Kapitel 12

Den følgende lørdag, næsten to uger efter vi ankom til Paradise, tager Henri og jeg tager ind til byen for at se Halloween-paraden. Isolationen er begyndt at gå os begge på, synes jeg. Ikke fordi vi er uvante med isolation. Det er vi ikke. Men isolationen i Ohio er anderledes end den er de fleste andre steder. Der er en vis stilhed over den, en vis ensomhed.

Det er en kold dag. Nu og da titter solen ud mellem de tykke, hvide skyer der glider hen over os. Byen summer af liv. Alle børnene har taget kostumer på. Vi har købt en snor til Bernie Kosar, som i dagen anledning har en Superman-kappe slængt over ryggen og et stort ‘S’ på brystet. Han virker uimponeret. Han er ikke den eneste hund der er klædt ud som superhelt.

Henri og jeg står og betragter paraden fra fortovet foran The Hungry Bear, en café der ligger lige ved rundkørslen i midten af byen. I caféens vindue hænger et avisudklip fra Paradise Gazette med artiklen om Mark. Han er afbilledet stående på 50-yardlinjen på footballbanen iført sin holdjakke med korslagte arme, højre fod på en football og et skævt, selvsikkert smil på læben. Selv jeg må hårdt presset tilstå at han virker imponerende.

Henri ser mig stirre på avisen.

„Det er ham din ven, ikke sandt?“ spørger han med et smil. Nu kender Henri hele historien om ‘næsten-slagsmålet’, komøget og min forelskelse i hans ekskæreste. Siden han fik nys om alt dette, har han kun refereret til Mark som min ‘ven’.

„Min bedste ven,“ retter jeg ham.

Netop da begynder bandet at spille. Det går forrest i paraden og følges af diverse paradekøretøjer pyntet med Halloween-motiver. Et af dem fremviser Mark og nogle af footballspillerne. Nogle genkender jeg fra timerne, andre genkender jeg ikke. De smider håndfulde af slik ud til børnene. Så får Mark øje på mig og puffer sidemanden med albuen – Kevin, den fyr jeg gav et knæ i skridtet i kantinen. Mark peger på mig og siger noget. De ler begge to.

„Er det ham?“ spørger Henri.

„Det er ham.“

„Han ligner et røvhul.“

„Det var jo det jeg sagde.“

Så kommer heppekoret gående i deres uniformer med håret trukket tilbage, smilende og vinkende til folkemængden. Sarah går ved siden af dem og tager billeder. Hun fanger dem i aktion, mens de hopper og hepper. Selvom hun bare har et par jeans på og ingen makeup, er hun meget smukkere end nogen af de andre. Vi taler oftere og oftere med hinanden på skolen, og jeg kan slet ikke holde op med at tænke på hende.

Henri ser mig stirre på hende. Så vender han sig om mod paraden. „Det er så hende, ikke?“

„Det er hende.“

Hun ser mig, vinker og peger så kameraet som for at sige at hun gerne ville komme over til mig, men at hun er ved at tage billeder. Jeg smiler og nikker.

„Tja,“ siger Henri. „Jeg kan sandelig godt se det tiltalende ved hende.“

Vi kigger på paraden. Paradises borgmester passerer forbi, siddende bag i en åben sportsvogn. Han smider mere slik ud til børnene. Det bliver vist en dag med mange hyperaktive børn.

Jeg mærker en prikke mig på skulderen og vender mig om.

„Sam Goode. Hvad så?“

Han trækker på skuldrene. „Ik’ noget. Hvad så med dig?“

„Kigger lidt på paraden. Det her er min far, Henri.“

De giver hinanden et håndtryk. „John har fortalt mig en hel del om dig,“ siger Henri.

„Er det sandt?“ spørger Sam med et skævt smil.

„Ja da,“ svarer Henri. Så venter han et øjeblik og får et smil på læben. „Ved du hvad, jeg læste noget interessant her for nylig. Måske har du allerede hørt det, men vidste du godt at det er rumvæsner der er skyld i at det bliver tordenvejr? De skaber dem så de kan stige ubemærket ned til vores planet. Uvejrene er bare en afledningsmanøvre, og lynene man kan se kommer i virkeligheden fra rumskibe der trænger ind i Jordens atmosfære.“

Sam smiler og klør sig i håret. „Årh, lad vær’,“ siger han.

Henri trækker på skuldrene. „Det har jeg hørt.“

„Ja, ja,“ siger Sam, mere end villig til gå med på Henris leg. „Men vidste du så at dinosaurerne slet ikke er uddøde? Der var nogle rumvæsner der synes de var så fascinerende at de besluttede sig for at indsamle dem alle og tage dem med til deres egen planet.“

Henri ryster på hovedet. „Det vidste jeg ikke,“ siger han. „Men vidste du så at Loch Ness uhyret i virkeligheden var et dyr fra planeten Trafalgra? De tog ham med hertil som et eksperiment for at se om han kunne overleve, og det kunne han. Men da han blev opdaget, blev rumvæsnerne nødt til at tage ham med tilbage igen, og det er derfor han aldrig er blevet set igen.“

Jeg ler, ikke af teorien, men af navnet Trafalgra. Der findes ingen planet ved navn Trafalgra, og jeg gad vide om Henri lige har fundet på det.

„Vidste du at pyramiderne i Egypten blev bygget af rumvæsner?“

„Det har jeg skam hørt,“ siger Henri med et smil. Det morer ham, for selvom pyramiderne ikke blev bygget af rumvæsner, blev de faktisk bygget med viden og hjælp fra Lorien. „Vidste du at Jorden efter sigende kommer til at gå under d. 21. december, 2012?“

Sam nikker og smiler. „Ja, det har jeg hørt. Jordens udløbsdato, om man vil, den sidste dag på mayaernes kalender.“

„Udløbsdato?“ falder jeg ind. „Ligesom ‘sidste salgsdato’ på mælkekartonerne? Kan Jorden blive sur?“

Jeg ler af min egen joke, men Sam og Henri viser mig ingen opmærksomhed.

Så siger Sam: „Vidste du at korncirkler oprindelig blev brugt som navigationsinstrumenter af rumvæsner af den agharianske race? Men det var for tusinder af år siden. Nu om dage er det bare landmænd med for megen fritid der laver dem.“

Jeg ler igen. Jeg har lyst til at spørge ham hvilke slags mennesker der laver konspirationsteorier om rumvæsner, hvis det er landmænd med for megen fritid der laver korncirkler, men det gør jeg ikke.

„Hvad med centurierne?“ spørger Henri. „Kender du til dem?“

Sam ryster på hovedet.

„De er en race af rumvæsner der lever i Jordens indre. De er en krigerisk race, evig og altid strides de, og når de udkæmper borgerkrige, kommer Jordens overflade ud af balance. Det er derfor der sker sådan noget som jordskælv og vulkanudbrud. Tsunamien i 2004? Udelukkende fordi centurikongens datter blev væk.“

„Fandt de hende nogensinde igen?“ spørger jeg.

Henri ryster på hovedet, ser på mig og så tilbage på Sam som stadig smiler over legen. „Aldrig. Visse teoretikere mener at hun kan skifte form og nu bor et sted i Sydamerika.“

Henris teori er så god at jeg ikke kan tro at han fandt på den så hurtigt. Jeg tager mig selv i at stå og overveje om den kunne være sand, selvom jeg aldrig har hørt om nogle rumvæsner der hedder centurierne, og selvom jeg ved med sikkerhed at der ikke lever noget i Jordens indre.

„Vidste du ...“ Sam tøver. Jeg tror et kort øjeblik at Henri har sat ham til vægs, men netop som den tanke falder mig ind, siger Sam noget så skræmmende at en bølge af rædsel jager igennem mig.

„Vidste du at mogadorianerne stræber efter at få herredømmet over universet, at de allerede har udslettet en planet og at de nu planlægger at udslette Jorden? De er taget til Jorden for at finde menneskenes svagheder så de kan udnytte dem når krigen begynder.“

Min mund åbner på vid gab og Henri stirrer lamslået på Sam. Han holder vejret. Han strammer grebet om sin kaffekop indtil jeg bliver helt bange for at koppen går itu hvis han klemmer hårdere. Sam kaster et blik på Henri og så på mig.

„I ser ud som om I har set et spøgelse. Betyder det at jeg vinder?“

„Hvor har du hørt det?“ spørger jeg. Henri ser så vredt på mig at jeg ønsker at jeg havde tiet stille.

„I De går iblandt os.“

Henri kan stadig ikke finde på noget at sige. Han åbner munden for at tale, men der kommer intet ud. Så træder en lille kvinde frem bag Sam og afbryder øjeblikket.

„Sam,“ siger hun. Han vender sig om og ser på hende. „Hvor i alverden har du været?“

Sam trækker på skuldrene. „Jeg har stået lige her.“

Hun sukker og siger så til Henri. „Hej, jeg er Sams mor.“

„Henri,“ siger han og trykker hendes hånd. „Glæder mig at træffe dig.“

Hun spiler øjnene op med en overrasket mine. Der er noget ved Henris accent der gør hende vildt begejstret.

„Ah bon! Vous parlez français? C’est super! J’ai personne avec qui je peux parler français depuis longtemps.“

Henri smiler. „Jeg beklager. Jeg kan faktisk ikke tale fransk. Jeg ved godt at man skulle tro det når man hører min accent.“

„Ikke det?“ Hun er skuffet. „Nå, for fanden, og her troede jeg lige at vores by endelig var kommet til ære og værdighed.“

Sam ser på mig og himler med øjnene.

„Okay, Sam, lad os så komme af sted,“ siger hun.

Han trækker på skuldrene. „Skal I over i parken og prøve høvognsturen?“

Jeg ser på Henri og så på Sam. „Ja da,“ siger jeg. „Skal du ikke?“

Han trækker på skuldrene.

„Nå, men mød os derovre hvis du kan,“ siger jeg.

Han smiler og nikker. „Okay, cool.“

„Så går vi, Sam. Og det er ikke sikkert du får lov til at komme med på høvognsturen. Jeg har brug for din hjælp derhjemme,“ siger hans mor. Han begynder at sige noget, men hun går bare videre. Sam følger efter hende.

„Hvilken charmerende kvinde,“ siger Henri sarkastisk.

„Hvordan fandt du dog på alt det?“ spørger jeg.

Menneskemængden begynder at vandre op ad Main Street, væk fra rundkørslen. Henri og jeg følger den op til parken hvor der serveres cider og mad.

„Hvis man lyver længe nok, vænner man sig til det.“

Jeg nikker. „Hvad mener du om det han sagde?“

Han tager en dyb indånding og slipper luften ud. Temperaturen er lav nok til at jeg kan se hans ånde. „Det aner jeg ikke. Jeg ved ikke hvad jeg skal mene lige nu. Han tog mig på sengen.“

„Han tog os begge to på sengen.“

„Vi bliver nødt til at undersøge den udgivelse han får sine oplysninger fra, finde ud af hvem der skriver i den og hvor den bliver skrevet.“ Han ser forventningsfuldt over på mig.

„Hvad er der?“

„Du bliver nødt til at skaffe os et eksemplar,“ siger han.

„Det skal jeg nok,“ siger jeg. „Men det er nu alligevel mærkeligt. Hvor skulle nogen vide det fra?“

„Det må komme fra en anden kilde.“

„Tror du det er en af os?“

„Nej.“

„Tror du det er dem?“

„Det kunne det godt være. Det har aldrig faldet mig ind at undersøge de sprøjter, der udspyr konspirationsteorier. Måske tror de at vi læser dem og at de kan lokke os ud af vores skjul ved at lække den slags oplysninger. Jeg mener ...“ Han tøver og tænker en stund over det.

„Jeg ved det sgu ikke, John. Men vi bliver nødt til at undersøge det nærmere. Det er ikke bare et tilfælde, så meget ved jeg da.“

Vi går i tavshed, stadig lidt lamslåede, og vender alle mulige forklaringer i tankerne. Bernie Kosar lunter af sted imellem os med tungen hængende ud af munden og en kappe der er faldet til den ene side og nu bare slæber hen ad fortovet. Han er et stort hit blandt børnene, og mange af dem stopper os for at få lov til at kæle ham.

Parken befinder sig i den sydlige ende af byen. Ved dens bagerste grænser ligger to søer side om side med en smal stribe landjord imellem, som fører ind i skoven bag dem. Selve parken består af tre baseballbaner, en legeplads og en stor pavillon hvor frivillige serverer cider og græskartærte. Der står tre høvogne langs grusvejen og ved siden af dem står et stort skilt med ordene:

BLIV SKRÆMT FRA VID OG SANS!

UHYGGELIGE HALLOWEEN HØVOGNSTURE

STARTER VED SOLNEDGANG

$5 PER PERSON

Vejen går fra at være grusbelagt til bare at være en jordvej før den når indgangen til skoven som er pyntet med papfigurer af tegneseriespøgelser og -trolde. Det ser ud til at den uhyggelige høvognstur går igennem skoven. Jeg ser mig omkring efter Sarah, men jeg kan ikke finde hende nogen steder. Jeg gad vide om hun overhovedet kommer med.

Henri og jeg træder ind i pavillonen. Heppekorspigerne står i den ene side hvor nogle af dem maler Halloween-ansigter på børnene, mens andre sælger lodsedler til den udtrækning der afholdes klokken 18.

„Hej, John,“ hører jeg bag mig. Jeg vender mig om, og der står Sarah med sit kamera. „Hvad syntes du om paraden?“

Jeg smiler til hende og lader hænderne glide ned i lommerne. Der er malet et lille, hvidt spøgelse på hendes kind.

„Hej med dig,“ siger jeg. „Jeg kunne godt lide den. Jeg tror jeg er ved at vænne mig til Ohios lillebycharme.“

„Charme? Du mener vist kedsommelighed, ikke?“

Jeg trækker på skuldrene. „Det ved jeg nu ikke, her er da ikke så slemt.“

„Hov, der har vi jo den lille fyr fra skolen. Dig kan jeg godt huske,“ siger hun og bøjer sig ned for at kæle Bernie Kosar. Han logrer vildt med halen, hopper op og prøver på at slikke hende i ansigtet. Sarah ler. Jeg kigger mig over skulderen. Henri står ved et af picnicbordene cirka seks meter fra os og taler med Sarahs mor. Jeg gad godt vide hvad de taler om.

„Jeg tror godt han kan lide dig. Han hedder Bernie Kosar.“

„Bernie Kosar? Det er da ikke et navn til sådan en bedårende hund. Se lige den her kappe. Den er jo slet ikke til at stå for.“

„Hvis du bliver ved på den måde, bliver jeg bare jaloux på min egen hund,“ siger jeg.

Hun smiler og rejser sig op.

„Sig mig, har du slet ikke tænkt dig at købe en lodseddel af mig? Pengene går til at genopbygge et almennyttigt dyreinternat der brændte ned i Colorado i sidste måned.“

„Virkelig? Hvorfra kender en pige fra Paradise, Ohio, til et dyreinternat i Colorado?“

„Det er min tantes. Jeg har overtalt alle pigerne i heppekoret til at deltage. Vi tager en tur derhen og hjælper med genopbygningen. På den måde kan vi både hjælpe dyrene og slippe for skolen og Ohio i en uge. Det er en win-win situation.“

Jeg forestiller mig Sarah iført sikkerhedshjelm og svingende en hammer. Tanken får mig til at trække på smilebåndet. „Vil du dermed sige at jeg skal stå alene i køkkenet i en hel uge?“ Jeg spiller dybt frustreret, sukker og ryster på hovedet. „Selvom I gør det for dyrenes skyld, ved jeg slet ikke om jeg kan støtte op om sådan en tur nu.“

Hun ler og slår mig på armen. Jeg tager min tegnebog frem og giver hende fem dollars for seks lodsedler.

„De her seks er der held ved,“ siger hun.

„Er der det?“

„Selvfølgelig. Du har jo købt dem af mig, ikke?“

Netop da ser jeg hen over Sarahs skulder at Mark og resten af fyrene fra paradevognen træder ind i pavillonen.

„Skal du med på den uhyggelige høvognstur i aften?“ spørger Sarah.

„Tja, det havde jeg tænkt mig.“

„Det skulle du tage at gøre, det er rigtigt sjovt. Alle gør det. Og det bliver faktisk ret uhyggeligt.“

Mark ser Sarah og mig taler med hinanden og tager en sur mine på. Han går hen til os. Samme udseende som altid – holdjakke, blå jeans og håret fuld af gele.

„Så du skal altså også med?“ spørger jeg Sarah.

Mark afbryder før hun kan nå at svare. „Hvad syntes du om paraden, Johnny?“ spørger han. Sarah vender sig hurtigt om og sender ham et vredt blik.

„Jeg kunne rigtig godt lide den,“ svarer jeg.

„Skal du med på den uhyggelige høvognstur i aften eller er det alt for uhyggeligt for dig?“

Jeg smiler til ham. „Jeg skal faktisk med.“

„Flipper du så ud ligesom ovre på skolen og løber grædende ud af skoven som en lille unge?“

„Lad vær’ med at te dig som en idiot, Mark,“ siger Sarah.

Han ser på mig, sydende af raseri. Med hele denne menneskemængde omkring sig er der intet han kan gøre uden at skabe en scene – og jeg tror heller ikke han kunne finde på at gøre noget.

„Bare vent og se,“ siger Mark.

„Skal jeg det?“

„Du skal nok få hvad du har fortjent,“ siger han.

„Det skal nok passe,“ siger jeg. „Men det bliver ikke fra din hånd.“

„Hold så op!“ råber Sarah. Hun baner sig vej imellem os og skubber os fra hinanden. Folk kigger på os. Hun ser sig omkring som om hun er forlegen over at få al den opmærksomhed, og så skuler hun først på Mark og dernæst på mig.

„Udmærket. Jeg synes bare I to skal slås alt hvad I vil, hvis det er det I har lyst til. Held og lykke med det,“ siger Sarah, vender sig om og går sin vej. Jeg ser på hende alt imens hun går væk. Det gør Mark ikke.

„Sarah,“ kalder jeg, men hun går bare videre og forsvinder ud af pavillonen.

„Snart,“ siger Mark.

Jeg ser tilbage på ham. „Det tvivler jeg på.“

Han trækker sig tilbage til sin vennegruppe. Henri kommer hen til mig.

„Jeg går ikke ud fra at han spurgte til matematiklektierne fra i går?“

„Ikke just,“ siger jeg.

„Hvis jeg var dig, ville jeg ikke bekymre mig så meget om ham,“ siger Henri. „Han ser ud som om han har det hele i munden.“

„Det gør jeg heller ikke,“ siger jeg og kaster et blik mod det sted, hvor Sarah forsvandt. „Skal jeg følge efter hende?“ spørger jeg, ser på ham og appellerer til den del af ham der engang var gift og forelsket, den del der stadig savner sin kone hver dag, og ikke den del af ham der helst bare vil holde mig skjult og i sikkerhed.

Han nikker. „Ja,“ siger han med et suk. „Selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så burde du nok følge efter hende.“