Kapitel 23

Det er blevet mørkt udenfor. En blid brise suser gennem den varme nat, mens lysglimt nu og da blomstrer frem på himlen. Skyerne antager alverdens strålende blå, røde og grønne farver. Først er det fyrværkeri, men hurtigt bliver det til noget andet og mere højlydt, mere truende. Uh og ah bliver til skrig og hyl. Kaos bryder ud. Folk løber, børn græder. Selv står jeg midt i det hele og ser på, ude af stand til at hjælpe. Soldater og uhyrer strømmer til fra alle retninger sådan som jeg har set dem gøre før, mens bomberne falder i en stadig strøm og larmer så meget at det gør ondt i ørerne. Jeg mærker rystelserne i maven. Lydene er så øresønderrivende at det gør helt ondt i tænderne. Så går lorianerne til modangreb med en sådan intensitet, med et sådant mod, at jeg bliver helt stolt af at være blandt dem, af at være en af dem.

Så er jeg væk, farer gennem luften med en sådan fart at verden under mig bliver så sløret at jeg ikke kan fokusere på noget som helst. Da jeg stopper, står jeg på en landingsbane i en lufthavn. Fire en halv meter væk står der et sølvfarvet rumskib og cirka 40 personer står og venter ved rampen der fører op til dets indgang. To personer er allerede gået om bord og venter i døren med øjnene rettet mod himlen, en meget ung pige og en kvinde på Henris alder. Og så ser jeg mig selv, fire år gammel, grædende og med hængende skuldre. Lige bag mig står en meget yngre version af Henri. Han skuer også op mod himlen. Min bedstemor har lagt sig på knæ foran mig og holder fast i mine skuldre. Min bedstefar står bag hende med en hård, urolig mine. Hans brilleglas reflekterer sollyset.

„Du kommer tilbage til os, ikke? Kom tilbage til os,“ siger min bedstemor som det sidste. Jeg ville ønske jeg kunne have hørt de ord der kom før dem. Hidtil har jeg ikke kunnet huske et eneste ord af det der blev sagt den nat. Men nu har jeg noget. Mit fireårige selv svarer ikke. Mit fireårige selv er for bange. Han forstår ikke hvad der foregår, hvorfor der er hastværk og frygt i øjnene på alle omkring ham. Min bedstemor trækker mig ind til sig og slipper mig så. Hun rejser sig op og vender ryggen til mig så jeg ikke ser hende græde. Mit fireårige selv ved godt at hun græder, men han ved ikke hvorfor.

Derefter kommer min bedstefar som er dækket af sved, snavs og blod. Han har tydeligvis været i kamp og hans ansigt er helt fortrukket som om han er helt anspændt, helt klar til at kæmpe videre, klar til at gå ud og yde alt hvad han kan til kampen for overlevelse. Både sin egen og planetens. Han går på knæ ligesom min bedstemor gjorde før ham. For første gang ser jeg mig omkring. Der er bunker af forvredet metal, klumper af beton, store kratere hvor der er faldet bomber. Spredte brande, spredt glas, jord, flækkede træer. Og midt i det hele et enkelt rumskib, uskadt, det vi skal om bord i.

„Vi skal af sted nu!“ råber nogen. En mand med mørkt hår og øjne. Jeg ved ikke hvem han er. Henri kigger på ham og nikker. Børnene går op ad rampen. Min bedstefar stirrer hårdt på mig. Han åbner munden for at sige noget, men inden ordene kan nå at komme ud, bliver jeg igen fejet væk, kastet op i luften, mens landjorden igen bliver sløret idet den passerer forbi under mig. Jeg prøver på at danne mig et indtryk af den, men det går alt for hurtigt. Det eneste jeg kan se er den ustandselige regn af bomber, ild i alle farver der farer hen over nattehimlen og eksplosionerne der konsekvent følger efter.

Så stopper jeg igen.

Jeg befinder mig inde i en stor, åben bygning jeg aldrig før har set. Der er stille. Loftet er kuppelformet. Gulvet er én stor betonplade på størrelse med en footballbane. Der er ingen vinduer, men lyden af bomberne trænger alligevel ind og giver genlyd fra væggene omkring mig. Lige midt i bygningen, høj, stolt og alene, står en hvid raket der når helt op til loftet.

Så smækker en dør op i hjørnet længst væk. Lynhurtigt vender jeg hovedet og kigger på det. To hektiske mænd træder ind og taler hurtigt og højt. Lige pludselig ser jeg en hel flok dyr der suser ind bag mændene. Der er omkring femten af dem, og de skifter hele tiden form. Nogle flyver, nogle løber på to ben og så på fire. En tredje mand genner bagtroppen ind og så bliver døren lukket. Den første mand går hen til rumfartøjet, åbner en slags lem i bunden af raketten og begynder at genne dyrene ind.

„Af sted! Af sted! Op og ind, op og ind,“ råber han.

Alle dyrene begynder at stige om bord og må skifte form for at kunne gøre det. Da den sidste er kommet om bord, trækker en af mændene sig op i raketten, mens de andre to begynder at kaste sække og kasser op til ham. Det tager dem godt ti minutter at få alting om bord. Så løber de alle tre rundt omkring raketten og gør den klar til afgang. Mændene sveder og løber hektisk omkring indtil alting er klart. Netop da de tre mænd er blevet klar til at stige om bord på raketten, løber en eller anden hen til dem med noget der ligner et spædbarn i svøb selvom jeg ikke kan sige det med fuldstændig sikkerhed. De tager imod det de har fået og går ombord. Så klikker døren i bag dem og slutter tæt. Så går der flere minutter. Nu falder bomberne vist lige uden for murene. Lige med et sker der en eksplosion inde i bygningen og så jeg ser en ildstråle der skyder ud af bunden på raketten, en ild der vokser hurtigt og omslutter alt hvad der er inde i bygningen. En ild der også omslutter mig.

Jeg slår øjnene op. Nu er jeg hjemme i min egen seng i Ohio igen. Rummet er helt mørkt, men jeg kan mærke at jeg ikke er alene. Der er en skikkelse der bevæger sig og kaster en skygge hen over sengen. Det får mig til at spænde i kroppen, gøre mig klar til at tænde mine lys og kaste skikkelsen mod væggen.

„Du sagde noget,“ siger Henri. „I søvne, lige nu, du sagde noget.“

Jeg slukker mine lys. Han står ved siden af sengen iført pyjamasbukser og en hvid T-shirt. Hans hår er uglet og hans øjne er helt røde af søvnmangel.

„Hvad sagde jeg?“

„Du sagde ‘Op og ind, op og ind.’ Hvad skete der?“

„Jeg var bare på Lorien.“

„I en drøm?“

„Det tror jeg ikke. Jeg var der, ligesom før.“

„Hvad så du?“

Jeg trækker mig tilbage i sengen og læner ryggen mod væggen.

„Dyrene,“ siger jeg.

„Hvilke dyr?“

„I det rumskib jeg så lette. Det gamle på museet. I den raket der lettede efter os. Jeg så dyr blive læsset ind i det. Ikke mange. Femten, måske. Sammen med tre andre lorianere. Jeg tror ikke de var Garder. Og noget andet. En bylt. Det lignede en baby, men jeg kunne ikke se det tydeligt.“

„Hvorfor tror du ikke de var Garder?“

„Jeg så dem læsse raketten med forsyninger, cirka 50 kasser og sække. De brugte ikke telekinese.“

„Ind i raketten på museet?“

„Jeg tror det var museet. Jeg var inde i en stor bygning med en kuppel hvor der ikke var andet end raketten. Jeg må gå ud fra at det var museet.“

Henri nikker. „Hvis de arbejdede på museet har de været Cêpaner.“

„De læssede dyr om bord,“ siger jeg, „dyr der også kunne skifte form.“

„Kimærer,“ siger Henri.

„Hvad?“

„Kimærer. Der var nogle dyr på Lorien der kunne skifte form. De blev kaldt for kimærer.“

„Var Hadley sådan en?“ spørger jeg og tænker tilbage på det syn jeg fik for få uger siden, synet af at lege i mine bedsteforældres have hvor manden i den blå og sølvfarvede dragt løftede mig op i luften.

Henri smiler. „Kan du huske Hadley?“

Jeg nikker. „Jeg har set ham på samme måde som jeg har set alt muligt andet.“

„Får du også syner når vi ikke træner?“

„Nogle gange.“

„Hvor ofte?“

„Henri, kan det ikke være lige meget med de syner? Hvorfor læssede de dyr ind i en raket? Hvorfor havde de en baby med sig, eller var det overhovedet en baby? Hvor tog de hen? Hvilket mål kan de have haft?“

Henri tænker lidt over det. Han læner sig over på sit højre ben. „Sikkert det samme mål som os. Tænk over det, John. Hvordan skulle vi ellers kunne genskabe Loriens dyreliv? Det var også nødvendigt at finde et tilflugtssted for dem. Alt blev udslettet. Ikke kun lorianerne, men også alle dyrene og plantelivet. Måske var bylten bare endnu et dyr. Et der var meget sårbart eller måske bare meget ungt.“

„Men hvor skulle de tage hen? Hvilke tilflugtssteder findes der egentlig ud over Jorden?“

„Jeg tror de tog til en af rumstationerne. En raket med loriansk brændstof kunne godt have tilbagelagt den distance. Måske håbede de på at invasionen ville være kortvarig, og at de bare kunne vente der indtil den sluttede. Jeg mener, de kunne jo sagtens blive boende på rumstationen så længe de havde forsyninger.“

„Er der rumstationer tæt på Lorien?“

„Ja, to af dem. Eller, det vil sige, der var to af dem. Jeg ved med sikkerhed at den ene af dem blev tilintetgjort under invasionen. Mindre end to minutter efter den første bombe faldt, mistede vi kontakten med den.“

„Hvorfor nævnte du så ikke det da jeg fortalte dig om raketten?“

„Fordi jeg gik ud fra at den var tom, at den bare blev opsendt som en afledningsmanøvre. Hvis den ene rumstation blev tilintetgjort så blev den anden det sikkert også. Uanset hvad målet for deres rejse var, har den desværre sikkert været forgæves.“

„Men hvad nu hvis de vendte tilbage da de løb tør for forsyninger? Tror du så de kunne have overlevet på Lorien?“ spørger jeg desperat. Jeg kender allerede svaret, ved allerede hvad Henri vil sige, men jeg spørger alligevel for at holde fast i håbet om at vi ikke er alene i alt dette. At der måske, et eller andet sted langt væk, findes andre som os der bare venter og overvåger planeten indtil de også en dag kan vende tilbage, så vi ikke bliver helt alene når vi engang vender tilbage.

„Nej. Der er overhovedet ikke noget vand tilbage. Det så du jo selv. Intet andet end en gold ødemark. Og intet kan overleve uden vand.“

Jeg sukker, glider ned i sengen igen og lader hovedet falde ned på puden. Hvorfor skulle jeg modsige ham? Henri har ret, det ved jeg jo også godt. Jeg så det selv. Hvis man kan stole på de kugler han tog ud af kisten så er Lorien intet andet end en ødemark, en losseplads. Planeten er stadig i live, men der er intet på overfladen. Intet vand. Ingen planter. Intet liv. Intet andet end jord og sten og ruinerne af den civilisation der var engang.

„Så du andet?“ spørger Henri.

„Jeg så os den dag vi tog af sted. Os alle sammen ved rumskibet lige inden det lettede.“

„Det var en trist dag.“

Jeg nikker. Henri lægger armene over kors og skuer tankefuldt ud ad vinduet.

Jeg tager en dyb indånding. „Hvor var din familie henne mens alt det her stod på?“ spørger jeg. Mine lys har været slukket i godt to-tre minutter, men jeg kan alligevel se det hvide i Henris øjne stirre tilbage på mig.

„Ikke sammen med mig, ikke den dag,“ siger han.

Vi bliver begge to tavse for en stund og så sætter Henri sig i bevægelse.

„Nå, men jeg må jo hellere se at komme i seng igen,“ siger han og afslutter dermed samtalen. „Få dig noget søvn.“

Da han er gået, ligger jeg og tænker på dyrene, på raketten, på Henris familie og på at han helt sikkert aldrig fik sagt farvel til dem. Jeg ved allerede at jeg ikke kommer til at falde i søvn igen. Det kan jeg aldrig når synerne besøger mig, når jeg mærker Henris tristhed. Det må være en tanke der forfølger ham overalt som den ville for enhver der var blevet tvunget til at rejse væk under sådanne omstændigheder, rejse væk fra det eneste hjem man nogensinde havde kendt, vel vidende at man aldrig kom til at se dem man elskede igen.

Jeg snupper min mobil og skriver en sms til Sarah. Jeg skriver altid til hende når jeg ikke kan sove, og hun skriver altid til mig når det er omvendt. Så snakker vi lige indtil vi bliver trætte igen. 20 sekunder efter jeg trykkede på sendknappen, ringer hun til mig.

„Hej med dig,“ svarer jeg.

„Kan du ikke sove?“

„Nej.“

„Hvad er der galt?“ spørger hun og gaber i den anden ende af linjen.

„Jeg savnede dig bare. Nu har jeg ligget her i sengen og gloet på loftet i en time.“

„Hvor er du fjollet. Du har jo lige set mig for seks timer siden.“

„Jeg ville ønske du stadig var her,“ siger jeg. Hun stønner. Jeg kan høre hende smile gennem mørket. Jeg ruller mig om på siden og holder mobilen mellem mit øre og puden.

„Jeg ville da også ønske at jeg stadig var hos dig.“

Vi snakker i 20 minutter. Den sidste halvdel af samtalen består bare af os to der ligger og lytter til hinandens åndedræt. Jeg har det bedre når jeg har talt med Sarah, men nu har jeg endnu sværere ved at falde i søvn igen.