Kapitel 11

Synerne kommer til mig på tilfældige tidspunkter, som regel når jeg mindst venter dem. Sommetider er de korte og flygtige – min bedstemor der står med et glas vand og åbner munden for at sige noget – men jeg hører aldrig ordene, for billedet forsvinder lige så hurtigt som det kom. Sommetider er de længerevarende, mere naturtro: min bedstefar der skubber mig på en gynge. Jeg mærker styrken i hans arme når han skubber mig op og sommerfuglene i maven når jeg ræser ned igen. Min latter bæres af sted med vinden. Så er billedet væk. Sommetider husker jeg tydeligt billederne fra min fortid, husker at jeg var en del af dem. Nogle gange føles de så nye som var de aldrig før sket.

Da jeg igen ligger i dagligstuen, mens Henri fører den lorianske krystal op langs mine arme og mine hænder, som hænger over flammerne, ser jeg følgende: Jeg er ung – tre, måske fire – og løber hen over vores nyslåede forhave. Ved siden af mig står et dyr med en krop som en hund, men med en pels som en tiger. Dets hoved er rundt, dets krop er rundt som en tønde og det står på korte ben. Det ligner ikke noget andet dyr jeg har set. Det stiller sig klart til at springe på mig. Jeg kan slet ikke holde op med at grine. Så springer det, og jeg forsøger at gribe det, men jeg er for lille, så det ender med at vi begge tumler om i græsset. Vi brydes. Det er stærkere end mig. Så hopper det op igen, men i stedet for at falde ned igen, som jeg troede det ville, forvandler det sig til en fugl, flyver op og rundt om mig og svæver omkring lige uden for rækkevidde. Det cirkler omkring, dykker ned og piler så imellem mine ben og lander seks meter fra mig. Så forvandler det sig til et dyr der ligner en abe uden hale. Det stiller sig igen på spring over for mig.

Netop da kommer en mand gående hen ad havegangen. Han er ung og iklædt en blå og sølvfarvet gummidragt der sidder tæt til kroppen, den slags dragt jeg har set dykkere have på. Han taler til mig i et sprog jeg ikke forstår. Han siger navnet ‘Hadley’ og nikker til dyret. Hadley løber over til ham og forvandler sig fra en abe til noget større, noget bjørneagtigt med en løvemanke. Deres hoveder er på samme højde, og manden klør Hadley under hagen. Så kommer min bedstefar ud af huset. Han ser ung ud, men jeg kan regne ud at han må være mindst 50.

Han giver manden et håndtryk. De taler med hinanden, men jeg kan ikke forstå hvad de siger. Så ser manden på mig, smiler, rækker sin hånd ud og så letter jeg pludselig fra jorden og flyver gennem luften. Hadley følger efter i fugleform igen. Jeg har fuld kontrol over min krop, men manden kontrollerer hvor jeg bevæger mig hen ved at flytte sin hånd til højre eller venstre. Hadley og jeg leger i luften. Han kilder mig med sit næb, og jeg prøver på at fange ham. Så åbner jeg øjnene og billedet er væk.

„Din bedstefar kunne gøre sig usynlig når han ville,“ hører jeg Henri sige og lukker øjnene igen. Krystallen fortsætter op langs min arm og spreder modstandsdygtigheden over for ild gennem resten af min krop. „Det er en af de sjældneste Evner der findes. Den udvikles kun blandt én procent af vores folk, og han var en af dem. Han kunne få sig selv og alt hvad han rørte ved til at forsvinde fuldstændigt.

Der var engang, før jeg kendte til hans Evner, at han ville lave sjov med mig. Du var tre år gammel, og jeg var lige begyndt at arbejde med din familie. Dagen før var den første gang jeg ankom til jeres hus, og da jeg kom hen over bakken den næste dag var huset væk. Der var en indkørsel, en bil og et træ, men intet hus. Jeg troede jeg var ved at gå fra forstanden. Jeg fortsatte forbi det, og da jeg så blev klar over at jeg var gået for langt, vendte jeg om og lige der, lidt derfra, var det hus, som jeg ville have svoret på ikke var der før. Så jeg begyndte at gå tilbage, men da jeg kom tættere på huset, forsvandt det igen. Jeg stod bare og gloede på den plet hvor jeg vidste det måtte være, men det eneste jeg så var træerne bagved. Så jeg gik videre. Først den tredje gang gjorde din bedstefar huset synligt igen og lod det være sådan. Han kunne slet ikke holde op med at grine igen. Vi lo ad den dag i halvandet år efter. Lige til det sidste.“

Da jeg åbner øjnene er jeg tilbage på slagmarken. Flere eksplosioner, ild, død.

„Din bedstefar var en god mand,“ siger Henri. „Han elskede at få folk til at le, elskede at fortælle vittigheder. Jeg tror aldrig jeg forlod jeres hus uden at have mavepine af at grine.“

Himlen er blevet rød. Et træ fræser gennem luften efter at være blevet kastet af manden i sølv og blåt, ham jeg så ved huset. Det rammer to af mogadorianerne, og jeg får lyst til at bryde ud i sejrsjubel. Men hvad nytter det at juble? Lige meget hvor mange mogadorianere jeg ser blive dræbt, vil slutresultatet af den dag være det samme. Lorianerne vil alligevel blive nedkæmpet, hver eneste af dem dræbt. Jeg vil stadig blive sendt til Jorden.

„Jeg har aldrig nogensinde set den mand blive vred. Når alle andre tabte besindelsen, når de var bebyrdet af stress, forblev din bedstefar rolig. Så fortalte han sine bedste vittigheder, og med et var alle glade igen.“

De små uhyrer går efter børnene. De er forsvarsløse, står stadig med stjernekastere fra festlighederne i hænderne. Det er sådan vi taber – kun få af lorianerne kæmper mod uhyrerne, og resten forsøger at redde børnene.

„Din bedstemor var anderledes. Hun var stille og indadvendt, meget intelligent. Dine ældste komplementerede hinanden på den måde, din bedstefar var den ubekymrede og din bedstemor var den der arbejdede bag kulisserne og sørgede for at alt gik som planlagt.“

Højt oppe på himlen kan jeg stadig se sporet af blå røg fra det rumskib der transporterer os til Jorden, transporterer os ni og vores Vogtere. Dets tilstedeværelse foruroliger mogadorianerne.

„Og så var der Julianne, min kone.“

Langt væk i det fjerne er der en eksplosion, men denne gang er den som når en af Jordens raketter letter. Endnu et rumskib letter med en ildstribe efter sig. Først går det langsomt og så sætter den hastigheden op. Jeg er forvirret. Vores rumskibe udstødte ikke ild når de lettede. De fløj ikke på olie eller benzin. De udstødte en lille, blå stribe røg som kom fra de krystaller vi brugte som brændstof, aldrig ild som denne her. Det andet rumskib er langsomt og klodset sammenlignet med det første, men det klarer den, stiger til vejrs og vinder hastighed. Henri har aldrig nævnt noget om et andet rumskib. Hvem er om bord på det? Hvor skal det hen? Mogadorianerne råber og peger på det. De bliver igen ængstelige og et kort øjeblik har lorianerne overtaget.

„Hun havde de grønneste øjne jeg nogensinde havde set, skinnende grønne som smaragder, og et hjerte så stort som hele planeten. Hun var altid hjælpsom og kom altid hjem med dyr og holdt dem som kæledyr. Jeg finder aldrig ud af hvad hun så i mig.“

Det store uhyre er vendt tilbage, det med de røde øjne og enorme horn. Savl blandet med blod drypper fra tænder så skarpe som barberblade, så store at de ikke kan være inde i munden på det. Manden i sølv og blåt står lige foran det. Han forsøger at løfte uhyret med sine kræfter og får det løftet få meter over jorden, men kæmper så og kan ikke løfte det højere. Uhyret brøler, ryster og falder til jorden. Det kæmper mod mandens kræfter, men det kan ikke bryde dem. Manden løfter det igen. Sveden og blodet på hans ansigt glimter i måneskinnet. Så tipper han begge hænder sidelæns så uhyret vælter sidelæns. Jorden ryster. Himlen fyldes af torden og lynild, men der følger ingen regn med den.

„Hun sov altid længe, og jeg vågnede altid før hende. Så sad jeg i stuen og læste avis, lavede morgenmad eller gik en tur. Nogle morgener sov hun stadig når jeg kom hjem. Jeg var utålmodig, kunne slet ikke vente med at starte vores dag sammen. Hun fik mig til at føle mig godt tilpas bare ved at være i nærheden. Jeg kunne godt finde på at gå ind og prøve at vække hende. Så trak hun bare dynen op over hovedet og knurrede af mig. Næsten hver eneste morgen, altid det samme.“

Uhyret basker med alle lemmer, men manden har stadig kontrollen. Andre Garder har sluttet sig til ham og bruger hver deres kræfter mod det gigantiske uhyre. Ild og lyn regner ned over det, laserstråler rammer fra alle retninger. Nogle Garder gør usynlig skade, står på afstand og holder hænderne frem i koncentration. Så trækker det op til et koncentreret uvejr. En stor sky vokser og ulmer på en ellers skyfri himmel, en eller anden form for energi samler sig inden i den. Alle Garderne er med til det, alle hjælper de til med at skabe denne naturkatastrofe af en tågesky. Til sidst slår et mægtigt lyn ned og rammer uhyret hvor det ligger. Og så dør det.

„Hvad kunne jeg stille op? Hvad kunne nogen stille op? Vi var 19 personer, alt i alt, om bord på det rumskib. I ni børn og os ni Cêpaner, udvalgt af den ene grund at vi alle tilfældigvis var der den aften sammen med piloten der bragte os hertil. Vi Cêpaner kunne ikke slås, og hvilken forskel ville det også have gjort hvis vi kunne? Cêpanerne er bureaukrater som er til for at holde planeten kørende, til for at undervise, til for at træne de nye Garder i at forstå og udnytte deres kræfter. Det har aldrig været meningen at vi skulle være krigere. Vi ville have været ineffektive. Vi ville være blevet slået ihjel ligesom alle de andre. Det eneste vi skulle gøre var at rejse væk, rejse væk med jer for at leve og en dag genrejse den smukkeste planet i hele universet til storhed.“

Jeg lukker øjnene og da jeg åbner dem igen er kampen forbi. Røgen stiger op fra jorden blandt de døde og de døende. Træerne er knækkede, skovene er brændt, intet står tilbage, bortset fra nogle få mogadorianere der har overlevet og kan fortælle historien om det. Solen står op i syd, og et blegt skær lægger sig over det øde land som er badet i rødt. Bunker af lig, ikke alle sammen intakte, ikke alle sammen hele. På toppen af en af bunkerne ligger manden i sølv og blåt, død ligesom alle de andre. Der er ingen synlige mærker på hans krop, men han er helt afgjort død.

Jeg slår øjnene op. Jeg kan ikke få vejret og min mund er tør, drænet.

„Her,“ siger Henri. Han hjælper mig ned fra sofabordet, fører mig ud i køkkenet og trækker en stol ud til mig. Tårerne strømmer ud af øjnene på mig, selvom jeg forsøger at blinke dem tilbage. Henri henter mig et glas vand og jeg drikker hver en dråbe uden ophold. Jeg giver ham glasset tilbage og han fylder det igen. Jeg lader hovedet falde ned og kæmper videre med at få vejret. Jeg drikker det andet glas og ser på Henri.

„Hvorfor har du aldrig fortalt mig om det andet rumskib?“ spørger jeg.

„Hvad mener du?“

„Det var et andet rumskib,“ siger jeg.

„Hvor var det andet rumskib?“

„På Lorien, den dag vi tog af sted. Der var et andet rumskib der tog af sted efter vores.“

„Umuligt,“ siger han.

„Hvorfor er det umuligt?“

„Fordi de andre rumskibe blev tilintetgjort. Jeg så det med mine egne øjne. Da mogadorianerne angreb, udslettede de først vores havne. Vi flygtede i det eneste rumskib der overlevede deres angreb. Det var et mirakel at vi overhovedet slap væk.“

„Jeg så et andet rumskib. Det passer. Men det var ikke som de andre. Det var brændstofdrevet, der fulgte en ildkugle efter det.“

Henri gransker mig meget nøje. Han fordyber sig i tankerne og rynker øjenbrynene.

„Er du sikker, John?“

„Ja.“

Han læner sig tilbage i stolen og ser ud ad vinduet.

Bernie Kosar ligger på gulvet og stirrer op på os begge.

„Det slap væk fra Lorien,“ siger jeg. „Jeg observerede det lige til det forsvandt ud af syne.“

„Det giver ingen mening,“ siger Henri. „Jeg kan ikke se hvordan det kunne være muligt. Der var intet tilbage.“

„Der var et andet rumskib.“

Vi sidder tavse i lang tid.

„Henri?“

„Ja?“

„Hvad var der på det rumskib?“

Han bevarer øjenkontakten med mig med et fast blik.

„Det ved jeg ikke,“ siger han. „Det ved jeg virkelig ikke.“

Vi sidder i dagligstuen med ild i kaminen, og Bernie Kosar ligger på mit skød. Nu og da brydes stilheden af et knald fra brændet.

„Tænd!“ siger jeg og knipser med fingrene. Min højre hånd lyser op, ikke så kraftigt som jeg før har set den, men tæt på. I den korte tid der er gået siden Henri begyndte at træne mig, har jeg lært at kontrollere lyset. Jeg kan koncentrere det, brede det ud som lysene i et hus eller gøre det smalt og koncentreret som en lommelygte. Min evne til at styre det er kommet hurtigere end jeg forventede. Den venstre hånd lyser svagere end den højre, men den er ved at indhente den. Jeg knipser med fingrene og siger ‘tænd’ bare for at blære mig, men jeg behøver ikke gøre nogen af delene for at kontrollere lyset eller tænde det. Det sker bare indefra, så let som at bøje en finger eller blinke med et øje.

„Hvornår tror du de andre Evner dukker op?“ spørger jeg.

Henri kigger op fra avisen. „Snart,“ siger han. „Den næste burde vise sig inden for den næste måneds tid, hvad end den er. Du skal bare være opmærksom. Det er ikke alle din kræfter der vil være lige så åbenlyse som dine hænder.“

„Hvor lang tid vil der gå før de alle sammen har vist sig?“

Han trækker på skuldrene. „Sommetider er de alle færdigudviklede inden for to måneder, sommetider tager det op til et år. Det varierer fra Garde til Garde. Men uanset hvor lang tid det tager, vil din Hovedevne være den sidste der udvikler sig.“

Jeg lukker øjnene og læner mig tilbage i sofaen. Jeg tænker på min Hovedevne, den der vil tillade mig at slås. Jeg ved ikke helt hvilken en jeg helst ville have. Lasere? Tankekontrol? Evnen til at styre vejret som jeg så manden i sølv og blåt gøre? Eller vil jeg hellere have noget mørkere, skumlere, såsom evnen til at dræbe uden berøring?

Jeg lader hånden løbe over Bernie Kosars ryg. Jeg kigger over på Henri. Han er iført nathue og et par briller der sidder på næsetippen så han ligner en rotte i en billedbog for børn.

„Hvorfor var vi egentlig i lufthavnen den dag?“ spørger jeg.

„Vi var der for at se en luftopvisning. Da den sluttede, fik vi en rundvisning om bord på nogle af rumskibene.“

„Var det den eneste grund?“

Han vender sig om til mig og nikker. Han synker højlydt hvilket vækker min mistanke om at der er noget han fortier for mig.

„Jamen, hvordan blev det besluttet at vi skulle af sted?“ spørger jeg. „Jeg mener, det må da kræve mere end fem minutters varsel at sætte sådan en plan i værk, ikke?“

„Vi tog først af sted tre timer efter invasionen startede. Kan du slet ikke huske noget af det?“

„Kun meget lidt.“

„Vi mødtes med din bedstefar ved statuen af Pittacus. Han overgav dig i min varetægt og bad mig tage dig med ud til lufthavnen. Han sagde det var vores eneste chance. Der var nemlig et underjordisk anlæg under lufthavnen. Han fortalte mig at der altid havde været en nødplan i tilfælde af at noget som dette skulle ske, men at den aldrig var blevet taget alvorligt fordi truslen om et angreb virkede latterlig. Fuldkommen ligesom den ville her på Jorden. Hvis du fortalte et menneske nu at der er fare for et angreb fra rumvæsner, tja, så ville de sikkert grine ad dig. Det var ikke spor anderledes på Lorien. Jeg spurgte ham hvorfra han kendte til planen, men det svarede han ikke på. Han smilede bare og sagde farvel. Det lød fornuftigt nok at ingen rigtig kendte til planen, eller at kun få gjorde.“

Jeg nikker. „Og så fandt I bare sådan lige uden videre på en plan om at tage til Jorden?“

„Selvfølgelig ikke. En af planetens ældste mødtes med os i lufthavnen. Det var ham, der kastede den lorianske besværgelse, der efterlod brændemærkerne på jeres ankler og bandt jer alle sammen, og gav hver af jer en amulet. Han sagde I var særlige børn, velsignede børn, med hvilket jeg går ud fra han mente at I var blandt de få der fik en chance for at flygte. Den oprindelige plan var at flyve rumskibet op i kredsløb om planeten og vente der, mens invasionen stod på, vente på at vores folk skulle gøre modstand og vinde. Men det skete aldrig ...“ siger han og falder hen i tanker. Så sukker han. „Vi blev i kredsløbet i en uge. Så lang tid tog det mogadorianerne at ribbe Lorien for alt. Først da det stod klart at vi ikke kunne vende tilbage, satte vi kurs mod Jorden.“

„Hvorfor kastede han ikke bare en besværgelse, der beskyttede os alle fra at blive dræbt, uanset vores nummer?“

„Der er grænser for hvad der kan lade sig gøre, John. Det du taler om der er uovervindelighed. Det kan ikke lade sig gøre.“

Jeg nikker. Besværgelsen har kun en begrænset virkning. Hvis en af mogadorianerne forsøger at dræbe os inden de er nået til vores nummer, vil den skade den forsøger at gøre mod os, uanset hvad det er, blive vendt imod den selv. Hvis en af dem forsøgte at skyde mig i hovedet, ville kuglen gå igennem dens eget hoved. Men ikke mere. Hvis de fanger mig nu, er jeg dødsens.

Jeg sidder i tavshed et øjeblik og tænker over det hele. Lufthavnen. Loriens eneste tilbageværende ældste, Loridas som kastede besværgelsen over os, er død nu. De ældste var Loriens første beboere, de væsner som gjorde planeten til det den var. I begyndelsen var der ti af dem, og de rummede alle Evnerne. De var så gamle og det var så længe siden at de virkede mere som myter end virkelighed. Bortset fra Loridas er der ingen der ved hvad der skete med resten af dem, ingen der ved om de døde.

Jeg forsøger at komme i tanke om hvordan det var at være i kredsløb om planeten og vente på om vi kunne vende tilbage, men jeg kan ikke huske noget af det. Jeg husker enkelte brudstykker af rejsen. Det indre af det rumskib vi rejste i var et rundt og åbent rum, bortset fra de to toiletter som havde døre. Der var køjer som var skubbet til den ene side, mens den anden side var beregnet til motion og leg så vi ikke blev alt for rastløse. Jeg kan ikke huske hvordan de andre så ud. Jeg kan heller ikke huske de lege vi legede. Jeg kan huske at jeg kedede mig – et helt år om bord på et rumfartøj sammen med 17 andre. Jeg havde et tøjdyr jeg sov med hver nat, og selvom jeg er sikker på at det ikke kan være et rigtigt minde, synes jeg også jeg kan huske at det legede med mig.

„Henri?“

„Ja?“

„Jeg bliver ved med at se billeder for mig af en mand iført en blå og sølvfarvet dragt. Jeg så ham ved vores hus og på slagmarken. Han kunne styre vejret. Og jeg så ham også da han var død.“

Henri nikker. „Når du rejser tilbage, vil det kun være til de steder der har størst betydning for dig.“

„Han var min far, ikke?“

„Jo,“ siger han. „Det var ikke meningen at han skulle komme rendende hele tiden, men det gjorde han alligevel. Han kom tit på besøg.“

Jeg sukker. Min far kæmpede tappert, dræbte uhyret og mange af soldaterne. Men i sidste ende var det ikke nok.

„Har vi overhovedet nogen chance for at vinde?“

„Hvad mener du?“

„Vi blev nedkæmpet med største lethed. Hvordan tør vi håbe på et andet udfald, hvis vi bliver fundet? Hvordan kan vi gøre os nogen forhåbning om at vinde over sådan nogen som dem selvom vi udvikler alle vores evner, finder sammen og bliver klar til at kæmpe?“

„Forhåbning?“ siger han. „Der er altid håb, John. Der kan stadig nå at komme nye drejninger. Vi kender ikke hele sandheden endnu. Nej. Du må ikke opgive håbet endnu. Det er det sidste, der dør. Hvis du mister håbet, har du mistet alt. Og når du tror alt er tabt, når alting synes mørkt og trøstesløst, er der stadig håb.“