Kapitel 17

Næste dag vågner jeg tidligere end jeg plejer, stiger ud af sengen, forlader mit værelse og finder Henri som sidder ved køkkenbordet og skimmer aviserne med sin bærbare tændt. Solen er stadig ikke oppe og huset er så mørkt at den eneste lyskilde er computerskærmen.

„Har du fundet noget?“

„Næh, ikke rigtigt.“

Jeg tænder lyset i køkkenet. Bernie Kosar sætter poterne mod hoveddøren. Jeg åbner den og han farer ud i haven og afpatruljerer den som han gør hver morgen. Han løfter hovedet og afsøger hele grundens omkreds efter spor af noget mistænkeligt. Han snuser nogle tilfældige steder. Da han føler sig forvisset om at alt er som det skal være, galopperer han ud i skoven og forsvinder ud af syne.

På køkkenbordet ligger to eksemplarer af De går iblandt os, originalen og en fotokopi som Henri har lavet til sig selv. Imellem dem ligger en lup.

„Er der noget unikt på originalen?“

„Nej.“

„Hvad så nu?“ spørger jeg.

„Tja, jeg har haft heldet med mig. Jeg krydstjekkede de andre artikler i nummeret med internettet og fik et par hits. Et af dem førte mig til en personlig hjemmeside. Jeg har sendt ejermanden en e-mail.“

Jeg stirrer på Henri.

„Bare rolig,“ siger han. „De kan ikke spore e-mails. I hvert fald ikke når man sender dem på den måde jeg gør.“

„Hvordan sender du dem?“

„Jeg sender dem igennem adskillige servere i storbyer over hele kloden så oprindelsesstedet går tabt på vejen.“

„Imponerende.“

Bernie Kosar kradser på døren og jeg lukker ham ind. Uret på mikrobølgeovnen viser 5:59. Der er to timer til jeg skal i skole.

„Synes du virkelig vi gør klogt i at grave rundt i alt det her?“ spørger jeg. „Jeg mener, hvad hvis nu det er en fælde? Hvad hvis det bare er et trick til at lokke os ud af vores skjul?“

Henri nikker. „Hør nu her, hvis artiklen havde nævnt noget om os ville det have givet mig grund til eftertanke. Men det gjorde den ikke. Den handlede om at de planlægger at invadere Jorden på nogenlunde samme måde som de gjorde på Lorien. Der er så meget om det vi stadig ikke kan forklare. Du havde jo ret da du for få uger siden sagde at vi blev nedkæmpet alt for let. Det gjorde vi. Det giver ingen mening. Omstændighederne omkring de ældstes forsvinden giver heller ingen mening. Selv det at du og de andre børn blev sendt væk fra Lorien, hvilket jeg ellers aldrig har betvivlet, virker sært. Og selvom du selv har set hvad der skete – og jeg har haft de samme syner – så er der alligevel noget ved regnestykket der ikke helt går op. Hvis det en dag lykkes os at vende tilbage, tror jeg at det bliver bydende nødvendigt at forstå hvad der skete så vi kan forhindre at det sker igen. Du kender godt ordsproget ‘Den der ikke forstår historien er dømt til at gentage den.’ Og når den gentager sig er der dobbelt så meget på spil.“

„Okay,“ siger jeg. „Men ifølge det du sagde lørdag aften, bliver vores chance for at vende tilbage spinklere for hver dag der går. Når du tager det i betragtning, synes du så det er det værd?“

Henri trækker på skuldrene. „Der er stadig fem andre derude. Måske har de fået deres Evner. Måske er dine bare forsinkede. Jeg synes det er bedst at tage alle eventualiteter i betragtning når man lægger planer.“

„Hvad har du da tænkt dig at gøre?“

„Jeg vil bare ringe til dem. Jeg er nysgerrig efter at finde ud af hvad denne person ved. Jeg gad godt vide hvorfor han ikke fulgte op på historien. Der er to mulige grunde: Enten fandt han ikke mere information og tabte interesse for historien, eller også har nogen været efter ham lige siden den blev udgivet.“

Jeg sukker. „Men vær nu forsigtig,“ siger jeg.

Jeg trækker et par joggingbukser på, trækker en sweatshirt over to T-shirts, binder mine løbesko, rejser mig op og strækker ud. Ned i min rygsæk kaster jeg det tøj jeg har tænkt mig at have på i skolen, et håndklæde, et stykke sæbe og en lille flaske shampoo, så jeg kan tage et brusebad når jeg kommer derhen. Fra nu af vil jeg løbe i skole hver morgen. Henri vil gerne have mig til at tro at den ekstra motion vil gavne min træning, men den egentlige grund er at han håber det vil hjælpe min krops forvandling på vej og vække mine Evner fra den dvale de er i – hvis det altså er det, der er tilfældet.

Jeg kigger ned på Bernie Kosar. „Klar til en løbetur, vovse? Hva’? Skal du med ud og løbe en tur?“

Han logrer med halen og løber i cirkler omkring sig selv.

„Vi ses efter skoletid.“

„Hav en god løbetur,“ siger Henri. „Se dig for ude på vejen.“

Vi går udenfor hvor den kolde, friske luft slår os i møde. Bernie Kosar gør begejstret et par gange. Jeg lægger ud med at jogge langsomt ned af indkørslen og ud på grusvejen, mens hunden traver af sted ved siden af mig fuldkommen som jeg havde regnet med. Efter omkring 400 meter er jeg varmet op.

„Klar til at sætte tempoet en tak op, vovse?“

Han viser mig slet ingen opmærksomhed, fortsætter bare med at trave derudaf med tungen hængende ud af munden og et uendeligt lykkeligt udtryk.

„Okay, så går det løs.“

Jeg skifter til det høje gear og sætter først i løb og derefter i fuldt firspring, så hurtigt jeg overhovedet kan. Jeg sætter Bernie Kosar af. Jeg kigger bagud og ser at jeg vinder et stadig større forspring selvom han løber så hurtigt han kan. Vinden suser i mit hår og træerne bliver udviskede idet jeg passerer forbi. Det hele føles skønt. Så skyder Bernie Kosar ind gennem skoven og forsvinder ud af syne. Jeg ved ikke helt om jeg burde stoppe og vente på ham. Så vender jeg mig om og ser Bernie Kosar springe ud af skoven tre meter foran mig.

Jeg kigger ned på ham og han kigger op på mig med tungen hængende ud af munden og et nærmest triumferende udtryk i øjnene.

„Du er nu en sær hund, er du godt klar over det?“

Fem minutter efter kommer skolen til syne. Jeg spurter de sidste 800 meter, bruger mig selv fuldt ud, løber så hurtigt jeg kan. Der er ingen der ser mig, for der er ingen på færde så tidligt. Så stopper jeg og folder hænderne bag hovedet mens jeg forsøger at få vejret igen. Bernie Kosar ankommer 30 sekunder senere, sætter sig og kigger på mig. Jeg går ned på knæ og kæler ham.

„Godt klaret, makker. Jeg tror vi har fundet os et nyt morgenritual.“

Jeg trækker rygsækken af skuldrene, lyner den op, tager en pakke med et par baconstrimler op og giver dem til ham. Han guffer dem i sig.

„Okay, gamle ven, nu går jeg indenfor. Gå nu hjem med dig. Henri venter på dig.“

Han ser på mig i et sekund og begynder så at traske hjemad. Jeg er totalt forbløffet over hans fatteevne. Så vender jeg mig om, går ind i bygningen og styrer mod bruserrummet.

Jeg er kun den anden, der ankommer til astronomilokalet. Sam er den første og han har allerede sat sig på sin sædvanlige plads bagerst i lokalet.

„Hov,“ siger jeg. „Ingen briller. Hvad er det for noget?“

Han trækker på skuldrene. „Jeg tænkte over det du sagde. Det er sikkert dumt af mig at gå med dem.“

Jeg sætter mig ved siden af ham. Jeg tror aldrig jeg vænner mig helt til at hans øjne ser så små ud. Jeg afleverer nummeret af De går iblandt os til ham. Han skubber det ned i sin taske. Jeg peger med fingrene formet som en pistol og prikker til ham.

„Bang!“ siger jeg.

Han begynder at grine og så gør jeg også. Hverken han eller jeg kan stoppe igen. Hver gang en af os er tæt på, begynder den anden at grine og så begynder det hele forfra. Folk glor på os efterhånden som de kommer ind. Så kommer Sarah. Hun kommer ind alene, slentrer hen til os med et forvirret udtryk og sætter sig på pladsen ved siden af mig.

„Hvad griner I to fyre af?“

„Det ved jeg ikke rigtig,“ siger jeg og griner så lidt mere.

Mark er den sidste der kommer ind. Han sætter sig på sin sædvanlige plads, men i stedet for Sarah sidder der i dag en anden pige på sædet ved siden af ham. Jeg tror nok at hun er tredjeårselev. Sarah rækker ned under bordet og tager fat i min hånd.

„Der er noget jeg vil tale med dig om,“ siger hun.

„Hvad er det?“

„Jeg ved godt at det er med meget kort varsel, men mine forældre vil gerne invitere dig og din far til Thanksgiving-middag i morgen.“

„Det må jeg nok sige. Det ville da være fedt. Jeg bliver nødt til at spørge derhjemme først, men jeg ved at vi ikke har andre planer så jeg går ud fra at svaret er ja.“

Hun smiler. „Perfekt.“

„Vi er jo kun to så vi plejer ikke engang at holde Thanksgiving.“

„Jamen vi giver den hele armen. Og begge mine brødre kommer hjem fra college. De vil gerne møde dig.“

„Hvor kender de mig fra?“

„Hvorfra tror du?“

Læreren kommer ind, Sarah blinker til mig og så begynder vi begge at tage notater.

Efter skoletid venter Henri som altid på mig med Bernie Kosar på passagersædet. Hans logrende hale begynder at banke mod siden af døren det øjeblik han ser mig. Jeg kurer ind på sædet.

„Athens,“ siger Henri.

„Athen?“

„Athens, Ohio.“

„Hvorfor siger du det?“

„Det er der numrene af De går iblandt os bliver skrevet og trykt. Det er der de bliver sendt fra.“

„Hvordan fandt du ud af det?“

„Jeg har mine metoder.“

Jeg kigger på ham.

„Okay, okay. Det krævede tre e-mails og fem telefonopkald, men nu har jeg nummeret.“ Han kigger over på mig. „Det er altså slet ikke så svært at finde ud af når blot man gør sig en smule umage.“

Jeg nikker. Jeg ved godt hvad han vil sige med det. Mogadorianerne kunne have fundet ud det lige så let som han gjorde. Det betyder selvfølgelig at der nu er mere der taler for Henris anden mulighed – at en eller anden har været efter udgiveren inden historien kunne nå at udvikle sig yderligere.

„Hvor langt væk ligger Athens?“

„To timers kørsel.“

„Skal du så derhen?“

„Det håber jeg ikke. Jeg ringer først.“

Da vi kommer hjem tager Henri omgående sin mobil frem og sætter sig ved køkkenbordet. Jeg sætter mig ned over for ham og lytter.

„Ja, jeg ringer med en forespørgsel angående sidste måneds nummer af De går iblandt os.“

En dyb stemme svarer i den anden ende. Jeg kan ikke høre hvad der bliver sagt.

Henri smiler. „Ja,“ siger han og holder en pause.

„Nej, jeg er ikke abonnent, men det er en af mine venner.“

Endnu en pause. „Nej tak.“

Han nikker.

„Jamen jeg er interesseret i den artikel I bragte om mogadorianerne. Den blev ikke fulgt op i denne måneds nummer som forventet.“

Jeg læner mig fremad med helt spændt og stiv krop og anstrenger mig for at lytte. Da svaret kommer, lyder stemmen rystet, foruroliget. Så bliver mobilen tavs.

„Hallo?“

Henri tager mobilen væk fra øret, kigger på den og flytter den tilbage til øret igen.

„Hallo?“ siger han igen.

Så lukker han mobilen og lægger den på bordet. Han kigger på mig.

„Han sagde: ‘Ring aldrig til mig her igen.’ Og så smækkede han på.“