KAPITEL

9

… Og så dør du

'Søg selv efter sandheden. Så møder jeg dig dér.'

Det var det sidste, Josh nogensinde sagde til mig. Han sagde det ironisk og forsøgte at lyde dyb samtidig med, at han gjorde grin med folk, der forsøger at være dybe. Han var fuld og skæv. Han var også en god ven.

Den største forvandling i mit liv skete, da jeg var nitten. Min ven Josh havde taget med mig til en fest ved en sø nord for Dallas i Texas. På bjergskråningen lå der boliger, og under dem var der en swimmingpool, og under den lå en klippe med udsigt ud over søen. Det var en lille klippe. Der var måske otte-ni meter ned til søen. Det var i hvert fald højt nok til at få dig til at tøve, hvis du overvejede at hoppe, men lavt nok til at den tøven hurtigt kunne forsvinde med den rette kombination af alkohol og gruppepres.

Da jeg var ankommet til festen, sad Josh og jeg sammen i poolen og drak øl og snakkede sammen, som usikre unge mænd gør. Vi talte om at drikke, om bands, om piger og om alle de seje ting, Josh havde lavet den sommer, siden han var droppet ud af musikskolen. Vi talte om at spille sammen i et band og flytte til New York – en umulig drøm på det tidspunkt.

Vi var stadig børn.

'Er det sikkert nok at springe ud derfra?' spurgte jeg efter et stykke tid og nikkede over mod klippen over søen.

'Ja, folk gør det hele tiden.'

'Har du tænkt dig at gøre det?'

'Måske. Vi får se,' sagde han med et skuldertræk.

Senere den aften blev Josh og jeg væk fra hinanden. Jeg havde set mig lun på en køn asiatisk pige, der var vild med videospil, hvilket var som at vinde i lotteriet for en teenagenørd som mig. Hun var ikke interesseret i mig, men hun var venlig og havde det fint med at høre mig snakke, så jeg snakkede. Efter et par øl havde jeg samlet mod nok til at bede hende om at gå med mig op til huset for at hente noget mad. Det ville hun gerne.

Mens vi gik op ad bjergskråningen, mødte vi Josh, der var på vej nedad. Jeg spurgte ham, om han ville have noget med, men han sagde nej. Jeg spurgte, hvor vi kunne finde ham senere.

Han smilte og sagde: 'Søg efter sandheden. Så møder jeg dig dér.'

Jeg nikkede og så alvorlig ud.

'Okay, så møder jeg dig dér,' sagde jeg, som om alle og enhver vidste, hvor sandheden lå, og hvordan man fandt derhen.

Josh grinede og gik nedad i retning af klippen. Jeg grinede og fortsatte op ad bjergskråningen op til huset.

Jeg kan ikke huske, hvor længe jeg var derinde. Jeg kan kun huske, at da pigen og jeg kom ned igen, var alle væk, og der var sirener. Poolen var tom. Folk løb ned ad bjergskråningen i retning af vandkanten for foden af klippen. Der var allerede flere folk nede ved vandet. Jeg kunne se et par unge mænd, der svømmede rundt. Det var mørkt og svært at se noget. Musikken buldrede løs, men ingen lyttede. Jeg havde stadig ikke lagt to og to sammen, så jeg skyndte mig ned til vandkanten neden for klippen, mens jeg spiste af min sandwich og undrede mig over, hvad alle folk kiggede efter.

'Jeg tror, der er sket noget forfærdeligt,' sagde den kønne asiatiske pige til mig, da vi var halvvejs nede.

Da jeg nåede til foden af bjergskråningen, spurgte jeg en, hvor Josh var. Ingen kiggede på mig eller bemærkede mig. Alle stirrede på vandet. Jeg spurgte igen, og så begyndte en pige at græde hysterisk.

Det var der, jeg lagde to og to sammen.

Det tog dykkerne tre timer at finde Joshs lig på bunden af søen. Senere viste obduktionen, at han havde fået krampe i benene på grund af dehydrering fra alkoholen og slaget, da han ramte vandet efter at have hoppet fra klippen. Det var mørkt, da han sprang, og vandet var sort. Ingen kunne se, hvor hans råb om hjælp kom fra. Der var kun vandplask. Kun lydene. Hans forældre fortalte mig senere, at han var elendig til at svømme. Det anede jeg ikke.

Der gik tolv timer, inden jeg begyndte at græde. Jeg sad i min bil på vej hjem til Austin den næste morgen. Jeg ringede til min far og fortalte ham, at jeg stadig var i nærheden af Dallas, og at jeg ikke ville komme på arbejde; jeg arbejdede for ham den sommer.

'Hvorfor, hvad er der sket? Er du okay?' spurgte han.

Og så væltede det hele ud. Jeg stortudede og skreg, og snottet løb ud ad næsen på mig. Jeg holdt ind til siden og klamrede mig til telefonen og græd, som når en lille dreng græder hos sin far.

Jeg røg i en dyb depression den sommer. Jeg troede, jeg havde været deprimeret før, men det var en helt ny grad af meningsløshed – jeg var så ked af det, at det gjorde fysisk ondt. Folk forsøgte at opmuntre mig, og jeg sad og lyttede til dem, mens de sagde alle de rigtige ting og gjorde alle de rigtige ting. Jeg sagde tak, og hvor er det pænt af jer at komme herhen, smilte et falsk smil, løj og sagde, at jeg var ved at få det bedre, men indeni følte jeg intet.

Jeg drømte om Josh i et par måneder efter hans død. Drømme, hvor han og jeg havde dybe samtaler om livet og døden, såvel som om tilfældige, ligegyldige ting. Indtil da havde jeg været en ret almindelig middelklasseteenager: doven, uansvarlig, socialt akavet og dybt usikker. Josh havde på mange måder været den person, jeg så op til. Han var ældre, mere selvsikker, mere erfaren, og han var mere åben over for verden omkring sig. I den sidste af mine drømme om Josh sad jeg sammen med ham i et spabad (ja, jeg ved det, mystisk), og jeg sagde til ham:

'Jeg er virkelig ked af, at du døde.'

Han grinte. Jeg kan ikke huske præcis, hvad han sagde, men det var noget i stil med:

'Hvorfor bekymrer du dig om, at jeg er død, når du stadig er så bange for at leve?'

Jeg vågnede grædende.

Jeg sad på min mors sofa den sommer og stirrede ind i dybet, det uendelige og ufattelige intet, hvor Joshs venskab havde været, da jeg kom til den alarmerende erkendelse, at hvis der virkelig ikke er nogen grund til at gøre noget, så er der heller ingen grund til ikke at gøre noget. Set i lyset af den uundgåelige død er der ingen grund til nogensinde at lade sig styre af frygt, forlegenhed eller skam. Det er jo alligevel bare ligegyldigt det hele.

Og fordi jeg havde tilbragt det meste af mit korte liv med at undgå alt, hvad der var smertefuldt og ubehageligt, havde jeg i bund og grund undgået overhovedet at være i live.

Den sommer kvittede jeg pot og cigaretter og videospil. Jeg droppede mine fjollede drømme om at blive rockstjerne, droppede ud af musikskolen og tilmeldte mig på universitet. Jeg begyndte at gå i fitnesscenteret og tabte mig meget. Jeg fik nye venner. Jeg fik min første kæreste.

For første gang i mit liv læste jeg rent faktisk lektier og indså til min store overraskelse, at jeg godt kunne få gode karakterer, hvis bare jeg gad interessere mig for det.

Den følgende sommer gav jeg mig selv den udfordring, at jeg skulle læse halvtreds romaner på halvtreds dage. Det lykkedes. Året efter blev jeg indskrevet på et fremragende universitet i den anden ende af landet, hvor jeg for første gang brillerede, både i skolen og socialt.

Joshs død er det tydeligste før og efter-punkt, jeg kan se i mit liv. Inden tragedien var jeg hæmmet, uambitiøs og altid besat af og indskrænket af, hvad jeg troede, omverdenen måske tænkte om mig. Efter tragedien forvandlede jeg mig til en ny person. Jeg var ansvarlig, nysgerrig, hårdtarbejdende. Jeg havde stadig min usikkerhed og min bagage – som vi altid har – men nu var jeg fucking engageret i noget vigtigere end min usikkerhed og min bagage. Og det gjorde hele forskellen. Mærkeligt nok var det en andens død, der gav mig tilladelse til endelig at leve. Og måske var det værste øjeblik i mit liv også det, der havde størst betydning for min forvandling.

Døden skræmmer os. Og fordi den skræmmer os, undgår vi at tænke over den, tale om den, nogle gange anerkende den, selv når det sker for nogen tæt på os.

Og alligevel er døden på en besynderlig, baglæns måde det lys, som måler skyggen af al mening med livet. Uden døden ville alt føles betydningsløst, al erfaring ville være ligegyldig, alle målestokke og værdier ville pludselig være nul.

Noget uden for os selv

Ernest Becker var et udskud i det akademiske miljø. I 1960 fik han sin ph.d. i antropologi. I sit speciale sammenlignede han de usædvanlige og ukonventionelle terapiformer zenbuddhisme og psykoanalyse. På det tidspunkt anså man zen for at være forbeholdt hippier og narkomaner, og Freuds psykoanalyse blev betragtet som en kvaksalverpsykologi, der var et levn fra stenalderen.

I sit første job som assisterende professor blev Becker hurtigt del af en flok akademikere, der tog afstand fra psykiatri, fordi de anså den for at være en form for fascisme. De mente, det var en uvidenskabelig undertrykkelse af de svage og hjælpeløse.

Problemet var, at Beckers chef var psykiater. Så det svarede lidt til, at du får dit første job og begynder at sammenligne din chef med Hitler.

Ikke overraskende blev han fyret.

Så Becker tog sine yderliggående ideer med sig til et sted, hvor han troede, de måske ville blive accepteret: Berkeley i Californien. Men det varede heller ikke længe.

For Becker nøjedes ikke med at gå imod det etablerede samfundssystem. Han kom også i problemer, fordi hans undervisning var mærkelig. Han brugte Shakespeare til at undervise i psykologi, han brugte undervisningsbøger i psykologi til at undervise i antropologi, og han benyttede antropologisk materiale til at undervise i sociologi. Han klædte sig ud om som Kong Lear og legede fægteduel i undervisningslokalet, og han ævlede løs med politiske taler, der ikke havde ret meget med pensum at gøre. Hans elever beundrede ham. De øvrige lærere foragtede ham. Efter mindre end et år blev han fyret igen.

Becker endte hos San Francisco State University, hvor det faktisk lykkedes ham at beholde sit job i over et år. Men da studenterprotesterne mod krigen i Vietnam brød ud, tilkaldte universitetet nationalgarden, og det udviklede sig til voldelige kampe. Da Becker tog de studerendes parti og offentligt fordømte dekanens handlinger – igen mente han, at hans chef mindede om Hitler – så blev han igen fyret på stedet.

Becker skiftede job fire gange på seks år. Og inden han kunne blive fyret fra sit femte job, fik han tyktarmskræft. Prognosen var dyster. Han tilbragte de næste par år i sengen og havde kun en lille chance for at overleve. Så Becker besluttede sig for at skrive en bog. Den bog skulle handle om døden.

Becker døde i 1974. Hans bog The Denial of Death vandt Pulitzer-prisen og blev et af de mest indflydelsesrige intellektuelle værker i det tyvende århundrede. Bogen rystede psykologiog antropologifagene og fremsatte dybe, filosofiske tanker, der stadig har indflydelse i dag.

The Denial of Death har grundlæggende to pointer:

1. Mennesker er unikke ved, at vi er de eneste skabninger, der kan tænke og danne sig en forestilling om os selv på abstrakt niveau. Hunde sidder ikke og bekymrer sig om deres karriere. Katte sidder ikke og tænker på deres fejl i fortiden eller spekulerer på, hvad der mon var sket, hvis de havde lavet noget andet. Aber drøfter ikke fremtidsmuligheder, ligesom fisk ikke spekulerer over, om andre fisk havde syntes bedre om dem, hvis de havde haft længere finner.

Som mennesker er vi velsignet med evnen til at forestille os selv i hypotetiske situationer, at tænke på både fortiden og fremtiden, at forestille os en anden virkelighed eller situationer, hvor tingene måske kunne være anderledes. Og det er på grund af denne enestående mentale evne, siger Becker, at vi alle på et tidspunkt bliver bevidste om det uundgåelige i vores egen død. Fordi vi er i stand til at forestille os alternative udgaver af virkeligheden, er vi også den eneste skabning, der er i stand til at forestille os en virkelighed uden os selv i den.

Denne indsigt skaber det, som Becker kalder ‘dødsterror’, en dyb eksistentiel bekymring, der ligger under alt, hvad vi tænker eller gør.

2. Beckers anden pointe begynder med præmissen om, at vi grundlæggende har to udgaver af ‘selvet’. Det første selv er det fysiske selv – det, der spiser, sover, snorker og skider. Det andet selv er vores begrebsmæssige selv – vores identitet, eller hvordan vi ser os selv.

Beckers argument er følgende: Vi er alle på et eller andet niveau bevidste om, at vores fysiske selv ender med at dø, at den død er uundgåelig, og at det uundgåeligt – på et ubevidst niveau – skræmmer os fra vid og sans. Så for at kompensere for vores frygt for det uundgåelige tab af vores fysiske selv, forsøger vi at skabe et begrebsmæssigt selv, der vil leve for evigt. Det er derfor, folk kæmper så hårdt for at få deres navne på bygninger, på statuer, på ryggen af en bog. Det er derfor, vi føler os nødsaget til at tilbringe så meget tid med at give noget af os selv til andre, især til børn, i det håb at vores indflydelse – vores begrebsmæssige selv – vil vare ved langt ud over vores fysiske selv. At vi vil blive husket og beundret og idealiseret lang tid efter, at vores fysiske selv ophører med at eksistere.

Becker kalder den mission for vores ‘udødelighedsprojekt’. Det er projekter, der tillader vores begrebsmæssige selv at leve videre lang tid efter vores fysiske død. Hele menneskeheden, siger han, er i bund og grund et resultat af projekter om udødelighed. Byerne, regeringerne og myndighederne, som findes i dag, var alle udødelighedsprojekter for mænd og kvinder før vores tid. Navne som Jesus, Muhammad, Napoleon og Shakespeare er lige så kraftfulde i dag, som da de mænd levede, hvis ikke mere. Og det er hele pointen. Hvad end det handler om at mestre en kunstform, erobre et nyt land, opnå store rigdomme, eller blot at have en stor og kærlig familie, der vil leve videre i generationer, så er al mening i vores liv skabt af det naturlige ønske om aldrig for alvor at dø.

Religion, politik, sport, kunst og teknologisk udvikling er resultatet af folks udødelighedsprojekter. Becker hævder, at krige, revolutioner og massemord finder sted, når en gruppe af folks udødelighedsprojekter kolliderer med en anden gruppe med lignende projekter.

Men når vores udødelighedsprojekter svigter, når meningen går tabt, og når udsigten til, at vores begrebsmæssige selv overlever vores fysiske selv, ikke længere virker sandsynlig, så kommer den forfærdelige, deprimerende frygt i form af dødsterroren krybende tilbage i vores sind. Det kan blive forårsaget af et traume, skam eller social latterliggørelse. Eller, som Becker påpeger, mental sygdom.

Hvis du ikke har regnet det ud endnu, så er udødelighedsprojekter en af vores værdier. De er barometre for betydning og værdi i vores liv. Og når vores værdier svigter, så svigter vi også i psykologiske termer. Becker siger grundlæggende, at det er frygten, der driver os til at være fucking engagerede i alt for mange ting, fordi det at være fucking engageret i noget er det eneste, der afleder os fra det faktum, at vi alle skal dø. Og hvis man virkelig er fucking ligeglad med alt, opnår man en næsten spirituel tilstand, hvor man anerkender flygtigheden af ens egen eksistens. I den situation har man langt mindre risiko for at blive fanget i en tilstand af at føle sig berettiget til noget.

Becker kom senere til en forbløffende erkendelse på sit dødsleje: folks udødelighedsprojekter er i virkeligheden problemet, ikke løsningen. I stedet for at forsøge at gennemføre, ofte med dødbringende kraft, deres begrebsmæssige selv i verden, så burde folk stille spørgsmål ved deres begrebsmæssige selv og få det godt med visheden om deres egen død. Becker kaldte det ‘den bitre modgift’ og kæmpede selv med at forlige sig med det, da han stirrede sin egen død i øjnene. Selv om døden er noget skidt, er den uundgåelig. I stedet for at undgå denne erkendelse, burde vi affinde os med den så godt, vi kan. For når vi først har fået et trygt forhold til, at vi skal dø – roden til rædsel, den underliggende angst, der er motivationen bag alle livets overfladiske ambitioner – så kan vi vælge vores værdier mere frit og uden at være fastspændt til den ulogiske jagt på udødelighed, og så kan vi frigøre os fra vores farlige udgangspunkt.

Det gode ved døden

Jeg bevæger mig fra sten til sten, klatrer støt, mine benmuskler spænder og gør ondt. I en trancelignende tilstand, der kommer af langsom, gentagende fysisk anstrengelse, nærmer jeg mig toppen. Himlen bliver åben og dyb. Jeg er alene nu. Mine venner er langt under mig, i gang med at tage billeder af havet.

Til sidst klatrer jeg op over en kampesten, og udsigten åbner sig. Jeg kan se herfra ud i den endeløse horisont. Det føles, som om jeg stirrer på kanten af Jorden, hvor vandet møder himlen, blåt mod blåt. Vinden skriger mod min hud. Jeg kigger op. Det er lyst. Det er smukt.

Jeg er ved Sydafrikas Kap Det Gode Håb, som man engang troede, var det sydligste punkt i Afrika og det sydligste punkt i verden. Det er et larmende sted med storme og forræderiske bølger. Et sted, der har oplevet århundreder med handel og menneskelige ambitioner. Ironisk nok et sted for forliste drømme.

Der er en talemåde på portugisisk: Ele dobra o Cabo da Boa Esperança – ‘han runder Kap Det Gode Håb’. Pudsigt nok betyder det, at en persons liv befinder sig i den afsluttende fase, og at han er ude stand til at udrette mere.

Jeg træder hen over stenene mod det blå og lader storheden opsluge mit synsfelt. Jeg sveder, men fryser. Jeg er spændt, men nervøs. Er dét det?

Vinden slår mod mine ører. Jeg hører intet, men ser afgrunden, hvor klippen møder glemslen. Jeg stopper op og kigger et øjeblik, flere meter fra stedet. Jeg kan se havet under mig. Det skvulper og fråder mod klipperne, der strækker sig ud flere kilometer til hver side. Bølgerne raser mod de ugennemtrængelige vægge. Under mig er et frit fald på mindst fyrre meter til vandet.

Til højre for mig er turister som små prikker spredt ud over landskabet. De tager billeder og hober sig sammen i myrelignende formationer. Til venstre for ligger Asien. Foran mig er himlen, og bag mig er alt, hvad jeg nogensinde har håbet på og taget med mig.

Hvad hvis det er det? Hvad hvis det er alt, hvad der findes?

Jeg kigger mig omkring. Jeg er alene. Jeg tager mit første skridt mod kanten af klippen.

Menneskekroppen virker til at være udstyret med en naturlig radar til at opfange livstruende situationer. I samme øjeblik du nærmer dig en klippeafgrund uden rækværk, mærker du en anspændthed i kroppen. Din ryg bliver rank. Du får gåsehud. Dine øjne bliver ekstremt fokuserede på hver eneste detalje omkring dig. Dine fødder føles, som om de er lavet af sten. Det føles, som om en stor, usynlig magnet forsigtigt trækker din krop tilbage i sikkerhed.

Men jeg kæmper mod magneten. Jeg slæber mine fødder tættere på kanten. Når du er halvanden meter fra kanten, sætter hjernen også ind. Nu kan du ikke alene se kanten af klippen, du kan også se ned på selve klippen, hvilket aktiverer alle mulige uønskede forestillinger om at snuble og falde og vælte i døden med et skvulp. Der er godt nok langt ned, minder din hjerne dig om. Som i virkelig langt ned. Hvad har du gang i, mand? Så stop dog. Stop!

Jeg siger til min underbevidsthed, at den skal holde kæft, og bevæger mig forsigtigt fremad.

Med en meter til afgrunden går din krop i fuldt alarmberedskab. Nu er du så tæt på, at hvis du snubler i dit snørebånd, så er dit liv forbi. Det føles, som om et pludselig vindstød kunne sende dig ud i den blå evighed. Dine ben ryster. Det samme gør dine hænder. Og din stemme, hvis du er nødt til at minde dig selv om, at du ikke er på vej til at falde i døden.

Afstanden på en meter er de fleste menneskers absolutte grænse. Det er lige netop tæt nok på til at kunne læne sig frem og få et glimt af dybet, men stadig langt nok fra til at du føler, at du ikke er i fare for at slå dig selv ihjel. Når du står så tæt på kanten af en klippe, selv en klippe så smuk og hypnotiserende som Kap Det Gode Håb, fremkalder det en berusende svimmelhed og truer med at gylpe det seneste måltid op.

Er det dét? Er det alt, hvad der findes? Ved jeg allerede alt, hvad jeg nogensinde vil vide?

Jeg tager endnu et lillebitte skridt, så et mere. En halv meter nu. Mit forreste ben ryster, da jeg lægger min kropsvægt på det. Jeg slæber mig videre. Imod magneten. Imod mit sind. Imod alle mine overlevelsesinstinkter.

Tredive centimeter. Nu står jeg og kigger lige ned i dybet. Jeg får en pludselig trang til at græde. Min krop kryber instinktivt sammen for at beskytte sig selv mod noget indbildt og uforklarligt. Vinden kommer med småhagl. Tankerne kommer som knytnæver.

Tredive centimeter fra kanten føles, som om du svæver. Hvis du kigger et andet sted hen end lige ned, så føles det, som om du er en del af himlen. Du forventer næsten at falde nu.

Jeg kryber sammen et øjeblik, får vejret og samler tankerne. Jeg tvinger mig selv til at stirre ned på vandet, der rammer stenene under mig. Så kigger jeg til højre igen, over mod de små myrer, der myldrer rundt under mig og tager billeder og løber efter turistbusser. Jeg håber, at nogen ser mig. Mit ønske om opmærksomhed giver ingen mening. Men det gør alt det her heller ikke. Det er selvfølgelig umuligt at få øje på mig heroppe. Og selv hvis de kunne se mig, er der ikke noget, de folk i det fjerne kunne sige eller gøre.

Jeg hører kun vinden.

Er dét det?

Min krop ryster, frygten bliver til eufori, der blænder mig. Jeg fokuserer tankerne i en form for meditation. Intet gør dig tilstedeværende og opmærksom som at være centimeter fra din egen død. Jeg retter mig ud og kigger op igen og mærker, at jeg smiler. Jeg minder mig om, at det er okay at dø.

Den villige og overstrømmende forbindelse med ens egen dødelighed har rødder langt tilbage i historien. Stoikerne i det antikke Grækenland og Rom tryglede folk om konstant at have døden i tankerne for at kunne sætte større pris på livet og forblive ydmyge, når de mødte modgang. I forskellige former for buddhisme bruges meditation ofte som et middel til at forberede sig på døden, mens man er i live. Det at opløse ens eget ego ind i en vidtstrakt intethed og opnå den oplyste tilstand af nirvana ses som en test på at komme over på den anden side. Selv Mark Twain, den naive særling, der kom og forsvandt med Halleys Komet, sagde: 'Frygten for døden er en konsekvens af frygten for livet. En mand, der lever fuldt ud, er klar til at dø når som helst.'

På klippen bøjer jeg mig ned og læner mig en anelse tilbage. Jeg sætter hænderne på jorden bag mig og sætter mig forsigtigt på numsen. Så lader jeg langsomt det ene ben glide ud over kanten. Der er en lille sten, der stikker ud af klippevæggen. Jeg hviler min fod på den. Så lader jeg min anden fod glide ud over kanten og sætter den på den samme lille klippesten.

Der sidder jeg et øjeblik og læner mig tilbage på mine håndflader med vinden ruskende i håret. Angsten er til at udholde nu, så længe jeg blot kigger ud i horisonten.

Så sætter jeg mig ret op igen og kigger ned ad klippen igen. Frygten skyder tilbage gennem min rygrad, og det føles, som om der går strøm gennem hele min krop. Min hjerne er knivskarpt fokuseret på at koordinere hver eneste del af min krop. Frygten er til tider kvælende. Men hver gang frygten overvælder mig, tømmer jeg mine tanker, fokuserer min opmærksomhed på bunden af klippen under mig, tvinger mig selv til at se min potentielle undergang i øjnene og ganske enkelt acceptere, at den eksisterer.

Nu sidder jeg på kanten af verden, på den sydligste spids af håbet. Følelsen var oplivende. Jeg kan føle adrenalinen pumpe gennem min krop. At være så tavs og så bevidst har aldrig før føltes så nervepirrende. Jeg lytter til vinden, observerer vandet og kigger ud mod verdens ende – og jeg griner med lyset, som beriger alt, hvad det berører.

Det er vigtigt, at vi bliver konfronteret med vores egen dødelighed, fordi det fjerner alle de dårlige, skrøbelige og overfladiske værdier i livet. Mens de fleste mennesker bruger deres dage på at jagte den næste løn, en smule mere opmærksomhed eller lidt mere overbevisning om, at de har ret eller er elsket, så konfronterer døden os alle med et langt mere smertefuldt og vigtigt spørgsmål: Hvad er vores eftermæle?

Hvordan vil verden være anderledes og bedre, når du er væk? Hvilket aftryk vil du have sat? Hvilken indflydelse vil du have skabt? Man siger, at en sommerfugl, der basker med vingerne i Afrika, kan forårsage en orkan i Florida. Hvilke orkaner vil du efterlade i dit kølvand?

Som Becker påpegede, så er det måske det eneste virkelig vigtige spørgsmål i vores liv. Og alligevel undgår vi at tænke på det. For det første fordi det er hårdt. For det andet fordi det er skræmmende. For det tredje fordi vi fucking ikke aner, hvad det er, vi går og laver.

Derfor undgår vi spørgsmålet. Vi lader trivielle og hadefulde værdier kapre vores hjerner og tage kontrol over vores ønsker og ambitioner. Hvis vi ikke anerkender dødens allestedsnærværende blik, vil det overfladiske virke vigtigt, og det vigtige vil virke overfladisk. Døden er den eneste ting, vi kan være sikre på. Og derfor bør den være det kompas, som vi baserer alle vores andre værdier og beslutninger på. Døden er det korrekte svar på alle de spørgsmål, vi burde stille, men aldrig får gjort. Den eneste måde at blive tryg ved døden på er at forstå og se dig selv som noget, der er større end dig selv. At vælge værdier, der rækker ud over at tjene dig selv. Værdier, der er enkle, omgående, kontrollerbare og tolerante over for den kaotiske verden, du befinder dig i. Det er roden til al lykke.

Hvad end du lytter til Aristoteles eller psykologerne på Harvard-universitetet eller Jesus eller The Beatles, så siger de alle, at lykke kommer fra den samme ting: at engagere sig i noget, der er større end dig selv og tro på, at du bidrager til en meget større enhed, at dit liv blot er en biting i et stort, uforståeligt maskineri. Det er for at opleve den følelse, at folk går i kirke. Det er den følelse, de går i krig for. Det er den, der får dem til at opfostre familier, lave pensionsopsparinger, bygge broer og opfinde mobiltelefoner. Denne flygtige fornemmelse af at være en del af noget større og mere ukendt end dem selv.

Den følelse mister vi, hvis vi mener, vi er berettigede til noget. Så bliver al opmærksomhed suget indad, ind mod os selv, og får os til at føle os som midtpunkt for alle problemer i universet, som om det er os, der lider alle uretfærdigheder, og at det er os, som fortjener storhed frem for alle andre.

Det kan virke tillokkende at føle sig berettiget til noget, men den følelse isolerer os. Vores nysgerrighed og begejstring for verden vender rundt og afspejler vores egne fordomme og formodninger på alle personer, vi møder, og på en enhver begivenhed, vi oplever. Det føles lækkert og fristende og føles måske godt i en periode, og det sælger mange billetter, men det er åndelig gift.

Det er den dynamik, der plager os nu. Selv om vi har så mange materielle goder, er vi psykisk plagede på mange smålige og overfladiske måder. Folk fraskriver sig ethvert ansvar og kræver, at samfundet tager sig af deres følelser. Folk holder fast i deres egenrådige overbevisninger og forsøger at påtvinge andre dem, ofte med vold, i en eller anden opfunden berettiget sag. Folk, der rider på en rus af falsk overlegenhed, ender med at være passive og apatiske af frygt for at prøve noget, som er umagen værd, og få fiasko med det.

Forkælelsen af det moderne sind har resulteret i en befolkning, der føler, den har ret til noget uden at gøre sig fortjent til den ret. En befolkning, der føler, den har ret til noget uden at yde et offer for det. Folk kalder sig eksperter, iværksættere, opfindere, individualister, pionerer og coaches uden nogen form for erfaring fra det virkelige liv. Og de gør det ikke, fordi de rent faktisk tror, at de er bedre end alle andre. De gør det, fordi de føler, de er nødt til at være storslåede for at blive accepteret i et samfund, der kun omtaler det ekstraordinære.

Nutidens samfundskultur blander stor opmærksomhed sammen med stor succes i den tro, at det er den samme ting. Men det er det ikke.

Du er storslået. Allerede. Uanset om du indser det eller ej. Uanset om andre indser det eller ej. Og det er ikke, fordi du har opfundet en app til en iPhone, eller blev færdig i skolen et år før tid, eller har købt en lækker båd. De ting har ingenting med storhed at gøre.

Du er allerede storslået, for selv om du står midt i en uendelig forvirring og den sikre død, så vælger du stadig, hvad du vil være fucking engageret i, og hvad du vil være fucking ligeglad med. Dette enkle faktum, dette enkle valg af dine værdier i livet, gør dig allerede smuk, gør dig allerede succesfuld, gør dig allerede elsket. Selv hvis du ikke indser det. Selv hvis du sover i rendestenen og sulter.

Du skal også dø, og det skal du, fordi du også har været så heldig at leve. Måske kan du ikke mærke det. Men prøv at stå på en klippe en dag. Så vil du måske mærke det.

Bukowski skrev engang: 'Vi skal alle dø, os alle sammen. Sikke et cirkus! Alene det burde få os til at elske hinanden, men det gør det ikke. Vi lader os terrorisere og udslette af livets banaliteter. Vi bliver ædt op af ingenting.'

Jeg tænker tilbage på den aften ved søen, hvor jeg så min ven Joshs lig blive hevet op af søen af redningsfolk. Jeg kan huske, at jeg stirrede ud i den sorte Texas-nat og så mit ego blive langsomt opslugt af den. Joshs død lærte mig meget mere, end jeg oprindeligt indså. Ja, den hjalp mig til at gribe dagen, til at tage ansvar for mine valg og til at jagte mine drømme med mindre skam og færre hæmninger.

Men det var bivirkninger af en dybere, vigtigere lektie: der er intet at være bange for. Aldrig. Igennem årene har jeg ofte mindet mig selv om min egen død. Det kan være gennem meditation, ved at læse filosofi eller ved at gøre vanvittige ting som at stå på en klippe i Sydafrika. Den konstante påmindelse er det eneste, der har hjulpet mig til at holde denne indsigt skarp i mit sind. Accepten af min død og forståelsen af min egen skrøbelighed har gjort alt nemmere – den har viklet mig ud af mine afhængigheder og hjulpet mig til at identificere og konfrontere min egen følelse af at være berettiget til noget og acceptere, at jeg skal tage ansvar for mine egne problemer. Accepten af min død har lært mig at lide gennem min frygt og usikkerhed, at acceptere mine mangler og at kunne rumme afvisninger. Det er alt sammen blevet lettere ved tanken om min egen død. Jo mere jeg kigger ind i mørket, jo lysere bliver livet, jo mere rolig bliver verden, og jo mindre ubevidst modstand føler jeg mod, tjah, hvad som helst.

Jeg sidder på Kap Det Gode Håb et par minutter og absorberer det hele. Da jeg endelig beslutter mig for at rejse mig, flytter jeg håndfladerne bagud og skubber min krop bagud. Så rejser jeg mig langsomt. Jeg undersøger jorden omkring mig for at sikre mig, at der ikke er en løs sten, der kan forråde mig. Da jeg har sikret mig, at alt er i orden, begynder jeg at gå tilbage til virkeligheden – to meter, fire meter – og for hvert skridt finder min krop tilbage mod sit normale leje. Mine fødder bliver lettere. Jeg føler livets magnet trække mig ind.

Da jeg træder tilbage over nogle sten på vej tilbage mod hovedstien, kigger jeg op og ser en mand stirre på mig. Jeg stopper og får øjenkontakt med ham.

'Øhm. Jeg så, du sad på kanten derhenne.' Hans accent er australsk. Han peger mod Antarktis.

'Ja. Udsigten er fantastisk, synes du ikke?' Jeg smiler. Det gør han ikke. Han ser alvorlig ud.

Jeg børster mine hænder af i mine shorts. Min krop snurrer stadig.

Australieren står et øjeblik i vildrede. Han kigger stadig på mig og overvejer tydeligvis, hvad han skal sige. Efter et øjeblik vælger han omhyggeligt sine ord.

'Er du okay? Hvordan har du det?'

Jeg er tavs et øjeblik. Jeg smiler stadig.

'Jeg føler mig i live. I allerhøjeste grad.'

Hans skepsis forsvinder, og han smiler. Han nikker svagt og bevæger sig ned ad stien. Jeg står på toppen og nyder udsigten, mens jeg venter på, at mine venner skal nå op til toppen.