KAPITEL

8

Vigtigheden af at sige nej

I 2009 tog jeg alle mine ejendele, solgte dem eller opmagasinerede dem, forlod min lejlighed og rejste til Latinamerika. På det tidspunkt havde min lille blog med gode råd om dating fået en del besøgende, og jeg tjente faktisk en ganske hæderlig sum ved at sælge pdf ’er og onlinekurser. Min plan var at tilbringe en stor del af de kommende år med at bo i udlandet, opleve nye kulturer og udnytte de lavere leveomkostninger i en række lande i Asien og Latinamerika til at udvide min forretning. Det var den digitale nomadedrøm, og som en eventyrlysten femogtyveårig var det nøjagtig, hvad jeg ville med livet.

Men selv om min plan lød sexet og heltemodig, så var det ikke alle værdier, der førte mig ind i denne nomadelivsstil, der var sunde. Ja, jeg havde nogle beundringsværdige værdier – en lyst til at se verden, en nysgerrighed efter at lære mennesker og kulturer at kende samt en gammeldags eventyrlyst. Men der lå også et svagt omrids af skam under det hele. Dengang var jeg knap nok klar over det, men hvis jeg var helt ærlig over for mig selv, vidste jeg, at der lå en forskruet værdi et sted under overfladen. Jeg kunne ikke se den, men når jeg i en stille stund var fuldstændig ærlig over for mig selv, kunne jeg mærke den.

Sammen med den følelse af at være berettiget til noget, som jeg havde i begyndelsen af tyverne, havde det ‘virkelig traumatiske lort’ i mine teenageår efterladt mig med en solid angst for parforhold. Jeg havde tilbragt de seneste par år med at overkompensere for utilstrækkeligheden og den sociale angst i mine teenageår, og derfor følte jeg, at jeg kunne møde hvem som helst, være venner med hvem som helst, elske hvem som helst, have sex med hvem som helst – så hvorfor skulle jeg nogensinde forpligte mig til en enkelt person, eller endda en enkelt samfundsgruppe, en enkelt by, land eller kultur? Hvis jeg kunne opleve alt i lige stor grad, så burde jeg da opleve dem alle i lige stor grad, ikke?

Bevæbnet med denne storladne følelse af samhørighed med verden, bumlede jeg frem og tilbage mellem lande og verdenshave i et globalt spil hinkerude, der varede i fem år. Jeg besøgte femoghalvtreds lande, fik masser af venner og lå arm i arm med en lang række elskerinder, der hurtigt blev erstattet. Nogle af dem havde jeg allerede glemt, når jeg satte mig i det næste fly på vej mod det næste land.

Det var et mærkeligt liv, fyldt med fantastiske, bevidsthedsudvidende oplevelser såvel som overfladisk eufori, der var som skabt til at bedøve min underliggende smerte. Det virkede både dybt og alligevel så meningsløst på samme tid, og det gør det stadig. Nogle af mine største livslektioner og personlighedsskabende øjeblikke kom, mens jeg rejste rundt i de år. Men noget af det største spild af min tid og energi kom også i den tid.

Nu bor jeg i New York. Jeg har hus, møbler, elregning og kone. Intet af det er specielt glamourøst eller spændende. Og sådan kan jeg lide det. For efter alle de år med spænding var den største lektie, jeg tog med mig fra mit eventyr, at total frihed i sig selv ingenting betyder.

Frihed giver mulighed for at finde en større mening, men i sig selv er der ikke nødvendigvis noget meningsfuldt ved den. I sidste ende er den eneste måde at opnå mening og en fornemmelse af vigtighed i livet gennem en afvisning af alternativerne; en begrænsning af frihed, et valg af forpligtelse til ét sted, én tro, eller (gisp) én person.

Den indsigt fik jeg langsomt i løbet af de år, hvor jeg rejste rundt i verden. Som med de fleste ting i overflod i livet, skal du drukne dig selv i dem for at indse, at de ikke gør dig lykkelig. Sådan var det for mig med at rejse. Da jeg druknede mig i land nummer tooghalvtreds, treoghalvtreds, fireoghalvtreds begyndte jeg at indse, at selv om mine oplevelser var spændende og fantastiske, så var der få af dem, der ville have en vedvarende betydning.

Mens mine venner hjemme i USA blev gift, købte hus og brugte deres tid på spændende virksomheder eller politiske mærkesager, så fjumrede jeg rundt fra den ene rus til den næste.

I 2011 rejste jeg til Sankt Petersborg i Rusland. Vejret var elendigt. (Sne i maj? Det kan sgu da ikke være rigtigt). Min lejlighed var noget lort. Intet fungerede. Alt var dyrt. Nogle mennesker var uhøflige og lugtede underligt. Ingen smilede, og alle drak for meget. Ja, jeg elskede det. Det var en af mine yndlingsture.

Der er en direkte væremåde i russisk kultur, der generelt går folk fra Vesten på nerverne. Der er ingen falsk venlighed eller politisk korrekthed. Du smiler ikke til fremmede eller lader, som om du kan lide noget, du ikke kan lide. Hvis noget er dumt i Rusland, så siger du, det er dumt. Hvis nogen er et røvhul, så fortæller du ham, at han er et røvhul. Hvis du virkelig kan lide nogen og har det fantastisk sammen med vedkommende, så fortæller du hende, at du kan lide hende, og så hygger I jer sammen. Det betyder ikke noget, om den person er din ven, en fremmed, eller en, du har mødt på gaden for fem minutter siden.

Den første uge føltes alt det virkelig ubehageligt. Jeg tog på en kaffedate med en russisk pige, og tre minutter efter at vi havde sat os, kiggede hun mærkeligt på mig og fortalte mig, at det, jeg lige havde sagt, var noget vrøvl. Jeg var lige ved at få min kaffe galt i halsen. Der var ikke noget konfronterende i den måde, hun sagde det på. Hun konstaterede det blot, som havde hun talt om vejret eller sin skostørrelse, men jeg var alligevel rystet. I Vesten anser man trods alt så direkte en facon for at være yderst stødende, især når det kommer fra nogen, man lige har mødt. Men sådan fortsatte det med alle. På det tidspunkt virkede alle til at være uforskammede, og derfor følte jeg mig som vesterlænding angrebet fra alle leder og kanter. Jeg mærkede en snigende usikkerhed i situationer, hvor jeg ellers ikke havde følt mig usikker i årevis.

Men som ugerne skred frem, vænnede jeg mig til russernes direkte facon, ligesom jeg vænnede mig til midnatssolnedgange og vodkaen, der gled ned som isvand. Og så begyndte jeg at sætte pris på det, det i virkeligheden var: rene ord for pengene. Ærlighed i ordets sandeste betydning. Kommunikation uden betingelser, uforpligtende, ingen skjulte motiver, ingen salgstale, intet desperat forsøg på at andre skal kunne lide dig.

Efter at have rejst rundt i årevis var det måske på det mest uamerikanske sted, at jeg for første gang oplevede en speciel form for frihed: evnen til at sige, hvad end jeg tænkte eller følte, uden frygt for følgerne. Det var underligt befriende, fordi man accepterede afvisning. Jeg havde tørstet efter den form for direkte kommunikation det meste af livet, først i en følelsesmæssigt undertrykt familie, derefter gennem en opbygget facade af falsk selvtillid. Så jeg slubrede det i mig, som var det den fineste vodka, jeg nogensinde havde smagt. Den måned, jeg tilbragte i Sankt Petersborg, gik lynhurtigt, og bagefter havde jeg ikke lyst til at rejse væk.

At rejse er et fantastisk værktøj til at lære dig selv at kende, fordi det frigør dig fra værdierne i din kultur og viser dig, at et anderledes samfund kan eksistere med helt anderledes værdier og stadig fungere uden selvhad. Denne blotlægning af andre kulturer og målestokke tvinger dig til at genoverveje de ting, der virker åbenlyse i dit eget liv og til at tænke over, at det måske ikke er den bedste måde at leve på. I dette tilfælde fik Rusland mig til at genoverveje den falske venlighed, der er så udbredt i kommunikationen i vestlige lande, og jeg spurgte mig selv, om den facade i virkeligheden gør os mere usikre over for hinanden og dårligere til nærvær.

Jeg kan huske, at jeg drøftede russernes væremåde med min russisklærer en dag, og han havde en interessant teori. Efter at have levet under kommunismen i så mange generationer, med kun lidt eller ingen økonomiske muligheder og lukket inde i en kultur af frygt, fandt det russiske samfund ud af, at den vigtigste valuta er tillid. Og for at opbygge tillid skal du være ærlig. Det betyder, at når noget er surt, så siger du det åbent og uden at undskylde. Når folk udtrykte deres ubehagelige ærlighed, blev det belønnet af den simple årsag, at det var nødvendigt for at overleve – du var nødt til at vide, hvem du kunne stole på, og hvem du ikke kunne stole på, og du var nødt til at finde ud af det hurtigt, mente min russisklærer.

Men i det ‘frie’ Vesten var der en overflod af økonomiske muligheder. Der er så meget økonomisk velstand, at det er langt mere værdifuldt at fremstille sig selv på en bestemt måde, selv hvis den er falsk, frem for rent faktisk at være på den måde. Tillid mister sin værdi. Fremtoning og salgsteknik bliver mere fordelagtige udtryksformer. At kende en masse mennesker overfladisk er mere værd end at kende nogle få rigtig godt.

Det er derfor, det blev normalt i vestlige kulturer at smile og sige høflige ting, selv når du ikke har lyst til det, og at fortælle små hvide løgne og blive enig med nogen, du egentlig ikke er enig med. Det er derfor, folk lærer at lade, som om de er venner med mennesker, de reelt ikke bryder sig om, og at de køber ting, de egentlig ikke ønsker sig. Økonomien i samfundet fremmer den form for bedrag.

Ulempen er, at du i den vestlige verden aldrig ved, om du helt kan stole på den person, du taler med. Nogle gange kan det være tilfældet selv blandt gode venner eller familiemedlemmer. Presset er så stort for at være tiltalende, at folk ofte laver om på deres fremtoning afhængig af, hvem de kommunikerer med.

Afvisning gør dit liv bedre

Som en konsekvens af vores positive forbrugerkultur er mange af os blevet ‘indoktrineret’ i den tro, at vi skal prøve at acceptere alt og være åbne over for alt muligt. Det er en grundsten i mange af de såkaldte tænk positivt-bøger: åbn dig selv over for muligheder, accepter dem, sig ja til alt og alle, og så videre.

Men vi skal afvise noget. Ellers står vi ikke for noget. Hvis intet er bedre eller mere ønskværdigt end noget andet, så er vi tomme, og vores liv er meningsløst. Vi mangler værdier, og derfor er der ikke noget formål med vores liv.

Vi får ofte at vide, at vi vil få det bedre med os selv, hvis vi undgår at afvise andre og undgår selv at blive afvist. Men når vi undgår afvisning, opnår vi et kortvarigt velbehag på bekostning af, at vi mangler styring og retning på længere sigt.

For virkelig at påskønne noget skal du begrænse dig til det. Der er et vist niveau af glæde og mening, som du kun opnår i livet, når du har tilbragt årtier med at investere i ét forhold, ét håndværk, én karriere. Og du kan ikke investere i det gennem flere årtier uden samtidig at afvise alternativerne.

Kunsten at vælge en værdi til dig selv kræver, at du afviser alternative værdier. Hvis jeg vælger at gøre mit ægteskab til det vigtigste i mit liv, så betyder det, at jeg (sandsynligvis) afstår fra muligheden for at være sammen med andre piger.

Hvis jeg vælger at dømme mig selv ud fra min evne til at have åbne og ærlige venskaber, så betyder det, at jeg ikke kan bagtale mine venner bag deres ryg. De er alle sunde valg, men de kræver alle afvisninger.

Min pointe er følgende: vi er alle nødt til at være fucking engagerede i et eller andet for at kunne værdsætte noget. Og for at værdsætte noget, er vi nødt til at afvise det, der ikke er dette noget. For at kunne værdsætte X er vi nødt til afvise det, der ikke er X.

Afvisning er en naturlig og nødvendig del af at holde fast i vores værdier og dermed vores identitet. Vi er defineret af det, vi vælger at afvise. Og hvis vi ikke afviser noget (måske i frygt for selv at blive afvist af noget), så ender vi med, at vi slet ingen identitet har.

Ønsket om at undgå afvisning for enhver pris, ønsket om at undgå konfrontation og konflikt og ønsket om at forsøge at affinde sig med alt på lige fod og få det hele til at hænge sammen i harmoni, er en dyb og hårfin måde for at føle sig berettiget på. Berettigede personer føler, de har ret til at have det fantastisk hele tiden, og derfor undgår de at afvise noget, fordi det måske kunne såre dem selv eller andre. Og fordi de undgår at afvise alt, lever de et værdiløst, nydelsesdrevet og egocentreret liv. Det eneste, de er fucking engagerede i, er at opretholde lykkefølelsen en anelse længere, at undgå de uundgåelige fiaskoer i livet og lade, som om lidelsen forsvinder af sig selv.

Afvisning er en vigtig og afgørende evne i livet. Ingen har lyst til at sidde fast i et forhold, der ikke gør dem glade. Ingen har lyst til at have et job, de hader og ikke tror på. Ingen har lyst til at føle, at de ikke kan sige deres mening.

Alligevel vælger folk disse ting. Hele tiden.

Ærlighed er en naturlig trang hos mennesker. Men en del af at være ærlige i vores liv er at føle sig tilpas med at sige og høre ordet ‘nej’. På den måde gør afvisning faktisk vores forhold bedre og vores følelsesmæssige liv sundere.

Grænser

Der var engang to unge mennesker, en dreng og en pige. Deres familier hadede hinanden. Men drengen sneg sig ind til en fest hos pigens familie, fordi han var lidt af en narrøv. Pigen ser drengen, og englene synger så sødt til hende, at hun bliver forelsket i ham på stedet. Bare uden videre. Så sniger hun sig ud i haven, og de vælger at blive gift dagen efter, for det giver da bare supergod mening, især når familierne forsøger at myrde hinanden. Hop et par dage frem. Familierne hører om ægteskabet og går helt bananas. En mand dør. Pigen er så oprevet, at hun drikker en eliksir, der vil få hende til at sove i to dage. Men desværre har det unge par endnu ikke lært om de gode og dårlige sider ved kommunikation i ægteskabet, og den unge pige glemmer helt at nævne noget om det til sin nye ægtemand. Den unge mand kender derfor ikke til sin nye kones selvvalgte komatilstand, så han begår selvmord, fordi han tror, han så kan være sammen med hende i livet efter døden, eller sådan noget fis.

Men da hun vågner efter sine to dage i koma, opdager hun, at hendes nye mand har begået selvmord, så hun får nøjagtig den samme ide og begår også selvmord. Slut.

Romeo og Julie er synonym med ‘romantik’ i vores samfund i dag. Det anses for at være den ultimative kærlighedshistorie i den engelsktalende kultur, et følelsesmæssigt ideal, man skal leve op til. Men når du rent faktisk kigger på, hvad der sker i historien, så er de to unge mennesker fuldstændig fucking sindssyge. Og de har lige begået selvmord for at bevise det!

Mange litteraturforskere mistænker Shakespeare for at have skrevet Romeo og Julie som en satire – og ikke en hyldest til romantikken – for at vise, hvor bindegalt det er. Hans hensigt var ikke, at skuespillet skulle være en forherligelse af kærlighed. Faktisk var hans hensigt, at det skulle være det modsatte: et stort blinkende neonskilt med teksten BLIV VÆK og med barrikadetape med teksten ADGANG FORBUDT.

Gennem det meste af menneskets historie er romantisk kærlighed ikke blevet fejret, som det bliver nu til dags. Faktisk anså man frem til midten af det nittende århundrede kærlighed som unødvendig og en potentiel psykologisk hindring for vigtigere ting i livet – såsom at dyrke jorden og/eller gifte sig med en mand, der havde en masse får. Unge mennesker blev ofte med vold og magt holdt væk fra deres romantiske lidenskab til fordel for praktiske økonomiske ægteskaber, der kunne sikre stabilitet for både dem og deres familier.

Men i dag får vi følelsesmæssig udløsning af den slags bindegale kærlighed. Jo mere dramatisk, jo bedre. Hvad enten det er Ben Affleck, der skal ødelægge en asteroide for at redde Jorden for den pige, han elsker, eller det er Mel Gibson, der myrder hundredvis af englændere og fantaserer om sin voldtagne og myrdede kone, mens han bliver tortureret til døde, eller elverpigen, der opgiver sin udødelighed for at være sammen med Aragorn i Ringenes Herre, eller tåbelige romantiske komedier, hvor Jimmy Fallon giver afkald på sine billetter til en vigtig sportskamp, fordi Drew Barrymore har nogle behov eller et eller andet.

Hvis den slags romantisk kærlighed var kokain, så ville vi alle være ligesom Al Pacino som Tony Montana i Scarface. Vi ville dykke ned i et bjerg af det og skrige: 'Sig hej til min lille ven!'

Problemet er, at vi er ved at finde ud af, at romantisk kærlighed faktisk er lidt som kokain. Faktisk minder det skræmmende meget om kokain. Det stimulerer nøjagtig de samme dele af din hjerne. Det giver dig en rus og får dig til at føle dig opstemt for en stund, men det skaber lige så mange problemer, som det løser, ligesom med kokain.

De fleste aspekter ved romantisk kærlighed, som vi søger – de storladne og svimlende følelser, de voldsomme op- og nedture – er ikke sunde, ærlige tegn på kærlighed. De er tværtimod ofte bare en anden form for at føle sig berettiget til noget, der kommer til udtryk gennem folks forhold.

Jeg ved det. Det er totalt nederen at høre på mig. For hvilken type person skider på romantisk kærlighed? Men lad mig lige tale færdig.

Sandheden er, at der findes sund kærlighed og usund kærlighed. Usund kærlighed er baseret på, at to personer forsøger at undslippe deres problemer gennem deres følelser for hinanden – de bruger hinanden som en flugtvej. Sund kærlighed er baseret på, at to personer anerkender og taler om deres egne problemer med den andens hjælp.

Forskellen mellem et sundt og et usundt forhold afhænger i bund og grund af to ting: 1) hvor gode de to personer hver især er til at påtage sig ansvar, og 2) hvor villig hver person er til både at afvise og blive afvist af deres partner.

Hvis et forhold er usundt og giftigt, vil der være en dårlig og porøs følelse af ansvar hos begge parter, og der vil være en manglende evne til at give og/eller modtage afvisning.

Hvis et forhold er sundt og kærligt, vil der være klare grænser mellem de to personer og deres værdier, og det vil være accepteret at give og modtage afvisning, når det er nødvendigt.

Med ‘grænser’ mener jeg, at to personer hver især tager ansvar for deres egne problemer. Folk i sunde forhold med stærke grænser vil tage ansvar for deres egne værdier og problemer og ikke tage ansvar for deres partners værdier og problemer. Folk i et giftigt forhold med dårlige eller ingen grænser vil regelmæssigt undgå at tage ansvar for deres egne problemer og/eller tage ansvar for deres partners problemer.

Hvordan ser dårlige grænser ud? Her er et par eksempler:

'Du må ikke gå i byen med dine venner uden mig. Du ved, hvor jaloux jeg bliver. Du skal blive hjemme hos mig.'

'Mine kolleger er nogle idioter. Jeg kommer hele tiden for sent til møder, fordi jeg skal forklare, hvordan de skal lave deres arbejde.'

'Jeg fatter ikke, at du kunne få mig til at føle mig så dum foran min egen søster. Du skal aldrig være uenig med mig igen foran hende!'

'Jeg ville gerne sige ja til det jobtilbud, men min mor ville aldrig tilgive mig, hvis jeg flyttede så langt væk.'

'Jeg vil gerne være kæreste med dig, men kan vi lade være med at sige noget til min veninde Cindy? Hun bliver så usikker, når jeg har en kæreste, og hun ikke har.'

I alle eksempler tager personen enten ansvar for problemer eller følelser, der ikke er deres egne, eller kræver, at andre tager ansvar for deres problemer eller følelser.

Folk, der føler sig berettigede til noget, falder generelt i en af to fælder i deres forhold. Den ene fælde er, at de forventer, at andre folk skal tage ansvar for deres problemer:

'Jeg ville have en stille og rolig weekend herhjemme. Det burde du have vidst og have aflyst dine planer.'

Den anden fælde er, at de påtager sig for meget ansvar for andre folks problemer:

'Hun har lige mistet sit job igen, men det er sikkert min skyld, fordi jeg ikke støttede hende nok. Jeg vil hjælpe hende med at redigere hendes cv i morgen.'

Folk, der føler sig berettigede, bruger disse strategier i deres forhold og i alle andre tilfælde for at undgå at tage ansvar for deres egne problemer. Konsekvensen er, at deres forhold er skrøbelige og falske og går ud på at undgå indre smerte frem for at vise en ægte påskønnelse af deres partner.

Det gælder i øvrigt ikke kun parforhold, men også familieforhold og venskaber. En overbærende mor påtager sig måske ansvaret for samtlige problemer i sine børns liv. Hendes egen følelse af at være berettiget til noget opmuntrer til den samme følelse hos hendes børn, så når de bliver voksne, tror de, at andre mennesker altid skal være ansvarlige for deres problemer.

Det er derfor, problemerne i dit parforhold altid ligner problemerne i dine forældres parforhold i uhyggelig grad.

Når du har områder, hvor ansvaret for dine følelser og handlinger er mudret – områder, hvor det står uklart, hvem der er ansvarlig for hvad, hvis skyld det er, og hvorfor du gør det, du gør – så vil du aldrig udvikle stærke værdier for dig selv. Din eneste værdi bliver at gøre din partner glad. Din eneste værdi bliver at få din partner til at gøre dig glad.

Det er selvfølgelig selvdestruktivt. Og forhold, der er kendetegnet ved så meget ugennemsigtighed, forulykker som regel som et fly uden pilot med alt det kaos, der følger med.

Folk kan ikke løse dine problemer for dig. Og de bør ikke prøve på det, for det vil ikke gøre dig lykkelig. Du kan heller ikke løse andre folks problemer for dem, for det vil heller ikke gøre dem lykkelige. Kendetegnet for et usundt forhold er, når to personer forsøger at løse hinandens problemer for at have det godt med sig selv. Et sundt forhold er derimod, når to personer forsøger at løse deres egne problemer for at have det godt med hinanden.

Det at lave klare og tydelige grænser betyder ikke, at du ikke må hjælpe eller støtte din partner, eller at du ikke selv må få hjælp og støtte. I skal begge støtte hinanden. Men kun fordi I vælger at støtte og blive støttet. Ikke fordi I føler, I har pligt eller ret til det.

Folk, der føler sig berettigede og bebrejder andre for deres egne følelser og handlinger, gør det, fordi de tror, at hvis de konstant fremstiller sig selv som ofre, vil der med tiden komme nogen og redde dem, og så vil de modtage den kærlighed, de altid har higet efter.

Folk, der føler sig berettigede og påtager sig skylden for andre folks følelser og handlinger, gør det, så de kan tro, at hvis de ‘fikser’ deres partner og redder ham eller hende, så vil de modtage den kærlighed og påskønnelse, de altid har higet efter.

Der er yin og yang i ethvert giftigt forhold. Offeret og redningsmanden. Personen, der påsætter branden, fordi det får hende til at føle sig vigtig, og personen, der slukker den, fordi det får ham til at føle sig vigtig.

Disse to typer personer drages kraftigt mod hinanden, og de ender som regel sammen. Deres personligheder passer perfekt til hinanden. Ofte er de vokset op med forældre, der hver især har de samme karaktertræk. Så deres model for et ‘lykkeligt’ forhold er baseret på at føle sig berettiget og på dårlige grænser.

Desværre svigter de begge i at dække hinandens behov. Deres mønstre med at svælge i rollerne som henholdsvis offer og redningsmand forstærker tværtimod deres følelse af at være berettiget til noget og det elendige selvværd, der har afholdt dem fra at få tilgodeset deres følelsesmæssige behov i første omgang.

Offeret skaber flere og flere problemer, der skal løses – ikke fordi der findes flere virkelige problemer, men fordi de giver hende den opmærksomhed og hengivenhed, hun higer efter.

Redningsmanden løser det ene problem efter det andet – ikke fordi han egentlig interesserer sig for problemet, men fordi han tror, han er nødt til at fikse andres problemer for selv at gøre sig fortjent til andres opmærksomhed og hengivenhed.

I begge tilfælde er hensigterne egocentrerede og betingede og derfor selvdestruktive, og man oplever sjældent ægte kærlighed.

Hvis offeret virkelig elskede redningsmanden, ville han eller hun sige: 'Hør her, det her er mit problem. Du behøver ikke løse det for mig. Bare støt mig, mens jeg selv løser det.' Det ville være et tegn på kærlighed: at tage ansvar for dine egne problemer og ikke holde din partner ansvarlig for dem.

Hvis redningsmanden virkelig ønskede at redde offeret, ville han eller hun sige: 'Hør her, du bebrejder andre for dine egne problemer. Du er nødt til at løse dem selv.' Og på en underlig måde ville det være et tegn på kærlighed: at hjælpe nogen til selv at løse deres egne problemer.

I stedet bruger ofre og redningsmænd hinanden til at opnå følelsesmæssig eufori. Det er som en afhængighed, hvor de fuldender hinanden. Ironisk nok vil de, hvis de er på date med en følelsesmæssig sund person, ofte kede sig eller mangle ‘kemi’ med dem. De takker nej til en følelsesmæssigt sund personer, der hviler i sig selv, fordi personens klare grænser ikke føles ‘spændende’ nok til at stimulere den konstante rus, som er nødvendig for en person, der føler sig berettiget til noget.

For ofrene er det sværeste i denne verden at tage personligt ansvar for deres egne problemer. De har tilbragt hele livet i den tro, at andre er ansvarlige for deres skæbne. Det første skridt mod at tage ansvar for sig selv er ofte skræmmende.

For redningsmændene er det sværeste i denne verden at stoppe med at tage ansvar for andre folks problemer. De har tilbragt hele deres liv med udelukkende at føle sig værdsat og elsket, når de reddede andre – så at give slip på dette behov er også skræmmende for dem.

Hvis du yder et offer for nogen, du holder af, så skal det være, fordi du ønsker at gøre det, ikke fordi du føler, at du er nødt til det, eller du frygter konsekvenserne af ikke at gøre det. Hvis din partner vil ofre noget for dig, så skal det være, fordi han eller hun virkelig ønsker at gøre det, ikke fordi du har manipuleret dig til det offer gennem vrede eller skyldfølelse. Handlinger gjort af kærlighed tæller kun, hvis de er udført uden betingelser eller forventninger.

Det kan være svært for folk at skelne mellem forskellen på at gøre noget af forpligtelse og på at gøre det frivilligt. Så her er lakmustesten. Spørg dig selv:

'Hvis jeg nægtede at gøre det, hvordan ville vores forhold så ændre sig?'

Spørg tilsvarende dig selv:

'Hvis min partner nægtede at gøre noget, jeg ønskede, hvordan ville vores forhold så ændre sig?'

Hvis svaret er, at afvisningen ville føre til et større drama med knuste tallerkener, så er det et skidt tegn for jeres forhold. Det tyder på, at jeres forhold er bygget på betingelser – baseret på overfladiske goder og ydelser, som I modtager fra hinanden, frem for betingelsesløs accept af hinanden (og hinandens problemer).

Folk med stærke grænser er ikke bange for et raserianfald, et skænderi eller for at blive såret. Folk med svage grænser er rædselsslagne for de ting og vil konstant tilpasse deres opførsel til op- og nedturene i deres følelsesmæssige rutsjebane.

Folk med stærke grænser forstår, at det er uretfærdigt at forvente, at to mennesker kan imødekomme hinanden hundrede procent og opfylde alle de behov, den anden person har. Folk med stærke grænser forstår, at de måske sårer andres følelser en gang imellem, men at de i sidste ende ikke kan afgøre, hvad andre mennesker føler. Folk med stærke grænser forstår, at et sundt forhold ikke handler om at kontrollere hinandens følelser, men derimod om at man hver især støtter den anden i at udvikle sig som person og i at løse ens egne problemer. Det handler ikke om at være fucking engageret i alt, hvad din partner er fucking engageret i. Det handler om at være fucking engageret i din partner, uanset hvad han eller hun er fucking engageret i. Se, det er betingelsesløs kærlighed.

Opbyg tillid

Min kone er en af den slags kvinder, der tilbringer meget tid foran spejlet. Hun elsker at se fantastisk ud, og jeg elsker (selvfølgelig) også, at hun ser fantastisk ud.

Hvis vi skal i byen en aften, kommer hun fra badeværelset efter en hel time med at lægge makeup, sætte hår og hvad kvinder ellers laver derude, og spørger mig, hvordan hun ser ud. Som regel ser hun fantastisk ud. Men en sjælden gang er resultatet sløjt. Måske har hun gjort noget nyt ved sit hår eller har valgt et par støvler, som en eller anden smart designer fra Milano troede, var moderne. Hvad end det måtte være, så spiller det bare ikke.

Når jeg fortæller det til hende, bliver hun som regel sur. Så går hun tilbage for at gøre det hele om, så vi kommer en halv time for sent, imens hun bander og svovler for sig selv og en gang imellem også i retning af mig.

De fleste mænd lyver i sådan en situation for ikke at gøre deres kone eller kæreste ked af det. Men det gør jeg ikke. Hvorfor ikke? Fordi ærlighed i mit forhold er vigtigere for mig end at have det godt hele tiden. Den sidste person, jeg burde være nødt til at lægge låg på mig selv overfor, er kvinden, jeg elsker.

Heldigvis er jeg gift med en kvinde, der er enig, og som er villig til at høre mine ucensurerede tanker. Hun er selvfølgelig også brutalt ærlig over for mig, hvilket er en af de vigtigste ting, hun tilbyder mig som partner. Ja, mit ego bliver da såret en gang imellem, og jeg brokker mig og forsøger at diskutere, men et par timer senere kommer jeg surmulende tilbage og indrømmer, at hun havde ret. Og hold da kæft hvor gør hun mig til en bedre person, selv om jeg hader at høre det i det pågældende øjeblik.

Når vores højeste prioritet er, at vi altid selv skal have det godt, eller at sikre at vores partner har det godt, så ender det med, at ingen har det godt. Og vores forhold falder sammen uden, at vi overhovedet er klar over det.

Uden konflikt er der ingen tillid. Konflikter findes for at vise os, hvem der er der for os betingelsesløst, og hvem der blot er der for fordelene. Ingen stoler på en, der altid siger ja. Hvis Skuffende Panda havde været her, ville han fortælle dig, at smerten i dit forhold er nødvendig for at skabe fundamentet for vores tillid til hinanden og skabe større intimitet.

For at et forhold skal være godt, skal begge personer være villige til og i stand til både at sige nej og høre nej. Uden den bagside, uden en afvisning i ny og næ, bliver grænser nedbrudt, og den ene persons problemer og værdier kommer til at dominere den andens. Konflikt er derfor ikke alene normalt, det er absolut nødvendigt for at opretholde et sundt forhold. Hvis to mennesker, der har et tæt forhold, ikke er i stand til at udtrykke deres uenigheder åbent og verbalt, så er forholdet baseret på manipulation og vildledning, og det vil langsomt blive giftigt.

Tillid er den vigtigste ingrediens i ethvert forhold, alene af den grund at uden tillid betyder forholdet faktisk ingenting. En person kan fortælle dig, at hun elsker dig, vil være sammen med dig og vil opgive alt for dig, men hvis du ikke stoler på hende, så får du intet ud af de erklæringer. Du føler dig ikke elsket, indtil du stoler på, at den kærlighed, der bliver udtrykt over for dig, er uden betingelser.

Det er det, der er så ødelæggende ved utroskab. Det handler ikke om sex. Det handler om den tillid, der er blevet ødelagt som følge af sex. Uden tillid kan forholdet ikke længere fungere. Så enten må I genopbygge den tillid, eller også bør I gå fra hinanden.

Jeg får ofte mails fra folk, hvis partner har været utro, men de vil gerne blive sammen med vedkommende og vil høre, hvordan de kan stole på ham eller hende igen. De fortæller, at uden tillid føles forholdet som en byrde og en trussel. Forholdet skal overvåges i stedet for at nydes.

Problemet her er, at de fleste, der bliver taget i utroskab, siger undskyld og stikker pladen med 'det vil aldrig ske igen', og det er så det, som om penisser bare falder ind i vilkårlige huller ved et tilfælde. Mange, der har oplevet utroskab, tager det udsagn for gode varer og stiller ikke spørgsmål ved, hvad der egentlig er partnerens fucking værdier (ja, jeg mener det helt bogstaveligt). De spørger ikke sig selv, om de værdier gør partneren til en god person at være sammen med. De er så optagede af at holde fast i deres parforhold, at de ikke indser, at det er blevet et sort hul, der fortærer deres selvrespekt.

Hvis folk er utro, er det, fordi der er noget andet end forholdet, der er vigtigere for dem. Det kan være magt over andre. Det kan være bekræftelse gennem sex. Det kan være, at de giver efter over for deres egne drifter. Uanset hvad det er, så er det tydeligt, at den utro persons værdier ikke stemmer overens med et sundt parforhold. Og hvis den utro person ikke indrømmer det, eller indser det, så vil han blot svare med den gamle traver: 'Jamen, jeg ved heller ikke, hvad jeg tænkte på. Jeg var mega stresset og fuld, og lige pludselig så stod hun der bare.'

Hvis det er hans svar, så mangler han den nødvendige selvindsigt til at kunne løse problemerne i forholdet.

Personer, der har været utro, er nødt til at skrælle lag af deres selvbevidsthed og finde ud af, hvilke forskruede værdier der fik dem til at bryde tilliden i forholdet (og finde ud af, om de stadig ønsker forholdet). De skal være i stand til at kunne sige: 'Ved du hvad? Jeg er egocentreret. Jeg går mere op i mig selv end i forholdet. Hvis jeg skal være ærlig, har jeg faktisk ikke den store respekt for vores forhold.'

Hvis utro personer ikke kan udtrykke deres lorteværdier og vise, at de er i stand til at tilsidesætte dem, så er der ingen grund til at tro på, at man kan stole på dem. Og hvis man ikke kan stole på dem, så vil forholdet ikke forandre sig til det bedre.

Den anden faktor i at generobre tillid, efter den er blevet brudt, er lavpraktisk: Historik. Hvis nogen bryder din tillid, så kan ord være nok så fine, men du er nødt til at se en længere historik over en forbedret opførsel. Først da kan du begynde at stole på, at den utro persons værdier nu er korrekt afstemte, og at personen rent faktisk vil ændre sig.

Uheldigvis tager det tid at opbygge en historik for tillid – i hvert fald meget længere tid end det tager at bryde tillid. Og i den genopbygningsperiode vil situationen formentlig være noget lort. Så begge parter i forholdet skal være bevidste om det arbejde, de vælger at gå i gang med.

Jeg bruger eksemplet med at være utro i et parforhold, men processen gælder et brud i enhver form for forhold. Når tillid ødelægges, kan den kun genopbygges, hvis der sker de følgende to ting: 1) personen, der har brudt tilliden, indrømmer sine sande værdier, der forårsagede bruddet, og står ved dem, og 2) personen, der har brudt tilliden, opbygger en historik med forbedret opførsel over en længere periode. Uden det første skridt bør man ikke slet gøre noget forsøg på forsoning.

Tillid er som en porcelænstallerken. Hvis du slår den i stykker én gang, kan du med forsigtighed og opmærksomhed lime den sammen igen. Men hvis du ødelægger den igen, splintres den i endnu flere stumper og stykker, og det tager meget længere tid at samle den igen. Hvis du ødelægger den igen og igen, er den til sidst så ødelagt, at det er umuligt at genskabe den. Der er for mange ødelagte stumper og for meget støv.

Frihed gennem forpligtelse

Forbrugskulturen er meget effektiv, når det gælder om at få os til at ville have mere, mere, mere. Under alle reklamerne og markedsføringen ligger antydningen af, at mere altid er bedre. Jeg købte ideen i årevis. Tjen flere penge, besøg flere lande, oplev mere, vær sammen med flere kvinder.

Men mere er ikke altid bedre. Faktisk er det modsatte tilfældet. Vi er oftere lykkeligere med mindre. Når vi bliver overvældet af muligheder og valg, lider vi under det, som psykologer kalder det frie valgs paradoks. Det går ud på, at jo flere valg vi får, jo mindre tilfredse bliver vi med det, vi vælger, fordi vi er opmærksomme på alle de andre valg, vi potentielt giver afkald på.

Så hvis du har valget mellem to steder at bo og vælger et af dem, så vi du formentlig føle dig sikker og tryg i visheden om, at du traf det rigtige valg. Du vil være tilfreds med din beslutning.

Men hvis du kan vælge mellem otteogtyve steder at bo og vælger et af dem, så siger det frie valgs paradoks, at du formentlig vil pine dig selv i årevis og tvivle på, om du nu også traf det ‘rigtige’ valg, og om du virkelig optimerer din egen lykke. Og den uro og det behov for vished, perfektion og succes vil gøre dig ulykkelig.

Men hvad skal vi så gøre? Tjah, hvis du er ligesom, jeg plejede at være, så undgår du helt at vælge noget som helst. Du stiler efter at holde dine muligheder åbne så lang tid som muligt. Du undgår forpligtelse.

At investere dybt i én person, ét sted, ét job, én aktivitet fratager os muligvis den brede erfaring, vi kunne tænke os, men hvis vi jagter et bredt spekter af oplevelser, fratager det os muligheden for at opleve belønningerne ved substans i erfaringerne. Nogle oplevelser får du kun, når du har boet det samme sted i fem år, når du har været sammen med den samme person i over et årti, når du har arbejdet på at udvikle én færdighed eller ét håndværk i halvdelen af dit liv. Nu hvor jeg er i trediverne, indser jeg langt om længe, at forpligtelse på sin egen måde tilbyder en rigdom af muligheder og oplevelser, der ellers aldrig havde været tilgængelige for mig, uanset hvor jeg tog hen, eller hvad jeg gjorde.

Når du jagter et bredt udvalg af oplevelser, får du mindre og mindre ud af hver ny oplevelse, person eller ting. Når du aldrig har forladt dit hjemland, bliver det første land, du besøger, en kæmpe omvæltning, fordi du har en meget smal erfaring at trække på. Men når du har været i tyve lande, giver det enogtyvende ikke ret meget ekstra. Og når du har være i halvtreds lande, giver nummer enoghalvtreds endnu mindre.

Det samme gælder materielle goder, penge, hobbyer, arbejde, venner og kærligheds- og sexforhold – alle de dårlige overfladiske værdier, folk vælger til sig selv. Jo ældre du bliver, jo mere erfaring får du, og jo mindre markant påvirker hver ny oplevelse dig. Første gang, jeg drak til en fest, var det spændende. Da jeg havde gjort det hundrede gange, var det sjovt. Da jeg havde gjort det fem hundrede gange, føltes det som en almindelig weekend. Og efter tusind gange føltes det kedeligt og ligegyldigt.

Den store omvæltning for mig personligt gennem de seneste år har været, at jeg er blevet i stand til at være åben over for forpligtelse. Jeg har valgt at afvise alt, bortset fra de allerbedste mennesker, oplevelser og værdier i mit liv. Jeg har afsluttet alle mine forretningsprojekter og valgt at fokusere på at skrive på fuld tid. Siden da er min hjemmeside blevet mere populær, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Jeg har forpligtet mig til én kvinde, og til min store overraskelse har jeg opdaget, at det giver mig mere end nogen flirt, date eller engangsaffære, jeg har haft tidligere. Jeg har forpligtet mig til én geografisk beliggenhed og fokuserer nu på en håndfuld venskaber, som er vigtige, ægte og sunde.

Og jeg opdagede noget, der kom bag på mig: forpligtelse giver en frihed og frigørelse. Jeg har oplevet større muligheder og fordele ved at sige nej til alternativer og forstyrrelser til fordel for det, jeg har valgt virkelig skal betyde noget for mig.

Forpligtelse giver dig frihed, fordi du ikke længere bliver distraheret af ting, der er ligegyldige og fjollede. Forpligtelse giver dig frihed, fordi det belønner din opmærksomhed og dit fokus og retter dem mod det, der er mest effektivt til at gøre dig sund og lykkelig. Forpligtelse gør det nemmere at træffe beslutninger og fjerner frygten for at gå glip af noget. Når du ved, at det, du allerede har, er godt nok, hvorfor skulle du så stresse ved at jagte mere, mere, mere? Bekræftelse gør det muligt for dig at fokusere opmærksomt på nogle få meget vigtige mål og opnå en højere grad af succes, end du ellers ville have gjort.

På den måde frigør afvisning af alternativerne os – afvisning af, hvad der ikke stemmer overens med vores vigtigste værdier og de målestokke, vi har valgt, samt afvisning af konstant jagt efter bredde uden dybde.

Ja, bredde i oplevelser er sandsynligvis nødvendigt og ønskeligt, når du er ung. Du er trods alt nødt til at tage ud for at finde ud af, hvad der er værd, at du bruger din tid på. Men guldet ligger i dybden. Og du er nødt til at forpligte dig til noget og grave dybt for at finde det. Det gælder, hvad enten det er forhold, job, opbygningen af en fantastisk livsstil – alt.