Prolog

Døren begynder at ryste. Den er en ret spinkel tingest lavet af bambusskud holdt sammen af flossede sammenspundne ranker. Det er en let rystelse der stopper næsten omgående. De løfter hovederne for at lytte – en 14-årig dreng, og en 50-årig mand som alle tror er hans far, men som blev født ved en anden jungle på en anden planet hundredvis af lysår borte. De ligger med bar mave i hver sin side af hytten med et myggenet over hver køje. De hører et fjernt brag som når et dyr knækker en gren af et træ, men denne gang lyder det som om hele træet knækker.

„Hvad var det?“ spørger drengen.

„Shh,“ svarer manden.

De hører insekternes summen, intet andet. Manden svinger benene ud over siden på sin køje netop som rystelsen begynder igen. En længerevarende, kraftigere rystelse og nu endnu et brag, denne gang tættere på. Manden kommer på benene og går langsomt hen til døren. Stilhed. Manden tager en dyb indånding mens hans hånd centimeter for centimeter nærmer sig dørens lås. Drengen sætter sig op.

„Nej,“ hvisker manden, og i samme øjeblik hugger en lang, glimtende sværdklinge, lavet af et skinnende, hvidt metal der ikke findes på Jorden, igennem døren og borer sig dybt ind i mandens brystkasse og cirka ti centimeter ud af hans ryg. Den trækkes hurtigt ud igen. Manden stønner. Drengen snapper efter vejret. Manden tager et enkelt åndedrag og ytrer ét eneste ord: „Løb.“ Hans livløse krop falder om på gulvet.

Drengen kaster sig ud af køjen og braser igennem bagvæggen. Døren og vinduet tænker han ikke på – han løber bogstavelig talt igennem væggen som går itu som om den var lavet af papir selvom den er af stærkt, hårdt afrikansk mahogni. Han stormer igennem den congolesiske nat, springer over træer, sprinter med en hastighed på 90 kilometer i timen. Hans syns- og høresanser er overmenneskelige. Han undviger træer, flår sig igennem snoede ranker og springer over små vandløb i et enkelt hop. De tunge skridt er ikke langt bag ham og kommer nærmere og nærmere for hvert sekund. Hans forfølgere er heller ikke uden særlige evner. Og de har noget med sig. Noget han kun har hørt hentydninger til, noget han troede han aldrig skulle se på Jorden.

Bragene kommer nærmere. Drengen hører et lavt, gennemtrængende brøl. Han ved at det ‘noget’, der er efter ham, har sat farten op. Han ser en lysning i junglen længere fremme. Da han når frem til den ser han en enorm, næsten hundrede meter bred og hundrede meter dyb kløft gennemskåret af en flod. Flodbredden er dækket af store, runde sten. Sten der ville sønderknuse ham hvis han landede på dem. Hans eneste chance er at krydse over kløften. Han har kun et kort tilløb og en enkelt chance, én eneste chance for at redde sit liv. Selv for ham, og for de andre på Jorden der er ligesom ham for dens sags skyld, er det et næsten umuligt spring. Ethvert forsøg på at vende om, kravle ned eller tage kampen op er lig den visse død. Han har kun én chance.

Der lyder et øresønderrivende brøl bag ham. De er otte-ni meter væk. Han træder fem skridt tilbage, løber og lige før kanten sætter han af og flyver over kløften. Han er i luften i tre-fire sekunder. Han skriger med armene strakt ud foran sig og venter på om han lander sikkert eller falder i døden. Han rammer jorden og tumler fremad indtil han stopper ved foden af et gigantisk træ. Han smiler. Han kan knap nok tro at han virkelig klarede det, at han overlevede. Han bliver stående – splittet imellem behovet for at holde sig skjult for dem og visheden om at han er nødt til at lægge endnu større afstand til dem. Han bliver nødt til at løbe videre.

Han vender sig om mod junglen. Netop da lukker en kæmpemæssig hånd sig om hans hals. Den løfter ham op fra jorden. Han kæmper, sparker, forsøger at rive sig fri, men han ved det er nytteløst, at det er slut. Han skulle have forudset at de ville være på begge sider, at der ikke ville være nogen flugtvej, når de fandt ham. Mogadorianeren løfter drengen op, så han kan se hans brystkasse, se amuletten der hænger om hans hals, den amulet som kun han og hans slags kan bære. Han flår den af og lægger den et eller andet sted inde i den lange, sorte kutte han har på, og da hånden dukker frem igen holder den det glimtende, hvide metalsværd.

Drengen ser dybt ind i mogadorianerens dybe, store og ufølende sorte øjne. „Evnerne eksisterer stadig. De der besidder dem vil finde hinanden, og når de er parate, vil de tilintetgøre jer.“

Mogadorianeren ler en ond, spottende latter. Han løfter sværdet, det eneste våben i universet der kan bryde den besværgelse som indtil i dag har beskyttet drengen og stadig beskytter de andre. Klingen, som peger mod himlen, blusser op med en sølvflamme som om den bliver levende, opfatter dens mission og vrider sig i forventningens glæde. Drengen tror stadig på at en del af ham vil overleve og at en del af ham vil vende hjem, da klingen falder og skyder en bue af lys igennem junglens mørke. Lige før sværdet rammer, lukker han øjnene. Og dermed slutter det.