KAPITEL

2

Lykke er et problem

For to et halvt tusind år siden, ved foden af Himalaya-bjergene i det nuværende Nepal, boede en konge i et stort palads. Kongen skulle snart have en søn, og han udtænkte en storslået plan for sin søn. Drengens liv skulle være perfekt. Barnet ville aldrig opleve et øjebliks lidelse. Hvert eneste behov og hvert eneste ønske skulle tilgodeses til alle tider.

Kongen byggede høje mure rundt om paladset for at sikre sig, at prinsen ikke kendte til verden uden for murene. Han forkælede barnet og overdængede ham med mad og gaver, og omringede ham med tjenere, der stod på spring for at adlyde hans mindste behov. Og nøjagtig som planlagt voksede barnet op uden kendskab til menneskehedens ugerninger.

Sådan forløb hele prinsens barndom. Men til trods for uendelig luksus og velstand blev prinsen en vred ung mand. Hver eneste oplevelse føltes tom og værdiløs for ham. Problemet var, at uanset hvad hans far gav ham, var det tilsyneladende aldrig nok, det betød aldrig noget.

En nat sneg prinsen sig ud af paladset for at se, hvad der var på den anden side af murene. Han fik en tjener til at fragte ham gennem den lokale landsby, og han blev chokeret over det syn, der mødte ham.

For første gang i sit liv opdagede prinsen folk, der led. Han så syge mennesker, gamle mennesker, hjemløse, lidende folk og endda døende folk.

Prinsen vendte tilbage til paladset og befandt sig nærmest i en eksistentiel krise. Da han ikke vidste, hvordan han skulle bearbejde det, han havde set, blev han meget påvirket følelsesmæssigt og beklagede sig. Som det er typisk for unge mænd endte prinsen med at bebrejde sin far netop de ting, som hans far havde forsøgt at gøre for ham. Det var rigdommen, der havde gjort ham så ulykkelig og fået tilværelsen til at virke så meningsløs, mente prinsen. Han besluttede sig for at stikke af.

Men prinsen lignede sin far mere, end han var klar over. Han havde også store visioner. Han stak ikke bare af. Han opgav sin kongelige status, sin familie og alle sine personlige ejendele og levede på gaderne, hvor han sov i skidtet som et dyr. Hans plan var at sulte sig og straffe sig selv ved at tilbringe resten af livet med at tigge fremmede om madrester.

Den næste nat sneg prinsen sig ud af paladset, og denne gang vendte han aldrig tilbage. I årevis levede han som en vagabond, et udskud på bunden af samfundet. Som planlagt led prinsen meget. Han led under sygdom, sult, smerte, ensomhed og forfald. Han var tæt på at dø og fik ofte kun en enkelt nød at spise i løbet af en dag.

Der gik et par år. Og yderligere et par år. Og så … skete der ingenting. Prinsen begyndte at indse, at dette liv med lidelse ikke var, som han havde forestillet sig. Det gav ham ikke den indsigt, han havde ønsket sig. Det afslørede ikke et af verdens mysterier eller det ultimative formål med livet.

Faktisk lærte prinsen det, alle vi andre altid har vidst: det er surt at lide. Og det er heller ikke nødvendigvis meningsfyldt. Ligesom med at være rig, er der ingen værdi i lidelse, når det sker uden et formål. Prinsen kom frem til den konklusion, at hans storslåede ide, ligesom hans fars, i virkeligheden var en fucking forfærdelig ide, og at han nok burde lave noget andet i stedet.

Totalt forvirret vaskede prinsen sig og fandt et stort træ ved en flod. Han besluttede sig for at sætte sig under træet og ikke rejse sig, inden han havde fået en ny, storslået ide.

Ifølge sagnet sad den forvirrede prins under træet i niogfyrre dage. Vi skal ikke gå dybere ind i det realistiske i at kunne blive siddende det samme sted i niogfyrre dage, men lad os bare konstatere, at prinsen kom frem til nogle dybsindige erkendelser.

En af de erkendelser var denne: at livet i sig selv er en form for lidelse. De rige lider på grund af deres rigdom. De fattige lider på grund af deres fattigdom. Folk uden familie lider, fordi de ingen familie har. Folk med familie lider på grund af deres familie. Folk, der jagter nydelse, lider på grund af deres nydelse. Folk, der afholder sig fra nydelse, lider på grund af deres afholdenhed.

Dermed ikke sagt, at al lidelse er ens. Nogle former for lidelse er mere pinefulde end andre. Men ikke desto mindre lider vi alle.

Adskillige år senere skabte prinsen sin egen filosofi og delte den med verden. Filosofiens første grundsætning var denne: smerte og tab er uundgåeligt, og vi skal ikke kæmpe imod det.

Prinsen blev senere kendt som Buddha. Og hvis du ikke skulle have hørt om ham, så var han altså ret vigtig.

Der findes en præmis, der danner grundlag for mange af vores formodninger og overbevisninger. Den præmis er, at lykke er algoritmisk, og at man kan arbejde sig hen imod den og gøre sig fortjent til den, ligesom hvis man bliver optaget på jurastudiet eller bygger en virkelig kompliceret Lego-figur. Hvis jeg kan opnå X, så bliver jeg lykkelig. Hvis jeg kan se ud ligesom Y, så bliver jeg lykkelig. Hvis jeg kan være sammen med en person som Z, så bliver jeg lykkelig.

Præmissen er imidlertid problemet. Lykke er ikke en ligning, der kan løses. Utilfredshed og bekymring er naturlige dele af menneskets natur, og som vi skal komme ind på senere, er de nødvendige for at skabe vedvarende lykke. Buddha argumenterede for det ud fra et teologisk og filosofisk perspektiv. Jeg vil komme med det samme argument i dette kapitel, men ud fra et biologisk perspektiv, og med pandaer.

Skuffende Pandas Ulykker

Hvis jeg kunne opfinde en superhelt, ville jeg opfinde en, der hed Skuffende Panda. Han skulle være iført en kikset fastelavnsmaske og en trøje (med et kæmpe S foran), der var alt for lille til hans store pandavom, og hans superevne skulle være at fortælle folk barske sandheder om dem selv, som de havde brug for at høre men ikke ville acceptere.

Han skulle gå fra dør til dør som en bibelsælger og ringe på dørklokker og sige ting som: 'Ja, du har en god følelse, når du tjener mange penge, men det får ikke dine børn til at elske dig,' eller: 'Det, du kalder ‘venskab’, er i virkeligheden blot dine konstante forsøg på at imponere folk.' Så ville han ønske beboeren i huset en fortsat god dag og daffe videre til det næste hus på vejen.

Det ville være fantastisk. Og sygt. Og opløftende. Og nødvendigt. For de største sandheder i livet er som regel de mest ubehagelige at få at vide.

Skuffende Panda ville være helten, ingen af os ønskede, men som vi alle ville have brug for. Han ville være grønsagerne til vores mentale junkfood. Han ville gøre vores liv bedre, selv om han fik os til at få det skidt. Han ville gøre os stærkere ved at pille os ned, gøre vores fremtid lysere ved at vise os mørket. At lytte til ham ville være som at se en film, hvor helten dør til sidst. Du ville elske filmen endnu mere, selv om den gør dig trist, fordi det føles ægte.

Så mens vi er her, så tillad mig at tage min Skuffende Panda-maske på og fortælle dig endnu en ubehagelig sandhed:

Vi lider af den enkle grund, at lidelse er biologisk brugbart. Det er naturens foretrukne måde til at inspirere os til forandring. Vi har udviklet os til altid at have en vis grad af utilfredshed og usikkerhed, fordi mennesker, der er lidt utilfredse og usikre, er dem, der arbejder hårdest for at være kreative og overleve.

Vi er programmerede til at være utilfredse, uanset hvad vi har, og kun være tilfredse med det, vi ikke har. Denne konstante utilfredshed har fået menneskeheden til at kæmpe, stræbe, bygge og erobre. Så nej – vores smerte og elendighed er ikke en fejl i menneskets udvikling: de er kendetegn.

Smerter i alle former er vores krops mest effektive middel til at anspore til handling. Tag noget så enkelt som at støde tåen. Hvis du er ligesom mig, så bander og svovler du, når det sker. Du giver sikkert også en stakkels uskyldig genstand skylden for din smerte.

'Dumme bord,' siger du.

Måske sætter du ligefrem spørgsmålstegn ved hele indretningen af stuen baseret på smerten i din tå.

'Hvad fanden er det også for en idiot, der stiller et bord der? For helvede da.'

Nå, jeg kom væk fra emnet. Der er en god grund til den forfærdelige smerte i tåen, som du og jeg bander over. Fysisk smerte er en konsekvens af vores nervesystem, en feedbackmekanisme, der giver os en fornemmelse af vores egen fysiske formåen – hvor vi kan bevæge os og ikke bevæge os, og hvad vi kan røre og ikke røre. Når vi overskrider de grænser, straffer vores nervesystem os på behørig vis for at sikre os, at vi er opmærksomme og aldrig gør det igen.

Og smerten, hvor meget vi end hader den, er brugbar. Smerte er det, der lærer os at være opmærksomme, når vi er unge eller uagtsomme. Den hjælper til at vise os, hvad der er godt for os, og hvad der er skidt for os. Den hjælper os til at forstå og overholde vores egne begrænsninger. Den lærer os, at vi ikke skal fjolle rundt ved en varm ovn eller stikke metalgenstande ind i stikkontakter. Derfor er det ikke altid en god ide at undgå smerte og søge nydelse, fordi smerte nogle gange kan være livsvigtig for os.

Men smerte er ikke kun fysisk. Som enhver, der har set hele Star Wars prequel-trilogien, kan fortælle dig, er vi mennesker også i stand til at opleve akut psykisk smerte. Faktisk viser undersøgelser, at vores hjerner ikke registrerer den store forskel mellem fysisk og psykisk smerte. Så når jeg fortæller dig, at da min første kæreste var mig utro og forlod mig, føltes det som at få en issyl stukket langsomt gennem hjertet, ja, så var det, fordi det gjorde så ondt, at jeg lige så godt kunne have fået en issyl stukket langsomt gennem hjertet.

Ligesom fysisk smerte er vores psykiske smerte et tegn på, at noget er ude af ligevægt, og at en grænse er blevet overskredet. Og ligesom vores fysiske smerte er vores psykiske smerte ikke nødvendigvis altid skidt eller endda uhensigtsmæssig. I nogle tilfælde kan følelsesmæssig eller psykisk smerte være sund eller nødvendig. Ligesom det at støde tåen lærer os at gå ind i færre bordben, lærer den følelsesmæssige smerte ved afvisning eller fiasko os, hvordan vi undgår at begå de samme fejl i fremtiden.

Det er netop det, der er så farligt ved et samfund, der polstrer sig selv mere og mere mod de uundgåelige ubehageligheder i livet: vi mister fordelene ved at opleve sunde doser af smerte. Det tab fjerner os fra virkeligheden i verden omkring os.

Tanken om et problemfrit liv fyldt med uendelig lykke og evig barmhjertighed lyder måske tillokkende, men her på Jorden stopper problemerne aldrig. Det gør de bare ikke. Skuffende Panda kiggede forbi. Vi drak margaritaer, og han fortalte mig det hele: de fucking problemer forsvinder aldrig, sagde han – de bliver bare bedre. Warren Buffet har pengeproblemer. Den hjemløse ved supermarkedet har pengeproblemer. Warren Buffet har bare bedre pengeproblemer end den hjemløse. Sådan er hele livet.

'Livet er i bund og grund en endeløs række af problemer, Mark,' sagde pandaen til mig. Han nippede til sin drink og pillede ved den lille lyserøde paraply.

'Løsningen på ét problem skaber blot et nyt problem.'

Der gik et øjeblik, inden jeg undrede mig over, hvor den talende panda kom fra. Og mens vi er ved det, hvem havde lavet margaritaerne?

'Håb ikke på et liv uden problemer,' sagde pandaen. 'Det findes ikke. Håb i stedet på et liv fyldt med gode problemer.'

Med de ord satte han sit glas på bordet, rettede på sin hat og slentrede af sted mod solnedgangen.

Lykke kommer af at løse problemer

Problemer er en vedvarende del af livet. Når du løser dit helbredsproblem ved at købe et medlemskab til et fitnesscenter, skaber du nye problemer som at skulle tidligt op om morgenen for at nå til træning, svede i en halv time som en epileptiker på stoffer, og derefter gå i bad og klæde om, så du ikke stinker, når du kommer ind på kontoret. Når du løser dit problem med ikke at tilbringe nok tid sammen med din partner ved at gøre onsdag til ‘kæresteaften’, skaber du nye problemer, såsom at finde ud af hvad I kan lave hver onsdag, som ingen af jer hader, sørge for at I har penge nok til en god middag, genopdage kemien og gnisten, som I føler, I har tabt, og finde ud af hvordan man knalder i et lille badekar med alt for mange bobler.

Problemer stopper aldrig: de bliver bare udskiftet eller opgraderet.

Lykke kommer af at løse problemer. Nøgleordet her er ‘løse’. Hvis du undgår problemer, eller føler, du ingen problemer har, så bliver du ulykkelig. Hvis du føler, du har uløselige problemer, så bliver du også ulykkelig. Hemmeligheden er at løse problemerne. Det er ikke at undgå at få dem.

For at være lykkelig skal vi bruge noget at løse. Lykke er derfor en form for handling; det er en aktivitet, og ikke noget der bliver strøet ud over dig på magisk vis fra en ugebladsartikel eller en guru eller lærer. Det dukker ikke op på magisk vis, når du endelig har tjent penge nok til at lave et ekstra værelse i huset. Lykken ligger ikke og venter på dig på et sted, i en ide eller et arbejde – eller endda en bog, for den sags skyld.

Lykke er en konstant arbejdsproces, fordi det at løse problemer er en konstant arbejdsproces – løsningerne på problemer i dag vil lægge fundamentet for problemer i morgen, og sådan fortsætter det. Ægte lykke opstår kun, når du finder problemer, du trives med og kan lide at løse.

Nogle af de problemer er enkle: at spise god mad, rejse til et nyt sted, vinde i det computerspil, du lige har købt. Andre gange er problemerne abstrakte og komplicerede: få styr på dit forhold til din mor, find et arbejde hvor du trives, få bedre venskaber.

Uanset hvad dine problemer er, så er fremgangsmåden den samme: løs problemer; vær glad. Uheldigvis for mange mennesker føles livet ikke så enkelt. Det er, fordi de fucker tingene op på mindst en af de to følgende måder:

1. Benægtelse. Nogle mennesker benægter, at deres problemer overhovedet findes. Og fordi de benægter den virkelighed, må de hele tiden lyve over for sig selv eller aflede deres opmærksomhed fra den virkelighed. Det får dem måske til at få det bedre på kort sigt, men det fører til et liv med usikkerhed, neurotisk adfærd og fortrængning.

2. Offermentalitet. Nogle vælger at tro, at der ikke er noget, de kan gøre for at løse deres problemer, selv når de rent faktisk kunne gøre det. Ofre forsøger at give andre skylden for deres problemer eller skyder skylden på ydre omstændigheder. Det får dem måske til at få det bedre på kort sigt, men det fører til et liv med vrede, hjælpeløshed og modløshed.

Folk benægter og bebrejder andre for deres problemer af den enkle grund, at det er nemt og føles rart, mens det at løse problemer er hårdt og ofte føles ubehageligt. Bebrejdelse og benægtelse giver os en hurtig eufori og får os til at få det bedre.

Eufori kommer i mange former. Uanset om det er alkohol eller den moralske retfærdighedsfølelse, der kommer ved at bebrejde andre, eller spændingen ved et nyt risikabelt eventyr, så er euforien en hul og uhensigtsmæssig måde at leve sit liv på. Meget af den selvhjælp, der findes på markedet, er baseret på at falbyde eufori til folk frem for at løse deres problemer. Mange selvhjælpsguruer lærer dig nye former for benægtelse og pumper dig op med øvelser, der føles godt i nuet, men de ignorerer det, der er årsagen til problemet. Husk på, at ingen, der rent faktisk er lykkelig, har behov for at stå foran et spejl og sige til sig selv, at vedkommende er lykkelig.

Eufori skaber også afhængighed. Jo mere du er afhængig af euforien for at have det bedre med dine grundlæggende problemer, jo mere vil du opsøge den. I den henseende kan næsten hvad som helst skabe afhængighed, alt efter årsagen til, at du bruger det. Vi har alle vores foretrukne metoder til at dulme smerten fra vores problemer, og i moderate doser er der ikke noget galt med det. Men jo længere tid vi undgår problemerne, og jo længere tid vi dulmer smerten, jo hårdere bliver det den dag, vi endelig konfronterer problemerne.

Følelser er overvurderede

Følelser har kun ét formål: de hjælper os til at leve og til at formere os. Det er det hele. De er tilbagemeldinger på, om noget formentlig er godt eller skidt for os – hverken mere eller mindre.

Ligesom smerten fra en varm kogeplade lærer dig ikke at røre den igen, lærer vemodet ved ensomheden dig at lade være med at gentage de ting igen, der fik dig til at føle dig så ensom. Følelser er blot biologiske signaler, der er udviklet til at give dig et skub i retning af en gunstig forandring.

Jeg er ikke ude på at negligere din midtvejskrise eller det faktum, at din berusede far stjal din cykel, da du var otte, og at du stadig ikke er kommet dig over det, men når alt kommer til alt, så har du det skidt, fordi din hjerne fortæller dig, at der er et uafklaret problem, du skal tage hånd om. Med andre ord er negative følelser et opråb om handling. Når du mærker dem, er det, fordi du bør gøre noget. Positive følelser er derimod en belønning for at gøre noget. Når du oplever dem, virker livet enkelt, og det er bare om at nyde dem. Ligesom med alt andet forsvinder de positive følelser, for der vil uundgåeligt komme flere problemer.

Følelser er en del af vores liv, men de udgør ikke hele livet. Bare fordi noget føles godt, betyder det ikke, at det er godt. Bare fordi noget føles skidt, betyder det ikke, at det er skidt. Følelser er blot vejskilte. De er forslag, som vores sind giver os, ikke befalinger. Derfor bør vi ikke altid stole på vores følelser. Jeg mener tværtimod, at vi burde gøre det til en vane at stille os kritiske over for dem.

Mange mennesker lærer at undertrykke deres følelser af forskellige personlige, samfundsmæssige eller kulturelle årsager – især negative følelser. Det er trist, for det at benægte negative følelser er at benægte mange af de tilbagemeldingsmekanismer, der hjælper en person til at løse sine problemer. Resultatet bliver, at mange af disse hæmmede personer kæmper med at konfrontere problemer gennem hele livet. Og hvis de ikke kan løse problemer, så kan de ikke være lykkelige. Husk på, at der er et formål med smerten.

Men der er også de mennesker, der tillægger deres følelser for stor vægt. Alt retfærdiggøres alene med den begrundelse, at de har følt det.

'Åh, jeg ødelagde dit bakspejl, men jeg var virkelig vred. Jeg kunne bare ikke lade være.' Eller: 'Jeg gik ud af skolen og flyttede til Alaska, bare fordi det føltes rigtigt.'

At træffe beslutninger baseret på følelsesmæssig intuition uden brug af sund fornuft er stort set altid en dum ide. Ved du, hvem der baserer hele deres liv på deres følelser? Treårige børn. Og hunde. Og ved du, hvad treårige børn og hunde også gør? De skider på gulvet.

Det er skidt for os, hvis vi er besat af vores følelser og overdriver deres betydning, for følelser varer aldrig ved. Uanset hvad der gør os glade i dag, vil det ikke længere gøre os glade i morgen, fordi vi altid har brug for mere. Hvis vi er besat af lykke, ender vi uundgåeligt i en uendelig jagt på ‘noget andet’ – et nyt hus, et nyt forhold, et nyt barn, en ny lønforhøjelse. Og på trods af alle vores anstrengelser ender vi med at føle os uhyggeligt meget, som da vi begyndte: utilstrækkelige. Psykologer omtaler af og til fænomenet som ‘den hedonistiske trædemølle’: det er tanken om, at vi altid knokler for at ændre vores livssituation, men alligevel aldrig føler, at vi for alvor ændrer os.

Det er derfor, vores problemer gentager sig og er uundgåelige. Personen, du gifter dig med, er personen, du skændes med. Huset, du køber, er huset, du reparerer. Drømmejobbet, du får, er jobbet, du stresser over. Med alt følger et iboende offer – hvad som helst der gør os glade, vil uundgåeligt også gøre os kede af det. Det, vi vinder, er også det, vi taber. Det, der skaber vores positive oplevelser, vil definere vores negative oplevelser.

Det er en bitter pille at sluge. Vi kan lide tanken om, at der findes en form for ultimativ lykke, der kan opnås. Vi kan lide tanken om, at vi kan frigøre os permanent fra alle vores lidelser. Vi kan lide tanken om, at vi kan føle os tilfredse med vores liv for evigt.

Men det kan vi ikke.

Vælg dine kampe

Hvis jeg spørger dig: 'Hvad vil du gerne have ud af livet?' Og du siger noget i stil med: 'Jeg vil være glad og have en fantastisk familie og et job, jeg kan lide,' så er dit svar så almindeligt og forudsigeligt, at det reelt ikke betyder noget som helst.

Alle kan lide det, der føles godt. Alle vil gerne leve et bekymringsfrit, lykkeligt og nemt liv, blive forelsket og have fantastisk sex og et perfekt forhold, være smuk, tjene penge, være populær, respekteret og beundret og blive mødt af stående klapsalver, når man træder ind i et lokale.

Alle vil have det. Det er nemt at ønske det.

Et mere interessant spørgsmål, som de fleste folk aldrig overvejer, er: 'Hvilken smerte vil du have i dit liv? Hvad er du villig til at kæmpe for?' For det ser ud til at have større betydning for, hvordan vores liv bliver.

Eksempelvis ønsker de fleste et fint kontor og at tjene en masse penge – men det er de færreste, der vil knokle tres timer om ugen, pendle frem og tilbage og døje med irriterende papirarbejde i en uendelighed.

De fleste ønsker fantastisk sex og et forrygende forhold, men ikke alle er villige til at gennemgå de svære samtaler, den akavede stilhed, de sårede følelser og det følelsesmæssige drama for at nå derhen. Så de stiller sig tilfredse og tænker, 'Hvad nu hvis?' i årevis, indtil spørgsmålet ændrer sig fra 'Hvad nu hvis?' til 'Hvad ellers?' og til 'Hvorfor?'

Det kræver en indsats at blive lykkelig. Lykke vokser ud af problemer. Glæde springer ikke bare op af jorden som mælkebøtter og regnbuer. Ægte, seriøs, livslang mening skal man gøre sig fortjent til ved at vælge sine kampe med omhu og håndtere dem.

Hvad enten du lider af angst, ensomhed eller tvangstanker eller har et røvhul af en chef, der ødelægger det meste af din dag, så ligger løsningen i accepten og din aktive involvering i den negative oplevelse – hverken ved at undgå problemet eller ved at blive frelst fra det.

Folk vil have en fantastisk, veltrænet krop. Men sådan en krop får du ikke, medmindre du værdsætter den smerte og fysiske belastning, der følger med at tilbringe time efter time i træningscentret, medmindre du elsker at tælle alle kalorierne i den mad, du spiser, og tilrettelægger dit liv efter dine måltider.

Folk vil bygge deres egen forretning op. Men du ender ikke som en succesrig forretningsmand, medmindre du lærer at sætte pris på risikoen, usikkerheden, de gentagne fejl og det vanvittige antal timer, du skal lægge i noget, der måske næsten ikke tjener penge.

Folk vil have en partner, en ægtefælle. Men du tiltrækker ikke en fantastisk person uden at værdsætte den følelsesmæssige turbulens, der følger med at klare sig gennem afvisninger, opbygge den seksuelle spænding, der aldrig bliver forløst, og stirre på en telefon, der aldrig ringer. Det er en del af kærlighedens spil. Du kan ikke vinde, hvis du ikke spiller spillet.

Det, der afgør din succes, er ikke: 'Hvad har du lyst til?'

Det relevante spørgsmål er: 'Hvilken smerte vil du udholde?'

Vejen til lykke er brolagt med lort og skam.

Du er nødt til at vælge noget. Du kan ikke have et smertefrit liv. Du kan ikke svæve på en lyserød sky hele tiden. Det er nemt at svare på, hvad du har lyst til. Og vi har stort set alle sammen det samme svar.

Det mere interessante spørgsmål er smerten. Hvilken smerte vil du udholde? Det er det svære spørgsmål, der tæller. Det spørgsmål kan rykke noget for dig. Det spørgsmål kan ændre en synsvinkel og et liv. Det er det, der gør mig til mig og dig til dig. Det er det, der definerer os og gør os forskellige, og til syvende og sidst er det det, der bringer os sammen.

Det meste af min barndom og ungdom drømte jeg om at blive rockstjerne. Hver gang jeg hørte en sang med fedt guitarspil, lukkede jeg øjnene og forestillede mig selv på scenen, hvor jeg spillede foran et skrigende publikum, der gik fuldstændig bananas over mine evner med en spade. Den fantasi kunne holde mig beskæftiget i timevis. For mig var det aldrig et spørgsmål om, om jeg nogensinde ville spille foran et skrigende publikum, men hvornår. Jeg havde planlagt det hele. Jeg slog blot tiden ihjel, inden jeg kunne udfolde den nødvendige energi og indsats i at få mit gennembrud. Først skulle jeg være færdig med skolen. Så skulle jeg tjene ekstra penge til at købe musikudstyr. Så skulle jeg finde tiden til at øve. Så skulle jeg finde et band og planlægge mit første projekt. Og så … så ingenting.

På trods af mine fantasier om det gennem halvdelen af mit liv, så blev det aldrig til noget. Det tog mig lang tid og megen kamp, inden jeg til sidst indså hvorfor: Jeg ønskede det ikke inderst inde.

Jeg var forelsket i resultatet – tanken om mig på scenen, det jublende publikum, mig der spillede for fuld musik og lagde hele mit hjerte i det – men jeg var ikke forelsket i processen. Og derfor kiksede jeg. Igen og igen. Man kan endda sige, at jeg ikke engang prøvede hårdt nok til at kunne sige, at jeg var en fiasko. Jeg gjorde mig knap nok umage.

Det daglige slid og slæb med at øve, udfordringerne med at finde nogle at øve sammen med, kampen for at få lov til at spille et sted og rent faktisk få folk til at dukke op og være interesseret, de knækkede strenge, den sprungne forstærker, at slæbe tyve kilo udstyr frem og tilbage til øvestedet uden en bil. Det er et bjerg af en drøm, og man skal klatre langt for at nå op til toppen. Og det tog mig lang tid at indse, at jeg ikke brød mig om at klatre. Jeg kunne bare godt lide at forestille mig bjergtoppen.

Den gængse forklaring i vores samfund ville være, at jeg på en eller anden måde svigtede mig selv, at jeg er en taber, der giver op, og at jeg bare ikke havde det, der skulle til. At jeg opgav min drøm, og at jeg måske bøjede af for et pres omkring mig.

Men sandheden er langt mindre interessant end nogen af de forklaringer. Sandheden er, at jeg troede, jeg ønskede noget, men det viste sig, at det gjorde jeg ikke. Længere er den ikke.

Jeg ville have belønningen og ikke kampen. Jeg ville have resultatet og ikke processen. Jeg var ikke forelsket i kampen, kun i sejren.

Og sådan fungerer livet ikke.

Hvem du er, er defineret af, hvad du er villig til at kæmpe for. De folk, der nyder at knokle i træningscenteret, er dem, der løber triatlon, har synlige mavemuskler og kan lave bænkpres med en lastbil. De folk, der nyder lange arbejdsweekender og det strategiske spil i en virksomhed, er dem, der når toppen i erhvervslivet. De folk, der nyder stressen og usikkerheden ved at være kunstner uden en klink på lommen, er dem, der lever på den måde og ender med at klare sig.

Det handler ikke om viljestyrke eller mod. Det er ikke endnu en formaning om, at ‘det skal gøre ondt, før det gør godt’.

Det er den mest simple og grundlæggende del af livet: vores kampe afgør vores succes. Vores problemer skaber vores lykke, og samtidig får vi problemer, der er en anelse bedre.

Det er en spiral uden ende. Og hvis du tror, du på et tidspunkt når et punkt, hvor du kan stoppe med at klatre, så er jeg bange for, at du ikke har fanget pointen. For glæden ligger i selve klatringen.