Kapitel 2

Jeg står i midten af indkørslen og stirrer op på huset. Det er malet i en lys, pink farve, næsten som kageglasur, og det står på træpæle tre meter over jorden. En palme svajer frem og tilbage foran det. Bag ved huset strækker en mole sig godt atten meter ud i Den Mexicanske Golf. Hvis huset havde ligget et par kilometer længere sydpå, ville molen have ligget i Atlanterhavet.

Henri kommer ud af huset med de sidste af kasserne i armene, deriblandt nogle der aldrig blev pakket ud da vi flyttede sidst. Han låser døren og efterlader nøglerne i brevsprækken ved siden af. Klokken er to om natten. Han er iført kakifarvede shorts og en sort poloshirt. Han er meget solbrændt og hans ubarberede ansigt virker nedslået. Han er også trist over at skulle af sted. Han smider de sidste kasser ind bag i pickuppen sammen med resten af vores ting.

„Det var det,“ siger han.

Jeg nikker. Vi står og stirrer op på huset og lytter til vindens susen i palmebladene. Jeg har en pose selleri i hånden.

„Jeg vil savne dette sted,“ siger jeg. „Endnu mere end alle de andre steder.“

„Det vil jeg også.“

„Er det tid til afbrændingen?“

„Ja. Vil du eller skal jeg?“

„Jeg gør det.“

Henri hiver sin pengepung frem og smider den på jorden. Jeg hiver min frem og gør det samme. Han går hen til vores pickup og kommer tilbage med pas, fødselsattester, sygesikringskort, checkhæfter, kreditkort og hævekort og smider dem alle på jorden, alle de dokumenter og materialer der har at gøre med vores identiteter her, alle sammen forfalskede og ulovligt fremstillede. Jeg går hen til pickuppen og henter en lille benzindunk, som vi ellers kun bruger i nødstilfælde. Jeg hælder benzinen ud over den lille bunke. Mit nuværende navn er Daniel Jones. Min ‘historie’ er at jeg voksede op i Californien og flyttede hertil på grund af min fars nye job som computerprogrammør. Daniel Jones er snart en saga blot. Jeg stryger en tændstik og smider den og så går bunken op i røg. Endnu et af mine liv, pist væk. Henri og jeg står og ser på ilden, som vi plejer at gøre. Farvel, Daniel, tænker jeg, det var rart at kende dig. Da bunken er brændt ned, ser Henri over på mig.

„Vi skal af sted nu.“

„Det ved jeg godt.“

„Vi har altid vidst at disse øer ikke var særligt sikre. De er for svære at forlade hurtigt, for svære at flygte fra. Det var tåbeligt af os at flytte hertil.“

Jeg nikker. Han har ret og det ved jeg også udmærket godt. Men jeg tøver alligevel med at tage af sted. Vi tog hertil fordi jeg ville og for første gang lod Henri mig bestemme hvor vi flyttede hen. Nu har vi været her i ni måneder, længere end vi har boet noget andet sted siden vi forlod Lorien. Jeg vil savne solen og varmen. Jeg vil savne den gekko der sad på muren og så på mig hver morgen når jeg spiste morgenmad. Selvom der lever millioner af gekkoer i det sydlige Florida, tør jeg næsten sværge på at denne ene fulgte efter mig alle vegne. Jeg vil savne de pludselige tordenvejr, de stille og rolige tidlige morgentimer før ternerne kommer. Jeg vil savne delfinerne der kommer op og spiser ved solnedgang. Jeg vil endda savne svovllugten fra den rådne tang ved strandkanten der fyldte huset og trængte ind i vores drømme om natten.

„Smid den selleri væk, så venter jeg i pickuppen,“ siger Henri. „Det er tid til at køre.“

Jeg går ind i en lille lund til højre for pickuppen hvor tre af øens hjorte allerede står og venter. Jeg tømmer selleriposen på jorden ved deres ben, sætter mig på hug og klapper dem én efter én. De tillader det for de har for længst vænnet sig til mig. En af dem løfter hovedet og ser på mig med mørke, tomme øjne. Det er næsten som om den videregiver noget til mig. Jeg får kuldegysninger. Så sænker den hovedet og fortsætter med at spise.

„Held og lykke, små venner,“ siger jeg, går over til pickuppen og sætter mig ind på passagersædet.

Vi ser huset blive mindre og mindre i bilens sidespejle indtil Henri drejer ud på hovedvejen og huset forsvinder helt. Det er lørdag. Jeg gad vide hvad der sker til festen nu hvor jeg ikke længere er der. Hvad mon de siger om den måde jeg forlod dem på, og hvad siger de når jeg udebliver fra timerne på mandag? Jeg ville ønske jeg kunne have sagt farvel. Dem jeg kender her får jeg aldrig at se igen. Jeg kommer aldrig til at tale med nogen af dem igen. Og de får aldrig at vide hvad jeg er og hvorfor jeg tog af sted. Om et par måneder eller måske kun et par uger vil de nok have glemt alt om mig.

Inden vi kommer ud på hovedvejen, drejer Henri af for at fylde benzin på pickuppen. Mens han står ved pumpen, bladrer jeg igennem det atlas han har liggende midt på forsædet. Det er et atlas vi har haft lige siden vi ankom til denne planet. Vi har tegnet linjer til og fra alle de steder vi har boet. På nuværende tidspunkt går linjerne på kryds og tværs af USA. Vi ved godt at vi nok burde skille os af med det, men det er trods alt det eneste vidnesbyrd vi har om vores liv sammen. Almindelige mennesker har fotografier og videoer og dagbøger. Vi har atlasset. Da jeg samler det op og kigger i det, ser jeg at Henri har trukket en ny linje fra Florida til Ohio. Når jeg tænker på Ohio, tænker jeg på køer og majs og venlige mennesker. Jeg ved at der står HJERTET AF DET HELE på deres nummerplader. Hvad ‘det hele’ er, ved jeg ikke, men det finder jeg vel ud af.

Henri sætter sig ind i pickuppen igen. Han har købt et par sodavand og en pose chips. Han drejer ud på vejen igen og styrer os imod hovedvejen som vil føre os nordpå. Han rækker ud efter atlasset.

„Bor der mon mennesker i Ohio?“ spørger jeg.

Han klukler. „Jeg vil tro at der bor et par stykker. Og hvis vi er rigtig heldige, har de også biler og fjernsyn.“

Jeg nikker. Måske bliver det slet ikke så slemt som jeg frygter. „Hvad synes du om navnet ‘John Smith’?“ spørger jeg.

„Har du besluttet dig for at hedde det?“

„Det tror jeg nok,“ siger jeg. Jeg har aldrig været en John før, eller en Smith.

„Så bliver det vist ikke meget mere almindeligt. Det er mig en fornøjelse at møde Dem, mr. Smith.“

Jeg smiler. „Ja, jeg tror godt jeg kan lide navnet ‘John Smith’.“

„Jeg laver dine nye papirer næste gang vi stopper.“

Efter godt halvanden kilometer forlader vi øen og glider over broen. Nedenunder strømmer vandet roligt forbi, mens månelyset danser hen over de små bølger og kaster hvide stænk på toppene. Til højre ligger Atlanterhavet, til venstre ligger Golfen. Det er i grunden det samme vand der bare har to forskellige navne. Jeg trænger til at græde, men jeg gør det ikke. Det er ikke nødvendigvis fordi jeg er trist over at skulle forlade Florida, men fordi jeg er træt af at flygte. Jeg er træt af at måtte opdigte et nyt navn hver sjette måned. Træt af nye huse, nye skoler. Jeg gad vide om det her nogensinde ender.