen, men Henri rækker hånden over og stopper mig.

„Ikke endnu,“ siger han. „Der er ting i den du endnu ikke er klar til at se. Gå over og sæt dig på sofaen.“

„Kom nu, Henri.“

„Stol nu bare på mig,“ siger han.

Jeg ryster på hovedet og sætter mig. Han åbner kassen og fjerner en sten, der vel er en 15 centimeter lang og fem centimeter bred. Han låser kassen igen og bærer så stenen over til mig. Den er fuldkommen glat og aflang, klar på overfladen og sløret indeni.

„Hvad er det?“ spørger jeg.

„En loriansk krystal.“

„Hvad bruger man den til?“

„Hold den,“ siger han og rækker den over til mig. I det øjeblik mine hænder kommer i kontakt med den, tænder begge lys i mine håndflader. De lyser endnu stærkere end den foregående dag. Stenen begynder at blive varm. Jeg holder den op så jeg kan se den nærmere an. Den slørede masse indeni begynder at hvirvle rundt, krænge sig rundt om sig selv som en bølge. Jeg mærker at vedhænget om min hals også bliver varmt. Jeg er vildt begejstret over alle disse nye udviklinger. Jeg har jo tilbragt hele mit liv med at vente utålmodigt på at mine kræfter skulle indfinde sig. Nå ja, der har selvfølgelig været stunder hvor jeg ønskede at de aldrig ville komme, mest fordi jeg så endelig kunne slå mig ned et sted og leve et normalt liv, men lige nu – hvor jeg står og holder en krystal der har hvad der ligner en kugle af røg indeni og ved at mine hænder kan modstå ild og varme, og at flere Evner er på vej og vil blive fulgt af min Hovedevne (den evne der vil gøre det muligt for mig at kæmpe) – ja, så er det alt sammen rimelig sejt og spændende. Jeg kan slet ikke lade være med at smile.

„Hvad sker der med den?“

„Den er forbundet til din Evne. Det er din berøring der aktiverer den. Hvis du ikke var ved at udvikle Lumen, ville krystallen lyse op på samme måde som dine hænder gør. I stedet er det lige omvendt.“

Jeg stirrer på krystallen, betragter røgcirklen og gløden.

„Skal vi begynde?“ spørger Henri.

Jeg nikker hurtigt. „Ja, for pokker.“

Det er blevet en kold dag. Huset er stille, bortset fra et enkelt vindpust nu og da der får vinduerne til at rasle. Jeg ligger på ryggen på træsofabordet. Mine hænder hænger ud over siderne. På et tidspunkt vil Henri lave et lille bål under hver af dem. Jeg trækker vejret langsomt og støt sådan som Henri har fortalt mig at jeg skulle.

„Du er nødt til at holde dine øjne lukkede,“ siger han. „Lyt bare til vinden. Du mærker måske en let brændende fornemmelse i armene når jeg holder krystallen op mod dem. Ignorer det så godt du kan.“

Jeg lytter til vinden der blæser mellem træerne udenfor. På en eller anden måde kan jeg mærke dem bøje og svaje i vinden.

Henri starter med min højre hånd. Han presser krystallen mod bagsiden af den, skubber den videre op langs håndleddet og videre til underarmen. Jeg mærker en brændende fornemmelse sådan som han forudså, men den er ikke nok til at jeg trækker armen til mig.

„Lad dine tanker flyde, John. Følg dem til det sted du skal hen til.“

Jeg forstår ikke hvad han taler om, men jeg forsøger at tømme hovedet for tanker og trække vejret langsomt. Lige pludselig føler jeg at jeg flyder væk. Et eller andet sted fra kan jeg mærke solens varme på mit ansigt og en vind, der er meget varmere end den, der blæser uden for vores vægge. Da jeg åbner øjnene er jeg ikke længere i Ohio.

Jeg befinder mig over et enormt væld af trætoppe, en jungle, der strækker sig så langt øjet rækker. Blå himmel, solen der hamrer ned, en sol der er næsten dobbelt så stor som Jordens. En varm og blid brise der blæser gennem mit hår. Nedenunder bugter floder sig gennem de dybe kløfter der gennemskærer alt det grønne. Jeg svæver over en af dem. Dyr af alle mulige former og størrelser – nogle lange og slanke, andre med korte arme og tætbyggede kroppe, andre med hår og andre med mørk hud der synes ujævn at røre ved – drikker af det kølige vand ved flodbredden. Der er et knæk i floden et fjernt sted ude i horisonten, og jeg er sikker på at jeg er på Lorien. Planeten er ti gange mindre end Jorden, og det er muligt at se overfladen bue når man kigger langt nok væk.

På en eller anden måde er jeg i stand til at flyve. Jeg kaster mig opad og roterer i luften, flyver så som en torpedo nedad og stormer hen over flodens overflade. Dyrene løfter hovederne og betragter mig nysgerrigt, men helt uden frygt. Lorien i dens storhedstid, dækket af vegetation, beboet af dyr. Den ligner faktisk Jorden sådan som jeg forestiller mig at den så ud for millioner af år siden, dengang Jorden selv regerede over de væsner der levede på den, dengang menneskene endnu ikke var kommet til og begyndt at regere over Jorden. Planeten Lorien i dens storhedstid. Jeg ved godt at den ikke længere ser sådan ud. Jeg må være ved at gennemleve en erindring. Men det er vist ikke min, er det?

Og så skifter det lynhurtigt fra dag til nat. Ude i det fjerne begynder et storslået opbud af fyrværkeri der flyver højt til himmels, eksploderer og former sig som dyr og træer med den mørke himmel med måner og millioner af stjerner som det perfekte bagtæppe.

„Jeg kan mærke deres desperation,“ hører jeg et sted. Jeg vender mig og ser mig omkring. Der er ingen. „De ved hvor én af de andre befinder sig, men besværgelsen er stadig intakt. De kan ikke røre hende før de har dræbt dig. Men de fortsætter med at spore hende.“

Jeg flyver højt op og dykker langt ned igen i min jagt på stemmens ejermand. Hvor kommer den fra?

„Det er nu vi skal være mest forsigtige. Det er nu vi skal være på forkant med dem.“

Jeg sætter fremad mod fyrværkeriet. Der er noget ved stemmen, der foruroliger mig. Måske vil de høje brag kunne overdøve den.

„De havde ellers håbet at de kunne nå at dræbe os alle længe inden jeres Evner udviklede sig. Men vi har holdt os godt skjult. Vi må forholde os roligt. De første tre gik i panik. De første tre er døde. Derfor må vi sørge for at være kloge og forsigtige. Det er når vi går i panik at vi begår fejltagelser. De ved at det kun vil blive sværere for dem jo mere resten af jer udvikler jer, og når I alle er fuldt udviklede, vil krigen blive udkæmpet. Så vil vi tage til genmæle, tage vores hævn og det ved de.“

Jeg ser bomberne falde fra adskillige kilometers højde over Loriens overflade. Eksplosioner ryster jorden og luften, skrig føres med af vinden, brande fejer hen over marker og træer. Skovene brænder. Tusindvis af forskellige luftfartøjer daler ned fra himlen for at lande på Lorien. Mogadorianske soldater strømmer ud af dem, bevæbnet med geværer og granater med langt større slagkraft end de der bruges til krigsførelse på Jorden. De er højere end os, men ligner os stadig, på nær ansigtet. De har ingen pupiller, og deres iriser er en dyb magentarød farve. Nogle af dem har sorte iriser. De har mørke, tunge ringe om øjnene, og deres hud synes bleg – den virker næsten misfarvet som et blåt mærke. Deres tænder glimter imellem læber der aldrig synes at lukke; tænder der synes at være filet unaturligt spidse.

Mogadores uhyrer følger lige efter dem ud af flyene med det samme kolde blik i øjnene. Nogle af dem er så store som huse, viser tænder så skarpe som barberblade og brøler så højt at det gør ondt i ørerne.

„Vi blev skødesløse, John. Det var derfor de besejrede os så let,“ siger han. Nu går det op for mig at den stemme, jeg kan høre, tilhører Henri. Men jeg kan ikke se ham nogen steder, og jeg kan ikke få mig selv til at fjerne blikket fra massakren og ødelæggelserne længe nok til at lede efter ham. Folk løber i alle retninger og gør modstand. Der bliver dræbt lige så mange af mogadorianerne som af lorianerne. Men lorianerne står alligevel til at tabe kampen mod uhyrerne der dræber folk i dusinvis: De spyr ild, skærer tænder, svinger ondskabsfuldt om sig med arme og haler. Tiden haster af sted, meget hurtigere end normalt. Hvor lang tid er der gået? En time? To?

Garderne leder kampen og viser deres Evner fuldt ud. Nogle kan flyve, andre kan løbe så hurtigt at de bliver helt utydelige, og andre kan forsvinde helt. Laserstråler affyres fra hænder, kroppe omsluttes af flammer, uvejrsskyer dannes og kombineres med stærk blæst over dem der er i stand til at styre vejret. Men alligevel taber de. Fjenden er 500 gange flere end de. Deres kræfter rækker ikke til.

„De overrumplede os. Mogadorianerne havde planlagt det godt ved at vælge at angribe i netop det øjeblik hvor de vidste at vi var mest sårbare, mens planetens ældste var væk. Pittacus Lore, den mægtigste af dem, deres leder, havde kaldt dem alle til samling før angrebet. Ingen ved hvad der skete med dem eller hvor de tog hen eller om de måske endda stadig er i live. Måske dræbte mogadorianerne dem som de første og benyttede så lejligheden til at sætte angrebet ind da de ældste var af vejen. Det eneste vi ved med sikkerhed er at der viste sig en søjle af vibrerende, hvidt lys, der tårnede sig så højt mod himlen som øjet rakte, den dag de ældste samledes. Den blev stående hele dagen og forsvandt så. Vi, som folk, burde have set det som et tegn på at der var noget galt, men det gjorde vi ikke. Vi kan ikke bebrejde nogen andre end os selv for det der skete. Det var et rent held at vi overhovedet fik reddet nogen fra planeten, endsige ni unge Garder som måske en dag kan tage kampen op igen og holde vores race i live.“

Ude i det fjerne skydes et rumskib stadigt højere og hurtigere ud i verdensrummet, efterfulgt af en blå stribe. Jeg observerer det fra mit udkigspunkt på himlen indtil det forsvinder ud af syne. Der er noget bekendt ved det. Og så slår det mig: Jeg er om bord på det rumskib, og det er Henri også. Det er det rumskib der bragte os til Jorden. Lorianerne må have vidst at de var slået. Hvorfor skulle de ellers sende os væk?

Meningsløs nedslagtning. Det er sådan jeg ser det. Jeg lander på jorden og går igennem en kugle af ild. Raseriet fejer igennem mig. Mænd og kvinder dør, Garder og Cêpaner, sammen med forsvarsløse børn. Hvordan kan nogen holde dette ud? Hvordan kan mogadorianernes hjerter være blevet så hærdede at de kan få sig selv til at gøre alt dette? Og hvorfor blev mit liv skånet?

Jeg kaster mig mod den nærmeste soldat, men jeg falder lige igennem ham og lander på jorden. Alt hvad jeg er vidne til her er allerede sket. Jeg er tilskuer til vores egen undergang, og der er intet som helst jeg kan gøre ved det.

Jeg vender mig om og står ansigt til ansigt med et uhyre der ser ud til at være 12 meter højt, bredskuldret, har røde øjne og seks meter lange horn. Savlet drypper fra dets lange, skarpe tænder. Det udstøder et brøl og kaster sig fremad.

Uhyret passerer lige igennem mig, men udrydder dusinvis af lorianere omkring mig. Lige med et er de alle sammen væk. Og uhyret fortsætter og udrydder endnu flere lorianere.

Hen over disse scener af ødelæggelse hører jeg en kradselyd. En lyd der ikke har noget at gøre med blodbadet på Lorien. Jeg svæver væk, eller rettere tilbage. To hænder trykker ned på mine skuldre. Jeg slår øjnene op og opdager at jeg er tilbage i mit hjem i Ohio. Mine arme hænger ud over sofabordet. Få centimeter under dem står to jerngryder med ild i, og begge hænder og håndled er helt omsluttet af flammerne. Jeg kan slet ikke mærke dem. Henri står hen over mig. Den kradselyd, jeg hørte for et øjeblik siden, kommer fra verandaen.

„Hvad er det?“ hvisker jeg og sætter mig op.

„Det ved jeg ikke,“ siger han.

Vi bliver begge tavse og anstrenger os for at lytte. Endnu tre kradselyde ved døren. Henri ser ned på mig.

„Der er nogen derude,“ siger han.

Jeg ser på væguret. Der er gået næsten en time. Jeg sveder, gisper efter vejret, foruroliget af de myrderier jeg netop har været vidne til. For første gang i mit liv forstår jeg for alvor hvad der egentlig skete på Lorien. Før denne aften var de begivenheder bare elementer i endnu en historie, ikke ulig mange af dem jeg har læst om i bøger. Men nu har jeg set blodet, tårerne, de døde. Jeg har set ødelæggelsen. Den er blevet en del af den jeg er.

Udenfor er mørket faldet på. Der lyder endnu tre kradselyde ved døren og en lav knurren. Vi bliver begge forskrækkede. Jeg tænker omgående på den lave knurren jeg hørte fra uhyrerne.

Henri skynder sig ud i køkkenet og snupper en kniv fra skuffen ved siden af vasken. „Gem dig bag sofaen.“

„Hva’, hvorfor det?“

„Fordi jeg siger det.“

„Tror du at du kan klare en mogadorianer med den lille kniv?“

„Ja, hvis jeg rammer den lige i hjertet. Ned med dig.“

Jeg tumler ned af sofabordet og sætter mig på hug bag sofaen. Der er stadig ild i de to jerngryder, og svage syn af ødelæggelserne kører stadig rundt i mit hoved. Det lyder en utålmodig knurren fra den anden side af hoveddøren. Der er ingen tvivl om at der er nogen eller noget derude. Mit hjerte hamrer løs.

„Bliv nede,“ siger Henri.

Jeg løfter hovedet så jeg kan kigge op over ryglænet på sofaen. Alt det blod, tænker jeg. De må helt sikkert have vidst at de var i undertal. Men alligevel kæmpede de til det sidste, døde for at redde hinanden, døde for at redde Lorien. Henri har et fast greb om kniven. Ganske langsomt rækker han ud efter messinghåndtaget. Vreden farer igennem mig. Jeg håber det er en af dem. Gid det er en mogadorianer der kommer ind ad den dør. Så får han sin sag for.

Jeg nægter at blive bag ved den her sofa. Jeg rækker over og griber fat om en af jerngryderne, begraver hånden i den og trækker et brændende, spidst træstykke op af den. Det føles køligt, men det brænder videre så flammerne slikker over og under min hånd. Jeg holder træstykket som en dolk. Lad bare dem komme, tænker jeg. Det er slut med at flygte. Henri ser over på mig, tager en dyb indånding og flår hoveddøren op.