KAPITEL

1

Forsøg ikke

Charles Bukowski var alkoholiker, skørtejæger, ludoman, slyngel og fedterøv. En gang imellem var han også digter. Han er formentlig den sidste person, man ville forvente at se nævnt i en selvhjælpsbog.

Netop derfor er han det perfekte sted at begynde.

Bukowski ville være forfatter. Men i årtier blev hans manuskripter afvist af næsten samtlige magasiner, aviser, tidsskrifter, agenter og forlag, han henvendte sig til. Hans tekster var forfærdelige, sagde de. Primitive. Modbydelige. Fordærvede. Og mens bunken med afvisninger voksede sig større, blev han så tynget af sine fiaskoer, at han endte med at tilbringe størstedelen af sit liv som depressiv alkoholiker.

Bukowski havde et almindeligt job med at sortere breve på et postkontor. Han brugte det meste af sin ynkelige løn på sprut. Resten spillede han væk på væddeløbsbanen. Om aftenen drak han alene, og af og til skrev han poesi på sin slidte gamle skrivemaskine. Han drak sig ofte omkuld og vågnede på gulvet næste dag.

Sådan tilbragte han det meste af tredive år i en tåge af alkohol, stoffer, spil og ludere. Da Bukowski var halvtreds og havde levet et liv med fiasko og selvforagt, fik en lille uafhængig forlægger øjnene op for ham. Han kunne ikke tilbyde Bukowski ret mange penge eller love ham at sælge mange bøger. Men han havde en pudsig svaghed for den alkoholiserede taber og besluttede at give ham en chance.

Det var den første reelle mulighed, Bukowski nogensinde havde fået, og han indså, at det nok også ville blive den eneste. Bukowski skrev tilbage til forlæggeren:

'Jeg kan vælge mellem to ting: Enten bliver jeg på postkontoret og bliver vanvittig … eller også bliver jeg herude og leger forfatter og sulter. Jeg har besluttet mig for at sulte.'

Efter at have underskrevet kontrakten skrev Bukowski sin første roman på tre uger. Den hed blot Post Office. I dedikationen skrev han: ‘Dedikeret til ingen.’

Bukowski fik succes som forfatter og digter. Han endte med at udgive seks romaner og hundredvis af digte, og han solgte over to millioner eksemplarer af sine bøger. Hans popularitet overgik alles forventninger. Ikke mindst hans egne.

Historier som Bukowskis er en væsentlig del af amerikansk kultur. Hans liv personificerer den amerikanske drøm: en mand kæmper for det, han vil opnå, giver aldrig op og ender med at opnå sine vildeste drømme. Det er lige til at lave en film ud af. Vi kigger på historier som Bukowskis og siger: 'Der kan du se. Han gav aldrig op. Han blev bare ved. Han troede altid på sig selv. Han overvandt alle odds og skabte sig et navn!'

Så er det bare mærkeligt, at der på Bukowskis gravsten står: ‘Forsøg ikke.’

På trods af bogsalget og berømmelsen var Bukowski en taber. Og han vidste det. Hans succes skyldtes ikke, at han ville gøre alt for at blive en vinder, men derimod det faktum, at han vidste, han var en taber, han affandt sig med det, og så skrev han ærligt om det. Han forsøgte aldrig at være noget andet end den, han var. Det geniale ved Bukowskis værker var ikke, at han overvandt umulige odds, eller at han udviklede sig til at blive en lysende stjerne på den litterære himmel. Det var det modsatte. Det var hans enkle evne til være brutalt ærlig over for sig selv – især de værste egenskaber – og beskrive sine mangler uden tøven eller tvivl.

Det er den sande forklaring på Bukowskis succes: hans evne til at hvile i sig selv som en fiasko. Bukowski var fucking ligeglad med succes. Selv efter han blev berømt, dukkede han spritstiv op til poesiforelæsninger og svinede publikum til. Han fortsatte med at blamere sig på offentlige steder og forsøgte at komme i seng med hver eneste kvinde, han mødte. Berømmelse og succes gjorde ham ikke til et bedre menneske. Det var heller ikke ved at blive en bedre person, at han fik succes og blev berømt.

Selvudvikling og succes sker ofte sideløbende. Men det betyder ikke nødvendigvis, at det er det samme.

Vores kultur nu om dage er sygeligt fokuseret på urealistisk positive forventninger: Vær lykkeligere. Vær sundere. Vær den bedste, bedre end alle andre. Vær klogere, hurtigere, rigere, flittigere, mere sexet, mere populær, mere beundret. Vær perfekt og fantastisk og skid tolv karat guldklumper inden morgenmaden, hvorefter du kysser din perfekte ægtefælle og to et halvt barn farvel. Flyv derefter din helikopter til dit fantastiske job, hvor du tilbringer dagene med at lave utroligt meningsfuldt arbejde, der formentlig redder kloden en dag.

Men hvis du stopper op og tænker over det, så handler alle de positive selvhjælpsråd, du konstant bliver bombarderet med, om alt det, du mangler. De zoomer ind på de ting, du føler, du mangler, og fremhæver dem for dig.

Du lærer om de bedste måder at tjene penge på, fordi du føler, at du ikke har penge nok allerede. Du står foran spejlet og siger til dig selv, at du er smuk, fordi du føler, at du ikke er smuk nok allerede. Du følger råd om dating og forhold, fordi du allerede føler, at du ikke er værd at elske. Du prøver fjollede visualiseringsøvelser om at være mere succesrig, fordi du føler, at du ikke allerede har tilstrækkelig succes.

Pudsigt nok fungerer dette fokus på det positive blot som en konstant påmindelse om det, vi ikke er, om det, vi mangler, og om det, vi burde være, men ikke formåede. En person, der er lykkelig, har ikke behov for at stå foran et spejl og sige, at hun er lykkelig. Hun er det bare.

Der findes et ordsprog i Texas: ‘De mindste hunde gør højest.’ En selvsikker mand har ikke behov for at vise, at han er selvsikker. En rig kvinde har ikke behov for overbevise andre om, at hun er rig. Enten er du det, eller også er du ikke. Og hvis du hele tiden drømmer om at blive noget, så forstærker du den samme ubevidste virkelighed igen og igen: at du ikke er det.

Tv-reklamerne vil have dig til at tro, at nøglen til et godt liv er et bedre job, en federe bil, en kønnere kæreste eller et spabad. Verden fortæller dig konstant, at vejen til et bedre liv er mere, mere, mere – køb mere, ej mere, skab mere, knald mere, vær mere. Du bliver konstant bombarderet med beskeder om at være fucking interesseret i alting, hele tiden. Vær fucking interesseret i et nyt fjernsyn. Vær fucking interesseret i at have en bedre ferie end dine kolleger. Vær fucking interesseret i at købe en ny havenisse. Vær fucking interesseret i at have den rigtige selfiestang.

Hvorfor? Mit gæt: fordi du bruger flere penge, jo flere ting du er fucking interesseret i.

Problemet er, at det er skidt for din mentale sundhed, hvis du er fucking interesseret i for mange ting. Det gør dig for knyttet til overfladiske og falske ting og gør, at du bruger dit liv på at jagte et fatamorgana af lykke og tilfredsstillelse. Nøglen til et godt liv er ikke at være fucking interesseret i flere ting. Nøglen er at være fucking ligeglad med flere ting. Du skal kun være fucking interesseret i ting, der er ægte og tæt på og vigtige.

Den onde cirkel fra helvede

Der er en lumsk særhed ved din hjerne, som kan gøre dig vanvittig, hvis du ikke passer på. Sig til hvis det her lyder genkendeligt:

Du bliver nervøs ved tanken om at skulle konfrontere nogen i dit liv. Den nervøsitet lammer dig, og du begynder at spekulere over, hvorfor du er så nervøs. Nu bliver du nervøs over, at du er nervøs. Åh nej, dobbelt nervøs! Nu er du nervøs over din nervøsitet, hvilket skaber endnu mere nervøsitet. Puha. Jeg tror lige, jeg tager en drink.

Eller lad os sige, du har et problem med dit temperament. Du bliver irriteret over de dummeste, tåbeligste ting, og du aner ikke hvorfor. Og det faktum, at du bliver så nemt irriteret, gør dig endnu mere irriteret. I din smålige irritation indser du, at det at være irriteret hele tiden gør dig til en hul og ond person, hvilket du hader. Du hader det så meget, at du bliver irriteret på dig selv. Se på dig selv: du er irriteret over, at du bliver irriteret over at være irriteret. Fuck dig, væg. Her, smag min knytnæve.

Eller du bekymrer dig hele tiden om at gøre det rigtige, så du bliver bekymret over, at du bekymrer dig så meget. Eller du bliver ked af det og føler dig ensom så tit, at det gør dig endnu mere ked af det og ensom blot ved at tænke på det.

Velkommen til den onde cirkel fra helvede. Du har sandsynligvis befundet dig i den adskillige gange. Måske er du i den nu: 'Hold da kæft, jeg er hele tiden i den onde cirkel fra helvede – hvor er jeg dog en taber. Jeg burde stoppe det. Åh, jeg føler mig som sådan en taber, fordi jeg kalder mig selv for en taber. Jeg burde stoppe med at kalde mig selv for en taber. Fuck! Nu gør jeg det igen! Se? Jeg er en taber! Argh.'

Tag det roligt, amigo. Tro det eller lad være, det er skønheden ved at være et menneske. Meget få dyr på kloden har evnen til at tænke dybe tanker, men vi mennesker har den luksus, at vi kan tænke tanker om vores tanker.

Så jeg kan tænke på at se videoer med Miley Cyrus på Youtube og omgående tænke, at jeg er klam, fordi jeg har lyst til at se videoer med Miley Cyrus på Youtube. Ak ja, bevidsthedens mirakel!

Her kommer problemet: Vores samfund i dag har gennem forbrugskulturen og de sociale mediers ‘se mit liv er federe end dit’ skabt en hel generation af folk, der tror, at det ikke er i orden at have negative følelser: angst, frygt, skyldfølelse og så videre.

Hvis du kigger på Facebook, kan du se, at alle dine venner og deres venner har det fucking fantastisk. Se, otte personer blev gift denne uge! Og en eller anden sekstenårig i tv fik en Ferrari i fødselsdagsgave. En anden teenager har lige tjent to milliarder på at opfinde en app, der automatisk sørger for mere toiletpapir, når du løber tør.

I mellemtiden sidder du derhjemme og renser tænder på din kat, mens du tænker, at dit liv stinker endnu mere, end du troede.

Den onde cirkel fra helvede er blevet en folkesygdom, der gør mange af os stressede, maniodepressive og selvkritiske.

Dengang bedstefar var ung, kunne han have en dårlig dag og sige til sig selv: 'Hold da op, jeg føler mig godt nok nedtrykt i dag. Nå ja, sådan er livet. Det hø ordner jo ikke sig selv, så tilbage til arbejdet.'

Men nu om dage? Hvis du er nedtrykt i blot et kvarter, så bliver du bombarderet med tre hundrede billeder af folk, der har et fucking fantastisk liv, og så er det nærmest umuligt ikke at føle, at der er et eller andet galt med dig.

Det er den sidste del, der skaber problemer for os. Vi føler skyldfølelse over at føle skyldfølelse. Vi bliver irriterede over at blive irriterede. Vi bliver bekymrede over, at vi er bekymrede. Hvad er der galt med mig?

Det er derfor, nøglen er at være fucking ligeglad. Det er derfor, det kommer til at redde verden. Det redder verden ved at acceptere, at verden er helt fucked op, og det er okay, for sådan har det altid været, og sådan vil det altid være.

Ved at være fucking ligeglad med, at du føler dig nedtrykt, kortslutter du den onde cirkel fra helvede. Du siger til dig selv: 'Jeg har det ad helvede til, men jeg er fucking ligeglad.'

Og som om du havde drysset tryllestøv ud over dig selv, stopper du omgående med at hade dig selv for at være nedtrykt.

George Orwell sagde, at det er en evig kamp at være i stand til at kunne se det, der er lige foran næsen af os. Løsningen på vores stress og bekymringer ligger lige foran os, men vi ser den ikke, fordi vi har travlt med at se porno og reklamer for udstyr til at opnå et vaskebræt, mens vi undrer os over, hvorfor vi ikke har en sixpack og ligger og knalder med en lækker blondine.

Vi laver sjov på de sociale medier om vores luksusproblemer, men vi er faktisk blevet ofre for vores egen succes. Stressrelaterede sundhedsproblemer, angstanfald og antallet af depressioner er røget i vejret i løbet af de seneste tredive år, til trods for at næsten alle har et fladskærms-tv. Vores krise er ikke længere materiel. Den er eksistentiel og åndelig. Vi har så fucking mange ting og muligheder, at vi ikke engang ved, hvad vi skal være fucking ligeglad med længere.

Fordi der er et uendeligt antal ting, vi nu kan se eller ved, så er der også et uendeligt antal måder, hvorpå vi kan opdage, at vi er utilstrækkelige, at vi ikke er gode nok, at tingene ikke er så fantastiske, som de kunne have været. Og det flår os i stykker indefra.

For her er det, der er galt med alt det ‘Sådan bliver du lykkelig’- lort, der er blevet vist otte millioner gange på Facebook de seneste par år – her er det, som ingen indser omkring alt det bras:

Det er lige til at blive rundtosset af. Så jeg vil give dig et øjeblik til lige at samle tankerne og måske læse det igen: At ønske positive oplevelser er en negativ oplevelse; at acceptere negative oplevelser er en positiv oplevelse.

Det er det, som filosoffen Alan Watts kaldte ‘den omvendte lov’ – tanken om, at jo mere du jagter dette at have det bedre hele tiden, jo mindre tilfreds bliver du, fordi det at jagte noget blot understreger, at du manglede det til at begynde med. Jo mere du desperat ønsker at blive rig, jo mere fattig og uværdig føler du dig, uanset hvor mange penge du rent faktisk tjener. Jo mere du desperat ønsker at være sexet og eftertragtet, jo grimmere synes du, at du er, uanset hvordan du ser ud. Jo mere desperat du ønsker at være glad og elsket, jo mere ensom og bange bliver du, uanset hvem du omgås. Jo mere du ønsker at være spirituelt oplyst, jo mere selvcentreret og tom bliver du i forsøget på at opnå det.

Det er ligesom dengang, jeg var på et syretrip, og det føltes som om, at jo mere jeg gik hen imod et hus, jo længere væk kom huset fra mig. Og ja, jeg brugte lige mine LSD-hallucinationer til at understrege en filosofisk pointe om lykke.

Som filosoffen Albert Camus sagde (og jeg er ret sikker på, at han ikke var på LSD, da han sagde det): 'Du bliver aldrig lykkelig, hvis du prøver at finde ud af, hvad lykken består af. Du vil aldrig leve, hvis du leder efter meningen med livet.'

Eller sagt mere enkelt:

Forsøg ikke.

Jeg er klar over, hvad du tænker: 'Mark, det her gør mine brystvorter stive, men hvad med den sportsvogn, jeg har sparet sammen til? Hvad med den strandkrop, jeg har sultet for at opnå? Jeg har altså betalt temmelig meget for den maskine til at træne mig til at få et vaskebræt! Hvad med det store hus ved vandet, jeg har drømt om? Hvis jeg begynder at være fucking ligeglad med de ting, så opnår jeg aldrig noget. Det ønsker jeg vel ikke?'

Hvor er jeg glad for, at du spørger.

Har du nogensinde lagt mærke til, at når du bekymrer dig mindre om noget, så er du bedre til det? Har du lagt mærke til, hvordan det ofte er den person, der bruger mindst energi på at opnå succes inden for et eller andet, der rent faktisk ender med at opnå det? Har du bemærket, hvordan alt ser ud til at falde i hak, når du stopper med at være fucking interesseret?

Hvad sker der lige med det?

Det interessante med den omvendte lov er, at der er en grund til, at den kaldes ‘omvendt’: at være fucking ligeglad virker omvendt. Hvis det at jagte noget positivt er negativt, så bliver jagten efter det negative positivt. Smerten, du jagter i træningscenteret, fører til et bedre helbred og mere energi. Fiaskoerne i erhvervslivet skaber en bedre forståelse af, hvad der kræves for at få succes. At være åben omkring din usikkerhed gør dig pudsigt nok mere selvsikker og fascinerende over for andre. Smerten ved ærlig konfrontation er det, der skaber den største tillid og respekt i dine forhold. Når du lider gennem din frygt og angst, opbygger du mod og vedholdenhed.

Jeg kunne blive ved, men du forstår, hvor jeg vil hen. Alt, der har værdi i livet, er opnået ved at overvinde den negative oplevelse, der følger med. Ethvert forsøg på at flygte fra det negative, undgå det, undertrykke det eller tie det ihjel, vil blot give bagslag. At undgå lidelse er en form for lidelse. At undgå at skulle kæmpe er at kæmpe. Benægtelsen af fiasko er en fiasko. At skjule det, der er skamfuldt, er i sig selv en form for skam.

Smerte er en uløselig tråd i livets stof. Det er ikke alene umuligt at tage tråden ud, det er også ødelæggende: et forsøg på at trække den ud trevler også alt andet op. At forsøge at undgå smerte er at være alt for fucking interesseret i smerte. Hvis du derimod er fucking ligeglad med smerten, så er du ikke til at stoppe.

I mit liv har jeg været fucking bekymret over mange ting. Jeg har også været fucking ligeglad med mange ting. Og det gjorde hele forskellen, når jeg var fucking ligeglad. Ligesom den vej, man ikke bevæger sig ud ad, gør hele forskellen.

Formentlig kender du nogen i dit liv, der på et eller andet tidspunkt var fucking ligeglad og opnåede forbløffende bedrifter. Måske var der engang i dit eget liv, hvor du bare var fucking ligeglad og præsterede noget ekstraordinært.

For mit eget vedkommende rangerer det at sige mit job i finanssektoren op efter blot seks uger for at starte en webforretning temmelig højt på min liste over mine største ‘fucking ligeglad’- bedrifter. Det samme gælder dengang, jeg solgte de fleste af mine personlige ejendele og flyttede til Sydamerika. Var jeg fucking bekymret? Overhovedet ikke. Jeg gjorde det bare.

Disse øjeblikke, hvor vi er fucking ligeglade, er de øjeblikke, der definerer vores liv. Et stort jobskifte; den spontane beslutning om at gå ud af skolen for at spille i et rockband; beslutningen om endelig at slå op med den uduelige kæreste, du lidt for ofte har taget i at gå rundt iført dine strømpebukser.

At være fucking ligeglad er at stirre ind i livets mest rædselsvækkende og svære udfordringer og alligevel gøre noget.

På overfladen kan det se enkelt ud at være fucking ligeglad, men det er nemmere sagt end gjort. Mange af os kæmper livet igennem med at være fucking bekymrede, når der ikke er grund til det. Vi bliver alt for fucking irriterede på den ekspedient, der gav os byttepenge i småmønter. Vi bliver for fucking irriterede, når et tv-program bliver aflyst. Vi bliver for fucking irriterede, når vores kolleger ikke spørger til vores fantastiske weekend.

I mellemtiden har vi overtrukket vores kreditkort, vores hund hader os, knægten tager amfetamin ude på badeværelset, og alligevel bliver vi irriterede over småmønter og en komedieserie på tv.

Det fungerer sådan her: En dag dør du. Jeg ved, det er rimelig åbenlyst, men jeg ville lige minde dig om det, i tilfælde af at du havde glemt det. Du og alle, du kender, vil snart være døde. Og i den korte tid mellem nu og din død har du et begrænset antal gange, du kan være fucking engageret. Meget få, faktisk. Og hvis du vil gå rundt og være fucking engageret i alt og alle uden at vælge noget fra, ja, så er du fucked.

Kunsten er at være fucking ligeglad. Selv om ideen måske lyder latterlig, og jeg måske lyder som en nar, så gælder det grundlæggende om at lære, hvordan du fokuserer og prioriterer dine tanker effektivt. Du skal udvælge de ting, der er vigtige for dig, og de ting, der ikke er vigtige for dig, ud fra dine fint udviklede personlige værdier. Det er ekstremt svært. Det tager et helt livs træning og disciplin at opnå. Og du vil med jævne mellemrum begå fejl. Men det er måske den bedste kamp, du kan kæmpe i dit liv. Det er måske den eneste kamp, der er værd at kæmpe.

For når du er fucking bekymret over for mange ting – når du fucking interesserer dig for alt og alle – vil du føle, at du konstant har ret til at have det godt og være lykkelig, og at alt bør være præcis, som du gerne vil have, det skal være.

Det er en sygdom. Og den vil æde dig op indefra. Du vil se enhver form for modgang som en uretfærdighed, enhver udfordring som en fiasko, enhver gene som en personlig fornærmelse, enhver uenighed som et forræderi. Du vil blive indskrænket i dit eget smålige, utilfredse helvede, hvor du vil løbe i cirkler, konstant i bevægelse men uden at komme nogen steder.

Kunsten at være fucking ligeglad

Når folk tænker på at være fucking ligeglad med alt og alle, forestiller de sig ofte en form for afklaret ligegyldighed over for alt med en ro, der afværger enhver storm. De forestiller sig at blive en person, der ikke kan rystes af noget, og ikke giver efter for nogen.

Der findes et udtryk for en person, der ikke har nogen følelser eller ikke finder mening i noget som helst: en psykopat. Hvorfor du skulle stræbe efter at opføre dig som en psykopat, har jeg ingen fucking anelse om.

Så hvad vil det sige at være fucking ligeglad? Lad os kigge på tre ‘nuancer’, der kan hjælpe med at præcisere det.

Lad mig gøre det klart: Der er overhovedet ikke noget beundringsværdigt eller selvsikkert ved at være uengageret. Folk, der er uengagerede, er sølle og bange. De hænger i sofaen og provokerer andre på internettet. Uengagerede folk forsøger ofte at være uengagerede, fordi de i virkeligheden er alt for fucking bekymrede. De er fucking bekymrede over, hvad alle tænker om deres hår, så de gider ikke vaske det eller rede det. De er fucking bekymrede over, hvad folk synes om deres forslag, så de gemmer sig bag sarkastiske og frelste kommentarer. De er bange for at lade nogen komme tæt på dem, så de ser sig selv som et specielt og unikt snefnug, der har problemer, som ingen andre nogensinde ville kunne forstå.

Uengagerede mennesker er bange for verden og følgerne af deres egne valg. Det er derfor, de ikke træffer nogen meningsfulde valg. De gemmer sig i en grå, følelsesløs grøft, de selv har gravet, hvor de ligger selvoptagede og har ondt af sig selv. De distancerer sig konstant fra den ubelejlige ting kaldet livet, der kræver deres tid og energi.

Her er en ubelejlig sandhed om livet: Der findes ikke noget, der hedder at være fucking ligeglad. Du er nødt til at være fucking engageret i noget. Det hører med til vores eksistens altid at engagere os i noget, og derfor være fucking bekymrede over det.

Spørgsmålet er derfor: Hvad skal vi være fucking bekymrede over? Hvad vælger vi at være fucking bekymrede over? Og hvordan kan vi være fucking ligeglade med det, der til syvende og sidst ikke betyder noget?

Min mor blev for nylig røvrendt for en stor sum penge af en af sine venner. Hvis jeg havde været uengageret, havde jeg trukket på skuldrene, nippet til min kaffe, og set endnu en sæson af The Wire. Beklager, mor.

Men i stedet blev jeg harm. Jeg var rasende. Jeg sagde: 'Nej, fandeme nej, mor. Vi pudser en advokat på det røvhul. Hvorfor? Fordi jeg er fucking ligeglad. Jeg smadrer hans liv, hvis det er det, der skal til.'

Det viser den første nuance ved at være fucking ligeglad. Når vi siger: 'Hold da kæft, pas på, Mark Manson er fucking ligeglad,' så mener vi ikke, at Mark Manson er ligeglad med alt. Tværtimod mener vi, at Mark Manson ikke er bange for modgang i kampen for at nå sine mål, og han er ikke bange for, at folk bliver sure, når han gør det, han føler er det rigtige at gøre. Vi mener, at Mark Manson er den type person, der kunne finde på at skrive om sig selv i tredje person, alene fordi han mente, det var det rigtige at gøre. Han er bare fucking ligeglad.

Det er det, der er så beundringsværdigt. Nej, ikke mig, dit fjols, men det at overkomme modstand, at være villig til at være anderledes, en udstødt, en paria, alene på grund af ens personlige værdier. At være villig til at stirre fiasko i øjnene og give den fingeren. De folk, der er fucking ligeglade med modgang eller fiasko eller med at gøre sig selv til grin ved at begå fejl en gang imellem. De folk, der bare griner og så alligevel gør det, de tror på. Fordi de ved, det er det rigtige at gøre. De ved, det er vigtigere, end de selv er, vigtigere end deres egne følelser, deres egen stolthed og deres eget ego. De siger: 'Fuck det.' Ikke til alt i livet, men til alle de ting i livet, der ikke er vigtige. De gemmer deres fuck til de ting, der er vigtige. Venner. Familie. Formål. Og et sagsanlæg eller to. Og netop fordi de gemmer deres fuck til de store ting, der betyder noget, så er folk fucking interesserede i dem.

For her er en anden lille ubelejlig sandhed om livet. Du kan ikke være en vigtig og livsændrende person for nogle mennesker uden samtidig at være til grin over for andre. Det kan du bare ikke. For der findes ikke noget, der hedder fravær af modgang. Det eksisterer ikke. Der er en gammel talemåde, der lyder, at uanset hvor du går hen, så er du der. Det samme gælder for modgang og fiasko. Uanset hvor du går hen, så venter der et kvart ton lort på dig. Og det er helt fint. Pointen er ikke at komme væk fra det lort. Pointen er at finde det lort, du kan lide at tage dig af.

Forestil dig, at du står i supermarkedet og ser en ældre dame råbe ad ekspedienten og skælde ham ud, fordi han ikke vil tage imod hendes rabatkupon. Hvorfor er damen så fucking sur? Det drejer sig kun om småpenge.

Det skal jeg fortælle dig: Den dame har formentlig ikke noget bedre at give sig til end at tilbringe sine dage med at sidde derhjemme og finde rabatkuponer. Hun er gammel og ensom. Hendes børn er nogle røvhuller, der aldrig besøger hende. Hun har ikke dyrket sex i over tredive år. Hun kan ikke slå en fis uden, at det smerter i ryggen. Hendes pensionsopsparing løber snart tør, og hun dør nok iført en ble, mens hun tror, hun er i eventyrland.

Så hun finder rabatkuponer. Det er det eneste, hun har. Der er kun hende og hendes forbandede kuponer. Det er det eneste, hun kan fucking engagere sig i, for der er ikke andet at engagere sig i. Så når den bumsede syttenårige knægt ved kassen nægter at tage imod en af kuponerne, så kan man roligt regne med, at bedstemor eksploderer. Firs års fuck vil vælte ned over ham på én gang med udsagn som 'dengang jeg var ung', og 'folk plejede at udvise mere respekt'-historier.

Problemet med folk, der hidser sig op over fucking hvad som helst, er, at de ikke har bedre ting at være sure over.

Hvis du igen og igen bliver fucking sur over trivielle ting, der irriterer dig – din ekskærestes nye facebookbillede, batterierne i fjernbetjeningen, der alt for hurtigt løber tør, eller at gå glip af et tilbud på håndsæbe – så er der stor sandsynlighed for, at du ikke har ret meget i dit liv, som du kan være fucking bekymret for. Og det er dit virkelige problem. Ikke håndsæben. Ikke fjernbetjeningen.

Jeg hørte engang en kunstner sige, at når en person ingen problemer har, så opfinder hjernen automatisk nogle. Jeg tror, at det, de fleste mennesker – især veluddannede i middelklassen – betragter som ‘livsproblemer’, i virkeligheden blot er en bivirkning af ikke at have vigtigere ting at bekymre sig om.

Heraf kan man udlede, at det at finde noget vigtigt og meningsfuldt i dit liv måske er den mest effektive måde, du kan bruge din tid og energi på. For hvis du ikke finder noget meningsfuldt, ender du med at bruge dine fucks på meningsløse og ligegyldige formål.

Folk bliver ikke født som fucking ligeglade. Tværtimod bliver vi født med alt for mange bekymringer. Har du nogensinde set en lille dreng stortude, fordi hans kasket havde den forkerte farve? Præcis. Fuck den dreng.

Når vi er unge, er alt nyt og spændende, og det hele virker til at være vigtigt. Derfor er vi fucking bekymrede hele tiden. Vi er fucking bekymrede over alt og alle – hvad folk siger om os, over hvorvidt den søde dreng/pige ringede tilbage til os eller ej, over om vores strømper matcher eller ej, over hvilken farve vores fødselsdagsballon har.

Når vi bliver ældre og får mere erfaring og perspektiv, begynder vi at indse, at de fleste ting ikke har en vedvarende effekt på vores liv. Folk, hvis meninger betød så meget for os før, er ikke længere en del af vores liv. Afvisninger, der var smertefulde i øjeblikket, har vist sig at være en fordel. Vi indser, hvor lidt folk lægger mærke til vores udseende, og vi vælger ikke at være så bekymrede over det.

Helt basalt bliver vi mere selektive omkring de ting, vi gider være fucking bekymrede over. Det kaldes modenhed. Det er rart. Du skulle tage at prøve det. Modenhed er det, der sker, når man lærer kun at være fucking bekymret over ting, der er værd at være fucking bekymret over.

Som Bunk Moreland sagde til sin detektivpartner McNulty i The Wire :

'Sådan går det, når du fucking bekymrer dig over noget, du ikke burde fucking bekymre dig over.'

Efterhånden som vi bliver ældre og midaldrende, sker der andre ændringer. Vores energiniveau falder. Vores identitet slår rod. Vi ved, hvem vi er, og vi accepterer os selv, herunder nogle af de ting, vi ikke er begejstrede over.

Og på en pudsig måde er det befriende. Vi behøver ikke længere være så fucking bekymrede over alting. Livet er, hvad det er. Vi accepterer det på godt og ondt. Vi indser, at vi aldrig kommer til at helbrede kræft, rejse til månen eller rage Jennifer Aniston på brysterne. Og det er fint nok. Livet går videre. Nu begynder vi at gemme vores bekymringer til de vigtige ting i livet: vores familier, vores bedste venner, vores golfspil. Og til vores forbløffelse er det nok. Den forenkling gør os faktisk glade. Og vi begynder at tænke, at måske havde den skøre alkoholiker Bukowski fat i noget. Forsøg ikke.

Men Mark, hvad er pointen med den her fucking bog så?

Denne bog vil hjælpe dig til at vælge, hvad der skal være vigtigt i dit liv, og hvad der ikke skal være vigtigt.

Jeg tror, vi står over for en psykisk epidemi, hvor folk ikke længere er klar over, at det er i orden, at livet er surt en gang imellem. Jeg ved, at det kan lyde banalt, men jeg kan garantere dig for, at det er meget vigtigt at forstå.

For når vi tror, at det ikke er i orden, at livet er surt en gang imellem, så begynder vi ubevidst at bebrejde os selv. Vi føler det, som om der er noget grundlæggende galt med os, og det får os til at overkompensere ved at købe fyrre par sko, skylle antidepressiv medicin ned med et vodkashot eller skyde børn i en skolebus.

Overbevisningen om, at det ikke er acceptabelt at være utilstrækkelig en gang imellem, er kilden til den voksende onde cirkel fra helvede, der præger vores samfund.

Tanken om at være fucking ligeglad er en enkel måde at justere vores forventninger til livet og vælge, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er. Når du udvikler den evne, opnår du en praktisk indsigt i dig selv.

Jeg taler ikke om uendelig lyksalighed, der sætter en stopper for al smerte. Tværtimod ser jeg praktisk indsigt som at blive tryg ved tanken om, at en vis smerte altid vil være uundgåelig – uanset hvad du gør, består livet af fiaskoer, tab, fortrydelse og tilmed død. Når du bliver tryg ved tanken om alt det lort, livet kaster efter dig (og det vil kaste masser af lort efter dig, tro mig), så bliver du uovervindelig på en lavpraktisk spirituel måde. For den eneste måde man kan overkomme smerte på, er ved at lære, hvordan man bider den i sig.

Bogen her er fucking ligeglad med at dulme dine problemer eller din smerte. Og netop derfor ved du, at den vil være ærlig. Bogen her er ikke en guide til storhed. Det er ikke muligt, for storhed er blot en illusion i vores sind, en fantasidestination, vi forpligter os til at jage, vores eget mentale Atlantis.

I stedet vil denne bog forvandle din smerte til et redskab, gøre dit traume til en styrke og gøre dine problemer til en anelse bedre problemer. Det er ægte fremskridt. Tænk på bogen som en guide til lidelse, og hvordan du kan gøre det bedre, mere meningsfyldt, med mere medfølelse og mere ydmyghed. Det er en bog om, hvordan du bevæger dig let på trods af dine tunge byrder, hvordan du accepterer din største angst og griner ad dine tårer, mens du græder dem.

Denne bog vil ikke lære dig, hvordan du opnår noget, snarere hvordan du mister noget og giver slip. Bogen vil lære dig at kigge kritisk på indholdet i dit liv og komme af med det hele undtagen de vigtigste ting. Den vil lære dig at lukke øjnene og stole på, at du kan falde bagover og stadig være okay. Den vil lære dig ikke at være så fucking bekymret hele tiden. Den vil lære dig at lade være med at forsøge.