Kapitel 20

Vi kører sydpå indtil Athens kommer til syne, trygt placeret i Appalachernes udløbere, hvor en mindre storby spirer frem mellem træerne. I det begyndende tusmørke kan jeg se en flod der snor sig blidt og synes at omslutte byen så den tjener som en grænse mod øst, syd og vest mens der er bakker og træer mod nord. Det er relativt varmt til trods for at det er november. Vi passerer universitetets footballstadion. Der er også en sportsarena med en hvid kuppel lidt længere væk.

„Tag denne afkørsel,“ siger jeg.

Sam fører pickuppen af motorvejen og drejer ind på Richland Avenue. Vi er begge to lettede over at vi nåede sikkert frem uden at blive stoppet.

„Det er altså sådan en universitetsby ser ud, hva’?“

„Åbenbart,“ siger Sam.

Der er bygninger og kollegier på begge sider af os. Græsset er grønt og omhyggeligt trimmet, selvom det er november. Vi kører op ad en stejl bakke.

„Court Street ligger oppe på toppen af den her. Der skal vi til venstre.“

„Hvor langt er der?“ spørger Sam.

„Lidt over en kilometer.“

„Vil du starte med at køre forbi det?“

„Nej. Jeg synes vi skal parkere bilen så snart vi kan og gå resten af vejen til fods.“

Vi kører ned ad Court Street som er hovedpulsåren i byens centrum. Alting er lukket fordi det er helligdag: boghandlere, caféer, barer. Så ser jeg den træde frem nærmest som en glimtende juvel.

„Stop!“ siger jeg.

Sam hamrer bremsen i bund.

„Hvad er der?!“

En bil dytter bag os.

„Ingenting, ingenting. Kør videre. Lad os parkere bilen.“

Vi kører forbi endnu en karré før vi finder et sted at parkere. Jeg gætter på at vi ikke er mere end en fem minutters gåtur fra adressen.

„Hvad skete der? Du var lige ved at skræmme livet af mig.“

„Henris pickup stod derhenne,“ siger jeg.

Sam nikker. „Hvorfor kalder du ham nogle gange for Henri?“

„Det ved jeg ikke, det gør jeg bare. Det er en slags intern joke vi har,“ siger jeg og kigger på Bernie Kosar. „Synes du vi skal tage ham med?“

Sam trækker på skuldrene. „Måske kommer han til at gå i vejen.“

Jeg giver Bernie Kosar nogle få godbidder og efterlader ham i pickuppen med vinduet på klem. Han er utilfreds med det og begynder at pibe og kradse på vinduet, men jeg regner ikke med at vi er væk i lang tid. Sam og jeg går op ad Court Street igen, jeg med stropperne på min rygsæk på skuldrene og Sam med sin i hånden. Han har taget legetøjsslimet ud af tasken og går nu og trykker på det på samme måde som visse mennesker gør med små skumkugler når de er stressede. Vi når frem til Henris pickup. Dørene er låst. Der er intet af betydning på sæderne eller instrumentbrættet.

„Tja, det her betyder to ting,“ siger jeg. „Henri er her stadig og dem der har ham har stadig ikke fundet hans pickup hvilket betyder at han ikke har røbet noget. Ikke at han nogensinde ville.“

„Hvad skulle han da røbe?“

I et kort øjeblik havde jeg glemt at Sam intet kender til Henris egentlige grunde til at være her. Jeg har allerede dummet mig ved at kalde ham for Henri. Jeg bliver nødt til at være mere forsigtig så jeg ikke får afsløret mere.

„Det ved jeg ikke,“ siger jeg. „Ja, hvem ved hvilke spørgsmål de særlinge kan finde på at stille?“

„Okay, hvad gør vi nu?“

Jeg finder kortet der viser vej til den adresse Henri gav mig her til morgen. „Vi går,“ siger jeg.

Vi går tilbage ad den vej vi kom fra. Kvarteret med de store bygninger slutter og et med mindre huse begynder. De er beskidte og dårligt vedligeholdte. I løbet af meget kort tid når vi frem til adressen og stopper. Jeg kigger først på sedlen og så på huset. Jeg tager en dyb indånding.

„Nu er vi der,“ siger jeg.

Vi står og kigger op på et toetagershus beklædt med vinylplader. En sti fører gennem forhaven op til en umalet veranda med en ødelagt gynge der hænger lidt skævt i den ene side. Græsset er langt og uklippet. Det ser ubeboet ud, men der holder en bil bagerst i indkørslen. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Jeg tager min mobil frem. Klokken er 23:12. Jeg ringer til Henri selvom jeg godt ved at han ikke svarer. Det er bare et forsøg på at mobilisere min forstand, finde på en plan. Jeg havde ikke tænkt så langt frem som hertil, og nu da jeg står over for realiteterne er jeg helt tom for ideer. Mit opkald går direkte til telefonsvareren.

„Lad mig banke på døren,“ siger Sam.

„Og sige hvad?“

„Ved jeg ikke, det der lige falder mig ind.“

Men han får slet ikke chancen til det, for netop da træder en mand ud af hoveddøren. Han er kæmpestor, mindst to meter høj og vejer 125 kilo. Han har fipskæg og hovedet er barberet skaldet. Han er iført arbejdsstøvler, blå jeans og en sort sweatshirt med ærmerne trukket op til albuerne. Han har en tatovering på venstre underarm, men jeg er for langt væk til at kunne se hvad det er. Han spytter ud i haven, vender sig om, låser hoveddøren, forlader verandaen og går hen imod os. Jeg bliver helt stiv da han kommer nærmere. Tatoveringen forestiller et rumvæsen der holder en buket tulipaner i den ene hånd og rækker dem frem til en uset modtager. Så går han lige forbi os uden at sige et ord. Sam og jeg vender os og ser ham gå væk.

„Så du hans tatovering?“ spørger jeg.

„Ja. Der røg klicheen om at det kun er skravlede nørder der er fascineret af rumvæsner. Den mand ser jo kæmpestor og ond ud.“

„Tag min mobil, Sam.“

„Hvad? Hvorfor?“ spørger han.

„Du skal følge efter ham. Tag min mobil. Jeg går ind i huset. Der er tydeligvis ingen derinde, ellers ville han ikke have låst døren. Måske er Henri derinde. Jeg ringer til dig så snart jeg kan.“

„Hvordan vil du bære dig ad med at ringe til mig?“

„Det ved jeg ikke. Jeg finder en måde. Her.“

Han tager imod den med en vis tøven.

„Hvad nu hvis Henri ikke er der?“

„Det er derfor jeg vil have dig til at følge efter den fyr. Måske er han på vej hen til Henri lige nu.“

„Hvad så hvis han kommer tilbage?“

„Det finder vi en løsning på. Men du er nødt til at gå nu. Jeg lover dig at jeg ringer så snart en mulighed byder sig.“

Sam vender sig om og kigger på manden. Han er godt 45 meter fra os nu. Så kigger han tilbage på mig.

„Okay, jeg gør det. Men vær nu forsigtig derinde.“

„I lige måde. Du må ikke slippe ham af syne på noget tidspunkt. Og du må under ingen omstændigheder lade ham få øje på dig.“

„Det kan du regne med.“

Han vender sig om og skynder sig efter manden. Jeg følger dem med øjnene, og da de forsvinder ud af syne, går jeg hen til huset. Vinduerne er mørke, dækket af hvide persienner. Jeg kan ikke se derind. Jeg går om bag ved huset. Der finder jeg en lille betonterrasse der støder op til en låst bagdør. Jeg går det sidste stykke rundt om huset. Der har forvoksede ukrudtsplanter og buske fået lov at stå siden sidste sommer. Jeg prøver at åbne et vindue. Låst. De er alle sammen låst. Skulle jeg mon slå et itu? Jeg leder efter en stor sten mellem tjørnebuskene, og da jeg ser en og løfter den op fra jorden med tankens kraft får jeg en ide, en ide der virker så tosset at den måske netop kunne virke.

Jeg lader stenen falde og går om til bagdøren. Den har en simpel lås, ikke en cylinderlås. Jeg tager en dyb indånding, lukker øjnene koncentreret og tager fat i dørhåndtaget. Jeg ryster det lidt. Mine tanker bevæger sig fra hovedet til hjertet til maven. Alting er centreret derinde. Så strammer jeg grebet, holder vejret forventningsfuldt og forsøger at forestille mig mekanikken i dets indre. Pludselig mærker og hører jeg et klik ved den hånd, der holder om dørhåndtaget. Mit ansigt lyser op i et smil. Så drejer jeg håndtaget og svinger døren op. Jeg fatter ikke at jeg er i stand til at låse døre op blot ved at forestille mig hvad der er inden i dem.

Køkkenet er overraskende rent, overfladerne er tørret rene og vasken er fri for snavsede tallerkener. Der ligger et friskt brød på køkkenbordet. Jeg går ned ad en smal korridor og ind i en dagligstue med sportsplakater og bannere på væggene samt et storskærmsfjernsyn i hjørnet. Døren til soveværelset ligger til venstre. Jeg stikker hovedet indenfor. Der hersker totalt kaos derinde. Dynebetræk ligger henkastet ved sengen og der er rod oven på kommoden. En ækel stank af svedigt vasketøj der aldrig har fået lov at tørre. I den forreste del af huset, ved siden af hoveddøren, fører en trappe op til første sal. Jeg begynder at gå op ad den. Det tredje trin knirker under min fod.

„Hallo?“ råber en stemme fra toppen af trappen.

Jeg står bomstille og holder vejret.

„Frank, er det dig?“

Jeg forbliver tavs. Jeg hører en der rejser sig fra en stol, og knirkende fodtrin på bræddegulvet der kommer nærmere. En mand dukker op ved toppen af trappen. Han har mørkt, pjusket hår, bakkenbarter og et ubarberet ansigt. Han er ikke så stor som manden der gik tidligere, men heller ikke ligefrem lille.

„Hvem fanden er du?“ spørger han.

„Jeg leder efter en af mine venner,“ siger jeg.

Han skuler ondt til mig, forsvinder og dukker op fem sekunder efter med et baseballbat af træ i hånden.

„Hvordan er du kommet herind?“ spørger han.

„Jeg ville lægge det bat hvis jeg var dig.“

„Hvordan er du kommet herind?“

„Jeg er hurtigere end dig – og meget stærkere.“

„Gu er du ej.“

„Jeg søger en af mine venner. Han kom og besøgte jer her til morgen. Jeg vil vide hvor han er.“

„Du er en af dem, ikke?“

„Jeg aner ikke hvad du fabler om.“

„Du er en af dem!“ skriger han. Han holder battet som en baseballspiller med begge hænder knyttet stramt om den tynde del af battet, klar til at svinge det. Der er ægte frygt at spore i hans øjne. Han bider tænderne hårdt sammen. „Du er en af dem! Hvorfor kan I ikke bare lade os være i fred!?“

„Jeg er ikke en af dem. Jeg er kommet for at finde min ven. Sig mig hvor han er.“

„Din ven er en af dem!“

„Nej, han er ej.“

„Så du ved altså hvad jeg taler om?“

„Ja.“

Han går et trin ned.

„Jeg advarer dig,“ siger jeg. „Smid battet og fortæl mig hvor han er.“

Mine hænder ryster på grund af den farlige situation. Han er bevæbnet med et bat, mens jeg kun har mine evner at trække på. Frygten i hans øjne foruroliger mig. Han tager endnu et skridt ned. Nu er der kun seks trin imellem os.

„Jeg slår hovedet af dig. Så kan det være dine venner kan forstå beskeden.“

„De er ikke mine venner. Og jeg kan forsikre dig om at du kun ville gavne dem ved at gøre mig fortræd.“

„Så lad mig se hvad du kan,“ siger han.

Han spæner ned ad trappen og jeg kan ikke nå at gøre andet end at reagere. Han svinger battet. Jeg dukker mig og det rammer væggen med et bump. Det efterlader et splintret hul i træpanelet. Jeg løber op efter ham, løfter ham med en hånd om hans strube og den anden i hans armhule og bærer ham op ad trappen igen. Han spræller og sparker mig på benene og i skridtet. Battet falder ud af hans hænder og hopper ned ad trappen med en hul lyd. Jeg hører et af vinduerne smadre bag mig.

Førstesalen er et stort, åbent loftsrum. Der er mørkt, væggene er dækket med numre af De går iblandt os og hvor der ikke er blade, optager genstande der har med rumvæsner at gøre resten af pladsen. Men til forskel fra Sams er plakaterne på væggene ægte fotografier, taget gennem årene og forstørret så meget op at de er så grynede at det er svært af se hvad de forestiller. De ligner mest hvide klatter på sorte baggrunde. Ovre i hjørnet står der en dukke med form som et rumvæsen og en løkke om halsen. En eller anden har sat en mexicansk sombrero på dens hoved. Der er limet selvlysende papirstjerner fast på loftet. De virker malplacerede som om de ville egne sig bedre til en tiårig piges værelse.

Jeg kaster manden ned på gulvet. Han skubber sig væk fra mig og rejser sig. I samme øjeblik samler jeg alle mine kræfter i maven og retter dem mod ham med en hård, fremadstødende håndbevægelse så han flyver baglæns og smadrer ind i væggen.

„Hvor er han?“ spørger jeg.

„Det røber jeg aldrig. Han er en af jer.“

„Jeg er ikke som du tror.“

„Det vil aldrig lykkes jer! Lad Jorden være i fred!“

Jeg løfter hånden og tager kvælertag på ham. Jeg kan mærke hans spændte sener i min hånd selvom jeg ikke rører ved ham. Han kan ikke få vejret og han bliver helt rød i ansigtet. Jeg giver slip.

„Jeg spørger igen.“

„Nej.“

Jeg kvæler ham igen, men denne gang klemmer jeg bare hårdere da hans ansigt begynder at blive rødt. Da jeg endelig giver slip, begynder han at græde og jeg får medlidenhed med ham og dårlig samvittighed over det jeg har gjort ved ham. Men han ved hvor Henri er, han har gjort noget ved ham og min medlidenhed slutter næsten lige så hurtigt som den begyndte.

Da han har fået vejret igen, snøfter han og siger: „Han er nedenunder.“

„Hvor? Jeg så ham ikke.“

„I kælderen. Døren er bag Steelers-banneret i dagligstuen.“

Jeg ringer til min mobil fra telefonen på det midterste skrivebord. Sam svarer ikke. Så trækker jeg telefonen ud af væggen og knækker den midtover.

„Giv mig din mobil,“ siger jeg.

„Jeg har ikke nogen.“

Jeg går hen til dukken og fjerner løkken fra dens hals.

„Helt ærligt, mand,“ bønfalder han.

„Hold din kæft. Du har kidnappet min ven. Du tilbageholder ham mod hans vilje. Du burde prise dig lykkelig for at jeg kun binder dig.“

Jeg trækker hans arme om på ryggen, binder rebet stramt omkring dem og binder ham så fast til en af stolene. Jeg tror ikke at det er nok til at holde ham fanget i særlig lang tid. Så klæber jeg gaffatape over hans mund så han ikke kan råbe, farer ned ad trappen og flår Steelers-banneret ned fra væggen så en låst, sort dør kommer til syne. Jeg låser den op på samme måde som jeg gjorde med den anden. En trætrappe fører ned i totalt mørke.

Lugten af skimmel stiger op i mine næsebor. Jeg tænder lyset på en kontakt og stiger langsomt ned, rædselsslagen for hvad jeg mon finder dernede. Loftsbjælkerne er dækket af spindelvæv. Jeg når ned til bunden og mærker omgående en andens tilstedeværelse, en anden sammen med mig hernede. Jeg bliver helt stiv, tager en dyb indånding og vender mig så.

Der, i hjørnet af kælderen, sidder Henri.

„Henri!“

Han kniber øjnene sammen og forsøger at vænne sig til lyset. Hans mund er lukket med en strimmel gaffatape. Hans hænder er bundet på ryggen og hans ankler er bundet til benene af den stol han sidder på. Hans hår er uglet og ned ad hans højre kind løber en stribe tørret blod, der ser næsten sort ud. Synet fylder mig med raseri.

Jeg spæner over til ham og flår tapestrimlen af hans mund. Han tager en dyb indånding.

„Gudskelov,“ siger han. Hans stemme er svag. „Du havde ret, John. Det var tåbeligt af mig at tage herhen. Undskyld. Jeg skulle have lyttet til dig.“

„Shh,“ siger jeg.

Jeg bukker mig forover og begynder at løsne rebet om hans ankler. Han lugter af urin.

„De lokkede mig i baghold.“

„Hvor mange var de?“ spørger jeg.

„Tre.“

„Jeg har bundet en af dem ovenpå,“ siger jeg.

Jeg befrier hans ankler. Han strækker benet og drager et lettelsens suk.

„Jeg har siddet på den her skide stol hele dagen.“

Jeg begynder at arbejde på at befri hans hænder.

„Hvordan fanden kom du herhen?“ spørger han.

„Sam og jeg tog herned sammen. Vi kørte i bil.“

„Laver du sjov?“

„Det var den eneste mulighed.“

„Hvad kørte I i?“

„Hans fars gamle pickup.“

Henri er tavs et øjeblik mens han overvejer hvad det betyder for os.

„Han ved ikke noget,“ siger jeg. „Jeg fortalte ham at rumvæsner er en af dine hobbyer, intet andet.“

Han nikker. „Jamen jeg er glad for at I klarede den. Hvor er han nu?“

„Han forfølger en af dem. Jeg ved ikke hvor de gik hen.“

Vi hører et gulvbræt knage over os. Jeg rejser mig op. Henris hænder er kun halvt befriet.

„Hørte du det?“ hvisker jeg.

Vi kigger begge på døren med tilbageholdt åndedræt. En fod træder ind på trappens øverste trin, så det andet og lige med et kommer den store mand, der passerede mig tidligere, ham som Sam forfulgte, til syne.

„Så er festen forbi, venner,“ siger han. Han sigter på mit ansigt med en pistol. „Træd væk fra ham.“

Jeg holder hænderne op foran mig og tager et skridt baglæns. Jeg overvejer at bruge mine kræfter til at hive pistolen ud af hans hænder, men hvad nu hvis jeg kommer til at affyre den? Jeg har ikke helt tiltro nok til mine evner endnu. Det er for risikabelt.

„De fortalte os at I sikkert ville komme. At I ville ligne mennesker. At I var den virkelige fjende,“ siger manden.

„Hvad taler du om?“ spørger jeg.

„De er helt fra forstanden,“ siger Henri. „De tror vi er fjenden.“

„Hold din kæft!“ skriger manden.

Han tager tre skridt frem mod mig. Så flytter han pistolen væk fra mig og retter den direkte mod Henri.

„Bare én forkert bevægelse fra din side og han dør. Er det forstået?“

„Ja,“ siger jeg.

„Grib den her,“ siger han. Han hiver en rulle gaffatape ned fra hylden ved siden af sig og kaster den hen til mig. Idet den flyver gennem luften, stopper jeg den så den svæver knap to en halv meter over jorden, halvvejs imellem os. Jeg lader den rotere meget hurtigt i luften. Manden glor helt forvirret på den.

„Hvad fa...“

Mens han er distraheret svinger jeg armen imod ham med en kastebevægelse. Taperullen flyver tilbage og rammer ham lige på næsen. Blodet begynder at fosse ud af næsen på ham og idet han flytter hånden op til den, taber han pistolen som rammer jorden og går af. Jeg retter hænderne mod projektilet og standser det. Bag mig hører jeg Henri grine. Jeg flytter projektilet hen foran mandens ansigt.

„Hva’ så, Bamsefar?“ siger jeg.

Han åbner øjnene og ser projektilet hænge i luften lige foran sit ansigt.

„Det må du kunne gøre bedre.“

Jeg lader projektilet falde til jorden for hans fødder. Han vender sig om for at løbe, men jeg trækker ham baglæns gennem rummet og smækker ham ind i en stor støttepille. Den slår ham ud så han falder om på gulvet. Jeg snupper tapen og binder ham fast til pillen. Da jeg er sikker på at han er bundet helt fast, vender jeg mig om til Henri og gør mig færdig med at befri ham.

„John, jeg tror det her er den bedste overraskelse jeg har fået i hele mit liv,“ hvisker han med sådan en lettelse i stemmen at jeg tror der må være tårer på vej.

Jeg smiler stolt. „Tak. Den dukkede op under middagen.“

„Du må undskylde at jeg gik glip af den.“ Han smiler. „Gudskelov for at Evnen kom,“ siger han og så indser jeg at stressen i forbindelse med udviklingen af mine Evne, eller rettere, frygten for at de ikke skulle udvikle sig, har taget langt hårdere på Henri end jeg egentlig havde forestillet mig.

„Men hvad skete der egentlig med dig?“ spørger jeg.

„Jeg bankede på døren. De var alle tre hjemme. Da jeg kom ind, slog en af dem mig ned bagfra med en kølle. Så vågnede jeg i denne stol.“ Han ryster på hovedet og siger en lang række ord på loriansk som jeg ved er bandeord. Jeg gør mig færdig med at løsne hans reb og han rejser sig og strækker benene.

„Vi må hellere se at komme væk herfra,“ siger han.

„Vi skal have fundet Sam.“

Og så hører vi ham.

„John. Er du dernede?“