Kapitel 10

Bernie Kosar kradser på døren til mit værelse da jeg vågner. Jeg lukker ham udenfor. Han patruljerer haven og suser omkring med snuden i jorden. Da han har afdækket alle fire hjørner, styrter han tværs over haven og forsvinder ind mellem træerne. Jeg lukker døren og render ind og tager et brusebad. Ti minutter senere kommer jeg ud og ser at han sidder indenfor på sofaen. Han logrer med halen da han ser mig.

„Har du lukket ham ind?“ spørger jeg Henri som sidder ved køkkenbordet med sin bærbare tændt og fire aviser stablet foran sig.

„Ja.“

Efter et hurtigt morgenmåltid tager vi af sted. Bernie Kosar løber foran os og stopper så og sætter sig og kigger på døren i pickuppens passagerside.

„Det er da lidt mærkeligt, synes du ikke?“ siger jeg.

Henri trækker på skuldrene. „Det lader til at han er vant til at køre i bil. Luk ham bare ind.“

Jeg åbner døren og han hopper ind. Han sidder på det midterste sæde med tungen slaskende ud af munden. Da vi kører ud ad indkørslen, bevæger han sig over på mit skød og sætter forpoterne op på sideruden. Jeg ruller det ned og han stikker forkroppen ud, stadig med åben mund, mens hans ører blafrer i vinden. Knap fem kilometer senere holder Henri ind ved skolen. Jeg åbner døren, og Bernie Kosar springer ud før mig. Jeg prøver at løfte ham ind i pickuppen igen, men han springer bare ud igen. Jeg løfter ham ind igen og bliver nødt til at blokere vejen for ham, mens jeg lukker pickuppens dør. Han står på bagben med forbenene oppe på kanten af døren hvor vinduet stadig er åbent. Jeg klapper ham på hovedet.

„Har du dine handsker?“ spørger Henri.

„Jep.“

„Mobil?“

„Jep.“

„Hvordan har du det?“

„Godt,“ siger jeg.

„Okay. Ring til mig hvis du får nogen som helst problemer.“

Han kører væk, og Bernie Kosar betragter mig fra bagruden indtil pickuppen forsvinder omkring hjørnet.

Jeg mærker en nervøsitet svarende til den jeg mærkede i går, men af andre grunde. På den ene side vil jeg gerne se Sarah igen med det samme, men på den anden side håber jeg at jeg slet ikke ser hende. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige til hende. Hvad nu hvis jeg slet ikke kan finde på noget og bare står der og glor som et andet fjols? Hvad nu hvis hun er sammen med Mark når jeg ser hende? Skal jeg vise at jeg har set hende og risikere endnu et sammenstød eller bare gå forbi og lade som om jeg ikke ser nogen af dem? Under alle omstændigheder kommer jeg til at se dem i anden time. Det kan jeg ikke undgå.

Jeg går hen mod mit elevskab. Min taske er fuld af bøger jeg skulle have læst i går aftes, men aldrig fik åbnet. Der løb for mange tanker og billeder igennem hovedet på mig. De er stadig ikke forsvundet, og det er svært at forestille sig at de nogensinde vil. Det hele var så anderledes end hvad jeg havde forventet. Døden er slet ikke sådan som den bliver skildret i film. Lydene, synene, lugtene. Helt anderledes.

Da jeg kommer hen til mit elevskab, bemærker jeg omgående at der er noget galt. Metalhåndtaget er indsmurt i jord eller rettere, noget der ligner jord. Jeg ved ikke helt om jeg bør åbne det, men så tager jeg en dyb indånding og maser håndtaget op.

Elevskabet er halvt fyldt med komøg. Idet jeg svinger døren åben, falder det meste af det ud på gulvet og dækker mine sko. Stanken er rædsom. Jeg smækker døren i. Sam Goode står bag døren, og jeg bliver helt forskrækket da han pludselig dukker op ud af det blå. Han er iført et fortvivlet udtryk og en hvid NASA T-shirt der kun er en smule anderledes end den han havde på i går.

„Hej, Sam,“ siger jeg.

Han ser ned på møgbunken på gulvet og så op på mig igen.

„Blev du også ramt?“ spørger jeg.

Han nikker.

„Jeg er på vej hen til rektors kontor. Vil du med?“

Han ryster på hovedet og vender sig så om og går uden et ord. Jeg går hen til mr. Harris’ kontor, banker på døren og går så ind uden at vente på svar. Han sidder bag sit skrivebord iført et slips med skolens maskot. Ikke mindre end tyve bittesmå pirathoveder pryder forsiden af det. Han smiler stolt.

„Det er en stor dag, John,“ siger han. Jeg aner ikke hvad han taler om. „Journalisterne fra Paradise Gazette kommer inden for en time. Forsiden!“

Så husker jeg det, Marks store interview med lokalavisen.

„De må være stolt,“ siger jeg.

„Jeg er stolt af alle Paradises elever.“ Han kan slet ikke holde op med at smile. Han læner sig tilbage i stolen, folder hænderne og lader dem hvile på maven. „Og hvad kan jeg så gøre for dig?“

„Jeg vil bare fortælle Dem at mit elevskab var fyldt med komøg her til morgen.“

„Hvad mener du med ‘fyldt’?“

„Jeg mener at hele skabet var fyldt med komøg.“

„Med komøg?“ spørger han forvirret.

„Ja.“

Han ler. Hans totale ligegyldighed kommer bag på mig og vreden farer gennem min krop. Mit ansigt bliver varmt.

„Jeg ville bare fortælle Dem det så det kan blive gjort rent.

Sam Goodes elevskab er også fyldt med det.“

Han sukker og ryster på hovedet. „Jeg sender pedellen mr. Hobbs derned omgående, og så sætter vi en fuld efterforskning i gang.“

„Vi ved jo begge to godt hvem der gjorde det, mr. Harris.“

Han sender mig et nedladende smil. „Jeg tager mig af efterforskningen, mr. Smith.“

Det er nytteløst at sige mere, så jeg forlader hans kontor og styrer i retning af toilettet så jeg kan plaske koldt vand over hænderne og i ansigtet. Jeg er nødt til at hidse mig ned. Jeg vil nødig være tvunget til at tage handskerne på igen i dag. Måske skulle jeg bare lade være med at gøre noget, bare lade det fare. Vil det gøre en ende på det? Og hvilket andet valg har jeg overhovedet? Jeg er dem underlegen, og mine eneste allierede er en 50 kilos andenårselev med en forkærlighed for det ydre rum. Men det er måske ikke hele sandheden – måske har jeg endnu en allieret i Sarah Hart.

Jeg kigger ned. Mine hænder har det fint, ingen glød. Jeg forlader toilettet. Pedellen er allerede i gang med at feje komøget ud af mit skab, fjerne bøgerne og smide dem ud. Jeg går forbi ham og videre ind i klasseværelset hvor jeg venter på at timen skal begynde. Der diskuteres grammatiske regler og hovedemnet er forskellen på gerundium og verbum, og hvorfor et gerundium ikke er et verbum. Jeg lytter bedre efter end den foregående dag, men efterhånden som timen nærmer sig sin afslutning, begynder jeg at blive nervøs for næste time. Men det er ikke fordi jeg måske møder Mark – det er fordi jeg måske møder Sarah. Vil hun mon også smile til mig i dag? Jeg tror det er bedst at jeg ankommer før hende så jeg kan finde mig en plads og se hende komme ind. Så kan jeg se om hun hilser på mig først.

Da klokken ringer ud, spæner jeg ud af lokalet og skynder mig ned ad gangen. Jeg er den første der ankommer til astronomilokalet. Klasselokalet bliver fyldt og Sam sætter sig ved siden af mig igen. Lige før klokken ringer, kommer Sarah og Mark sammen ind ad døren. Hun er iført en hvid skorte med knapper og sorte bukser. Hun smiler til mig før hun sætter sig. Jeg smiler tilbage. Mark kigger slet ikke i min retning. Jeg kan stadig lugte komøget på mine sko, eller måske kommer lugten fra Sams.

Han hiver et blad ud af sin taske med titlen ‘ De går iblandt os ’. Den ser ud som om den er trykt i en eller andens kælder. Sam bladrer hen til en artikel i midten af bladet og læser koncentreret.

Jeg kigger på Sarah som sidder fire borde foran mig med håret trukket tilbage i en hestehale. Jeg kan se hendes slanke hals. Hun lægger benene over kors og retter sig op i sin stol. Jeg ville ønske at jeg sad ved siden af hende, at jeg kunne række over og tage hendes hånd i min. Jeg ville ønske at det allerede var ottende time. Gad vide om vi bliver sat sammen i hjemkundskab igen.

Mrs. Burton begynder at undervise. Emnet er stadig Saturn. Sam fremdrager et ark papir, begynder at skrible helt vildt og stopper et par gange for at konsultere en artikel i bladet som ligger åbent ved siden af ham. Jeg kigger over hans skulder og læser titlen: ‘En hel by i Montana bortført af rumvæsner.’

Før i går aftes ville jeg aldrig have overvejet sådan en teori. Men Henri tror at mogadorianerne har planer om at overtage Jorden, og jeg må indrømme at selvom teorien i Sams publikation er latterlig, så kan der måske helt grundlæggende være noget om snakken. Jeg ved med sikkerhed at lorianerne har besøgt Jorden mange gange i dens levetid. Vi fulgte med i Jordens udvikling, fulgte med i tider med vækst og overflod da alting bevægede sig, og i tider med is og sne da intet gjorde. Vi hjalp menneskene, lærte dem at lave ild, gav dem redskaber til at udvikle tale og sprog, hvilket er grunden til at vores sprog er så lig Jordens sprog. Og selvom vi aldrig har bortført mennesker, er det ikke ensbetydende med at det aldrig er sket. Jeg kigger på Sam. Jeg har aldrig før mødt nogen der var så fascineret af rumvæsner at han læste og tog notater om konspirationsteorier.

Netop da bliver døren åbnet, og mr. Harris stikker sit smilende ansigt indenfor.

„Undskyld afbrydelsen, mrs. Burton. Jeg bliver nødt til at stjæle Mark fra dig. Journalisterne fra Paradise Gazette er kommet for at interviewe ham til avisen,“ siger han højt nok til at alle i lokalet kan høre det.

Mark rejser sig, snupper sin taske og dasker skødesløst ud af lokalet. Jeg ser mr. Harris klappe ham på ryggen ovre ved døren. Så kigger jeg tilbage på Sarah og ønsker at jeg kunne sætte mig på den tomme plads ved siden af hende.

I fjerde time har vi idræt. Sam er på samme hold som mig. Da vi har klædt om, sætter vi os side om side på gymnastiksalens gulv. Han er iført kondisko, shorts og en T-shirt der er to-tre størrelser for stor. Han ligner en stork med knæ og albuer over det hele, temmelig ranglet, selvom han ikke er særligt høj.

Idrætslæreren, mr. Wallace, står støt foran os med en skulderbredde mellem benene og knyttede hænder i siderne.

„Okay, folkens, hør efter. Det her er sikkert sidste gang vi kommer til at arbejde udendørs i år, så sørg for at få mest muligt ud af det. 1,6 km løb, så hurtigt I overhovedet kan. Jeres tider vil blive noteret og gemt indtil vi løber 1,6 kilometeren igen til foråret. Så løb til!“

Den udendørs bane er lavet af syntetisk gummi. Den løber rundt om footballbanen og bag den ligger noget skov som jeg forestiller mig fører til vores hus, men jeg er ikke sikker. Vinden er kølig og Sam får gåsehud op og ned ad armene. Han forsøger at gnubbe det væk.

„Har du løbet den her før?“ spørger jeg.

Sam nikker. „Vi løb den i den anden uge efter sommerferien.“

„Hvad var din tid?“

„Ni minutter og 54 sekunder.“

Jeg kigger på ham. „Jeg troede da at tynde fyre var hurtige.“

„Klap i,“ siger han.

Jeg løber side om side med Sam i bagenden af gruppen. Fire omgange. Så mange gange skal jeg løbe rundt om banen for at have løbet 1,6 kilometer. Da jeg er nået halvvejs rundt, trækker jeg væk fra Sam. Jeg gad vide hvor langt tid jeg ville være om at løbe 1,6 kilometer hvis jeg satte alt ind. To minutter, måske et, måske mindre?

Motionen føles fantastisk, og uden at jeg lægger mærke til det, overhaler jeg lederen af feltet. Så begynder jeg at sætte tempoet ned og lader som om jeg er udmattet. Idet jeg gør det, ser jeg en brun og hvid skikkelse suse ud af buskene ved indgangen til tilskuertribunen og styre lige imod mig. Min hjerne driller mig, tænker jeg. Jeg kigger væk og løber videre. Jeg passerer læreren. Han har et stopur i hånden. Han råber opmuntrende ord, men kigger på noget bagved mig, bag løbebanen. Jeg følger hans øjne. De er rettet mod den brune og hvide skikkelse. Den styrer stadig lige mod mig og lige med et kommer alle billederne fra i går tilbage til mig. De mogadorianske uhyrer. Der var også små som havde tænder der glimtede i lyset som barberblade, hurtige væsner opsat på at dræbe. Jeg begynder at sprinte.

Jeg løber halvvejs rundt om banen i fuldt firspring før jeg vender mig om. Der er intet bag mig. Jeg løb fra det. Der er gået 20 sekunder. Så vender jeg mig om igen og nu står skikkelsen lige foran mig. Den må have krydset tværs over banen. Jeg standser brat, og mine øjne stiller skarpt. Det er Bernie Kosar!

Han sidder midt på banen med dinglende tunge og logrende hale.

„Bernie Kosar!“ råber jeg. „Du havde nær skræmt livet af mig!“

Jeg løber videre i et langsomt tempo, og Bernie Kosar løber ved siden af mig. Jeg håber ingen så hvor hurtigt jeg løb. Så stopper jeg og læner mig forover som om jeg har kramper og er helt forpustet. Jeg går lidt. Så jogger jeg lidt. Inden jeg fuldender den anden omgang, har to personer overhalet mig.

„Smith! Hvad skete der? Du gav dem alle sammen baghjul!“ råber mr. Wallace idet jeg løber forbi ham.

Jeg gisper efter vejret for syns skyld. „Jeg ... har ... astma,“ siger jeg.

Han ryster misbilligende på hovedet. „Og her gik jeg og troede at jeg havde dette års vinder af Ohios delstatsmesterskab på mit løbehold.“

Jeg trækker på skuldrene, fortsætter og stopper nu og da og går. Bernie Kosar holder sig tæt ved mig, sommetider i gang, sommetider i trav. Da jeg løber ind på den sidste omgang, indhenter Sam mig og vi løber sammen. Han er højrød i ansigtet.

„Sig mig, hvad var det du sad og læste i astronomitimen i dag?“ spørger jeg. ‘En hel by i Montana bortført af rumvæsner’?“

Han smiler til mig. „Tja, det er i hvert fald deres teori,“ siger han lidt genert som om han er lidt flov over det.

„Hvorfor skulle nogen bortføre en hel by?“

Sam trækker på skuldrene og svarer ikke.

„Helt ærligt?“ spørger jeg.

„Vil du virkelig gerne vide det?“

„Ja da.“

„Tja, deres teori er at regeringen har givet deres tilladelse til visse bortførelser i bytte for teknologi.“

„Er det rigtigt? Hvilken slags teknologi?“ spørger jeg.

„Chips til supercomputere og formler på flere bomber og miljørigtige teknologier. Den slags ting.“

„Miljørigtig teknologi for levende eksemplarer? Syret. Hvorfor vil rumvæsnerne bortføre mennesker?“

„For at studere os.“

„Men hvorfor? Jeg mener, hvorfor i alverden vil de det?“

„Det er sådan at når Jordens undergang kommer, så kender de vores svagheder og så kan de let nedkæmpe os ved at blotte dem.“

Jeg bliver lidt overvældet af hans svar, men kun fordi gårsdagens scener stadig udspiller sig i mit hoved, minderne om de våben jeg så mogadorianerne brugte og de enorme uhyrer.

„Ville det ikke være nemt for dem hvis de allerede har bomber og teknologier der er vores langt overlegne?“

„Jo, men der er nogle der mener at de håber på at vi selv dræber hinanden inden da.“

Jeg kigger på Sam. Han smiler til mig og forsøger at vurdere om jeg tager samtalen alvorligt.

„Hvorfor vil de have os til at dræbe hinanden inden da? Hvad får de ud af det?“

„De er jaloux.“

„Jaloux på os? Hvorfor det? På grund af vores flotte, rå udseende?“

Sam ler. „Noget i den stil.“

Jeg nikker. Vi løber i tavshed i et minuts tid, og jeg kan mærke at Sam er besværet, hiver efter vejret.

„Hvordan blev du interesseret i alt det der?“

Han trækker på skuldrene. „Det er bare en hobby,“ siger han, selvom jeg har en klar fornemmelse af at han skjuler noget for mig.

Vi gennemfører løbet på 8 minutter og 59 sekunder, hurtigere end Sams sidste tid. Bernie Kosar følger holdet hen til skolen. De andre kæler ham og da vi går indenfor, forsøger han at komme med ind. Jeg aner ikke hvordan han kunne vide hvor jeg var. Kan han have husket vejen til skolen efter køreturen her til morgen? Tanken virker helt latterlig.

Han bliver ved døren. Jeg går hen til omklædningsrummet sammen med Sam og det øjeblik han får pusten igen, begynder han at rable tonsvis af andre konspirationsteorier af sig, den ene efter den anden, hvoraf de fleste er dybt grinagtige. Jeg kan godt lide ham, men nogle gange ville jeg ønske at han bare ville klappe i.

Da timen i hjemkundskab begynder, er Sarah stadig ikke i klasselokalet. Mrs. Benshoff bruger de første ti minutter på at instruere os og derefter går vi ind i køkkenet. Jeg går hen til køkkenenheden og indstiller mig på at lave mad alene i dag, og netop som den tanke falder mig ind, træder Sarah ind.

„Er jeg gået glip af noget godt?“ spørger hun.

„Bare ti minutters kvalitetstid sammen med mig,“ siger jeg med et smil.

Hun ler. „Jeg hørte om dit elevskab her til morgen. Det er jeg ked af.“

„Var det dig, der lagde komøg i det?“ spørger jeg.

Hun ler igen. „Nej, selvfølgelig ikke. Men jeg ved jo godt at jeg er grunden til at de er efter dig.“

„De burde prise sig lykkelige for at jeg ikke brugte mine superkræfter til at smide dem ind i nabokommunen.“

Hun griber legende om mine bicepser. „Nå ja, de her kæmpemuskler. Dine superkræfter. Nøj, hvor er de heldige.“

Dagens projekt er at lave blåbærcupcakes. Mens vi blander dejen, begynder Sarah at fortælle mig om hende og Marks forhistorie. De kom sammen i to år, men jo længere de var sammen, des mere gled hun væk fra sine forældre og venner. Hun var Marks kæreste, intet andet. Hun var godt klar over at hun var begyndt at forandre sig, at tage nogle af hans holdninger til andre mennesker på sig: at være led og fordømmende, tro at hun var bedre end dem. Hun begyndte også at drikke og få dårligere karakterer. Da sidste skoleår sluttede, sendte hendes forældre hende til Colorado for at bo hos sin tante over sommeren. Der begyndte hun at gå lange vandreture i bjergene og tage billeder af landskaberne med sin tantes kamera. Hun forelskede sig i fotografering og havde den bedste sommer nogensinde fordi hun indså at livet handler om andet og mere end at være heppekorspige og at komme sammen med footballholdets quarterback. Da hun kom hjem slog hun op med Mark, droppede heppekoret og svor at hun ville være god og venlig over for alle fremover. Mark er endnu ikke kommet sig over det. Hun siger at han stadig anser hende for at være hans kæreste og tror at hun vender tilbage til ham. Hun siger at det eneste hun savner ved ham er hans hunde som hun legede med hver gang hun var hjemme hos ham. Jeg fortæller hende om Bernie Kosar og om hvordan han helt uventet dukkede op på vores dørtrin efter den første morgen på skolen.

Vi arbejder mens vi snakker. På et tidspunkt stikker jeg hånden ind i ovnen og trækker cupcakeformen ud uden at bruge handsker. Hun ser mig gøre det og spørger om jeg er okay, og jeg lader som om det gjorde ondt, ryster hånden som om jeg brændte fingrene, selvom jeg i virkeligheden slet ikke kan mærke noget. Vi går hen til vasken, og Sarah skyller hånden med lunkent vand for at afhjælpe den forbrænding der slet ikke er der. Da hun ser på min hånd, trækker jeg bare på skuldrene. Mens vi dekorerer cupcakes med glasur, spørger hun til min mobil og fortæller mig at hun bemærkede at der kun var et nummer på den. Jeg fortæller hende at det er Henris nummer, og at det er fordi jeg har mistet min gamle mobil med alle mine kontakter. Hun spørger om jeg forlod en kæreste da vi flyttede. Jeg siger nej og hun smiler, hvilket næsten får det hele til at ramle for mig. Før timen slutter, fortæller hun mig om byens kommende Halloween-byfest og siger at hun håber at se mig der, at vi så måske kunne hænge ud sammen. Jeg siger at ja, det ville da være meget fedt og spiller cool selvom jeg er helt oppe over skyerne indeni.