Kapitel 15

To uger senere falder den første sne. Det er kun et let drys, lige nøjagtigt nok til at dække pickuppen med et fint pulver. Lige siden Halloween, dengang den lorianske krystal spredte Lumen til hele min krop, har Henri været travlt beskæftiget med min egentlige træning. Hver evig eneste dag har vi trænet, i det kolde vejr, i regnen og nu i sneen. Selvom han ikke siger det, tror jeg han er begyndt at blive utålmodig efter at jeg skal blive klar. Det startede med foruroligede blikke, rynkede bryn og bid i underlæben, efterfulgtes af dybe suk og søvnløse nætter hvor gulvbrædderne knirkede under hans fødder mens jeg lå vågen i mit værelse, og udviklede sig så til sit nuværende stade hvor Henris anstrengte stemme synes at have en dybt rodfæstet desperation.

Vi står i baghaven, tre meter fra hinanden, ansigt til ansigt.

„Jeg er ikke rigtig i humør til det i dag,“ siger jeg.

„Det ved jeg godt du ikke er, men vi er nødt til at gøre det alligevel.“

Jeg sukker og ser på mit ur. Klokken er fire.

„Sarah kommer klokken seks,“ siger jeg.

„Det ved jeg godt,“ siger Henri. „Det er derfor vi skal skynde os.“

Han har en tennisbold i hver hånd.

„Er du klar?“ spørger han.

„Så klar som jeg kan blive.“

Han kaster den første bold højt op i luften og da den når det højeste punkt på sin bane, forsøger jeg at fremmane en kraft dybt inde i mig der kan hindre den i at falde ned igen. Jeg aner ikke hvordan jeg skal gøre det, kun at jeg ifølge Henri burde være i stand til at gøre det med tid og øvelse. Alle Garder udvikler evnen til at flytte genstande med tankens kraft. Telekinese. Og i stedet for at lade mig opdage den på egen hånd – som jeg gjorde med hænderne – synes Henri at være helt besat af tanken om at vække Evnen fra den hule hvor den synes at være gået i vinterhi.

Nøjagtig som de hen ved tusind andre før den, falder den til jorden uden en eneste afbrydelse, hopper to gange og ligger stille i det snedækkede græs.

Jeg udstøder et dybt suk. „Jeg er ikke i det rigtige humør i dag.“

„Igen,“ siger Henri.

Han kaster den anden bold. Jeg forsøger at bevæge den, stoppe den, alt indeni mig kæmper for at få den skide tingest til at flytte sig et par centimeter til højre eller venstre, men uden held. Den rammer også jorden. Bernie Kosar som har siddet og set på os går ud til den, samler den op og går sin vej.

„Den kommer når den kommer,“ siger jeg.

Henri ryster på hovedet. Hans kæbemuskler er spændt. Hans dårlige humør og utålmodighed er begyndt at gå mig på nerverne. Han ser på Bernie Kosar, der lunter af sted med bolden, og udstøder så et suk.

„Hvad er der?“ spørger jeg.

Han ryster på hovedet igen. „Lad os bare blive ved med at prøve.“

Han går hen og samler den anden bold op. Så slynger han den højt op i luften. Jeg forsøger at stoppe den, men selvfølgelig falder den bare ned.

„Måske i morgen,“ siger jeg.

Henri nikker og kigger ned i jorden. „Måske i morgen.“

Jeg er dækket af sved og mudder og smeltet sne efter vores træning. Henri pressede mig hårdere end normalt i dag og gik til mig med en aggression der kun kan være affødt af panik. Ud over telekinesetræningen brugte vi det meste af tiden på at træne kampteknikker – nærkamp, brydning, blandede kampsportsgrene – efterfulgt af teknikker til at bevare roen – hvordan man forbliver fattet under pres, tankestyring, hvordan man ser frygten i øjnene på en modstander og ved hvordan man bedst kan blotte den. Det var faktisk ikke Henris hårde træning der gik mig på, men rettere udtrykket i hans øjne. Et forpint udtryk med anstrøg af frygt, fortvivlelse, skuffelse. Jeg ved ikke om han er bekymret for min mangel på fremskridt eller om det er noget dybere, men disse træningstimer er begyndt at blive lige lovligt anstrengende – både følelsesmæssigt og fysisk.

Sarah ankommer lige til tiden. Jeg går udenfor og kysser hende idet hun træder op på verandaen. Jeg tager imod hendes frakke og hænger den op da vi kommer indenfor. Der er kun en uge til vores terminsprøve i hjemkundskab så Sarah fik den gode ide at vi kunne tilberede retten hjemme inden vi skal over på skolen og lave den. Det øjeblik vi begynder at lave mad tager Henri sin jakke og går en tur. Han tager Bernie Kosar med sig, og jeg er kun glad for endelig at få lidt privatliv. Vi laver ovnbagte kyllingebryster med kartofler og dampede grøntsager, og måltidet bliver langt bedre end jeg havde håbet. Da det hele er klart, sætter vi os alle tre til bords og spiser sammen. Henri er tavs under det meste af måltidet. Sarah og jeg bryder den pinlige tavshed med lidt small talk om skolen og vores biograftur den kommende lørdag. Henri kigger sjældent op fra sin tallerken og kun for at rose maden.

Da middagen er forbi, vasker Sarah og jeg op og trækker os tilbage til sofaen. Sarah har medbragt en film som vi sætter os og ser på vores lille tv, men Henri tilbringer det meste af tiden med at stirre ud ad vinduet. Halvvejs gennem filmen rejser han sig op med et suk og går udenfor. Sarah og jeg ser ham gå. Vi holder i hånd og hun læner hovedet mod min skulder. Bernie Kosar sidder ved siden af hende med hovedet på hendes skød og et tæppe svøbt om dem begge. Det er hamrende koldt og blæsende udenfor, men herinde i vores dagligstue er der varmt og hyggeligt.

„Er din far okay?“ spørger Sarah.

„Det ved jeg ikke. Han har opført sig så underligt på det seneste.“

„Han var meget tavs under middagen.“

„Ja, jeg går lige ud og ser til ham. Jeg er straks tilbage,“ siger jeg og går udenfor til Henri. Han står på verandaen og kigger ud i mørket.

„Hvad foregår der egentlig?“ spørger jeg.

Han dvæler tankefuldt ved stjernerne.

„Det er noget der føles forkert,“ siger han.

„Hvad mener du?“

„Du vil ikke bryde dig om det.“

„Okay. Ud med sproget.“

„Jeg ved ikke hvor længe vi kan blive her endnu. Her føles usikkert.“

Jeg føler et sug i maven og tier stille.

„De er desperate, og jeg tror de kommet tættere på. Jeg kan mærke det. Jeg tror ikke vi er i sikkerhed her.“

„Jeg har ikke lyst til at rejse væk.“

„Det ved jeg godt.“

„Vi har holdt os godt skjult.“

Henri kigger på mig med løftede øjenbryn. „Ja, du må meget undskylde, John, men jeg synes ikke ligefrem du har holdt lav profil.“

„Altid når det virkelig gjaldt.“

Han nikker. „Så må vi vel bare vente og se.“

Han går hen til kanten af verandaen og placerer hænderne på rækværket. Jeg stiller mig ved siden af ham. Et nyt snefald begynder, snefnug drysser ned som flimrende hvide prikker i den ellers mørke nat.

„Det er ikke kun derfor,“ siger Henri.

„Det troede jeg heller ikke.“

Han sukker. „Du burde allerede have udviklet telekinese. Den Evne kommer næsten altid sammen med den første Evne. Den kommer meget sjældent efter, og når den gør, er det aldrig mere end en uge senere.“

Jeg kigger over på ham. Hans øjne er fulde af bekymring og ængstelige rynker trækker linjer hen over hans pande.

„Dine Evner kommer fra Lorien. Det har de altid gjort.“

„Hvad er det du prøver på at sige til mig?“

„Jeg ved ikke hvor meget mere vi kan forvente os fra nu af,“ siger han og holder en pause. „Eftersom vi ikke længere befinder os på planeten, kan jeg ikke være sikker på at resten af dine Evner nogensinde vil vise sig. Og hvis det er tilfældet, har vi ingen chance for at kæmpe mod mogadorianerne, endsige nedkæmpe dem. Og hvis vi ikke kan nedkæmpe dem, kan vi heller aldrig vende tilbage.“

Jeg betragter snefaldet, ude af stand til at afgøre om jeg skal være bekymret eller lettet, lettet fordi det måske langt om længe ville gøre en ende på vores konstante flugt og gøre det muligt for at slå os ned et sted. Henri peger på stjernerne.

„Lige der,“ siger han. „Lorien er lige der.“

Jeg ved selvfølgelig udmærket godt hvor Lorien befinder sig uden at få det at vide. Den har en særlig tiltrækningskraft, en særlig magt til altid at drage mine øjne mod netop den plet milliarder af kilometer væk hvor Lorien befinder sig. Jeg prøver at fange et snefnug på spidsen af tungen, lukker øjnene og indånder den kolde luft. Da jeg åbner dem igen, vender jeg mig om og betragter Sarah gennem vinduet. Hun sidder stadig derinde med benene trukket op under sig og Bernie Kosars hoved på skødet.

„Har du nogensinde overvejet bare at slå dig ned her, bare at sige ‘til helvede til med Lorien’ og få dig et liv her på Jorden?“ spørger jeg Henri.

„Du var meget ung da vi tog af sted. Du kan nok ikke huske så meget af det, vel?“

„Ikke rigtigt,“ siger jeg. „Af og til husker jeg brudstykker hist og her. Men jeg er ikke altid sikker på om det er noget jeg erindrer eller om det er noget jeg har set under vores træning.“

„Jeg tror ikke du ville have det sådan hvis du kunne huske det.“

„Men jeg kan jo ikke huske det. Er det ikke det der er pointen?“

„Måske,“ siger han. „Men uanset om du vil tilbage eller ej, så vil mogadorianerne aldrig holde op med at lede efter dig. Og hvis vi bliver skødesløse og slår os ned, kan du være sikker på at de finder os. Og det øjeblik de gør det, dræber de os begge to. Det kan vi ikke lave om på. Aldrig.“

Jeg ved han har ret. Ligesom Henri kan jeg ligesom fornemme det, mærke det i nattens mulm og mørke når hårene på mine arme stritter eller når en let kuldegysning sniger sig op ad min rygrad, selvom jeg ikke fryser.

„Har du nogensinde fortrudt at du er blevet sammen med mig i så lang tid?“

„Fortrudt? Hvordan kan du tro at jeg nogensinde ville fortryde det?“

„Fordi vi ikke har noget at vende tilbage til. Din familie er død. Det er min også. På Lorien kommer livet kun til at handle om at genopbygge. Hvis jeg ikke var her, kunne du så let som ingenting skabe dig en ny identitet og tilbringe resten af dine dage som ganske almindelig borger et sted. Du kunne have venner, måske endda blive forelsket igen.“

Henri ler. „Jeg er allerede forelsket, og det vil jeg blive ved med at være til den dag jeg dør. Jeg forventer ikke at du skal kunne forstå det. Lorien er anderledes end Jorden.“

Jeg sukker frustreret. „Men du kunne få dig et hjem.“

„Jeg har skam et hjem. Mit hjem er i Paradise, Ohio, lige nu, sammen med dig.“

Jeg ryster på hovedet. „Du ved jo godt hvad jeg mener, Henri.“

„Hvad er det du tror jeg går glip af?“

„Et liv.“

„Du er mit liv, knægt. Du og mine minder er mine eneste bånd til fortiden. Uden dig har jeg ingenting. Det er sandheden.“

Netop da åbner døren bag os. Bernie Kosar lunter ud foran Sarah som står halvt ude, halvt inde i døråbningen.

„Har I to virkelig tænkt jer at lade mig se den her film helt alene?“ spørger hun.

Henri smiler til hende. „Det kunne vi da ikke drømme om,“ siger han.

Efter filmen kører Henri og jeg Sarah hjem. Da vi kommer derhen, følger jeg hende til hoveddøren hvor vi stiller os i vindfanget og smiler til hinanden. Jeg giver hende et godnatkys, et dvælende kys, mens jeg holder nænsomt om hendes hænder.

„Vi ses i morgen,“ siger hun og giver mine hænder et klem.

„Sov sødt.“

Jeg går tilbage til pickuppen. Henri kører ud ad Sarahs indkørsel og styrer hjemad. Jeg kan ikke lade være med at blive lidt bange ved tanken om Henris ord da han hentede mig efter min første rigtige skoledag: ‘Husk bare, at vi måske kan blive nødt til at tage af sted uden varsel.’ Han har ret, det ved jeg godt, men jeg har aldrig før følt sådan her for nogen. Jeg svæver gennem luften når vi er sammen og bliver ængstelig når vi er adskilt som nu, selvom jeg lige har tilbragt de seneste par timer med hende. Sarah giver vores endeløse flugt en mening, et formål der overgår ren og skær overlevelse. En grund til at vinde. Tanken om at jeg måske bringer hendes liv i fare ved at være sammen med hende skræmmer mig mere end alt andet.

Da vi kommer hjem igen, går Henri ind i sit soveværelse og vender tilbage med kisten mellem hænderne. Han smider den på køkkenbordet.

„Mener du det?“ spørger jeg.

Han nikker. „Der er noget i den som jeg har villet vise dig i årevis.“

Jeg kan slet ikke vente med at se hvad kisten ellers indeholder. Vi åbner låsen sammen og han løfter låget på en sådan måde, at jeg ikke kan smugkigge ned i den. Henri fjerner en fløjlspose, lukker kisten og låser den igen.

„Disse er ikke en del af din Evne, men sidste gang vi åbnede kisten lagde jeg dem ned i den på grund af den utrygge fornemmelse jeg har haft. Selv hvis mogadorianerne skulle fange os vil de aldrig kunne åbne denne her,“ siger han og gør en håndbevægelse mod kisten.

„Men hvad er der i posen?“

„Solsystemet,“ siger han.

„Men hvis de ikke er en del af min Evne hvorfor har du så aldrig vist mig dem?“

„Fordi du var nødt til at udvikle en Evne for at kunne aktivere dem.“

Han rydder køkkenbordet og sætter sig ned over for mig med posen på skødet. Han smiler til mig og mærker min begejstring. Så rækker han ned i posen og tager syv glaskugler af varierende størrelse op. Han former hænderne som en skål, holder glaskuglerne op foran sig og puster på dem. Små lysglimt flimrer i deres indre. Så kaster han dem op i luften og på en gang vækkes de alle til live, svævende frit over køkkenbordet. Glaskuglerne er en model af vores solsystem. Den største er på størrelse med en appelsin – Loriens sol. Den ligner en fritsvævende kugle af lava som den hænger der i midten og afgiver samme lysstyrke som en elpære. De andre kugler kredser omkring den. De, der er tættest på solen, bevæger sig i et hurtigt tempo, mens de, der er længst væk, synes at snige sig rundt. Alle roterer de om deres egen akse og dage og nætter begynder og ender i superhøj fart. Den fjerde klode fra solen er Lorien. Vi ser den bevæge sig, ser overfladen begynde at tage form. Den er cirka på størrelse med en squashbold. Modellen er tilsyneladende ikke i det rette målestoksforhold for Lorien er i virkeligheden meget mindre end vores sol.

„Hvad sker der?“ spørger jeg.

„Kuglen antager præcis den form som Lorien har i dette øjeblik.“

„Hvordan er det overhovedet muligt?“

„Det er et unikt sted, John. Der bor en ældgammel magi i dens allerinderste kerne. Det er der dine Evner kommer fra. Det er den der giver liv og form til de genstande din arv indeholder.“

„Men du sagde jo lige at de ikke er en del af min Evne.“

„Men de kommer fra det samme sted.“

Fordybninger tager form, bjerge vokser, dybe furer skærer sig ned i overfladen hvor jeg ved der før løb floder. Og så stopper det. Jeg leder efter et hvilket som helst spor af farve, bevægelse, måske vinde, der blæser hen over landjorden. Men der er intet. Hele landskabet er en monokrom, grå og sort masse. Jeg ved heller ikke hvad jeg havde håbet på at se, hvad jeg havde forventet. Bevægelse af en eller anden art, en antydning af frugtbarhed. Humøret daler. Så begynder overfladen at tone væk så vi kan se igennem den og dybt inde i klodens kerne begynder en svag glød at tage form. Den gløder, bliver svagere og gløder igen, som om den efterligner et sovende dyrs hjerterytme.

„Hvad er det?“ spørger jeg.

„Planeten lever og ånder stadig. Den har trukket sig dybt ind i sig selv, den ser tiden an. Den er gået i dvale, om du vil. Men en skønne dag vil den vågne.“

„Hvordan kan du være så sikker på det?“

„Den lille glød lige dér,“ siger han. „Det er håb, John.“

Jeg betragter den. Det er sært tilfredsstillende at se den gløde. De prøvede på at udslette vores civilisation, ja, selve planeten, og dog har den stadig et åndedræt. Ja, tænker jeg, der er altid håb, præcis som Henri altid har sagt.

„Det er mere endnu.“

Henri rejser sig op og knipser med fingrene hvilket får planeterne til at holde op med at bevæge sig. Han stiller sig med ansigtet få centimeter fra Lorien, holder hænderne som en tragt om munden og ånder på den igen. Antydninger af grønt og blåt farer hen over kuglen og blegner næsten omgående efterhånden som duggen fra Henris ånde fordamper.

„Hvad gjorde du?“

„Lys med dine hænder på den,“ siger han.

Jeg får dem til at gløde og når jeg holder dem over kuglen, vender det grønne og blå tilbage og bliver der så længe mine hænder skinner på den.

„Sådan så Lorien ud dagen før invasionen. Kan du se hvor smukt det hele er? Sommetider glemmer jeg det endda selv.“

Den er smuk. Alt er grønt og blåt, frodigt og grønklædt. Vegetationen synes at bøje sig for vindpust, som jeg på en eller anden måde kan mærke. Der danner sig små ringe i vandet. Planeten er virkelig levende, den trives. Men så slukker jeg igen for gløden i hænderne så det hele toner væk igen, tilbage til gråtoner.

Henri peger på en plet på klodens overflade.

„Lige her,“ siger han, „er det sted vi rejste fra på invasionsdagen.“ Så flytter han sin finger en centimeter fra pletten. „Og lige her lå Det lorianske Rumforskningsmuseum engang.“

Jeg nikker og kigger på den plet han peger på. Mere gråt. „Hvad har museer med noget som helst at gøre?“ spørger jeg. Jeg læner mig tilbage i stolen. Det er svært bare at sidde og se på alt dette uden at blive trist.

Han kigger tilbage på mig. „Jeg har tænkt meget over det du så.“

„M-hm,“ siger jeg ansporende.

„Det var et kæmpestort museum, udelukkende helliget rumfartens udvikling. En af bygningens fløje indeholdt nogle tidlige raketter der var tusinder af år gamle. Raketter der blevet drevet frem ved hjælp af en form for brændstof der kun kendes på Lorien,“ siger han, stopper og kigger tilbage på den lille glaskugle der hænger 60 centimeter over køkkenbordet. „Hvad nu hvis det du så rent faktisk skete? Hvis det lykkedes et andet rumskib at lette og flygte fra Lorien mens krigen var på sit højeste så må det have haft til huse i rumforskningsmuseet. Det er den eneste mulige forklaring. Jeg har stadig svært ved at tro at det kunne have ladet sig gøre, og selv hvis det kunne, at det skulle være kommet særligt langt.“

„Men hvis det ikke kunne være kommet særligt langt, hvorfor går du så stadig og spekulerer over det?“

Henri ryster på hovedet. „Det ved jeg faktisk ikke. Måske fordi jeg før har taget fejl. Måske fordi jeg håber at jeg tager fejl nu. Og, tja, hvis det er kommet nogen vegne så er det kommet hertil, den nærmeste planet der kan understøtte liv bortset fra Mogadore. Det forudsætter selvfølgelig at der overhovedet var liv om bord på det, at det ikke bare var fyldt med kunstgenstande eller at det ikke bare var tomt, sendt af sted med henblik på at forvirre mogadorianerne. Men jeg tror det må have haft mindst en lorianer som besætning for, ja, rumskibe af den type kunne jo ikke styre sig selv som du sikkert ved.“

Endnu en søvnløs nat. Jeg står uden skjorte og stirrer ind i spejlet med lyset i begge hænder tændt. ‘Jeg ved ikke hvor meget mere vi kan forvente os fra nu af,’ sagde Henri i dag. Lyset i Loriens kerne brænder stadig, og genstandene vi tog med os derfra virker stadig, så hvorfor skulle magien være død? Og hvad med de andre, løber de nu ind i de samme problemer? Har de heller ikke fået deres Evner?

Jeg spænder musklerne foran spejlet og slår så huller i luften i håb om at spejlet bliver knust eller at man i det mindste kan høre noget banke ind i døren. Men der sker intet. Det er bare mig der står som en idiot uden skjorte og skyggebokser med mig selv, mens Bernie Kosar betragter mig fra sengen. Det er næsten midnat og jeg er ikke den mindste smule træt. Bernie Kosar hopper ned fra sengen, sætter sig ved siden af mig og betragter mit spejlbillede. Jeg smiler til ham og han logrer med halen.

„Hvad med dig?“ spørger jeg Bernie Kosar. „Har du nogen særlige kræfter? Er du en superhund? Skulle jeg give dig en kappe på ryggen så du kan flyve gennem luften?“

Han logrer med halen og kradser med poterne i gulvet mens han kigger på mig ud af det øverste af øjnene. Jeg løfter ham op over hovedet og flyver gennem værelset med ham.

„Se der! Det er Bernie Kosar, den fantastiske superhund!“

Han begynder at sprælle i mine arme så jeg sætter ham ned igen. Han vælter om på siden med halen bankende mod madrassen.

„Tja, gamle ven, en af os burde i hvert fald have superkræfter. Og det ser ikke ud til at det bliver mig. Medmindre vi vender tilbage til den mørke middelalder hvor jeg kan forsyne verden med lys. Ellers er jeg bange for at jeg er temmelig uduelig.“

Bernie Kosar ruller om på ryggen og kigger på mig med store øjne for at få mig til at klø ham på maven.