Kapitel 18

Efter flere timers diskussion vågner Henri næste morgen og udprinter en dør-til-dør kørselsvejledning herfra og til Athens, Ohio. Han fortæller mig at han er hjemme i tide til at komme med til Thanksgiving-middagen hos Sarah og rækker mig en lap papir med adressen og telefonnummeret på sit bestemmelsessted.

„Er du nu sikker på at det er det værd?“ spørger jeg.

„Vi er nødt til at finde ud af hvad der foregår.“

Jeg sukker. „Jeg tror vi begge to er helt klar over hvad der foregår.“

„Måske,“ siger han, men med fuld autoritet og uden den usikkerhed i stemmen der normalt ledsager det ord.

„Du ved godt hvad du ville sige til mig hvis rollerne var byttet om, ikke?“

Henri smiler. „Jo, John. Jeg ved godt hvad jeg ville sige. Men jeg tror faktisk det her vil gavne os. Jeg har tænkt mig at finde ud af hvad de har gjort for at skræmme manden så eftertrykkeligt. Jeg vil vide om de har nævnt os og om de leder efter os med midler vi endnu ikke har kunnet forestille os. Det ville være en stor hjælp til at holde os skjult og på forkant med dem. Og hvis manden har set dem, finder vi også ud af hvordan de ser ud.“

„Vi ved jo allerede hvordan de ser ud.“

„Vi ved hvordan de så ud da de angreb for over ti år siden, men måske har de ændret sig siden da. De har allerede været på Jorden i lang tid. Jeg vil vide hvordan de bærer sig ad med at gå i et med omgivelserne.“

„Selvom vi vidste hvordan de så ud, ville det sikkert allerede være for sent det øjeblik vi så dem komme gående hen ad gaden.“

„Måske, måske ikke. Men hvis jeg ser en af dem, vil jeg prøve om jeg kan slå ham ihjel. Det er jo ikke sikkert han vil kunne slå mig ihjel,“ siger han, denne gang med stor usikkerhed og intet af den tidligere autoritet i stemmen.

Jeg giver op. Jeg kan ikke se noget som helst positivt i at han kører til Athens, mens jeg bare sidder derhjemme og glor. Men jeg ved også godt at alle mine protester vil være for døve ører.

„Er du sikker på du er hjemme til den aftalte tid?“ spørger jeg.

„Jeg tager af sted nu, hvilket betyder at jeg er fremme ved nitiden. Jeg tvivler på at jeg bliver der mere end en time eller højst to. Så jeg skulle gerne være her tilbage ved ettiden.“

„Hvorfor skal jeg så have den her?“ spørger jeg og holder lappen med adressen og telefonnummeret frem.

Han trækker på skuldrene. „Man kan jo aldrig vide.“

„Og det er lige præcis derfor jeg slet ikke synes du skal tage derhen.“

„Touché,“ siger han og afslutter dermed diskussionen. Han samler sine papirer, rejser sig fra bordet og skubber stolen ind.

„Vi ses i eftermiddag.“

„Okay,“ siger jeg.

Han går ud til pickuppen og sætter sig ind bag rattet. Bernie

Kosar og jeg går ud til verandaen og ser ham køre væk. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har en dårlig fornemmelse. Jeg håber han kommer tilbage.

Det er en lang dag. En af de dage, hvor tiden synes at gå langsommere. Et minut føles som ti, hver time føles som tyve. Jeg spiller computerspil og surfer på internettet. Jeg leder efter nyheder der kan være relateret til de andre børn. Til min store glæde finder jeg ikke noget. Det betyder at vi har formået at holde os uden for offentlighedens søgelys. At undvige vores fjender.

Nu og da tjekker jeg min mobil. Ved middagstid sender jeg Henri en sms. Han svarer ikke. Jeg spiser frokost, fodrer Bernie og sender så en til. Intet svar. En nervøs, foruroliget følelse sniger sig ind på mig. Henri har aldrig undladt at sms’e tilbage omgående. Måske er hans mobil slukket. Måske er den løbet tør for strøm. Jeg forsøger at overbevise mig selv om at det er helt reelle muligheder selvom jeg ved at ingen af dem er sande.

Klokken to begynder jeg at blive bekymret. Rigtig bekymret. Vi skal være hos familien Hart om en time. Henri ved at den her middag er vigtig for mig, og han kunne aldrig drømme om bare at pjække fra den. Jeg går ind og tager et brusebad i håb om at Henri sidder ved køkkenbordet og drikker en kop kaffe når jeg kommer ud. Jeg skruer helt op for det varme vand og tænker slet ikke på det kolde. Jeg kan slet ikke mærke noget. Nu er hele min krop usårlig over for varme. Det føles som om det er lunkent vand der strømmer ned over min hud, og jeg savner faktisk følelsen af varme. Engang elskede jeg at tage varme brusebade. At stå under bruseren så længe det varede. At lukke øjnene og nyde når vandet ramte mit hoved og løb ned over kroppen. Det gav mig en pause fra mit liv. Det lod mig for en kort stund glemme hvem jeg er og hvad jeg er.

Da jeg kommer ud af brusekabinen, åbner jeg mit klædeskab og leder efter det pæneste tøj jeg har, som dog ikke er noget særligt: kakifarvede bukser, en skjorte med knapper, en sweater. Vi har levet hele vores liv på flugt så jeg har faktisk kun et par løbesko hvilket er så latterligt at det får mig til at le – for første gang i dag ler jeg. Jeg går ind på Henris værelse og kigger i hans klædeskab. Han har et par hyttesko jeg kan passe. Da jeg ser alt hans tøj bliver jeg mere bekymret, mere ophidset. Jeg vil helst tro at han bare er længere tid om det end han burde, men i så fald ville han have kontaktet mig. Der må være noget galt.

Jeg går hen til hoveddøren hvor Bernie sidder og stirrer ud ad vinduet. Han kigger op på mig og piber. Jeg klapper ham på hovedet og går tilbage til værelse. Jeg kigger på uret. Den er lidt over tre. Jeg tjekker min mobil. Ingen talebeskeder, ingen sms’er. Jeg beslutter mig for at tage hen til Sarahs hus, og hvis ikke jeg hører fra Henri inden klokken fem, må jeg finde på en plan til den tid. Måske fortæller jeg dem at Henri er syg og at jeg heller ikke har det så godt. Måske fortæller jeg dem at Henris pickup er brudt sammen og at jeg er nødt til at tage hen og hjælpe ham. Men forhåbentlig dukker han bare op så vi kan nyde en dejlig Thanksgiving-middag sammen. Faktisk bliver det den første jeg nogensinde har været med til. Hvis ikke, så fortæller jeg dem bare et eller andet. Det bliver jeg nødt til.

Da jeg ikke har pickuppen, beslutter jeg mig for at løbe. Jeg kommer nok ikke engang til at svede, og jeg når sikkert hurtigere frem end jeg ville have gjort i pickuppen. Og fordi det er helligdag, skulle vejene være fri for biler. Jeg tager afsked med Bernie, fortæller ham at jeg kommer hjem senere og smutter. Jeg løber langs markerne og gennem skoven. Det er rart at få brændt noget energi af. Det tager kanten af min angst. Et par gange når jeg næsten min topfart hvilket vel er en 100-115 kilometer i timen. Den kolde luft føles fantastisk når den pisker mig i ansigtet. Den giver en fed lyd, den lyd jeg hører når vi kører i pickuppen ude på motorvejen, og jeg stikker hovedet ud ad vinduet. Jeg gad vide hvor hurtigt jeg kan løbe når jeg er 20 eller 25.

Da jeg er knap hundrede meter fra Sarahs hus, holder jeg op med at løbe. Jeg er slet ikke forpustet. Da jeg går op ad indkørslen ser jeg Sarah kigge ud ad vinduet. Hun smiler og vinker og åbner hoveddøren netop som jeg træder op på husets veranda.

„Hej, smukke,“ siger hun.

Jeg vender mig, kigger mig over skulderen og lader som om hun taler til en anden. Så vender jeg mig om igen og spørger om det er mig hun taler til. Hun ler.

„Hvor er du fjollet,“ siger hun og slår mig på armen før hun trækker mig over til sig og giver mig et dvælende kys. Jeg tager en dyb indånding og indfanger duften af maden: kalkun med fyld, søde kartofler, rosenkål og græskartærte.

„Maden dufter skønt,“ siger jeg.

„Min mor har også stået i køkkenet hele dagen.“

„Glæder mig til at smage den.“

„Hvor er din far?“

„Han bliver lidt forsinket. Han burde være her inden så længe.“

„Er han okay?“

„Ja da, det er ikke noget at snakke om.“

Vi går indenfor og hun giver mig en rundvisning. Det er et flot hus. Et klassisk enfamilieshus med soveværelser på førstesalen, et loftsrum hvor en af hendes brødre har sit værelse, og så alle opholdsrummene – dagligstue, spisestue, køkken og alrum – i stueetagen. Da vi når til hendes værelse, lukker hun døren bag sig og kysser mig. Jeg bliver overrasket, men meget glædeligt.

„Det har jeg gået og glædet mig til at gøre hele dagen,“ siger hun blidt idet hun trækker sig væk. Hun begynder at gå hen imod døren, men jeg trækker hende hen til mig og kysser hende igen.

„Og jeg glæder mig til at kysse dig igen senere,“ hvisker jeg. Hun smiler og slår mig på armen igen.

Vi går nedenunder og hun fører mig hen til alrummet, hvor hendes to storebrødre, som er kommet hjem på weekendbesøg fra college, sidder sammen med hendes far og ser football i fjernsynet. Jeg sætter mig sammen med dem, mens Sarah går ud i køkkenet og hjælper sin mor og lillesøster med at tilberede middagen. Jeg har aldrig rigtig gået op i football. Måske fordi Henri og jeg har levet som vi har, har jeg aldrig rigtig gået op i noget der lå uden for vores liv. Mine vigtigste hensyn har altid været at forsøge at passe ind hvor end vi var, og så at være klar til at rejse et nyt sted hen. Hendes brødre og far har alle spillet football i high school. De elsker det. Og i dagens kamp holder den ene af hendes brødre og faren med det ene af holdene, mens den anden bror holder med det andet hold. De diskuterer med hinanden, tirrer hinanden, jubler og stønner afhængigt af hvad der sker i kampen. Det er tydeligvis noget de har gjort i årevis, måske hele deres liv, og de morer sig tydeligvis glimrende. Det får mig til at ønske at Henri og jeg havde noget, ud over vores træning og vores endeløse flugt fra sted til sted, som vi begge gik op i og kunne nyde sammen. Det får mig til at ønske at jeg havde en rigtig far og brødre at tilbringe tid sammen med.

Da der er halvleg, kalder Sarahs mor os ind til middagen. Jeg tjekker min mobil, men der er et stadig intet nyt. Før vi sætter os til bords, går jeg ud på badeværelset og forsøger at ringe til Henri, men opkaldet går direkte til telefonsvareren. Klokken er næsten fem og jeg begynder at gå i panik. Jeg vender tilbage til spisebordet hvor alle har sat sig. Bordet ser overdådigt ud. Der er blomster i midten, og foran hver siddeplads er der dækkeservietter omhyggeligt dækkede med service. Rundt langs midten af bordet står der fade med mad, og kalkunen er placeret foran mr. Harts plads. Netop som jeg sætter mig til bordet, træder mrs. Hart ind i stuen. Hun har taget forklædet af og er nu iført en flot nederdel og sweater.

„Har du hørt noget nyt fra din far?“ spørger hun.

„Jeg har lige prøvet at ringe til ham. Han, øh, er lidt forsinket og bad os om ikke at vente på ham. Han er meget ked af at være til ulejlighed,“ siger jeg.

Mr. Hart begynder at skære kalkunen for. Sarah smiler til mig hen over bordet, hvilket får mig til at føle mig bedre tilpas i cirka et halvt sekund. Maden bliver sendt rundt og jeg tager små portioner af det hele. Jeg tror ikke jeg kan spise særligt meget. Jeg har min mobil liggende på mit skød og jeg har sat den til at vibrere i tilfælde af at der skulle komme et opkald eller en sms. Men for hvert sekund der går, tror jeg mindre og mindre på at der kommer noget eller at jeg nogensinde kommer til at se Henri igen. Tanken skræmmer mig fra vid og sans; tanken om at leve alene mens mine Evner stadig er ved at udvikle sig uden nogen til at forklare dem eller træne mig, om at flygte på egen hånd, om at gemme mig på egen hånd, om at klare mig gennem livet, om at kæmpe mod mogadorianerne, kæmpe mod dem til de er blevet nedkæmpet eller jeg er død.

Middagen tager en evighed. Tiden går langsomt igen. Alle Sarahs familiemedlemmer overdynger mig med spørgsmål. Jeg har aldrig før oplevet at blive stillet så mange spørgsmål af så mange mennesker på så kort tid. De spørger mig om min fortid, hvor jeg har boet, om Henri, om min mor – der, som jeg altid plejer at sige, døde da jeg var helt lille. Det er det eneste svar jeg giver der har det mindste gran af sandhed i sig. Jeg aner ikke om mine svar overhovedet giver mening. Mobilen på mit lår føles som om den vejer et halvt ton. Den vibrerer ikke. Den ligger der bare.

Mellem hovedretten og desserten beder Sarah alle om at komme med ud i baghaven, så hun kan tage billeder af dem. Mens vi går udenfor, spørger Sarah om der er noget galt. Jeg fortæller hende at jeg er bekymret for Henri. Hun forsøger at berolige mig og fortæller mig at det nok skal gå alt sammen, men det virker ikke. Jeg bliver om noget endnu dårligere tilpas af det. Jeg forsøger at forestille mig hvor han er og hvad han laver, og det eneste billede jeg ser for mig er af ham der står rædselsslagen foran en mogadorianer og ved at han snart skal dø.

Mens vi samles til billederne, begynder jeg at gå i panik. Hvordan kan jeg komme til Athens? Jeg kunne løbe, men det ville nok være svært at finde vej, specielt fordi jeg i så fald skulle undgå trafik og holde mig væk fra de store motorveje. Jeg kunne også tage en bus, men det ville tage for lang tid. Jeg kunne spørge Sarah, men det ville kræve en farlig masse forklaring, blandt andet at jeg er et rumvæsen og at jeg formoder at Henri enten er blevet taget til fange eller dræbt af fjendtlige rumvæsner som leder efter mig og er ude på at dræbe mig. Ikke ligefrem den bedste ide.

Mens vi stiller os op får jeg en ubændig trang til at gå min vej, men jeg er nødt til at gøre det på en måde der ikke gør Sarah eller hendes familie vrede på mig. Jeg fokuserer på kameraet, stirrer lige ind i det, mens jeg forsøger på at komme på den undskyldning der vil føre til færrest spørgsmål. Jeg er i vild panik nu. Mine hænder begynder at ryste. De føles varme. Jeg kigger ned på dem for at sikre mig at de ikke lyser. Det gør de ikke, men da jeg kigger op igen, bemærker jeg at hele kameraet ryster mellem Sarahs hænder. Jeg ved at det er mig, der på en eller anden måde gør det, men jeg aner hverken hvordan jeg gør det eller hvordan jeg skal få det til at stoppe igen. Jeg får kuldegysninger. Jeg holder op med at trække vejret og i det øjeblik flækker og splintrer kameraet. Sarah skriger, fjerner kameraet fra sit ansigt og stirrer forvirret på det. Hendes mund åbner på vid gab og tårerne vælder frem i hendes øjne.

Forældrene skynder sig hen til hende for at se om hun er okay. Jeg står bare helt lammet af chok. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er ærgerlig over det der skete med hendes kamera og at hun blev så forskrækket over det, men jeg er også vildt begejstret over at min telekinese endelig har vist sig. Vil jeg mon være i stand til at styre den? Henri bliver helt ude af sig selv af glæde når han hører om det. Henri. Panikken vender tilbage. Jeg knytter hænderne. Jeg er nødt til at komme væk herfra. Jeg er nødt til at finde ham. Hvis mogadorianerne har ham, hvilket jeg ikke håber de har, er jeg parat til at dræbe hver og en af dem for at få ham tilbage.

Jeg tænker hurtigt, går over til Sarah og trækker hende væk fra hendes forældre som er i gang med at undersøge kameraet for at finde ud af hvad der egentlig skete for lidt siden.

„Jeg har lige fået en besked fra Henri. Jeg beklager meget, men jeg bliver nødt til at gå.“

Hun er tydeligvis distraheret for hun kigger skiftevis på mig og sine forældre.

„Er han okay?“

„Ja, men jeg er nødt til at gå – han har brug for mig.“

Hun nikker og vi giver hinanden et blidt kys. Jeg håber ikke det er for sidste gang.

Jeg takker hendes forældre og hendes brødre og søster og forlader dem før de kan nå at stille alt for mange spørgsmål. Jeg går gennem huset og i det øjeblik jeg er ude af hoveddøren, begynder jeg at løbe. Jeg følger den samme rute hjem som den jeg tog tidligere. Jeg holder mig fra de store veje og løber imellem træerne. Jeg er tilbage i løbet af få minutter. Jeg hører Bernie Kosar kradse på døren idet jeg sprinter op ad indkørslen. Han er tydeligvis ængstelig, som om han også kan mærke at der er noget galt.

Jeg går direkte ind på mit værelse. I min rygsæk henter jeg papirlappen med adressen og telefonnummeret, som Henri gav mig før han tog af sted. Jeg taster nummeret. En indspillet besked starter: „Vi beklager, nummeret De har ringet til er enten uden for sendenettet eller ikke længere i brug.“ Jeg kigger ned på papirlappen og prøver nummeret igen. Den samme indspilning.

„Pis!“ råber jeg. Jeg sparker til en stol så den flyver igennem køkkenet og ind i dagligstuen.

Jeg går ind på mit værelse. Jeg går ud. Jeg går ind igen. Jeg stirrer ind i spejlet. Mine øjne er røde og der er tårer i dem, men de er ikke begyndt at løbe over endnu. Mine hænder ryster. Jeg bliver opslugt af vrede og raseri og en frygtelig anelse om at Henri er død. Jeg klemmer øjnene i og presser alt raseriet ned i maven. I et pludseligt udbrud skriger jeg, åbner øjnene og støder hænderne frem mod spejlet hvilket får glasset til at smadre, selvom jeg står tre meter væk. Jeg står stille og kigger på det. Det meste af spejlet sidder stadig fast på væggen. Det der skete ovre hos Sarah var altså ikke bare et engangstilfælde.

Jeg kigger på skårene på gulvet. Jeg stikker en hånd frem, koncentrerer mig om et bestemt skår og forsøger jeg at flytte det. Mit åndedræt er under kontrol, men jeg har stadig al frygten og vreden siddende inde i mig. Frygt er alt for simpelt et ord. Rædsel. Det er det jeg føler.

Først bevæger skåret sig ikke ud af stedet, men efter 15 sekunder begynder det at ryste. Først langsomt, så hurtigt. Og så husker jeg noget. Henri sagde jo at det som regel er følelser der aktiverer Evnerne. Det er selvfølgelig det der er ved at ske nu. Jeg anstrenger mig for at løfte skåret. Jeg får perler af sved på panden. Jeg koncentrerer mig med alt hvad jeg har og alt hvad jeg er, til trods for alt det der sker. Jeg kæmper for at få vejret. Skåret begynder ganske langsomt at hæve sig. To centimeter. Fire centimeter. Nu er det 30 centimeter over gulvet og det bevæger sig stadig opad. Min udstrakte højre arm bevæger sig opad med det indtil glasskåret er i øjenhøjde. Der holder jeg det fritsvævende i luften. Hvis bare Henri kunne se dette, tænker jeg. Og lige med et, gennem begejstringen for min nyfundne lykke, vender panikken og frygten tilbage. Jeg kigger på skåret, på måden det reflekterer den træpanelbeklædte væg, som ser gammel og skør ud i glasset. Træ. Gammelt og skørt. Pludselig spærrer jeg øjnene op på vid gab da tanken strejfer mig.

Kisten!

Det var det Henri sagde: ‘Kun vi to kan åbne den sammen. Medmindre jeg dør. Så kan du selv åbne den.’

Jeg lader skåret falde og stormer ud af mit værelse og ind i Henris. Kisten står på gulvet ved siden af hans seng. Jeg snupper den, løber ind i køkkenet og smider den på bordet. Låsen, der har form som det lorianske emblem, stirrer lige op i mit åbne ansigt.

Jeg sætter mig ved bordet og stirrer på låsen. Min overlæbe bævrer. Jeg forsøger at trække vejret langsommere, men det er nytteløst. Mit bryst går ud og ind som havde jeg lige været ude på en 15-kilometers løbetur. Jeg er bange for at mærke klikket under min hånd. Jeg tager en dyb indånding og lukker øjnene.

„Bare den ikke åbner,“ siger jeg.

Jeg griber fat om låsen og knuger den så hårdt jeg kan, holder vejret, mærker mit syn blive sløret, mærker musklerne i min arm spændes. Venter på klikket. Holder om låsen og venter på klikket.

Men der kommer ikke noget klik.

Jeg slipper, synker sammen i stolen og holder hovedet mellem hænderne. Et lille glimt af håb. Jeg lader hænderne løbe hen over håret og rejser mig op. På køkkendisken halvanden meter væk ligger der en snavset ske. Jeg fokuserer på den og lader min hånd glide hen over min krop – og så letter skeen. Henri ville have været lykkelig. Henri, tænker jeg, hvor er du henne? Et eller andet sted og stadig i live. Og jeg skal nok komme og hente dig.

Jeg indtaster nummeret til Sam, den eneste ven ud over Sarah jeg har fået i Paradise, den eneste ven jeg nogensinde har haft hvis sandheden skal frem. Da den har ringet to gange, svarer han.

„Hallo?“

Jeg lukker øjnene og holder om næseryggen med tommel- og pegefingeren. Jeg tager en dyb indånding. Rystelserne er vendt tilbage hvis de da nogensinde har været væk.

„Hallo?“ siger han igen.

„Sam.“

„Hej,“ siger han og fortsætter: „Du lyder ad helvede til. Er du okay?“

„Nej. Jeg har brug for din hjælp.“

„Hva’? Hvad er der sket?“

„Er der nogen som helst chance for at du kan få din mor til at køre dig herover?“

„Hun er ikke hjemme. Hun har taget en ekstra vagt på hospitalet fordi hun får dobbelt løn på helligdage. Hvad foregår der?“

„Den er helt gal, Sam. Og jeg har brug for din hjælp.“

Endnu et tavst øjeblik og så: „Jeg kommer så hurtigt jeg kan.“

„Sikker?“

„Vi ses lige om lidt.“

Jeg lukker min mobil og lader hovedet falde ned på bordet.

Athens, Ohio. Det er der Henri er. Det er der jeg – på en eller anden måde – skal bære mig ad med at komme hen.

Og det skal gå hurtigt.