KAPITEL

3

Du er ikke noget særligt

Jeg kendte engang en fyr. Lad os kalde ham Jimmy.

Jimmy havde altid gang i forskellige forretninger. Uanset hvornår du spurgte ham, hvad han gik og lavede, så ville han nævne navnet på et firma, han arbejdede for, eller beskrive en ide til en lovende app, han var ved at finde investorer til, eller han ville fortælle om en velgørenhedsorganisation, hvor han skulle være hovedtaler, eller han havde en ide til en mere effektiv form for brændstof, der ville gøre ham til milliardær.

Han var altid i gang, altid på, og hvis du rakte ham en lillefinger, så ævlede han løs om, hvor fantastisk hans nyeste ide var, og han nævnte så mange kendisser, at man skulle tro, man talte med en sladderjournalist.

Jimmy var positiv hele tiden. Han satte altid sig selv i et godt lys og havde altid gang i et eller andet.

Problemet var, at Jimmy var lidt af en løjser – han snakkede og snakkede, men udrettede aldrig noget. Han var skæv det meste af tiden, og han brugte lige så mange penge på barer og fine restauranter, som han gjorde på sine ‘forretningsideer’. Jimmy var en professionel snylter, der levede af familiens hårdt optjente penge ved at forblænde dem og alle andre i byen med sine falske løfter om at investere i fremtidens teknologi. Jo, en gang imellem ydede han en lille indsats eller ringede til en eller anden vigtig person og nævnte kendisser i flæng, indtil han løb tør for navne, men der skete aldrig noget. Ingen af hans ‘foretagender’ blev nogensinde til noget.

Ikke desto mindre holdt han det kørende i årevis og levede af kærester og nære og fjerne slægtninge, indtil han var sidst i tyverne. Og det mærkeligste af det hele var, at Jimmy havde det godt med det. Han led af storhedsvanvid. Folk, der grinte af ham eller lagde røret på, når han ringede, ‘gik glip af deres livs mulighed’, mente han. Folk, der gennemskuede, at hans forretningsideer var det rene fup, var ifølge Jimmy ‘for uvidende og uerfarne’ til at forstå, hvor genial han var. Folk, der kaldte ham doven, var ‘jaloux’; de var ‘hatere’, der var misundelige på hans succes.

Jimmy tjente ganske vist lidt penge, men det var som regel på tvivlsom maner, som når han solgte en anden persons forretningside, som om det var hans egen, eller når han fuppede sig til et lån fra en eller anden, eller endnu værre ved at overtale en iværksætter til at give ham en andel i en opstartsvirksomhed. Det lykkedes ham faktisk at overtale nogen til at betale ham for at holde nogle foredrag, men jeg har ingen anelse om, hvad det kan have været om.

Det værste var, at Jimmy troede på sit vrøvl. Hans storhedsvanvid var så skudsikkert, at det var svært at blive rigtig vred på ham. Det var faktisk forbløffende.

På et tidspunkt i 1960’erne blev det populært inden for psykologien at udvikle ‘højt selvværd’ – altså at have positive tanker og følelser om sig selv. Undersøgelser viste, at folk, der havde høje tanker om sig selv, generelt præsterede bedre og skabte færre problemer. Mange forskere og politikere konkluderede, at hvis man kunne hæve befolkningens selvværd, så kunne det føre til konkrete samfundsfordele: lavere kriminalitet, dygtigere studerende, højere beskæftigelse, bedre økonomi.

Som konsekvens begyndte man i det næste årti, 1970’erne, at undervise terapeuter, politikere og lærere i teknikker til bedre selvværd, og det blev en del af uddannelsessystemet. Eksempelvis indførte man højere karakterer for at få dårlige elever til at få det bedre med deres manglende evner. Man opfandt priser blot for at deltage og ligegyldige trofæer for dagligdags aktiviteter, som ikke krævede særlige færdigheder at udføre.

Børn fik tåbelige lektier som at skrive alle grundene til, hvorfor de mente, de var noget særligt, eller de fem ting, de bedst kunne lide ved sig selv. Præster fortalte deres menighed, at de alle var lige specielle i Guds øjne, og var skabt til noget stort og ikke til at være gennemsnitlige. Forretnings- og motivationskurser skød op med det samme paradoksale mantra: hver eneste af os kan være enestående og voldsomt succesfuld.

Men nu er vi en generation længere henne, og tallene taler deres tydelige sprog: vi er ikke unikke alle sammen. Det viser sig, at det at føle sig tilfreds med sig selv ikke rigtig betyder noget, medmindre man har en god grund til at føle sig tilfreds. Det har vist sig, at modgang og fiasko faktisk er lige så brugbart og endda nødvendigt for at udvikle viljestærke og succesfulde voksne mennesker. Det viser sig, at det at lære folk at tro, at de er unikke og få dem til at føle sig tilfredse med sig selv uanset hvad, ikke fører til en befolkning fuld af Bill Gates- og Martin Luther King-typer. Det fører til en befolkning fuld af Jimmy’er.

Jimmy, iværksætteren med storhedsvanvid. Jimmy, der røg pot hver dag og ikke rigtig havde andre evner end at rose sig selv og selv tro på det. Jimmy, der råbte ad sin forrentningspartner, fordi han var 'umoden', hvorefter han overtrak firmakortet på en fornem restaurant, fordi han skulle gøre indtryk på en eller anden russisk fotomodel. Jimmy, der hurtigt løb tør for tanter og onkler, der kunne låne ham flere penge.

Ja, Jimmy med den store selvtillid og det store selvværd. Jimmy, der tilbragte så meget tid med at fortælle om, hvor god han var, at han glemte at, nå ja, rent faktisk lave noget.

Problemet med selvværdsbevægelsen er, at den målte selvværd ud fra, hvor positivt folk så på sig selv. Men en sand og præcis vurdering af en persons selvværd er, hvordan folk har det med de negative sider af sig selv. Hvis en person som Jimmy har det fucking fantastisk med sig selv 99,9 procent af tiden, på trods af at hans liv smuldrer omkring ham, hvordan kan det så være en gyldig målestok for et succesrigt og lykkeligt liv?

Jimmy føler sig berettiget til det. Han synes, han fortjener gode ting, uden rent faktisk at have gjort sig fortjent til dem. Han tror på, at han burde være rig uden rent faktisk at arbejde for det. Han tror på, at han burde være populær og have gode forbindelser uden rent faktisk at hjælpe andre. Han tror på, at han burde have det fantastisk uden at ofre noget.

Folk som Jimmy bliver så fokuserede på at have det godt med sig selv, at de formår at lyve over for sig selv og tro på, at de udretter store ting, selv når det ikke er tilfældet. De tror, de er den perfekte foredragsholder, når de faktisk gør sig selv til grin. De tror, at de er den succesrige iværksætter, når de faktisk aldrig har haft en succesrig forretning. De kalder sig for life coaches og tager penge for at hjælpe andre, selv om de kun er femogtyve og aldrig har opnået noget af betydning i livet.

Folk som Jimmy udstråler en selvtillid, som er storhedsvanvid. Den selvtillid kan virke besnærende på andre, i hvert fald for en stund. I nogle tilfælde kan personens storhedsvanvid smitte andre til også at få mere selvtillid. På trods af alle Jimmys krumspring må jeg indrømme, at det var sjovt at hænge ud sammen med ham. Man følte sig usårlig sammen med ham.

Men problemet med den følelse er, at det får folk til at føle, at de skal have det godt med sig selv hele tiden, selv når det sker på bekostning af folk omkring dem. Og fordi den slags folk altid skal have det godt med sig selv, ender de med at bruge det meste af tiden på at tænke på sig selv. For det kræver meget energi og arbejde at overbevise dig selv om, at dit lort ikke stinker.

Når folk har udviklet et tankemønster, der konstant tolker de ting, der sker omkring dem, som noget positivt, der styrker deres selvforståelse, så er det meget svært at få dem ud af det mønster. Ethvert forsøg på at tale fornuft til dem vil blive opfattet som blot endnu et forsøg på at ‘true’ deres overlegenhed fra en person, der ‘ikke kan håndtere’, hvor smarte/talentfulde/smukke/succesrige de er. Folk, der føler sig som noget særligt, ser enhver begivenhed i deres liv som en bekræftelse af eller en trussel mod deres storhed. Hvis noget godt sker for dem, er det på grund af noget fantastisk, de har opnået. Hvis noget dårligt sker for dem, er det, fordi nogen er jaloux og forsøger at få dem ned med nakken. Når man føler, man er noget særligt, er man ikke modtagelig over for feedback. Så vildleder man sig selv for at bekræfte sin følelse af overlegenhed. Den slags typer bevarer deres mentale facade for enhver pris, selv hvis det nogle gange kræver, at de skal udøve fysisk eller psykisk vold mod andre.

Men at føle sig berettiget til noget er en forkert strategi. Det er blot endnu en eufori. Det er ikke lykke.

Den sande målestok for selvværd er ikke, hvordan en person har det med sine positive oplevelser, men hvordan vedkommende har det med sine negative oplevelser. En person som Jimmy gemmer sig for sine problemer ved at finde på personlig succes ved enhver given lejlighed. Han kan ikke se sine problemer i øjnene, uanset hvor godt han har det med sig selv, og derfor er han svag.

En person, der faktisk har et højt selvværd, er i stand til at kigge ærligt på sine negative sider: 'Ja, nogle gange er jeg uansvarlig med penge.' 'Ja, nogle gange overdriver jeg min egen succes.' 'Ja, jeg er for afhængig af andres støtte og burde være mere selvkørende.' Og derefter handler for at forbedre sig på de punkter.

Men folk, der føler, de har ret til noget, er ude af stand til at forbedre deres liv på en vedvarende eller meningsfuld måde, fordi de ikke kan se deres egne problemer åbent og ærligt i øjnene. De ender med at jage eufori efter eufori, mens der ophober sig mere og mere benægtelse i dem.

Men på et tidspunkt rammer virkeligheden, og så vil de underliggende problemer dukke frem. Det er kun et spørgsmål om hvornår, og hvor smertefuldt det bliver.

Verden falder sammen

Jeg sidder i biologitimen klokken ni om morgenen med albuerne på bordpladen og hovedet hvilende i hænderne, mens jeg betragter den store viser på uret bevæge sig i takt med lærerens forelæsning om kromosomer og celledeling. Som de fleste trettenårige i det neonoplyste klasselokale keder jeg mig.

Det banker på døren. Mr. Price, skolens viceinspektør, stikker hovedet ind ad døren.

'Undskyld, jeg afbryder. Mark, kan du lige komme herud et øjeblik? Og tag lige dine ting med dig.'

Mystisk, tænker jeg. Børn bliver sendt hen til inspektøren, men inspektøren bliver sjældent sendt hen til dem. Jeg samler mine ting og går ud.

Gangen er tom. Der er kun hundredvis af grå skabe.

'Mark, kan du vise mig, hvor dit skab er?'

'Ja, selvfølgelig,' siger jeg og bevæger mig ned ad gangen iført mine posede bukser, en for stor Pantera T-shirt og langt hår.

Vi når hen til mit skab.

'Vil du være venlig at åbne det,' siger mr. Price. Så det gør jeg.

Han træder ind foran mig og tager min frakke, min gymnastikpose, min skoletaske og alt andet i skabet ud bortset fra et par notesbøger og blyanter. Så begynder han at gå.

'Følg venligst efter mig,' siger han uden at se sig tilbage.

Jeg begynder at få en ubehagelig fornemmelse.

Jeg følger efter ham til hans kontor, hvor han beder mig sætte mig ned. Han lukker døren og låser den. Han går over til vinduet og ruller persiennerne for, så ingen kan se ind. Mine håndflader begynder at svede. Det her er ikke et normalt besøg hos inspektøren.

Mr. Price sætter sig ned og begynder at rode i mine ting, kigge i lommer, åbne lynlåse, og han ryster mit gymnastiktøj ud og placerer det på gulvet.

Uden at kigge op på mig spørger han: 'Ved du, hvad jeg leder efter, Mark?'

'Nej.'

'Stoffer.'

Jeg får et chok, da han siger ordet.

'S-s-stoffer?' stammer jeg. 'Hvilken slags stoffer?'

Han kigger hårdt på mig.

'Det ved jeg ikke. Hvilken slags stoffer har du?'

Han åbner et af mine ringbind og kigger i de små lommer til kuglepenne.

Jeg sveder endnu mere. Sveden spreder sig fra mine håndflader til mine arme og nu min hals. Mine tindinger pumper, mens blodet strømmer ud i min hjerne og mit ansigt. Som de fleste trettenårige, der lige er blevet beskyldt for at være i besiddelse af narko og tage det med i skole, vil jeg helst bare løbe væk og gemme mig.

'Jeg aner ikke, hvad du snakker om,' protesterer jeg meget mere forsagt, end det var planen. Jeg synes, at jeg burde lyde selvsikker lige nu. Eller måske ikke. Måske burde jeg være bange. Lyder løgnere bange eller selvsikre? For uanset hvordan de lyder, så vil jeg lyde modsat. Men min manglende selvtillid gør ondt værre, og min fornemmelse af, at jeg lyder usikker, gør mig mere usikker. Den forbandede onde cirkel fra helvede.

'Vi får se,' siger han og begynder at rode i min skoletaske, der har et hav af lommer. De er alle fyldt med fjollede teenageting – farvede kuglepenne, gamle sedler, som er sendt rundt i klassen, cd’er fra begyndelsen af halvfemserne i knækkede etuier, indtørrede tusser, en gammel blok, der mangler halvdelen af siderne, samt støv, fnuller og skidt opsamlet gennem årene i skolen.

Jeg sveder voldsomt. Der er kun gået få sekunder, men det føles som år. For hvert minut bliver jeg ældre og nærmer mig døden. Der er kun mig og mr. Price og min bundløse skoletaske. Efter en evighed bliver mr. Price færdig med at undersøge skoletasken. Han har ikke fundet noget og virker forvirret. Han vender bunden af skoletasken på hovedet, så alt mit skidt lander på gulvet. Nu sveder han lige så voldsomt som mig. Forskellen er bare, at jeg sveder af frygt, mens han sveder af vrede.

'Ingen stoffer i dag, hvad?' Han forsøger at lyde afslappet.

'Næh.' Det gør jeg også.

Han spreder mine ting ud og lægger dem i små bunker ved siden af mit gymnastikudstyr. Min jakke og min skoletaske ligger tomme og livløse på hans skød. Han sukker og stirrer op i loftet. Som de fleste trettenårige, der er spærret inde på et kontor med en vred mand, der har smidt alle ens ejendele ud på gulvet, er jeg lige ved at græde.

Mr. Price kigger på alle tingene på gulvet. Der er ingenting, der er forbudt eller ulovligt, ingen stoffer, ikke engang noget, der ikke er tilladt ifølge skolens regler. Han sukker og kaster jakken og skoletasken ned på gulvet. Han læner sig frem og støtter albuerne på sine knæ, så hans ansigt er i øjenhøjde med mig.

'Mark, jeg vil give dig en sidste chance for at være ærlig over for mig. Hvis du er ærlig, vil det være meget bedre for dig. Hvis det viser sig, at du lyver, så bliver det meget værre.'

Jeg synker en klump.

'Fortæl mig nu sandheden. Har du taget stoffer med i skole i dag?'

Jeg kæmper med at holde tårerne tilbage og ønsker bare, at det hele snart er overstået.

'Nej, jeg har ingen stoffer. Jeg aner ikke, hvad du snakker om.'

'Okay. Nå, jamen så kan du samle dine ting op.'

Han kaster et sidste, langt blik på min sammenkrøllede skoletaske, der ligger som en slatten klud på gulvet. Han sætter foden på skoletasken og træder let på den i et sidste forsøg. Jeg venter nervøst på, at han skal rejse sig og gå, så jeg kan komme videre med mit liv og glemme dette mareridt.

Men hans fod stopper ved et eller andet.

'Hvad er det?' spørger han, mens han trykker med foden.

'Hvad er hvad?' spørger jeg.

'Der er stadig noget i den.' Han tager skoletasken op og mærker efter i bunden af den. Jeg begynder at blive svimmel, og rummet snurrer rundt.

Da jeg var en ung dreng, var jeg snu. Jeg var venlig. Men jeg var også et røvhul. Det mener jeg på den kærligst mulige måde. Jeg løj og var et genstridigt lille røvhul. Vred og fyldt med foragt. Da jeg var tolv, kortsluttede jeg vores hus’ alarm, så jeg kunne snige mig ud om natten. Min ven og jeg satte hans mors bil i frigear og skubbede den ud på gaden, så vi kunne køre rundt i den uden at vække hende. Jeg skrev en stil om abort, fordi jeg vidste, at min engelsklærer var meget religiøs. En anden af mine venner og jeg stjal cigaretter fra hans mor og solgte dem til børn omme bag skolen.

Og jeg skar også et hemmeligt rum i bunden af min skoletaske, hvor jeg kunne gemme min pot.

Det var det samme hemmelige rum, mr. Price havde fundet efter at have trådt på det pot, jeg havde gemt. Jeg havde løjet. Og som mr. Price havde lovet, lod han mig ikke slippe let. Et par timer senere blev jeg ført væk i håndjern og ind på bagsædet af en politibil, og som de fleste trettenårige i den situation troede jeg, at mit liv var slut.

Det var det på en måde også. Mine forældre gav mig husarrest. Jeg måtte ikke have venner på besøg i den nærmeste fremtid. Jeg blev bortvist fra skolen, så jeg skulle undervises derhjemme resten af året. Min mor tvang mig til at blive klippet og smide alle mine Marilyn Manson og Metallica T-shirts ud. For en ung teenager i 1998 svarede det til at blive dømt til døden. Min far trak mig med på sit kontor hver morgen, hvor jeg skulle arkivere papirer i timevis.

Da min hjemmeundervisning var slut, kom jeg på en lille kristen privatskole. Det kommer måske ikke som den store overraskelse, at jeg ikke ligefrem passede ind.

Og da jeg så endelig havde lært at opføre mig ordentligt og havde afleveret mine opgaver og lært værdien af at være en god og artig dreng, så valgte mine forældre at blive skilt.

Jeg fortæller kun alt det her for at understrege, at min ungdom var forfærdelig. Jeg mistede alle mine venner, min omgangskreds, mine rettigheder og min familie i løbet af ni måneder. Da jeg kom i tyverne og begyndte at gå til psykiater, sagde han at det var 'noget traumatisk lort', og jeg brugte det næste årti med at bearbejde det og blive lidt mindre af et selvoptaget lille røvhul.

Problemet med tilværelsen derhjemme dengang var ikke alle de forfærdelige ting, der blev sagt eller gjort. Det var derimod alle de forfærdelige ting, der var behov for at sige og gøre, men som ikke skete. Min familie lukker i som østers på samme måde, som Warren Buffet tjener penge, eller Jenna Jameson knalder: vi er de bedste til det. Hvis vores hus var brændt ned, havde reaktionen været: 'Nej, nej, det er helt fint. Det er måske en anelse varmt herinde, men nej, alt er godt.'

Da mine forældre blev skilt, var der heller ingen knuste tallerkener, ingen smækken med dørene, ingen skænderier om, hvem der havde knaldet med hvem. Da de havde forsikret min bror og mig om, at det ikke var vores skyld, holdt vi alle en rundbordssamtale med spørgsmål og svar. Ja, det er sandt. Vi gennemgik de lavpraktiske ting omkring vores nye liv. Der blev ikke fældet så meget som en tåre. Der var ingen hævede stemmer. Det tætteste, min bror og jeg kom på at få indblik i vores forældres turbulente følelser, var, da vi hørte: 'Ingen har været nogen utro.' Nå, men det er da fint. Det er en anelse varmt herinde, men ellers er alt godt.

Mine forældre er gode mennesker. Jeg bebrejder dem ikke noget. I hvert fald ikke længere. Og jeg elsker dem meget højt. De har deres egne historier, deres egen færd og deres egne problemer, ligesom alle forældre har. Og ligesom alle deres forældre har, og så videre. Og ligesom alle forældre har mine forældre, med de bedste hensigter, overført nogle af deres problemer til mig, ligesom jeg formentlig vil gøre det med mine børn.

Når det ‘traumatiske lort’ sker i vores liv, føler vi ubevidst, at vi har problemer, vi er ude af stand til nogensinde at løse. Og denne formodede manglende evne til at løse vores problemer får os til at føle os ulykkelige og hjælpeløse.

Men der sker også noget andet. Hvis vi har problemer, der er uløselige, konkluderer vores underbevidsthed, at vi enten er særligt specielle eller særligt mangelfulde på en eller anden måde. At vi ikke er som alle andre, og at der må gælde særlige regler for os.

Kort sagt: Vores adfærd er berettiget.

Smerten fra min tidlige ungdom gjorde, at jeg i mine ungdomsår følte mig berettiget til noget. Mens Jimmy følte sig berettiget til at opnå store ting i forretningsverdenen, hvor han lod, som om han havde masser af succes, så følte jeg mig berettiget til mine forhold til kvinder. Mit traume handlede om intimitet og accept, så jeg følte konstant, at jeg var nødt til at overkompensere for at bevise over for mig selv, at jeg hele tiden var elsket og accepteret.

Konsekvensen blev, at jeg jagede kvinder på samme måde, som en stofmisbruger jager en snemand af kokain. Jeg blev en skørtejæger – en umoden, selvglad om end til tider charmerende skørtejæger. Og i det meste af et årti havde jeg en lang række af overfladiske og usunde forhold.

Det var ikke primært sex, jeg higede efter, selv om det var dejligt. Det var bekræftelsen. Jeg var eftertragtet. Jeg var elsket. For første gang i umindelige tider var jeg værdig. Mit behov for bekræftelse blev hurtigt til storhedsvanvid og jagt efter nydelse. Jeg følte, jeg havde ret til at sige eller gøre lige, hvad jeg havde lyst til, at svigte folks tillid, at ignorere deres følelser, og så retfærdiggøre det senere med elendige, halvhjertede undskyldninger.

Den periode havde bestemt sine sjove øjeblikke og masser af spænding, og jeg mødte nogle vidunderlige kvinder, men jeg var mere eller mindre et vrag. Jeg var ofte arbejdsløs, sov på venners sofaer eller hos min mor, drak meget mere end jeg burde, og skubbede mange af mine venner fra mig. Og når jeg mødte en kvinde, jeg rigtig godt kunne lide, ødelagde min selvoptagethed hurtigt det hele.

Jo dybere smerten er, jo mere hjælpeløse føler vi os over for vores problemer, og jo mere føler vi, at vi er berettigede til at kompensere for de problemer. Den følelse af at være berettiget til noget viser sig på en af de to følgende måder:

1. Jeg er fantastisk, og alle I andre er elendige, så jeg skal have særbehandling.

2. Jeg er elendig, og alle I andre er fantastiske, så jeg skal have særbehandling.

Udadtil er tankegangen den modsatte, men det er den samme selvoptagede kerne, der er inde i midten. Faktisk vil du ofte opleve selvoptagede mennesker bevæge sig frem og tilbage mellem de to selvopfattelser. Enten er de oven på verden, eller også er verden oven på dem, afhængig af hvilken ugedag det er, eller hvordan de håndterer deres personlige afhængighed i det øjeblik.

De fleste personer identificerer korrekt en person som Jimmy som et ekstremt selvglad røvhul. Det er, fordi hans storhedsvanvid er ret åbenlyst. De fleste mennesker har derimod svært ved at identificere de folk, der føler, at de er mindre værd og ikke fortjener at leve.

Det kræver lige så meget egoisme at mene, at du er et offer for alt omkring dig. Det kræver lige så meget energi og selvoptagethed at holde fast i troen på, at du har uoverkommelige problemer, som at tro på, at du slet ingen problemer har.

Sandheden er, at der ikke findes personlige problemer. Hvis du har et problem, er der formentlig millioner af mennesker, som har haft det før dig, som har det nu, og som kommer til at have det i fremtiden. Sikkert også mennesker, du kender. Det gør ikke dit problem mindre, og det betyder ikke, at det ikke bør gøre ondt. Det betyder heller ikke, at du ikke har ret til at være et offer under bestemte omstændigheder.

Det betyder blot, at du ikke er speciel.

Det er ofte denne selverkendelse – at du og dine problemer ikke er unikke i deres alvor eller smerte – der er det første og vigtigste skridt hen mod at løse dem.

Men af en eller anden grund ser det ud til, at flere og flere, især unge, glemmer det. Et utal af lærere og undervisere har bemærket en mangel på følelsesmæssig robusthed og alt for mange egoistiske krav hos nutidens ungdom. Det er ikke usædvanligt, at bøger bliver fjernet fra en skoleklasses pensum alene af den årsag, at nogen føler sig stødt over dem. Foredragsholdere og lærere får skældud og bliver bortvist for harmløse forseelser som at sige, at måske er nogle fastelavnskostumer alligevel ikke så stødende. Studievejledere bemærker, at der aldrig før har været så mange studerende, der udviser alvorlige tegn på følelsesmæssige bekymringer over ganske almindelige hverdagsting på en skole, hvad enten det er et skænderi med en klassekammerat eller at få en dårlig karakter i et fag.

Det er underligt, at følelsen af at være berettiget til noget bliver mere og mere udbredt, når vi lever i en tid, hvor vi har nem adgang til information. Den nye teknologi ser ud til at give vores usikkerhed frit spil til at gå amok. Jo mere frihed vi får til at udtrykke os, jo mere vil vi frigøre os fra at have noget at gøre med nogen, der måske er uenige med os eller kan gøre os oprevet. Jo mere vi bliver konfronteret med en modparts synspunkter, jo mere forfærdede bliver vi tilsyneladende over, at de synspunkter overhovedet findes. Jo lettere og mere problemfrit vores liv bliver, jo mere føler vi os berettigede til at få et endnu mere problemfrit liv.

Fordelene ved internettet og de sociale medier er uden tvivl fantastiske. På mange måder er det den bedste tid i historien at leve i. Men måske har teknologien nogle uønskede sociale bivirkninger. De teknologiske fremskridt har frigjort og uddannet mange, men måske har de samtidig gjort, at folk har fået større og større behov for at føle sig berettigede til noget.

Tyranniet ved at være noget særligt

De fleste af os er ret gennemsnitlige til det, vi laver. Selv hvis du er ekstraordinært god til en ting, er du sandsynligvis gennemsnitlig eller under gennemsnittet til de fleste andre ting. Sådan er det bare. For at blive fremragende til noget, skal du bruge vanvittigt mange timer og energi på det. Og da vi har et begrænset antal timer og energi til rådighed, er det de færreste af os, der bliver fremragende til mere end én ting, hvis vi overhovedet bliver det til noget.

Vi kan derfor sige, at det er en statistisk usandsynlighed, at en vilkårlig person vil blive fremtrædende i alle livets aspekter, eller blot mange af livets aspekter. Fremragende forretningsfolk er ofte håbløse i deres privatliv. Fremragende sportsfolk er ofte overfladiske og dumme som et bræt. Mange berømtheder er formentlig lige så forvirrede omkring livet, som de folk, der glor på dem og følger med i alt, hvad de laver.

Størstedelen af os er ret gennemsnitlige. Men det er ekstremerne, der løber med al opmærksomheden. Det ved vi egentlig godt, men vi tænker sjældent over det, og vi taler sjældent om det. Vi taler i hvert fald aldrig om, hvorfor det kunne være et problem.

Det er fantastisk, at vi har internettet, Google, Facebook, YouTube og adgang til hundredvis af tv-kanaler. Men vores opmærksomhed er begrænset. Vi kan umuligt overskue de bølger af information, der konstant vælter ind over os. Derfor er den eneste information, der når igennem og fanger vores opmærksomhed, den lillebitte promille, som er virkelig enestående.

Hver eneste dag bliver vi oversvømmet med det helt ekstraordinære. Det bedste af det bedste. Det værste af det værste. De største fysiske bedrifter. De sjoveste vittigheder. De mest skræmmende trusler. Hele tiden. Det stopper aldrig.

Vores liv er fyldt med information fra de ekstreme yderpunkter af menneskehedens oplevelser, for det er det, folk glor på i medierne og dermed det, medierne tjener penge på. Længere er den ikke. Men langt størstedelen af tilværelsen ligger i den ensformige midte. Langt størstedelen af livet er ikke noget særligt. Det er gennemsnitligt.

Bølgen af ekstrem information har fået os til at tro, at det ekstreme nu er blevet normalt. Og fordi vi alle er ret gennemsnitlige det meste af tiden, får syndfloden af ekstrem information os til at føle os temmelig usikre og desperate, fordi det er åbenlyst, at vi ikke er gode nok. Så vi føler et større og større behov for at kompensere for det gennem afhængighed og vores følelse af, at vi er berettigede til noget. Det gør vi på den eneste måde, vi kan finde ud af: enten ved storhedsvanvid eller ved at overdrive et eller andet.

Nogle af os gør det ved at udtænke måder til at blive rig i en fart. Nogle gør det ved at rejse om på den anden side af kloden for at redde sultende børn i Afrika. Nogle gør det ved at være de bedste i skolen og vinde samtlige hædersbevisninger. Andre gør det ved at skyde løs på en skole. Atter andre gør det ved at have sex med alt, der kan tale og trække vejret.

Udviklingen hænger sammen med den voksende kultur af at føle sig berettiget, som jeg har talt om. Millenniumgenerationen får ofte skylden for denne kulturelle ændring, men det skyldes formentlig, at det er den mest synlige generation, der er vokset op med den teknologiske udvikling. Faktisk oplever man i alle samfundslag i stigende grad folk, der føler sig berettigede til noget. Og jeg tror, det skyldes massemediernes fokus på det ekstreme.

Problemet er, at teknologi og markedsføring har en gennemslagskraft, der giver folk urealistiske forventninger til sig selv. Overfloden af det ekstraordinære får folk til at føle sig utilfredse med sig selv og føle, at de burde være mere ekstreme og mere selvsikre, så andre lægger mærke til dem.

Da jeg var ung, blev min usikkerhed omkring nærhed forstærket af alle de latterlige beretninger om maskulinitet, der prægede popkulturen. De samme beretninger findes stadig: For at være sej skal du feste som en rockstjerne; for at være respekteret skal du være beundret af kvinder; sex er det mest værdifulde en mand kan opnå, og det er værd at opgive alt (herunder din værdighed) for at få det.

Den konstante strøm af urealistiske medieskabte krav øger vores følelse af usikkerhed ved at overeksponere os for de urealistiske krav, vi ikke kan leve op til. Ikke alene føler vi os udsat for uløselige problemer, vi føler os også som tabere på grund af en simpel Google-søgning, der viser os tusindvis af folk uden de samme problemer som os.

Teknologien har løst mange økonomiske problemer ved at give os nye psykiske problemer. Internettet har ikke alene åbnet for information. Det har også åbnet for usikkerhed, manglende selvtillid og følelsen af skam.

Men hvis jeg ikke bliver enestående, hvad er formålet så?

Det er blevet en accepteret del af vores kultur i dag at tro, at vi alle er forudbestemt til at opnå noget helt ekstraordinært. Berømtheder siger det. Forretningsfolk siger det. Politikere siger det. Selv Oprah siger det, så det må jo passe. Vi kan alle sammen være ekstraordinære. Vi fortjener alle storhed.

Påstanden er selvmodsigende. Hvis vi alle var ekstraordinære, så ville ingen per definition være ekstraordinære. Det faktum overser de fleste folk.

Og i stedet for at spørge, hvad vi rent faktisk fortjener eller ikke fortjener, æder vi det råt og kræver mere.

At være ‘gennemsnitlig’ er blevet den nye målestok for fiasko. Det værste, du kan være, er at være i midten. Når standarden for succes er at være ‘ekstraordinær’, så bliver det bedre at være helt i bunden fremfor i midten, for så er du i det mindste stadig speciel og fortjener opmærksomhed. Mange vælger denne strategi, hvor de vil vise alle, at de er de mest ulykkelige, eller de mest undertrykte eller de største ofre.

Mange mennesker er bange for at acceptere middelmådighed, fordi de tror, at hvis de gør det, så bliver de aldrig til noget. Så vil de aldrig forbedre sig, og deres liv vil ikke have nogen betydning.

Den måde at tænke på er farlig. Hvis du accepterer præmissen, at livet kun er noget værd, hvis du er virkelig bemærkelsesværdig og storslået, så accepterer du reelt den opfattelse, at det meste af menneskeheden (herunder dig selv) er uduelig og værdiløs. Den tankegang kan hurtigt blive farlig for både dig og andre.

De få mennesker, der virkelig bliver fremragende til noget, bliver det ikke ved at tro, at de er enestående. De bliver det tværtimod, fordi de er besatte af at forbedre sig. Og den besættelse kommer fra en usvigelig tro på, at de overhovedet ikke er storslåede. Det er det modsatte af at føle sig berettiget til noget.

Folk, der bliver fremragende til noget, bliver det, fordi de forstår, at de ikke allerede er det. De er middelmådige og gennemsnitlige og ved, at de kunne gøre det meget bedre.

Al det fis med at ‘alle og enhver kan være ekstraordinære og opnå storhed’ er ikke andet end massage af dit ego. Det er et budskab, der lyder rart, men i virkeligheden er det kun tomme kalorier, der gør dig følelsesmæssigt fed og oppustet. Det er junkfood for dit hjerte og din hjerne.

Psykisk og fysisk sundhed opnår du ved at spise dine grøntsager – det vil sige ved at acceptere livets kedelige og farveløse sandheder. Sandheder som: ‘dine handlinger betyder ikke ret meget i det store billede’ og ‘størstedelen af dit liv vil være kedeligt og uinteressant, og det er fint nok’.

Dette kursus i grøntsager vil smage grimt i begyndelsen. Rigtig grimt. Du vil nægte at acceptere det. Men når du har fordøjet dem, vil din krop vågne og føle sig stærkere og mere levende. For det konstante pres om at være fantastisk og blive en kæmpe succes vil være løftet fra dine skuldre. Stressen og uroen vil forsvinde, når du ikke længere føler dig utilstrækkelig og ikke længere har konstant behov for at præstere. Din viden og accept af din egen kedelige eksistens vil gøre dig fri til at opnå de ting, du virkelig ønsker at opnå, uden bedømmelse eller skyhøje forventninger.

Du vil få en større forståelse for livets grundlæggende oplevelser: værdien af enkle venskaber, at skabe noget, hjælpe en person i nød, læse en god bog, grine sammen med en, du holder af.

Det lyder kedeligt, hvad? Det er, fordi de ting er almindelige. Men der er god grund til, at de er almindelige. Det er de ting, der betyder noget.