Efterskrift

Herolderne drog ud for at forklare folket, hvad der var sket på kroningsdagen. Der ville ikke blive flere festligheder det år. Tortall havde brug for at sørge, komme til hægterne og blive genopbygget. I stedet planlagde den nye konge en fest, der skulle markere årsdagen for hans kroning. Derefter ville han rejse gennem sit rige, den første kongelige rejse siden hans bedstefars tid.

De oprørere, der blev kendt skyldige af domstolene, mistede deres besiddelser og formuer, og de og deres familier blev sendt i landflygtighed. Delia, den eneste overlevende af lederne, blev idømt livsvarigt fængsel. Alle stod egentlig til dødsstraf – forræderilovene var strenge – men Jonathan ville ikke begynde sin regeringsperiode med henrettelser. Han udstedte flere benådninger i den første uge af sin officielle regeringstid end kong Roald havde gjort i hele sin.

Ugen efter begravelserne fandt kongen sin Beskytter i katakomberne, hvor hun sad på en bænk og stirrede på den sorte Idramms Port. Der stod Lynild, plantet midt i mønsteret. Klingen var sodet, og ædelstenene i grebet var revnet. Jonathan greb om sværdet og forsøgte at trække det fri, men uden held.

„Det gør ikke noget,“ sagde Alanna. „Jeg vil ikke have det. Der findes andre sværd, og jeg synes Lynild skal blive hvor det er.“

Jonathan slap sværdet og så på sine snavsede hænder. „Godt.“

„Jeg tænker bare. Gider du gå væk fra Porten? Du gør mig nervøs.“

Kongen trak på skuldrene og satte sig ved siden af hende. „Hvad tænker du på?“

Hun tøvede et øjeblik inden hun svarede. „Har du … noget imod, hvis jeg rejste til Blodhøgens Stamme for en tid? Jeg trænger til at tænke, og til at hvile mig.“ Hun smilede. „Jeg har haft et travlt år.“

„Tag dig al den tid du har brug for,“ sagde Jonathan. „Jeg ved jo hvor jeg kan finde dig, hvis jeg får brug for dig.“

Sidst i juli skrev Alanna til Gergi Gatto, baron af Piratklippen:

… Jonathan har altså sat dig til at finde resten af oprørerne fra kroningen. Det undrer mig ikke. Der er roligt her. Sig til Mylas at jeg omsider får sovet nok. Jeg savner dig …

Hun indgik i stammens hverdag, jagede løver med de unge mænd, og hørte bazhirernes sagn hos shamanerne. Hun tog sin tørn som vagtpost, og nød stilheden og de stjerneklare nætter. Kort efter sin ankomst så Alanna et nyt stjernebillede for foden af det, der kaldtes ‘Gudinden’. Hun blev aldrig klar over hvem der havde givet det navn, men i årene derefter hørte hun det altid omtalt som ‘Katten’.

Unge mennesker kom langvejs fra for at møde Kvinden Der Rider Som En Mand. De fleste var store drenge, men der kom også enkelte piger. Mange af drengene var på vej nordpå for at melde sig til Livgarden. Pigerne ville gøre deres lykke på egen hånd, de fleste som krigere.

I begyndelsen af oktober kom Thayet og Buri til Blodhøgens Stamme, ledsaget af en deling fra Livgarden. Alanna var glad for at se dem, nu hvor hun var kommet over den værste sorg over Thom, Liam og Trofast. Der gik ikke lang tid før Alanna spurgte sig selv, om Thayet mon var kommet for at tale om noget særligt. Men hvad det så var, gik der mange dage før hun kunne få sig selv til at bringe det på bane. I stedet talte hun om den skole hun havde grundlagt, hjulpet af Mylas, Eleni, Gareth og Gergi, om Mylas og Coram, der begge skulle giftes til midvinter, og om hvad Alanna foretog sig. Hun traf Alannas venner i stammen, og prøvede at væve.

Buri sluttede sig til de piger, der chokerede de ældre ved at træne krigerfærdigheder. Da hun viste dem k’miriske ridekunster, kom også de unge mænd, og de to grupper forenedes i deres iver efter at lære.

„Jeg er glad for at vi kom herned,“ sagde Thayet til Alanna en uge efter deres ankomst. De sad foran Alannas telt efter aftensmåltidet. Fra det store lejrbål kunne de høre Buri lære sine venner en ikke helt pæn sang om byboere. „Hun savner at være på farten,“ tilføjede prinsessen. „På det punkt ligner hun dig.“

Alanna gned sig i hænderne og smilede skævt. „I så fald finder hun andre ting at gå op i. Hun vil slet ikke kunne lade være.“ Hun tav et øjeblik, og besluttede at finde ud af hvad der var los. „Du er ikke kommet herned bare for at give Buri en ferie, Thayet. Og det er en lang rejse bare for at sige hej.“

Prinsessen så bort. „Jonathan … beundrer bazhirerne. Han lod mig læse deres historie. Han tror at k’mirerne, doi’erne og bazhirerne måske stammer fra samme folk. Selvom bazhirerne nok snarere er fætre end i lige linje …“

„Thayet.“ Alanna sukkede.

Thayet pillede ved sit lommetørklæde. „Han ville have at jeg skulle vide alt om dig, og høre hele historien. At det er forbi mellem jer.“ Hendes stemme var dæmpet. „Men jeg tænker alligevel, at fordi I er så tæt på hinanden, I to så …“

Alanna snuppede lommetørklædet inden hendes veninde nåede at ødelægge det helt. „Vi har altid været tæt på hinanden, også før vi blev kærester. Det kommer vi nok også altid til at være, men på en anden måde. Vi er venner. Og jeg er hans Beskytter.“

„Men alle tænkte … Da du kom tilbage …“

„Alle?“ ville Alanna vide. „Jeg kan nævne én, der slet ikke tænker sådan. Hvorfor skulle han ellers tilbringe så megen tid sammen med dig?“

„Hvis jeg ikke var kommet til Tortall …“ hviskede Thayet.

Alanna tegnede i sandet. „Sludder. Jeg ville have dig i sikkerhed. Det ville vi alle sammen. Og jeg vidste at du ville blive en bedre dronning end jeg.“

„Hvad?“ skreg prinsessen.

„Jonathan har brug for én, der vil behandle ham som et menneske og ikke bare som konge,“ forklarede Alanna. „Det kan jeg ikke. Selvom jeg er hans ven, er jeg også hans vasal. Du er født kongelig. Det skræmmer ikke dig. Du giver ham ikke lov til at spille opblæst og selvglad.“ Hun tøvede, og fortsatte: „Jeg håbede ellers at du var nået frem til at kunne lide ham.“

„Men du er min ven!“ klagede Thayet. „Jeg kan ikke tage din mand!“

Alanna gav hende et knus. „Han er ikke min mand. Han er din, hvis du elsker ham, og han elsker dig. Jeg vil have, at I skal være lykkelige begge to, og jeg vil foretrække at I bliver lykkelige med hinanden.“

Thayet snøftede og tørrede øjnene. „Jeg ser vist farlig ud.“

Alanna grinede. „Lad være med at fiske efter komplimenter. Det klæder dig ikke.“

Der lød en svag latter som svar. „Jeg var lige så glad for, at mit bryllup aldrig ville blive en statsbegivenhed.“

„Det var før du mødte Jonathan, så det er der ikke noget at gøre ved nu.“

Nu hvor Thayet ikke længere var bange for at såre sin ven, ville hun høre alt om Jonathan, da han var yngre. Da det emne var udtømt, fortalte hun Alanna om de forandringer de håbede at gennemføre i Tortall. Buri kom hen til dem. Da Thayet standsede for at trække vejret, sagde k’miren: „Godt det for en gangs skyld ikke er mig hun taler til. Forelskede mennesker er så kedelige.“ Thayet skar ansigt ad hende.

Senere, da de var gået i seng i Alannas telt, hviskede Thayet: „Alanna? Er der nogen der venter på dig?“

Alanna blinkede. Med ét fik hun tårer i øjnene. „Det ved jeg ikke.“

„Han skulle være noget ud over det sædvanlige,“ sukkede Thayet. „De fleste mænd …“

„Ville løbe skrigende bort ved tanken om at skulle giftes med en kvindelig ridder,“ afsluttede Alanna sætningen. „Og sådan én ville kede mig til døde. Jeg har været meget heldig med mænd.“ Hun rørte ved sin glødesten, og spurgte sig selv hvor Gergi mon var.

„Så kommer du til at være heldig igen.“

Næste morgen, da Alanna var i gang med sine Shang-øvelser, hørte hun en vagtpost fløjte advarende. Der lød endnu to fløjt, og et tredje der betød ‘Ingen fare’. Hun tog sit sværd for en sikkerheds skyld, og i samme øjeblik lød en kvindestemme bag hende: „Det er mig de fløjter om.“

Alanna snurrede rundt og stillede sig an, klar til kamp. Den magre kvinde, der stod foran hende, løftede sine hænder for at vise at hun var ubevæbnet. Hendes krusede hår var mere gråt end brunt, hendes øjne lyse og hendes ansigt vejrbidt. På hendes handsker sås Shang-emblemet og en angribende kat. „Dine reflekser fejler ingenting,“ sagde Vildkatten med en lys og tør stemme. „Venter du angreb lige nu?“

Alanna sænkede sit sværd. „Jeg har haft et begivenhedsrigt år.“

„Hmf.“ Liams lærer studerede hende omhyggeligt. „Du var altså hans sidste elev. Han mente at du godt kunne blive en af os, selvom du er så gammel.“ Alanna så til siden. Hun var bange for at komme til at græde. „Kom med mig op på højen. Jeg kom bare forbi. Du kan følge mig på vej.“

„Det er en lang vej bare at ‘komme forbi’,“ sagde Alanna, der havde genvundet kontrollen over sine følelser. Hun fulgte med Vildkatten op på en bakkekam, hvorfra der var udsigt over vejen mod syd. Den ældre kvinde stirrede ud over ørkenen. Der var rynker ved hendes øjenkroge. „Jeg vil godt sige at jeg er ked af det … med Liam,“ sagde Alanna. „Jeg ville ønske jeg kunne have forhindret det.“

Vildkatten affejede hendes forklaring. „Du må forstå Shang, frøken ridder. Vi ved alle, at vi risikerer at dø unge. Og han vidste det, eller anede det. Han skrev til mig fra Corus, dagen før han blev dræbt. Hvis han var heldig, skulle jeg glemme det. Ellers skulle jeg give dig dette her.“

Hun rakte Alanna et forseglet pergamentark. Alanna så at hun havde tårer i øjnene. Vildkatten smilede svagt til hende. „Jeg elskede ham mere end mine egne sønner. Det er godt at vide, at han brugte sin død godt.“

Med rystende hænder åbnede Alanna brevet og læste:

Min skat, jeg kender dig godt nok til at vide, at du tror det er din skyld at jeg døde. Du tænker, at hvis du ikke havde slæbt mig med … Glem det. Husk doi-kvinden, Mi-chi, der sagde at jeg kendte min skæbne. For mange år siden var der en doi der fortalte mig, at jeg ville vide, når det blev min tur til at møde Den Sorte Gud. Jeg tror det er nu. Hvis jeg tager fejl og overlever, brænder Vildkatten dette brev, så du får aldrig at vide at jeg har skrevet det.

Bebrejd ikke dig selv noget. Hvornår har du nogensinde kunnet give mig ordrer? Jeg valgte mit liv. Jeg accepterede Drage-rangen, velvidende at ingen Drage har nået at blive fyrre. Jeg er allerede den ældste Drage i næsten hundrede år.

Sandheden er den, at vi aldrig har set ens på døden (eller på visse andre ting), så jeg har ikke talt med dig om den. Du ser kun døden som en afslutning. For mig er det hvordan man dør, der er det vigtigste. At dø for noget vigtigt er bedre end at leve i sikkerhed.

Jeg har tit været i Tortall, selvom vi aldrig mødtes der. De sidste to gange – lige inden jeg mødte dig, og da vi sejlede ind i Caynn – følte jeg en forandring. Som når foråret er på vej. Bazhirer der taler med nordboere i stedet for at bekrige dem. Adel og borgerskab, der planlægger fremtiden. Selv du, min skat, og din store forklædning – er del af noget nyt, der tager form omkring din Jonathan. Hvis jeg kan beskytte denne begyndelse, vil jeg være død som en Drage. Du skal blive gammel og skrap ( skrappere! ) og få masser af løver og løvinder med en mand, der elsker hele dig. Selv din Gave og din uafhængighed og din stædighed.

Træn dine venstrespark – jeg er ligeglad med, om de trætter dig mere end højresparkene.

Husk at smøre arrene i dine hænder med den salve jeg gav dig.

Mens Alanna læste, var Vildkatten taget af sted. Hun begyndte at græde, glad for at være alene, og gav omsider slip på Dragen.

Få dage senere rejste Thayet og Buri. Alanna begyndte selv at overveje at tage hjem, inden vinterens regn og sne gjorde vejene vanskeligt farbare. Hun var ved at væve et tæppe som midvintergave til Gergi, så hun besluttede at rejse, når hun var færdig med det. En eftermiddag sad hun alene i sit telt og arbejdede, da en skygge faldt over hendes væv. Gergi Gatto trådte ind i teltet, dækket med støv.

Alanna lagde skyttelen fra sig. Hun kunne mærke sit hjerte hamre, og hun forsøgte at lyde henkastet. „Jeg havde egentlig håbet at du var kommet noget før.“

Han satte sig ved siden af hende og studerede klædet på hendes væv. „Jeg havde også håbet at komme noget før,“ indrømmede han. „Men det er faktisk svært at holde op med at være Tyvenes Konge og blive respektabel i stedet for. Man skal vænne sig til det. Jonathan har holdt mig i sving, som jeg skrev til dig. Og desuden skulle slottet på Piratklippen sættes i stand, før jeg …“ Han afbrød sig selv. „Jonathan har bekendtgjort at han gifter sig med Thayet,“ sagde han brat. „Det har bazhirerne sikkert fortalt dig.“

„Det er en af fordelene ved at have en konge, der også er Stammernes Røst.“ Det ville være lettere at tyde hans ansigtsudtryk, hvis han ikke havde stået med ryggen til lyset!

„Thayet siger, at de har din velsignelse.“

„Det stemmer.“ Hun tog sig om albuerne for at skjule at hun rystede.

„Du fortryder ikke? Du kunne være blevet dronning, hvis du havde villet.“

„Men det ville jeg ikke.“

Han rakte en hånd frem og legede med hendes glødesten. „Hvad vil du så, Alanna?“

Hun greb hans hånd og så ham i øjnene. Hun smilede. „Jeg vil gerne være din. Hvis du stadig er interesseret.“

Hans fingre knugede hendes. „Hvorfor?“

Alanna så ned. „Jeg elsker dig.“

Han tvang hende til at se på sig. „Nok til at gifte dig med mig? Nok til at holde op med at strejfe om, og falde til ro som baronesse af Piratklippen?“ Hun så drillende på ham, og han rødmede. „Nå, i hvert fald nok til at strejfe om sammen med mig?“ Alanna nikkede. Gergi trak vejret dybt. „Nok til at føde mine … vores … småfolk?“

Hun rødmede. „Jeg vil godt have dig for mig selv det første par år. Så skal vi have alle de børn vi kan tænke os.“ Hendes stemme knækkede over. „Det vil jeg være stolt over.“

Gergi rejste sig og tog Alanna i sine arme. „Så fik jeg omsider tæmmet mig en Løvinde,“ hviskede han, efter de havde kysset hinanden længe.

Alanna lo. „Jeg ville ikke bruge ordet tæmmet, skattedreng. Baronessen af Piratklippen skal da ikke være tam.“

Gergi grinede. „Især ikke når hun derudover er Kongens Beskytter. Så er det afgjort.“ Han løftede hende op og kyssede hende igen. Da han satte hende ned igen, tog han hendes hånd og førte hende ud af teltet. „Kom, Løvinde. Lad os fortælle din stamme, at vi er blevet forlovet.“