KAPITEL

6

Du tager fejl i alt
(men det gør jeg også)

For femhundrede år siden troede korttegnere, at Californien var en ø. Læger troede, at man kunne helbrede sygdomme ved at skære en persons arm op eller fremprovokere en blødning hvor som helst på kroppen. Forskere troede, at ild var lavet af noget, der kaldes flogiston. Kvinder troede, at det havde en antirynkeeffekt at gnide hundetis i ansigtet. Astronomer troede, at solen roterede om Jorden.

Da jeg var en lille dreng, troede jeg, at ‘ussel’ var en eller anden grønsag, som jeg ikke ville spise. Jeg troede, at min bror havde fundet en hemmelig gang i min bedstemors hus, for han kunne gå ud af huset uden at forlade badeværelset (hvor der var et vindue).

Som teenager fortalte jeg alle, at jeg var ligeglad med alt, men sandheden var, at jeg bekymrede mig alt for meget. Andre mennesker styrede min verden, uden at jeg vidste det. Jeg troede, lykke var en skæbne og ikke et valg. Jeg troede, kærlighed var noget, der bare skete, og ikke noget, man skal arbejde for. Jeg troede, at det at være ‘cool’ var noget, man skulle øve sig på og lære af andre, og ikke var noget, man selv definerede.

Da jeg var sammen med min første kæreste, troede jeg, at vi skulle være sammen for evigt. Og da forholdet så endte, troede jeg, at jeg aldrig ville kunne føle sådan for en anden pige igen. Og da jeg så følte på samme måde for en pige igen, tænkte jeg, at kærlighed nogle gange bare ikke var nok. Og så indså jeg, at alle personer får lov til at beslutte, hvad der er ‘nok’, og at kærlighed kan være, hvad end vi beslutter os for, at den skal være.

Hver eneste gang tog jeg fejl. Om alt. Igennem mit liv har jeg været helt på vildspor omkring mig selv, andre, samfundet, kulturen, verden, universet – alt.

Og jeg håber, at det fortsætter med at være tilfældet resten af mit liv.

Ligesom Nutidige Mark kan se tilbage på Fortids Marks mange fejl og mangler, vil Fremtids Mark kigge tilbage på Nutidige Marks antagelser (herunder indholdet i denne bog) og finde lignende fejl. Og det vil være en god ting. For det vil betyde, at jeg er vokset.

Der findes et berømt Michael Jordan-citat, hvor han siger, at han har begået fejl igen og igen, og at det er derfor, han fik succes.

Tjah, jeg tager hele tiden fejl om alt muligt, igen og igen og igen, og det er derfor, mit liv bliver bedre.

Udvikling er en uendelig proces, der gentages igen og igen. Når vi lærer noget nyt, går vi ikke fra at tage fejl til at have ret. Vi går fra at tage fejl til at tage en anelse mindre fejl. Og når vi lærer noget nyt igen, går vi fra at tage en anelse mindre fejl til at tage endnu en anelse mindre fejl, og så videre. Vi er altid i gang med processen med at nærme os sandhed og perfektion, men uden nogensinde at opnå sandhed eller perfektion.

Vi bør ikke stræbe efter at finde det ultimativt ‘sande’ svar for os selv, men derimod gradvist at ændre de ting, hvor vi tager fejl i dag, så vi kan tage en anelse mindre fejl i morgen.

Når man kigger på det fra det udgangspunkt, kan personlig udvikling være ret videnskabelig. Vores værdier og vores hypoteser: den ene opførsel er god og vigtig; det er den anden opførsel derimod ikke. Vores handlinger er eksperimenterne, der fører til følelser og tankemønstre, som så er vores data.

Der findes ikke en korrekt læresætning eller en perfekt ideologi. Der findes kun det, som din erfaring har vist dig, er det rigtige for dig – og selv da er den oplevelse formentlig også forkert til en vis grad.

Og fordi du og jeg og alle andre har forskellige behov og personlige historier og livsbetingelser, vil vi alle uundgåeligt nå frem til forskellige ‘korrekte’ svar om, hvad vores liv betyder, og hvordan det bør leves. Mit korrekte svar handler om at rejse alene i årevis, bo mærkelige steder og grine ad mine egne prutter. Eller det var i hvert fald det korrekte svar indtil for nylig. Svaret ændrer sig og udvikler sig, fordi jeg forandrer mig og udvikler mig. Efterhånden som jeg bliver ældre og mere erfaren, ændrer jeg min holdning en lille smule hver dag og tager en anelse mindre fejl for hver dag, der går.

Mange folk er blevet så optagede af at have ‘ret’ omkring deres liv, at de ender med aldrig for alvor at ‘leve’ livet.

En tilfældig kvinde er enlig og ensom og ønsker sig en kæreste, men hun forlader aldrig sit hjem for at gøre noget ved det. En tilfældig mand knokler som en besat og føler, han fortjener en forfremmelse, men han siger det aldrig direkte til sin chef.

De får at vide, at de er bange for fiasko, for afvisning og for, at nogen skal sige nej.

Men det er ikke det, det handler om. Ja, det er ubehageligt at blive afvist. Fiasko er surt. Men der er nogle faste overbevisninger, vi holder fast i – overbevisninger, som vi er bange for at stille spørgsmål ved eller give slip på, værdier, som har givet vores liv mening gennem årene. Kvinden tager ikke på dates, fordi det ville tvinge hende til at konfrontere hendes egen overbevisning om, hvor attraktiv hun er. Manden undlader at bede om forfremmelse, fordi det ville tvinge ham til at konfrontere hans egen overbevisning om, hvad hans arbejdsindsats egentlig er værd.

Det er nemmere at sidde i en smertefuld overbevisning om, at ingen finder dig attraktiv, eller at ingen sætter pris på dine evner, end rent faktisk at afprøve de overbevisninger og finde ud af det med sikkerhed.

Overbevisninger af den slags – at jeg ikke er attraktiv nok, så hvorfor skulle jeg bruge krudt på det; at min chef er et røvhul, så hvorfor skulle jeg ulejlige mig med det – er skabt til at give os en form for trøst her og nu, men samtidig giver vi afkald på større lykke og succes senere. Det er forfærdelige strategier på langt sigt, og alligevel klamrer vi os til dem, fordi vi formoder, vi har ret. Vi går ud fra, at vi allerede ved, hvad der vil ske, og hvordan det hele ender.

Overbevisning er en trussel mod personlig udvikling. Intet er sikkert, inden det allerede er sket – og selv da kan det stadig diskuteres. Det er derfor, det er nødvendigt at acceptere de uundgåelige fejl ved vores værdier, hvis vi skal have mulighed for at udvikle os.

Frem for at stræbe mod overbevisning, burde vi i stedet stræbe efter tvivl: tvivl om vores egne overbevisninger, tvivl om vores egne følelser, tvivl om, hvad fremtiden måske har i vente for os, medmindre vi selv går ud og skaber den. I stedet for at stræbe efter altid at have ret, bør vi kigge på, hvorfor vi hele tiden tager fejl. For det gør vi.

At tage fejl gør os åbne over for muligheden for forandring. At tage fejl giver os mulighed for udvikling. Det betyder, at du ikke skærer i dig selv for at kurere en forkølelse, eller hælder hundetis i ansigtet for at se yngre ud. Det betyder, at du ikke tror, at ‘ussel’ er en grønsag, og at du ikke skal være bange for at engagere dig.

For her er noget, der er pudsigt men sandt: vi ved reelt ikke, hvad en positiv eller negativ oplevelse er. Nogle af de sværeste og mest stressende oplevelser i vores liv og er også dem, der udvikler og motiverer os. Nogle af de bedste og mest tilfredsstillende oplevelser er også nogle af de mest distraherende og demotiverende. Stol ikke på din opfattelse af positive og negative oplevelser. Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, hvad der gør ondt lige nu, og hvad der ikke gør. Og det kan vi ikke bruge til ret meget.

Ligesom vi kigger tilbage med rædsel på det liv, folk levede for fem hundrede år siden, forestiller jeg mig, at folk om fem hundrede år vil grine af os og de overbevisninger, vi har i dag. De vil grine af, hvordan vi lod vores penge og arbejde styre vores liv. De vil grine af, at vi var bange for at vise vores påskønnelse over for dem, der betyder mest for os, og i stedet hyldede offentlige personer, som ikke havde gjort sig fortjent til noget som helst. De vil grine af vores vaner og overtro, vores bekymringer og vores krige. De vil måbe over vores ondskab. De vil studere vores kunst og diskutere vores historie. De vil forstå sandheder om os, som ingen af os endnu er klar over.

Og de vil også tage fejl. De vil blot tage mindre fejl, end vi gjorde.

Arkitekter af vores egne overbevisninger

Prøv det her: Tag nogle tilfældige personer og sæt dem i et værelse med nogle knapper, som de skal trykke på. Sig så til dem, at hvis de gør noget bestemt – et eller andet, som de selv skal finde ud af, hvad er – så vil et lys blinke for at vise, at de har vundet et point. Sig så til dem, at de skal prøve at optjene så mange point som muligt i løbet af en halv time.

Når psykologer har udført dette eksperiment, sker der det, man kunne forvente. Folk sætter sig ned og begynder at trykke på tilfældige knapper, indtil et lys blinker som tegn på, at de har fået et point. Så prøver folk selvfølgelig at gentage det, de lige har gjort, som gav dem et point. Men denne gang blinker lyset ikke. Så de begynder at eksperimentere med mere komplicerede kombinationer. Tryk på denne knap tre gange, så den her én gang, og vent så fem sekunder – og bingo! Endnu et point. Men på et tidspunkt virker det heller ikke længere. Måske har det slet ikke noget at gøre med knapperne, tænker folk. Måske har det noget at gøre med, hvordan jeg sidder. Eller hvad jeg rører ved. Måske har det noget med mine fødder at gøre. Bingo! Endnu et point. Ja, måske er det mine fødder, og så trykker jeg på en anden knap. Bingo!

Som tommelfingerregel har alle forsøgspersoner i løbet af ti til femten minutter fundet frem til den bestemte række af handlinger, der skal til for at få flere point. Det er som regel et eller andet spøjst som at stå på et ben eller huske en lang række af knapper, der skal trykkes ned i et bestemt antal sekunder, mens man kigger i en bestemt retning.

Men nu kommer det sjove: pointene er i virkeligheden tilfældige. Der findes ingen rækkefølge. Der er ikke noget mønster. Der er kun et lys, der blinker med en lyd, og folk, der jubler, fordi de tror, at deres handling skaffer dem point.

Formålet med eksperimentet er at vise, hvor hurtigt menneskets sind er i stand til at finde på en masse vrøvl, der ikke passer. Og det viser sig, at vi er virkelig gode til det. Alle personer forlader rummet i den tro, at de har klaret eksperimentet og vundet spillet. De tror alle på, at de opdagede den ‘perfekte’ række af knapper, der skaffede dem deres point. Men de handlinger, de kom frem til, er lige så unikke, som de selv er. En mand fandt ud af, at han skulle trykke på en masse knapper i en rækkefølge, der ikke gav nogen mening for andre end ham selv. En pige troede, at hun skulle banke på loftet et vist antal gange for at få point. Da hun forlod rummet, var hun helt udmattet efter at have hoppet op og ned.

Vores hjerner er maskiner. Det, vi opfatter som ‘betydning’, er skabt af de sammenhænge, som vores hjerne laver mellem to eller flere oplevelser. Vi trykker på en knap, og så ser vi et lys blinke; vi antager, at knappen fik lyset til at blinke. Det er essensen af betydning. Knap, lys. Knap, lys. Vi ser en stol. Vi bemærker, at den er grå. Vores hjerne danner sammenhængen mellem farven (grå) og tingen (stol) og skaber betydningen: ‘Stolen er grå.’

Vores sind summer konstant og skaber flere og flere sammenhænge for at hjælpe os til at forstå og kontrollere miljøet, vi befinder os i. Alt i vores oplevelser, både uden for os og inden i os, skaber nye sammenhænge og forbindelser i vores sind. Alt fra ordene her, til den grammatik, du benytter dig af, til at forstå dem, til de beskidte tanker, du tænker, når jeg fortæller noget kedeligt eller ensformigt – alle disse tanker, indskydelser og opfattelser udgøres af tusindvis af neurologiske forbindelser, der arbejder sammen om at skabe et flammehav af viden og forståelse i dit sind.

Men der er to problemer. For det første er hjernen fejlbehæftet. Vi misforstår ting, vi ser og hører. Vi glemmer eller misforstår ting relativt nemt.

For det andet er vores hjerne skabt til at holde fast i en opfattelse, vi har skabt. Vi holder stædigt fast i den mening, vores sind har skabt. Selv hvis vi ser beviser, der modsiger den mening, vi har skabt, vil vi ofte ignorere det og blive i vores tro.

Komikeren Emo Philips sagde engang: 'Jeg troede engang, at den menneskelige hjerne var det mest fantastiske organ i min krop. Så kom jeg i tanke om, hvem der havde fortalt mig det.'

Uheldigvis er det meste af det, vi ‘ved’ og tror, et resultat af instinktive unøjagtigheder og fordomme i vores hjerner. Mange eller endda de fleste af vores værdier skyldes begivenheder, som ikke er typiske i samfundet i almindelighed, eller de skyldes en fuldstændig misforstået fortid.

Så hvad er pointen med alt det her? At de fleste af vores overbevisninger er forkerte. Eller for at være mere præcis; alle vores overbevisninger er forkerte – nogle er blot mindre forkerte end andre. Det menneskelige sind er et virvar af unøjagtigheder. Det kan godt være, det gør dig utilpas, men som vi skal kigge på nu, er det ufatteligt vigtigt at acceptere det.

Pas på med hvad du tror på

I 1988 kom journalisten, feministen og forfatteren Meredith Maran frem til en rystende erkendelse, mens hun var i terapi. Hendes far havde misbrugt hende seksuelt, da hun var barn. Det var et chok for hende og et fortrængt minde, som hun havde været intetanende om som voksen. Men i en alder af syvogtredive år konfronterede hun sin far og fortalte sin familie, hvad der var sket.

Hele hendes familie blev chokeret. Hendes far nægtede med det samme at have gjort noget forkert. Nogle familiemedlemmer tog Merediths parti. Andre tog hendes fars parti. Familien var delt i to. Og smerten, der havde været en del af Merediths forhold til hendes far længe inden hendes beskyldning, spredte sig nu som skimmelsvamp på grene. Det ødelagde familien.

Otte år senere, i 1996, kom Meredith frem til endnu en rystende erkendelse: hendes far havde faktisk ikke misbrugt hende. (Jeg ved det: ups.) Med hjælp fra en velmenende terapeut havde Meredith selv opfundet mindet. Overvældet af skyldfølelse forsøgte hun resten af sin fars liv at forsone sig med ham og de øvrige familiemedlemmer med undskyldninger og forklaringer. Men det var for sent. Hendes far døde, og familien blev aldrig den samme igen. Det viste sig, at Meredith ikke var alene. Som hun beskriver i sin selvbiografi My Lie: A True Story of False Memory beskyldte mange kvinder i 1980’erne mandlige familiemedlemmer for seksuelt misbrug, hvorefter de flere år senere vendte rundt på en tallerken og trak beskyldningerne tilbage.

Samtidig var der en klynge af folk, der i samme årti hævdede, at der fandtes sataniske kulter, der misbrugte børn, men på trods af politiefterforskninger i mange byer fandt politiet aldrig noget bevis på de vanvittige ting, der blev beskrevet.

Hvorfor opfandt folk pludselig minder om forfærdeligt misbrug i familier og kulter? Og hvorfor skete det alt sammen på det tidspunkt, i 1980’erne?

Har du nogensinde leget telefonlegen som barn? Det er den leg, hvor du hvisker noget i en persons øre, og det bliver fortalt videre til omkring ti personer, og det, den sidste person hører, er noget helt andet end det, man lagde ud med. Det er grundlæggende sådan, vores hukommelse fungerer.

Vi oplever noget. Så husker vi det en anelse anderledes et par dage senere, som om det var blevet hvisket og misforstået. Så fortæller vi nogen om det og er nødt til at pynte lidt på historien for at fylde et par huller hist og her, så det hele giver mening. Og så ender vi med at tro på det, vi har fyldt i de mentale huller, så det fortæller vi også næste gang. Men fordi de ikke er sande, genfortæller vi dem en anelse forkert. Og når vi et år senere fortæller historien i en brandert, så fylder vi lidt mere på – okay, lad os bare være ærlige, vi opfinder en tredjedel af historien. Men når vi er blevet ædru igen ugen efter, vil vi ikke indrømme, at vi er løgnhalse, så vi accepterer den ændrede og nyligt udvidede fuldemandssnak som den reelle historie. Og fem år senere er vores ‘jeg sværger, det er sandt’-historie i bedste fald højst 50 procent sand.

Vi gør det alle sammen. Du gør det. Jeg gør det. Uanset hvor ærlige og velmenende vi er, så er vi i en evig tilstand af at vildlede os selv og andre af ingen anden årsag, end at vores hjerne er skabt til at være effektiv, ikke til at være nøjagtig.

Ikke alene er vores hukommelse elendig – så elendig, at øjenvidneberetninger ikke uden videre bliver taget for gode varer i retssager – vores hjerne fungerer også på en forfærdelig fordomsfuld måde.

Hvordan det? Jo, vores hjerne forsøger altid at skabe mening med vores nuværende situation baseret på, hvad vi allerede tror og allerede har oplevet. Enhver ny information bliver holdt op imod de værdier og konklusioner, vi allerede har. Resultatet er, at vores hjerne altid er forudindtaget over for, hvad vi føler er sandt i øjeblikket. Så når vi har et fremragende forhold til vores søster, vil vi fortolke de fleste af vores minder om hende i et positivt lys. Men når forholdet bliver dårligt, vil vi ofte huske nøjagtigt de samme minder anderledes og genopfinde dem på en måde, så de forklarer vores nuværende vrede mod hende. Den søde gave, hun gav os sidste jul, husker vi nu som nedladende. Dengang hun glemte at invitere os til sin feriebolig er ikke længere en uskyldig fejl. Nu er det en forfærdelig forsømmelighed.

Merediths falske misbrugshistorie giver langt mere mening, når vi forstår de værdier, som dannede udgangspunkt for hendes overbevisninger. Først og fremmest havde Meredith et anstrengt og svært forhold til sin far gennem det meste af sit liv. For det andet havde Meredith haft en række dårlige forhold til mænd, herunder et forlist ægteskab.

Så ‘tætte forhold til mænd’ var ikke en værdi, der klarede sig særlig godt hos hende.

I begyndelsen af 1980’erne blev Meredith en markant feminist, og hun begyndte at forske i misbrug af børn. Hun blev konfronteret med den ene forfærdelige misbrugshistorie efter den anden, og i årevis hjalp hun incestofre, som typisk var små piger. Hun fortalte også offentligheden om en række upræcise undersøgelser, der kom frem på det tidspunkt – undersøgelser, som senere viste sig at være en voldsom overdrivelse af omfanget af børnemisbrug. Den mest omtalte undersøgelse konkluderede, at en tredjedel af alle voksne kvinder var blevet seksuelt misbrugt som børn, men det tal viste sig senere at være forkert.

Ud over alt det blev Meredith forelsket og indledte et forhold til en kvinde, der var incestoffer. Meredith udviklede et giftigt medafhængighedsforhold til sin kæreste, hvor Meredith konstant forsøgte at ‘redde’ hende fra hendes traumatiske fortid. Hendes kæreste brugte også sin traumatiske fortid som et skyldsvåben for at få Merediths opmærksomhed. Det er et emne, vi kommer nærmere ind på i kapitel 8.

I mellemtiden blev Merediths forhold til sin far værre og værre. Han var heller ikke ligefrem henrykt over, at hun nu var i et lesbisk forhold. Meredith gik konstant til terapi. Hendes terapeuter, der havde deres egne værdier og overbevisninger, der drev deres opførsel, insisterede på, at det ikke blot kunne være Merediths meget stressende job eller hendes dårlige forhold, der gjorde hende så ulykkelig; det må være noget andet, noget dybereliggende.

På dette tidspunkt var en ny behandlingsform kaldet undertrykt hukommelsesterapi voldsomt populær. I denne terapi satte terapeuten klienten i en trancelignende tilstand, hvor hun blev opmuntret til at lede efter og genopleve glemte barndomsminder. Disse minder var ofte gode, men teorien var, at mindst et par af dem også ville være traumatiske.

Så der sidder stakkels ulykkelige Meredith og undersøger incest og børnemisbrug hver eneste dag. Hun er vred på sin far og over at have gennemlevet et helt liv med dårlige forhold til mænd, og den eneste person, der tilsyneladende forstår hende eller elsker hende, er en kvinde, der er incestoffer. Og nå ja, så ligger hun på en sofa hver anden dag og græder, mens en terapeut igen og igen kræver, at hun skal huske noget, hun ikke kan huske. Og voila, der har du den perfekte opskrift på et fabrikeret minde om et seksuelt misbrug, der aldrig fandt sted.

Vores sinds største prioritet, når det bearbejder oplevelser, er at fortolke dem på en måde, så de stemmer overens med vores tidligere oplevelser, følelser og overbevisninger.

Men ofte løber vi ind i livssituationer, hvor fortiden og nutiden ikke stemmer overens. I de situationer påvirkes vi af alt det, vi har accepteret som sandt og rimeligt om vores fortid. I et forsøg på at opnå sammenhæng i nuet vil vores sind af og til opfinde falske minder. Ved at koble vores nuværende oplevelser sammen med den indbildte fortid tillader vores sind os at holde fast i den betydning, vi allerede har skabt.

Merediths historie er ikke unik. I 1980’erne og 1990’erne blev hundredvis af uskyldige mennesker fejlagtigt anklaget for seksuelt misbrug under lignende omstændigheder. Mange af dem kom i fængsel.

Sensationslystne medier pustede til bålet med historier om bølger af sexoverfald og satanisk vold, og du kunne også blive et offer.

De ledende forklaringer kombineret med de sensationshungrende medier skabte grobund for at opfinde minder hos folk, der var utilfredse med deres liv. Det forklarede deres nuværende lidelse og fratog dem ansvaret. Undertrykt hukommelsesterapi fungerede som midlet til at trække disse ubevidste ønsker frem og sætte dem ind i en tilsyneladende håndgribelig form for hukommelse.

Den proces og den sindstilstand, det gav sig udslag i, blev så almindelig, at man opfandt et navn til den: falsk erindringssyndrom. Det ændrede den måde, retssale fungerer på. Tusindvis af terapeuter blev sagsøgt og mistede deres ret til at praktisere.

Undertrykt hukommelsesterapi forsvandt som terapiform og blev erstattet af mere håndgribelige metoder. Nylige undersøgelser har blot forstærket den smertefulde lærestreg fra den tid: vores overbevisninger er letpåvirkelige, og vores hukommelse er forfærdelig upålidelig.

Der findes masser af almene råd om, at du skal ‘stole på dig selv’ og ‘følge din mavefornemmelse’ og alle mulige andre klicheer, der lyder behagelige.

Men måske er løsningen, at du skal stole mindre på dig selv. Hvis vores hjerter og sind er så upålidelige, så bør vi måske være mere skeptiske over for vores hensigter og motivation. Hvis vi alle tager fejl hele tiden, så er den eneste logiske vej til fremskridt vel en sund skepsis og at stille konstante spørgsmålstegn ved vores egne overbevisninger og formodninger?

Det lyder måske skræmmende og selvdestruktivt. Men det er faktisk nøjagtigt det modsatte. Ikke alene er det et sikrere valg, det er også befriende.

Faren ved at føle sig sikker

Erin sidder over for mig i sushirestauranten og forsøger at forklare, hvorfor hun ikke tror på døden. Der er gået næsten tre timer, og hun har spist fire agurkeruller og drukket en hel flaske sake alene. Hun er faktisk ved at være halvvejs igennem flaske nummer to. Klokken er fire en tirsdag eftermiddag.

Jeg har ikke inviteret hende herhen. Hun fandt ud af på internettet, hvor jeg befandt mig, og fløj hertil for at finde mig.

Igen.

Hun har gjort det før. Sagen er, at Erin er overvist om, at hun kan helbrede døden, men hun er også overbevist om, at hun har brug for min hjælp til at gøre det. Men ikke min hjælp på en forretningsmæssig måde. Hvis hun bare havde brug for et råd om markedsføring eller noget i den stil, så var det til at forholde sig til. Men nej, det er mere end det. Hun vil have, at jeg skal være hendes kæreste. Hvorfor? Efter tre timers krydsforhør og halvanden flaske sake står det stadig ikke klart.

Min forlovede var i øvrigt med os på restauranten. Erin mente, det var vigtigt, at hun var en del af diskussionen. Erin ville sikre sig, at hun var klar over, at hun var ‘villig til at dele mig’, og at min kæreste (der nu er min hustru) ‘ikke skulle føle sig truet’ af hende.

Jeg mødte Erin ved et selvhjælpsseminar i 2008. Hun virkede som en rar person. Hun var lidt flagrende og spirituel, men hun var advokat og havde gået på et anerkendt universitet, og hun var åbenlyst intelligent. Og hun grinte af mine vittigheder og syntes, jeg var sød – så selvfølgelig tilbragte jeg en nat sammen med hende.

En måned senere spurgte hun mig, om ikke jeg havde lyst til at flytte på tværs af landet og bo sammen med hende. Det virkede som noget af et faresignal, så jeg forsøgte at cutte forbindelsen til hende. Hun svarede ved at sige, at hun ville begå selvmord, hvis jeg nægtede at være sammen med hende. Okay, det var to faresignaler. Jeg blokerede hende omgående fra min mail og alle andre måder, hun kunne kontakte mig på.

Det bremsede hende, men det stoppede hende ikke.

Nogle år inden jeg mødte hende, havde Erin været ude for en trafikulykke, hvor hun var tæt på at dø. Faktisk var hun ‘død’ i et kort øjeblik – al hjerneaktivitet var stoppet – men hun var på mirakuløs vis blevet genoplivet. Da hun ‘vendte tilbage’, hævdede hun, at alting var forandret. Hun blev en meget spirituel person. Hun blev interesseret i energihealing, engle, universel bevidsthed og tarotkort og begyndte at tro på den slags. Hun troede også, at hun selv var blevet healer og havde overnaturlige evner og kunne se ind i fremtiden. Og da hun mødte mig, besluttede hun sig af en eller anden grund for, at skæbnen ville, at vi skulle redde verden sammen. ‘Kurere døden’, som hun formulerede det.

Efter at jeg havde blokeret hende, lavede hun nye mailadresser og kunne finde på at sende mig op til tolv vrede mails per dag. Hun lavede falske Facebook- og Twitter-profiler, som hun brugte til at chikanere mig og folk i min omgangskreds. Hun lavede en hjemmeside, der var identisk med min og skrev adskillige artikler, hvor hun hævdede, at jeg var hendes ekskæreste, og at jeg havde løjet over for hende og været hende utro, at jeg havde lovet hende, at jeg ville gifte mig med hende, og at hun og jeg hørte sammen. Da jeg kontaktede hende for at få hende til at lukke sin side, sagde hun, at hun kun ville lukke den, hvis jeg flyttede til Californien for at bo sammen med hende. Det var hendes forestilling om et kompromis.

Gennem alt det var hendes begrundelse den samme: Det var min skæbne at være sammen med hende, for Gud havde forudbestemt det. Hun var bogstavelig talt vågnet midt om natten og havde hørt englestemmer befale, at vores ‘særlige forhold’ skulle være varslet om en ny tid med evig fred på Jorden. (Ja, det sagde hun virkelig til mig).

På det tidspunkt, hvor vi sad sammen på sushirestauranten, havde der været tusindvis af mails. Uanset om jeg svarede på dem eller ej, og hvad enten jeg svarede venligt eller vredt, så ændrede ingenting sig. Hun ændrede aldrig mening. Hendes overbevisning var altid den samme. På det tidspunkt havde det stået på i syv år.

Erin sad der i den lille sushirestaurant og hældte sake ned og ævlede løs i timevis om, hvordan hun havde kureret sin kats nyresten med positiv energi. Og så gik det pludselig op for mig:

Erin er selvudviklingsjunkie. Hun bruger en formue på bøger, seminarer og kurser. Og det vildeste af det hele er, at Erin gør alt, hvad man lærer på selvhjælpskurser. Hun har sin drøm. Hun holder fast i den. Hun visualiserer og handler og håndterer alle afvisningerne og fiaskoerne og rejser sig og forsøger igen. Hun er hele tiden positiv. Hun har temmelig høje tanker om sig selv. Hun hævder jo, at hun kan helbrede katte på samme måde, som Jesus oprejste Lazarus fra de døde – jamen, for helvede da.

Og alligevel er hendes værdier så vanvittige, at intet af det betyder noget. Det faktum, at hun gør alt det ‘rigtige’, betyder ikke, at hun har ret.

Der er en overbevisning i hende, der nægter at overgive sig. Det har hun endda selv fortalt mig. Hun ved, at hendes besættelse er komplet irrationel og usund, og at den gør både hende og mig ulykkelig. Men af en eller anden grund føles det så rigtigt for hende, at hun ikke kan ignorere det eller stoppe.

I midten af 1990’erne undersøgte psykologen Roy Baumeister ondskab som begreb. Han kiggede ganske enkelt på mennesker, der gør onde ting, og på, hvorfor de gør det.

På det tidspunkt antog man, at folk gjorde onde ting, fordi de havde det dårligt med sig selv – altså at de havde lavt selvværd. En af Baumeisters første overraskende konklusioner var, at det ofte ikke var rigtigt. Faktisk var det modsatte ofte tilfældet.

Nogle af de værste forbrydere havde det rigtig godt med sig selv. Og det var denne selvtilfredshed på trods af virkeligheden omkring dem, der gav dem en følelse af retfærdighed, når de sårede folk og opførte sig dårligt over for andre mennesker.

For at personer kan føle, at det er i orden at gøre forfærdelige ting mod andre mennesker, skal de have en klippefast overbevisning om deres egen retfærdighedssans og en stærk følelse af at være berettiget til det. Racister gør racistiske ting, fordi de er overbeviste om deres genetiske overlegenhed. Religiøse fanatikere sprænger sig selv i luften og myrder andre mennesker, fordi er overbeviste om, at de kommer i himlen som martyrer. Mænd voldtager og misbruger kvinder ud fra deres overbevisning om, at de har ret til kvinders kroppe.

Onde mennesker tror aldrig, at de er onde: tværtimod tror de, at alle andre er onde.

Engang foretog man nogle kontroversielle eksperimenter kendt som Milgram-eksperimenterne, opkaldt efter psykologen Stanley Milgram. Forskerne fortalte ‘normale’ mennesker, at de skulle straffe andre frivillige for brud på forskellige regler. Og det gjorde de. Nogle af dem udførte straffe, der nærmede sig fysisk misbrug. Stort set ingen af de personer, der udførte straffen, gjorde indsigelser eller bad om en forklaring. Tværtimod virkede det, som om mange af dem nød den følelse af moralsk retfærdighed, som eksperimentet gav dem.

Problemet her er, at for det første kan man ikke opnå vished, og for det andet fører jagten på vished ofte til mere og værre usikkerhed.

Mange folk har en uafrystelig tro på deres evner i deres job eller på den løn, de burde få. Men den vished får dem til at føle sig dårligere tilpas, ikke bedre. De ser andre blive forfremmet på bekostning af dem og føler sig forbigået. De føler, at de ikke bliver værdsat og anerkendt tilstrækkeligt.

Selv en handling som at smugkigge din kærestes beskeder eller at spørge en ven om, hvad andre folk siger om dig, er drevet af usikkerhed og behovet for vished.

Hvis du kigger i din kærestes beskeder og ikke finder noget, så stopper det sjældent der. Så begynder du måske at spekulere på, om din kæreste mon har en anden telefon. Du kan føle dig overset og undertrykt på arbejde, fordi du ikke har fået en forfremmelse, men det får dig til at vise mistillid over for dine kolleger og overfortolke alt, hvad de siger til dig (og hvad du tror, de mener om dig), hvilket fører til, at du har endnu dårligere muligheder for at få en forfremmelse. Du kan blive ved med at jagte den eneste ene, som du ‘burde’ være sammen med, men for hver afvisning og hver ensomme aften alene spekulerer du mere og mere over, hvad du gør forkert.

Det er i alle disse øjeblikke af usikkerhed og dyb afmagt, at vi bliver modtagelige over for en snigende følelse af, at vi er berettigede til noget. Vi begynder at tro på, at vi fortjener at snyde en smule for at få det, som vi vil have, at andre folk fortjener at blive straffet, at vi fortjener at tage det, vi vil have, og i nogle tilfælde at gøre det med vold.

Det er den omvendte lov igen: jo mere du forsøger at være sikker på noget, jo mere uvis og usikker vil du føle dig.

Men det modsatte er også tilfældet. Jo mere du omfavner uvisheden og usikkerheden, jo mere tryg bliver du i bevidstheden om, hvad du ikke ved.

Usikkerhed fjerner vores bedømmelser af andre; det foregriber unødvendige stereotyper og fordomme, som vi ellers mærker, når vi ser nogen på tv, på kontoret eller på gaden. Usikkerheden befrier os også fra bedømmelsen af os selv. Vi ved ikke, om vi er værd at elske eller ej; vi ved ikke, hvor tiltrækkende vi er; vi ved ikke, hvor succesfulde vi måske kan blive. Den eneste måde at opnå de ting på er ved at forblive usikker på dem og være åben over for at finde dem gennem erfaring.

Usikkerhed er roden til al fremskridt og udvikling. Som det gamle ordsprog lyder: den mand, der tror, han ved alt, lærer intet.

Vi kan ikke lære noget uden først at vide noget. Jo mere vi indrømmer, at vi ikke ved det, jo flere muligheder opnår vi for at lære.

Vores værdier er fejlbehæftede. Hvis vi tror, at de er fejlfri og perfekte, får vi et farligt tankesæt, der ansporer til vores følelse af at være berettigede til noget, og så undgår vi at tage ansvar. Den eneste måde at løse vores problemer på er ved at begynde med at indse, at vores handlinger og overbevisninger indtil nu har været forkerte og ikke fungerer.

Denne åbenhed over for at tage fejl skal være til stede, før der kan ske en ægte udvikling.

Inden vi kan kigge på vores værdier og prioriteter og forandre dem til bedre, sundere værdier, kræver det, at vi først bliver usikre på de værdier, vi har nu.

Vi må kigge under overfladen og se de fejl og fordomme, der præger vores nuværende værdier, og lægge mærke til, at de ikke passer ind i ret meget i verden. Vi skal se vores egen uvidenhed i øjnene og erkende den, for vores egen uvidenhed er større end os alle.

Mansons lov om undgåelse

Du har formentlig hørt om Parkinsons lov: 'Ethvert arbejde vil udvide sig, indtil det udfylder al den tid, der er til rådighed for dets udførelse.'

Du har utvivlsomt også hørt om Murphys lov: 'Alt, hvad der kan gå galt, vil gå galt.'

Nå, men næste gang du er til en eller en anden smart fest, og du vil imponere nogen, så fortæl dem Mansons lov om undgåelse:

Det betyder, at jo mere noget truer med at ændre dit syn på dig selv, på hvor succesrig eller mislykket du føler dig, og på hvor godt du føler, du lever op til dine værdier, jo mere vil du forsøge at undgå det.

Der ligger en vis tryghed i at vide, at du passer ind i verden. Hvad som helst, der kan rokke ved den tryghed – selv hvis det er noget, der måske kan gøre dit liv bedre – er i sagens natur skræmmende.

Mansons lov gælder både gode og dårlige ting i livet. Hvis du pludselig vandt ti millioner kroner, kunne det true din identitet lige så meget, som hvis du mistede alle dine penge. Hvis du blev en berømt rockstjerne, kunne det true din identitet lige så meget, som hvis du mistede dit job. Det er derfor, folk ofte er så bange for succes – det er nøjagtig det samme, som gør dem bange for fiasko; det truer deres selvopfattelse.

Du undgår at skrive det manuskript, du altid har drømt om, for hvis du gjorde det, ville det stille spørgsmål ved din identitet som forsikringsmand. Du undgår at tale med din partner om at være lidt mere dristig i soveværelset, fordi den samtale kunne udfordre din identitet som en pæn, moralsk anstændig person. Du undgår at fortælle din ven, at du ikke længere vil være ven med vedkommende, fordi det at afslutte venskabet ville gå imod din identitet som en rar, tilgivende person.

Vi melder konstant pas på gode, vigtige muligheder, fordi de truer med at ændre, hvordan vi ser os selv. De truer de værdier, vi har valgt og har lært at leve efter.

Jeg havde en ven, der i lang tid talte om at lægge sin kunst på nettet og forsøge at leve af at være kunstner, i hvert fald til en vis grad. Han talte om det i årevis. Han sparede penge op. Han lavede endda et par forskellige hjemmesider, hvor han lagde sine værker ud.

Men han aktiverede aldrig siderne. Der var altid en grund: Kvaliteten af billederne var ikke god nok, eller han havde lige malet noget bedre, eller det var ikke muligt for ham at bruge tid nok på det endnu.

Årene gik, og han sagde aldrig sit ‘rigtige’ dagsjob op. Hvorfor ikke? Fordi, selv om han ganske vist drømte om at kunne leve af sin kunst, så var risikoen for at blive Kunstneren Ingen Kan Lide langt, langt mere skræmmende end at blive ved med at være Kunstneren Ingen Har Hørt Om. I det mindste følte han sig tryg ved det og havde vænnet sig til at være Kunstneren Ingen Har Hørt Om.

Jeg havde en anden ven, der elskede at gå i byen. Han var altid på druk og ude at jagte piger. Efter årevis med ‘det vilde liv’ følte han sig voldsomt ensom, deprimeret og syg. Han ville sige farvel til de vilde fester. Han talte med jalousi i stemmen om dem, der var i et forhold og var mere ‘rolige’, end han var. Og alligevel ændrede han sig aldrig. I årevis fortsatte han, den ene indholdsløse aften efter den næste, flaske efter flaske. Altid en undskyldning. Altid en grund til at han ikke kunne sætte tempoet ned.

Det at skulle opgive den livsstil var en for stor trussel mod hans identitet. Han var festens midtpunkt, og det var den eneste rolle, han kunne finde ud af. At opgive det ville være som at begå psykisk harakiri.

Vi har alle vores egne værdier. Vi beskytter de værdier. Vi lever op til dem, og vi retfærdiggør dem og vedligeholder dem. Selv hvis vi ikke ønsker det, så fungerer vores hjerne på den måde. Vi er alt for fokuserede på det, vi allerede kender, og det, som vi tror, er rigtigt. Hvis jeg tror, jeg er en rar fyr, vil jeg undgå situationer, der måske kunne stride imod den tro. Hvis jeg tror, jeg er en glimrende kok, vil jeg opsøge muligheder for at bevise det over for mig selv igen og igen. Troen har altid forrang. Hvis vi ikke ændrer på, hvordan vi ser os selv, og hvad vi tror, vi er og ikke er, så kan vi ikke overvinde vores angst og trang til at undgå ubehagelige ting. Vi kan ikke forandre os.

Derfor kan det være farligt med begreber som ‘kend dig selv’ eller ‘find dig selv’. Det kan sætte dig i en bestemt kasse og belaste dig med unødvendige forventninger. Det kan afskærme dig fra dit indre potentiale og ydre muligheder.

Mit råd til dig: Find ikke dig selv. Vid aldrig, hvem du er.

For det er det, der får dig til at stræbe efter noget og opdage ting. Og det tvinger dig til at forblive ydmyg i din vurdering af andre og acceptere deres forskelligheder.

Dræb dig selv

Buddhismen siger, at din forestilling om, hvem ‘du’ er, er en tilfældig mental forestilling, og at du skal give slip på tanken om, at ‘du’ overhovedet eksisterer. Alle de vilkårlige målestokke, du bruger til at definere dig selv, holder dig fanget, og derfor er det bedre at give slip på det hele. Man kan også omformulere det og sige, at buddhismen opfordrer dig til at være fucking ligeglad.

Det lyder spøjst, men der er nogle psykologiske fordele ved den tilgang til livet. Når vi giver slip på de historier, vi fortæller om os selv, til os selv, så frigør vi os selv til rent faktisk at handle (og begå fejl) og dermed udvikle os.

Hvis en kvinde indrømmer over for sig selv: 'Måske er jeg ikke god til parforhold,' så har hun pludselig friheden til at handle og afslutte sit dårlige ægteskab. Hun har ingen identitet, hun skal beskytte ved at blive i et trist, elendigt ægteskab blot for at bevise noget over for sig selv.

Når den studerende indrømmer over for sig selv: 'Måske er jeg slet ikke en oprører. Måske er jeg bare bange,' så får han frihed til at blive ambitiøs igen. Han har ingen grund til at føle sig truet af, at han forfølger sine drømme om en uddannelse og måske ikke lykkes med det.

Når forsikringsmanden indrømmer over for sig selv: ' Måske er der ikke noget særligt eller specielt ved mine drømme eller mit job,' så opnår han frihed til at give det manuskript, han har liggende i skuffen, en ærlig chance og se, hvad der sker.

Jeg har en nyhed til dig, og den er både god og dårlig: der er ikke ret meget, der er unikt eller specielt ved dine problemer. Det er derfor, det er så befriende at give slip.

Der følger en form for selvoptagethed med frygt, der er baseret på en ulogisk overbevisning. Når du antager, at dit fly er det, der styrter ned, eller at dit forslag er det dumme, som alle andre vil grine af, eller at det er dig, alle vil vælge at mobbe eller ignorere, så siger du indirekte til dig selv: 'Jeg er undtagelsen. Jeg er ikke ligesom alle andre. Jeg er anderledes og speciel.'

Det er narcissisme. Ganske enkelt. Du føler, at dine problemer fortjener at blive behandlet anderledes, at dine problemer har en eller anden særegen form, der ikke overholder lovene i det fysiske univers.

Min anbefaling: Vær ikke speciel. Vær ikke unik. Omdefiner dine målestokke, så de er kedelige og generelle. Mål ikke dig selv som en kommende stjerne eller et uopdaget geni. Mål ikke dig selv som et eller andet grufuldt offer eller en sørgelig fiasko. Mål i stedet dig selv ud fra en mere kedelig identitet: en studerende, en partner, en ven, en banebryder.

Jo smallere og sjældnere en identitet du har valgt til dig selv, jo mere vil alt føles som en trussel. Derfor skal du definere dig selv på den mest enkle og almindelige måde, du overhovedet kan.

Det betyder ofte, at du må opgive nogle storslåede tanker om dig selv; at du ikke er usædvanlig intelligent eller særlig talentfuld, eller skræmmende attraktiv, eller et offer i en grad, som andre folk aldrig vil kunne forstå. Det betyder, at du må opgive din følelse af at være berettiget til noget og din tro på, at verden på en eller anden måde skylder dig noget. Det betyder, at du må opgive den følelsesmæssige eufori, du har opretholdt i årevis. Som en junkie, der siger farvel til kanylen, skal du gennem afvænning, når du opgiver disse ting. Men når du kommer ud på den anden side, vil du have det langt bedre.

Lær at være mindre sikker på dig selv

At stille spørgsmål ved os selv og tvivle på vores tanker og overbevisninger er en af de sværeste evner at udvikle. Men det kan lade sig gøre. Her er nogle spørgsmål, der vil hjælpe dig med at få lidt mere usikkerhed i dit liv.

En af mine veninder blev for nylig forlovet og skal giftes. Manden, der friede til hende, virker meget reel. Han drikker ikke, behandler hende godt, er venlig og har et godt job.

Men siden forlovelsen har min venindes bror kritiseret hende uafbrudt for hendes umodne valg i livet og advaret hende om, at forholdet til manden kommer til at gå i stykker, at hun begår en fejl, og at hun er uansvarlig. Og hver gang min veninde spørger sin bror: 'Hvad er dit problem? Hvorfor generer det dig så meget?' så opfører han sig, som om der ikke er noget problem, at der ikke er noget ved forlovelsen, der generer ham, og at han blot prøver at være hjælpsom og passe på sin lillesøster.

Men det er tydeligt, at der er noget, der generer ham. Måske er det hans egen usikkerhed omkring at blive gift. Måske er det en form for søskenderivalisering. Måske er det jalousi. Måske er han så begravet i sin egen offermentalitet, at han ikke aner, hvordan han skal vise glæde på andres vegne uden først at få dem til at have det dårligt.

Som en tommelfingerregel er vi de værste iagttagere i verden af os selv. Når vi er vrede, jaloux eller kede af det, er vi ofte de sidste, der finder ud af det. Og det eneste måde at finde ud af det på er at lave sprækker i overbevisningens rustning og konstant spørge, hvor meget vi måske tager fejl om os selv.

'Er jeg jaloux – og hvis jeg er, hvorfor så?' 'Er jeg vred?' 'Har hun ret, og beskytter jeg bare mit ego?'

Spørgsmål som disse skal gøres til en vane. I mange tilfælde skal der ikke mere til end blot at stille den slags spørgsmål for at opnå den ydmyghed og medfølelse, der skal til for at løse mange af vores problemer.

Men det er vigtigt at bemærke, at bare fordi du spørger dig selv, om du har den forkerte opfattelse, så er det ikke nødvendigvis tilfældet. Hvis din mand tæver dig, fordi du brændte maden på, og du spørger dig selv, om det er forkert af dig at tænke, at han mishandler dig … tjah, nogle gange har du ret. Målet er blot at stille spørgsmålet og lade tanken simre i øjeblikket, ikke at du skal hade dig selv.

Hvis der skal ske nogen form for forandring i dit liv, så skal du tage fejl om et eller andet. Hvis du sidder og har det elendigt dag efter dag, så betyder det, at du allerede har taget fejl omkring en stor ting i dit liv, og indtil du er i stand til at spørge dig selv, hvad det er, så sker der ingenting.

Mange folk spørger sig selv, om de tager fejl, men færre er i stand til at gå det ekstra skridt og indrømme, hvad det ville betyde, hvis de tog fejl. Det er, fordi betydningen, der ligger bag vores forkerte opfattelse, ofte er smertefuld. Ikke alene stiller den spørgsmål ved vores værdier, den tvinger os også til at overveje, hvordan en anderledes, modstridende værdi ser ud og føles.

Aristoteles skrev: 'Kendetegnet for et uddannet sind er at være i stand til at reflektere over en tanke uden at acceptere den.'

At være i stand til at kigge på og evaluere forskellige værdier uden nødvendigvis at gøre dem til sine egne er måske den vigtigste egenskab, der skal til for at forandre ens eget liv på en meningsfuld måde.

Hvad angår min venindes bror, så burde hans spørgsmål til sig selv være: 'Hvad ville det betyde, hvis jeg tog fejl omkring min søsters bryllup?' Ofte vil svaret på sådan et spørgsmål være lige ud ad landevejen (og noget i stil med: 'Jeg er et egoistisk/usikkert/narcissistisk røvhul'). Hvis han tager fejl, og hans søsters forlovelse er fin og sund og lykkelig, så er der ikke rigtig nogen måde at forklare hans egen opførsel på, udover hans egen usikkerhed og forskruede værdier. Han antager, at han ved, hvad der er bedst for hans søster, og at hun ikke selv kan træffe store afgørende beslutninger i livet. Han antager, at han har retten og ansvaret for at træffe beslutninger for hende. Han er sikker på, at han har ret, og at alle andre må tage fejl.

Selv når det bliver afdækket, hvad enten det gælder min venindes bror eller os selv, så er det svært at indrømme det. Det gør ondt. Det er derfor, så få mennesker stiller de svære spørgsmål. Men kulegravende spørgsmål er nødvendige for at nå ind til kerneproblemerne, som er årsagen til brorens, og vores, elendige opførsel.

Det er lakmusprøven til at afgøre, om vi har solide værdier, eller om vi er neurotiske fjolser, der lader vores problemer gå ud over alle, inklusive os selv.

Målet her at se på, hvilket problem der er bedst.

For når alt kommer til alt, er livets problemer uendelige, som Skuffende Panda sagde.

Hvilke muligheder har min venindes bror?

A. Han kan fortsætte med at skabe drama og gnidninger i familien og lave problemer ud af noget, der ellers burde være en glædelig tid, og han kan skade den tillid og respekt, han og hans søster har over for hinanden, alene fordi han har en mavefornemmelse (nogle ville måske kalde det intuition) af, at denne mand er skidt for hende.

B. Han kan stille spørgsmål ved sin egen evne til at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert for hans søsters liv og forblive ydmyg, stole på hendes evne til at træffe hendes egne valg, og selv hvis han ikke gør, så acceptere situationen af kærlighed og respekt over for hende.

De fleste folk vælger mulighed A. Det er, fordi mulighed A er den nemmeste vej. Den kræver ikke ret meget eftertanke, ingen tvivlen på sig selv, og nul tolerance over for beslutninger, som andre folk træffer, og som du ikke kan lide.

Den bringer også mest ulykke for alle involverede parter.

Mulighed B er den, der opretholder sunde og gode forhold bygget på tillid og respekt. Det er mulighed B, der tvinger folk til at forblive ydmyge og indrømme arrogance. Det er mulighed B, der gør det muligt for folk at udvikle sig ud over deres usikkerhed og genkende situationer, hvor de opfører sig impulsivt, unfair eller selvisk.

Men mulighed B er hård og smertefuld, så de fleste folk vælger ikke den.

Min venindes bror har med sin protest mod sin søsters ægteskab indledt en krig med sig selv. Ja, han troede, han forsøgte at beskytte sin søster, men som vi har set, er hans overbevisninger egenrådige; og værre er det, at vi ofte finder på dem, efter noget er sket, for at vi kan retfærdiggøre de værdier og målestokke, vi har valgt til os selv. Sandheden er, at han hellere vil smadre sit forhold til sin søster end at overveje muligheden for, at han måske tager fejl – selv om det sidste kunne hjælpe ham til at vokse ud af den usikkerhed, der gjorde, at han tog fejl i første omgang.

Jeg forsøger at leve efter få regler, men en af de regler, jeg har efterlevet i årevis, er følgende: Hvis valget står mellem, at jeg har dummet mig, eller at alle andre har dummet sig, så er det langt, langt, langt mere sandsynligt, at det er mig, der har dummet mig. Det har jeg lært af erfaring. Jeg har været røvhullet, der har opført mig tåbeligt på grund af min egen usikkerhed og forkerte overbevisning oftere, end jeg kan tælle. Det er ikke kønt.

Dermed ikke sagt, at der ikke findes bestemte måder, hvorpå de fleste kludrer i det. Og dermed ikke sagt, at der ikke findes tidspunkter, hvor du har mere ret end de fleste andre mennesker.

Det er ganske enkelt: hvis det føles, som om det er dig imod hele verden, så er sandsynligheden stor for, at det i virkeligheden bare er dig mod dig selv.